Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

T

T

Taberna (sp), bar med vin - udtales taverna. I spansk slang siger man tasca.

Table (fr), bord - vin de table = bordvin.

Tafelwein (ty), bordvin, laveste kategori. Står der Deutscher Tafelwein på etiketten, er vinen tysk. Ellers kan den komme alle steder fra.

Tannat, blå druesort, der traditionelt benyttes i det sydvestfranske distrikt Madiran, men som efterhånden bruges langt mere i Uruguay, hvor den blev indført af baskiske udvandrere.

Tannin - også kaldet garvesyre - findes i mere stofrige rødvine, og tanninet kommer dels fra de blå drueskaller, dels fra egetræet, hvis vinene har lagret på fad. Tanninet har en tør, besk smag og en let sammentrækkende (astringerende) virkning på mundens slimhinder, men det er helt nødvendig, hvis vinene skal ligge nogle år - det konserverer. Med tiden omsættes tanninet, og dets virkning forsvinder, efterhånden som vinen modner i flasken.


Tantalos er navnet på indretningen på billedet her. I gamle dage havde karafler af og til kvadratisk tværsnit, så flere af dem kunne passes ned i en kasse eller bakke. Omkring 1850 fandt man på at låse handtaget fast ned over karaflerne, så tjenestefolk og børn ikke kunne komme til de gode dråber, og sådan en anordning kaldte man en tantalos.
Navnet tantalos kommer fra den græske mytologi. Her blev kong Tantalos straffet for at have fornærmet guderne. De lod ham stå i vand til halsen, og over hans hoved anbragte de herlige frugter og læskende vine. Men hver gang, Tantalos ville spise eller drikke, veg begge dele straks bort. Så han led, hvad man med et gammelt dansk udtryk kalder tantalos-kvaler.

Tarragona, spansk vindistrikt syd for Barcelona.

Tastevin (fr) - direkte oversat: Smage-vin - en lille, flad smagekop, som man især bruger i Bourgogne, og som ofte også hænger i vinbrødres ordensbånd. Den kan ligne lidt foden på en kammer-lysestage, og det er, hvad den måske også oprindelig var. For hvad var mere naturligt end at drikke af det nærmeste, man havde ved hånden, når man gik rundt nede i den mørke vinkælder?

Tastevinage (fr), en hæderstitel, som Bourgognes vinproducenter kan købe hos distriktets vinbrødre, når disse ellers mener at kunne godkende vinen som typisk for appellationen. Ordet, der står på en særlig etiket, behøver ikke at garantere en særlig fremragende kvalitet.

Tavel, appellation i Rhônedalen med rosévin.

Tawny Port, portvin, der har lagret på fad igennem længere tid og har fået en lysere, brunlig (engelsk: tawny) farve. En tawny skal ikke gemmes, men drikkes!

Temperaturen på vinen er vigtig, fordi vi mennesker kan lugte mere, end vi kan smage. Vi “inhalerer” vinen for at kunne nyde den; men det betyder også, at de forskellige stoffer i vinen skal kunne fordampe, og det kan de først over en vis temperatur. Duft-emnerne i hvidvin er som regel ret flygtige. De fordamper mere villigt, og så kan vi lige så godt køle hvidvinen ned, så vi samtidig kan nyde dens forfriskende kølighed. Duft-emnerne i rødvin er mindre flygtige. Derfor skal vinen have en højere temperatur. Og jo mere sammensat og fin vinen er, desto varmere bør den være. Der er dog både en nedre og en øvre grænse: Er hvidvinen alt for kold, lammer kulden smagsløgene. Og kommer rødvinen op over cirka 20 grader, begynder også ethyl-alkoholen og hele resten af den vinøse kemibog at fordampe, og det giver en knap så tiltalende bouquet. Her er nogle anbefalelsesværdige temperaturer:
    Sød hvidvin: 4-8 grader
    Sød, mousserende vin: 4-7 grader
    Vermouth: 6-8 grader
    Tør, mousserende vin: 7-10 grader
    Ung, tør hvidvin: 8-11 grader
    Rosé: 8 til 11 grader
    Medium sherry: 10-12 grader
    Tawny portvin: 10-12 grader
    Ung, tør rødvin: 11-13 grader
    Madeira: 12-14 grader
    Cream sherry: 12-14 grader
    Moden, tør hvidvin: 11-16 grader
    Rødvin (fx bordeaux): 13-16 grader
    Kraftig rødvin: 16-19 grader
    Vintage-portvin: 16-19 grader

Tempranillo, den store spanske rødvinsdrue. Temrano betyder “tidlig” på spansk, og druen har sandsynligvis fået sit navn, fordi den modner tidligt.

Tenimento (it), (vin)gods.

Tenuta (it), (vin)gods.

Terra Alta, distrikt i det spanske Catalonien. Terra Alta betyder højland på spansk.

Terras do Sado, vinregion i det sydlige Portugal.

Terroir er et ord, som winefreaks elsker at bruge. Det omfatter det totale naturlige miljø i en vinmark, og man kan sige, at det danner basis for afgrænsningen af områder med samme appellation. Vigtigste elementer er landskabets form og makroklimaet, der igen er afgørende for mesoklimaet og mikroklimaet (se disse).

Tête (fr), hoved - vin de tête er vin af den most, der først løber fra druerne, og det er naturligvis den bedste. Tête de cuvée er således den bedste vin i Bourgogne og Champagne. På samme måde taler man om “halen” - la queue.

Tinto (po og sp), rød.

Tokaj, hvid hedvin fra distriktet Tokaj-Hegyalja i det nordøstlige Ungarn. I mindre gode år, hvor der er færre søde druer, sælges vinen som tør tokaji szamorodni, eller man laver en almindelig bordvin, tokaji furmint. Men når druerne er søde og angrebet af den ædle råddenskab (se under Botrytis), samles de i et lille, aflangt trækar en puttony. Disse søde druer kaldes aszú - det betyder “indskrumpede” på ungarsk. Jo flere puttonyos, man kommer i den færdige vin, desto sødere bliver den. Mest almindelige er vine med 3, 4 og 5 puttonyos - det står på flasken. Endelig er der esszencia, den fornemste, kostbareste og sødeste af alle tokaj-vine, der laves med den aszú-most, der af sig selv løber fra de modne druer. Det er en vin med store, livgivende kræfter. Man siger, at den kan opvække folk, der ligger på det yderste! (Men man får ikke nedslag i livsforsikrings-præmien, hvis man har en flaske stående). En billigere udgave er tokaji aszú esszencia.

Tokay Pinot Gris, fransk hvidvins-drue, der benyttes i Alsace. Den hed oprindelig Tokay d’Alsace, men navnet blev ændret for at undgå forveksling med navnet på Ungarns søde dessertvin fra Tokaj (s.d.).

Tonnau (fr), det traditionelle mål for Bordeaux-vin, lig 900 liter, svarende til fire fade, barriques og til 1000 kasser vin = 1200 flasker.

Torgiano, distrikt i det italienske Umbrien.

Toro, distrikt i det spanske Castilla-Léon.

Touraine, appellation i Frankrigs, Loire-dal med blandt andet gode, mousserende vine.

Trás-os-Montes, vinregion i det nordøstlige Portugal.

Trebbiano, ikke den bedste, men den mest udbredte hvidvins-drue i både Italien og Frankrig. I Frankrig går den under navnet Ugni Blanc.

Trentino-Alto Adige, vinregion i det nordlige Italien. Det tyske ord for Alto Adige er Südtirol.

Trester (ty), se under Marc.

Trocken (ty), tør - dvs. op til 4 gram sukker pr. liter, evt. op til 9 gram afhængigt af syreindholdet.

Trockenbeerenauslese (ty), udvalg af “tørre” bær; en kvalitets-betegnelse - et Prädikat (s.d.) - for meget søde vine lavet af senthøstede, næsten indtørrede, rosinagtige enkeltdruer, som er specielt udvalgt for deres høje indhold af sukker og evt. er angrebet af den ædle råddenskab (se Botrytis).

Trollinger, det tyske navn for druesorten Schiava, der bruges meget i italiensk Tyrol (navnet er egentlig Tyrolinger).

Tryktank-metode, se under Charmat.

Træsmag, se Fad.

Tyreblod, se under Egri Bikavér.

Tømmermænd har enhver bartender en kur imod, og i de fleste kure indgår bitteren Fernet Branca. Men en god idé er det at sluge nogle C-vitamin-tabletter og et par hovedpinepiller samt drikke en masse vand, før man går i seng. Man kan også forebygge tømmermændenes hærgen ved at drikke en masse mælk eller tage en skefuld olivenolie, før man går hjemmefra. Eller endnu bedre: Lade være med at drikke for meget.

Tønde, se Fad.

Tør, med intet eller ret lidt restsukker i vinen.