Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Michel Rolland

    Michel Rolland (f. 1947) er vokset op i hjertet af den franske vinverden, på sine forældres Bordeaux-vinslot, Château Le Bon Pasteur i Pomerol.
    I 1972 blev han uddannet som ønolog fra det ønologiske institut i Bordeaux. Året efter slog han sig ned med eget vinlaboratorium i Libourne, hvor han analyserede vinprøver for en række af omegnens vinslotte. Men snart begyndte slotsejerne også at spørge ham til råds, når det gjaldt vinfremstillingen, og det blev startskuddet til den omfattende konsulentvirksomhed, som har gjort Michel Rolland berømt viden om.
    I dag er han indbegrebet af en flyvende vinmager med hele verden som sin arbejdsplads. Flere hundrede vinhuse i blandt andet Frankrig, Italien, Portugal, Tunesien, Argentina, Sydafrika og Chile – ja, endog i Kina og Indien – har Michel Rolland med på sidelinjen, når der fremstilles vin.
    Typisk for de vine, hvor den berømte konsulent har en finger med i spillet, er en utrolig fyldig og rund frugtsmag samt en markant fadlagring.
    Som vinmager har Michel Rolland både venner og fjender. Til vennerne hører Robert Parker, der har nogenlunde samme vinsmag, og som derfor gang på gang har givet Rollands vine toppoint. Blandt fjenderne er de kritikere, der mener, at vinmageren er med til at ensrette denne verdens vine.
    Michel Rolland rejser det meste af året, men basen er stadigvæk Bordeaux og det gamle laboratorium, der har udviklet sig til en større virksomhed, hvor vinprøver fra 800 franske vinhuse hvert år bliver analyseret.
    Han bor også i Bordeaux i Château Fontenil, sammen med hustruen Dany Rolland, der også er ønolog, samt døtrene Stephanie og Marie. De har alle tre deres faste gang i laboratoriet.
    Derudover ejer han hele tre vinhuse i Argentina - hans andet hjem - der alle hører under firmaet Bodega Rolland. Det drejer sig om Val de Flores, Mariflor og Yacochuya.
    Adresse: Rolland Oenologie, 5 rue Catusseau, F-33500 Pomerol, tlf.: (+39) 05 57 51 23 05, email: oeno@rollandoenogie.com , www.rollandoenologie.com. (Opdateret 2023).