Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Miguel Torres

    Miguel A. Torres (f. 1941) var ikke i tvivl, dengang han skulle vælge sig en levevej. Han ville være vinmager, som den fædrene side af familien havde været det i de sidste 300 år i den spanske vinregion Penedès.
    Først studerede han kemi ved universitetet i Barcelona og derefter gik turen til ønologistudier ved universitetet i Dijon.
    I 1966 vendte han tilbage til Penedès og overtog roret efter sin far i familiens vinhus Torres. Vinhuset var allerede da internationalt anerkendt, men det blev Miguel Torres, som for alvor gjorde vinhuset til et af verdens mest berømte.
    Et af de store skridt på vejen mod berømmelsens tinder blev taget i 1979, da det franske blad Gault-Millau afholdt en såkaldt vinolympiade i Paris. Her mødte Miguel Torres op med sin rødvin Gran Coronas Black Label årgang 1970, som han havde fremstillet på Cabernet Sauvignon. Vinen vandt over en jævnaldrende flaske Château Latour. Det var dengang, hvor de fleste franskmænd hverken kendte den spanske vin eller vindistriktet, hvor den kom fra.
    1979 var også året, hvor Miguel Torres udvidede firmaet med opførelsen af et vinhus i Central Valley i Chile.
    Den evigt eksperimenterende vinproducent har desuden ført an inden for mange fornyelser i den spanske vinindustri. Det er blandt andet ham, der indførte kold-gæringen i Spanien – den teknik, der i dag bringer frugt og friskhed til mange af landets bedste vine.
    Vinhuset Torres er også kendt for sin indsats for miljøet - og for sit store arbejde med at genopvække gamle lokale druesorter. For cirka 40 år siden begyndte Miguel Torres jagten på disse druer, og han gjorde det ved at sætte en annonce i de lokale aviser, hvor han efterlyste gamle glemte vinstokke. Siden da er der fundet utallige af disse lokale druesorter i marker, haver og baggårde. I dag udfører Torres forsøg med i alt 54 forskellige gamle druesorter. Druerne bliver vinificeret hver for sig for at skille bukkene fra fårene. Nogle af druerne viser sig at være fantastiske til vinfremstilling, mens andre har nogle minusser. Målet er blandt andet at finde frem til druer, som er velegnet til fremtidens klima.
    Torres er også bannerfører, når det gælder vinverdenens kamp mod klimaændringerne og har blandt andet sammen med det amerikanske vinhus Jackson Family Wines grundlagt International Wineries for Climate Action (IWCA). Medlemmerne af denne forening er miljøengagerede vinhuse rundt om i verden, og målet er at reducere den globale vinindustris samlede CO2-udslip med hele 80% inden år 2045.
    I dag er det femte generation, Miguel Torres Maczassek, der har roret i familiefirmaet, mens hans søster, Mireia, er direktør for Torres-vinhuset Jean Léon.
    Adresse: Miguel Torres, M. Torros 6, E-08720 Vilafranca del Penedès, Spanien, tlf.: 00 34 93 81 774 00, fax.: 00 34 93 81 774 44, www.torres.es.(Opdateret 2021).