Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 42. 2009



.....................
Vin-aktuelt i uge 42
Fra 12. oktober til 18. oktober 2009
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 39, ,,,,,,VinAvisen uge 40,,,,,,,,VinAvisen uge 41
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................

.........................................................................

>33/09


................................ .............................

.......................
På billedet flankerer Ib Bergkjær fra Sigurd Müller Vinhandel og den danske vinkøbmand i Bordeaux, Michael Hundeböl, gæsterne fra de fire franske slotte: Alexander van Beck fra Château Giscours, Jean-Pierre Marty fra Château Talbot, Fabienne Durou fra Château Pichon Longueville og Virginie Achou-Lepage fra Château Climens.
................
Fire topslotte på besøg
I fredags havde Ib Bergkjær fra Sigurd Müller Vinhandel i Aalborg indbudt den danske vinøse verdenspresse til smagning af vinene fra fire berømte Bordeaux-slotte og til et møde med repræsentanter for slottenes ejere.
Der var en god snak omkring bordet, hvor franskmændene blandt andet slog et slag for deres andenvine. Og hvad er så en andenvin?
Allerede i 1700-tallet fandt de store Bordeaux-slotte på at lave en andenvin af druer, som de ikke fandt gode nok til den vin, der skulle bære slottets navn – som oftest fordi druerne kom fra unge vinstokke.
For lidt over 100 år siden genoptog man ideen, men først i 1980'erne blev den virkelig udbredt, og i dag har næsten alle grand cru-slottene en andenvin, der ofte sælges til under halvdelen af den pris, man skal give for "førstevinen".

Andenvine er ikke andenklasses
Slottenes andenvine er ikke på nogen måde andenklasses vine af det, der blev til overs.
Slottene lægger vægt på også at lave kvalitet til den lavere pris – for også her står det berømte slotsnavn på spil, dets indarbejdede brand.
Den nye og stærkt forbedrede teknik i marker og kældre er også kommet slottene til hjælp og har samtidig til dels udvisket de store forskelle mellem årgangene. Som der blev sagt: Der er ikke mere gode og dårlige år. Der er gode og dårlige vine.
Lad os nævne de fire slotte ét ad gangen:

Château Giscours

Château Giscours, der blev præsenteret af direktøren, Alexander van Beck, er 3. cru i Margaux, og her smagte vi slottets vin i årgangene 2006 (375 kr.) og 2004 (475 kr.) samt andenvinen, Sirène de Giscours 2006 (150 kr.).
De to første er store og flotte vine – med dyb og fornem duft, silkebløde og elegante. En flaske 2004 var propsyg; den vender vi tilbage til længere nede.
Andenvinen, hvis pris mere svarer til vores hartkorn, har en liflig Bordeaux-duft og en smag med en vis tørhed, fint krydderi og god frugt. Den må gerne ligge nogle år.
(fortsættes)
........................

Til_37/09


.................................
Château Talbot

Château Talbot, der blev præsenteret af direktøren, Jean-Pierre Marty, er 4. cru i Saint-Julien, og her smagte vi slottets vin i årgangene 2006 (360 kr.) og 2004 (400 kr.) samt andenvinen, Connetable de Talbot 2007 (150 kr.). Slottets vine præsenterede sig med en fornem duft og en superlækker, silkeblød og elegant smag. Andenvinen har en flot og rank Bordeaux-smag med en vis tørhed. Gem den gerne et par år endnu.

Château Pichon Longueville

Egentlig har Château Pichon Longueville et efternavn, Comtesse de Lalande. På den anden side af vejen ligger nemlig slottet Pichon Longueville Baron.
Slottet blev i 29 år styret af den legendariske May-Eliane de Lencquesaing, der trak sig tilbage i 2007 og solgte ejendommen til champagnefirmaet Louis Roederer.
Comtesse-slottet er 2. cru i Pauillac, og det blev præsenteret af Fabienne Durou, der lod os smage slottets vin i årgangene 2006 (750 kr.) og 2004 (700 kr.) samt andenvinen, Reserve de la Comtesse 2006 (312,50 kr.).
Priserne taler for sig selv. Det er store og berømte vine, 2. cru, efterstræbte samleobjekter og superlækre. Vine med historie. Der er et vist publikum til dem, og de er sjove at have smagt, når slottet skænker gratis vin i glassene. Men der er heldigvis mange andre vine i denne verden, der også smager godt – til under den halve pris.
(fortsættes)

Château Climens

Vi sluttede med sød vin fra Barsac, det lille distrikt, der er nabo til Sauternes, og her kom de liflige dråber fra Château Climens, der af mange betragtes som områdets næstbedste vin – efter Château d’Yquem. Og det er da også en prægtig og superlækker vin.
Vinene blev præsenteret af Virginie Achou-Lepage, og her smagte vi slottets førstevin i årgangene 2002 (625 kr.) og 1996 (750 kr.) samt andenvinen, Cyprés de Climens 2005 (300 kr.).
Den sidste er en blød og meget lækker sød vin med mange facetter, fint krydderi, honning og et strejf af den ædle råddenskab – samt en god syre, der afbalancerer sødmen.

Den propsyge Château Giscours
Sidste år var vi til en stor Bordeaux-smagning (se uge 50, 2008), og her var en Château Beychevelle 2004 propsyg. I fredags skete det igen: En Château Giscours 2004 havde en uren smag og var uden tvivl propsyg.
Vinene var forinden blevet smagt af en af Danmarks dygtige sommelierer, der havde ladet den passere; men egentlig kan vi ikke bebrejde ham noget. Der er nemlig det modbydelige ved propsygen, når den optræder i begrænset omfang, at først når vinen har stået lidt i glasset, udvikler propsygen sig med sin lugt og smag af gammelt pap og våde gymnastiksko.
Hvilket også gør det sædvanlige ritual med, at gæsten skal smage på vinen og godkende den, til en farce.
Vi opgav at spørge de fire folk fra slottene, om de dog ikke bare havde overvejet at gå over til skruelåg. Generelt besidder folk fra Bordeaux ikke klarsyn på dette felt. De er vant til at leve med en vis fejlprocent – og tørre den af på forbrugerne.
........



.........................................................


    Sydafrika satser stort på VM
    Den sydafrikanske vinindustri satser stort i forbindelse med VM i fodbold, som afholdes i Sydafrika til næste år.
    Som vi skrev i uge 38, har man søsat et uddannelsesprojekt, der skal udklække 2010 vin-stewarder, der kan servicere de mange gæster, som forventes at indtage hoteller og restauranter i Cape Town og omegn. Halvdelen af stewarderne har allerede afsluttet uddannelsen.
    Vinproducentforeningen WOSA (Wines of South Africa) har ligeledes planlagt et VM for sommelierer med deltagelse af en række af de lande, som Sydafrika eksporterer vin til.
    Først dyster sommeliererne på nationalt plan inden for hvert lands grænser, hvorefter vinderne fra de respektive lande får en flybillet til Sydafrika, hvor den internationale finale finder sted i slutningen af 2010.

    Grillfester og VM for sommelierer
    Der vil også blive afholdt braaivleis-festivaler, dvs. sydafrikanske grillfester, rundt omkring i de største aftagerlande af sydafrikansk vin, hvilket blandt andet vil sige Storbritannien, Holland, Tyskland, de skandinaviske lande og Kina. Festerne vil finde sted samtidig med nogle af VM’s vigtigste kampe. Og det vil være en række af Sydafrikas førende kokke og vinproducenter, der står for grillmaden og den tilhørende vin.
    En bog med braai-opskrifter, kreeret af sydafrikanske vinproducenter, der samtidig har sat egne vine til maden, er også undervejs.
    WOSA har desuden lavet et særligt VM-logo med en fodbold, som vingårdene kan benytte sig af i deres markedsføring.

...............................
Fald i priserne på italienske druer
I de italienske vindistrikter fryder man sig i disse dage over en glimrende druehøst, når det gælder såvel kvalitet som kvantitet. I alt er der høstet 46 millioner hektoliter druer, hvilket stort set svarer til sidste års høst.
Dog er der skår i glæden hos de mange drueavlere, der på grund af den økonomiske krise får langt færre penge for deres druer end i 2008.
Priserne for druer er ifølge nyhedstjenesten Bloomberg i gennemsnit faldet med cirka 25% – nogle steder endog med helt op til 45%.
Nu vil drueavlernes fagforening kalde til møde med vinproducenterne og repræsentanter fra den italienske regering.
.............................
41-45
.. ..



Der er travlhed i vinmarken hos det gode vinhus
Domaine de la Grange Menard i Beaujolais, som blandt andet fremstiller Beaujolais Nouveau. Foto: Vins du Beaujolais.

    Glæde i Beaujolais
    I de seneste uger har man haft travlt med at høste de modne druer i Beaujolais. Hele 50.000 høstarbejdere har været i gang i distriktets i alt 3000 vinmarker.
    Og hvis man skal tro Beaujolais’ førende vinproducent, Georges Duboeuf, så skulle årgang 2009 blive en af de bedste årgange i de sidste halvtreds år. Druernes kvalitet er i top, og vejret har været perfekt under hele høstperioden.

    Tænker på miljøet
    Traditionen tro vil den nye vin, Beaujolais Nouveau, blive frigivet til salg den 19. november. Og det vil foregå under den sædvanlige festivitas. Dog vil man i distriktet gøre en indsats for at holde CO2-udslippet nede. Førhen sendte man den nye vin med fly til USA og andre fjerne destinationer – en del af sporten er jo at få vinen hurtigst muligt frem. Sidste år ændrede man procedure ved at sende flaskerne med skib, hvilket er langt mere miljøvenligt. Det samme vil ifølge Just Drinks ske i år.

...............................
Forbud mod at bære vinflasken
I Storbritannien må man ligesom i andre lande selvsagt ikke sælge alkohol til mindreårige. Hos den britiske supermarkedskæde Asda har forbudet dog ført til nogle absurde situationer.
En kvinde, Gill Power-Forward, og hendes 14-årige søn var for nylig på indkøb i kædens forretninger i byen Poole.
Da alle varerne var lagt i to store indkøbsposer, bad hun sin store og stærke søn om at tage den tungeste pose – den med vinen.
– Det kan vi altså ikke tillade, lød det fra kassedamen, med den begrundelse, at sønnen jo var mindreårig.

Nægtet at købe vin
Hos Asda har man senere indrømmet, at medarbejderen ved kassen nok havde været lidt for overforsigtig.
Det er dog ikke den eneste episode af den slags hos Asda. I en anden butik fik en mand ifølge BBC News at vide, at han ikke kunne få lov til at købe en flaske vin, fordi hans mindreårige datter var med ham på indkøb.
.............................

34-07/09


..............,................. ..
12 postkort fra Sydafrika 2009

VinAvisen’s Mariette har været i Sydafrika med det ene formål at besøge det vinhus, som fremstiller nogle af de mest populære sydafrikanske vine herhjemme. Spier hedder det, og i de følgende tre uger bringer vi en række postkort fra det legendariske vinhus. Her kommer de første fire.
..........

..............
Spier er et stort rekreativt område med blandt andet hotel (3), vinsmagningsfaciliteter (1), restauranter (4, 6, og 7), vinbar (5), deli (8), vinforretning (14), kunsthåndværkermarked (15), hesteridning (10), vildtreservat (11), konferencecenter (17) og amfiteater (21). Selve vinhuset ligger et stykke uden for området.

    1. postkort fra Sydafrika
    Populære Savanha
    Sydafrika er kontrasternes rige. Her er frodige dale og barske bjerge, smukke gamle huse og tårnhøje moderne skyskrabere, rigdom og fattigdom, sorte og hvide afrikanere.
    Og så er her masser af vidunderlig vin, som vinder stadig større terræn på dansk jord.
    Hver anden flaske sydafrikansk vin, der sættes på bordet herhjemme, er købt i Coop Danmark's butikker, og størstedelen af disse flasker kommer fra Spier. Og det er forståeligt nok, da disse vine, der fremstilles under serienavnene Savanha og Spier, byder på ualmindelig god kvalitet for få penge.
    I alt sælges der i Danmark omkring 8 millioner flasker vin om året fra dette sydafrikanske vinhus. Heraf udgør den almindelige Savanha cirka halvdelen af salget.
    Savanha forhandles i Kvickly samt i en række andre supermarkeder, mens Spier-serien fås hos Irma.
    Men hvad er det så for en vingård, de dejlige vine kommer fra?
    I 2006 var VinAvisen på en lynvisit hos Spier – i år blev det til et længere ophold, hvor vi fik et indgående indblik i alt, hvad dette store kompleks omfatter. Selv om vinen er vigtigste indtægtskilde, er Spier meget mere end en vingård. Virksomheden omfatter også et større rekreativt område med luksushotel og et hav af aktiviteter.

..........

..............
Det er første høstdag hos Spier, og der er travlhed ved sorteringsbåndet, hvor de dårlige druer sorteres fra. Det er et job, som kræver den største koncentration.

    2. postkort fra Sydafrika
    Pinot Noir til eget forbrug
    Spier fremstiller omkring 24 millioner flasker vin om året, hvoraf 85% går til eksport.
    I alt ejer vinhuset 410 hektar vinmarker, som producerer druer, samt 50 hektar med nyplantede vinstokke.
    Vinmarkerne ligger flere forskellige steder i Cape-provinsen – dog fortrinsvis ved områderne langs kysten.
    Når druerne er høstet, køres de til vinhuset, som vi besøgte netop den dag, hvor startskuddet for høsten havde lydt. Kasse efter kasse med modne Pinot Noir-druer blev hældt ned på sorteringsbåndet, hvor dårlige druer blev sorteret fra med hurtige, erfarne bevægelser.
    I Spier’s vineri fremstiller man vine på en lang række forskellige druer – frem for alt på Cabernet Sauvignon, Merlot, Chardonnay og Sauvignon Blanc samt Chenin Blanc, Sydafrikas grønne nationaldrue. Alle disse vine ender på forretningshylderne verden over.
    Pinot Noir-druerne derimod bruges til en lille produktion af mousserende rosé til vinhusets eget forbrug.
    Vi spurgte, om der var en nem måde at se, hvornår en blå drue er moden på.
    – Ja, lød svaret, – det er den, når farven smitter af mellem fingrene, og druen slipper, uden at der bliver druekød hængende på stilken.

,.....  ......

34/10



.............

..............
Vinhusets medarbejdere tager sig en pause for at udbringe en skål i anledning af, at det er 350 år siden, den første sydafrikanske vin så dagens lys.

    3. postkort fra Sydafrika
    Jubilæumsdag midt i høsten
    Hos Spier faldt den første høstdag sammen med en ganske særlig festdag, hvor man fejrede, at det var 350 år siden, den første sydafrikanske vin blev til.
    I 1652 grundlagde den hollandske kaptajn Jan van Riebeeck, efter ordre fra det hollandske ostindiske kompagni, en handelsstation ved Kap Det Gode Håb. Stationens opgave var at forsyne de europæiske handelsskibe, som lagde til på deres vej til Det Fjerne Østen, med grøntsager, frugt, kød og brød.
    Jan van Riebeeck syntes dog også, at skibene skulle have noget vin med på den lange tur, og i 1655 plantede han derfor de første vinstokke på sydafrikansk jord. I 1659 kunne han stolt sætte en kande vin af egen avl på bordet.
    Rigtig gang i vinproduktionen kom der dog først under hans efterfølger og landsmand, guvernør Simon van der Stel, der i 1685 slog sig ned med egen vingård, Constantia, og plantede 100.000 vinstokke.
    I anledning af jubilæumsdagen, holdt vinfremstillingen pause for en kort bemærkning, hvor alle medarbejdere samledes og skålede i lyserød boblevin.

..........

..............
Den store fladskærm, som vinmager Frans Smit brugte til sin præsentation, stod i skærende kontrast til den primitive hytte af strå, træ og ler.

    4. postkort fra Sydafrika
    Køligere egne og nye druer
    At kvaliteten af vinene fra Spier er så god og stabil, og at vinene har høstet så mange medaljer gennem årene, skyldes ikke mindst vinhusets dygtige vinmager, Frans Smit.
    Han blev færdiguddannet i 1993 som den bedste i sin klasse ved Elsenburg Agricultural College og blev straks efter ansat hos Spier.
    Frans Smit stod for en større vinsmagning, hvor vi smagte os gennem en god del af de vine, vinhuset fremstiller.
    Imens fortalte han om fremtidsplanerne for Spier, som til dels er afhængig af den globale opvarmning og de deraf følgende klimatiske ændringer.
    – Det bliver stadig varmere i Sydafrika, sagde han, – og det gælder derfor om at søge ud mod havet og op i højderne, når der skal anlægges nye vinmarker.
    Derfor planter Spier stadig flere vinmarker langs sydkysten ved det Indiske Ocean over mod Mossel Bay samt oppe ad de stejle bjergskråninger.
    Nye druer har også gjort deres indtog – som fx Shiraz. Som Frans Smit sagde, så var der ingen, der havde succes med Shiraz-druen i Sydafrika for tyve år siden – i dag er den en af de førende blå druer.
    Smagningen foregik i en "boma", en primitiv økohytte, fremstillet af træ og andre gevækster, der vokser naturligt på Spier’s ejendom.

...............................

>43


................



Ældre årgange af Château Pétrus går for tårnhøje priser, når det kommer under hammeren hos Sotheby's. Her er det flasker fra Warren A. Stephens vinsamling. Foto: Sotheby's.

    Fremgang for vinauktioner
    Det går rigtig godt i auktionsbranchen i øjeblikket, når det gælder salget af vin. Auktionshuset Sotheby’s kunne blandt andet melde alt udsolgt ved de seneste auktioner over to vinsamlinger, der tilhørte amerikanske vinsamlere.
    Auktionerne fandt sted i Hong Kong, og mens det går glimrende med Sotheby’s auktioner i New York og London, så går det forrygende, når vinene kommer under hammeren i den asiatiske region.

    Rekord for Pétrus
    Den samlede højeste vurdering for de to auktioner lå ifølge Decanter på 6.130.436 dollars (cirka 31 millioner kr.) – til sammen indbragte salget 7.889.340 dollars (cirka 40 mio. kr.).
    99% af køberne var asiatere, hvilket endnu engang er med til at stadfæste Hong Kong som en fremtidig platform for vinhandelen med Det Fjerne Østen.
    Blandt højdepunkterne var en flaske Imperial (6-liters flaske) af Château Pétrus 1982, som gik for hele 93.077 dollars (cirka 471.500 kr.), hvilket er en hidtidig rekord.

......
Tyve pågrebet i Californien
I uge 40 fortalte vi om de fortsatte tyverier af solcellepaneler i Californien, der er i front, når det gælder vinhuses brug af solenergi.
Alene i Napa County har tyvene været på spil fjorten gange og har til sammen stjålet solcellepaneler for hele 400.000 dollars (cirka 2 millioner kr.).
Hidtil er det ikke lykkedes politiet at pågribe gerningsmændene, men for nylig var der bid.
Honig Vineyard and Winery i Rutherford havde allerede haft besøg af tyvene to gange og havde derfor tæt ved solcellepanelerne fået monteret nogle kameraer med infrarøde stråler, der udløser en alarm ved den mindste bevægelse – en alarm, der er tilsluttet den nærliggende politistation.
Pludselig gik alarmen midt om natten, politiet ankom til vinhuset og fik ifølge Winespectator anholdt tre mænd, der luskede rundt og havde redskaber på sig til at afmontere de kostbare paneler med.
I lommerne havde de også metamfetamin, og politiet formoder, at de hører til en større gruppe af tyveknægte, som sælger de stjålne paneler for at skaffe nye portioner af det euforiserende stof.
...............................



Tysklands nye vindronning, Sonja Christ, i midten, flankeret af sine to vinprinsesser. Foto: DWI.

    Tysklands nye vindronning
    I uge 39 fortalte vi om de tolv unge kvinder, der alle aspirerede til at blive Tysklands 61. vindronning.
    Efter en mundtlig prøve, hvor kandidaterne blev nøje udspurgt om deres vinøse viden, gik seks af dem videre til finalen. Den blev afholdt i fredags, og her skulle finalisterne blandt andet konkurrere i en blindsmagning af rødvine og i, hvem der var bedst til i løbet af 45 sekunder at beskrive et givent vindistrikt.
    Vinderen blev Sonja Christ fra Mosel, og i det kommende år vil hun få travlt med en masse repræsentative opgaver i ind- og udland.
    Hun får dog hjælp til opgaven af to vinprinsesser, Christl Schäfer fra Württemberg og Isabell Kindle fra Baden, der blev kåret ved samme lejlighed.

........



........................................................
Nedgang i eksporten af Bourgognevin
Fra juli 2008 til samme måned i år er eksporten af Bourgognevin faldet med 24,7% i værdi og 24,5% i volumen, fremgår det af de nyeste tal fra Bureau interprofessionnel des vins de Bourgogne (BIVB).
Det er frem for alt de to vigtigste aftagerlande, Storbritannien og USA, der svigter. Briterne har således importeret hele 40% færre flasker Bourgognevin, mens USA tegner sig for et fald på 32%.
I alt er der i perioden fremstillet 187 millioner flasker vin i Bourgogne, hvoraf de cirka 80 mio. er gået til eksport.
Faldet i eksporten skyldes den verdensomspændende økonomiske krise, samt at dollaren og det britiske pund står svagt i forhold til euroen.
Eneste stigning i eksporten af Bourgognevin er til Kina, der har aftaget 26% mere. Men her er der stadig tale om en meget lille eksport.............................
..............................



På billedet byder Alan Pick fra den sydafrikanske restaurant The Butcher Shop and Grill på nogle af de fornemme vine. Han var for ottende år i træk den største køber på auktionen, hvor han spenderede et beløb svarende til 723.000 kr.

    Endnu en berømt auktion
    I uge 40 fortalte vi om den berømte årlige Nederburg-vinauktion i Sydafrika. Men vinlandet har endnu en berømt auktion, Nedbank Cape Winemakers Guild Auction.
    Bag auktionen står den uafhængige forening Cape Winemakers Guild, der blev stiftet for 27 år siden med det klare formål at fremme kvaliteten af sydafrikansk vin.
    Medlemmerne er vinmagere – ikke vinhuse – og foreningen optager kun nye medlemmer pr. invitation.
    Mange af de bedste vinmagere i Sydafrika er medlemmer, og det er deres specielt fremstillede vine, der hvert år siden 1985 er blevet solgt på auktionen.

    Slog alle rekorder
    I år var det 25. gang, auktionen løb af stabelen, og den slog alle hidtidige rekorder, når det gælder det totale salg. I alt blev der solgt vine for 5,2 millioner rand (cirka 3,6 mio. kr.), hvilket var 5% mere end sidste år – og det på trods af den økonomiske krise. Der var oven i købet hele 10% færre vine under hammeren i år.
    159 købere var mødt op, hvilket var et rekordstort antal, og mere end dobbelt så mange som i 2008. Hovedparten var sydafrikanske vinsamlere, men også udenlandske samlere og vinhandlere bød med. Og faktisk var der en dansk vinimportør, Erik Ahlmann fra Tedeum Vin, med på topti listen over de største indkøbere på auktionen.
    Højeste hammerslag var på 5200 rand (cirka 3560 kr.) for tre halvanden liters flasker Bouchard Finlayson Unfiltered Pinot Noir 2007. I kølvandet fulgte Boekenhoutskloof Syrah Auction Reserve 2007, der gik for 5100 rand (cirka 3490 kr.).

    Hjælp til uddannelser
    I anledning af, at det i år var 350 år siden, Sydafrika fik sin dåb som vinland (se postkortene fra Sydafrika ovenfor), havde nogle af Cape Winemakers Guild’s medlemmer fremstillet en 12-liters flaske vin. Kæmpeflasken indbragte 22.000 rand (cirka 15.000 kr.) ved en særlig velgørenhedsauktion, som blev afholdt i forlængelse af den store vinauktion. Her går pengene til unge sorte sydafrikanere, der ønsker en uddannelse inden for vinens verden – fx som vinmagere.
    I alt indbragte denne auktion 91.600 rand (cirka 62.700 kr.).

...............................

33/09


..,,.....,,,,,,,


    Hvem ved noget om køleren?
    En af vore læsere på Fyn, Gerhard Hillerup, har sendt os et billede af en interessant vinkøler, som han har set på Agerskov Kro.
    Et stativ bærer en bred, flaskeformet beholder med en åbning forneden. I beholderen hælder man (hvid)vinen, som skal afkøles. Og ned i vinen stikker man derefter en rørformet beholder fuld af is og vand.
    Nederst er der en lille tap, og når den løftes, løber den kolde vin ned i et glas, der er stillet på bundpladen.
    Vor læser mener, at indretningen er af østrigsk oprindelse – den krusedullede udformning kunne tyde på det – men han har ikke kunnet få yderligere oplysninger. Han spørger derfor, om der er andre læsere, der kan fortælle, hvor køleren stammer fra, og om man eventuelt kan købe den.
    Svar modtages med stor nysgerrighed af anker@vinavisen.dk.

..................,,....

36-39



..........
Nøgne mennesker i vinmarken
I uge 39 fortalte vi om Greenpeace, der ville udføre en aktion i en vinmark i Bourgogne.
Nu er det sket, og aktionen bredte sig faktisk over flere vinmarker, hvor i alt 713 franske mænd og kvinder poserede nøgne i forskellige stillinger. De gjorde det under instruktion af den amerikanske fotograf og installationskunstner Spencer Tunick, der ligeledes har foreviget de mønstre, som de nøgne mennesker dannede mellem alt det grønne, i en række fotografier.
Aktionen er et opråb til denne verdens politiske ledere om at gøre en alvorlig indsats ved det forestående klimatopmøde i København, når det gælder nedbringelsen af CO2-udslippet. Ellers går det ifølge Greenpeace helt galt for den franske vinindustri.
...



    Zork er kommet til Danmark
    Blandt denne uges smagte vine (se nedenfor) er der en flaske med den nye Zork-prop. Der er tale om en newzealandsk Sauvignon Blanc, som importeres af Kjær & Sommerfeldt, og det er første gang, vi har haft mulighed for at åbne denne praktiske prop.
    Zork-proppen er opfundet af australieren Conor McKenna, og den består af en plasticprop, som er forseglet med en strimmel – lidt ligesom de lukninger, man møder på medicinglas.
    Man løsner strimlen og trækker proppen op uden brug af proptrækker. Og minsandten om den ikke udstøder det eftertragtede plop!
    Bagefter er det nemt at sætte proppen i flasken igen, hvis man vil gemme noget af vinen til næste dag.

    Sikker på succes
    Selv er McKenna ikke i tvivl om, at hans prop vil slå an: – Der lød ikke et kny, da medicinindustrien for mange år siden erkendte, at kork er en dårlig flaskestopper, og gik over til bedre løsninger. Coca Cola gjorde det samme i 60’erne og gik over til crown-kapsler.
    – Kork er ikke andet end den svampede bark fra et træ, og ser man barken under mikroskop, ser den ud som et kæmpehotel for mikroorganismer, siger McKenna.

...............................

08-07/09


...............................


    Drik champagne af skoen
    "Belle Epoque", den smukke epoke, er det navn, man har givet de sidste årtier af 1800-tallet, som de udspillede sig i Paris, hvor forlystelserne var mange, champagnen flød, og cancan-pigerne spjættede med benene i Moulin Rouge.
    Det er denne epoke, der har inspireret til en ganske særlig sko, skabt via et samarbejde mellem champagnehuset Piper-Heidsieck og modeskaberen Christian Louboutin.
    Skoen, der har en stilethæl af krystal, fungerer som champagne-flute – lige til at drikke af – netop som man gjorde det under Belle Epoque. Her hændte det ofte, at dansepigerne serverede champagne for deres beundrere i deres dansesko (egentlig lidt ulækkert …).
    Skoen sælges i Frankrig i en elegant skoæske sammen med en særligt designet flaske med Champagne Piper Heidsieck Cuvée Brut. Skoæsken med indhold kan erhverves for en pris, der svarer til cirka 2500 kr.

...............................
Større tekststørrelse
I uge 40 fortalte vi, at der var kommet endnu en online vinshop, Wine.dk, som bestemt er rigtig godt layoutet. Eneste fejl er, at bogstaverne er for små. Som vi skrev, så kan man ikke – som i mange andre tilfælde – få dem større ved at vælge "Stor tekststørrelse" i browserens Vis-rullemenu.
Men her har vi fået hjælp af Frank Lindgaard Larsen, der skriver til os, at teksten kan gøres større ved at holde Ctrl-tasten nede, samtidig med, at man trykker på +tasten – og mindre igen ved at trykke Ctrl-tasten samt tasten med minus (-).
...............................
.............................................................. .......................... . .........
.....................

...........
Nu går vi i gang med en smagning af madeira, hvor vi smager såvel tørre, halvtørre, søde og halvsøde udgaver. Importører er velkomne til at sende flasker – meget gerne blot små prøveflasker – til bedømmelse til Mariette Tiedemann på adressen Violvej 10, Smidstrup Strand, 3250 Gilleleje.
Til denne uge har vi smagt to madeira’er, og disse samt de efterfølgende anmeldelser vil blive lagt ind på en særlig side.
......

Blandy’s Fine Rainwater, Blandy Brothers & Co, Madeira, Portugal
109,95 kr., H.J. Hansen og Magasin
Tropiske tørrede frugter præger både duften og smagen af denne udmærkede halvtørre madeira, fremstillet på druen Tinta Negra Mole. Den har en pæn fylde, en lang og behagelig eftersmag og en fin syre til slut. Nyd den afkølet til en let dessert.


Henriques & Henriques, Madeira Finest Medium Dry, 5 years old, Madeira, Portugal
79,95 kr., Amka
Denne halvtørre madeira er fremstillet af 80% Tinta Negra Mole og 20% Verdelho druer. Nødder er det første, man tænker på, når man lugter til den. Der er også nødder i smagen samt moden frugt og mørke rosiner. Den bør drikkes let afkølet.

.........
...........,,......................................................................................
..........,,.................
..........
................... ........................ ..................... .........,,......
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Backe Vin har optaget importen af vine fra de australske vinhuse Fontys Pool i Pemberton og Tall Poppy i Murray-Darling, Victoria.
    * Langhe Vine har optaget importen af vine fra Vino Nobile-producenten Azienda Valdipiatta i Montepulciano.
...... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
... ..............,,,,..
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
....,... ....... ...... ........... .

,


    Lars Hagerman (f.1941) har svenske rødder, men blev som uddannet biolog ansat ved Københavns Universitet i 1969. Allerede som dreng i Helsingborg begyndte han at interessere sig for vinstokke – hvilket senere helt naturligt også medførte en interesse for vin.
    I 1980’erne spirede drømmen om at få sin egen vingård, og i mange år eksperimenterede Lars Hagerman med forskellige druesorter i sin parcelhushave. Efter adskillige studiebesøg hos alsaciske og tyske vingårde samt diskussioner med tyske vinplanteskoler grundlagde han Domain Aalsgaard i den nordsjællandske by Ålsgårde. Da Danmark i år 2000 fik EU’s blå stempel som vinland, var Domain Aalsgaard den første vingård herhjemme, som blev godkendt af de danske myndigheder.
    Vingården med vinmarken Højbjerg omfatter nu 0,7 hektar med 2000 vinstokke, der breder sig på en sydskråning, hvor dyrkningsforholdene er optimale.
    Lars Hagerman har specialiseret sig i tørre hvidvine på fem forskellige grønne druer, inspireret af sine læremestre i Franken i Tyskland, men med en egen dansk vinidentitet. Filosofien er enkel: at producere vin er biologi, ikke kemi. Vinen laves i vinmarken, og kun modne og sunde druer kan give en god vin. I vineriet forvalter man så, hvad naturen har givet.
    Derfor arbejder Lars Hagerman også hårdt med vinstokkenes pleje og gør alt, for at de skal være så sunde og lykkelige som muligt. Og resultaterne udebliver ikke; druerne bliver så modne, at de i sukker- og syreindhold ofte svarer til tysk Spätlese, og normalt er det derfor ikke nødvendigt at chaptalisere – tilsætte sukker.
    I 2009 gik Domain Aalsgaard over til skruelåg på vinflaskerne for at sikre vinenes holdbarhed.
    I begyndelsen var vinavl og vinfremstilling en spændende hobby for Lars Hagerman – en hobby, som han dog hurtigt brugte stadig mere tid på. I 2003 tog han derfor beslutningen om at blive vinbonde på fuldtid, hvilket han ikke på nogen måde har fortrudt.
    Adresse: Ålsgårde Stationsvej 13, 3140 Ålsgårde, e-mail: hagerman@adr.dk, domainaalsgaard.dk.

..... ........ .... ...... ....... ..........,,.............



..........,,.................................................
    ...........................
      Ugens gode spørgsmål
      Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

      Hvor mange druesorter findes der?
      Hans G. Hansen vil godt vide, hvor mange forskellige druesorter, der findes i denne verden.
      Siden tidernes morgen har vinbønder udvalgt de bedste planter og ladet dem danne basis for næste generation, og således har de udviklet druesorter, som trives under bestemte forhold og giver den bedste vin.
      De fleste kilder oplyser, at der er over 10.000 sorter. Men tallet er ikke konstant. Der bliver hele tiden fundet nye mutationer og frembragt nye krydsninger, og samtidig forsvinder andre.
      Men hvor mange af de 10.000 druesorter bliver så brugt til den vin, vi drikker?
      Her lyder et bud på cirka 250, idet mange forbrugerne fokuserer på nogle ret få – Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir, Shiraz osv. – og slet ikke lægger mærke til alle de dejlige vine, der laves på andre druer (nå, men det gælder naturligvis ikke VinAvisen's kyndige læsere).
      ........................
...................................................


    Ugens vinøse billede
    Dette smukke billede har Per Thorup Pedersen sendt os fra vingården San Rustico i Marano di Valpolicella.
    Druerne er Corvina – en drue, der sammen med flere andre druer, Corvinone, Rondinella og Molinara, bruges til både Amarone- og Valpolicella-vinene.
    Druerne var næsten modne og smagte dejligt, fortæller Per Thorup Pedersen.
    Han smagte også vinene, og kan især anbefale vinhusets Ripasso og Amarone Classico.
    De tre brødre, Danilo, Marco og Enrico Campagnola er fjerde generation bag roret i den familieejede vingård.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder faktisk er vi ved at være i bund, så I må meget gerne sende billeder til os. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.
...................... .............




...................... ........
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 samler vi efterhånden på endnu en side.
........ ......hj.. .......... ......hj.. .... ... ........... ...... ...... ......hj.. .... .... ........... ......
...............................

    .....................
    41 I en Champagne-kælder drejes de skråtstillede flasker 1/8 omdrejning. En dygtig kældermester kan dreje 30-40.000 flasker om dagen (foto © Moët & Chandon).
    .......
    ...............
.............,,...............................



..........,,.............
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner, og hele 16, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 112 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,
........


Mousserende vin


Le Marquis de Marillac, Brut, Champagne, Frankrig
199 kr., Lago Import
En lidt enkel boblevin med god mousse og en frisk druesmag.



Hvidvin


The Turning Point, Sauvignon Blanc, South Island, New Zealand 2008
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
En både ret let og samtidig fyldig hvidvin med et fint billede af den friske Sauvignon-drue. Glimrende til alt godt fra havet, til lettere kødretter og til en frokost. Flasken er forsynet med den praktiske Zork-prop, som vi fortæller om i denne VinAvis.


Domaine Bernollin, Les Coères, Albert Sounit, Montagny 1er Cru, Frankrig 2006
199 kr., Østjysk Vinforsyning/Vinoble
Elegant, blød og lækker Bourgogne-hvidvin med en god, ren Chardonnay-smag og en lille fadkant. En nydelse.


D&B, Cuvée Décadente, Sauvignon Blanc, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2007
89 kr. ved 12 flasker, Skovgaard Vine
Superlækker hvidvin med en fløjlsblød smag med fine, diskrete fadtoner. Ikke spor ”dekadent”, men meget elegant. Flasken er forsynet med et lige så elegant skruelåg af mærket Stelvin Lux+. Det ser man ikke så ofte.


Weingut Hutter, Smaragd, Grüner Veltliner, Wachau, Østrig 2007
86 kr., Vine Ad Libitum
Hvidvin med en herlig duft og en lækker smag. Østrigs nationaldrue, Grüner Veltliner, er og bliver en dejlig drue.


Villa Maria, Private Bin, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zea-land 2008
99 kr. ved 6 flasker, Vinens Verden
Herlig hvidvin med et frisk og klart billede af druen Sauvignon Blanc med alle dens dyder – og det hele bevaret intakt under et skruelåg.


Fish Hoek, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika 2008
69 kr., Føtex
Der er eksotisk frugt og et strejf af frisk græs over duften af denne skønne hvidvin, mens smagen er fyldig og frisk med krydrede noter. En ualmindelig dejlig vin til prisen. Flasken har skruelåg.


Gerbino Chardonnay, Di Giovanna, Sicilien, Italien 2007
55 kr., Søhøjlandets Vinlager
En elegant hvidvin – og et spændende og atypisk bud på en vin på Chardonnay-druen. Der er tulipaner, smørblomst og frisk græs over duften, mens smagen er tør og læskende med grønne druer og et strejf af appelsiner.


Viu Manent, Sauvignon Blanc, Valle de Colchagua, Chile 2009
45 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne hvidvin er meget typisk Sauvignon både i duft og smag – hyld og citrus. Flasken har skruelåg.



Rødvin


Primitivo di Manduria, Paololeo, Puglia, Italien 2007
79 kr., U&Wine
En dejlig rødvin med en god fylde og en intens smag af bær og moden frugt. Den har en lang blød eftersmag med noter af kirsebær og lys chokolade.


Fish Hoek, Shiraz, Western Cape, Sydafrika 2008
69 kr. i Føtex
En dejlig frugtrig rødvin med Shiraz-druens karakteristiske noter af sort peber. Den er hver en krone værd. Flasken har skruelåg.


Joseph Nebbiolo, McLaren Vale, Australien 2006
235 kr., Højelse Vinkælder
Denne elegante rødvin er harmoni fra ende til anden. Den er fuld af moden frugt, uden at være en frugtbombe, er tør uden at knække og har en fin syre, som gør den perfekt til mad. Eftersmagen er lang med noter af anis. Den er hver en krone værd.


MezzaCorona, Riserva, Teroldego Rotalliano, Italien 2005
69,95 kr., Strandgården
Fløjlsblød rødvin med fyldig frugt og krydderi og en vin, der er meget velegnet til mad.


Terra Incógníta, Ribera del Duero, Spanien 2003
375 kr., Premier Cru
Hold dog op for en dejlig vin. Dyr, men dejlig. En rødvin med en fornem duft og en bred, fløjlsblød smag med mange facetter. Vinen er seks år gammel og kan drikkes nu, men den må gerne ligge endnu nogle år. Der er vinsten i flasken, så det vil være en god idé at dekantere vinen.


La Legua, Tempranillo, Joven, Cigales, Spanien 2008
49 kr., A Vinstouw
Dejlig rødvin med blød, frisk og fyldig frugt og tilpas syre. Glimrende til mange retter. Den femte stjerne får den for den meget rimelige pris.


Trevor Jones, Size 10, Shiraz, Barossa Valley, Australien 2007
59,95 kr., Aldi
Superlækker rødvin med liflig duft og en silkeblød, fyldig og krydret frugt. Flasken har skruelåg – og prisen er yderst rimelig.


Tinto da Anfora, Vinho Regional Alentejano, Portugal 2006
89 kr., Portugisisk Vinkælder
Denne rødvin fik sølvmedalje i årets prestigiøse britiske konkurrence International Wine Challenge, og det har den fortjent. Det er en meget dejlig og kultiveret vin – og en udpræget madvin.


L’Ame de Familongue, Terrasses du Larzac, Côteaux de Languedoc, Frankrig 2006
105 kr., Rungsted Vinhandel
Denne rødvin dufter af efterår med sine noter af skovbund og svampe. Smagen er kraftig og krydret med tilpas garvesyre og med en lang eftersmag. Prisen gør lidt ondt.


Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon / Cabernet Franc / Shiraz, Paarl, Sydafrika 2008
99 kr., Amka
Kraftig og blød rødvin med god frugt – en vin, der skal skænkes til mad, der spiller op til den.


Shadow’s Run, Fox Creek, Shiraz / Cabernet Sauvignon, South Australia 2007
65 kr.; 60 kr. ved 12 flasker, The Wine Company
Rødvin med saftig og fyldig smag. Udmærket til lidt kraftige retter. Flasken har skruelåg.


La Reine des Bois, Domaine de la Mordorée, Lirac, Frankrig 2007
Klubpris ved 6 flasker: 122,89 kr., ikke-medlemmer: 179 kr., NordicWineClub.com
Kraftig og krydret rødvin, der bør plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.


Carta de Plata, Berberana, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, uden årgang
50 kr., Irma
En billig hverdags-rødvin med pæn frugt.



Sød Vin


Le Grand Chai, Sauternes, Frankrig 2006
120 kr. for ½ flaske, Skovgaard Vine
Ret lækker sød vin med god frugt, sødme og et lille bitte bid i slut-ningen.


Banrock Station Moscato, Australien 2009
39 kr. Bilka og Føtex
En sød og let mousserende hvidvin uden de store smagsnuancer. Alkoholindholdet er på kun 5,5%, og flasken har skruelåg. Drik den godt afkølet til en ligeledes sød dessert.



Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.