Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 10. 2010

,



.....................
Vin-aktuelt i uge 10
Fra 8. marts til 14. marts 2010
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 7, ,,,,,,VinAvisen uge 8,,,,,,,,VinAvisen uge 9
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................
............................

>43


............................


Allerede efter 28 måneder er mange af vinene iltede og farvet gule – som et overskåret æble også hurtigt bliver brunt. Efter 125 måneder – altså mere end ti år – havde vinen under skruelåg bevaret sin friskhed.

    Skruelåget sejrer stort
    Australian Wine Research Institute (AWRI) har i mere end ti år undersøgt forskellige former for lukning af vinflasker, og i dag foreligger resultatet: Skruelåget er alle andre overlegent.
    AWRI erhvervede i alt 1000 flasker Clare Sémillon-hvidvin fra den australske vinmager Kerri Thompson, og den 19. maj 1999 blev de lukket med 14 forskellige slags propper. Hver slags prop altså på cirka 70 flasker.
    Ét parti fik skruelåg og de resterende 13 fik ægte kork, plastic og kombinationer af disse materialer.
     
    Fint bevaret friskhed
    Vinene blev fulgt systematisk med både smagninger og analyser på et laboratorium, ligesom man optog billeder af flaskerne for at dokumentere den fremskredne iltning og nedbrydning af hovedparten af vinene.
    Billedet til venstre viser med al tydelighed resultatet – og, rigtigt gættet, flasken med skruelåg er den længst til venstre.
    Den britiske vinskribent Jamie Goode har uafhængigt af AWRI fulgt forsøget og beskriver den ti år gamle Sémillon under skruelåg som attraktiv og forbavsende frisk. Hans smagekommentarer kan læses på hans blog.

    Vidunderlig at drikke
    Peter Godden fra AWRI er enig med den britiske vinskribent: – Vinen under skruelåg fremtrådte som en klassisk gammel Sémillon og var vidunderlig at drikke.
    Peter Godden fastslår også, at der var meget store forskelle på resultaterne med syntetiske propper og korkpropper – faktisk et problem, der er mere betænkeligt end den udbredte propsyge.
    – Det største problem med enhver form for prop er den store variation i kvaliteten, hvorimod vinen med skruelåg er ekstremt ensartet fra flaske til flaske. Ingen anden form for prop kommer i nærheden af skruelåget på dette punkt.
    De fleste af vinene, der ikke var lukket med skruelåg, var komplet udrikkelige. Nogle under syntetiske propper holdt ikke engang 28 måneder.

.......
Konkurs for syntetiske propper
Australske NuKorc er verdens næst største fremstiller af syntetiske propper. Nu har firmaet, der har sin base i staten South Australia samt datterselskaber i både USA og Europa, indgivet konkursbegæring.
Årsagen er en gæld på omkring 4 millioner AUD (cirka 20 mio. kr.).
NuKorc er sat under administration, og man forsøger at få solgt såvel moderselskabet som filialerne, før virksomheden endeligt får dødsstødet.
Firmaet har ekspanderet kraftigt siden sin grundlæggelse i 1996, og fremstiller alene i moderselskabet 1,3 milliarder syntetiske propper om året.
Det er ifølge Decanter den økonomiske krise og den meget stærke australske dollar, der får skylden. Men måske har skruelågets stigende succes også en finger med i spillet.
............................



............................ .



Viña Casa Silva, Chiles ældste vinhus, står heldigvis endnu. Jordskælvet har dog forårsaget skader i vinhusets kældre.

    Chilensk vin ramt af jordskælv
    I den seneste uge har medierne berettet om de katastrofale følger af jordskælvet i Chile. 800 mennesker menes omkommet, og 500.000 huse er ødelagt.
    Jordskælvet, som målte 8,8 på Richterskalaen, har også ramt den chilenske vinindustri.
    Det er ikke mindst gået ud over vinhusene i vindistrikterne Curicó, Maule og Bío Bío, som ligger syd for hovedstaden Santiago og tættest på jordskælvets epicenter.

    Ståltankene kollapsede
    Den kendte vinproducent Miguel Torres har netop et vinhus i Curicó, og her meldes der om omfattende skader. Selve vinhuset står endnu, men 300 fade med vin er smadret, og en ståltank med en kapacitet på 100.000 liter vin er revnet. Vinen er fosset ud, og flere tusinde fremtidige flasker vin er gået tabt.
    Hos Agricola la Viña i samme vindistrikt er skaderne ligeledes voldsomme. De fleste af vinhuset ståltanke er kollapset, og der ligger knuste flasker overalt. Og hvad værre er: Man aner ikke, hvor man skal gøre af den kommende druehøst, som venter lige om hjørnet – et problem, som flere af de berørte vinhuse nu står overfor.

    Kunne også mærkes i Colchagua
    Også Chiles største vinproducent, Concha y Toro, der har vinhuse i de hårdest ramte områder, har mistet produktionsudstyr samt større mængder vin fra tidligere årgange.
    Længere nordpå, i distriktet Colchagua, har man ligeledes fået jordskælvet at mærke – dog ikke helt så kraftigt. Alligevel rapporterer de tre førende vinhuse i det berømte rødvins-vindistrikt, Casa Lapostolle, Viu Manent og Viña Casa Silva, om smadrede flasker, ødelagte vinfade og væltede ståltanke.
    Hos de to sidstnævnte vinhuse går man på med krum hals for at udbedre skaderne, der ikke er mere omfattende, end at man vil kunne tage imod året druehøst.
    Som ejeren af Casa Silva, Pablo Silva, udtrykker det: - Fem generationer af vinproducenter i min familie har oplevet mange forskellige kriser samt økonomiske, politiske eller naturlige katastrofer. Her står vi over for en ny udfordring, som vi vil løse med samme ånd som tidligere generationer har gjort det.
    I alt har den chilenske vinindustri ifølge de nyeste tal fra vinproducentforeningen Wines of Chile mistet 125 millioner liter vin svarende til 168 mio. flasker. I værdi drejer det sig om et beløb svarende til 1,4 milliarder kr.

............................



............................



Bottelary Hills er et af de vinområder, der vil blive berørt af den påtænkte minedrift. Og det vil i vidt omfang gå ud over den særegne bevoksning renosterveld, som der ses et udpluk af på billedet. Foto: Bottelary Concervancy.
..

    Minedrift i Stellenbosch
    Det store mineselskab African Exploration Mining and Finance Corporation, som kontrolleres af den Sydafrikanske regering, har bebudet, at det vil til at udføre minedrift i vindistriktet Stellenbosch samt i de nærliggende vinområder Bottelary og Tygerberg.
    Området, som mineselskabet vil indtage med sine gravemaskiner, består af i alt 4700 hektar land. Og gravearbejdet vil i større eller mindre omfang gå direkte ud over en række anerkendte vingårde.
    Vinproducenterne frygter også, at mindedriften vil skade turismen og – hvad der er værre endnu - biodiversiteten i området. Netop i dette område findes de særegne bevoksninger fynbos og renosterveld med adskillige truede plantearter.
    De mange forskelligartede planter og blomster er ikke bare kønne at se på. De har også en væsentlig indflydelse på de sydafrikanske vines forskelligartethed.

    Tavse om offentlig høring
    Mineselskabet, som blandt andet vil udvinde tin, zink, kobber og sølv i det nye område, ytrer, at der har været en offentlig høringsperiode på en måned, hvor enhver kunne komme med indsigelser.
    Der kom dog ikke mange indsigelser fra vinindustrien. Ifølge Jordan Wines – et af de vinhuse, som vil blive berørt af minearbejdet – er vingårdsejerne nemlig først blevet bekendtgjort med den påtænkte minedrift, efter perioden for den offentlige høring var ovre. Mineselskabet må således have gået meget stille med dørene.
    Vinproducenterne i Stellenbosch og omegn har dog ikke opgivet håbet, og de vil gøre alt for at stoppe minedriftens hærgen i det smukke landskab.



    Søgsmål mod Gallo
    I uge 6 fortalte vi om skandalen i Languedoc, hvor tretten franske vinfolk stod anklaget for mellem 2006 og 2008 at have solgt forfalsket vin til den store amerikanske vinproducent E.&J. Gallo Winery.
    Vinen, der var fremstillet på Merlot og Syrah, har Gallo intetanende blandet i sin Pinot Noir-vin, "Red Bicyclette".
    Der er faldet dom i sagen ved retten i Carcassonne, og dommene lød på både bøder og betingede fængselsstraffe.
    Men dermed er sagen ikke afsluttet. Nu har et advokatfirma i Californien, Kingsley & Kingsley, anlagt et kollektivt søgsmål på vegne af de californiske forbrugere. Og ud over de franske hovedansvarlige i sagen, vinfirmaet Sieur d’Arques og négocianten Ducasse, gælder søgsmålet også selveste Gallo.

    Anklaget for kendskab til svindelen
    Det skulle jo ellers være oplagt, at Gallo er ofret i skandalesagen – noget, der da også blev stadfæstet ved retten i Carcassonne.
    Alligevel beskylder advokatfirmaet den amerikanske vinproducent for at have vidst, at det ikke var Pinot Noir, der var i "Red Bicyclette". En alvorlig anklage må man sige – som advokaterne da også indrømmer, at de ikke har noget direkte bevis for.
    Kingsley & Kingsley er efter eget udsagn et af de advokatfirmaer, der beskytter de små i samfundet mod de store virksomheder. Og der er ingen tvivl om, at firmaet vejrer gylden mammon gennem et muligt forlig mellem Gallo og de californiske forbrugere.

............................

Til_37/09


..... ....................
Danmarks bedste webside
med salg af vin
I sidste uge bad vi vore læsere om at pege på gode danske websider med salg af vin, og vi fik rigtigt mange forslag, ofte på de samme websider. Dem siger vi tak for.
I alt fik vi forslag til 42 sider, og vi er faktisk glade for, at der ikke var flere, for skulle vi gå frem efter VinAvisens liste over importører med websider, kunne vi have fået over 500.
På grundlag af de 42 forslag har vi nu – efter nøje studier af alle siderne – nomineret (som man siger i Oscar-kredse) i alt 10, som vi vil bede vore læsere om at stemme på.
Herunder kommer først en oversigt over de ti sider i alfabetisk orden med skærmbilleder lige til at klikke på, og derefter en "stemmeseddel", hvori man kan sætte en prik ud for den side, man finder bedst.
Sidste frist for at stemme er nu på fredag kl. 12.

Flere ting at vurdere
Der er mange ting, man kan prøve at vurdere. De er ikke lige vigtige, men man kan fx stille følgende spørgsmål til den enkelte side:
Hvordan er det umiddelbare indtryk af siden? Virker den indbydende og overskuelig?
Hvordan er søgefunktionen? Er der måske ligefrem flere nemme måder, man kan søge på?
Får man god besked om den enkelte vin – hvor den kommer fra, hvordan den smager, hvilken mad den er egnet til, mere læsestof osv.?
Er illustrationerne både flotte og relevante?
Hvordan er tekststørrelsen? Skal man have lup for at læse, hvad der står?
Vi håber naturligvis, at rigtigt mange af vore læsere vil deltage i afstemningen, og vi modtager meget gerne argumenter for de trufne valg. Skriv venligst til info@vinavisen.dk.

Klik på billederne:
........................

1


..........

    AtomWine

6


..........

    Klubvin.dk


2


..........

    DoréDelicato

7


..........

    Theis Vine


3


..........

    Erik Sørensen Vin

8


..........

    VildMedVin.dk


4


..........

    H.J. Hansen

9


..........

    VIN ect.


5


..........

    Kjær & Sommerfeldt

10


    Wine.dk

...

............................


>34



..........
Natamycin i argentinsk vin
Vin fra Argentina kan indeholde små mængder af stoffet natamycin, et konserveringsmiddel, som virker mod gær- og skimmelsvampe.
I EU er det tilladt at anvende stoffet til overfladebehandling af ost og tørrede pølser, men det er ikke tilladt at anvende det i vin.
Nu har de tyske myndigheder i flere tilfælde konstateret spor af natamycin i argentinsk vin på tyske hylder. Dog er der tale om så små mængder af stoffet, at det er ufarligt at drikke vinene.

Stammer fra rengøringsmiddel
Den argentinske vinbranche afviser at bruge stoffet i vinproduktionen og mener, at natamycinen må stamme fra et rengøringsmiddel – hvilket jo lyder lidt ulækkert.
Myndighederne i Argentina tager til gengæld situationen alvorligt og har meddelt, at problemet vil blive udfaset inden for kort tid.
Ifølge Fødevarestyrelsen i Danmark er det overvejende sandsynligt, at der også her i landet findes vin, der indeholder natamycin. Og styrelsen forlanger derfor, at virksomheder, der forhandler vin, tager diverse forholdsregler ved salg af argentinsk vin til forbrugerne.
Hvis reglerne ikke overholdes, kan de handlende regne med sanktioner af en eller anden art.

Regler for de handlende
For vin, der er afsendt fra Argentina før 1. marts 2010, gælder følgende regler:
* Hvis vinen ikke er analyseret og fundet fri for natamycin, skal forretningen informere forbrugerne om, at vinen kan indeholde natamycin. Ved salg via internettet skal denne oplysning fremgå på hjemmesiden.
For vin, der er afsendt fra Argentina efter 1. marts 2010 gælder:
* Vinen skal inden afsendelse fra Argentina være analyseret og fundet fri for natamycin. Dokumentationen herfor skal fremgå af handelsdokumenterne.
* Hvis der ikke foreligger dokumentation for, at vinen er fri for natamycin, skal importøren selv få analyseret vinen.
* Vin, der indeholder natamycin, må ikke sælges.
Disse forholdsregler skal følges, indtil Fødevarestyrelsen vurderer, at der ikke længere er risiko for indhold af stoffet i vin fra Argentina.
............................



............................


    Et nyt hold sommelierer
    Den 1. marts kunne Vinakademiet, som blev grundlagt i 2007, for tredje gang uddele diplomer til et færdiguddannet sommelierhold.
    Det var elleve glade og tilfredse studerende, der efter en veloverstået eksamen i februar modtog diplom, nål og forklæde.
    I løbet af eksamensdagen havde de været udsat for mange prøvelser i form af en omfattende skriftlig eksamen, en mundtlig eksamen med en menu og tre teoretiske spørgsmål samt en blindsmagning, der også omfattede defekte vine.

    Vintur til Portugal
    Under diplomuddelingen blev der ligeledes uddelt et rejselegat fra ViniPortugal til Christian Thorsholt Jacobsen, der havde klaret den skriftlige del og blindsmagningen ekstra flot. Han skal senere på året med andre skandinaviske sommelierer på en vintur til Portugal.
    Det næste Niveau 2-kursus er allerede skudt i gang, så til juni vil endnu et hold sommelierer blive udklækket.
    Nærmere information om Vinakademiet og uddannelsen kan fås på akademiets hjemmeside.

............................
Ned ad bakke for spansk vin
Den spanske vinindustri har også fået den verdensomspændende økonomiske krise at føle.
Vinforbruget i Spanien faldt i 2009 med 10% i forhold til året før. Men værre så det ud med eksporten. I værdi faldt den med 13,5% og i mængde med 9,7%, svarende til 1,5 millioner liter.
Det var den mousserende vin, der med et dyk på 30% tegnede sig for den største nedgang i eksporten.
Italien var det land, hvortil eksporten af spansk vin faldet allermest, nemlig med hele 56,7%.

Vil ”krise-destillere” vinen
Nedgangen i salget af spansk vin i såvel Spanien som i udlandet har tvunget vinproducenterne – og frem for alt de store vinkooperativer – til at sælge deres vine til spotpris for at kunne komme af med dem.
I gennemsnit er priserne på spansk vin således faldet med 4,2%.
Den trængte situation har nu fået de spanske vinorganisationer til at bede landbrugsministeren, Elena Espinosa, om lov til at ”krise-destillere” 2,5 millioner hektoliter vin. Den alkohol, der kommer ud af det, vil blandt andet blive brugt til brændstof.
............................



............................
Alkoholfri "vin" hitter hos svenskerne
Svenskerne bliver ifølge www.wownews.se stadig gladere for at drikke alkoholfri vin og øl.
I Systembolaget er salget af alkoholfrie produkter således steget med 19% i 2009 i forhold til året før.
Denne tendens får nu det svenske monopol til i foråret at fylde butikshylderne med en række nye alkoholfrie flasker, heriblandt vinen Natureo fra Miguel Torres, der kun indeholder 0,5% alkohol – og derfor faktisk ikke kan kaldes for vin.
En alkoholfri udgave af den klassiske og meget populære rom-cocktail mojito vil også indtage Systembolaget.
Som det er nu, er der 29 alkoholfrie produkter i monopolets sortiment.
............................



Til sammen danner etiketterne på flaskerne ordene "Happily Ever After" - med mellemrum. Faktisk meget opfindsomt.

    Kreative kæmpeflasker
    Tenuta dell’Ornellaia, et af Italiens førende vinhuse, har engageret to egyptiske kunstnere, Ghada Amer og Reza Farkhondeh, til at skabe etiketter til en særlig kunstnerisk udgave af Ornellaia 2007.
    Det drejer sig om et begrænset antal kæmpeflasker – 108 dobbeltmagnum flasker (3 liter), 18 Imperial-flasker (6 liter) og en enkelt Salmanazar (9 liter).
    De to kunstnere er gået meget kreativt til værks og har anvendt både malet lærred, broderiarbejde, grafik og collage i udarbejdelsen af etiketterne.

    Happy ending
    Mest iøjnefaldende er nogle serier dobbeltmagnum flasker, der tilsammen danner den uforgængelige filmfrase "Happily Ever After".
    En stor del af flaskerne og "bogstav-serierne" vil bliver bortauktioneret i New York den 28. april af Sotheby’s ved en celeber middag. Vinsamlere fra hele verden kan dog byde med online.
    Pengene fra auktionen går ubeskåret til Whitney Museum of American Art.

..........

34/10



.......
... . ...... .,....... ... .,....... ...
Rhônefestival 2010.
Allerede nu forberedes den syvende udgave af den årlige og meget populære Rhônevinfestival, som den 18. september afholdes hos Dansk Vincenter i Avedøre ved København. Arrangørerne forventer, at der bliver plads til maksimalt 40 udstillere, og at der igen i år bliver rift om pladserne.
Yderligere information om arrangementet kan fås ved henvendelse til arrangørerne, The Wine Company og Inter Rhone, på tlf.: 22 24 68 82, pr. e-mail: thewinecompany@private.dk eller på www.rhonevinfestival.dk.
............................


    Verdens sikreste opbevaring af vin
    Der findes flere steder rundt om i verden, hvor folk, der ejer kostbare vine, kan få dem opbevaret under optimale forhold.
    Men det mest sikre sted i verden må være hos Au Bonheur du Vin i Geneve. Firmaet opbevarer kundernes vine i et stort kælderrum under en topsikret privat bank, der er omkranset af et uindtageligt gitter.
    Kælderen, der fungerer ligesom en enorm bankboks, har en meter tykke mure, da den oprindelig blev bygget som beskyttelsesrum. Siden hen har den været brugt til opbevaring af guldbarrer, og i dag rummer den så omkring 40.000 fornemme vinflasker. I alt er der plads til 300.000 flasker, så hvis der er nogle af læserne, der har brug for opbevaringsplads …

    Sælger og køber anonymt
    Ingen andre end ejerne af flaskerne og kældermesteren har adgang til kælderen. Og af sikkerhedsmæssige hensyn lukkes der kun en kunde ind ad gangen.
    Vinene, som er blandt verdens absolutte flagskibe, opbevares i kasser uden kundernes navne, men med en kode, som er særegen for hver kunde.
    Au Bonheur du Vin holder man også øje med, hvornår det er optimalt at drikke de enkelte vine og giver så ejerne besked. Om ejerne så vil nyde dem eller lade dem blive til eddike, er selvfølgelig op til dem selv. De kan også vælge at sælge dem til andre af firmaets kunder, hvilket foregår anonymt og online.

............................

>34


............................
Operation Iceman
En gruppe briter med vinkendskab har gennem de sidste seks år drevet en svindler-virksomhed i London under navnet Nouveau World Wines.
Men nu er det slut med svindleriet. Scotland Yard’s særlige bedrageri-patrulje har for nylig arresteret de seks personer, der har stået bag firmaet.
Arrestationerne, der fandt sted under en storstilet razzia, var kulminationen på en længerevarende efterforskning, der gik under navnet "Operation Iceman".
Firmaet tilbød folk at investere i kostbare australske vine og fortalte kunderne, at vinene blev opbevaret i nogle kældre, hvor de lå og blev stadig mere værd, jo ældre de blev.
Problemet var bare, at vinene slet ikke eksisterede.

Svindelen griber om sig
Ifølge Decanter bildte Nouveau World Wines også kunderne ind, at der var tale om en større international virksomhed med kontorer i både Melbourne og Hong Kong – hvilket heller ikke passede.
Kunderne – eller rettere ofrene – har gennem årene indbetalt tusinder af pund til svindlerne. Og Scotland Yard advarer om, at den slags investeringssvindel med vin griber stadig mere om sig.
............................


    Små smagsprøver
    TastingRoom, der har sin base i Sonoma, har fået en rigtig god idé.
    Firmaet, som åbnede sidste år, tilbyder de californiske vinhuse at lave små prøveflasker af deres vine på 50 ml. Tapningen over i de små flasker foregår i et fuldstændig lufttæt rum, så vinen ikke iltes undervejs. Netop denne teknik gør det muligt for vinhusene at distribuere smagsprøver, som svarer nøjagtigt til den vin, der findes i de normale vinflasker. De, der smager vinene, får således den samme oplevelse, som de ville have fået til en almindelig vinsmagning.

    Sagen til markedsføring
    Vinhusene kan blandt andet sende de små flasker til restauranter, vinhandlere eller gode privatkunder, der så nemt kan bedømme vinene før den endelige ordre.
    De små flasker kan også leveres i æsker med oplysninger i låget om hver enkelt vin, så folk kan foretage deres egen lille vinsmagning inden for hjemmets fire vægge.
    Flere førende californiske vinhuse benytter sig allerede af TastingRoom's opfindelse.

............................

33/09


............................


    Gambero Rosso på engelsk
    Det er lige så sikkert som Amen i kirken, at når den årlige italienske vinguide Gambero Rosso udkommer i december, så kommer den engelske udgave i marts. Og her er den så med sin røde reje (il gambero rosso) på forsiden.
    På de 916 sider i årets udgave fortælles der om 2253 italienske producenter, og i alt 18.000 af deres vine er blevet smagt og bedømt.
391 af vinene har fået de eftertragtede tre glas – tre bicchieri. Det er 52 flere end sidste år, så det går stadig opad for italiensk kvalitets-vin.
    Den engelske udgave koster 278 kr. inkl. moms, men plus evt. forsendelse, 60,50 kr., og den kan bestilles hos Italien Information Service i Århus.

Nul alkohol på dåse
I Spanien, Frankrig og Tyskland er der ifølge Decanter stadig flere, der nyder såkaldt afalkoholiseret vin.
Nu er der også kommet en sådan vin, Winezero, på de italienske forretningshylder. Og den følger i kølvandet på den italienske landbrugsminister Luca Zaias lovprisning af alkoholfrie vine som et middel til at bekæmpe alkoholmisbrug blandt unge.
Winezero fremstilles i Valladolid i Spanien på druer fra Rueda, Duero og Cigales. Og det sker via en ganske særlig teknik, hvor vinens enkelte elementer adskilles, alkoholen skilles fra, og vinen bygges op igen, så den dufter og smager, som en almindelig vin, dog uden alkohol.
Winezero består af både rød-, hvid- og rosévin, og – da den frem for alt er målrettet unge forbrugere – findes den både i flaske- og dåseudgave.
.......................,....... ...
. ............................


    Flaskesamler om en hals
    Poul Lyng kan da godt lide et glas vin en gang imellem. Men han holder næsten mere af flaskerne – vel at mærke de rigtig gamle, mundblæste flasker.
    Her til lands har maskinerne siden 1912 gradvist overtaget flaske-produktionen, hvorved flaskerne efter Poul Lyngs mening har mistet deres charme og håndværksmæssige udstråling.
    Loppemarkeder og antikvitetsforretninger er oplagte jagtmarker for den ivrige flaskesamler. Men også i en dansk sø kan han gøre fund – især hvis der har ligget et traktørsted ved søens bred.

    Ud over dem, der har indeholdt vin, samler han også på alle mulige andre flasker. Han har flere tusinde i alle størrelse og farver, og han har lavet en hjemmeside, som bestemt er et besøg værd www.antikflasker.dk. Der er masser af informationer – og siden er slet ikke færdig endnu.
    Når man klikker på "vin, spiritus og likør", åbenbarer der sig et rent studie i spændende gamle flasker, som har indeholdt diverse slags alkohol.

    Efterlyser etiketter
    Poul Lyng er også interesseret i etiketter fra såvel gamle vin- og spiritusflasker som fra alle mulige andre flasker.
    Etiketterne gemmer nemlig på rigtig megen flaske-relateret erhvervshistorie. I flere tilfælde er det også lykkedes ham at identificeret specielt udformede flasker ud fra etiketter, der passer til.
    Ligger man inde med gamle etiketter, hører Poul Lyng meget gerne nærmere på e-mail: plyng@mail.dk.

............................



............................
.....................

........


    Ny whisky fra det skotske højland
    I de sidste 167 år har der været gang i destillationsapparaterne hos det skotske whiskydestilleri Glenmorangie.
    Destilleriet ligger i højlandet ved Nordsøens kyst og ikke langt fra byen Tain. Man kan læse mere om det i VinAvisens postkort fra Skotland.
    Selv om destilleriet, der i dag ejes af luksuskoncernen LVMH (Louis Vuitton Möet Hennessy), har rødder langt tilbage i tiden, forstår det også at forny sig.
    En af nyhederne fra Glenmorangie er luksuswhiskyen Sonnalta PX, som nu kan fås i Danmark. Dog er der kun kommet 400 flasker til landet, og de 100 af dem er allerede solgt, så man skal skynde sig lidt. Den kan blandt andet fås hos Vild Med Vin for 595 kr.
    Whiskyen er i øvrigt blevet kåret som "Best New Scotch Brand" i Jim Murrays 2010-udgave af "Whisky Bible".

    Sødme fra sherry-fade
    Sonnalta betyder gavmild på gælisk, et ord, der er meget betegnende for indholdet af denne lækre whisky. Den giver et hav af forskellige duft- og smagsindtryk fra sig – moden frugt, rosiner, chokolade, tørrede abrikoser, tobak og eg. Og der er en perfekt balance mellem tørre og søde noter.
    Den gode fylde og den fine aromatiske sødme, der præger whiskyen, stammer højst sandsynligt fra de fade, som den er modnet på.
    Fadene har nemlig indeholdt en supersød sherry, lavet på Pedro Ximenez-druen (derfor et PX på etiketten).
    For at kunne lave den søde sherry skal mængden af væske i druerne mindskes, så sukkerindholdet og aromastofferne koncentreres. Det gør man for det første ved at lade druerne blive hængende på vinstokkene, til de er overmodne. Og for det andet ved – når høsten er i hus – at lægge drueklaserne ud på stråmåtter, såkaldte paseros, på den bare jord under åben himmel. Efter cirka otte dage i Solen er druerne skrumpet ind til noget, der mest af alt minder om rosiner, og sukkerindholdet er blevet ekstremt højt.

....,,,,.,,,,.,,,,,,,,,,....



............................
........
.........,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    Ingen nyheder i denne uge.
...... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
............................



............................ ,... .....,... ..... ..
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..,... ..... ..

.
.

.

    Peter Hartig (f. 1954) grundlagde rent formelt sit og sin kones, Britas, importfirma, Vino Fantastico, i 2005. Men i virkeligheden kan firmaet føre sin historie helt tilbage til 1985. På det tidspunkt var det blandt pionererne inden for italiensk vin i Danmark og drev en vinbutik, som udelukkende solgte vin og specialiteter fra støvlelandet.
    Efter et par spændende år tilbød en lokal vinhandler at købe forretningen. En aftale blev indgået, og Peter Hartig søgte nye veje.
    Berøringen med italiensk vin stoppede dog aldrig helt, og som det sig hør og bør med italienske forbindelser, blev de gamle kontakter igennem årene pænt vedligeholdt, og vingårdene besøgt med jævne mellemrum.
    Exit'en fra vinbranchen blev med andre ord aldrig helt konsekvent, hvilket blandt andet sås af, at "resterne" af det gamle vinfirma i den mellemliggende periode arrangerede vinsmagninger. Med fokus på italiensk vin, naturligvis.
    Logisk nok kunne det jo ikke fortsætte på denne måde, og en dag blev det også for meget. Kærligheden til italiensk vin trak efterhånden kraftigt, og i sommeren 2005 traf Peter og Brita Hartig en vigtig beslutning: Vi starter Vino Fantastico, og efterhånden vil vi dække de væsentligste vine fra samtlige Italiens tyve regioner.
    Vino Fantastico er en 100% online webshop, hvorfra der udelukkende sælges italienske vine. Foruden salget fra webshoppen arrangerer parret også vinsmagninger i firmaer, restauranter og andet.
    Brita Hartig har i flere år ernæret sig som billedkunstner med eget galleri i København og har egentlig aldrig helt sluppet pensel og lærred. Foruden vinsalget arbejder Peter endnu i HR-branchen, hvor han er beskæftiget med udvikling, salg og konsulentydelser inden for erhvervspsykologiske personlighedstest.
    Peter og Brita Hartig har tre børn, som alle er fløjet fra reden. Parrets fritidsinteresser spænder over klassisk musik, jazz, kunst, (vin)rejser, og – for Peters vedkommende – som freelance skribent for Bil Magasinet Formel 1.
    Adresse: Vino Fantastico, Frisersvej 4 A, 2920 Charlottenlund, tlf.: 40 86 89 80, e-mail: peter@vinofantastico.dk, www.vinofantastico.dk.
......................



Man kan også få færdigblandet Bellini på flaske - blandt andet hos Skovgaard Vine i Slagelse. Den koster 59 kr. ved 6 flasker.

    Bellini og Carpaccio
    I sidste uge bragte vi et svar på spørgsmålet fra en læser: – Hvorfor hedder drinken Bellini?
    Og svaret lød, at drinken, lavet på Prosecco og ferskenpuré, stammer fra Harry’s Bar i Venedig, hvor bartenderen Giuseppe Cipriani gav den navnet Bellini, fordi dens farve mindede ham om et maleri af den venetianske kunstner Giovanni Bellini (1430-1516).
    Hertil kan Carlo Merolli tilføje, at Cipriani også var ophavsmand til retten Carpaccio – altså disse tynde skiver kalve- eller oksefilét, der krydres med parmesan, basilikum, citronsaft og olivenolie. Navnet hentede Cipriani fra en anden stor italienske maler, Vittore Carpaccio (1465-1526).
     
    Rossini, Tintoretto og Pucinni
    Der er også en italiensk operakomponist, som hedder Bellini, nemlig Vicenzo Bellini (1801-35). – Og nogen må have forvekslet maler-Bellini med musik-Bellini, skriver Carlo Merolli, – for da man blandede Prosecco med jordbærmos, fik cocktailen navnet Rossini.
    – Malerkunsten fik dog sin revanche med drinken Tintoretto, lavet på Prosecco og granatæblesaft. Den fik navn efter den venetianske maler Tintoretto (1518-94).
    – Men musikfans ville ikke se sig slået, så de opfandt en Puccini: Prosecco og mandarinsaft.
    – Man kunne naturligvis blive ved, slutter Merolli. – Jeg tror, jeg vil patentere en Wagner: Prosecco med tranebærsaft og en skive banan …

............................



............................ ................. ...... .... ........ ... .......... ...... ........


    Ugens vinøse billede
    Jeg sidder her og digitaliserer nogle af mine gamle diapositiver, skriver John K., og så finder jeg dette billede. Det er en del år gammelt, men jeg kan egentlig godt lide det.
    – Billedet tog jeg under et besøg hos Caves de Thorins i byen Pontanevaux i Frankrig, og faktisk er jeg ikke sikker på, at dette vinhus stadig eksisterer. Jeg kan i hvert fald ikke finde det på nettet.
    Vi siger tak for billedet – og kunne heller ikke finde Thorins på nettet.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder faktisk er vi ved at være i bund, så I må meget gerne sende billeder til os. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.

...... . .,..........



............................
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 har vi samlet på endnu en side. Nu har vi taget en tredje side i brug, og den åbnes ved at klikke her.
... .............., ... .............. ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    61 Solnedgang i november over Domaine Força Réal i Roussillon, cirka 10 km vest for Perpignon. Der er stadig blade på nogle af vinstokkene (Foto © Sten Valvik).
    .......
    ...............
............................



............................
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 24 vine. Af disse vine var der 18, som fik mere end to stjerner, og hele 12, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 84 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Spinelli, Trebbiano d'Abruzzo, Italien, 2008
39 kr., pris ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Let og frisk hvidvin til en rimelig pris. Prisen udløser den femte stjerne. Flasken har skruelåg.


Caldora, Pinot Grigio, Chieti, Italien, 2008
49,95 kr., ved 12 flasker, Wine Group
En ualmindelig dejlig hvidvin med let krydrede noter og et strejf af honning til slut. Til prisen er den et rent fund.


A Mano, Fiano / Greco, Puglia IGT, Italien, 2009
64,95 kr., Strandgaarden
Frisk og lækker hvidvin i perfekt balance. Den er lavet på de to syditalienske druer Fiano og Greco. Flasken har skruelåg.


Laxas, Albarino, Rias Baixas, Spanien, 2008
80 kr., Red & White
Let og læskende hvidvin med en dejlig friskhed og ren, let krydret frugtsmag. Albariño er en glimrende drue til hvidvin.


Vedetta del Re, Montresor, Custoza, Italien, 2008
79 kr., YouAndWine
Fra bredden af Gardasøen kommer denne meget lette og venlige hvidvin med et strejf af citrus. Den vil fx egne sig fint til en frokost.

Rødvin


Domaine du Mas de la Tour, Vignobles du Soleil, Costières de Nîmes, Frankrig, 2007
59,95 kr., i marts måned: 47,50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Der er chokolade, lakrids, en masse saftig frugt og bløde tanniner i denne glimrende rødvin. Ideel til mange retter.


il Beghino, Rosso Veronese IGT, Italien, 2007
79,95 kr., SuperBest
Denne varme, afrundede rødvin på druerne Corvino, Merlot og Cabernet Sauvignon smager virkelig godt. I den saftige smag er der toner af lakrids. Den attraktive tilbudspris udløser den femte stjerne.


Viña Vilano, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2004
93 kr., Premier Cru
Glimrende rødvin med en liflig duft og en blød, afrundet og moden smag. God substans, god harmoni.


Fabre Montmayour, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Gran Reserva, Argentina, 2008
100 kr., Pedersborg Vin
Kraftig, blød og saftig rødvin med flot bærsmag. En vin med krop og en vin til gode bøffer.


Heartland, Directors Cut, Shiraz, Langhorne Creek, Australien, 2007
165 kr., Wine.dk
En stor og fantastisk flot rødvin, en ægte Shiraz med dyb frugt og krydderi. Men den skal have en lige så kraftig ret.


Quinta do Crasto, Douro, Portugal, 2007
179 kr., Portugisisk Vinkælder
Stor og flot rødvin, der bliver længe i munden. I smagen er der en dejlig bærsmag og bløde tanniner. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Tenuta Castel Buono, Sagrantino, Montefalco, Italien, 2005
249,95 kr., HJHansen Vin
En rigtig Sagrantino-rødvin med et stort, næsten aggressivt smagsbillede med en masse mineralitet og krydderi - peber. En flot vin, der fortjener en lige så flot kødret.


Quinta da Gaivosa, Douro, Portugal, 2003
269 kr., Vinport
I sidste uge smagte vi denne rødvin i årgangen 2005. Her er den to år ældre, moden og helt på toppen. Den er meget harmonisk og kompleks. En rigtig lækker vin, der må siges at være de mange penge værd.


Viu Manent Cabernet Sauvignon, Estate Collection, Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile, 2009
39,95 kr., ved 12 flasker, Philipson Wine
En dejlig rødvin med moden frugt i duft og smag og med et forfriskende strejf af anis i eftersmagen. Det er en uhøjtidelig og kraftig vin, der kræver ligeledes kraftige (kød)retter.


Lomond, Merlot, Cape Agulhas, Sydafrika, 2006
67,50 kr., Lesedi Wines
En ligefrem, blød og meget frugtagtig rødvin - en typisk Merlot.


Vini del Sole, Primitivo, Puglia, Italien, 2008
59 kr., på tilbud indtil 20. marts: 50 kr., Østjysk Vinforsyning
Kraftig og saftig rødvin til en overkommelig tilbudspris. Flasken har skruelåg. Vinen fås også i en 3 liters boks til 149 kr.


Colle Diana, Erik Banti, Toscana IGT, Italien, 2007
59,95 kr., SuperBest
En enkel rødvin til en yderst overkommelig tilbuds-pris.


Domaine du Pesquier, Côtes du Rhône, Frankrig, 2007
69 kr., Oxholm Vin
Meget kraftig og kraftigt krydret rødvin med en vis sødme og lang eftersmag.


Onyx, Cabernet Sauvignon, Darling, Sydafrika, 2006
119,95 kr., Amka
Frugt, sødme - en rødvin lige ud ad landevejen.






Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.