Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 38. 2010



.....................
Vin-aktuelt i uge 38
Fra 20. september til 26. september 2010
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 35, ,,,,,,VinAvisen uge 36,,,,,,,,VinAvisen uge 37
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................


34/09





Korkpropper er uacceptable
I oktober-udgaven af det britiske vinmagasin Decanter har den australske vinproducent Vanya Cullen æren af at være månedens gæsteskribent. Og i sin klumme kommer hun med sin uforbeholdne mening om skruelåg versus korkpropper.
Vanya Cullen, der ejer Cullen Wines i Margaret River, kalder korkpropper for "uacceptable for en hvilken som helst vin" og henviser til en nylig smagning af egne vine. Her blev de sidste tredive årgange af vinhusets Chardonnay-vine åbnet, men bortset fra nogle ganske få årgange, var alle de gamle vine, som var lukket med korkprop, enten proppede eller iltet til udrikkelighed. Efter denne oplevelse var Vanya Cullen ikke i tvivl om, hvad hendes klumme i Decanter skulle handle om.
Hun angriber også korkproducenterne og resten af "kork-lobbyen" for deres markedsføring af korkpropper som miljøvenlige.
Ifølge hende er korkpropper temmelig "anti-grønne", fordi al den energi, der bruges under vinfremstillingen, og som bidrager til den globale opvarmning, går tabt i de mange proppede vine.



Man kan godt forstå, at Dorona-druen har fået tilnavnet Uva d'Oro (gulddruen). Fra Bisol's vinmark på laguneøen Mazzorbo lyser de gyldne druer druer op mellem det grønne løv. Foto: Bisol.

En vinmark i lagunen
I lagunen ud for Venedig ligger en række små øer, hvoraf flere i dag er yndede udflugtsmål for turisterne.
Her er hyggelige kanaler, charmerende huse og gode restauranter.
Engang – fra og med 1400-tallet og flere hundrede år frem – bredte også vinmarkerne sig på en række af øerne. Og måske vil de i fremtiden gøre det igen.
En af Venetos førende vinproducenter, Bisol, har for nogle år siden fået lov af myndighederne til at plante en 1 hektar stor vinmark på laguneøen Mazzorbo. Man kan læse mere om Bisol i VinAvisens serie af postkort fra Prosecco-land.
De plantede vinstokke bærer den sjældne og for øerne oprindelige drue, Dorona, også kaldet Uva d’Oro (gulddruen), der er en fjern slægtning til druen Garganega fra Soave.
Bisol har simpelt hen finkæmmet øerne for at finde de sidste eksemplarer af denne drue, og har så fået produceret vinstokke nok til sin vinmark.

Vil skabe liv på øerne
Bisol har netop bragt druehøsten på Mazzorbo i hus og fremstiller nu den første kommercielle udgave af en tør hvidvin med navnet Venissa – opkaldt efter den lille vingård, der ligger ved vinmarken.
Vingården har ingen produktionsfaciliteter, så efterhånden, som druerne blev høstet, blev de sejlet ind til fastlandet i kølecontainere og fragtet til Valdobbiadene, hvor Bisol har sit vinhus.
Men sådan vil det ikke foregå fremover, hvis det står til vinhusets ejere, brødrene Antonio og Eliseo Bisol. De har planer om at opføre et vinhus på Mazzorbo, så vinen kan fremstilles på stedet, ligesom de også planlægger at lade nye vinmarker gøre deres indtog på nogle af de andre laguneøer.
Og disse planer er helt i ledtog med de venetianske myndigheders ønske om igen at skabe liv på øerne – også uden for turistsæsonen. Som det er nu, er mange af øerne nærmest affolkede, da øboerne foretrækker at bo på fastlandet. Ved at puste liv i vinproduktionen samt i andre former for landbrug håber man på igen at gøre det attraktivt at bo på øerne.

Glas og guld fra Murano
Ud af Dorona-druerne fra Mazzorbo vil der blive fremstillet omkring 8000 flasker Venissa, som kan forhåndskøbes allerede nu med levering i begyndelsen af 2012. Prisen for en flaske ligger på omkring 50 euro (cirka 370 kr.).
Vinen bliver tappet på 50 cl’s flasker – som næppe ryger i flaskecontaineren, når de er tømt. De bliver fremstillet på laguneøen Murano, der siden tidernes morgen har været berømt for sine fornemme glasarbejder. Og flaskerne vil glimte iøjnefaldende, når de sættes på bordet, idet der er indstøbt små stykker bladguld i glasset.
Denne uges STORE billede nederst på siden viser Bisol's vinmark på Mazzorbo i flot fugleperspektiv.







2000 flasker Lafite
Velhavende kinesere investerer mange penge i fornemme Bordeauxvine – og ikke mindst i vinene fra det berømte vinslot Château Lafite.
Når der er auktioner i Hong Kong over særligt gode årgange af Bordeauxvine, går flaskerne fra Château Lafite som regel for langt større summer end dem fra de øvrige 1. cru vinslotte.
Der er derfor heller ikke tvivl om, at auktionssalen vil være proppet til bristepunktet, når Sotheby's den 29. oktober holder auktion i Hong Kong over en meget stor samling Lafite-vine.
Det drejer sig om hele 2000 flasker og 139 forskellige årgange, der spænder fra 1869 til 2008. Og det mest bemærkelsesværdige er, at ingen af flaskerne nogensinde har forladt slottets kælder.

Vil glæde asiatiske fans
Dette historiske salg forventes at indbringe mellem 12 og 20 millioner HKD (cirka 9-15 mio. kr.).
Blandt højdepunkterne er de ældste af flaskerne, hvor højeste vurderingen for årgang 1869 lyder på 60.000 HKD (cirka 45.000 kr.) og for årgang 1870 på 160.000 HKD (cirka 120.000 kr.).
Derudover kan nævnes seks magnumflasker af årgang 1982 til en samlet vurdering af 550.000 HKD (cirka 414.000 kr.) og en flaske Imperial (6 liter) årgang 2000 til 200.000 HKD (cirka 150.400 kr.).
Trods de høje vurderinger kan hammerslagene meget vel blive betydeligt højere.
At Baron Eric de Rothschild, hvis familie har ejet vinslottet siden 1868, har valgt at sælge de mange vine, skyldes ifølge Sotheby’s udelukkende, at man ønsker at glæde nogle af sine mange asiatiske fans.


Genskabelse af 200 år gammel øl
Nu skriver vi normalt ikke om øl i VinAvisen, men som vi fortalte i uge 36, fandt man – ud over 70 flasker champagne – også et par flasker øl i det skibsvrag, som ligger på bunden af havet ud for Åland.
Der skulle være tale om verdens ældste øl, og utroligt nok er det muligt ud fra de endnu levende gær-rester, man har fundet i øllet, at fremstille det 200 år gamle bryg påny.
Der går nu ifølge www.wownews.se rygter om, at det lille bryggeri Stallhagen på Åland skulle have fået overdraget opgaven med at brygge øl på den gamle gær af de ålandske myndigheder.

Det haster, før gærcellerne dør
Selv om gæren er det vigtigste for at kunne genskabe smagen i det gamle øl, vil det være en fordel, hvis man først kan få kortlagt den nøjagtige sammensætning af ingredienser i brygget – noget, der er muligt ved hjælp af Dna-undersøgelser.
Men man har travlt, da gærcellerne måske dør snart, efter at være kommet væk fra sine vante omgivelser på havets bund. Og sker det, så vil en unik chance for at komme til at smage øllet, som det smagte i begyndelsen af 1800-tallet, være gået tabt.






Stadig mere forskning i resveratrol
Vi har fortalt det før, men gentager det gerne: Stoffet resveratrol, som findes i de blå drues skind og dermed i rødvin, har en godgørende effekt over for en lang række sygdomme.
Gennem årene har diverse forskningsresultater blandt andet vist, at stoffet kan bruges i kampen mod flere forskellige kræftformer, ligesom det har en helsebringende virkning over for diabetes, betændelser, hjertekarsygdomme og skader på hjertevævet. Desuden virker resveratrol forebyggende mod en række alderdomsbetingede sygdomme.
Af samme årsag har flere vinproducenter forsøgt at fremstille vine med et ekstra højt indhold af resveratrol.
Interessen for det særlige stof blandt denne verdens forskere har da også taget himmelflugten siden 1997, hvor man gjorde de første store resveratrol-opdagelser.

Konference om resveratrol og helbred
Men til trods for den store interesse har der ikke været afholdt en eneste resveratrol-konference – før nu. På Roskilde Universitet mente man, at der måtte gøres noget, og sammen med en række andre danske læreanstalter arrangerede man fra den 13. til 16. september Resveratrol 2010 – den første internationale konference om resveratrol og helbred.
Konferencen blev afholdt i Helsingør med deltagelse af resveratrol-forskere fra hele verden – også Indien, Kina og Sydkorea var repræsenteret.
Under konferencen har man vendt og diskuteret de mange års videnskabelige arbejder inden for resveratrol-feltet og forsøgt at skabe et fælles fundament for fremtidig forskning.
Senere vil en række rapporter fra begivenheden blive offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Annals of the New York Academy of Science – og mon dog ikke også, der kommer et par ord med på vejen om rødvin og dens helsebringende virkning …







Waterboxx-systemet gør sit indtog i vinhuset Robert Mondavi's vinmarker. De første beholdere blev samlet om de små nye vinplanter under en større ceremoni, hvor blandt andet enken efter Robert Mondavi, Margrit Mondavi (i rødt), så med over skulderen. Foto: © AquaPro.

En fugtsamlende opfindelse
Hollænderen Pieter Hoff vandt for nylig en opfinderpris, som hvert år uddeles af det amerikanske videnskabsmagasin Popular Science.
Hoff, der i mange år har været en succesfuld lilje-avler, havde lagt mærke til, at når planterne om aftenen afgav varme, sugede bladenes kølige overflade aftenduggen til sig. Og det gav ham ideen til den nu prisbelønnede opfindelse, som han har kaldt Groasis Waterboxx.
Opfindelsen består af en tragtlignende anordning, der samler fugten fra luften og kannelerer den videre ned til plantens rødder.
For syv år siden solgte Hoff sit lilje-firma og har siden brugt et beløb, der svarer til cirka 41 millioner kr., på at udvikle og eksperimentere med Groasis Waterboxx.

Forsøg i Mondavi’s vinmarker
I 2006 placerede han fx 25 styk Waterboxx rundt om nogle nyplantede træer i Marokkos Sahara-ørken. En kontrolgruppe samme steds af ligeledes nye træer blev vandet på normal vis.
Efter et år var 90% af de træer, der var vandet på den traditionelle måde, døde i den ubarmhjertige ørkensol, mens Waterboxx-træerne trivedes og havde friske grønne blade.
I år har systemet så gjort sit indtog i vinens verden. Hoff har samlet hele 300 styk Waterboxx rundt om små nye vinplanter på to af Robert Mondavi’s vinmarker i Napa Valley. Den ene af markerne er den historiske To Kalon, som netop manglede et vandingssystem. Nu vil man så se, hvordan de nyudplantede vinstokke klarer sig med den vand-opsamlende opfindelse.

En løsning i varme områder
Håbet er, at systemet vil blive udbredt i vinmarker i tørre områder og dermed helt eller delvist erstatte de store mængder vand, som strømmer ud af de traditionelle vandingssystemer.
Waterboxx kan i øvrigt også købes af haveglade hollændere via firmaets hjemmeside. Spørgsmålet er bare, om man kan holde ud at se på alle de grønne tromler og hvide skærme i den pæne villahave ...


33/09




13 postkort fra Silkeborg
I sidste uge sendte vi de første tre postkort i en serie om årets Sherry-konkurrence i Silkeborg. Her kommer de næste fem.



.......
Ved lodtrækningen havde kokkefaglærer Dennis Rafn de seks lodder i en kasserolle.

Postkort nr. 4 fra Silkeborg:
Lodtrækning om rækkefølgen
Sherry-konkurrencen i Hotel & Restaurantskolen Silkeborg strakte sig over to dage, og på den første dag afholdt to af skolens faglærere, Dennis Rafn (kok) og Kristin Ibsen (tjener), en vigtig lodtrækning.
Seks hold skulle lave mad og sherry-drinks. De fik hver sit parti i et stort køkken, og så gjaldt det om at servere otte små tapas-retter på klokkeslæt.
Dommerpanelet forlangte at se nye retter på bordet hvert 25. minut. Præcist! Ikke noget med at komme for sent.
Hvert hold havde tre timer til sin rådighed, og det vil sige, at holdene skulle gå i gang med 25 minutters mellemrum. Der skulle derfor trækkes lod om rækkefølgen.



.......
Kristin Ibsen havde forfattet sytten spørgsmål om sherry i den skriftlige prøve. Her gennemgår hun spillereglerne.

Postkort nr. 5 fra Silkeborg:
Med charmerende hård hånd
Skolen og dens faglærere stod for logistikken og gennemførte konkurrencen med charmerende hård hånd.
Alt var klart – alle de forskellige ingredienser til cocktails, som tjenereleverne skulle lave efter egen opskrift, og alle de muslinger, fisk, kyllinger, lammestege osv., som kokkene skulle i gang med. Listen over alt, hvad der var til rådighed, fyldte tre A4-ark.
Der blev også givet en detaljeret instruktion i spillereglerne. Det var godt nok en konkurrence, men man skulle optræde som gode kolleger. Tingene skulle sættes på plads, så de andre kunne finde dem. Og man gik naturligvis ikke i vejen for hinanden i det store elevkøkken.


>43





.......
Dennis Rafn gav god besked under rundgangen. I tilstødende kølerum var alle de indkøbte råvarer lagt frem i rigelige mængder.

Postkort nr. 6 fra Silkeborg:
Alt, hvad et kokkehjerte kan begære
Der var ikke kun en kokkeelev og en tjenerelev fra hver af de seks skoler. Hvert hold havde deres lærer med, og før konkurrencen gik i gang, gav Dennis Rafn hele forsamlingen – plus dommerpanelet – den helt store tur gennem skolens køkkener.
Vi var faktisk imponerede. I de lyse lokaler var der et tiptop moderne udstyr og alt, hvad et kokkehjerte kan begære.
Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg er en af de fem brancheskoler under byens tekniske skole, og den har til huse i nogle fysiske rammer, der må give virkelig gode betingelser for studiemiljøet.
Der er cirka 35 lærere og cirka 250 daglige elever, og hvert år uddanner skolen 40 tjenere, 100 kokke og 20 ernæringsassistenter.
Det eneste, vi ikke så under vores rundtur, var vinkælderen. Gad vide, om de har en. Men der var da gode flasker i baren.



.......
Foran sig på bordet havde hver dommer en række glas med de forskellige typer sherry, som kunne smages alt efter, hvad tjenerne anbefalede til de forskellige tapas’er.

Postkort nr. 7 fra Silkeborg:
Dommerpanel på hårdt arbejde
De fire dommere var på hårdt, men også fornøjeligt arbejde. Det er krævende at skulle smage 48 små retter i løbet af små tre timer. På postkortet her sidder vi på rad og række – fra venstre mod højre:
* Søren Appel Hansen, der i 2009 vandt titlen som Danmarks bedste tjener. Han er uddannet både som kok og tjener og virker i dag som sommelier på gourmetrestauranten Frederikshøj i Aarhus.
* Catherine Fogel er indkøbsdirektør i Gastro Import, der er leverandør af udenlandske råvarer til mange danske toprestauranter. Vi fortalte nærmere om hende i postkort nr. 3 i sidste uge.
* Anker TiedemannVinAvisens seniorredaktør og overdommer i konkurrencen.
* Thomas Riis, køkkenchef på Restaurant Messen i det himmerlandske Aars.
Ikke mindst Søren Appel Hansen og Thomas Riis havde mange gode faglige råd til de unge kokke og tjenere. Blandt andet belærte Søren en af tjenereleverne om, at det er en dårlig idé at komme cava i en shaker og give den en rystetur …






.......
Tjenerne kunne vælge mellem otte forskellige glas, highball, cocktail, old fashioned, svinger, irish coffee og champagne samt rødvin og hvidvin.

Postkort nr. 8 fra Silkeborg:
Seks drinks over temaet sherry
Er kvinderne ved at overtage tjenerjobbene? Det var i hvert fald påfaldende, at fem af de seks fagskoler havde valgt at sende en kvindelig tjenerelev, og kun én skole sendte en mandlig.
Tjenereleverne mødte i god tid i skolens lille bar for at se, om alt, hvad de skulle bruge, var på plads. De havde dog også lov til selv at medbringe halv- og helfabrikata hjemmefra.
Opgaven lød på at komponere opskriften til en drink med indhold af sherry – og at blande, røre eller shake denne drink til fire glas i løbet af ti minutter. Samtidig skulle de forklare deres ideer bag opskriften.
Nogle af deltagerne havde lavet enkle blandinger, der bare smagte godt. Andre havde virkelig været opfindsomme og spillet små melodier over temaet sherry. Det giver vi nogle eksempler på i de sidste postkort, som vi bringer i næste uge.


Slut med australsk Bourgogne
For kort tid siden trådte en ny aftale mellem EU og den australske regering i kraft. Den går ud på, at de australske vinproducenter skal ophøre med at anvende geografiske betegnelser og appellationer som Bourgogne, Chablis, Graves, Sauternes, portvin, sherry osv. på deres vinetiketter. Og de får en udfasningsperiode på et år til at finde på nye navne til deres vine.
Eneste undtagelse ifølge aftalen er Tokaj, hvor EU giver australierne hele ti år til at fjerne navnet på den berømte ungarske vin fra deres etiketter.
Om præcis et år vil et forbud mod at bruge betegnelser for bestemte vintyper, som fx Manzanilla, Amontillado og Auslese, ligeledes træde i kraft, hvorefter der vil være yderligere en udfasningsperiode.

Også beskyttelse af australske navne
Men noget for noget. Aftalen med EU giver nemlig også beskyttelse mod brug af navne på i alt 117 berømte australske vindistrikter på europæiske vine. Det gælder blandt andet Barossa, Margaret River og Coonawarra.
Sidste år eksporterede Australien vin til EU-landene til en værdi svarende til cirka 4,9 milliarder kr., og der er intet, der tyder på, at aftalen vil få negative konsekvenser for australiernes eksport. De australske vinproducenter har allerede for snart længe siden fjernet ordet Champagne fra deres vinetiketter, uden at det har haft betydning for salget i ind- og udland af deres dejlige mousserende vine.









Svend Moesgaard fra Skærsøgaard løb med to medaljer under årets udgave af Dansk Vinskue.

Dansk Vinskue 2010
Hvert eneste år afholder Foreningen af Danske Vinavlere konkurrencen Dansk Vinskue, hvor det gælder om at finde frem til toppen af poppen inden for de efterhånden talrige danske vine.
Den seneste udgave af vinskuet blev for nylig afholdt på Konventum i Helsingør, hvor 23 kommercielle vinavlere og 69 hobbyavlere fik bedømt og præmieret i alt 164 vine af årgangene 2008 og 2009.
Mange af vinene fik ros, men der blev kun uddelt få medaljer, hvoraf ingen var af guld.
Det blev vinavler Niels G. Kristensen, der løb med konkurrencens eneste sølvmedalje for sin mousserende vin Gabriel Cuvée 115 i kategorien "vine med forlænget produktionstid".

Det danske klima er til bobler
Hele to medaljer af bronze gik til Skærsøgaard Vin for den mousserende vin Cuveé Brut 2009 og for rødvinen Gold Top 2008.
Den jyske vingård er traditionen tro en medaljesluger under vinskuerne, og den har i alt fået tildelt 46 medaljer, siden Danmark fik det blå stempel som vinland i 2001.
Netop Skærsøgaards mousserende vine har gennem årene høstet medaljer og rosende ord i både ind- og udland. Og det er der ifølge vingårdens ejer, Svend Moesgaard, en god forklaring på.
- Det er efterhånden tydeligt, at det er de mousserende vine i Danmark, der opnår den højeste kvalitet. Det danske klima egner sig godt til produktion af vine med et højt syreindhold, hvilket er en af forudsætningerne for at fremstille en god mousserende vin.
I alt er der i dag fire danske vingårde, som fremstiller boblevine.
Man kan læse mere om resultaterne fra årets vinskue på Foreningen af Danske Vinavleres hjemmeside.


Gode tider for chilensk vin
Fra juli 2009 til samme måned i år har chilenerne eksporteret i alt 749 millioner liter vin til en værdi af cirka 1,5 milliarder dollars (cirka 9 mia. kr.), hvilket er en hidtidig rekord. Det svarer til en stigning på henholdsvis 17% og 19% sammenlignet med eksporten året før.
Eksport-opsvinget skyldes ikke mindst brasilianernes stigende glæde for chilensk vin. I de sidste tolv måneder er importen af vin fra Chile til Brasilien således steget med hele 38%, når der gælder værdien.


Til_37/09



.....................




Fald i briternes alkoholforbrug
I Skotland har regeringen for nylig bebudet, at den vil indføre en minimumsgrænse for prisen på spiritus – blandt andet for at komme alkoholmisbruget til livs. Også den britiske regering forventes om føje tid at komme med et lovforslag, der vil kontrollere spiritusmarkedet.
Kun et døgn efter den skotske regerings udspil, kom den britiske forening British Beer & Pub Association (BBPA) på banen med en undersøgelse, der viser, at det slet ikke står så galt til med alkoholforbruget i Storbritannien. I 2009 lå det i gennemsnit på 8,4 liter ren alkohol pr. person, hvilket er det laveste i de sidste ti år og et markant fald sammenlignet med forbruget i 2008.
Med undersøgelsen i hånden ønsker BBPA at tage til genmæle over for de helseforeninger og medicinalfirmaer, som på det seneste har fremturet med, at alkoholforbruget blandt briterne er ude af kontrol.


. .. .. .......................... ......,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Ingen nyheder fra branchen i denne uge.



< På billedet ses Aurélie Grellet (t.v.) fra Inter Rhône, der overrakte diplomerne for vindervinene til de stolte importører: Steen H. Rasmussen fra The Wine Company, Tom Brandis fra Domaine Brandis og Troels Kristensen fra Østjysk Vinforsyning/Vinoble.


Rhônevinfestival med succes og solskin
Lørdag løb Rhônevinfestivalen for syvende gang af stabelen hos Dansk Vincenter i Avedøre, og det skete med et besøgstal, som igen slog alle rekorder.
Under en flot efterårssol og med udsigt til vinmarkerne smagte mere end 750 vinentusiaster sig gennem de over 300 forskellige vine fra danskernes franske yndlingsdistrikt.
Ligeledes var der stor interesse for seminaret om vinene fra distriktet Rasteau – det blev afholdt af Syndicat des Vignerons de Rasteau med kyndig bistand af vinskribenten André Dewald.

De besøgene kårede vindervinene
Blandt festivalens mange arrangementer var kåringen af årets bedste hvidvin, rødvin og dessertvin fra Rhônedalen. Her var det besøgende, som var dommere, og vinderne blev:
Hvidvin: Château Rayas, Châteauneuf-du-Pape Blanc 1998 (500 kr., Domaine Brandis).
Rødvin: Domaine de Cristia, Cuvée Vieilles Vignes, Châteauneuf-du-Pape 2006 (349 kr., The Wine Company).
Dessertvin: Domaine Yves Cuilleron, Condrieu Les Ayguets 2001 (485 kr. for ½ liter, Østjysk Vinforsyning/Vinoble).
Årets smagekatalog samt stemningsbilleder fra festivalen kan ses på www.rhonevinfestival.dk.
Arrangørerne bag festivalen, Steen H. Rasmussen og Lars Møller fra The Wine Company, er i fuld gang med at planlægge næste års Rhônevinfestival, der er programsat til lørdag den 17. september 2011.

Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..


.
.


    Henning Borup Jensen (f. 1960) er oprindelig uddannet som ekspedient hos Husqvarna Symaskiner. Det lå dog i kortene, at han skulle være bedemand ligesom sin oldefar, bedstefar og far. Det blev han så i 1980, og i 1989 overtog han den gamle familieejede bedemandsforretning.
    Selv samme år havde han meldt sig til et vinkursus på aftenskole, og det blev startskuddet til en glødende interesse for vinens verden.
    Interessen fik vokseværk, og i 1992 grundlagde han vinfirmaet Odense Vin Import sammen med tre gode venner. I begyndelsen foregik salget fra kælderen under begravelsesforretningen. Der var udelukkende tale om fransk vin, og kunderne omfattede stort set kun familie og venner. Men salget greb om sig, og i 2001 solgte Henning Borup Jensen Odense Begravelsesforretning for helt og holdent at hellige sig vinfirmaet – ene mand, idet han samtidig købte vennerne ud.
    Vinfirmaet flyttede i 2005 til større, bedre og lysere lokaler, hvor udvalget af argentinske, australske, chilenske, franske, italienske og østrigske vine siden er blevet udvidet. Og da vinmanden har en særlig forkærlighed for portvin, finder man også et meget stort udvalg af de søde dråber fra Taylor på hylderne.
    Portvins-glæden trives også i bedste velgående uden for arbejdstid, idet Henning Borup Jensen er med i bestyrelsen af Den Fynske Portvinsklub -
    www.vintageport.dk .
    Portvinen har skarp konkurrence fra kæresten Doris, samt datteren Heidi, svigersønnen Henrik og de to børnebørn Lucas og Magnus. Ind imellem bliver der også tid til badminton og til at "tæve vennerne" i dart eller skak.

    Adresse:
    Odense Vin Import ApS, Bredbjergvej 40, 5230 Odense M, mobil: 40 37 18 96, e-mail: henning@odensevinimport.dk, www.odensevinimport.dk.


Øh, den er vist ikke så god
I sidste uge bragte vi historien om en oplevelse, en af vore læsere havde haft med en propsyg vin på en restaurant. Restauranten mente, at det første, der kommer ud af en flaske, altid ville lugte og smage af prop – hvilket naturligvis er noget sludder.
Historien har medført endnu et indlæg fra Hans P. Rasmussen:
Det er i det hele taget et problem med det gamle ritual – det med, at man skal smage på vinen for at konstatere, om den er i orden. Tænk, om man også skulle ud i køkkenet for at smage på saucen!
Og ritualet kan tilmed være nytteløst. Nogle vine har nemlig så svag en propsmag, at den er vanskelig umiddelbart at konstatere. Men når vinen har stået lidt og er blevet iltet, begynder den at stinke.
Hvad gør man så? Den er skænket i alle glassene; man har drukket af den. Så er det meget svært at sige til tjeneren: Øh, den er vist alligevel ikke så god, den vin.
Personlig bestiller jeg altid en vin med skruelåg, når jeg går på restaurant, slutter Hans P. Rasmussen.



Ugens vinøse billede
Bente Petersen og hendes mand er bidt af Frankrig, hvor de holder ferie hver eneste sommer. Og går turen til den østlige del af landet, har de altid en overnatning i Alsace - hvor dette frodige billede stammer fra. Det er taget i vinmarkerne omkring Itterswiller, en af de små hyggelige vinbyer på distriktets vinrute.
Bente Petersen fortæller, at de en tidlig morgen kl. 6 gik morgentur i markerne og kunne fornemme, at arbejdet allerede da var i fuld gang.

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





.

...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-.....
. ...... . . ......... ........... ........ ... . ......... ........... ........ ........... ...........
...............................

    .....................
    88 Prosecco-firmaet Bisol's nye vinmark på øen Mazzorbo i den venetianske lagune. Den ligger ved øen Burano, som ses i baggrunden (foto © Bisol).
    ...............
    ...............





.



    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 20 vine. Af disse vine var der 15, som fik mere end to stjerner, og 8, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 62 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. de 5, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

.
........
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Domaine de la Ferrandière, Viognier, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2008
59 kr., Den lille Vinkælder
En rigtig rar hvidvin med liflig duft og en blød, afrundet smag med toner af fersken og ananas og fint krydderi. Fornuftig pris.


Corralillo, Matetic, Sauvignon Blanc, San Antonio, Chile, 2009
99,95 kr., Erik Sørensen Vin
En meget dejlig hvidvin i fornem balance og med Sauvignon-druens friskhed og dens obligatoriske duft og smag af hyldeblomst. Flasken har skruelåg.


Churchview, Sauvignon Blanc, Margaret River, Australien, 2009
93 kr., pris ved 12 flasker 83 kr., Ranimex Vine
En rigtig dejlig hvidvin. Den har friske noter af citrusfrugter og har samtidig en behagelig fedme, der giver en meget lang eftersmag. Prisen er måske nok lige i overkanten.

Rosévin


Ioppa, Nebbiolo, Colline Novaresi, Italien, 2009
69 kr., pris ved 12 flasker: 65 kr., Carlo Merolli
Ret kraftig rosé, der bedre egner sig til mad end som en sommerlig terrassevin - men nu er sommeren jo også ved at være slut.

Rødvin


Neethlingshof, Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika, 2005
79 kr., Lesedi Wines
Lækker og harmonisk rødvin med Pinotage-druens særlige smag


Brown Brothers, Shiraz, Victoria, Australien, 2008
99 kr., Østjysk Vinforsyning
En rødvin, som mange vil kunne lide på grund af dens gode frugt, fine sødme og toner af eukalyptus. Glimrende til mange (kød)retter. Flasken har skruelåg.


Bogle, Zinfandel, Californien, 2007
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
Fyldig og flot rødvin med intens, blød frugt og krydderi. Glimrende til mad.


Bakermat, Joostenberg, Paarl, Sydafrika, 2007
145 kr., Lago Import
Superlækker rødvin, afrundet, moden og med flot duft og smag. Flasken har skruelåg.


Brunito, Barolo, Italien, 2006
149,75 kr., indtil 24. oktober på tilbud: 99,75 kr., Skjold Burne
Elegant, ret let Barolo med dejlig blød og moden frugt


Caro, Domaines Barons de Rothschild (Lafite) og Nicolas Catena, Mendoza, Argentina, 2003
339 kr., indtil 24. oktober på tilbud: 199 kr., Skjold Burne
Elegant og spændende rødvin skabt i et samarbejde med Château Lafite i Bordeaux og Nicolas Catena i Argentina. Vinen på Cabernet Sauvignon og Malbec har en dejlig duft og en elegant, moden og afrundet smag med mange facettter. Den kan drikkes nu, men lad den gerne ligge endnu et par år - hvis man kan ... Tilbudsprisen er yderst menneskevenlig.


Beso de Vino, Cariñena, Spanien, 2009
39,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
SKAL MED I UGE 38: En pæn og vellavet vin med god frugt og krydderi, velegnet til kraftigere retter. Og billig er den. Flasken har skruelåg.


Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Frankrig, 2007
79,95 kr., pris ved 12 flasker, BrdrDsVinhandel
Rødvin med en intens, men også blød frugtsmag. En udmærket madvad.


Aroa, Tempranillo, Navarra, Spanien, 2008
64,95 kr., pris ved 6 flasker 57,95 kr., WineAndBarrels
En rødvin, der dufter af læder og smager tørt og koncentreret og har en hel del garvesyre. Den snerper lidt til sidst. Vinen er fremstillet på økologisk dyrkede druer.


Fantasi, Niepoort, Douro, Portugal, 2008
99,75 kr., indtil 24. oktober på tilbud: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Saftig rødvin med et lille bittert bid, der er udmærket til mad.


Julien Schaal, Syrah, Elgin, Sydafrika, 2008
109 kr., Multi Wine
Ret let og ret enkel rødvin uden noget større vingefang.


....... ............




...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.