Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 49. 2010



Nyheder i uge 49, 2010


Til_37/09





På den nye etiket af Xu Lei ses Château Mouton Rothschild’s emblem, den gyldne vædder, mellem to halvmåner.

Kineser bag ny etiket
I 1924 fik plakattegneren Jean Carlu æren af at illustrere en vinetiket til den fornemme vin fra Château Mouton Rothschild.
Efter anden verdenskrig tog vinslottet ideen op igen, og siden da har en lang række berømte internationale kunstnere sat deres præg på etiketterne. Det gælder blandt andet Braque, Dali, Chagall, Picasso, Warhol, Henry Moore, Kandinsky, Tapiès, Baselitz, Miró og vores egen Per Kirkeby.
Den næste årgang af Château Mouton Rothschild, der kommer på markedet, er 2008, og rygterne har svirret, at det måske ville blive en kinesisk kunstner, der skulle stå for etiketten – både på grund af kinesernes store glæde for Bordeauxvin, og fordi tallet 8 er et lykketal i Kina.
Og rygterne har talt sandt. Vinslottet har nu løftet sløret for den nye etiket, og den er kreeret af maleren Xu Lei, der også er kunstnerisk direktør hos Dagens Kunst Museum, det førende moderne kunstmuseum i Beijing.

Prisen røg i vejret
Alene det, at der gik rygter om, at en kinesisk kunstner måske skulle udsmykke etiketten, gav primeur-salget af Mouton Rothschild 2008 ekstra vind i sejlene.
Hos de førende britiske vinhandlere af Bordeauxvin steg priserne fra 1800 pund (cirka 16.000 kr.) til omkring 2200 pund (cirka 19.000 kr.) pr. kasse med 12 flasker.
Nu, hvor kunstnerens navn er offentliggjort, er prisen med et trylleslag steget til hele 6000 pund (cirka 53.000 kr.) kassen, svarende til cirka 4400 kr. flasken.
Trods den høje pris tvivler de handlende ikke et øjeblik på, at der vil være stor afsætning af de fine flasker til det kinesiske marked.


Vinfolk læser ikke vinblogs
Der blogges ivrigt over alt i verden og om alverdens emner – også om vin. Men bliver disse personlige vinblogs, hvor folk kan diskutere vin på kryds og tværs, læst af vinbranchefolk?
Det undersøgte den svenske vinside www.wownews.se for nylig via en rundspørge blandt mere end halvtreds nøglepersoner inden for vinbranchen. Alt lige fra vinskribenter og produktchefer i vinfirmaerne til sommelierer og ansatte i Systembolaget blev blandt andet spurgt om deres svenske favoritblog, og om de mener, at vinbloggerne har nogen magt i Sverige.
Standardsvaret fra branchefolkene var, at de stort set aldrig læser en vinblog. Og hele 65% af de adspurgte mener ikke, at vinbloggerne har den store betydning på svensk jord.
Gad vide, om det forholder sig lige sådan her i Danmark …



En drueklase, som er parat til at blive forvandlet til den dejlige søde Eiswein (foto: DWI).

Eiswein-høsten er sat ind
Som nævnt i uge 46 har tyskerne haft den mindste druehøst i de sidste 25 år. Og det har derfor været meget begrænset, hvor mange druer vinproducenterne har ladet hænge på vinstokke til fremstillingen af Eiswein.
Men nogle druer fik lov til at blive hængende, og siden da har de tyske vinproducenter spændt ventet på, hvornår termometret nåede ned på otte minusgrader. Først da må de høste druerne til den søde vin.
Når druerne fryser, vil vandet i dem fryse først, mens de sukkerholdige stoffer, syrer og ekstrakter forbliver i flydende tilstand. Og under presningen vil det frosne vand - isen - blive tilbage sammen med drueskind og stilke, mens en sød og aromatisk most løber fra.
Startskuddet lød i Kaiserstuhl den 30. november, hvor der blev høstet 400 liter kolde og let indskrumpne Weissburgunder-druer. Dernæst kom turen til Franken, Rheingau, Rheinhessen, Mosel og Pfalz.

Kun få flasker
Nogle vinhuse venter endnu et par nætter med at høste druerne. Jo koldere det bliver, desto mere koncentrerede bliver druernes sukker og aromastoffer.
Høstmængden af druer til Eiswein ligger i år ifølge Deutsches Weininstitut langt under gennemsnittet for de sidste ti år. Og kun 5-10% af druerne ender som vin, da det jo udelukkende er den søde koncentrerede most, der bruges.
Så der skal nok blive rift om de flasker, der kommer på markedet.







Ny verdensrekord for en flaske vin
Som vi fortalte i uge 45, satte Sotheby’s for nylig verdensrekord, når det gælder prisen for en enkelt flaske vin på auktion.
Det drejede sig om tre flasker Château Lafite 1869, der hver gik for et beløb svarende til 1,3 millioner kr.
Nu har konkurrenten Christies slået rekorden ved en auktion over fine Bordeauxvine i Geneve i Schweiz. Her blev en flaske Château Cheval Blanc 1947 nemlig budt op til hele 298.500 CHF (cirka 1,7 mio. kr.). Den højeste vurdering lød på 250.000 CHF (cirka 1,4 mio. kr.).
Der var ganske vist tale om den flaskestørrelse, man kalder for Imperial, som rummer 6 liter vin – eller 8 almindelige flasker. Men en flaske er jo en flaske, så rekorden gælder.
Man regner med, at det er den eneste eksisterende Imperial af denne fantastiske Bordeauxvin. Køberen var en anonym vinsamler.


Mere sydafrikansk vin til Kina
De sydafrikanske vinproducenter udnytter slet ikke det store potentiale, der ligger i salg af vin til kineserne. Sådan lyder det ifølge Bloomberg.com fra den store sydafrikanske landbrugsbank Standard Bank Group.
Kina spås til at blive verdens syvende største vinforbruger inden 2012, så der er god grund til at opdyrke netop dette marked. Og Sydafrika bør ekspandere og finde nye markeder at afsætte vin til – ikke mindst fordi det kniber med afsætningen på hjemmemarkedet.
Landet er verdens syvende største vinproducent, men sydafrikanerne selv er ikke de store vinforbrugere. I gennemsnit drikker de hver 7,5 liter vin om året, hvilket er meget lidt sammenlignet med Frankrigs 54 liter pr. hoved.

Flere vinmarker og mere vin
Sidste år eksporterede Sydafrika 390 millioner liter vin, hvoraf kun de 4 mio. liter gik til kineserne. Så der er masser af grobund for yderligere eksport.
Banken mener også, at de sydafrikanske vinproducenter burde plante langt flere vinstokke, end de gør i øjeblikket – netop med henblik på en øget fremtidig eksport.
I løbet af de sidste fem år er anlægningen af nye vinmarker faktisk faldet med hele 60%.






17 nye postkort om sherry
For to år siden var Anker en tur i Sherry-distriktet omkring byen Jerez i det sydlige Spanien. Det resulterede i 25 postkort, som siden har ligget på en særlig side. Nu har Anker igen været dernede, og i disse uger sender vi endnu 17 nye postkort, som efterhånden vil supplere den tidligere serie. De første ni, som vi bragte i de forrige uger, er allerede lagt ind i serien på den særlige side. Her kommer de næste fire.



.......
Fra hvor vi står på billedet her og ned til den anden ende er der lige ved en kilometer.

10. nye postkort om sherry
En mammutbygning til 80.500 fade
Mange af de familieejede bodegaer i sherry-distriktet er ret små. Men der er også nogle meget store. Det gælder fx Bodegas Williams & Humbert, der blev grundlagt i 1877 af englænderen Sir Alexander Williams og hans kompagnon Arthur Humbert, men som i dag ejes af den spanske familie Medina. Det er herfra bl.a. sherryen DrySack sendes ud i verden – i Danmark via Altia Denmark.
Williams & Humberts lagerbygning med de 80.500 fade og 30 millioner liter vin er Europas største vinkælder. Den dækker et areal på 180.000 kvadratmeter. I sandhed en mammutbygning.
Taget er formet som store tragte, og søjlerne er hule, så regnvandet kan føres ned i tanke under gulvet til brug i produktionen.



.......
De 214 fade hele vejen rundt langs væggen er prydet med våbenskjolde for de 115 lande, som González Byass eksporterer sherry til.



11. nye postkort om sherry
Vældigt rum helt uden søjler
Hos González Byass finder man en arkitekturhistorisk perle – et rundt lagerhus opført i 1869. Det kan godt ligne en muslingeskal og kaldes derfor La Concha.
Det var en irsk ingeniør, Joseph Coogan, der ledede opførelsen, men nogle mener, at Eiffeltårnets arkitekt, Gustave Eiffel, inspirerede til designet. Det er nu nok ikke korrekt, men til gengæld en god historie.
Taget bæres af 24 kæmpemæssige spær af stål, der mødes i en lanterne i midten og holdes på plads af en 93 m lang mur. Der er således ikke nogen søjler i rummet, men et helt frit gulv, 33 meter i diameter, hvor der er god plads til at flytte rundt med fadene.
Tagfladen består af blikplader, der er blanke på oversiden, så de reflekterer Solens varme – den samme funktion, som de glaserede teglsten havde i arabernes spanske byggeri.
I dag bruges bygningen til repræsentative formål – hvad den også blev i 1883, da denne uges STORE billede (nedenfor) blev optaget. På det gamle billede har bodegaen besøg af nogle gæster, der at dømme efter navnene bag på billedet sandsynligvis er britiske vinhandlere.







.......
De mange flasker i Manuel González’ lille laboratorium fra 1840 er efterhånden groet til i støv.

12. nye postkort om sherry
Onkel Pepes sherry
Manuel Maria González grundlagde Bodegas Gonzáles Byass i 1835, og hans laboratorium er stadig bevaret.
Senhor González var ikke særlig vinkyndig, men det var hans onkel, José Angel y Vargas. Han tog sin nevø under sine vinger og belærte ham både om vin og handel.
Som tak opkaldte nevøen sin sherry efter onkel José. Et spansk kælenavn for José (Josef) er Pepe, og da onkel hedder tio på spansk, fik vinen navnet Tio Pepe – et af de berømteste sherry-mærker.
Men hvordan kan Josef blive til Pepe? Jo, Josef var ”Jesus’ adoptivfar” – på latin: ”Jesus Christi Pater Putativus”, og da munkene kopierede de hellige tekster, forkortede de Pater Putativus til PP – Pepe.



.......
Seks af disse flasker eksporteres til Danmark - læs om dem nedenfor i ugens smageliste.

13. nye postkort om sherry
En lang række fornemme sherry’er
Når man som vinskribent besøger bodegaer i sherry-distriktet, er det lidt forskelligt, hvordan det foregår.
Nogle steder står man med et glas i hånden, mens en kældermester med sin venencia henter fadprøver op og lader én smage de gode dråber.
Andre steder sidder man ved et bord, hvor alt er tilrettelagt på professionel vis med smageskemaer, spyttespande osv.
Et af de huse, vi altid har besøgt med største fornøjelse, er Lustau. Siden 1988 har vi faktisk været der fire gange, og hver gang er vi blevet præsenteret for en lang række fornemme sherry’er, opstillet i rækkefølge fra de tørre til de søde. Virkelig prof.
Således også denne gang. Vi lugtede, smagte, spyttede og skrev, og i denne uges smageliste nedenfor bringer vi stjerner og kommentarer til de seks Lustau-sherry’er, der eksporteres til Danmark – til H.J. Hansen i Odense.





.


Newzealandsk vinhus til salg
Det er hårde tider for vinproducenterne på New Zealand – blandt andet på grund af en større vinsø, som det kniber med at få afsat.
Flere vinhuse har allerede måttet dreje nøglen om. Det gælder blandt andet Cape Campbell, Gravitas og Otuwhero Estate Wines.
Nu er også vinhuset Matakana Estate gået i likvidation og er sammen med datterselskabet Goldridge Estate sat til salg.
Matakana, der er det største vinhus i vindistriktet af samme navn, fremstiller omkring 6 millioner flasker vin om året.
Ejerne har ifølge Decanter forgæves forsøgt at finde investorer for at redde skærene...

......


Den nye vandre- og cykelsti vil blandt andet føre folk forbi St. Helena i Napa Valley (foto: Brent Miller, WineCountry.com).

Cykelsti gennem Napa Valley
Fra hovedvej 29, der strækker sig gennem Napa Valley, har man udsigt til det smukkest tænkelige vinlandskab. Men hvis man vil nyde det uden risiko for liv og lemmer, skal det foregå gennem en bilrude.
Hvert år kommer mange cyklister, der også vil have glæde af udsigten, til skade på hovedvejen. I flere år har vinproducentforeningen Napa Valley Vintners, en række andre lokale organisationer samt Californiens politiafdeling derfor kæmpet for at få anlagt en cykel- og vandresti langs med hovedvej 29.
Nu har myndighederne langt om længe givet projektet det blå stempel, og om 10 år vil stien være en realitet.

En indbringende sti
Stien vil følge hovedvejen nogenlunde og vil strække sig 70 km gennem Napa Valley fra Vallejo, hvor man kan leje cykler, til Calistoga i den nordlige del af dalen.
Det vil ifølge Winespectator koste omkring 10 millioner dollars (cirka 56 mio. kr.) at anlægge stien. Til gengæld vil den - med de mange flere cyklister og vandrere, der vil besøge Napa - kunne generere op mod 75 mio. dollars (cirka 420 mio. kr.) om året i form af øget salg fra vinhuse, restauranter og forretninger.


>33/09




Champagner vandt over kongehuset
Som vi fortalte i sidste uge, så smagte man for nylig på de mange flasker champagne, som blev fundet på havets bund ud for den finske øgruppe Åland.
Vinskribenter og nyhedsjournalister fra hele verden samledes i Mariehamn, hvor smagningen fandt sted, for at rapportere hjem om, hvordan boblerne smagte.
Fundet er en nyhed, som både har trukket forsider og har gået sin sejrsgang på tv. Den britiske tv-kanal BBC bragte et indslag om flaskerne, som blev det femte mest sete den dag – og som ifølge www.wownews.se oven i købet i seerantal slog et indslag om prins William og hans frieri til kæresten Kate. Og det siger ikke så lidt i det kongetro Storbritannien.
Nogle af de gamle champagner, der stammer fra husene Veuve Clicquot og Juglar, skal sælges på auktion, og en foreløbig forsigtig vurdering lyder på 100.000 euro (cirka 745.000 kr.) flasken. Så de heldige få, der fik lov til at smage champagnen, har hver fået en sjat til måske 50.000 kr.



Druerne til den røde isvin blev høstet i hånden i isnende kulde. Fra en film på YouTube.

Rød isvin fra Rioja
Man har hørt om Eiswein fra Tyskland og Østrig samt fra Canada, hvor den søde hvidvin kaldes for Icewine. Men nu kan man også få en spansk rød isvin fra Bodega San Prudencio i Rioja.
De blå druer – Tempranillo og Garnacha – blev høstet i januar 2010 ved minus 9 grader. Man begyndte om natten med sakse, spande og lygter i panden og fortsatte til et stykke ud på morgenen. Presningen foregik også i vinmarken i en lille presse, da man ikke ville risikere, at druerne tøede op.
En fin film på YouTube viser, hvordan den kolde høst foregik.
Nu er vinen, der har fået navnet Malizia, tappet på flasker og parat til salg.
Det blev til i alt 1000 halvflasker, og vi hører gerne, om denne interessante spanske vin findes på det danske marked.
...
.
Fra design til druer
Det italienske firma Alessi er berømt for sine smart designede køkkenmaskiner.
I dag er det tredje generation af familien Alessi, den 65-årige Alberto Alessi, der leder designfirmaet. Og han er ikke bare glad for flot design, men også for vin – så glad, at han for ti år siden besluttede sig for at få et bijob som vinbonde.
I år 2000 købte han 2 hektar jord i nærheden af sit hjem i Piemonte. Dem har han tilplantet med Chardonnay- og Pinot Noir-druer, og han har ifølge Winespectator store ambitioner for sine vinmarker.
Planen går ud på intet mindre end at fremstille den bedste italienske hvidvin nogensinde.
Det er store ord fra Alberto Alessi. Ét er dog sikkert: Etiketterne på hans vinflasker vil uden tvivl udmærke sig med et særligt smart design.




/EMBED>


Økodyrket vin vandt
Ifølge loven må man ikke skrive økologisk vin. I stedet skal man bruge det noget mere besværlige "vin fremstillet på økologisk dyrkede druer".
Det har fået Troels Østergaard fra Godsets Vin til at efterlyse et godt og lovligt ord for den slags vine. Han kom selv med en stribe forslag, og vi bad i en rundspørge i sidste uge læserne om at krydse af, hvilket ord, de syntes var bedst.
Vi opfordrede også til, at man kom med endnu flere forslag. Det er der dog ikke nogen, der har gjort – og vi må tilstå, at vi heller ikke selv kunne finde på flere.
1243 læsere satte en prik i spørgeskemaet, og de fleste – i alt 707 – mente, at "økodyrket vin" var de bedste ord. Dernæst fulgte "organisk vin" med 267 stemmer.
I skemaet til højre ses resultatet af rundspørgen.

.


En cirka 100 år gammel plakat for Piper-Heidsieck champagne. Der er lidt Irma-pige over stilen ...

Berømte champagnemærker til salg
Det franske spiritusfirma Rémy Cointreau har stor succes med cognac-mærket Rémy Martin.
Helt så godt ser det ikke ud med firmaets champagnemærker, Piper-Heidsieck og Charles Heidsieck. De har faktisk levet en skrantende tilværelse i samtlige 20 år, de har været i Rémy Martin’s eje. Og helt galt gik det, da den globale økonomiske krise bankede på døren.
Fra marts 2009 til samme måned i år faldt salget af Piper-Heidsieck med 5,6 millioner flasker – for Charles Heidsieck drejede det sig om 800.000 flasker.
Nu er det slut. Firmaet har valgt at sætte de to mærker til salg, og der spekuleres allerede i, hvem der kunne tænke sig at komme med et bud.
Franske Pernod Ricard og det verdensomspændende spiritusfirma Diageo har ifølge Decanter været nævnt som mulige købere.
Den samlede salgspris for de to champagnemærker forventes at nå op på omkring 450 millioner euro (cirka 3,4 milliarder kr.).

.






Etiketten fra Château Chenu-Lafitte med Oberbech-Clausens navn, der kan skimtes nederst til højre.

Dansk navn på etiketten
I uge 47 fortalte vi om den kun 20 år gamle kineser, der havde fået et vinslot, Château Chenu-Lafitte, i gave af sin far.
Sælgeren af det gamle 1700-tals slot, der ligger i Bourg i Bordeaux, var Philippe Darricarrère.
Historien har fået Hans Kristensen fra Excellent Wine til at skrive til os:
– Det var sjovt for mig at læse om Château Chenu-Lafitte, idet jeg har en flaske liggende fra netop dette slot – en årgang 1920.
– Det undrer mig, at der står et dansk navn på etiketten, nemlig Oberbech-Clausen? Kan I fortælle mig, hvordan det hænger sammen?

Fra manufakturhandler til greve
Faktisk står der Comte & Comtesse (greve og grevinde) Oberbech-Clausen på etiketten, og bag disse ord gemmer der sig en ganske særlig historie om en af de første danske vinproducenter i Frankrig.
Ejnar Offer Oberbech-Clausen blev født i Nyborg i 1883 som søn af en isenkræmmer.
Selv blev han uddannet som manufakturhandler, og herfra kunne hans liv have formet sig som enhver anden god borgers liv i Nyborg dengang.
Men han må have gjort det godt, for i 1906 blev han optaget på den fornemme franske skole Lycée Lakanal i udkanten af Paris. Han studerede dog kun i kort tid, hvorefter han blev ansat som sekretær hos greve og grevinde Chenu-Lafitte på slottet af samme navn.
Greven døde i 1908, og to år efter giftede Oberbech-Clausen sig med enken Marie Henriette. Han konverterede til katolicismen og blev af paven udnævnt til romersk rigsgreve – ikke mindst på grund af greveparrets store donationer til den katolske kirke.
Og dermed endte manufakturhandleren som greve og vinslotejer i Bordeaux.

Tilbage til Danmark
Ud over Chenu-Lafitte ejede ægteparret Oberbech-Clausen også vinslottene Château Gourdet, Château Pérenne og Château Saint-Genès de Blaye. Sidstnævnte vinslot havde Ejnar selv købt, mens han var sekretær, for egne tjente penge samt sin fædrende arv. Han var for alvor begyndt at interessere sig for vinfremstilling og ville fremstille egne vine.
Greveparrets formue var stor – hvilket blandt andet skyldtes de mange penge Marie Henriette havde bragt med sig ind i ægteskabet. Hun var datter af den franske kirurg Jules-Émile Péan, der opfandt en arterieklemme til standsning af blødning fra pulsåren – en såkaldt pean.
I 1941 døde Marie Henriette under et bombardement af Bordeaux. Oberbech-Clausen solgte samtlige vinslotte – han ville tilbage til Danmark, men han ville have de mange kunstgenstande fra vinslottene med sig. Og i 1955 fragtede tolv togvogne de mange skatte fra Frankrig til hans nye hjem, nemlig Voergård ved Sæby – hvor greven døde i 1963.


33/09



..................................




Slut med klovneriet
Ordet bartender leder automatisk tankerne hen på en person, der jonglerer med cocktailshaker, glas, spiritus og pynt i lange baner – sådan, som Tom Cruise gør det i filmen "Tequila Sunrise".
Et sådan show er almindeligt i cocktailbarer og til cocktail-konkurrencer rundt om i verden.
Men al den jongleren er blevet for meget for fem unge svenske bartendere. Ligesom mesterkokke og stjerne-sommelierer bliver hyldet, bør der også gøres opmærksom på de dygtige og seriøse bartendere – dem, der udfører det gode håndværk og gør bartenderiet ære.
De fem bartendere har derfor indstiftet en pris, Bartenders’ Choise Award, der tildeles cocktailbarer i Stockholm, hvor kvaliteten og ikke klovneriet er i højsædet.
Derudover vil der blive uddelt en pris til den bedste bartender i hovedstaden.
Det bliver op til et dommerpanel bestående af en række garvede svenske bartendere at finde frem til vinderne inden for de to kategorier.
Man kan læse mere om prisen ved at klikke her.



..
......
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Treasury Wine Estates, tidligere Foster’s, og H.J. Hansen Vin har indgået et samarbejde om to af de største brands fra Treasury Wine Estates, australske Penfolds og amerikanske Beringer. Det betyder, at man fra februar 2011 kan finde vinene fra de to vinhuse på hylderne i H.J. Hansens butikskæde, Vinspecialisten.
    * KK Wine har optaget importen af vinene fra følgende vinhuse i Californien; Jonata, Santa Ynez Valley. The Paring, Santa Ynez Valley. Clos Saron, Sierra Foothills. Clos Solene, Paso Robles. Alysian, Russian River Valley. Derudover har firmaet optaget importen af vodka og Limoncello fra Napa Vodka.
    * GoodGrape Wine Co. har optaget importen af vinene fra Gloria Ferrer, Carneros i Californien, og Charles & Charles i Washington State.

.
.......... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..


.
.

    Lars Kroman (f. 1973) har som kok og sommelier været vidt omkring. Han har betrådt de bonede gulve i nogle af Danmarks førende restauranter – blandt andet Kommandanten, Le Sommelier og Restaurationen. Han har arbejdet som tjener på Kongeskibet og har været butler for milliardæren og erhvervslederen Fritz Schur med særligt ansvar for betjeningen på hans lystjagt.
    Det var, da han var i tjenerlære på Hotel Munkebjerg i Vejle, at der for alvor kom skub i hans interesse for vin. Gennem hotellet kunne eleverne købe al den gode vin, de havde lyst til – pengene blev trukket i lønnen. Og for Lars Kroman betød det en læretid med store vine og få penge på lommen.
    Da han og hans venner en dag ville øve sig i at sable champagne, var "forsøgskaninen" en flaske Veuve Clicquot La Grande Dame årgang 1976 – en champagne til over 1000 kr. De unge mænd var allerede godt vant.
    Lars Kroman har også været restaurantinspektør på Hotel Hilton i Københavns lufthavn, og sidst har han haft job som vinindkøber og tjener for det københavnske advokatfirma Plesner.
    Med sin store erfaring i bagagen har han nu valgt at træde ud af det pulserende restaurantliv og ind i de selvstændiges rækker med eget vinfirma, Det Lille Vinhus. Sortimentet i firmaet, der slog dørene op i juli 2010, består af kvalitetsvine fra Spanien og Italien, og foreløbig foregår salget udelukkende via firmaets hjemmeside.
    Ved at sadle om håber Lars Kroman også at få mere tid til hustruen Jeanette og deres to piger på 3 og 1 ½ år.
    Den nybagte firmaejer – og snart nybagte far, da endnu en datter er på vej – har ikke altid begge ben solidt plantet på jorden. Ofte dingler de fra en paraglider højt oppe over den smukke danske natur. Denne sportsgren har afløst en aktiv karriere som faldskærmsudspringer med i alt 900 udspring og posten som videomand for det danske landshold i faldskærmsudspring.
    Adresse: Det Lille Vinhus, Sølvgade 85, 1307 København K, tlf.: 26 27 14 23, e-mail: info@detlillevinhus.dk, www.detlillevinhus.dk.


>43




At dekantere – eller ikke
Nicolai Hyllested har i en mail suppleret vore gode råd i sidste uge om dekantering af vin:
– Man skal være forsigtig med en gammel vin, der måske er ved at være gået over, skriver han. – Dekanterer man den og udsætter den for massiv ilt, dør den i løbet af kort tid.
– Her er løsningen ikke at dekantere, men at drikke vinen inden for ti minutter, og det betyder, at man helst skal være mange om en flaske.
– Sæt flasken oprejst dagen inden, den skal drikkes. Åbn den forsigtigt, skænk forsigtigt, og lad være med at slynge vinen i glasset.
– Hvad er så gammel vin? Det kommer an på området, druen, årgangen, vinhuset og opbevaringen. Er du i tvivl, så spørg en vinhandler eller importøren.
– Årgangsportvin med bundfald har jeg aldrig haft problemer med, skriver Nicolai Hyllested. – Den dør ikke ved dekantering. Så indtil jeg får en anden erfaring, vil jeg altid dekantere portvin.

    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.
    ....


Druer ophængt med S-formede kroge på et net af ståltråd.

Hvad er appassimento?
Simone Secher har i en avis læst om en italiensk vin fra Veneto-området, der var fremstillet med "appassimento-teknikken". Hvad er det?, spørger hun.
At bruge et så specielt italiensk fagudtryk uden at forklare, hvad det er, er naturligvis både nørdet og krukket. Fy, skamme! Smæk, seng, sove!
Appassimento er det italienske ord for tørring af druer, en teknik, der har været brugt i årtusinder, og som tjener til at koncentrere indholdet af sukker i druerne og udvikle særlige aromaer.
Drueklaserne lægges ud på hylder i tørrehuse, eller de hænges op på ståltrådsnet og forvandles på den måde til rosiner. Det er en proces, der koster tid og penge, og samtidig formindskes den mængde vin, der kommer ud af det.
Til en flaske med 75 cl almindelig vin medgår cirka 1 kg druer. Men efter fire til seks ugers tørring er druerne vægt skrumpet ind med en tredjedel, så der kun kommer 50 cl vin ud af dem. Samtidig kræver processen en hel del håndarbejde, så vinen bliver dyrere.
Dette gælder ikke mindst, når druerne hænges til tørre på net. Druerne falder let af klaserne, når disse tages ned af nettene. Samtidig er stilkene blevet tørre og skrøbelige, så de hakkes i stykker i afstilknings-maskinen. Afstilkningen må derfor foretages manuelt.
I uge 43 skrev vi om appassimento-teknikken anvendt i det italienske Veneto – dvs. til vinene Amarone, Ripasso og Recioto.
....





...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-.....
. .. .... . ..
..
...............................

    .....................
    98 Den 10. november 1883 havde sherry-bodegaen González Byass fint besøg i sin runde fadkælder (foto © González Byass' Historiske Arkiv).
    ...............









Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner, og hele 19, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 110 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


.........
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Bersano, Dolce, Asti, Italien
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dejlig boblevin, dolce (sød), men ikke sliksød (slikdolce). Fin mousse, dejlig, frisk frugt og med Muskat-druens fine aroma.


Billecart-Salmon, Brut Réserve, Champagne, Frankrig
299,95 kr., Theis Vine
Fornem champagne med stadige små bobler og en fint parfumeret duft. I den dejlige smag er der toner af citrus, klementin, kvæde og carambole. En interessant vin.

Hvidvin


Aresti, Sauvignon Blanc, Curicó Valley, Chile, 2009
59 kr., X Wine
Mild og meget behagelig hvidvin med en frisk duft og en frugtagtig, let krydret smag - en god og typisk Sauvignon Blanc. Flasken har skruelåg - og prisen er rimelig for så flot en flaske.


Ata Rangi, Sauvignon Blanc, Martinborough, New Zealand, 2009
98 kr., Dronningborg Vinimport
Frisk og frugtagtig hvidvin i fin balance. Tør, men alligevel med en lille sødme. Dertil mange facetter - pære, grape, passionsfrugt ... Flasken har skruelåg.


Los Arcos, Amontillado, Lustau, Sherry, Spanien
99,95 kr., H.J.Hansen Vin
En rigtig god sherry til mad med en lys mahognifarve, en aromatisk duft af brændte figner og en tør, bred og fyldig smag med en rank syre og mange facetter. 18,5% alkohol.


Papirusa, Manzanilla, Lustau, Sherry, Spanien
109,95 kr., H.J.Hansen Vin
Tør sherry med en fin duft med toner af gær og en smag, der fylder munden med dejlig frugt, krydderier og toner af nødder. Lang eftersmag. 15% alkohol. Flasken har skruelåg.


Eikendal, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika, 2008
122 kr., Syd Afrika Vinimport
Kan man godt lide hvidvin med en markant fadsmag, så er denne vin sagen. Det er en ret kraftig vin, hvor frugt og træ spiller fint op til hinanden, akkompagneret af 14% alkohol. Vinen har ligget syv måneder på fransk eg.


Almacenista Vides, Palo Cortado, Lustau, Sherry, Spanien
149,95 kr., H.J.Hansen Vin
En lys, let brunlig sherry med en kraftig duft og en blød, harmonisk og kompleks frugtsmag med rank syre. 19% alkohol.


India Solera, Lustau, Sherry, Spanien
159,95 kr., H.J.Hansen Vin
Superlækker sherry med en vidunderlig sødme, blød og aromatisk. Lang eftersmag. 20% alkohol.


Forst Pechstein, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2009
339 kr., H.J.Hansen Vin
Flot mediumfyldig hvidvin med en dejlig, blød og mineralsk frugtsmag. Lang eftersmag.


Quercus Gold, Darling Cellars, Chardonnay, Darling, Sydafrika, 2010
54,95 kr., Amka
Let og enkel hvidvin med et pænt billede af Chardonnay-druens karakteristiske kendetegn. Den fjerde stjerne får den for den lave pris i forhold til kvaliteten. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Ciconia, Casa Agricola Alexandre Relvas, Alentejano, Portugal, 2009
40 kr., Aldi
Ciconia er navnet på den hvide stork, som hver vinter yngler i netop den del af Portugal, som denne rødvin stammer fra. I hjemlandet kaldes vinen derfor også for "storken". Det er en vin, som mange vil kunne lide. Den har masser af frugt - modne mørke kirsebær og blå blommer - samt et strejf af mørk chokolade. Så afgjort et rigtig godt glas til prisen - som udløser den sidste stjerne. Flasken har skruelåg.


Grange Philippe, Paul Grèst, Cabernet Franc, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2007
55 kr., Søhøjlandets Vinlager
Meget let og meget venlig rødvin - til prisen en glimrende hverdags-vin.


Velenosi, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2008
56 kr., pris indtil 31. december: 44 kr., Jysk Vin
Til tilbudsprisen er denne rødvin et rent kup. Den har en intens duft af violer og en dejlig saftig og frugtrig smag med en anelse sødme.


Les Champauvins, Domaine Grand Veneur, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2006
69 kr., Nordic Wine Shop
Rigtig dejlig rødvin i fin balance. Den har en saftig og krydret frugtsmag - samt en forførende syre.


Reverdito, Barbera d'Alba, Italien, 2009
69,95 kr., Erik Sørensen Vin
En herlig Barbera i fin balance - en vin til en yderst attraktiv pris. I den saftige vin er der flere facetter - kirsebær, mørke bær, nelliker ...


Ioppa, Nebbiolo, Colline Novaresi, Italien, 2007
75 kr., Carlo Merolli
Velsmagende rødvin, let og behagelig. En vin, som mange vil kunne lide, og en meget anvendelig vin.


Gran Tiati MMVII, Cantine Teanum, Puglia, Italien, 2007
87,50 kr., pris ved 6 flasker, Vintage-Vinimport
Blød, moden og meget lækker rødvin med god frugtfylde, lille sødme og tilpas syre.


Twin Oaks, Robert Mondavi, Cabernet Sauvignon, Californien, 2009
89 kr., pris kun online ved 12 flasker: 59 kr., Østjysk Vinforsyning
En dejlig rødvin til en yderst attraktiv tilbudspris. En vin, som mange vil kunne lide. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.


Spier, Vintage Selection, Stellenbosch, Sydafrika, 2008
89,50 kr., på tilbud i denne uge (uge 49): 46,50 kr., Kvickly
Fyldig rødvin på druerne Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah, varm og krydret. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.


Château Lamothe-Cissac, Cru Bourgeois, Haut-Médoc, Frankrig, 2005
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Dejlig Bordeaux-rødvin i en god årgang - tør, moden smag med god saft og en lille sødme.


Toro de Piedra, Viña Requingua, Curico Valley, Chile, 2008
100 kr., pris ved 6 flasker i original trækasse, Haller Vine
Stor og lækker rødvin på Cabernet Sauvignon og Syrah - en maskulin vin med fylde, varme og en masse frugt.


Codane, Reverdito, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2006
249,95 kr., Erik Sørensen Vin
Flot enkeltmarks-rødvin med en kompleks og kraftig duft og en lækker, moden og afrundet smag. En fornem ledsager til en god kødret, men også egnet som meditations-vin.


Santa Inés, Reserva, Carmenère, Chile, 2009
64,95 kr., Strandgaarden
Fyldig og frugtagtig, blomme og kaffe, afrundede toner og en markant syre. Flasken har skruelåg.


Tabalí, Syrah, Lumari Valley, Chile, 2008
79 kr., Wine.dk
Der er kirsebær i både duft og smag i denne lidt robuste rødvin. Den vil være fin til fede kødretter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Quasar, Reserva, Carmenère, Central Valley, Chile, 2007
75 kr., Jabeco-Wine
Kraftig, blød og frugtagtig rødvin, oplagt til lidt kraftige kødretter. Lidt kort i munden.

Sød vin


Nieport, LBV portvin, Portugal, 2005
79,75 kr., pris for ½ flaske, Skjold Burne
En skøn duft og en superlækker smag med sødme og blød frugt - og ingen spritkant. En af de bedste LBV'er, vi har smagt i nyere tid. Pengene værd.


Emilin, Moscatel, Lustau, Sherry, Spanien
169,95 kr., pris for halv flaske: 94,95 kr., H.J.Hansen Vin
Sød sherry med en fin duft af Muskat-druen og en dejlig smag med ren frugtsødme, men også med en blød, frisk syre. Lang eftersmag. 17% alkohol.


San Emilio, Pedro Ximenez, Lustau, Sherry, Spanien
175 kr., H.J.Hansen Vin
Sød sherry med en dyb, mørk mahognifarve, en elegant og aromatisk næse og en kompleks frugtsmag med vidunderlig sødme. Flydende slik! 17% alkohol.


....... ............




...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.