Nyheder i uge 17, 2011

Læs uge 16.......Læs uge 15.......Læs uge 14


>33/09




Vinskribenter, der løber løbsk
Vin kan beskrives på mange måder. I de fleste medier gælder det om ganske enkelt at fortælle læserne om vine, der er værd at drikke. Men der findes også vinskribenter, der løber løbsk i deres beskrivelser. Disse nørder har sprogprofessor Jørn Lund et godt øje til i mandagens Politiken.
Han har tidligere skrevet om sammenligninger med babybræk eller "gammel ost, våd prut og jordslået gymnastiktøj". Nu har han fra en læser, Michael Berg Nielsen i Rønne, fået endnu nogle eksempler.

En ristet næse som knust grundfjeld
Eksemplerne er hentet i aprilnummeret af bladet Gastro, hvor en bourgogne har en "ristet næse, en duft fuld af popcorn med smeltet smør over og masser af flydende sten eller knust grundfjeld".
En anden vin omtales også indgående, selv om den er udsolgt og derfor er af begrænset interesse. Den har "ekstreme mineralske udtryk med svulstighed og intensitet – her er der gunmetal, skrotbunke, ferskensten, overmoden papaja og røget knust sten, ja endda selleri og wakemetang".
Michael Berg Nielsen har fundet ud af, at gunmetal er en legering af kobber, tin og zink, men aner ikke hvordan den hverken smager eller lugter. Og wakemetang er noget tørret tang fra Korea og Japan.
Man skal virkelig op på tæer for at matche denne connaisseur, skriver Politikens læser.

En lugt af molkosan og dashi
Om en bourgogne til 3299,95 kr. skriver Gastros medarbejder, at den straks efter åbningen frigiver "popcorn, pinseliljer, voksblomst, molkosan, akaciehonning, høvlet egetræ, maste, revnede, modne nektariner og kalk, tavlekridt og dashi" … "munden udsættes for penetration (!) … en kraft, en vækkelse. Spark og kærtegn på samme tid, mavepumper og romantiske skovture – bjergtagende og langvarig."
I sin artikel i Politiken kalder Jørn Lund det for verbal onani.
PS: Dybtgående studier har afsløret, at molkosan er en sundhedsdrik, og at dashi er en japansk bouillon.




En voldsom ildebrand truer Stellenbosch. Fra en film på YouTube.

Flammehav truer Stellenbosch
En voldsom ildebrand hærger området omkring Helderberg Mountain i Sydafrikas Cape-region. Den startede i Somerset West for få dage siden, har bevæget sig over bjergryggen og er tordnet videre ned mod det berømte vindistrikt Stellenbosch.
Flammerne æder sig nu gennem de skovarealer, der ligger lige bag en perlerække af vinhuse – heriblandt Ernie Els, Bilton House og Peter Falke.
Stellenboschs vinproducenter kæmper side om side med de i alt 200 brandfolk for at undgå, at ilden breder sig til vingårde og vinmarker. Og de traktorer, der til daglig bruges til at spraye markerne med insektbekæmpelsesmidler, anvendes nu til at spraye vand mod flammerne.

Træerne springer i luften
"Landtropperne" får hjælp af helikoptere, der flyver i pendulfart mellem havet og skovene.
Trods den store indsats regner man ikke med at kunne få ilden under kontrol lige foreløbig – men kun med at begrænse den, så den forårsager mindst mulig skade. Ilden er så kraftig, at træerne ligefrem springer i luften og sender flammer mere end 100 meter op i luften.
Et hotel samt tolv andre bygninger er allerede brændt ned, ligesom flammerne har svedet adskillige hektar landbrugsland.







Dragebåd og gyldne klokke
Som vi fortalte i uge 13, vil Christie’s komme sine kinesiske kunder i møde ved at indføre kinesiske smagenotater ved siden af de engelske i vinauktionskatalogerne. Mange af de udtryk, som vestlige vinskribenter slynger om sig med – fx skovbund, læder og smørblomst – er ukendte for kineserne. Ord som Jin-Mao te og sukkerrørssaft kan de derimod bedre forholde sig til.
Et andet problem er de franske navne på vinslotte, domainer og champagnehuse. De er besværlige for kineserne, som derfor giver vinene deres egne hjemmestrikkede navne, der ofte tager udgangspunkt i etiketternes illustrationer.
Bordeaux-slottet Château Beychevelle kalder kineserne fx for ”dragebåd” på grund af vinkingebåden på etiketten, mens kirkeklokken på Château Angelus’s etiket har afledt navnet ”den gyldne klokke”.

En uheldig krokodille
Og så er der vinen fra Grand-Puy-Lacoste i Pauillac, der bliver kaldt for ”krokodillevin”. Årsagen er navnesammenfaldet med det berømte tøjmærke Lacoste, hvis logo jo netop er en krokodille. Vinslottet har dog intet som helst med tøjmærket at gøre.
Kinesernes ”oversættelse” af navnet på vinen fra Grand-Puy-Lacoste er faktisk ret uheldig. Mens man i Kina forbinder drager med noget lykkebringende, er krokodiller alt andet end populære.
Nu vil Christie’s nye leder af auktionshusets vinafdeling i Hong Kong, Simon Tam, udføre en liste med fonetisk korrekte oversættelser af de franske vin- og slotsnavne. Man vil ifølge Decanter lægge ud med de klassificerede vinslotte i Bordeaux og dernæst fortsætte med andre franske vindistrikter.


De første priser fra Bordeaux
Årets primeur-smagning i Bordeaux er et overstået kapitel, og de første domme over den nye årgang har indtaget vinskribenternes websider, blogge og klummer. Og der er generelt stor ros til årgang 2010 - nogle skribenter mener endog, at den kan blive endnu bedre end den berømmede årgang 2009.
I kølvandet på de gode anmeldelser er vinslottene så småt begyndt at prissætte de nye vine. Det gælder blandt andet Château Bourgneuf Vayron, hvis vin nu kan købes hos førende britiske vinhandlere til en pris svarende til 210 kr. flasken. Det er 10% højere end for årgang 2009.
Også Château Plince i Pomerol har været tidligt på banen med prissætningen og slottets vin sælges nu i London for en pris, der svarer til cirka 265 kr.
Flere andre vinslotte er fulgt trop. Dog er der ingen af de store og berømte iblandt - de venter som sædvanlig en god rum tid efter smagningen med at offentliggøre priserne.
Ifølge Decanter kan man godt forvente, at nogle af de store vinslotte vil overvurdere markedet og sætte alt for høje priser på deres vine.



Skruelåg i korkproppens hjemland
Stadig flere vinhuse verden over ser lyset og dropper korkproppen til fordel for skruelåget. I Portugal er det dog kun meget få vinproducenter, der har taget det lille låg til sig – hvilket blandt andet skyldes en udbredt nationalitetsfølelse.
Portugal er storproducent af korkpropper og leverer mere end 80% af de propper, der anvendes på verdensplan. Og i disse år kæmper landet mod den stigende konkurrence fra både skruelåg og syntetiske propper. I 1999 var 95% af alle vinflasker lukket med korkpropper – i 2009 lød tallet på 69%.
Nu har Portugals største vinfirma, Sogrape, meddelt, at det fremover vil forsyne en af sine helt store sællerter, hvidvinen Quinta de Azevedo Vinho Verde, med skruelåg.

Et modigt skridt
Sogrape’s beslutning har selvsagt vakt opsigt i den portugisiske vinverden og bliver i Decanter kaldt for "et modigt skridt". Man kunne jo forvente, at så stort et vinfirma ville føle sig forpligtet til at støtte sit hjemlands korkindustri.
Men sådan forholder det sig ikke. Det, der tæller for Sogrape, er efterspørgslen på verdensmarkedet, og her er der netop en stigende interesse for, at vinene skal være forsynet med skruelåg. Den interesse ønsker man at imødekomme.
Måske er det bare begyndelsen til en større "omvendelse" hos Sogrape, der fremstiller mere end 70 millioner flasker vin om året i såvel Portugal som i en række oversøiske lande. Det er også dette firma, der står bag den kendte boblevin Mateus.


33/09





Peter Work og hans kone, Rebecca, opnåede i 2009 økologisk og biodynamisk status for deres vinmarker og blev ligeledes certificeret som "praktisk bæredygtige".

Månen bestemmer smagen
Peter Work er den danske civilingeniør, der blev vinbonde i Californien, da han i 2001, sammen med sin kone, Rebecca, grundlagde vingården Ampelos Cellars.
Forleden var han atter på besøg hos sin danske importør, Otto Suenson, og ved en smagning præsenterede han sine nyeste årgange.
Med ingeniørens videnskabelige og tekniske grundighed går Peter Work op i økologisk og biodynamisk vindyrkning.
Han er en af dem, der beslutter blandingerne i sine vine, når de smager bedst – dvs. under tiltagende måne og på frugt- eller blomsterdage. Og tapper sine vine, når de holder igen på aromaen – dvs. under aftagende måne og på rod- eller bladdage.
Han er også en af dem, der kommer komøg i kohorn og graver dem ned. For Peter Work er det Rudolf Steiner hele vejen.
I de seneste år er han begyndt at studere energi-niveauerne i mineraler, blomster og frugt. Det gør han på en særlig måde.

Vinen danner fine krystaller
Siden 2007 har Peter Work arbejdet sammen med den franske vinmager Philippe Coderey, der har konsulentfirmaet Grow og er tilknyttet Bonny Doon Vineyard – dem med vinen Le Cigare Volant (Den flyvende Cigar). Og hvad Philippe Coderey gør, lyder interessant.
Når Coderey vil undersøge en vin, fortynder han den med ni dele vand og tilsætter kobberklorid (CuCl).
Når han derefter hælder denne væske i en petriskål og lader den tørre ind, danner stofferne fine krystaller, som spreder sig ud fra et punkt i skålens midte.
I dette mønster kan man så aflæse vinens biodynamiske energier, siger Coderey.

Krystallerne viser energierne
Yderst langs petriskålens kant ses mineralernes energier. I en cirkel lidt længer inde ses blomsternes energier og i midten frugtens.
Det er unægtelig nogle smukke krystalmønstre, der dannes. Et af dem viser vi i denne uges STORE billede, hvor der ikke er et enkelt center, men hele tre.
Hvorfor nu det? Jo, siger Peter Work, der er fordi denne vin er en blanding af vin fra tre marker, to af dem med Syrah og den tredje med Viognier.
Det lyder meget avanceret og interessant. Tror vi på det?
Vel, Peter Work gør. Og hans vine fejler bestemt ikke noget, hvilket fremgår af smagekommentarerne og stjernerne længere ned.






Postkort fra Veneto
VinAvisens Anker var i februar en tur rundt i den italienske region Veneto. Det kom der i alt 20 postkort ud af, og dem bringer vi i disse uger. De første tretten bragte vi i uge 13, 14, 15 og 16. Her kommer de næste tre, der blandt andet handler om vinstokke, der lever af regn og fossiler.



.......
Moderen hedder Gini til efternavn, mens sønnerne hedder Caltarossa. Matteo (tv) tager sig salget, mens Marco er vinmageren.

14. postkort fra Veneto i Italien
Med stjerner, bånd og sløjfer
Vingården Montecariano i hjertet af Valpolicella blev overtaget af arkæologen Mariella Gini i 1983, og siden 1992 har hun genplantet markerne, købt ny teknik og erhvervet mere jord, så gården er kommet op på 27 hektar. I dag driver hun den sammen med sine to sønner, Matteo og Marco.
Blandt andet laver mor og sønner en fantastisk flot Amarone, der trods sine 16,5% alkohol er i fin balance, superlækker, blød og fyldig. Men de har endnu ikke nogen dansk importør, siger de.
På næsten alle de italienske vingårde, vi efterhånden har besøgt, har man en samling af disse tykke vinguider – Gambero Rosso, Veronelli, Due Mila Vini, Migliori Vini Italiani, og hvad de nu alle sammen hedder. Sådan også hos Montecariano. Her har familien dem tilmed liggende permanent opslået på et stort bord, så de besøgende selv kan tælle stjerner, glas, point osv.



.......
Matteo Caltarossa fremviser en klump jord med årmillioner gamle muslingeskaller.

15. postkort fra Veneto i Italien
Lever af regn og fossiler
– Vores vinstokke lever af regn og fossiler, siger Matteo Caltarossa på Montecariano. – Regnen kommer og går, nogle gange for meget, nogle gange for lidt. Men fossilerne har ligget der siden den eocæne periode, dvs. i mellem 56 og 34 millioner år. Når vi graver i jorden, finder vi masser af muslingeskaller.
Nogle af Montecarianos vinstokke er bundet op på pergolaer, andre er bundet op i lave rækker på ståltråd efter metoden "enkelt Guyot" og forsynet med lange sorte slanger til kunstvanding, der åbenbart er tilladt i Valpolicella.
– Men jeg foretrækker nu en opbinding højdemæssig lidt midt imellem, op over den fugtige jord, men ikke for højt, siger Matteo Caltarossa. – Og jeg kan egentlig ikke lide kunstvanding. Det får vinstokkenes rødder til at hygge sig i jordens øverste lag i stedet for at søge ned efter mineraler.







.......
Da vi besøgte vingården, var man i gang med beskæringen og opbindingen efter metoden "enkelt Guyot".

16. postkort fra Veneto i Italien
Det stærke Sator-kvadrat
Vingården Montecariano benytter som sin logo et ældgammelt magisk kvadrat, der er fundet hele to steder i oldtidsbyen Pompeji: Sator-kvadratet.
I århundreder har kvadratet været brugt som en talisman imod pest og sult, ildsvåde og djævle. Det er blevet skåret i dørkarme og ridset i brød, og den østrigske komponist Anton von Webern (1883-1945) byggede sin koncert opus 24 over det og fik det sat på sin gravsten.
I de fem vandrette rækker og de fem lodrette kolonner kan læses den samme latinske sætning, der kan oversættes til noget i retning af: Sædemanden Arepo holder med sit arbejde hjulene i gang.
Hos Montecariano beskytter det stærke Sator-kvadrat måske mod de biller, maggiolini, som spiser druerne. Hvem ved … Eller måske bliver billerne snarere spist af nogle endnu større biller, som bor i buskene rundt om vinmarkerne.


Pol Roger til brylluppet
Når denne verdens prinser og prinsesser skal giftes, venter mange førende vinproducenter spændt på, om netop deres vin vil blive skænket i glassene til den royale bryllupsmiddag. Den omtale, det giver at være kongelig hofleverandør for en aften, kan godt give et ekstra spark til salget af flasker.
Næste royale bryllup venter lige om hjørnet, når britiske prins William siger ja til Kate Middleton d. 29. april. Hvilken rød- og hvidvin, der vil blive serveret, er endnu under overvejelse på højeste plan. Dog går der rygter om, at vinen vil være af britisk herkomst.
Men der skal også champagne til i lange baner, og her er det lykkedes Decanter at finde frem til, at det bliver bobler fra champagnehuset Pol Roger, som vil blive skænket i glassene – samme champagne som til kronprins Frederik og Marys bryllup.

Opkaldte sin hest efter champagnen
Der er da også lidt britisk historie over champagnen Pol Roger, idet den var Winston Churchills foretrukne champagnemærke. Han opkaldte ligefrem sin væddeløbshest efter den, og på sine mange rejser havde han altid nogle kasser Pol Roger med sig, tappet specielt på 50 cl-flasker.
Da han døde, satte champagnehuset sørgerand om etiketten.
Det siges, at Churchill drak en flaske champagne hver dag, og hans motto var: ”Champagne skal være kølig, rigelig – og gratis.”








Fra filmen Pelican's Watch.

Vinfilm om Santorini
Santorini er et af verdens ældste områder for vinfremstilling, og i dag er den græske ø berømt for sine magtfulde hvidvine på druen Assyrtiko. Det er vine, der er blevet kaldt for "Chablis på steroider".
Nu har Santorini fået sin helt egen film, Pelican's Watch, en dokumentarfilm, der skildrer vinproduktionen på øen og ikke mindst, vinbøndernes kamp mod diverse byfornyelsesprojekter.
Stadig flere vinmarker opkøbes af byggeentreprenører og forvandles til boligbyggeri.
Ifølge Decanter har filmen, som er blevet udvalgt til Los Angeles Greek Film Festival, ikke kun et alvorligt budskab - nemlig at stoppe nedlæggelsen af vinmarker. Den har også en god portion menneskelighed og humor.
Vi må vente lidt med at se filmen i sin helhed, men ved at klikke her kan man se en række små meget korte trailere.

Vinstokke i kurveform
Vindyrkningen på Santorini foregår i øvrigt på en ganske særlig måde. Øen, der opstod for 4000 år siden som følge af et vulkanudbrud, er vindomsust, og for at beskytte vinstokkene mod den hårde vind, dyrkes de i kurveform.
Hvert år tager man samme lange udløber af vinplanten, lægger den i en vinding og fletter den sammen med vindingerne fra tidligere år, så der efterhånden opstår en kurv bestående af vinplanten selv.
Udløberen skyder videre år for år og bliver således længere og længere. Indefter mod roden bliver den tykkere og tykkere, og efterhånden vokser kurven. Man kan faktisk – ved at tælle vindingerne i kurven – se, hvor gammel vinstokken er. Nogle af vinstokkene på øen har rødder hele 400 år tilbage i tiden.



En strid om mor
Det er for alvor oppe i tiden at finde på smarte og let genkendelige vinnavne – i hvert fald i de oversøiske lande. Men en lang række af de rigtig gode navne er allerede taget, og gang på gang sker det, at to vinhuse strides om retten til at sætte bestemte ord på etiketterne.
Netop nu verserer der fx en sag mellem det californiske vinhus Clos Lachance Wines og en vindistributør fra New Jersey om retten til anvendelsen af ordet ”mommy”.
Distributøren har i nogle år solgt en italiensk vin i USA med navnet ”Mommy’s Time Out” (mors frikvarter), mens Clos Lachance Wines har lanceret vinen ”Mommyjuice” i rød og hvid udgave. Begge vinmærker henvender sig målrettet til den trætte, fortravlede mor, der fortjener et hvil med et godt glas vin.

Mor er allemandseje
Clos Lachance Wines mener ikke, at det overtræder varemærkeloven – ordet ”mor” må vel betragtes som allemandseje – og det ønsker derfor rettens blå stempel for at kunne fortsætte med at skrive mommy på etiketterne.
Hvis distributøren skal vinde retssagen, skal han overbevise dommerne om, at etiketterne på de to forskellige vine forvirrer forbrugerne, så de ikke kan skelne den ene fra den anden. Og det bliver nok svært, da etiketten på ”Mommyjuice” er fuld af farver og liv, mens den på ”Mommy’s Time Out” ser noget trist ud.







Druerne fra disse snorlige rækker af vinstokke lægger most til Alamos-vinene fra det argentinske vinhus Catena Zapata.

Argentinske top-sællerter
Verden bliver ifølge Instituto Nacional de Vitivinicultura (INV) stadig gladere for argentinsk vin.
Den største sællert er vinmærket Alamos fra vinhuset Catena Zapata i Mendoza. I løbet af de to første måneder af i år blev der i Argentinas eksportlande solgt omkring 1,8 millioner flasker Alamos, hvilket er en stigning på 36% i forhold til samme periode i 2010. Omsætningen var på et beløb svarende til 13,4 mio. kr. – en stigning på hele 40%.
Andenpladsen indtages også af et vinmærke fra Catena Zapata, Catena, mens tredjepladsen går til Trapiche Roble fra vinhuset Trapiche. Salget af disse vine er ligeledes steget i forhold til januar og februar sidste år. Herhjemme forhandles Catena Zapata’s vine af Philipson Wine, mens Amka fører vinene fra Trapiche.


Château Pave Klemens?
I sidste uge skrev vi om Château Pape Clément og oversatte den pavelige grundlæggers navn til det italienske Clemente – sådan hedder han jo nede i Vatikanet.
Vor læser Lars Christensen, der bor i Callas i Sydfrankrig, skriver, at det måske ikke var helt retvisende, eftersom Clément/Clemente jo var fransk pave.
Men i øvrigt mener Lars Christensen, at vi her i Danmark bør kalde ham for Klemens. – I min skolebog omtales den britiske konge James II som Jakob den Anden, og pave Clément kaldes normalt pave Clemens eller Klemens. Tænk bare på skimmelosten fra Klemensker.


Til_37/09





Druen Silvaner, som det gamle atlas kalder Grüner Silvaner.

Smukke druebilleder på nettet
På nettet har der i flere år kørt en sjov og mærkelig blog, hvor en "mad englishman", Dinos Chapman, samler sjove, sjældne og smukke illustrationer – mange af dem hentet i gamle bøger.
Bloggen hedder Bibliodyssey, og har man tilmeldt sig, får man hver uge en eller flere mails med en ny serie overraskende gamle billeder.
I mandags sendte Dinos Chapman ni smukke portrætter af de for vinfremstilligen mest værdifulde druesorter i Tyskland og Østrig. De er hentet i ”Atlas der für den Weinbau Deutschlands und Oesterreichs werthvollsten Traubensorten” fra 1876.
Siden i Bibliodyssey med druerne kan fremover hentes ved at klikke her, og klikker man på det enkelte billede, får man det i stor størrelse.




.

..................................




<< En plakat fra 1800-tallets slutning, der lokker til nydelsen af absint.

< Også i absintens hjemland Schweiz forbød man drikken. Denne plakat fra 1910 af den schweiziske kunstner Albert Gantner proklamerer død over ”den grønne fe”.




Punktum for den grønne fe
Ordet absint har en duft af ”la belle epoque” (den smukke tidsalder), svingende cancan-piger i Moulin Rouge, bohemeliv og dekadence. Absint var den store modedrik blandt kunstnere, forfattere og levemænd i Paris i 1800-tallets slutning. Vincent van Gogh, Henri de Toulouse-Lautrec, Oscar Wilde og Charles Baudelaire var alle glade absint-drikkere.
Men ”den grønne fe”, som den stærke grønne spiritus også blev kaldt, havde sine modstandere, der gav den skylden for alt lige fra tuberkulose og epilepsi til sindssyge og mord. Og til sidst fik modstanderne medhold. I 1915 blev der indført forbud i såvel Frankrig som i en række andre europæiske lande mod fremstillingen og nydelsen af absint.

Forbuddet ophævet i Frankrig
Flere steder er forbuddet siden hen blevet ophævet, men i Frankrig har man holdt stand – lige indtil nu. For nylig vedtog de franske myndigheder – efter næsten hundrede års bandlysning – igen at lukke ”den grønne fe” ind i varmen. Nu mangler man ifølge Just Drinks kun det blå stempel fra præsident Sarkozy, men det er kun en formalitet.
Nyere tids franske absint-nydere har dog ikke lidt nød. I 1999 fandt landets spiritusproducenter nemlig et hul i loven, som har gjort det muligt at fremstille og sælge absint, så længe der kun står ”spiritus infuseret med absintplanter” på etiketten.
Alligevel glæder ophævelsen af forbuddet den franske spiritusindustri, da den fremover med store bogstaver vil kunne skrive det gammel kendte absint på etiketterne.





.

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen nyheder fra den danske vinbranche i denne uge - de holder alle sammen påske og nyder det gode vejr.



Vi siger tillykke til Jørgen Aldrich
I dag, søndag d. 24. april, fylder Jørgen Aldrich 70 år og skal have et stort tillykke herfra.
I en lang årrække var Jørgen Aldrich som redaktionssekretær, udlands- og kronikredaktør medlem af Fyens Stiftstidendes lederkollegium, og var samtidig avisens flittige vinskribent igennem næsten 35 år.
Efter sin pensionering i 2008 overtog han redaktørposten på Dansk Sommelierforenings medlemsblad, Sommelier, som han har gjort til et stort og indholdsrigt vinblad. Han er naturligvis også optaget i VinAvisens Blå Bog, hvori man kan læse mere om ham.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..
.........
..
    Per Lorentsen (f. 1954) og Mogens Lorentsen (f. 1959) har en hel del tilfælles. De er brødre, holder af god vin og driver sammen firmaet Lorentsens Vinforsyning.
    Det hele begyndte med storebror Per, der, mens han læste til lærer, tog en smut til Bourgogne for at plukke druer.
    Med sig hjem i bagagen bragte han en nyvunden begejstring for vinens verden, hvilket medførte, at han i 1981 slog dørene op for egen vinimport.
    I begyndelsen passede han forretningen sideløbende med sit job som skolelærer, men efter ti år valgte han at blive vinimportør på fuldtid.
    Mogens Lorentsen, der er uddannet i shippingbranchen, arbejdede dengang som fragtchef ved Mols-Linien. Men broderens glæde for vin smittede, og i 2001 sagde han farvel til de vuggende vande for at blive kompagnon i vinforretningen.
    Lorentsens Vinforsyning har vin fra hele verden, men specialet er brødrenes hjertebørn, de fine gamle bourgogner og bordeauxvinene i 1. Cru.
    Ud over forretningen har Per og Mogens Lorentsen travlt med at holde vinsmagninger og arrangere vinrejser. Og så er de mændene bag den store Ebeltoft Vinfestival.
    Brødrene har endnu en ting tilfælles: De elsker at lave mad. Så den sparsomme fritid henlægges ofte til køkkenregionerne, hvor de to kreerer lækre middage til glæde for hustruer og børn.
    Adresse: Lorentsens Vinforsyning, Erik Menveds Vej 20, 8400 Ebeltoft, tlf.: 86 34 37 72, e-mail: post@lorentsens-vin.dk, www.lorentsens-vin.dk.





    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.


Agerhønen skal være ved at dø, før dens øjne får vinens lyse farve (foto: Marek Szczepanek).

 


Hvorfor agerhønens øje?
VinAvisen har flere gange nævnt vinfarven Oeil de Perdrix, og Hans Henrik Hansen vil gerne vide, hvorfra det mærkelige udtryk kommer.
Oeil de Perdrix er fransk og betyder agerhøneøje, og det er benævnelsen på farven på en ganske lys rosévin.
Hvis man kigger en agerhøne i øjnene, er disse ikke spor lyserøde, men flere kilder fortæller meget dramatisk, at farven opstår under fuglens dødskamp.
Udtrykket menes at være opstået i middelalderen i Champagne-distriktet, før man fandt på at komme bobler i vinen. Vinbønderne havde svært ved at få Pinot Noir-druen til at give rødvine med krop som vinene fra konkurrenten, Bourgogne, så de begyndte derfor at fremstille hvidvine af de blå druer ved hurtigt at fjerne drueskindet med det røde farvestof.
Det lykkedes dem dog ikke helt. Der blev lidt rød farve tilbage, og denne blegrøde vin fandt en eller anden på at kalde for Oeil de Perdrix – Agerhøneøje.
Oeil de Perdrix blev en særlig stil, og denne stil tog ikke mindst vinbønderne i den schweiziske kanton Neuchâtel til sig. Her er vinen i dag en yndet specialitet.
En anden benævnelse for en ganske lys rosévin er vin gris – grå vin. Og får man en vin Gris de Gris – grå af grå – er der tale om en vin lavet af let farvede druesorter, der kaldes gris. Det kan fx være Grenache Gris.
.....



Ugens vinøse billede
På den nyligt afholdte Nordsjællands Gourmet- og Vinfestival var der stor interesse for sherry-standen – hvilket fremgår af dette billede, som Lars Møller fra The Wine Company har taget.
Bag standen havde Angela de la Rosa og Manuel Francisco fra Den Spanske Ambassades Handelsafdeling travlt med at skænke den skønne spanske hedvin i glassene. Der blev i alt uddelt hele 600 smagsprøver i løbet af den ene dag, arrangementet varede.
Glæden for sherry er i det hele taget stigende herhjemme - især hos forbrugere mellem 30 og 50 år. Og det er frem for alt den tørre, sprøde Manzanilla, den friske Fino og den koncentrerede søde Pedro Ximénez, der vækker begejstring hos danskerne.
Ifølge Angela de la Rosa blev der dog under festivalen også smagt flittigt på sherry-typerne Oloroso og Amontillado.
Man kan læse mere om de mange forskellige sherryer ved at klikke her.

 Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.






...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130

...............................
    .....................
    117 På danske Peter Works vingård Ampelos Cellars i Californien undersøges vinens energier i en petriskål (foto © Philippe Coerey)
    ...............
    ...............







Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 40 vine. Af disse vine var der 27, som fik mere end to stjerner, og hele 21, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 129 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Serbato, Batasiolo, Chardonnay, Langhe, Italien, 2009
89,75 kr., på tilbud indtil 7. maj: 66,67 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
Blød og lækker hvidvin med en lille fedme og med frugt, krydderi, syre og sødme i fin balance. Både til mad og som terrassevin.


La Combe Bazin, Domaine Prunier, Chardonnay, Bourgogne Saint-Romain, Frankrig, 2008
99 kr., Franske Vinhus
Fint krydret hvidvin med en lille fedme, en ren frugtsmag og tilpas syre. Glimrende til lettere retter, en frokost eller et køligt glas under en parasol.


Montebaco, Verdejo, Rueda, Spanien, 2010
110 kr., pris ved 12 flasker: 99 kr., Vinoble
Frisk og frugtagtig hvidvin med fint krydderi og tilpas syre. En glimrende ledsager til fisk og skaldyr - og til lettere retter i det hele taget.


Orion Classic, Skærsøgaard, regional vin fra Jylland, Danmark, 2010
145 kr., Skærsøgaard Vin
Citrus og papaya præger duften af denne liflige hvidvin, mens smagen er tør og frisk, læskende og med en forfriskende syre, der gør vinen yderst velegnet til mad. En vis fedme får eftersmagen til at holde længe i munden. Med sine kun 11% alkohol er vinen perfekt til en sommerfrokost på terrassen.


Ampelos White, Ampelos Cellars, Viognier, Californien, USA, 2009
215 kr., Otto Suenson & Co.
En vidunderlig hvidvin, der dufter af melon og modne sommeræbler. Smagen folder sig ud i munden med stor frugt, en behagelig fedme og et forfriskende pust af citrus. En vin i topform.


Manoir Grignon, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2009
56,95 kr., ViniPortugal
En udmærket hvidvin med en smag med noter af æbler og kvæde samt behersket syre.


Quassar, Sauvignon Blanc, Curico Valley, Chile, 2010
59 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Jabeco-Wine
Let, blød, ret enkel og nem at drikke. En udmærket og meget anvendelig hvidvin til en rimelig pris. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Rockridge Road, Californien, USA, 2008
80 kr., i april: 65 kr., Nordic Wine Traders
En dejlig rødvin med god fylde og med en lang eftersmag af friske sommerbær. Man kan stadig nå at få den til tilbudsprisen.


Eminens, Somontano, Spanien, 2004
85 kr., pris ved 6 flasker: 35 kr., Holte Vinlager
Syv år gammel, moden og afrundet rødvin med blød frugt. Den skal drikkes nu. Prisen ved seks flasker er simpelt hen fantastisk lav.


Sassi Bianchi, Chianti Colli Senesi, Italien, 2009
89 kr., The Wine Company
Glimrende rødvin med en saftig og samtidig elegant, let smag. En nydelse.


Altivo Barrel Selection, Finca Eugenio Bustos, Malbec, Mendoza, Argentina, 2008
114 kr., X Wine
Mørk chokolade, men også modne kirsebær og kaffe præger både duften og smagen af denne lækre rødvin. Det er en vin, mange vil kunne lide.


Medalla Real, Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile, 2008
119 kr., Amka
Medalla Real er Santa Rita's topvin, der i 1987 vandt berømmelse som vinderen af vin-oplympiaden i Paris. Og vinen i denne årgang lever op til berømmelsen. Det er en kraftig, men også blød og meget lækker vin med diskrete fadtoner. Til prisen et kup.


Ironny, Pinot Noir, Monterey County, Californien, 2009
125 kr., på tilbud: 99 kr., Haller Vine
En herlig Pinot. En superlækker og blød rødvin med druens karakteristiske smag.


Godelio, Bierzo, Spanien, 2008
129 kr., Valuewine
Blændende dejlig rødvin med en ren, fyldig frugtsmagt og bløde tanniner.


Ampelos Rosé, Ampelos Cellars, Syrah, Californien, USA, 2009
149 kr., Otto Suenson & Co.
Der er jordbær over duften af denne dejlige rosévin. Smagen er behageligt tør, læskende, med rødvinskarakter og med masser af frisk frugt.


I Palazzi, Brunello di Montalcino, Italien, 2005
169 kr., Wine.dk
En skøn Brunello - en seks år gammel rødvin, moden og helt på toppen. Hold da op, hvor er den go'!


Saint Jean du Barroux, Philippe Gimel, Ventoux, Frankrig, 2006
199 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., A Vinstouw
En fin vin - og en fint krydret vin. En typisk og karakteristisk Rhône-vin.


Stielle, Rocca di Castagnoli, Toscana IGT, Italien, 2005
199,95 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Hammergod rødvin med en dejlig, ren frugtsmag og en blød syre. En rigtig toskaner.


Ampelos Lambda, Ampelos Cellars, Pinot Noir, Californien, USA, 2006
254 kr., Otto Suenson & Co.
En meget harmonisk rødvin med god fylde, moden frugt og et strejf af sødme. Eftersmagen slutter rundt og blødt.


Ampelos Gamma, Ampelos Cellars, Syrah, Californien, USA, 2006
269 kr., Otto Suenson & Co.
Der er modne brombær i duften af denne rødvin, mens smagen er dybt koncentreret med mørke kirsebær, chokolade og chili. Plask den gerne over i en karaffel før servering.


Three Pines, Stark-Condé, Syrah, Jonkershoek Valley, Sydafrika, 2007
289 kr., Lago Import
Er du vimmer mand ... sikke en rødvin. Den har en afrundet, fortættet og kompleks smag, der giver mindelser om en god Côte Rôtie.


Ampelos Prho, Ampelos Cellars, Pinot Noir, Californien, USA, 2006
315 kr., Otto Suenson & Co.
En super aromatisk rødvin. Den har typisk Pinot Noir-karakter, men dens kraft, koncentration og høje alkoholindhold (14,6%) røber, at vi er langt fra Bourgogne. Eftersmagen varer længe med noter af modne kirsebær, ribs og stikkelsbær. Nyd den til retter med kalvekød.


La Planta, Ribera del Duero, Spanien, 2008
84 kr., Jysk Vin
Blød og ret let rødvin med mellemfyldig frugt og en lille sødme.


Spier, Vintage Selection, Costal Region, Sydafrika, 2006
98,50 kr., på tilbud i denne uge (uge 17): 46,50 kr. ved 6 flasker, Kvickly
En frugtbombe på druerne Shiraz, Mourvèdre og Viognier med kraftig duft og bred, saftig smag. En vin, der skal skænkes til en kraftig kødret. Gem den til en aften med grill og stærke krydderier.


Epsilon, Southern Wineyards, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2009
150 kr., pris ved 6 flasker: 120 kr., Propperiet
Kraftig rødvin - en rigtig australier med muskler. Er man til den slags vine, så er her en, der smager godt. Flasken har skruelåg.


Ampelos Syrache, Ampelos Cellars, Californien, USA, 2007
199 kr., Otto Suenson & Co.
Navnet Syrache er en sammentrækning af de to druer, som denne rødvin er fremstillet på, Syrah og Grenache - dog er der brugt hele 72% af den første. Det er en meget koncentreret og lidt lukket vin. Den har god frugt, men også et lille bid af alkohol.

Sød vin


Le Sauternes de ma Fille, Château Latrezotte, Bernard Magrez, Sauternes, Frankrig, 2006
189,95 kr., H.J.Hansen Vin
En typisk Sauternes, ikke sliksød, med tilpas syre og med strejf af den ædle råddenskab og toner af banan, mango, papaya. En elegant vin.





....... ............



...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.