Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 34. 2011



Nyheder i uge 34, 2011

Læs uge 33.......Læs uge 32.......Læs uge 31








Moscato-druer fra en vinstok i italienske Asti. Foto: Asti Docg.

Amerikanernes søde tand
Salget af den søde vin på Moscato-druen er nærmest eksploderet i USA inden for de sidste par år. Og det gælder både den importerede vin, der fortrinsvis stammer fra Italien, og den, der fremstilles på amerikansk jord.
I 2008 blev der solgt Moscato-vin i USA for 32 millioner dollars (cirka 166 mio. kr.) – sidste år lød tallet på 105,5 mio. dollars (cirka 547 mio. kr.). Det vil sige over en tredobling af omsætningen på to år.
Den Moscato, som det store amerikanske vinhus Gallo fremstiller, tegner sig for hele 43% af salget, mens den søde vin fra Sutter Home ligger på andenpladsen med 27%. Når det gælder Gallo’s Barefoot Moscato, er salget steget fra 3,3 mio. dollars (cirka 17 mio. kr.) i 2008 til 31 mio. dollars (cirka 161 mio. kr.) i 2010. For Sutter Home’s Moscato er salget mere end fordoblet til 37 mio. dollars (cirka 192 mio. kr.).

De unge er til Moscato
Moscato-vinen er således den hurtigst voksende enkelt-druevin på det amerikanske marked i øjeblikket.
Nogle af de større amerikanske Moscato-producenter har så svært ved at følge med efterspørgslen, at de må importere den søde vin som bulk fra Spanien og Italien og derefter tappe vinen på flasker i USA.
Det er frem for alt den nye unge generation, der med en spirende vininteresse har kastet deres kærlighed på Moscato-vinene.
Ifølge Market Watch er halvdelen af de amerikanere, der har hang til Moscato, under 45 år. Og ud af dem tilhører 30% Millenium-årgangene – de unge mellem 18 og 28 år.
Årsagen er, at mange unge kan lide sød vin – og at man for yderst rimelige penge kan få en glimrende Moscato.



New Zealand i krise
Som vi fortalte i uge 32, er de newzealandske vinproducenter hårdt trængte i øjeblikket. Krisen kradser på grund af en gevaldig vinsø, der trykker vinpriserne i bund.
Et stigende antal vinproducenter forsøger at sælge deres vinhuse og marker, før det går helt galt. Men det er næsten umuligt – også selv om de oprindelige salgspriser er mere end halveret. Resultatet er, at adskillige vinhuse har måttet dreje nøglen om.
Alene inden for det sidste år har den newzealandske vinverden måttet sige farvel til Matakana Estate, Awatere Vineyard Estates, Cape Campbell Wines, Gravitas Wines og Stoney Range Wines. Og for få dage siden gik producenten Amor-Bendall i Gisborne i betalingsstandsning med en gæld på mere end 1,8 millioner NZD (cirka 7,7 mio. kr.).




Kinesiske månekager, som spises og gives som gave under Månefestivalen. Foto: Wikipedia.

Bordeaux-slot fejrer kinesisk festival
Kineserne har rigtig mange festdage i løbet af året, og en af de vigtigste er Zhongqiu, Månefestivalen, der har rødder 3000 år tilbage i tiden.
Den afholdes i september eller oktober, og ligesom med vores påske på forskellige datoer afhænger tidspunktet for festen af Månens faser. Den er dog ikke kun en fejring af Månen, men også af bøndernes høst.
I Bordeaux bor der efterhånden et større antal kinesere, som alle på en eller anden måde er involveret i vinindustrien, og de skal selvfølgelig fejre Månefestivalen, som i år falder d. 12. september. Og her har man hos 1. cru-slottet Château Giraud i Sauternes fået en god idé. Man vil lade vinslottet være rammen om en storstilet Zhongqui festival – og samtidig fejre slottets druehøst, som på det tidspunkt vil være i fuld gang.

Månekager og sød vin
Under Månefestivalen spiser kineserne traditionen tro månekager – en sød og tung sag, der nedsvælges med masser af te. Kagerne skal nok komme på bordet, men mon ikke Château Giraud erstatter tevandet med et glas af husets egen søde Sauternes-vin.
Med fejringen af festivalen ønsker vinslottet ifølge Decanter også generelt at styrke sine relationer til Kina med en øget eksport af vin for øje. Konkurrencen blandt slottene i Bordeaux om det kinesiske marked er hård, så det gælder om at gøre sig lidt ekstra bemærket, når chancen byder sig.




.




Høstmaskinen sprøjter blå druer ud hos Bordeaux-slottet Château de Sours.

Der høstes i Bordeaux
Så har startskuddet lydt til druehøsten i Bordeaux. Og det skete hos det anerkendte vinslot Château de Sours, som for få dage siden gik i gang med at høste Cabernet Sauvignon og Merlot til sin mousserende rosé.
Det er tidligere end nogensinde før, og høstfolkene har travlt. En dyne af varme har lagt sig over Bordeaux, og termometret spås til at nå op på omkring 35 grader. Varmen øger indholdet af sukker i druerne – og dermed indholdet af alkohol i den færdige vin. Château de Sours’s mousserende rosé skulle helst ikke overskride et alkoholindhold på 13,5%.
Mens høsten sidste år stadig var i fuld gang i slutningen af september, så regner man med i år at have den sidste drue i hus inden midten af september. I 2009 varede høsten helt ind i oktober hos Château de Sours.

Mere fransk vin på bordet
Også andre distrikter i Frankrig varmer op til årets høst, og på landsplan forventer man, at der vil blive høstet 47,9 millioner hektoliter druer – hvilket er 6% mere end i 2010.
Ifølge Frankrigs ministerium for landbrug og fiskeri vil der blive høstet 23 mio. hektoliter vin under kategorien AOP (Appellation d'Origine Protégée) – den nye betegnelse for AOC (Appellation d’Origine Contrôlée), mens 13,6 mio. hektoliter vil gå til vin med betegnelsen IGP (Indication Géographique Protégée) – tidligere kendt som Vin de Pays.


Pinotage med kaffesmag
Nogle rødvine kan godt dufte og smage lidt af kaffe eller mokka. Årsagen er blandt andet det egetræ, der er brugt til modning af vinen – og ikke mindst den grad af ristning, fadet har været udsat for.
I visse sydafrikanske rødvine, fremstillet på Sydafrikas national-drue Pinotage, er denne kaffe-aroma særligt udtalt – hvilket ifølge flere forskere skyldes, at netop denne drue er ekstra god til at fremhæve den specielle duft og smag.
Gennem de sidste ti år er stadig flere sydafrikanske vinproducenter begyndt at fremelske kaffe-aromaen yderligere i vinen under vinfremstillingen – blandt andet via ristningen af fadene.
Det har delt vandene i Sydafrika mellem dem, der mener, at frugten bør dominere duft og smag i en Pinotage-vin, og så dem, der hælder til kaffe-udgaven.

En diskussion om koffein
Et hold forskere ved universitetet i Pretoria undersøgte for nylig en række Pinotage-vine og fandt efter sigende et højt indhold af koffein i nogle af vinene.
Det tilbageviser man på det kraftigste hos det sydafrikanske landbrugsinstitut, hvor man efterfølgende ligeledes – og ved hjælp af massespektrometri – har undersøgt adskillige vine på Pinotage-druen, uden at finde det mindste spor af koffein.
Og således diskuterer forskerne, mens verden nyder de dejlige rødvine.
Et faktum er det, at rigtig mange forbrugere – især i Sydafrikas eksportmarkeder – er begejstrede for kaffe-aromaen i Pinotage-vinene.




I 600 år har man afholdt et løb gennem Montepulcianos hovedgade. I gamle dage foregik det på hesteryg - i dag er det store, tomme vinfade, der trilles af sted med byens kirke som mål. Foto: Adriano Farina.

Et løb med vinfade
Der er bestemt noget om, at "tomme tønder buldrer mest". Det bliver man fuldt ud klar over, hvis man er tilskuer til den årlige Bravio delle Botti i Montepulciano.
Årets udgave af denne særlige konkurrence, hvor det gælder om, hvem der hurtigst kan trille et 80 kg tungt (og tomt) vinfad 1800 meter, bliver afholdt d. 28. august og som sædvanlig under stor festivitas.
I alt deltager otte hold med to "springitori" (løbere), og når startskuddet har lydt, trilles der på livet løs via hovedgaden gennem den gamle bydel og hele vejen op til byens katedral.

Hestene fik sparket
Løbet er blevet afholdt i de sidste 600 år til ære for Montepulcianos skytshelgen, San Giovanni Delcollato. I et dokument fra 1373 er retningslinjerne for afholdelsen blevet nedskrevet, og præmien er nøjagtig den samme som dengang: et banner af silke med et portræt af helgenen.
Også ruten, hvor løbet foregår, samt den store parade med udklædte indbyggere før selve konkurrencen er fulgt med op gennem århundrederne.
Det eneste, der er ændret, er, at det oprindelig var heste, der fór gennem byens hovedgade. I 1974 mente byens præst, at de vilde heste var skyld i al for megen offentlig uro, og han gennemtrumfede derfor, at de blev erstattet af vinfade.
I hele ugen op til den store dag er der hver aften fest i gaderne i Montepulciano med smagsprøver på god mad og vin.
En lille film på YouTube giver et godt indtryk af begivenheden med al dens larm og hundredvis af tilskuere. Og som man kan se, går ruten, som fadene skal følge, udelukkende opad, så det er noget af et arbejde at nå i mål.








Det var Rheinhessens vinprinsesse, Annika Strebel, der med diadem på hovedet indledte Federweisser-høsten i Westhofen. Foto: Deutsche Weine (DWI).

Ny Federweisser på vej
For de fleste tyskere er det svært at forestille sig et efterår uden Federweisser – også kaldet for Bitzler, Rauscher eller Sauser. Det er den hvide og uklare halvgærede druesaft. Og den er med til at skyde vinhøsten i gang, da den fremstilles på tidligt modnede druer som Ortega og Siegerrebe.
De første druer til Federweisser blev høstet for få dage siden i Westhofen i Rheinhessen, og det er usædvanlig tidligt – normalt sker det først i slutningen af august.
I begyndelsen af september regner man hos Deutsche Weininstitut med, at den egentlige druehøst begynder.

Drikkes til Aufschnitt
Ideelt drikkes den halvgærede vinmost, når sødme, alkohol og frugtsyre er i god balance. På det tidspunkt har drikken et indhold af alkohol på cirka 5%. Senere forvandles mere af sukkeret til alkohol, og mosten kan få en lidt bitter smag.
Mange tyskere drikker den afkølede Federweisser i de små serveringer, som vinbønderne har oprettet, og som kaldes "Strausswirtschaft" eller "Besenwirtschaft", idet de kendetegnes ved en buket på eller en kost ved døren (Strauss = buket, Besen = kost). Her kan man få lidt Aufschnitt – afskåret pølse og skinke, groft brød og friskbagte Semmeln – og måske også Zwiebelkuchen og Esskastanien.
Der er flere bud på, hvor Federweisser har fået sit navn fra. Måske er det afledt af, at man i gamle dage gav mosten en let filtrering gennem en fjer (Feder).




Serien af AC/DC-vinene.

Skål i motorvej til helvede
Gennem de sidste ti år har et stigende antal berømte skuespillere og popstars kastet sig over vinens verden med egne vingårde og vine på bordet. Gerard Depardieu, Antonio Banderas og Cliff Richard er blot tre eksempler på kendiser, der også er vinproducenter.
Sidste skud på stammen er det legendariske australske rockband AC/DC. Bandet har nu i samarbejde med vinhuset Warburn Estate i New South Wales lanceret en serie vine, der er navngivet efter nogle af AC/DC’s største hit.
Vinserien sælges foreløbig kun i Australien – hvor den garanteret vil blive revet væk af rockbandets mange fans.
Serien omfatter blandt andet "You Shook Me All Night Long" – en sød vin på Moscato-druen – en Cabernet Sauvignon med navnet "Highway to Hell" og en "Hells Bells" Sauvignon Blanc.








Eric Axelsen.

En københavner på eventyr
I Colchagua Valley i Chile finder man – blandt navne som Fernando, Ramón og Antonio – noget så ærkedansk som Søren, Peter, Eric og Ingrid. Den danske familie med efternavnet Axelsen har boet i Colchagua siden 1987, hvor de grundlagde vinhuset La Playa.
Men familiens vinøse eventyr har rødder endnu længere tilbage – til dengang, hvor Søren Axelsen i 1952 som 20-årig forlod København for at opleve verden.
Undervejs kom han til Chile, blev interesseret i vinindustrien og endte med at slå sig ned som drueavler i Californien. Gift blev han også med miss Danmark årgang 1955 (Inger), og sammen fik de sønnerne Peter og Eric.
For nylig besøgte Eric Axelsen København, og inviterede sammen med sin danske importør Kjær & Sommerfeldt til en smagning af en række af La Playa’s dejlige vine – rødvine, hvor frugten er i front, og egetræet lever en mere tilbagetrukket tilværelse. Der er stjerner til samtlige vine længere nede i denne VinAvis.

Sendte en container til Danmark
Søren Axelsen glemte aldrig sit ophold i Chile. Og at han sammen med sine sønner valgte at åbne et vinhus i Colchagua var ingen tilfældighed. De indså, at der var mulighed for at skabe store rødvine i netop dette vindistrikt.
Da de kom til Colchagua, var vinfade af stål, temperaturkontrol og ny teknik en by i Rusland. Chilensk vin var generelt ikke af særlig god kvalitet og blev da heller ikke regnet for noget af omverdenen.
I begyndelsen fremstilledes der udelukkende bulkvin hos La Playa, og i 1988 sendte vinhuset en container med vin af sted til Danmark og var dermed blandt de første eksportører af chilensk vin til landet.
I dag er al vinen tappet på flasker, vinhuset har fået vokseværk og fremstiller 2,4 millioner flasker årligt, og vinmarkerne i Colchagua har fået følgeskab af marker i Limari – et køligt område langs kysten, som er perfekt til dyrkning af hvidvinsdruer og Pinot Noir.

Håber på en fremtid for Carmenère
La Playa laver mest rødvin – blandt andet nogle fantastiske vine på Chiles nationaldrue, Carmenère.
Ifølge Eric Axelsen har det ikke været helt let at få aftagerlandene til at interessere sig for disse vine. Nu er der dog kommet rigtig godt skub i salget, og han ser en fremtid for sig, hvor Carmenère bliver lige så uløseligt forbundet med Chile, som Malbec-druen er det med Argentina.
Hos La Playa fremstiller man flere serier vine i forskellige prisniveauer. Under smagningen lagde vi straks – og til vores store glæde – mærke til, at flaskerne i den billigste serie, Estate-vinene, alle var forsynet med skruelåg. Men hvad med resten af vinene?
– Vi eksperimenterer i øjeblikket med nogle af de lidt dyrere vine, og det går også vældig godt, sagde Eric Axelsen. – Problemet er bare, at ikke alle lande er lige begejstrede for skruelåg. Mens de britiske vinimportører ligefrem efterspørger det, så er det utænkeligt i fx Brasilien at sælge en vin med skruelåg.
VinAvisen har for nogle år siden besøgt det smukke og spændende Colchagua-distrikt. Det blev der en postkort-serie ud af, som kan ses ved at klikke her.






Høstmængden sat op i Champagne
Verden kræver mere champagne i glassene. Hos CIVC (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne) regner man med en stigning i salget på 2% hvert år indtil 2014. Og man har derfor valgt at gøre noget ved sagen, før der ligefrem bliver mangel på de dyre bobler.
Hvert år revideres grænsen for, hvor mange druer man må høste pr. hektar i Champagne. I 2010 lå den på 10.500 kg pr. hektar, hvilket var en forøgelse på 800 kg i forhold til 2009. Nu har CIVC ifølge Decanter sat grænsen op til 12.500 kg pr. hektar. De fleste af champagnehusene har endda ønsket en endnu højere grænse på 14.000 kg., men den er CIVC altså ikke gået med til.



< Isabelle Legeron er en sprudlende fortæller, mens hun kører rundt i det georgiske vinlandskab.


"That crazy french woman"
Masters of Wine er mest et britisk foretagende. Der er to vinmestre i Finland, tre i Norge, to i Sverige – og (endnu) ingen i Danmark. Og så er der næsten 200 i Storbritannien; men kun 28 i USA.
En af de britiske vinmestre er faktisk fransk, datter af en fransk vinbonde og sjette generation i et cognachus. Hun hedder Isabelle Legeron, og det er en meget entusiastisk og livlig ung dame, der kører sit eget tv-program med titlen "That crazy french woman". Det handler naturligvis om vin.

Et enestående smage-eventyr
I et af sine shows, der er lagt ud på YouTube, tager Isabelle Legeron seerne med til Georgien – landet øst for Tyrkiet, hvor vinens vugge stod.
Her har man lavet vin i 8000 år, og stadig bruger man nogle steder store, nedgravede lerkrukker, quevri, til gæring og opbevaring af vinen. Ganske som man har gjort i århundreder.
Georgisk vin er bogstaveligt talt ukendt på vore breddegrader – Google fortæller, at vi i Danmark kun har et enkelt par importører. Men Isabelle Legerons entusiasme tyder på, at det kunne være interessant at lære både landet og dets vine at kende.
Isabelle Legeron siger: – Georgien og dets vin er stadig vild og rå, og hvis man søger et enestående og virkeligt smage-eventyr, vil landet bestemt ikke skuffe.







En fantastisk udsigt over Douro-dalen med Churchill's vinmark Quinta da Gricha. Foto: Kåre Selvejer.


En dag i portvinens tegn
Enhver med glæde for portvin bør sætte et kryds i kalenderen d. 7. november. Her er Børsen i København traditionen tro rammen om den årlige Portvinsfestival, hvor man vil kunne smage portvin fra omkring fyrre forskellige portvinshuse. Sidste år tiltrak festivalen hele 900 besøgende.
Som vanligt er dagen delt op, så der er en pressesmagning kl. 11.30, hvorefter vinskribenter, restauratører, sommelierer og vinhandlere kan smage og få sig en snak ved de mange stande.
Fra kl. 16 til 18 og igen fra kl. 19 til 21 åbnes dørene så for enhver, der har lyst til at lægge vejen forbi. Dog kræver det en billet, og den kan allerede nu bestilles for 225 kr. hos Forlaget Smag.

Stejle marker og fodtramp
Det er portvins-kapaciteten Henrik Oldenburg, der står bag festivalen, og i år har han engageret Johnny Graham fra portvinshuset Churchill som gæstetaler for pressen. Han er ud af den berømte gamle portvinsfamilie Graham og ved, hvordan man laver rigtig god portvin.
I 1981 grundlagde han et helt nyt portvinshus, som han opkaldte efter sin hustrus ungpigenavn, Churchill.
Johnny Graham vil fortælle om huset og skænke nogle af sine bedste portvine i glassene, bistået af sin danske importør Kåre Selvejer fra Wine.dk.
Det er også Kåre Selvejer, der har sendt os billedet ovenfor, der viser Churchill’s vinmark Quinta da Gricha. Druerne herfra presses – ligesom de øvrige af husets druer – af menneskefødder i store åbne granitkar, såkaldte lagarer, hvor der trampes frem og tilbage. Ifølge Johnny Graham er det ikke for traditionens skyld, men fordi det er den bedste måde at fremstille portvine af høj kvalitet.
Også under publikums-åbningen vil der blive lejlighed til at smage Churchill's vine.







En istap i hvidvinen
Hvis man ikke er uddannet vintjener, kan det godt være lidt besværligt og medføre en del vandsjaskeri, når flasken skal op af en vinkøler fyldt med is og vand.
Måske er det ønsket om at slippe for den slags, der ligger bag en ny dims, Corkcicle, fra det amerikanske firma Hewy Wine Chillers.
Den består af en korkprop, der er forsynet med en lang istap – dog ikke af vand, men af en plastic-gel, der kan fryse. Når istappen har ligget et par timer i fryseren, er den klar til at stikke ned i vinflasken, hvor den køler vinen indefra i stedet for udefra. Ret smart faktisk.
Man kan læse mere om Corkcicle ved at klikke her.





...




<< Trappeopgangen til whiskybaren er beklædt med stave fra gamle fade og andet træværk fra destilleriet Balvenie.

< Bardisken, lamperne og stolene er ligeledes fremstillet af træ fra destilleriet.


Whiskybar af fade og genbrugstræ
Den britiske design-gruppe Anonymous Artists er yderst kreativ. Og for nogen tid siden fik designerne lov til at udfolde deres kreativitet i en gammel whiskyforretning i Londons Covent Garden.
I løbet af kort tid forvandlede de forretningen til en midlertidig whiskybar med en levetid på fire uger. Og til indretningen anvendte de udelukkende genbrugstræ fra det skotske destilleri Balvenie i Dufftown – i alt 3500 lameller fra træpaller og emballage samt halvtreds gamle og kasserede whiskyfade. Efter sigende skulle træet have afgivet en liflig destilleri-duft i baren.
Alt imens, ugerne gik, byggede designerne videre på interiøret, så det konstant ændrede sig til glæde for de gæster, der kom igen.
Ud over at servere whisky til gæsterne blev The Whisky Den, som baren blev døbt, også brugt til specielle smagninger og foredrag om whisky.
På Anonymous Artists’s hjemmeside kan man se en lille film om skabelsen af baren. Der spoles meget hurtigt, hvilket giver en sjov virkning.





.

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

..

.
.


    Lars Gregersen (f. 1964) er den ene halvdel af vinfirmaet Lago-Import. Den anden halvdel er hans kompagnon Ole Andreasen – og navnet på deres firma er ganske enkelt en kombination af forbogstaverne i Lars, Andreasen, Gregersen og Ole.
    Lago-Import er beliggende i Nakskov, men leverer vin og spiritus til et netværk af mere end 100 professionelle vinhandlere fordelt over hele landet. Selv kommer Lars Gregersen fra bankverdenen, hvor han i en længere årrække var marketingchef i en lokal bank på Lolland. Uddannelsesmæssigt er han HD i afsætningsøkonomi, der blev læst på aftenskole sideløbende med finansdiplomstudiet.
    Men vin har altid været hans store fritidsinteresse, og i 1989 etablerede han sammen med Ole Andreasen Lago-Import, da de to mente, at deres privatforbrug nødvendiggjorde egen import. I starten var det naturligvis ren garageimport, men efterhånden tog den vinøse hobby så megen tid, at Lars Gregersen i 1995 valgte at forlade banken og hellige sig vinen.
    Lago importerer i dag vine fra blandt andet Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Chile og Canada. Firmaet er dog specielt fokuseret på klassiske europæiske produkter - og især på vine fra Bordeaux. På spiritussiden er Lago en af landets største importører af skotsk maltwhisky, men også cognac er et vigtigt element i sortimentet.
    Kendte huse er bl.a. Château d’Angludet i Margaux, De Venoge Champagne, de italienske vinhuse Gigi Rosso i Piemonte, Salvaterra i Veneto og Fornacina i Toscana, Vallegre i det portugisiske Douro, La Fortuna i Chile, Stark-Condé og Joostenberg i Sydafrika, Duncan Taylor i Skotland og Maxime Trijol i Cognac.
    Lars Gregersen er en meget flittig foredragsholder og er ofte at finde rundt i landet, når lokale vinhandlere afholder en aftensmagning. Det bliver som regel til mellem 50-60 aftener om året.
    En del af fritiden går med at udvikle og forfine produktionen af Lars Gregersen og Ole Andreasens egen vin Odin, der produceres i Bordeaux. Første årgang på markedet blev 2005, der på det nærmeste blev revet væk, før den landede i Danmark.
    Lago har etableret et uddannelseslegat, der yder økonomisk bistand til unge, der er ansat i specialhandlen og evt. under uddannelse i vin- og spiritusbranchen. Flere informationer kan findes ved at klikke her.
    Adresse: Lago-Import, Linkøpingvej 33, 4900 Nakskov, tlf.: 54 92 74 00, e-mail: lago@lago.dk, www.lago.dk.


Til_37/09



    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.


 

Hvor stor er Frankrigs vinmark?
Hans P. Mortensen skriver, at han mener, at Frankrig har verdens største areal med vin, men hvor meget fylder disse mange vinmarker egentlig i hele det store land?
Faktisk har Spanien et større areal med vin end Frankrig, men Frankrig har en større produktion og ligger og kappes med Italien om på det punkt at være verdens største.
I alt har Frankrig 800.000 hektar vinmarker, og det svarer til sølle 1,45% af landets areal på 551.500 km2.
Der kan jo sådan set dyrkes vin de fleste steder i Frankrig, men dyrkningen er koncentreret i nogle regioner og distrikter med favorable forhold med hensyn til klima og ikke mindst terroir, hvor den kaldholdige jord på hævet gammel havbund findes mange steder.
I dag er der lige under 500 lovmæssigt afgrænsede områder med egen appellation, og på kortet her ses, hvordan de er fordelt.
......





...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    134 I de 5 km lange hvælvede kældre hos vinhuset Patriarche i Bourgogne-hovedstaden Beaune hviler flaskerne i støvede geledder (Foto © Trine Schou)
    ..............................







Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 40 vine. Af disse vine var der 28, som fik mere end to stjerner, og hele 24, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 135 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Il Fojonco, Riunite, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro, Amabile, Italien, lav alkohol (8%)
59,75 kr., på tilbud indtil 18. september: 50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Denne fint boblende Lanbrusco-rødvin er hammergod. Frisk og med læskende frugt. En vin, man kan drikket i store slurke - og samtidig nyde den lave pris.


Les Caves des Hautes-Côtes, Crémant de Bourgogne, Brut, Frankrig, 2002, lav alkohol (12%)
99 kr., Franske Vinhus
En årgangs-crémant, ni år gammel. Alderen kan godt smages, men egentlig smager vinen godt med sin friske mildhed og noter af brød. Den er som sagt dejlig, men skal drikkes nu.

Hvidvin


Victoria Bay, Darling Cellars, Chardonnay, Darling, Sydafrika, 2011, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., Amka
Den kendte danske vinmager Peter Vinding-Diers har i samarbejde med det sydafrikanske vinhus skabt denne vellavede, prisbillige hvidvin. Vinen har en kraftig, krydret duft og en frisk smag med noter af egetræ fra de træstave, der har gjort den selskab i tre måneder. Vinen vil være på tilbud i SuperBest til 37,33 kr. ved 3 flasker om nogle uger.


Medalla Real, Gran Reserva, Santa Rita, Sauvignon Blanc, Leida Valley, Chile, 2009, middel alkohol (14%)
89 kr., på tibud i denne uge (uge 34): 50 kr. ved 2 flasker, SuperBrugsen
Flot hvidvin med alle Sauvignon-druens karakteristika - friskhed, grape, hyld, krydrede toner ... Men også kraft og blødhed. Og med tilpas syre. Tilbudsprisen på 50 kr. er et kup.


Verus, Sauvignon Blanc, Stajerska Slovenija, Slovenien, 2010, lav alkohol (13%)
99 kr., Wine.dk
Jo, de kan skam også lave gode vine i Slovenien, selv om det er sjældent, at vi får lejlighed til at konstatere det. Her er en frisk og dejlig hvidvin med en klar og ren Sauvignon-smag, let og meget anvendelig. I Slovenien bruger man også skruelåg for at bevare vinens kvalitet.


Block Selection, La Playa, Sauvignon Blanc, Limari Reserva, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dette er en meget elegant hvidvin. Her er der intet af den overvældende aroma af eksotiske frugter, som ofte præger de newzealandske Sauvignon Blanc-vine. Med sin tørhed, mineralitet og friske smag af citrus minder denne vin i høj grad om en rigtig god franskmand. Den vil være perfekt til skaldyrsretter. Flasken har skruelåg.


La Chablisienne, Chardonnay, Chablis 1er Cru, Fourchaume, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Dejlig hvidvin med en liflig duft og en smag, der både er lækker og har karakter. Marken Fourchaume er en af de bedste af Chablis' 40 første cru-marker.


Hans Wirsching, Spätlese Trocken, Silvaner, Franken, Tyskland, 2010, lav alkohol (12,5%)
158 kr., på tilbud til 149 kr., Jysk Vin
Frisk og lækker hvidvin i den traditionelle, hyggelige Bocksbeutel. Den vellavede vin har god, fyldig frugt, fint krydderi, tilpas syre og en lang eftersmag.

Rosévin


BonBon, Shiraz, South Australia, Australien, 2009, lav alkohol (11,5%)
89 kr., Skovgaard Vine
I en festlig flaske oversået med blomster gemmer sig en let, frisk og frugtagtig rosévin, der ganske enkelt smager godt. En sommerlig vin, som mange vil gå til med godt humør. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Porca de Murca, Read Companhia Velha Vila, Douro, Portugal, 2009, lav alkohol (13%)
45 kr., pris ved 6 flasker: 37,50 kr., Holte Vinlager
Frisk og saftig, blød og afrundet rødvin - helt fin og meget anvendelig. Den femte stjerne får den for den yderst lave pris.


Estate, La Playa, Carmenère, Colchagua, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
69 kr., Kjær & Sommerfeldt
En meget imødekommende rødvin på Chiles nationaldrue Carmenère. Den har god frugt, tilpas tørhed og et strejf af lakrids. Og prisen er yderst menneskevenlig. Flasken har skruelåg.


Rose Dieu, Damien Rozier, Côtes du Rhône Villlages, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
79 kr., Rungsted Vinhandel
Fortræffelig rødvin på druerne Grenache (60%) og Syrah. Her sker der noget - god duft og en fyldig smag i fin balance. En madvin og en rigtig vintervin - til den tid.


Mas Rabell, Torres, Catalonien, Spanien, 2009, middel alkohol (13,5%)
79,95 kr., på tilbud indtil 30. november: 50 kr. ved 6 flasker, H.J.Hansen Vin
En vellavet rødvin til en overordentlig attraktiv tilbudspris. Den har en god smag i fin balance og er nem at drikke. Alle vil kunne lide den. Flasken har skruelåg.


Crianza, Viñaguareña, Toro, Spanien, 2004, høj alkohol (14,5%)
80 kr., på tilbud i denne uge (uge 34): 55 kr. pris ved 12 flasker, Nordic Wine Traders
Dette er en flot og solmoden rødvin med duft af modne brombær og læder og en fyldig aromatisk smag med et tiltalende strejf af sødme. Det er en vin, mange vil kunne lide - en vin til en god oksebøf. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.


Pascual Toso, Malbec, Mendoza, Argentina, 2009, middel alkohol (14%)
89 kr., på tilbud i ugerne 34-35: 59 kr., Slagelse VinKompagni
Flot rødvin med intens frugt, en lækker krydring og trods sin kraft ret elegant og "slank". Et godt køb til tilbudsprisen.


Delice des Dentelles, Domaine Duplessis, Côtes du Rhône, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
90 kr., pris ved 6 flasker: 81 kr., YouAndWine
Denne rødvin smager, som en Rhône-vin skal smage - det er der altsammen i fuldt mål, det hele i fornem harmoni - frugt, krydderi, sødme, syre ...


Mon Ross, Cantina di Canelli, Barbera d'Asti, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., A Vinstouw
En glimrende Barbera med en masse dejlig frugt og krydderi, især peber.


Block Selection, La Playa, Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile, 2009, middel alkohol (14%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Der er solbær, kirsebær og blå druer over duften og smagen af denne lækre rødvin. Smagen afrundes af en fin og forfriskende syre. En rigtig god vin til prisen.


Block Selection, La Playa, Merlot, Colchagua, Chile, 2009, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dette er intet mindre end en fantastisk rødvin til prisen. Den har Merlot-druens blødhed, men også en god struktur. I eftersmagen er der masser af moden frugt og en fin syre, som giver elegance og gør vinen meget velegnet til mad.


Axel, La Playa, Syrah, Colchagua, Chile, 2008, middel alkohol (14%)
145 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne rødvin er så koncentreret, at man næsten kan skære igennem den. Den rige frugt blander sig med den for Syrah-druen så karakteristiske pebrede smag. Lad vinen ånde lidt i glasset - eller plask den over i en karaffel et stykke tid før serveringen. Så åbner den sig i al sin magt og vælde.


Axel, La Playa, Carmenère, Colchagua, Chile, 2007, middel alkohol (14%)
145 kr., Kjær & Sommerfeldt
I denne rødvin viser Carmenère-druen sig fra sin allerbedste side med sine varme krydderier, sin gode frugtsmag og lange og fyldige eftersmag. Man får rigtigt meget god vin for pengene.


Château de Belcier, Côtes de Castillon, Frankrig, 2005, middel alkohol (14%)
145 kr., Multi Wine
Rødvin med en dyb, mørk og tæt farve. Duften er rigtig Bordeaux, og smagen er moden og delikat med mange facetter.


Axel Primero, La Playa, Colchagua, Chile, 2007, middel alkohol (14%)
169 kr., på tilbud til 19. september til 149 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dette er La Playa's top-rødvin fremstillet på flere druer, hvoraf Cabernet Sauvignon udgør hovedparten. Og det er en rigtig god blanding. Der er kraft, fylde og masser af krydderier i smagen og en anelse sveske-sødme, som igen opvejes af en fin syre. En perfekt vin til en ualmindelig attraktiv tilbudspris. Den kan drikkes nu, men kan også gemmes i endnu en årrække - hvilket årgang 2005, som vi også smagte, tydeligt beviste.


Axel Primero, La Playa, Colchagua, Chile, 2008, middel alkohol (14%)
169 kr., på tilbud til 19. september til 149 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne fortræffelige rødvin smagte vi tillige i årgangene 2005 og 2007, som vi anmelder samlet i denne uge. Årgang 2011 er lige så lækker, fyldig og krydret med god frugt og et bid af tanniner. Den kan også drikkes nu, men kan ligeledes med fordel gemmes et par år. Et kup - også til den almindelige pris. Vikingeskibet på etiketten af flasken henviser i øvrigt til vinhusets ejeres danske rødder.


High Gables, Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika, 2009, høj alkohol (15,5%)
50 kr., Rema 1000
Flot rødvin med en intens frugt og sødme og en lang, krydret eftersmag. En bamsevin, der ubetinget skal skænkes til en kraftig kødret. En vin med smæk i til en lav pris.


Estate, La Playa, Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
69 kr., Kjær & Sommerfeldt
En dejlig og uhøjtidelig rødvin med en ren Cabernet-duft og -smag med masser af friske solbær. Flasken har skruelåg.


Candela, Escorihuela, Malbec, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (13,5%)
79 kr., på tilbud indtil 24. september: 49 kr., Vinoble
Fyldig og saftig rødvin - men der skal mad til. Fx en lammekotelet. En meget anvendelig vin. Flasken har skruelåg. Tilbudsprisen må nok siges at være den rigtige pris.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.