Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 41. 2011



Nyheder i uge 41, 2011

Læs uge 40.......Læs uge 39.......Læs uge 38

    ..............
    VinAvisens redaktion er ferielukket. Vi er tilbage nu på tirsdag d. 12. oktober.
    ...........




.


Gyldne tider for fransk eksport
Der er glædeligt nyt fra den franske vinfront. I løbet af det første halve år af 2011 har Frankrig eksporteret tæt ved 6,6 millioner hektoliter vin til en værdi af 3,1 milliarder euro (cirka 23 mia. kr.). Det svarer til en stigning i eksporten på hele 15% sammenlignet med samme periode i 2010. Når det gælder mængden af eksporteret vin, er stigningen på 5%.
Sådan lyder det fra Ubifrance, en organisation, som arbejder med fransk eksportudvikling. Og de positive tal er tiltrængte oven på nogle svære år med dalende fransk vineksport.
Det er frem for alt de asiatiske lande og deres begejstring for fransk vin, der er årsag til de positive tal.

Størst fremgang for Bordeaux
Bedst er det gået for Bordeaux, der har haft en stigning i vineksporten på hele 34% i de første seks måneder af i år i forhold til samme periode sidste år. Også Bourgogne, Champagne og Rhône har mærket stor fremgang.
Det samme gælder vinene fra Provence, hvor stigningen lyder på 16,6%. Her må det øgede salg tilskrives omverdenens stadig større glæde for rosévin – en vintype, som netop Provence er kendt for.
Det er dog ikke alle de franske vindistrikter, der har vind i sejlene. Eksporten af vine fra Alsace, Loire og Languedoc er således dalet i årets første seks måneder – både når det gælder værdi og mængde.




Foto: Mick Stephenson / Wikipedia

Rødvin til blodprop-patienter
Folk, der har haft en blodprop, bør faktisk ordinere sig selv et par glas rødvin om dagen.
Det viser en ny undersøgelse, udført af forskere fra laboratoriet for biokemi og ernæring i Dijon.
Ifølge avisen Le Parisien omfattede undersøgelsen tredive hospitalspatienter, der alle netop var blevet opereret for en blodprop i hjertet.
Halvdelen af patienterne drak to glas rødvin om dagen i fjorten dage og altid i forbindelse med måltiderne. Den anden halvdel blev holdt på vandvognen.

Godt for kolesteroltallet
Da forsøgsperioden var udløbet, viste det sig, at vin-drikkernes kolesteroltal var faldet markant i forhold til vanddrikkernes. Deres blodgennemstrømning var også langt bedre, ligesom de havde en større forøgelse i mængden af antioxidanter. Og det er alt sammen noget, der har en helbredende effekt på patienter, der har haft en blodprop.
Når det gælder den rødvin, der indgik i forsøget, var det selvfølgelig en lokal vin – en god rød Bourgogne, fuld af tanniner og antioxidanter.






Vælger alligevel vinbamserne
Tidligere undersøgelser har vist, at der er en stigende interesse blandt britiske forbrugere for vine med et lavt alkoholindhold. Og der er da også kommet stadig flere af slagsen på de britiske forretningshylder. Men når det kommer til stykket, så ender forbrugerne ifølge Harpers alligevel med at lægge vine med en god portion alkohol i indkøbskurvene.
Det viser en ny undersøgelse fra Wine & Spirit Trade Association (WSTA), hvor foreningen har spurgt 1693 vinglade forbrugere om deres forhold til lavalkohol-vine.

Lav alkohol ikke lig med lav kvalitet
Det viste sig, at 51% af hvidvins-drikkerne følte sig usikre på, om den lave alkohol påvirkede vinenes smag i negativ retning. For rødvinsdrikkernes vedkommende drejede det sig om 55% af de adspurgte.
Ligeledes mente 36% af dem, der drak hvidvin, at en lav alkoholprocent nok var ensbetydende med lav kvalitet. Her var tallet for rødvinsdrikkerne 41%.
Nu vil WSTA gøre en indsats for at rette op på misforståelsen, at lav alkohol skulle være lig med lav kvalitet.



Fremtidens vinkort
Ifølge avisen "20 minutes" har en fransk sommelier, Christophe Boisselier, skabt fremtidens vinkort.
Monsieur Boisselier har en mangeårig karriere på franske toprestauranter, og han har gjort sine erfaringer.
– Ofte er gæsterne bange for at bede om tjenernes råd om vinene på kortet, siger han. – Gæsterne er bange for at tabe ansigt. Så enten vælger de en vin, de kender, eller også vælger de den billigste flaske.
Christophe Boisseliers løsning er at lægge vinkortet på iPads, og til den ende har han skabt en applet, "La Carte des Vins".

Hurtigere at vælge vinen
Med vinkortet på iPad'en får gæsten et overblik over restaurantens vine og kan indskrænke valget efter type, drue, pris og ikke mindst hvilke retter, vinene passer til. Der kan oven i købet indlægges en længere forklaring om den enkelte vin.
App'en har siden juli været afprøvet i restaurant La Réserve i byen Rennes, hvor man har konstateret, at valget af vin går hurtigere, og at gæsterne ligefrem vælger dyrere vine.
App'en kan downloades gratis, men den kan først bruges, hvis man tager kreditkortet frem og betaler 30 euro (225 kr.) pr. måned og pr. iPad i restauranten.








Mens auktionarius David Elswood kun fik et glas vand til det hårde arbejde, nød de celebre bydere i auktionssalen champagne og små delikatesser, mens de bød løs på flaskerne (foto: Christie’s).

Rekordpris for et enkelt parti
4,2 millioner HKD (cirka 2,8 mio. kr.) var, hvad et parti flasker Château Lafite-Rothschild i årgangene 1981 til 2005 gik for ved en nylig auktion hos Christie’s i Hong Kong. Og det er indtil videre det højeste hammerslag, der er givet i 2011 hos noget auktionshus for et enkelt parti.
Køberen var kineser – og man er lige ved at tilføje "selvfølgelig". Et stigende antal kostbare Bordeaux-flasker går til store summer på auktionerne til såvel private kinesere som kinesiske vinhandlere, der videresælger vinene til endnu højere priser.
Rekord-partiet omfattede 300 flasker fra det berømte Bordeaux-slot, og det indgik i en auktion af vine, hvor det totale salg lød på imponerende 59,5 mio. HKD (cirka 40 mio. kr.).
Indtil nu har de fem største auktionshuse i verden solgt vin for et beløb svarende til 1,2 milliarder kr. Det samlede salg for hele sidste år lød på 1,9 mia. kr., så der er gode chancer for, at salget for 2011 vil overhale det, inden året er omme.


Nedgang i tysk eksport
I det første halve år af 2011 har tyskerne eksporteret i alt 766.000 hektoliter vin til en værdi af 174 millioner euro (cirka 1,3 mia. kr.). Og det er et fald på henholdsvis 15% og 2% i forhold til samme periode i 2010.
Når det gælder de enkelte aftagerlande, er der ifølge Deutsches Weininstitut en sand bølgegang i tallene. Danmark har fx importeret 18.000 hl tysk vin til en værdi af 3 mio. euro (cirka 22 mio. kr.) i årets første halvdel. Dette er en tilbagegang i mængden på 11%, men en stigning i værdi på 8%.

Masser af flasker til Kina
Blandt Tysklands vigtigste eksportmarkeder tegner Sverige sig for den største nedgang i importen. Svenskerne har således importeret 47.000 hl tysk vin i de første seks måneder af i år, hvilket er et fald på hele 39%. I værdi lyder nedgangen på 17%.
Direkte modsat er det gået med eksporten til Kina, der i årets første halvdel har aftaget 20.000 hektoliter tysk vin til en værdi af 6 mio. euro (cirka 45 mio. kr.). Det er en imponerende fremgang på henholdsvis 76% og 87%.
Man kan se samtlige eksporttal ved at klikke her.




.




Foto: Vins de Provence.

Svenskerne er vilde med rosé
Rosévin er blevet stadig mere populær blandt svenskerne, og denne sommer har salget taget himmelflugten hos Systembolaget. I alt blev der ifølge www.wownews.se solgt 6,8 millioner liter rosé i løbet af de tre sommermåneder - en stigning på 14,8% sammenlignet med samme periode i 2010.
Bag-in-box er sagen for svenske vindrikkere – også når det gælder rosévin. I alt blev der denne sommer solgt lidt over 3 mio. liter bib-vin med rosé.
Derudover er der en stigning i salget af flaskevine til 70 SEK (cirka 60 kr.) og opefter i forhold til sidste år.


Kinesere på fransk skolebænk
Château La Tour Blanche i Sauternes har en vinskole, der ifølge Decanter er gået i kompagniskab med en skole i Beijing med det formål at undervise kinesiske studerende i ønologi.
Efter seks måneders undervisning i basal vinviden, fransk og engelsk hjemme i Beijing vil studenterne opholde sig et år på det franske slot, hvor de vil fordybe sig i studierne.
Hm, er franskmændene ikke ved at save den gren over, de selv sidder på?
Nå, kineserne skal jo nok selv finde ud af, hvordan man laver vin, hvad enten de får hjælp til det eller ej …





Mest beundringsværdige vinmærker
I sin seneste udgave bringer det britiske magasin Drinks International en topti liste over "verdens mest beundringsværdige vinmærker" – vine, som har en særlig stor betydning, når det gælder om at formidle vinglæde til forbrugerne.
Bag listen står et tres mand stor internationalt dommerpanel bestående af Masters of Wines, førende vinskribenter, vinhandlere og andre vinbranchefolk.
Magasinet har bedt de mange vinspecialister om at pege på deres favoritter ud fra en række kriterier. Vinene skulle blandt andet være af en konstant god kvalitet fra år til år, skulle være typiske for deres distrikt eller oprindelsesland og ikke mindst falde i den store brede forbrugerskares smag såvel i hjemlandet som på eksportmarkederne.

Chilensk vinder
Endnu et kriterium var, at vinproducenterne bag vinene skulle have gjort en ekstra stor indsats for at sætte deres distrikt på det vinøse verdenskort.
Den suveræne vinder blev chilenske Choncha y Toro, som dermed overhalede kultvine som Penfolds og Château Lafite.
Det er også værd at bemærke, at Spanien snuppede hele tre af de ti pladser.
Hele topti listen ses i boksen til højre.
Vinmærkernes topti
* Concha y Toro (Chile)
* Torres (Spanien)
* Jacob’s Creek (Australien)
* Antinori (Italien)
* Penfolds (Australien)
* Cloudy Bay (New Zealand)
* Château Lafite (Frankrig)
* Vega Sicilia (Spanien)
* Marqués de Riscal (Spanien)
* Château Latour (Frankrig)




I de små italienske vinbyer er der tætpakket med mennesker under afholdelsen af den årlige festival "Calici di Stelle".

Sankt Lars’ stjerneglas
Efteråret har budt på mange vinfestivaler rundt om i Italien. En af de mest stemningsfulde er "Calici di Stelle" – Stjerneglas, der hvert år afholdes d. 10. august. Omkring denne dato pryder meteorsværmen Perseiderne himlen med sine stjerneskud.
10. august er også dagen, hvor man sydpå mindes helgenen Sankt Laurentius (Sankt Lars), hvis navn er blevet knyttet til stjerneskuddene. Man kalder dem Sankt Laurentii Tårer.
"Calici di Stelle" er en fejring af såvel stjerneskuddene som helgenen, og begivenheden arrangeres af sammenslutningen af vinbyer, Città del Vino, i samarbejde med Movimento Turismo del Vino og Unione Italiana Astrofili (en astronomisk forening).

Fejrede også foreningen
Igen i år deltog mere end to hundrede italienske vinbyer fra nord til syd i festlighederne og bød indbyggere og turister på det bedste fra vinkældrene samt delikatesser i lange baner. Og det hele blev krydret med klassiske koncerter, jazzmusik, historiske parader, teaterforestillinger og fyrværkeri.
I år blev endnu en begivenhed fejret under "Calici di Stelle", nemlig at det i 2011 er 150 år siden, Italien blev forenet til ét land. Det blev der skålet på under den stjernefyldte nattehimmel.






Flere vinøse myter til aflivning
I sidste uge bragte vi ni vinøse myter – og aflivede dem. Her fortsætter vi med endnu otte.
Men det kan da udmærket være, at der er andre myter, som vi ikke er kommet i tanke om. Hvis nogle af VinAvisens læsere kan pege på andre myter, der trænger til at få den redaktionelle kniv, hører vi meget gerne med en mail til info@vinavisen.dk.

........
10. myte: Når det gælder vin, følges pris og kvalitet altid ad. Forkert! Der er masser af god vin på markedet til rimelige priser. Det er ikke altid kvaliteten, der skruer prisen i vejret – det kan lige så godt være omkostninger i forbindelse med markedsføring eller snob-effekten i forbindelse med visse vine.
........
11. myte: Der skal altid serveres hvidvin til fisk og rødvin til ost. Nej, det omvendte kan også sagtens lade sig gøre med succes. Prøv fx en afkølet beaujolais til laksen og en god, krydret Gewurztraminer til osten.
........
12. myte: Boblerne i champagne giver en hurtig rus. Nej, forsøg har vist, at det ikke passer. Samme mængde alkohol i almindeligt vand – uden bobler – giver en tidligere og højere koncentration af alkohol i blodet. Med champagne går det faktisk langsommere.
........
13. myte: Vin kan produceres fuldstændig økologisk. Nej, det er godt nok muligt at dyrke druer økologisk – altså uden brug af pesticider osv. Man kan endog dyrke druerne biodynamisk, idet man tager hensyn til Månens faser og flere andre forhold. Men en vin bliver aldrig 100 procent økologisk. Blandt andet vil man næsten altid tilsætte konserverende sulfitter.
.......
14. myte: Hvidvin skal være kold og rødvin varm. Nej, hvidvin skænkes ofte køleskabskold (5 grader), mens rødvinen er for varm. En hvidvin bør være 10-12 grader, så dens aromaer kan komme til deres ret. Og en rødvin skal ikke have "stuetemperatur" – som der står mange steder, dvs. 20-22 grader – men snarere 16-18 grader. Og husk: Vinens temperatur i glasset stiger cirka en grad i minuttet.
........
15. myte: Tysk hvidvin er sødlig. Nej, der findes knastørre tyske vine, som er fantastiske sammen med mad og med ret lav alkohol, så man kan drikke dem med fornøjelse. Med benævnelserne "Classic" og "Selection" markerer tyskerne kvalitetsvine, der er egnet til mad. De er altid tørre, så det er overflødigt at skrive "Trocken" (tør) på etiketterne.
.......
16. myte: Sulfitter giver hovedpine. Nej, der er små mængder konserverende sulfitter i al vin, men der er meget mere i tørret frugt og ost. De stoffer, der kan give hovedpine – hvis man drikker for meget – sidder snarere i det blå drueskind. I hvidvine er der færre af disse stoffer, og det samme gælder mange europæiske vine på tyndskindede druer – i modsætning til oversøiske vine på druer med tykkere skind.
........
17. myte: Magnetisme kan udvikle vinen. Nej, der har været solgt små runde bakker, som man skulle stille flasken på, hvorefter vinen kom til at smage, som om den havde lagret i flere år. Rent sludder. Magnetismen påvirker hverken vinens molekyler, tanniner eller syre. VinAvisen har tidligere afprøvet en sådan bakke. Den virkede ikke.
.......






Vinklub af sorte kvinder
I Boston, USA, har ti kvinder dannet deres egen vinklub, Divas Uncorked. Ud over at være af samme køn og begejstrede for vin har kvinderne en tredje ting til fælles: De er alle sorte eller farvede.
Det startede i 1999 med vinsmagninger hver uge – siden har klubben udviklet sig til et større foretagende med masser af aktiviteter, foredrag, symposier og vinrejser.
Kvinderne har nu også etableret et stipendium, der skal hjælpe unge sorte kvinder til at uddanne sig til sommelierer i Italien på skolen Epicurean Institute.
I øvrigt gør Divas Uncorked en indsats for at få vinbranchen til at satse lidt mere på det uopdyrkede marked af etniske grupper. Der er masser af nye kunder at hente, interessen skal blot vækkes hos vinforhandlerne, mener kvinderne ved at klikke her.




De to pavelige vine. Foto: Deutsches Weininstitut.

Pavelige vine
Da paven under en rejse til Tyskland for nylig kom til Freiburg, blev han budt på en særlig pavelig vin, skabt i anledning af hans besøg. Han kunne ifølge Deutsches Weininstitut endda vælge mellem en hvidvin på Chardonnay og en rødvin på Spätburgunder, begge fremstillet hos Winzergenossenschaft Opfingen.
Flaskernes etiketter er en skøn forening af drueklaser og spiret på katedralen i Freiburg.
Vinene kan kun købes i byen, hvor man regner med, at de vil blive lidt af et samleobjekt blandt troende katolikker.
Læg mærke til, at hvidvinen er forsynet med skruelåg – for selvfølgelig går det katolske overhoved går ind for skruelåg. Tror vi.


Fremgang for bulgarsk eksport
Bulgarsk vin er måske ikke det, vi hører mest om herhjemme. Men Bulgarien er så afgjort et vinproducerende land med en stigende eksport til omverdenen – dog mest til dets nabolande.
I de første seks måneder af 2011 eksporterede bulgarerne ifølge det bulgarske landbrugsministerium 21,6 millioner liter vin – hvilket var en anelse mere end i 2010. Rusland aftog 49,2% af vinen – i alt 10,6 mio. liter. Derudover var der en stigning i eksporten til Ungarn, Rumænien og Tjekkiet, ligesom salget på det bulgarske hjemmemarked lå på 41,5 mio. liter – en stigning på 38,7% i forhold til samme periode i 2010.





...




Vodka fortyndet med vin
Pernod Ricard, der ejer det kendte svenske vodkamærke Absolut, har nu lanceret Absolut Tune, en boblende drik, der er en blanding af vodka og mousserende hvidvin på Sauvignon Blanc-druen.
Vodkaen udgør 60% af indholdet, men den iblandede vin bringer alkoholindholdet ned på behagelige 14%.
Vinen kommer fra den newzealandske vingård Brancott Estate, og Absolut Tune kan da også foreløbig kun fås på New Zealand. Vi hører gerne, hvis drikken skulle dukke op i handelen i Danmark.

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    OBS: VinAvisen holder ferielukket, men vi er tilbage på pinden på tirsdag d. 12. oktober.

.


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.



.

.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

.

.
.


    Ole Sørensen (f. 1952), der oprindelig var skolelærer, fik sin store interesse for vin, da han i begyndelsen af 80’erne var indlagt på hospitalet og "kom til" at læse en bog om vin. Denne oplevelse pirrede hans nysgerrighed i en sådan grad, at han begyndte at gå på opdagelse i vinens verden.
    Efter elleve år som lærer blev han i 1986 ansat i IT-virksomheden Datacentralen, nu CSC-Danmark, der har en velfungerende vinklub. Her blev han efter et par år som menigt medlem valgt ind i bestyrelsen, og siden 1990 har han været formand. Dette medførte arrangement af utallige vinsmagninger, indkøb af tusindvis af vine samt masser af vinbesøg i det sydlige Europa.
    Og ikke mindst medførte det, at Ole Sørensen grundlagde sit eget vinfirma, Emilie Vin. Forretningsideen bag firmaet er at sælge vin af høj kvalitet fra mindre vinhuse, som helst skal benytte sig af økologiske eller biodynamiske metoder i produktionen.
    I begyndelsen lå hovedvægten på vine fra franske vinhuse, der er langt fremme på netop dette område. Men nu er også Italien, Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal og USA repræsenteret i sortimentet.
    Ole Sørensen er gift med Elise, der hjælper til i det daglige og ved diverse vinudstillinger. Sammen med andre vinimportører i nærområdet har ægteparret introduceret "Fredensborg Vinfestival", en lokal vinmesse, som nu er blevet en fast årlig tradition.
    Ole og Elise Sørensen har tre voksne sønner – som holder meget af vin og hjælper til med at teste nye vine – samt et barnebarn, der hedder Mie.
    Adresse: Emilie Vin, Kovangen 610, 3480 Fredensborg. Lagersalg: Wiedeveltsvej 2A, 3480 Fredensborg, tlf./fax: 48 48 41 41, e-mail: olesoe@mail.dk, www.emilievin.dk.


Til_37/09



...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    141 Fornemme Bourgogne-flasker, her fra markerne i Meursault, lagrer i Patriarches kælder i Beaune (Foto © Trine Schou).
    ..............................







Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    Til denne uge har vores smagepanel smagt i alt 22 vine. Af disse vine var der 15, som fik mere end to stjerner, og hele 10, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 69 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Mausrel Vedeau, Sauvignon Blanc, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
49 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., A Vinstouw
Typisk Sauvignon Blanc-hvidvin med dejlig friskhed, lækker frugt og mild citrussyre. Flasken har skruelåg.


Black Ridge Vineyards, Chardonnay, Californien, 2009, lav alkohol (13%)
50 kr., pris ved 12 flasker, Skovgaard Vine
Vil man gerne have en hvidvin med markant sødme, så er denne vin en mulighed. Den kan minde lidt om visse tyske hvidvine, dog her med smag af Chardonnay og fad.

Rødvin


Santa Carolina, Reserva, Merlot, Colchagua Valley, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
40 kr., Rema 1000
Fyldig, saftig, blød - den smager ganske enkelt, som en Merlot skal smage. En rigtig god rødvin til en lav pris.


Leyda Reserva, Carmenère, Rapel Valley, Chile, 2008, middel alkohol (14%)
65 kr., Wine.dk
Brombær, kirsebær og et strejf af chokolade forenes i duften og smagen af denne rødvin på Chiles nationaldrue, Carmenère. Det er en fortræffelig vin - harmonisk, fyldig og med en lang og frugtrig eftersmag.


Ca' dei Nani, Corvina, Veronese IGT, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
75 kr., Vin&Vin
En rødvin i fin balance og en vin, som ligger godt i munden med sin fyldige frugt og sine krydrede noter.


Vignes de Nicole, Domaines Paul Mas, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
79,95 kr., Amka
Lækker rødvin med fyldig og krydret frugt - mørke bær, peber ... Vinen er lavet på druerne Cabernet Sauvignon og Merlot.


Domaine de Suremain, Pinot Noir, Mercurey, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne Bourgogne er bare i orden. Det er en dejlig vin med en fin balance mellem frugt, sødme og syre. Og en meget anvendelig vin til mange retter.


Argiano, L'Orciaia, Brunello di Montalcino, Italien, 2006, middel alkohol (14%)
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Ikke den store fylde, men meget elegant. En superlækker rødvin, meget harmonisk, med god frugt og tilpas syre. Skænk den til en ikke for kraftig ret, fx lam, lyst fjervildt (fasan) ...


Les Pierrelles, Domaine Belle, Crozes-Hermitage, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
139,75 kr., på tilbud i oktober: 109,75 kr., Skjold Burne
Flot og fyldig Rhône-rødvin - både power og blødhed. Krydderi og røgede toner.


Grand Callia, Winemaker's Reserve, San Juan, Argentina, 2008, høj alkohol (14,5%)
199 kr., pris ved 6 flasker: 160 kr., Holte Vinlager
Fra den tunge flaske med højt opstik i bunden skænkes en stor og flot rødvin i glasset. Den meget harmoniske vin har dejlig frugt med en vis tørhed. Vinen er lavet på druerne Syrah, Malbec, Merlot og Tanat.


Le Quare, Gamba, Amarone della Valpolicella Classico, Italien, 2006, høj alkohol (15%)
229,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
En rigtig flot Amarone med fyldig, frugtig smag og bløde tanniner. En superlækker vin i perfekt balance og uden spritkant.


Château la Bastide, Corbières, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
59,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Fyldig, frugtagtig og meget krydret. En rødvin til en rimelig pris og en udpræget madvin.


Ricarico, Giordano, Salento IGT, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
99,50 kr., Irma
Denne rødvin på druerne Primitivo og Negroamaro har en god frugtfylde og druesmag. En vin til kraftige kødretter.


Poggiosecco, Chianti, Italien, 2005, middel alkohol (13,5%)
59 kr., DK Wine
Med seks år på bagen er denne rødvin over toppen. Men den kan da stadig drikkes, mens man glæder sig over den lave pris.

Sød vin


Château Piada, Sauternes, Frankrig, 2005, middel alkohol (14%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En sød vin med en blød, cremet smag med druefrugt og markant sødme.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.