Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 12. 2013




Nyheder i uge 12, 2013





.



Gårdspladsen foran det fine vinslot Château de Seguin.
Château de Seguin solgt
I uge 4 sidste år fortalte vi, at det danskejede Château de Seguin i Bordeaux var sat til salg. Slottet var forfaldent, da vinhandler Erling Carl købte det i 1985. Men sammen med sine to sønner, Michael og Gert, restaurerede han de gamle bygninger, moderniserede vineriet og kældrene og skabte en perle af et vinslot med en produktion på mere end en million flasker vin om året.
Erling Carl døde i 1991, og siden da har sønnerne kørt vinslottet videre. Af forskellige årsager begyndte det på et tidspunkt at gå ned ad bakke med økonomien - og den økonomiske krise i de senere år har kun gjort ondt værre. Resultatet var, at slottet måtte sælges.
Nu er det så solgt, og den nye ejer er fransk og bosiddende i Bordeaux. Det er nemlig familien Mottet, der i forvejen ejer Château La France - et vinslot, der ligger tæt ved Seguin.

Carl Wine er fulgt med i købet
Familien Mottet har erhvervet sig en formue inden for skibsbyggeri, og selv om familien netop har købt Château de Seguin, er den ifølge den franske avis Sud Ouest stadig på udkig efter vinslotte til salg.
Med nyerhvervelsen ejer Mottet nu omkring 200 hektar vinmarker, hvoraf de 140 ha hører til Seguin, så der er tale om en betydelig udvidelse af vinmarksarealet.
Hos Château La France har Mottet satset meget på vinturisme med guidede ture, smagninger og forskellige arrangementer i slotsparken. Familien bestræber sig på også at kunne åbne Château de Seguin for turister i 2014.
Med i købet af slottet hører også vinfirmaet Carl Wine, som nu tager navneforandring til Bwine.
Hvor meget Mottet har måttet give for Seguin er ikke officielt oplyst, men slottet var sat til salg for 11,2 millioner euro (cirka 84 mio. kr.).


"Resveratrol-pille" på vej
Ofte har vi bragt forskningsresultater, der viser, hvor mange helsebringende egenskaber stoffet resveratrol har - det stof, der findes i de blå druers skind og dermed i rødvin.
Forsøg med mus har vist, hvordan fx kræftsvulster kan skrumpe, og risikoen for hjertekarsygdomme mindskes. Sidstnævnte har medført, at man på nogle hospitaler - blandt andet i Californien - giver patienter med hjerteproblemer rødvin til maden.
Et moderat forbrug af rødvin kan derfor kun anbefales. Men hvis det virkelig skal batte noget i kampen mod diverse alvorlige sygdomme, skal der meget store mængder resveratrol til. Derfor har forskerne gennem de sidste femten år arbejdet på at udvikle forskellig slags medicin baseret på en syntetisk udgave af resvetratrol. Og nu er der endelig flere medikamenter på vej.

Flere præparater afprøves
Teknologien bag de nye præparater blev for år tilbage udviklet af et forskerhold på Harvard Medical School i Boston - og i 2008 købt af den verdensomspændende medicinalkoncern GlaxoSmithKline.
Koncernen har siden da fremstillet et hav af resveratrol-medikamenter - alle med et indhold af stoffet, der svarer til den mængde, der findes i 100 glas rødvin.
Nogle få udvalgte af disse medikamenter er nu afprøvet på patienter med blandt andet kræft, hjertekarsygdomme og diabetes 2. Og resultaterne har været så lovende, at man regner med, at de første præparater vil komme på markedet om fem år.

Mennesker på 150 år
At resveratrol har så god en effekt, når det gælder bekæmpelse af diverse sygdomme, skyldes, at stoffet - såvel den naturlige som den syntetiske udgave - øger aktiviteten af et anti-aldrings enzym, SIRT1, som vi har i kroppen. Dette enzym beskytter kroppen mod alderdomsrelaterede sygdomme ved at genopvække mitokondrierne - en slags cellebatteri, der langsomt mister pusten, når vi bliver ældre. SIRT1 "genoplader" batteriet, forbedrer måden vores celler arbejder på og har dermed en livsforlængende effekt.
Eksperimenter med mus, fluer og bier, der har fået resveratrol, har vist, at de levede længere end deres kontrolgrupper. Og ifølge lederen af forskerteamet på Harvard Medical School, David Sinclair, vil det med de nye præparater - og noget mere forskning - være sandsynligt, at nogle af os en dag vil kunne fejre vores 150 års fødselsdag.
I første omgang vil den resveratrol-medicin, der kommer på markedet, bliver ordineret til folk, der har en alvorlig sygdom. David Sinclair ser dog en fremtid for sig, hvor enhver kan tage en daglig pille som forbyggelse mod diverse alderdoms-sygdomme.
Man kan læse mere om den nye forskning i Science Daily.


34/07


Klik her


Newzealænderne frygter ny vinsø
New Zealand har tidligere været tynget af en gevaldig vinsø på hele 27 millioner liter vin, som man var nødt til at sælge som bulk til spotpriser for at komme af med den. Og den situation vil de newzealandske vinproducenter nødig havne i en gang til.
Men det kan de godt risikere. Høsten er netop i fuld gang på New Zealand, og den vil vare ved indtil begyndelsen af maj.
Det er for tidligt at sige noget om den endelige høstmængde, men alt tyder på, at det bliver en meget stor druehøst. Den bliver i hvert fald større end i 2012, hvor der blev høstet i alt 269.000 tons druer. Denne mængde var 18% mindre end i 2011, hvilket til dels var med til igen at skabe balance i udbud og efterspørgsel efter den vinsø, der opstod i 2008.
Årsagen dengang til de alt for mange druer og den al for megen vin var en ualmindelig tør og varm sommer - magen til den, New Zealand netop har haft …




Pave Clemens d. 7., der var pave fra 1523 til sin død i 1534, og til højre pave Leo d. 13. på en engelsk reklameplakat for Vin Mariani.



Pavernes yndlingsvine
Nu har verdens 1,2 milliarder katolikker fået et nyt overhoved, pave Frans d. 1.
Vi ved, han er argentiner og kommer fra et embede som ærkebiskop. Ellers ved vi endnu ikke så meget om ham - dog forlyder det, at han trods en ellers asketisk livsførelse gerne nyder et glas vin en gang imellem.
Det har de fleste af hans forgængere i embedet også gjort. Pave Clemens d. 5. flyttede i 1309 pavedømmets hovedsæde fra Rom til Avignon, og som den franskmand han var, foretrak han fransk vin på bordet - gerne fra Bordeaux og senere fra sin egen vinmark uden for Avignon.
Pave Benedict d. 12. nød kun vin fra Rhône-flodens højre bred, mens Clemens d. 7. bestilte 95 fade med sød vin fra Grækenland.
I 1800-tallet var både pave Leo d. 13. og Pius d. 10. glade for Vin Mariani, en drik lavet af bordeaux-vin iblandet kokablade - dem man også laver kokain af. Alkoholen i vinen trak kokainen ud af bladene.

Guldmedalje for koka-vin
Vin Mariani blev oprindelig skabt som en medicin af den franske kemiker Angelo Mariani i 1863, og den blev markedsført som en tonic, der kunne give styrke, energi og godt helbred.
Det fortælles at pave Leo d. 13 altid havde en lommelærke med vinen på sig, og at han var så glad for drikken, at han tildelte Angelo Mariani en af Vatikanets guldmedaljer.
Vin Mariani var i det hele taget et stort hit dengang, og den blev eksporteret til flere lande - blandt andet til England, hvor dronning Victoria blev en stor ynder af den.
Koka-vinens popularitet gjorde, at flere lignende produkter fulgte i kølvandet - blandt andet Pemberton’s French Wine Coca, som blev kreeret af John Stith Pemberton i 1885. Det var en ikke-alkoholisk udgave af denne vin, der endte som Coca-Cola.


Til_37/09




Vin inddelt efter smag
Når vi går i supermarkedet her i Danmark, er vi vant til, at vinene er inddelt geografisk efter navnet på vinlandet.
Hos den britiske supermarkedskæde Morrisons har man nu valgt at gribe sagen noget anderledes an. Om vinen er fransk eller chilensk ser man bort fra - man skal jo ikke tale med den …
I forretningerne er der derfor ingen skilte med landenavne, men derimod skilte med "koncentrerede", "søde", "friske" og "bløde". Vinene er simpelt hen inddelt efter smag. Så hvis man fx er til friske hvidvine, finder man dem på en særskilt hylde - og så kan man jo håbe, at man er enig med den, der har stået for inddelingen …
Inddelingen af vinene er jo også smart, hvis nu man er på jagt efter en koncentreret rødvin til bøffen, og så med det samme bliver henvist til et større udvalg af velegnede vine.

Tag en test
Hvis man skulle være i tvivl om, hvilken type vin man er til, kan man tage en særlig smags-test på supermarkedets hjemmeside. Testen består af spørgsmål, som skulle være baseret på 80 års forskning. Prøv den - og hæng på hele vejen. Den tager kun fem minutter og er ret sjov. Man kan også til sidst få noget at vide om den forskning, der ligger bag.
Ud fra testen kommer Morrisons så med konkrete forslag til, hvilke vine man vil kunne lide.

En lille rundspørge
Vi kunne egentlig godt tænke os at vide, hvad VinAvisens læsere synes om Morrisons tiltag. Er det en god eller dårlig idé med en inddeling efter smag i stedet for lande i supermarkedernes vinafdelinger? Vi lader det komme an på en lille rundspørge. Sæt venligst en prik i skemaet nedenfor, og send os endelig kommentarer om emnet - og måske andre ideer til en inddeling - på info@vinavisen.dk.









John Jordan og nogle af hans medarbejdere i Gangnam Style foran vinhuset.

Gangnam Style i vinens verden
Den sydkoreanske rapper Park Jae-sang - også kendt som PSY - udgav i 2012 musikvideoen Gangnam Style, hvor der opføres en helt speciel dans til sang og fængende rytmer. Videoen refererer til den trendy og luksuriøse livsstil i bydelen Gangnam i Seoul - Sydkoreas Beverly Hills.
Kun fem måneder efter videoen var lagt på YouTube, nåede den op på 1 milliard visninger - det største antal visninger for en video nogensinde. I dag er Gangnam Style det mest hotte, man kan tænke sig inden for danseverdenen.
Musikvideoen har givet det californiske vinhus Jordan en sjov idé. Som der står på vinhusets hjemmeside, kan man jo godt kede sig lidt i et vinhus i de kolde og ufrugtbare vintermåneder, og så har man jo kun det sjov, man selv laver. Så vinhuset har - med ejeren John Jordan i spidsen - lavet en parodi på Gangnam Style, hvor der danses i vinmarkerne, mellem fadene og i køkkenet, der hører til vinhusets restaurant. Når man ser sidstnævnte, frygter man lidt for kokkenes fingre …
Man kan se Jordans musikvideo ved at klikke her. Hvis man ikke kender til Gangnam, kan det være en god idé først at se lidt af Park Jae-sangs originale video.



Rødvine i top fra Østrig
I alt er der fremstillet 2.154.800 hektoliter vin ud af de druer, som blev høstet i Østrig i 2012. Høsten var markant mindre end i 2011, hvilket skyldtes en meget hård frost i maj måned sidste år. Især i vinområderne Kamptal, Kremstal og Weinviertel medførte frosten store skader, og det gik ikke mindst ud over Østrigs førende hvidvinsdrue Grüner Veltliner.
Alligevel har de østrigske vinproducenter svært ved at få armene ned. Trods den meget lille høstmængde sidste år, er årgang 2012 af højeste kvalitet - især når det gælder rødvinene.
Dejligt tørt vejr satte ind i slutningen af vækstsæsonen, og det varede stort set ved, til høsten var i hus. Det bevirkede, at de druer, der var tilbage efter den hårde frost, blev af ypperste kvalitet.



Palle i Provence
Per Pallesen har et feriehus. Det ligger i et af Europas smørhuller, Provence, hvor gode restauranter og berømte vingårde ligger tæt.
Dette smørhul har den vinelskende skuespiller nu beskrevet i en nyttig lille bog: "Spis godt og billigt i mit Provence" (192 sider, People's Press, 250 kr.).
Området er ikke stort men et af de dejligste i Provence. Det ligger i trekanten mellem Castellane, Cotignac og Seillans – en trekant med en sidelængde på cirka 50 km og små 100 km vest for Nice. Her har Per Pallesen og hans kone, Vivian, besøgt de ofte meget prisvenlige restauranter i de små byer og beskrevet både mad, vin og mennesker.
Bogen er skrevet i et hyggeligt snakkende sprog, der dufter af morgenfriske croissanter, sprøde grønsager, liflige vine og sorte trøfler og beskriver mennesker omkring parret og deres egne børn og børnebørn.
Dertil kommer Claus Seidels mange levende og lethåndede skitser, der fint understreger tekstens stemninger.
Bogen kan anbefales til alle, der drømmer om en ferie i Provence – og til alle de mange danskere, der allerede har et hus eller en lejlighed dernede.






Antinoris spændende nye vinhus og besøgscenter: En forretning med skæve hylder, en skulpturel trappe og en kælder med smagerum hævet over rækkerne af fade.


Besøg Antinoris nye vinhus
Hvis sommerferien går til Toscana, er det næsten et must at lægge vejen forbi Marchesi Antinoris nye byggeri i Chianti Classico.
I denne kombination af besøgscenter og vineri vil man for første gang i Antinoris 625 år lange historie have mulighed for via guidede ture at opleve vinfremstillingen i det berømte vinhus.
Familien Antinori har investeret omkring 100 millioner euro (cirka 746 mio. kr.) i projektet, hvis nye vineri vil fremstille 2,5 millioner flasker om året.
Bygningen rummer også smagerum, auditorium, boghandel, restaurant og vinforretning. Derudover er der et museum, hvor man blandt andet kan se Antinoris fornemme kunstsamling.

Skjult under jorden
Det meste af bygningen, som er tegnet af den førende italienske arkitekt Marco Casamonti, befinder sig under jorden - kun terrasse-restauranten, hvorfra der er udsigt over vinmarkerne, stikker op over jorden.
Besøgscentret ligger kun 20 minutters kørsel fra Firenze. Der er åbent dagligt fra kl. 10 til 16, og entreen koster 20 euro (cirka 150 kr.) - hvilket inkluderer smagning af tre vine.
Det hele er så nyt, at hjemmesiden kun stadig har meget få oplysninger - og kun på italiensk. Men der er dog et link til flere billeder af det fantastiske byggeri.






Kineserne importerer mindre vin
Vinexpo har fingeren på pulsen og bringer løbende interessante undersøgelser fra vinens verden.
En ny undersøgelse viser, at salget af vin i Kina, hvoraf det meste er importeret, steg med 144% i mængde fra 2007 til 2011. Et så stort importboom fra kinesernes side skal man ikke regne med i de kommende fire år. Dog forventes det asiatiske land at øge salget af vin med 40% og dermed ende som verdens næststørste vinforbruger i 2016.
Samtidig med at importen af vin dykker, stiger kinesernes egen vinproduktion. For fem år siden lå Kina på en 10. plads blandt verdens mest vinproducerende lande - om fire år vil landet indtage 6. pladsen og dermed fremstille mere vin end fx Chile og Australien.
Alligevel drikker kineserne kun 1,6 liter vin pr. indbygger om året - herhjemme ligger forbruget på cirka 38 liter pr. hoved. Til gengæld er der rigtig mange kinesere og derfor et kolossalt stort samlet forbrug.



Verdens mest beundrede vinmærke
Hvert år kårer det britiske magasin Drinks International verdens mest beundrede vinmærke.
Hvilket mærke, der vinder, afgøres af et internationalt dommerpanel bestående af Masters of Wines, vinmagere, vinskribenter, vinimportører og andre vinbranchefolk, der foretager en anonym afstemning.
Det mest beundrede vinmærke vælges ud fra en række kriterier. Vinene skal blandt andet holde deres gode kvalitet fra år til år, være typiske for det vindistrikt eller -land, de kommer fra, og ikke mindst leve op til den store brede forbrugerskares smag i både hjemlandet og på eksportmarkederne.
I 2013-udgaven af "World's Most Admired Wine Brand" vandt vinhuset og vinmærket Concha y Toro for tredje år i træk foran Torres og Penfolds, der kom ind på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Sællerten Casillero del Diablo
Det går da også strålende for Concha y Toro, som må siges at være det chilenske vinmærke, der er bedst kendt uden for Chiles grænser.
Og det skyldes ikke mindst vinhusets storsællert Casillero del Diablo, der findes i både rød og hvid udgave og på flere forskellige druer. I 2012 steg eksporten af dette mærke med 8% og nåede dermed op på 40,8 millioner flasker.
Asiaterne har også fået øjnene op for Concha y Toros vine. Sidste år steg eksporten i mængde til Kina med hele 56%, til Japan med 20% og til Singapore med 30%.
Man kommer selvfølgelig ikke sovende til så stor en vækst. For et par år siden åbnede Concha y Toro et kontor i Singapore, og vinhuset slår også snart dørene op for et kontor i Shanghai.
Ved at klikke her kan man læse en glimrende brochure om kåringen af verdens mest beundrede vinmærke - og om de øvrige mærker, der er med på top-50 listen.


Henri Krug er død
En af Champagnes grand old men, Henri Krug, er død i en alder af 76 år.
Fra 1977 til 2002 var det ham, der som femte generation af familien Krug stod i spidsen for det fornemme champagnehus af samme navn - og således også efter salget af huset til den franske luksuskoncern LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton) i 1999. Og det er ikke mindst hans fortjeneste, at Krugs champagne i dag er berømt verden over.
Henri Krug arbejdede gennem alle årene tæt sammen med sin bror, Rémi Krug, der i forbindelse med Henri Krugs død har udtalt til den franske avis l’Union: - Vi sagde altid, at vi var to sider af den samme frugt. Han var rolig, reserveret, fordringsløs, beskeden og altid parat til at lytte til andre mennesker.
I dag er det Henri Krugs søn, Oliver Krug, der sidder i champagnehusets direktørstol.







10 påstande - tro ikke på dem!
Man hører jo så meget. Og det er ikke alt, hvad man hører, der er rigtigt. Heller ikke når det gælder vin. Her har vi noteret ti påstande, som vi har hørt:

....
........
    1
........
.....
En ung rødvin skal trækkes op to timer før måltidet, så den kan få luft.
    ........
    Nej, det hjælper ikke. Overfladen i flaskehalsen er kun 2 cm², og det giver ingen adgang for luftens ilt. Plask den meget hellere over i en bred karaffel.
    ........
........
    2
........
........
Når en flaske først er trukket op, skal den drikkes med det samme.
    ........
    Nej, det er slet ikke nødvendigt. Sæt proppen i flasken og flasken i køleskabet. Så kan vinen sagtens holde sig et døgn eller to.
    ........
........
    3
........
.....
Rødvin skal serveres ved stuetemperatur og hvidvin køleskabskold.
    ........
    Ikke helt galt, men rødvinen bør ikke være mere end 16-18 grader, og gode hvidvine folder sig først rigtigt ud ved 10-12 grader.
    ........
........
    4
........
........
Man skal drikke rødvin til rødt kød og hvidvin til hvidt kød.
    ........
    Nej, der er vide spillerum, og man kan sagtens drikke fx en fadlagret Chardonnay til en rød bøf. Men ikke en muskuløs sicilianer til en soufflé.
    ...............
........
    5
........
.....
Det er godt at gemme flasker over komfuret i køkkenet.
    ........
    Nej, vin skal højst opbevares en uges tid i køkkenet - og ikke lagres hverken over komfur eller køleskab, som det af og til gøres på smarte køkkenbilleder.
    ........
........
    6
........
........
En vinkender bruger flere penge på vin end på mad.
    ........
    Nej, jo mere man ved om vin, desto bedre er man i stand til at købe kvalitet til en lavere pris.
    ........
........
    7
........
.....
Al vin bliver bedre med alderen og jo ældre, desto bedre.
    ........
    Nej, de allerfleste vine er skabt til at blive drukket her og nu. Vine med et godt syreindhold har bedre lagringspotentiale, men som regel kun i en begrænset række år.
    ........
........
    8
........
........
Jo dyrere vin, desto bedre.
    ........
    Nej, de bedste vine er dem, du kan lide, til den pris, du har råd og lyst til at betale.
    ........
........
    9
........
.....
Man kan bevare boblerne i champagne, hvis man stikker en sølvske i halsen (på flasken).
    ........
    Nej, det er noget sludder. Det virker ikke. Men rådet står faktisk i flere vinbøger.
    ........
........
    10
........
........
Propsyg vin er lige til at hælde i vasken.
    ........
    Nej, hæld al vin tilbage i flasken og få den byttet i forretningen.
    ........





...




Etiketten på den nye vodka.

Der er penge i Marilyn
Selv om det er 51 år siden, hun døde, og selv om der i dag findes masser af smukke Hollywood-skuespillerinder, var der nu noget særligt over Marilyn Monroe. I sin korte levetid opnåede hun kultstatus, og hun har stadig masser af fans verden over.
Og nu kan disse fans nyde et glas Marilyn Monroe Strawberry Vodka med et billede af ikonet på flaskens etiket.
Det er den britiske vodkaproducent Three Olives, der har indgået en aftale med boet efter Marilyn Monroe om rettigheden til at bruge hendes navn og billede.
Hvad Three Olives har betalt for rettighederne, vides ikke. Men mon ikke det har været en god sjat penge.
Sidste år udgav det amerikanske erhvervsmagasin Forbes en liste over de afdøde berømtheder - eller rettere boerne efter dem - der tjener mest. Her kom Marilyn Monroe med en indtjening på 27 millioner dollars (cirka 155 mio. kr.) i 2011 ind på en tredjeplads efter Michael Jackson og Elvis Presley.



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vino Gaudium er blevet optaget i VinAvisens database over danske vinimportører.
    * Gravesen Vine har optaget importen af vinene fra Greyrock, Hawkes Bay på New Zealand.
    * The Wine Company har optaget importen af vinene fra Domaine Giraud i Chateauneuf du Pape.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Henrik Hegelund Nielsen (f. 1965) har en bankuddannelse og er derudover uddannet i regnskab, samfundsøkonomi og erhvervsjura på Niels Brock. Han er også tidligere professionel fodboldspiller i blandt andet AEK Athen, Fenerbache, Lille og Brøndby IF. Og så er han vokset op i en yderst vininteresseret familie i Virum.
    I 1981 åbnede hans far, Karlin Nielsen, Holte Vinlager, der siden er ekspanderet til en hel butikskæde, hvor hele familien i dag arbejder med. Dog har Henrik Hegelund Nielsen siden 2008 haft sin egen en gros vinforretning, Premier Cru, med salg til alle segmenter i den danske vinbranche - blandt andet til nogle af Danmarks større detailkæder og førende restauranter.
    Forretningen blev grundlagt tilbage i 1978 og har dermed 35 års erfaring i branchen.
    Vinene til Premier Cru bliver nøje udvalgt af ejeren selv på hans mindst fem rejser om året til alverdens vinlande. Rejserne har også medført, at han personligt kender hver enkelt af de mange leverandører - og dermed deres kvalitetskrav og deres måde at fremstille vinene på.
    Når Henrik Hegelund Nielsen forlader forretningen i Værløse, går turen hjem til hustruen Diana og parrets fem piger.
    Adresse: Premier Cru, Lejrvej 7, 3500 Værløse, tlf.: 88 16 82 00, e-mail: hn@premier-cru.dk, www.premier-cru.dk.






Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234

...............................
    .....................
    216 En munter dekoration i vinhuset El Pinell de Brai i det spansk distrikt Terra Alta (foto © ICEX).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 22 vine. Af disse vine var der 15, som fik mere end to stjerner og hele 14, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 74 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de syv, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Barone Montalto, Pinot Grigio, Terre Sicilane IGT, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
55 kr., ViniPortugal
Frisk og læskende hvidvin med en dejlig krydring og et godt syrebid til slut. Lang eftersmag. Fin til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.


Montes, Chardonnay, Curico Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
79,75 kr., Bichel Vin
Superflot hvidvin, skabt af en af Chiles bedste vinmagere, Aurelio Montes. Vinen har blød, afrundet frugt i fin balance med de diskrete fadtoner. Den er klasser over mange hvide bourgogner til samme pris. I den cremede smag er der noter af vanille, ananas og smør.


Res Dei, Ippolito, Greco Bianco, Cirò, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
99 kr., pris ved 12 flasker: 89.10 kr., Distinto
En vidunderlig hvidvin med en aromatisk duft af forårsblomster og en fyldig smag med en behagelig fedme og forfriskende noter af limeskal. En perfekt vin til laks og hummer.


Herdade do Esporãdo, Verdelho, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2011, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Glimrende hvidvin fra Alentejano - fra "den anden side af Tejo-floden", der løber gennem Lissabon. Vinen har en liflig duft og en fyldig druesmag med en lille fedme, mild syre, fint krydderi og en lang eftersmag.


Weingut Schneider, Weissburgunder, Baden, Spätlese Trocken, Tyskland, 2009, middel alkohol (13,5%)
117 kr., Vinbutikken.dk
Elegant og lækker vin, der breder sig i munden med sin dejlige, friske frugt, sit fine krydderi og de mineralske toner fra Kaiserstuhls vulkanske jord.

Rosévin


Passolo Rosé, Rocca, Salento, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
55 kr., Amka
En rigtig dejlig rosévin, der har noter af hybente i duften og en lækker smag af friske bær med tilpas tørhed, god fylde og en lang eftersmag. Nyd vinen til en let krydret kyllingeret. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Primi Passi, Rosso Veronese, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
49 kr., på tilbud i denne uge (uge 12): 39 kr., Fakta
Saftig rødvin, hvis kvalitet er i fin overensstemmelse med prisen. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.


Domaine des Nugues, Gamay, Beaujolais Villages, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
70 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Traditionelt er den almindelige Beaujolais-rødvin (ikke cru'erne) noget med vin i kander og lange borde, men denne her vin er nu mere. Den er let og livlig og en god ledsager til lettere retter.


Punto Final, Bodegas Renacer, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina, 2011, høj alkohol (14,8%)
79,95 kr., Erik Sørensen Vin
Fyldig bamsevin, der dog er uden nogen spritkant men derimod med blød frugt og masser af krydderi. Det er en vin, der kan klare enhver kraftig (kød)ret.


Tralcetto, Cantina Zaccagnini, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2011, lav alkohol (12,5%)
96 kr., pris ved 12 flasker: 69,95 kr., Jysk Vin
Dejlig rødvin, der udvikler sig i glasset med en lang smag af frugt og bløde tanniner. En venlig og meget anvendelig vin.


Tempo, Riserva, Terre di Terlano, Sangiovese, Morellino di Scansano, Italien, 2006, middel alkohol (14%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., A Vinstouw
Denne rødvin er en rigtig god Sangiovese - lavet på Toscanas store drue. Med sin blødhed, fine tørhed og dejlige frugt kalder den på hele det herlige, italienske køkken. Men den kan nu også blive gode venner med en dansk bøf. Prisen ved seks flasker er attraktiv.


Yume, Caldora, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
110 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Denne rødvin har det hele - dyb farve, flot duft og en bred, blød smag med krydrede toner. Kalder på en god steg.


Emilio Moro, Tinto Fino, Ribera del Duero, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
189,95 kr., Theis Vine
Elegant rødvin på druen Tinto Fino - som man ellers kalder Tempranillo. Den har en dejlig duft og en afrundet, blød og lækker smag med fint integrerede fadtoner. Oplagt til ikke alt for kraftige kødretter - fx på lam.


Medeus, Sella & Mosca, Isola dei Nuraghi IGT, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
279 kr., pris ved 12 flasker: 251,10 kr., Distinto
Superlækker rødvin fra Sardinien, lavet på druerne Carignano, Cannonao, Merlot og Cabernet Sauvignon og lagret otte måneder på barriques. Den fylder munden med sine spændende facetter pakket ind i blød frugt og tilpas syre.


Spinelli, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2011, lav alkohol (12,5%)
39,95 kr., Nemlig.com
En enkel rødvin med en mild og læskende smag og pæn frugt. Den har ikke det store vingefang, men er udmærket til en omgang pasta. Og så er prisen jo yderst menneskevenlig. Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.