Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 40. 2013



Nyheder i uge 40, 2013

Følg os på Facebook


Til_37/09






Foto: Wikipedia / Mick Stephenson.

Vin til debat på Borgen
I uge 28 bragte vi de nyeste tal fra Danmarks Statistik over vinsalget her til lands. Mens salget i flere år har ligget nogenlunde stabilt på mellem 173 og 175 millioner liter vin, så tog det et ordentligt dyk i 2012. Her blev der kun solgt 143 mio. liter vin, hvilket svarer til et fald på 17%.
En væsentlig årsag til nedgangen i vinsalget er højst sandsynligt de nye afgifter, som vin blev pålagt pr. 1. januar 2012 - afgifter, der forårsagede en stigning på 4,54 kr. pr vinflaske.
Claus Bøgelund K. Nielsen, der er vicedirektør hos De Samvirkende Købmænd, har henledt vores opmærksomhed på, at tallene har vakt en vis aktivitet bag Christiansborgs mure.
Brian Mikkelsen, gruppeformand og skatteordfører hos Det Konservative Folkeparti, har nemlig bedt skatteministeren forholde sig til grænsehandelen med vin og den markante nedgang i vinsalget på dansk jord.

Stor stigning i grænsehandelen forventet
Af et skriftligt svar fra Skatteministeriet fremgår det, at man må påregne, at der i de sidste måneder af 2011 fandt en hamstring af vin sted blandt de danske forbrugere, og at salgstallene for året derfor blev unaturligt høje sammenlignet med de første måneder af 2012, hvor forhøjelsen af afgiften trådte i kraft.
Det lyder selvfølgelig plausibelt nok. De 17% fald i vinsalget er dermed misvisende.
Skatteministeriet vælger derfor i svaret til Brian Mikkelsen i stedet at sammenligne salget af vin i første halvår af 2013 med samme periode i 2011 og konkluderer, at der - på baggrund af ministeriets indtægter fra vinafgiften - har været et fald i vinsalget i Danmark på 10% mellem de to perioder, hvilket "stemmer godt overens med forventningerne i forbindelse med forhøjelsen."
Ministeriet fastslår også, at det skønnede, at afgiftsforhøjelsen ville få grænsehandlen med vin til at stige med 26% - en interviewundersøgelse fra Gallup har senere vist en stigning på 25%, så den forventede stigning holdt altså stik.

En fejlslagen politik
Ministeriet indrømmer således, at det har kalkuleret med en markant nedgang i salget af vin - 10% må jo også siges at være temmelig meget - og et meget betydeligt opsving for grænsehandelen. Og det er en politik, der ifølge Claus Bøgelund K. Nielsen er yderst betænkelig:
- Det er meget triste tal fra skatteministeriet. Afgiftsforhøjelserne har medført store konsekvenser for den danske vinbranche.
- De Samvirkende Købmænd, der har cirka 1250 supermarkeder, nærbutikker og discountbutikker som medlemmer, finder, at det er en helt igennem fejlslagen politik, når konsekvenserne af afgiftsforhøjelser i den grad favoriserer grænsehandelsbutikkerne i forhold til danske arbejdspladser i danske butikker.
Man kan læse hele skatteministeriets svar ved at klikke her.


Vinhandleren er bedre end Robert Parker
De vinanmeldelser, som Robert Parker bringer i The Wine Advocate, har ifølge Wine-Searcher ikke nær så stor betydning for amerikanske vinentusiasters vinvalg som en anbefaling fra en vinhandler. Og det allerbedste er et godt råd fra en god ven.
Det viser en ny undersøgelse fra Wine Opinion, hvor 1151 amerikanere, der hyppigt nyder vin, blev spurgt om hvem eller hvilket medie, de lænede sig mest opad, når de skulle købe en flaske vin.
De fik en række muligheder, som de kunne sætte kryds ved på en skala fra 1 til 10.
Intet kunne slå en anbefaling fra en ven, der vandt med 6 point i gennemsnit. På andenpladsen kom anbefalinger fra ansatte i vinforretninger med 5,3 point stærkt efterfulgt af sommelierer i restauranter med 5,2 point.
Når det gjaldt diverse amerikanske vinmagasiner, scorede anmeldelserne i Wine Spectator flest point, nemlig 4,7. Dernæst kom Wine Enthusiast med 4,4 point og først på tredjepladsen kom Robert Parkers The Wine Advocate med 4,1 point - det samme som en anbefaling pr. e-mail fra en vinhandler.
Anbefalinger fra den faste vinskribent i den lokale avis opnåede 4 point i gennemsnit - hvilket er mere end de 3,3 point, som tilfaldt anbefalingerne fra den anerkendte vinskribent hos New York Times, Eric Asimov.






Alkohol er farlig
Da François Hollande overtog jobbet som Frankrigs præsident, håbede mange franske vinproducenter, at bedre tider var i vente. I det mindste kan Hollande - i modsætning til Nicolas Sarkozy - lide vin.
Om det også gælder for sundhedsminister Marisol Touraine, vides ikke. Men hos organisationen Vin et Societé, der kæmper vinindustriens sag, frygter man i hvert fald et kommende folkesundheds-lovforslag fra ministeren.
Det forlyder, at Touraine vil foreslå, at de nu lovpligtige ord på etiketten "vin skal drikkes i moderate mængder", skal udskiftes med et "alkohol er farligt" - hvilket man selvsagt kan frygte vil føre til et svigtende vinsalg.
Vin et Societé, der repræsenterer 500.000 mennesker, som arbejder i den franske vinsektor, har i de sidste ti måneder skrevet til sundhedsministeren hver eneste dag for at få et møde i stand, men har ikke fået noget svar. Som generaldirektøren for organisationen, Audrey Bourolleau, har udtrykt det til Decanter, så er det "utroligt i et fransk demokrati, at sundhedsministeren ikke vil mødes med os."

En af de vigtigste industrier
Nu har Vin et Societé bedt Hollande om at oprette en mellemstatslig organisation, der skal vurdere enhver lov, som kan påvirke handelen med vin.
Vin drejer sig ikke kun om sundhed, lyder det fra Bourolleau. Vin er meget mere end det og af aller største betydning for såvel den franske kultur og turisme som for landets økonomi.
Hvert år bidrager vinindustrien med 7 milliarder euro (cirka 52 mia. kr.) til den franske statskasse og er dermed en af Frankrigs vigtigste industrier.
Den franske vinindustri har i forvejen hårde vilkår. Den er fx stadig tynget af den skrappe Evin-lov - en lov fra 1991, der blandt andet forbyder rosende omtale af vin i aviser og magasiner.



Syvende udgave af berømt vinbog
I 1971 udkom første udgave af The World Atlas of Wine, og siden dengang har bogen solgt i 4,5 millioner eksemplarer og er blevet oversat til tretten forskellige sprog. Den 7. oktober udkommer så syvende udgave af bogen.
Forfatterne er de to britiske vinkapaciteter, Jancis Robinson og Hugh Johnson, og i de seks år, der er gået, siden de sendte den sjette udgave på gaden, er der sket rigtig meget i vinens verden. En hel del af disse ændringer har forfatterne bestræbt sig på at få med i nyudgivelsen. Det gælder blandt andet nye teknikker til fremstillingen af vin, påvirkningen fra de klimatiske ændringer, nye appellations-regler og nye vintrends.

Nu også som e-bog
Nu er der tale om et atlas, og kortene udgør derfor en vigtig del af The World Atlas of Wine. I alt er der 215 kort i den nye udgave, heriblandt kort over 25 nye vinlande og -områder, som fx kystområdet i Kroatien, Canterbury på New Zealand, og Ningxia i Kina.
Bogen, der er på 400 sider, udgives af forlaget Michell Beazley, og kan købes hos Amazon for 40 pund (cirka 350 kr.) plus forsendelse.
Men hold lige hesten - for første gang udkommer bogen nemlig også som e-bog - lige til at downloade til iPad. Ud over, at man slipper for forsendelsesgebyret, koster e-bogen kun halvdelen af den fysiske udgave, og man får oven i købet en hel del mere for pengene, idet man kan zoome ind på de yderst detaljerede og interaktive kort, se en videofilm med forfatterne og nyde en række andre af de funktioner, som en e-bog kan byde på.
The World Atlas of Wine som e-bog kan fra og med oktober downloades hos Apples iBook Store til 20 pund (cirka 175 kr.).


Artikel behæftet med fejl
Troels Østergaard fra Godsets Vin, der har handlet med økologiske og biodynamiske vine siden 1988, blev harm, da han læste Søndagsavisen i uge 37:
- Avisen bragte en lille artikel under overskriften "Økovin fyldt med tilsætningsstoffer – selv om vin er mærket med EU's økologimærke, er der ofte sulfitter og svovlsyre i".
- Allerede her går det galt. Jo, det er tilladt at tilsætte ét konserveringsmiddel, nemlig sulfit, til økologisk vin. De tilladte mængder er begrænset af EU's regler for økologisk vin. Derfra og til, at vinen er fyldt med tilsætningsstoffer, er der noget af et spring. I konventionel vin må man også tilsætte to konserveringsmidler, nemlig sulfit og sorbat.

Der er ikke svovlsyre i vin
- Hvor svovlsyren i artiklens overskrift kommer fra, kan jeg ikke gennemskue. Det er ikke et tilsætningsstof, der bruges, og det er heller ikke tilladt.
- Det er muligt, at journalisterne har misforstået, hvordan man udtrykker syreindholdet i vin. I vinanalyserne er syreindholdet nemlig opgivet som mg svovlsyre pr. liter.
- Men der er ikke svovlsyre i vin. Syrerne i vin er bl.a. vinsyre og æblesyre. De giver vinen en vis surhedsgrad (pH), og svovlsyren kommer kun ind i billedet i forbindelse med analysen som den mængde svovlsyre, der ville give vinen samme surhedsgrad.
- I artiklen er kokken Bo Jacobsen citeret for at, "biodynamiske vine er helt rene (uden tilsætningsstoffer, red.), hvad de økologiske ikke er".
- Men Bo Jacobsen drømmer. De nyeste regler for biodynamisk vin, jeg har kunnet finde – de er fra 2009 – tillader 110 mg SO2 pr. liter mod EU-reglernes 100 mg pr. l. De tilsvarende for hvidvin er 140 mg pr. l og 150 mg pr. l. Det er altså tilladt at sætte sulfit også til biodynamisk vin.
- Men ét er de tilladte maksimale mængder, noget helt andet, hvad der faktisk er i vinen. Alle økologiske og biodynamiske vinavlere stræber efter at bruge så lidt svovl som muligt, og der er en del, der helt undlader at tilsætte svovl til deres vin, når det kan lade sig gøre.






14 postkort fra Frederiksdal
I to uger har vi været på besøg på Frederiksdal Gods for at sende 14 postkort fra høsten af kirsebær og fremstillingen af kirsebærvin. Her kommer de fire sidste postkort, og hele serien kan ses ved at klikke her.
........................


...........
Under sin vej til pressen "skubbes" bærrene af en roterende pumpe. Den er så blid, at man også kan bruge den til levende fiskeyngel.
...........

    11. postkort fra Frederiksdal:
    Presses mellem to bånd
    Kirsebærrene presses hjemme på gården i en presse, der ikke er helt almindelig – vi har i hvert fald aldrig set sådan en i vinens verden.
    To brede transportbånd, et hvidt og et blåt, løber omkring en række valser. Kirsebærrene kommer ind foroven og falder ind mellem båndene, og denne lange "sandwich" af bånd og bær føres så gennem valserne, der valse for valse presser de to bånd tættere og tættere sammen.
    Saften løber fra undervejs, og til slut spytter maskinen sten og skind ud i en kasse.
    Det er en nænsom maskine, og den er langt mere effektiv og hurtigere end de pneumatiske presser, der bruges til vin.

........................


...........
Der er investeret mange penge i det flotte vineri, en del af dem tilskud fra EU. Der er dog ikke noget tappeanlæg. Tapningen foregår et andet sted.
...........

    12. postkort fra Frederiksdal:
    Et batteri af tanke
    Der er mange tanke hos Danmarks største vinproducent, et par meget store og en lang række små.
    De små tanke bruges blandt andet til de forsøgsrækker, som de tre ejere af Frederiksdal Kirsebærvin investerer i – blandt andet forsøg med det såkaldte Stevnsbær.
    Kloner af bærret har nogenlunde de samme egenskaber. Men det betyder ikke, at vine, man laver af de forskellige kloner, smager ens. Der er forskel på dem. Her er der stadig meget at udforske.
    De små tanke bruges også til de forskellige typer vin, som produceres på stedet.








...........
Morten Brink Iwersen smager på vinen, der lagres på små Bordeaux-fade.
...........

    13. postkort fra Frederiksdal:
    Flere spændende typer
    I løbet af de syv år, Frederiksdal Kirsebærvin har været i gang, har man eksperimenteret med kirsebærvinen, og flere af eksperimenterne har været vellykkede. Så i dag kan man levere nogle spændende typer.
    Man fremstiller endog en traditionel kirsebærlikør på gammeldags manér – altså ikke en vin men en blanding af saft, sukker og alkohol.
    En meget spændende vin er en rancio (harsk på catalansk), hvor vinen lagrer udendørs et årstid på 25 liters glasballoner – ligesom vinene i det franske Banyuls. Og herefter lagres vinen så videre i cognac-fade.
    En anden spændende vin laves efter det spanske-system, hvor vinen hele tiden blandes op med ældre årgange.
    Vi har smagt disse vine, og længere nede i denne VinAvis er der fornemme stjerner til dem.

.............


...........
På en sydvendt skråning, Skrædderbanken, har godset i samarbejde med Pometet under Københavns Universitet anlagt en forsøgsmark med flere forskellige sorter kirsebær.
...........

    14. postkort fra Frederiksdal:
    Indsamling af gamle sorter
    Indtil 1976 var der mange forskellige sorter kirsebær i Danmark – Langeskov, Løvskal, Skælskør, Heering osv. Men efter en række forsøg på Statens Forsøgsstation Blangstedgaard besluttede man, at der ikke var nogen forskel på sorterne, når det gjaldt farve, syre, tørstof og udbytte. Så man kaldte dem alle for Stevnsbær (se denne uges STORE billede længere nede).
    Mange sorter og kloner er sikkert gået tabt, men i dag forsøger man at finde flest muligt på glemte marker og i gamle krat. Man samler dem ind og sammenligner blandt andet deres DNA-profiler.
    Institut for Jordbrug og Økologi ved Københavns Universitet står for indsamlingen af de gamle sorter, og Frederiksdal Gods samarbejder med instituttet.

* Vil du vide mere om danske kirsebær og Frederikslund Gods, kan du læse en meget grundig bog, der er lagt ud på nettet. Den kan hentes ved at klikke her.
* Jyllands-Posten har også lavet en lille film, der kan ses her. Bliv ikke forskrækket over, at den indledes med en reklame for noget helt andet.
* Yderligere er der mange oplysninger samt en video på godsets hjemmeside.







<< Det glade danske hold efter konkurrencen Left Bank Bordeaux Cup.

< CBS Wine under en vinsmagning hos Vinoble Skt. Petri i København.


Kæmpe succes for vinklub på CBS
CBS Wine, der er vinklubben på Copenhagen Business School i København, har ingen problemer med at sælge billetter til klubbens vinsmagninger. Den kunne melde alt udsolgt efter blot seks timers salg, hvor 200 billetter blev revet væk til den årlige Student Wine Festival.
Festivalen afholdes på skolen d. 3. oktober, hvor CBS Wine i samarbejde med Philipson Wine inviterer både KU, DTU, RUC til en vinfestival kun for studerende.
Faktisk går det næsten alt for stærkt ifølge holdet bag klubben:
- Det er svært for en lille studieorganisation som os at følge med succesen, men vi prøver, så godt vi kan, siger Peter Buch Hansen, der studerer International Business og er grundlægger af og formand for CBS Wine.
- Semesterets første smagning blev udsolgt på under en time, så vi havde regnet med, der ville blive rift om billetterne til festivalen, siger han.

Sponsorer søges til tre store konkurrencer
Vinklubben er på rekordtid blevet til den mest populære studieorganisation på campus. Med næsten 2000 likes på facebook er det klart den næst største organisation på hele CBS, og det går kun en vej for vinklubben.
- Til dato har vi afholdt mere end tyve smagninger for mere end 1000 medstuderende, så det er spændende at se, hvad CBS Wine udvikler sig til i fremtiden, siger Thor Jensen Mårup, specialeskrivende og næsteformand for vinklubben.
Ét er sikkert: De fire initiativtagere håber, vinklubben vil få en meget lang levetid.
- Vi håber, og tror, at CBS Wine vil være at finde på skolen - selv når vores egne børn en dag starter der - og at klubben stadigvæk vil holde et meget højt niveau i de forskellige internationale vinkonkurrencer, vi stiller op i, lyder det fra Peter Buch Hansen.
Efter årsskiftet skal CBS Wine igen ud og forsvare de danske farver ved tre store, anerkendte vinkonkurrencer for studerende, hvor det danske hold tidligere har banket vinklubberne fra blandt andet Oxford, Cambridge, Wharton og Shanghai. Før sommeren blev det til en flot andenplads i Sciences Po International Tasting i Champagne og en bronzemedalje i Left Bank Bordeaux Cup. Man kan læse mere om de to konkurrencer i henholdsvis uge 17 og uge 26.
Før vinklubbens fire mand stærke hold drager ud for at dyste mod de andre skoler og universiteter, vil de ligesom de foregående år søge sponsorer gennem VinAvisen. Eventuelle sponsorer kan henvende sig til CBS Wine på contact@cbswine.dk.



Fifty Shades som vin
Den britiske forfatter Erika Leonard James blev med et slag verdensberømt, da hendes bog Fifty Shades of Grey udkom i 2011. Det var første bind i en erotisk trilogi, hvoraf de sidste to bind, Fifty Shades Darker og Fifty Shades Freed, også er udkommet - og er blevet en lige så stor succes som den første bog. I alt har hendes bøger solgt i 90 millioner eksemplarer på 52 forskellige sprog.
Trilogien har også vakt en hel del debat på grund af det stærkt erotiske indhold.
Fortællingerne i bøgerne er ved at blive filmatiseret, og for forfatteren gælder det jo om at holde liv i succesen og omtalen. Og det gør hun nu med lanceringen af to vine, Red Satin og White Silk.

Drik dem til mine bøger
E. L. James har selv stået for sammenstikningen - altså blandingen - af vinene - dog sammen med nogle californiske vinmagere. Producenten af vinene er Mendocino Wine, som i det hele taget gør det i kendis-vine som fx vinene Pink Floyd og Rolling Stone.
At James lancerer vin, er der en vis ræson i. I Fifty Shades bøgerne bliver der nemlig drukket en hel del vin - blandt andet Bollinger Grande Année Rosé 1999 og den legendariske søde vin Vin de Constance fra den sydafrikanske vingård Klein Constantia.
På forfatterens hjemmeside kan man se listen over alle de vine, der bliver nydt i trilogien - og under hvilke omstændigheder.
Og hun anbefaler, at man nyder hendes to nye vine, mens man læser hendes bøger.
Som vi fortalte i uge 5 afholder flere amerikanske restauranter såkaldte Fifty Shades-aftenen, hvor gæsterne kan få en tro kopi af en menu, der indgår i en af bøgerne - hvilket også omfatter et glas Vin de Constance til desserten.







< Høsten af de grønne druer hos vinslottet Carbonnieux i Graves er i fuld gang. Foto: Rune Holst Jacobsen.


Høstrapport fra Bordeaux
Vi har tidligere modtaget høstrapporter fra vores mand Bordeaux, Rune Holst Jacobsen. I 2011 kvittede han sit job som eksportchef i elektronikkens verden og flyttede til Bordeaux med sin familie. Siden da har han afsluttet sine studier på Bordeaux International Wine Institute og har været i praktik hos Château Gourran i Côtes de Bordeaux. Og så er han hvert år parat til at tage fat i vinmarkerne hos et af vinslottene, når årets druehøst skal i hus. Også i år er han at finde i en vinmark, og han har sendt os en rapport med en personlig vinkel:
- Jeg besluttede mig for, at dette års høstarbejde skulle foregå et sted, hvor der ville være så meget som muligt at lave. Sidste år havde vi mange pauser i arbejdet, og pauserne kommer altid, når ryggen har vænnet sig til at blive pint i otte timer ad gangen. Som vi blev enige om i marken: Mennesker er ikke skabt til at have bagdelen højere end hovedet, men det er nu ofte den position, man havner i.
- Et andet kriterium var, at det ikke måtte være alt for langt fra Bordeaux centrum, hvor jeg og min lille familie bor.
- Sidst men ikke mindst skulle det være et sted, hvor der høstes i hånden. Maskinerne kan jo høste for et helt slot på en enkelt dag, mens håndhøstningen har brug for mange hænder.

En god årgang hvidvin
Det endte med at blive Carbonnieux i Graves, der fik glæde af danskerens arbejdsiver. Slottet ejer 45 hektar med hvidvinsdruer og er dermed et af de største Grand Cru Classé-slotte i Bordeaux, når det gælder hvidvin. Det har også et lignende areal med rødvinsdruer.
- Jeg blev ringet op om fredagen og bedt om at møde op den kommende mandag, hvor jeg skulle starte i markerne sammen med 70 andre høstarbejdere.
- Vejen derud går gennem de mest befærdede veje i Bordeaux, og der er meget få ting i verden, jeg hader så meget som at sidde i kø i en bil - hvilket der heller ikke er tid til, da min søn skal hentes i børnehaven kl. 16.30.
- De 17 kilometer hver vej foregår derfor på cykel, men så er man da om ikke andet varm, når arbejdet starter. Omvendt er der ikke ret mange andre forældre, der møder op i børnehaven i cykelsko, beskidte fingre og tøjet indsmurt i druesaft …

Et problematisk år
2013 har på alle måder været problematisk i Bordeaux, konstaterer Rune Jacobsen:
- Rigtig megen regn under blomstringen, hagl og for lidt sol. Høsten er derfor startet meget sent. De første resultater af de grønne druer er dog yderst positive, og det tegner til at blive en rigtig god årgang, når det gælder hvidvin - hvilket måske desværre vil drukne lidt i snakken og skriverierne om rødvinsdruerne, hvis de ikke bliver helt så gode.
- Der skal alligevel sorteres kraftigt i de grønne druer, og der er rigtig mange, der ender på jorden. Få syge druer kan ødelægge en hel tank med vin.
- De blå druer begynder at have det rette sukkerniveau, men de er simpelt hen ikke modne nok. Derfor har den forgangne uges meget fine vejr været velkomment. I dag har vi haft over 30 grader, hvilket er fantastisk for druerne - men lige i overkanten for dem, som skal plukke dem. Og særligt for de plukkere, der skal cykle 17 km hjem efter dagens dont …

Respekt for rigtige "vignerons"
Og hvad får man så for det hårde høstarbejde?
- Fransk mindsteløn svarer til 70 kr. i timen før skat - nogenlunde det sammen, som et rask avisbud fra syvende klasse tjener i Danmark. De folk, der har arbejdet i markerne i 30 år, får den samme løn som de studerende, der lige skal tjene lidt penge inden studiestart.
- Jeg husker noget om, at man i Danmark ikke kunne finde danskere til at plukke jordbær for 150 kr. i timen …
Men hvad er det så, der har fået Rune Jacobsen til at søge dette hårde høstarbejde:
- Jeg ville gerne arbejde ude, nu vi var kommet sydpå, og jeg har virkelig fået det at være høstarbejder helt ind under huden og lært mere, end jeg nogensinde kan læse mig til.
Det første år i Bordeaux arbejdede danskeren med i et helt år i vinmarkerne:
- Man lærer i den grad at kende forskel på en Merlot- og en Sauvignon-drue og indser, hvor meget arbejde, der er i markerne - høsten er en meget lille del af årets gang. Det øger så afgjort respekten for de rigtige "vignerons", som gør det meste af arbejdet selv.
- Desuden har det været godt for mit sprog. Der er mange flinke folk, og mange, der kender nogen, som kender nogen. Og snakken går om de andre slotte, og hvem der laver gode vine, osv.
Alt dette har været vigtig for Rune Jacobsen. Målet er at blive i Bordeaux og arbejde som vinagent, og han er sikker på, at oplevelserne i vinmarkerne vil gøre ham til en meget bedre sælger.

Bedre med en grandfætter i Margaux
Det har været rimelig nemt for Rune Jacobsen at få job som høstarbejder - dog er der nogle knaster:
- Man skal kunne sende en ansøgning på fransk eller tage direkte ud til de store slotte og ansøge, som jeg fx gjorde. Og man skal være hurtig til at svare, hvis et af slottene ringer tilbage. De venter kun ganske kort tid på et opkald, før de henvender sig til den næste i rækken.
- Desuden kræves der ofte en fransk bankkonto og et fransk sygesikringskort, hvilket selvfølgelig gør det hele lidt mere besværligt.
Rune Jacobsen har i øvrigt allerede gjort sig de første erfaringer, når det gælder et fremtidigt job som vinagent i Bordeaux:
- Det kan være meget svært at få en fod inden for på montparnasset. Jeg har to master-uddannelser, taler fem sprog og har ti års international erfaring, men det havde nok været bedre at have en grandfætter i Margaux ...
- Bordeaux er meget konservativt, og der er mange om buddet. Det er nok lidt som at tage til Hollywood for at blive skuespiller.
- De franske "konkurrenter" står i forreste række, og det kræves, at man taler og skriver flydende fransk.
- Men jeg arbejder hårdt på sagen, og kan fornemme, at markarbejdet også giver en vis respekt.




.


Australierne svigter øl for vin
Når hovedpersonen Mick i filmen Crocodile Dundee besøger den lokale bar i den australske ødemark, er det øl, der kommer på bordet. Og sådan har det også været for hovedparten af hans landsmænd i de sidste mange årtier.
Men nye tal fra Australian Bureau of Statistics (ABS) viser, at australiernes forbrug af øl er dalet støt og ikke har været så lavt, som det er nu, i de sidste 66 år.
Alene i 2012 faldt ølforbruget med 2,3% i forhold til året før, og udgør nu 41% af australiernes alkoholforbrug. I 1962 lød tallet på hele 75%.
Der kommer også mindre spiritus i australiernes glas. Her var der et fald i forbruget på 4% i 2012.
Undtagelsen fra reglen er vin, hvor der var en stigning i forbruget på 1,9%, og ifølge ABS tyder alt på, at pilen fortsat vil pege opad i de kommende år.



< Druerne bæres i kurve eller trampes i kar under den store høstfest i Jerez de la Frontera.


Druetramp og flamencodans
Det kan være en god idé næste år at holde kalenderen nogenlunde fri omkring midten af september, og så smutte en tur til sherry-land - til Jerez de la Frontera, hvor druehøsten fejres med en fem dage lang og meget festlig høstfest.
Årets udgave af Fiestas de la vendimia, der blev afholdt fra d. 10. til 15. september, bød på mere end 50 aktiviteter. Nogle af dem er gengangere som fx den store procession med høstdronningen som hovedperson, velsignelsen af druerne i kirken Iglesia de Santiago og Pisa de la uva, trampning af druer. Men der er også altid nogle nyheder. I år var der fx også trampning af druer for børn og seks forskellige udstillinger helliget sherry.
Derudover var der hesteshows, koncerter og flamencodans i lange baner. Og så var der selvfølgelig smagsprøver på sherry i bodegaerne og på gadehjørnerne.




Sven Moesgaard i sin fadkælder. Hans vingård, Skærsøgaard Vin, blev kåret som årets vingård.

Kåring af danske vine
De danske erhvervsvinavlere har deres egen forening, Danske Vingaarde, der tæller 51 medlemmer. Og hvert år siden foreningens grundlæggelse i 2011 har den afholdt en konkurrence, Dansk Vinshow, med kåring af de bedste af medlemmernes vine.
De mange tilmeldte vine blev allerede i august smagt og bedømt af en fem mand stort dommerpanel og præmieret med guld-, sølv- og bronzemedaljer. Den 25. september blev så vinshowet afholdt på Axelborg i København, hvor sommelierer, vinskribenter og restauratører var inviteret for at kåre årets bedste vine ved en storstilet smagning.
For de danske vinproducenter var der tre vinderchancer inden for henholdsvis årets bedste vin, årets bedste frugtvin og årets vingård.
Det blev hvidvinen RÖS Muscaris 2012 fra Dyrehøj Vingård, der løb med titlen som årets bedste vin. Vinen kan købes online for 190 kr. på vingårdens hjemmeside.
Den bedste frugtvin blev kirsebærvinen Prunus Nigra 2012 fra Cold Hand Winery, der kan købes hos H.J. Hansen for 240 kr. Og den fornemme titel som årets vingård tilfaldt Skærsøgaard Vin, der opnåede det højeste point-gennemsnit for tre vine i konkurrencen.






...




I disse store kobberkedler hos Glenmorangie er den nye whisky "Taghta" blevet til.

Folkets whisky
Det skotske destilleri Glenmorangie har fået en god idé. Det har valgt at lade offentligheden tage del i fremstillingen af en ny whisky - lige fra udvælgelsen af de whiskyfade, hvis indhold skulle indgå i whiskyen, til navnet på nyskabelsen.
Det hele foregår online, og tidligere i år blev der afholdt en afstemning - med vejledning fra destilleriet - om de fade, der skulle vælges.
Nu er også navnet til whiskyen fundet via en afstemning. Glenmorangie kastede bolden op og bad enhver om at sende et forslag. Der kom ifølge The Spirits Business flere tusinde forslag - der blev kogt ned til tre. Disse tre forslag blev oversat til gælisk, hvorefter offentligheden så igen kunne stemme om, hvilket, der var det allerbedste.
Valget faldt på "Taghta", der kan oversættes med "excellent" eller "den udvalgte". På andenpladsen som "Coileanta" for "beherskelse", mens tredjepladsen gik til "Salainn", der betyder "mysterium".
Den nye whisky vil blive frigivet til salg i efteråret 2014. Men først skal emballagen designes. Også her har Glenmorangie bedt offentligheden om at maile billeder og ideer til inspiration.
Der er god ræson i, at navet på whiskyen er gælisk. Det er ganske vist kun en lille del af den skotske befolkning, der forstå og taler gælisk. Men for nogle år siden blev gælisk indført som et obligatorisk fag i folkeskolen, så en ny generation af whiskyglade og gælisk talende skotter er på vej.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * The Wine Company har optaget importen af vinene fra Chapelle St. Theodoric i Chateauneuf du Pape, som er et fælles projekt mellem Baptiste Grangeon fra Domaine de Cristia og den amerikanske importør, Peter Weygandt.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Xavier Gras (f. 1977) er vokset op med mad og vin i den franske Rhône-dal, hvor hans familie har drevet en restaurant i de sidste 120 år. Alle familiemedlemmerne er uddannede kokke, men Xavier Gras havde helt andre planer, og tog i 1998 en bachelor i økonomi.
    Denne uddannelse i forening med hans store passion for vin medførte, at han i de følgende år fik arbejde som restaurantchef eller som ansvarlig for indkøb af vin og spiritus i flere af Frankrigs bedste gourmetrestauranter.
    Det var også i den forbindelse han mødte sin hustru, danske Rachel, der arbejdede som au pair for en hotelejer, og sammen med hende rejste han i 2003 med tilbage til Danmark.
    Xavier Gras kunne ikke et ord dansk og havde ikke tålmodighed til at sætte sig på skolebænken. Den eneste måde at lære sproget på var derfor hurtigst muligt at få et job. Og det fik han allerede en uge efter sin ankomst som opvasker i Aarslev Kro i Århus, hvor parret havde bosat sig.
    Men uddannelsen og evnerne skulle udnyttes, og tre måneder senere overtalte han Peter Jensen, der driver Vinspecialisten på Viborgvej i Århus, til at tage ham ind som førstemand.
    Det blev startskuddet til Xavier Gras’s karriere hos H.J. Hansen, der ejer kæden af de i dag mere end 50 Vinspecialist-butikker rundt om i landet.
    Der blev snart lagt mærke til Xavier Gras, der var med til at gøre Århus-butikken til en af de største i kæden, og i 2010 blev han tilbudt jobbet med at udvikle nye forretninger for H.J. Hansen - hvilket han gjorde med stor succes.
    I 2012 fik han så sit nuværende topjob som salgschef for vinfirmaets Horeca-afdeling.
    Den fritid, der er til overs, går med familiehygge med Rachel og børnene, Etienne og Callista.
    Adresse: H.J. Hansen, Østbanegade 3, 2100 København Ø, tlf.: 35 42 43 11, mobil: 20 40 49 70, e-mail: xag@hjhansen.dk, www.hjhansen-vin.dk.





    .......
    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.




    Ponte Winery i Californien anbefaler ligefrem, at man fryser rester af rødvin ned til senere brug.

      Hvordan med isterninger af vin?
      Dorte M. læste læserbrevet i uge 37om nedkøling af vin i henholdsvis fryser, køleskab og spand med is.
      – Vinen må ikke komme ned under nul grader, skriver hun. – Men nogle fryser jo ligefrem isterninger af vin for senere at bruge dem i madlavningen. Tager vinen så ikke også skade af det?
      Når vin fryses ned, kan smagen i visse tilfælde ændres. Fx vil garvesyren i rødvin danne lange kæder og udskilles som krystaller, såkaldt vinsten.
      Meget ofte fryser man vinen kortvarigt ned under produktionen for at undgå vinsten. Derved forsvinder måske også nogle aromastoffer, men gøres det kontrolleret, er det ikke noget problem.
      Vin af optøede isterninger kan måske virke lidt flad, men man vil udmærket kunne drikke den – selv om det bestemt ikke har været producentens mening, at hans vin skal nydes på den måde. Så det bør man nok lade være med.
      Vin-isterninger er derimod glimrende fx til nedkøling af en kande Sangria i stedet for almindelige isterninger, der fortynder drikken.
      Og til fremstilling af en god vinsauce vil de være fine i en snæver vending...............

..............





,
Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    242 Vinen fra Frederiksdal Kirsebærvin fremstilles på surkirsebærret Stevnsbær.
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 38 vine. Af disse vine var der 27, som fik mere end to stjerner og hele 20, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 125 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Henry Fuchs Crémant d'Alsace, Alsace, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker i september og oktober, Erik Sørensen Vin
En udmærket boblevin med en fin mousse og en fyldig smag med noter af friske abrikoser. Den mangler måske nok lidt elegance. Til gengæld vil den med sin fylde og lange eftersmag af moden frugt egne sig godt til lettere retter.

Hvidvin


Man Family Wines, Chenin Blanc, Coastal Region, Sydafrika, 2012, middel alkohol (13,5%)
70 kr., Lago Import
Free-run Steen står der på etiketten. Steen er det sydafrikanske navn for Loire-druen Chenin Blanc, og free-run vil sige, at druerne ikke er pressede. Man har nøjedes med at bruge den most, der af sig selv løber fra druerne. Man har "skummet fløden", og resultatet er blevet en superlækker hvidvin, blød og harmonisk, med ren frugtsmag og frisk syre. En fornøjelse! Flasken har skruelåg.


Shadow's Run, Fox Creek, Chardonnay, McLaren Vale, Australien, 2011, middel alkohol (13,5%)
70 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Frisk, fyldig og krydret hvidvin - en vin, der virkelig smager af noget. Den er "unwooded", så ingen fadtoner blander sig i den klare og rene Chardonnay-smag. Flasken har skruelåg.


Bain's Way, Wamakersvallei, Viognier, Wellington, Sydafrika, 2013, middel alkohol (13,5%)
90 kr., Premier Cru
En fortræffelig hvidvin med god druefylde. Smagen er frisk, fint krydret og med en lille sødme. Velegnet både til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Craggy Range, Te Muna Road Vineyard, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Frisk og dejlig hvidvin med alle Sauvignon-druens karakteristika - modne, gode stikkelsbær, vinrabarber, grape, græs samt en god syre. Flasken har skruelåg.


Weingut Schneider, Sauvignon Blanc, Kaiserstuhl, Baden, Spätlese, Tyskland, 2011, lav alkohol (12,5%)
104 kr., Vinbutikken.dk
Frisk og meget lækker hvidvin med en masse druefrugt og en lille honningtone. Fremragende som apéritif eller terrassevin.


Légende, Barons de Rothschild, Lafite, Bordeaux, Frankrig, 2011, lav alkohol (12%)
109,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 89,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Næsen i glasset - er det en Sauternes? Nej, men druen Sémillon får en til at tro det. Her har den selskab af Sauvignon Blanc, og resultatet er blevet en frisk hvidvin i typisk Bordeaux-stil, god til fisk og skaldyr. Er man mere til hvidvine med sødme og aroma, skal man holde sig til dem.


Val de Vid, Verdejo, Rueda, Spanien, 2012, lav alkohol (13%)
115 kr., på tilbud indtil 20. oktober: 85 kr., Vinoble
Hvis der på en restaurant var en Rueda-hvidvin på vinkortet, ville vi være stærkt fristet til at vælge den. Denne her vin skuffer da heller ikke. Det er en frisk, fint krydret og indtagende vin i fin balance - en vin, som man nemt kunne blive forfalden til.

Rødvin


Homage, Santa Ana, Malbec, Mendoza, Argentina, 2012, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., på tilbud i uge 40 (denne uge): 49 kr., SuperBrugsen
En dejlig rødvin med ren bærmost i duften og med modne frugter i den fyldige smag. Den har en behagelig sødme, som mange vil kunne lide.


Monte del Frá, Sangiovese, Valpolicella, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
75 kr., HøjelseVinkælder
En rigtig dejlig rødvin med aromatisk te i duften og med en saftig bærsmag med fine krydderier. En typisk Valpolicella og en vin, der bør nydes til en god pastaret.

[Replication or Save Conflict]
Les Combes, Mad Basile, Costières de Nîmes, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)
80 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
Der sker noget i denne gode rødvin på 70% Syrah og 30% Grenache. Der er god, fyldig frugt, der er krydderi og tilpas syre.


Beyer Ranch, Wente, Zinfandel, Livermore Valley, Californien, 2010, høj alkohol (14,5%)
109,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 79,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Fyldig og nem-at-drikke rødvin med dejlig frugtsmag, bløde tanniner og en lille charmerende sødme. Ingen spritkant.


Soho, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,5%)
159 kr., Vinslottet
Flot Pinot-duft. Flot Pinot-smag. En klassisk Pinot og herlig rødvin med alle druens dyder. En vin i fin balance og med en fin krydring. Oplagt til lettere retter - eller dyb meditation. Flasken har skruelåg.


Révélation, Domaine Serguier, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2011, høj alkohol (14,5%)
225 kr., Franske Vinhus
Vidunderlig rødvin. Den har en liflig duft og en fløjlsblød, frugtagtig smag med fine fadnoter. Den er for ung endnu. Gem den gerne i endnu fem-seks år. Eller længere.


Realzin Zinfandel, Zinfandel, Salento, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
59,95 kr., Amka
En rødvin med en god frugtduft med noter af lakrids. Smagen er fyldig med friske mørke bær, druer og blå blommer samt et tilpas bid af garvesyre. En udmærket vin til en let kødret. Flasken har skruelåg.


Le Quare, Azienda Agricola Gamba, Valpolicella Classico, Italien, 2011, lav alkohol (12%)
95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Denne rødvin begynder med frugt og noter af kirsebær, men den går ret hurtigt over i tørre tanniner. Anvendelig til mad.


Vigneto Bricco Vergene, Batasiolo, Dolcetto, Alba, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
129,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Sådan er en rødvin på druen Dolcetto - let, saftig og venlig. Ren frugt og bløde tanniner.


Super Tuscanino il Morino, Vignamaggio, Chianti, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
59 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
En lidt enkel og spinkel rødvin. Den er saftig og har en pæn portion syre, hvilket gør den velegnet til lidt fede retter. Prøv den fx til en pastaret med flødesauce.

[Replication or Save Conflict]
Le Serre Rouge, Domaine du Bramadou, Côtes du Rhône Villages Roaix, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
99 kr., WineWeb.dk
En meget fyldig rødvin med intens frugt og høje procenter - ret meget for høje.


Ancient Earth, Bellingham, Cabernet Sauvignon, Coastal Region, Sydafrika, 2010, middel alkohol (14%)
109,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 89,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En enkel rødvin med en ren frugtsmag og ret markante tanniner.

Andet


Baileys Chocolat Luxe, Irland, høj alkohol (15,7%)
130 kr., pris for 50 cl, SuperBest
I uge 34 fortalte vi om en ny chokoladelikør, Baileys Chocolat Luxe. Den er netop kommet til Danmark, hvor den ud over SuperBest også fås i mange andre dagligvarebutikker. At nippe til et glas af denne likør er som at tage et meget delikat stykke chokolade. Og ligesom med chokoladestykkerne kan man ikke lade være med lige at tage en mere. Det er en ustyrlig lækker likør med en meget ren mørk chokoladesmag og en cremethed, der piftes op af alkoholen. Den er lidt mere maskulin end søsteren Baileys Irish Cream, og man kan godt forestille sig, at der her er skabt en likør, som i højere grad appellerer til både mænd og kvinder. Likøren er resultatet af tre års udvikling med 839 mislykkede forsøg og smagning af 200 forskellige belgiske chokoladetyper. Det har været al besværet værd. Husk, at drikke den godt afkølet, og ryst den grundigt før servering. Smagepanelet smagte også likøren med en isterning i, men der var enighed om, at det var lidt synd. Det lækre bid af mørk chokolade gik fløjten. Flasken har skruelåg.

Kirsebærvinene fra Frederiksdal


Frederiksdal Kirsebærvin, Kirsebær, Lolland, Danmark, 2011, høj alkohol (15%)
135 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal
Denne elegante kirsebærvin på Stevnsbær smager simpelt hen godt. Den er bestemt ikke sliksød, men har - foruden sin rene, fyldige frugt - en lille sødme. Og ingen spritsmag. De dygtige mennesker nede på Lolland anbefaler den til kraftige, salte oste, blå oste, pateer, kraftigt vildt med bær, chokoladedesserter, råsyltede sommerbær, blommer og risalamande. Vi kan kun give dem ret.


Frederiksdal Kirsebærvin, Kirsebær, Lolland, Danmark, 2012, høj alkohol (15%)
140 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal
Denne ualmindelig lækre kirsebærvin minder med sin cremede frugtfylde lidt om portvin. Den er ikke så sød som portvin, og den har en blød, sød og markant smag af kirsebær. Brug den fx til kraftige, salte oste, blå oste, pateer, kraftigt vildt, chokoladedesserter, råsyltede sommerbær, blommer eller risalamande - som det anbefales på bagetiketten.


Sur Lie, Frederiksdal Kirsebærvin, Kirsebær, Lolland, Danmark, høj alkohol (15%)
189 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal
Med næsen i glasset mødes man af en vidunderlig, aromatisk duft af kirsebær. Og med vinen i munden oplever man dyb, moden frugt med en fin sødme, der afbalanceres af den gode syre. Prøv den fx til en chokoladedessert eller til julens risalamande. Vinen, der har ligget på bundfaldet (sur lie), er lagret fem måneder på egetræsfade.


New Nordic Cherry Likør, Frederikdsdal Kirsebærvin, Kirsebær, Lolland, Danmark, høj alkohol (17%)
205 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal
En superlikør, der bør indgå i enhver bartenders batteri af fornemme ingredienser til cocktails. Den har en dyb, afrundet kirsebærsmag og en lækker sødme, der afbalanceres af citrussyren. Brug den fx til is og kaffe.


Nielstrup Mark, Frederiksdal Kirsebærvin, Kirsebær, Lolland, Danmark, 2010, middel alkohol (14%)
225 kr., Frederiksdal
En kirsebærvin, der ikke er sød. Den har en ret tør, intens og ren smag af modne kirsebær. Bestemt en overraskende og spændende rødvin. Brug den fx til lidt kraftige oste eller til ikke for søde desserter med chokolade.


Rancio, Frederiksdal Kirsebærvin, Kirsebær, Lolland, Danmark, middel alkohol (14%)
279 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal
Denne vin har i et helt år stået udendørs i al slags vejr på store 25 liters glasbeholdere, og det har givet den en spædende, iltet smag. Derefter har den ligget på gamle cognac-fade. Smagen er meget kompleks - faktisk helt vidunderlig. Det anbefales at prøve den til smagsrige oste, foie gras, chokolade, nødder, syltede svesker, figner - eller alene.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.