Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 41. 2013



Nyheder i uge 41, 2013

Følg os på Facebook

....







En stor bunke komøg venter på at blive spredt ud i en økologisk vinmark i Bourgogne.

Tredobling af okø-vinhuse
Inden for de sidste fem år er antallet af franske vinproducenter, der dyrker markerne økologisk, tredoblet.
I slutningen af 2012 blev 65.000 hektar - eller 8,2% af Frankrigs samlede vinmarksareal - ifølge Agence Bio dyrket økologisk.
Når det gælder landets økologiske landbrug som helhed, er det kun 3,8%, der er omdannet til økologi. Vin er således den landbrugssektor, hvor økologisk dyrkning har haft den hurtigste vækst.
Sidste år var 1 million hektoliter af den franske vinproduktion fremstillet på økologisk dyrkede druer - i år forventer man, at tallet lyder på 1,4 mio. hl, og i 2015 vil det have rundet de 2 mio. hl.
For år tilbage var det mest små nørdede vinbønder, der begyndte at dyrke markerne økologisk. I dag er det både små og store vinproducenter, ligesom stadig flere vinkooperativer er kommet med på øko-vognen.

Udbuddet bliver for stort
Det lyder jo alt sammen meget godt og miljørigtigt, men en del af de økologiske vinproducenter har ifølge Wine-Searcher fået bekymrede rynker i panden.
Økologisk vindyrkning er dyrt - hvor konventionel dyrkning kræver 1,8 fuldtidsmedarbejdere pr. hektar vinmark, er der brug for 3,5 medarbejdere pr. ha, når der er økologi inde i billedet.
Druerne er også mere udsatte - og høstmængden dermed sårbar - da sprøjtemidler jo ikke er sagen i en øko-mark.
Derfor koster økologisk vin naturligvis også mere i forretningerne - og det er den nødt til, hvis det skal løbe rundt for øko-producenterne.
Men nu, hvor stadig flere vinhuse lægger om til økologi, fremstilles der stadig større mængder øko-vin, hvorved der er risiko for, at priserne presses - og måske presses så langt nedad, at nogle af producenterne vælger igen at lægge om til konventionel vindyrkning.


Værste frost i 84 år
Chile har et forholdsvis stabilt og godt klima for vindyrkning. Men i år er det gået galt. En hård og sen frost - i Chile er det forår nu - har ramt området fra Coquimbo i nord til Maule længere mod syd, et hovedområde for frugt- og vinavl.
De foreløbige opgørelser lyder på skader på et beløb svarende til 7,5 milliarder kr., som gælder for såvel druer som andre frugter.
Der tales om den værste frost for chilensk landbrug i de sidste 84 år. Og når det gælder druerne, er det de tidligt modne sorter som Chardonnay og Pinot Noir, der er hårdest ramt.
Nogle vinproducenter melder om, at de har mistet hele deres kommende høst af Chardonnay-druer, idet frosten har ødelagt blomstringen.
Vin er næst efter kobber landets vigtigste industri - i 2012 blev der fremstillet vin i Chile til en værdi af 9,7 mia. kr.
Såvel landets regering som diverse vinproducentforeninger står parat med økonomisk hjælp til de ramte vingårde.






Et glas vin er mange ting
Det kan godt være, man tror, man nyder to eller tre ganske almindelige glas vin til sin mad hver aften. Men det kommer sandelig an på, hvilket glas man skænker vinen i.
Amerikanske forskere ved universiteterne Iowa State og Cornell har udført et interessant vinskænknings-forsøg. En gruppe forsøgspersoner blev bedt om hver især at skænke den - efter deres mening - samme mængde vin i flere forskellige glas. Og mængden skulle gerne svare til et normalt glas vin, hvilket vil sige 12 cl.
Det viste sig snart, at der var temmelig stor forskel på, hvor meget vin, de skænkede i glassene.
Samtlige forsøgspersoner hældte hele 12% mere vin i et bredt Bourgogne-glas end i et almindeligt vinglas. Det samme skete, når de holdt glasset, mens de skænkede i modsætning til, når glasset stod på bordet under ophældningen.
Vinens farve havde også betydning. Når det gjaldt hvidvin, skænkede personerne omkring 9% mere i et almindeligt vinglas, end når det var rødvin, der skulle i glasset.




The Paso Wine Man fortæller om druen Mourvèdre i en af de små "drue-film" på Paso Robles Wine Coutry Alliances hjemmeside.

Paso Robles splittet i elleve appellationer
American Viticultural Area (AVA) er amerikanernes udgave af franskmændenes appellation controllé (AOC).
I dag er der i USA mere end 200 små og store AVA’er - en af dem er Paso Robles i Californien, der omfatter 12.950 hektar vinmarker og mere end 200 vinhuse.
Paso Robles, der fik sin appellation i 1987, forsøger stadig at kæmpe sig væk fra sit gamle og mindre gode image som et vinområde, der leverer billig bulk.
Et af forsøgene er en række små film med titlen The Paso Wine Man, som vi tidligere har omtalt - første gang i uge 40 2011. Filmene fortæller på underholdende vis om AVA’ens vine.
Nu har Paso Robles’ vinproducentforening, Paso Robles Wine Country Alliance, lagt yderligere nogle fine - og endnu kortere - film om de enkelte druer i vinområdet ind på foreningens hjemmeside. De er bestemt værd at se - prøv fx at se dem om Merlot og Mourvèdre. Bemærk også, at der hver måned føjes en ny film til rækken.
Og så har foreningen taget et noget usædvanligt skridt. Den har nemlig ansøgt US Tobacco, Tax & Trade Bureau (TTB) om at få splittet Paso Robles i hele elleve nye under-appellationer.

Vil undgå politisk bøvl
Det er helt almindeligt, at en større AVA omfatter flere mindre AVA’er, men disse er i så fald kommet til over et spænd på rigtig mange år. Paso Robles har indsendt ansøgningerne for samtlige elleve nye AVA’er på én gang.
Målet med de nye appellationer er at gøre forbrugerne opmærksom på, at Paso Robles' vine ikke bare er én og samme surdej, men en bred palet af vine, der er formet af de vidt forskellige jordbundsforhold og temperaturer, der hersker i AVA’en.
Og målet med at indsende samtlige ansøgninger på én gang er at undgå en masse politisk bøvl om, hvor grænserne for hver enkelt AVA skal gå. Det er lagt fast én gang for alle ud fra de forskelligartede klima- og jordbundsforhold.
De elleve under-appellationer, som vinproducentforeningen i Paso Robles har ansøgt om, er: Adelaida, Creston, El Pomar, Paso Robles Estrella, Paso Robles Geneseo, Paso Robles Highlands, Paso Robles Willow Creek, San Juan Creek, San Miguel, Santa Margarita Ranch og Templeton Gap.


Hospitalssprit i stedet for champagne
Selv om Champagne ligesom Bordeaux og Bourgogne denne sommer blev ramt af kraftige uvejr, gik det ikke helt så hårdt ud over det berømte boble-distriktets vinmarker. I hvert fald forventer champagnehusene en meget stor høst i år - hvilket jo umiddelbart lyder godt. Men der er en betydelig hage ved så stor en høst. Hvis samtlige druer forvandles til bobler, så risikerer man, at producenterne kaster sig ud i en ren priskrig for at komme af med alle flaskerne. Og en sådan nedgang i priserne er ikke godt for Champagnes fornemme image. Samtidig er der også et loft for, hvor meget producenterne må høste pr. hektar.
Derfor vil mange champagnehuse i år ifølge Mail Online sende deres druer til destillerier, som forvandler dem til hospitalssprit og sprit til brug i rengøringsmidler, medicin og tryksværte.
Det er da lidt trist at tænke på alle de gode flasker champagne, vi går glip af …






8 postkort fra Valby
I uge 39 gav vi en smagsprøve på årets Sherry- og Gastronomikonkurrence ved at fortælle om cocktail-dysten, der er startskuddet på konkurrencen. Dernæst fulgte den store dyst om, hvem der var bedst til at sammensætte mad og sherry. VinAvisens Mariette sad med i dommerpanelet. Hun fik dog også tid til at tage billeder, hvilket der er blevet en serie på otte postkort ud af. Vi bringer de fire første nedenfor.



.......
I alt skulle dommerne smage sig gennem 56 retter. Så det blev kun til en enkelt bid eller to af hver. Og til hver ret skulle dommerpanelet smage den sherry, som deltagerne havde valgt. En oversigt over, hvilken sherry, der var i hvilket glas, lå på bordet.

Postkort nr. 1 fra Valby:
En bid af hver af de 56 retter
Det var femte gang, den årlige Sherry- og Gastronomikonkurrence, der arrangeres af Spaniens Ambassades handelsafdeling, blev afholdt. Rammerne var Hotel- og Restaurantskolen i Valby, og som altid bestod de dystende hold af en tjener- og en kokkeelev fra hver af Danmarks syv hotel- og restaurantskoler. Opgaven gik ud på at vise hvem, der var bedst til at matche i alt otte forskellige retter i tapas-størrelse (fem hovedretter og tre desserter) med nogle af de tørre, halvsøde eller søde sherryer.
Hvert hold, hvoraf de fleste var udtaget via en intern konkurrence på skolerne, havde forberedt og øvet sig på kombinationen af retter og sherry gennem et par måneder. Så spændingen var stor, da dommerpanelet smagte bidder af anretningerne til de sherryer, eleverne anbefalede.



.......
Mariann Præstegaard fortalte eleverne om sherryens verden. Og det gjaldt om at lytte efter, da seancen blev efterfulgt af en skriftlig test, der talte med i det samlede resultat.

Postkort nr. 2 fra Valby:
Foredrag af en sherry educator
Men før eleverne overhovedet begyndte at konkurrere i køkkenet, havde de en hel dag på skolen, hvor de fik masser af ny viden og input fra sherryens verden. Og det gjorde de blandt andet fra Mariann Præstegaard, der er udviklingskonsulent på skolen i Valby. Hun holdt en introduktion om sherry, og da hun også er uddannet sherry educator, kan hun sit kram. Hun tager rundt til vinklubber og foreninger i Danmark og holder foredrag om sherry ledsaget af en smagning:
- Folk lyser altid op, når vi når til de mere søde sherryer, fortalte Mariann Præstegaard, der gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til de tørre typer, blandt andet ved at servere lidt mad til dem, så folk kan se, at de er ideelle madvine.
- Jeg giver også alternative ideer til, hvordan man kan nyde sherry. Prøv fx en Cream sherry on the rocks. Tilsæt danskvand og en skive appelsin; så har du en rigtig dejlig aperitif.







.......
Spanske ansjoser i ekstra jomfru olivenolie. Når først man havde fanget én med skeen, ventede der en nydelse af de store.

Postkort nr. 3 fra Valby:
Oste, pølser, mandler, oliven og ansjoser
Der var en del "smuttere" undervejs, da eleverne skulle balancere en godt olieret ansjos på en ske hele vejen fra emballagen til munden. Og det skulle de, da Catherine Fogel, der er indkøbsdirektør i Gastro Import - samt ostemester og certificeret olivenolie-smager - diskede op med en række af de delikate produkter, som firmaet leverer til flere danske restauranter.
Mens eleverne smagte på pølser, lufttørrede skinker, oste, mandler og oliven, fortalte Fogel om, hvordan lækkerierne var blevet til, hvordan man kender forskel på en god og en mindre god oliven, og hvorfor Marcona-mandlen anses for at være verdens bedste mandel.



.......
Dommerne bedømte også hygiejnen i køkkenet, så det var frem med plastichandskerne. Gennem et vindue kunne faglærerne fra de enkelte skoler holde et vågent øje med tingenes gang - dog var det svært at se detaljerne, som når en kartoffel fx blev forvandlet til ærte-store kugler.



Postkort nr. 4 fra Valby:
Parat, start, kokkerer!
Efter optakt-dagen med foredragene skulle der gang i gryder, pander, ovne og kokkeknive i Hotel- og Restaurantskolens store og meget veludstyrede køkken.
Her var det selvsagt kokkeeleverne, der spillede hovedrollen, men også tjenereleverne gav hver deres makker et nap med.
Der var ikke frit spil, når det gjaldt ingredienserne. Tre måneder før konkurrencen havde holdene modtaget en råvareliste, ud fra hvilken de skulle kreere de i alt otte små retter. Ud over en lang række almindelige grøntsager og mejeriprodukter omfattede listen også lidt mere specielle sager som fx rokkevinge, kyllingehjerter og lakridspulver.







Ødsel bog om champagne
Vi har set mange bøger om Champagne, men aldrig så flot en bog som den, svenskeren Richard Juhlin har skrevet, og som nu er udkommet på dansk ("En duft af champagne", 400 sider, 600 kr., Lindhardt og Ringhof).
Bogen er i stort format, vejer næsten 3 kilo, er ødselt layoutet og illustreret og rummer alt, hvad der er værd at vide om champagne – plus adskilligt mere.
Richard Juhlin er en nørd, som er begavet med en følsom næse og en god hukommelse, når det gælder duft og smag. Under en blindsmagning i Paris i 2003 var han i stand til at genkende 43 ud af 50 champagner – vinhus, årgang osv. Hans nærmeste konkurrent kunne kun klare fire.

Med omhu og skrivetalent
Bogen bringer, hvad de fleste andre vinbøger har med: Historien om distriktet, fremstillingen af vinen, druerne og i dette tilfælde ikke mindst, hvordan man nyder vinen. Et afsnit om et ophold på Korsika er næsten et digt.
Yderligere er der et kapitel om at rejse rundt i Champagne og et sjovt kapitel om champagnens ry som verdens festligste vin: "Fra Versailles til Hollywood".
Alt dette basale stof er behandlet med omhu og stort skrivetalent. I resten af bogen tager nørden over.

Vurdering af 8000 champagner
Bogens sidste 262 sider er trykt på mat, let tonet papir, og her har Richard Juhlin lavet nogle fremragende lister.
Først og fremmest en kæmpemæssig guide med vurdering af 8000 champagner efter 100 point-skalaen.
Yderligere er der en liste over "de 100 bedste champagner gennem tiderne", en liste over gode årgange samt "100 champagner du bør smage, før du dør" – vi kan se, at vi har en del af dem til gode, så vi må prøve ikke at dø lige med det samme …
Hvis man vil se samtlige Juhlins smage-noter og udførlige beskrivelser af vinene i disse lister, kan man gøre det ved at blive medlem af hans "Champagne Club" på nettet. Det koster cirka 660 kr. om året.

Hellere listen på nettet?
Er der brug for denne bog – ud over at den pynter på ethvert coffee table?
Ja, det er bestemt en god bog om champagne. Men måske kunne den store oversigt over de 8000 smagte vine lige så godt have ligget på nettet sammen med de smage-noter af vinene, der åbenbart allerede ligger der.
Så kunne listen også føres ajour. Juhlin smager jo stadig flere vine – i dag ligger der vurderinger af 8483 vine på nettet. Altså 483 flere end medtaget i bogen.
I øvrigt er det ikke muligt at købe hovedparten af vinene i listen, idet mange for længst er drukket eller kun findes i nogle få vinsamleres kældre. For de fleste læsere har disse vine kun akademisk interesse.
Bogen udkommer på torsdag.




.




De to chokolatierer, Kim Rasmussen (tv) og Fritz Knipschildt.

Chokolade er som vin
- En liflig smag af passionsfrugt med noter af lakrids og et lille bid chili. Nej, vi snakker ikke om indtrykkene af en god vin - men derimod fra et godt stykke chokolade.
H.J. Hansen er nemlig begyndt at producere chokolade i samarbejde med to chokolatiers, og vinfirmaet havde derfor inviteret til en chokoladesmagning.
Chokolatiererne, Kim Rasmussen og Fritz Knipschildt, fortalte om deres produkter, vejen fra kakaobønne til færdig chokolade og om, hvordan chokolade på mange måde minder om vin.
De kakaobønner, der bruges, det sted, de op til 15 meter høje kakaotræer vokser, og måden, bønnerne er fermenteret og dernæst ristet på, har stor betydning for det endelige resultat. Det er ligesom med vin, hvor druesorten, jordbunds- og klimaforhold – samt vinproducentens måde at behandle druerne på – spiller en afgørende rolle for indholdet i flasken.
Vi smagte den rene chokolade, og der var bestemt stor forskel på, om bønnerne kom fra Madagascar, Peru, Venezuela eller Brasilien.

Et godt chokolade-samarbejde
Fritz Knipschildt er dansker, men siden 1990’erne har han boet i USA, hvor han har opbygget chokoladevirksomheden Knipschildt Chocolatier og den tilhørende Cafe Chocopologie i byen Norwalk i Connecticut. I dag har han mere end 30 ansatte og leverer sine chokolader til 1300 amerikanske butikker.
Knipschildt er et hot chokoladenavn blandt amerikanerne, og kunderne omfatter diverse kendiser - heriblandt Madonna og Leonardo di Caprio. Og så har han skabt verdens dyreste chokolade, La Madeleine au Truffle, der består af en sort trøffel, mørk chokolade, trøffelolie og kakaopulver. Den koster 250 dollars (cirka 1372 kr.), og som Knipschildt fortalte, så har han faktisk solgt hele 28 af kostbarhederne.
Kim Rasmussen har holdt sig til Danmark, hvor han ejer en chokoladebutik i Haderslev og i 2012 genåbnede Brødremenighedens Bageri i Christiansfeld under firmanavnet Xocolatl. Her fremstiller han de berømte honningkager og sine delikate chokolader - og siden slutningen af 2012 også chokolader efter Knipschildts opskrifter. Og det er herfra, H.J. Hansen får lækkerierne, som sælges i den landsdækkende butikskæde Vinspecialisten.

Prøv med et glas rødvin
Vi smagte ikke La Madeleine au Truffle, men derimod en række andre fantastisk lækre, fyldte chokolader med overraskende ingredienser som læsøsalt, hyldeblomst og ekstrakt fra grannåle.
Til tre af dem blev der serveret sød sherry og portvin, som var nøje udvalgt til at matche de enkelte chokoladestykker. Vinene og matchet er der stjerner til længere nede på siden.
De fleste ved, at et glas sød vin er en god ledsager til chokolade. Men prøv også med et glas rødvin til et stykke mørk chokolade. Ikke en stringent Bordeaux, men fx en oversøisk bulderbasse med frugt og procenter.








Fra en film på YouTube om The Wine Apartment. Billedet viser en lille del af den store fælles vinkælder med 10.000 flasker.

Paradis for japanske vinnørder
I uge 40 2012 omtalte vi opførelsen af The Wine Apartment - en 10-etages ejendom i Tokyo med 18 lejligheder målrettet velhavende japanske vinelskere.
Nu er ejendommen færdig, og lejlighederne - der kun er på 40 kvadratmeter - er indrettet med al tænkelig luksus.
Sidste hånd er også lagt på det vigtigste af alt: en kolossal fælles vinkælder med 10.000 flasker gode vine, som beboerne frit kan benytte sig af mod en ekstra månedlig ydelse. De kan også få gode råd af ejendommens egen sommelier, der ligeledes kan hjælpe til med at arrangere større vinbegivenheder, og som selvfølgelig vil sørge for, at kælderen bliver fyldt op med nye flasker. Derudover er der også plads i kælderen til beboernes egne vinsamlinger.

Endnu en ejendom i Tokyo
Manden bag ejendommen, entreprenøren Takayuki Suzuki, har allerede udlejet 70% af lejlighederne, hvis leje ligger på det, der svarer til cirka 15.000 kr. om måneder.
Lejerne er vinnørder, vinsamlere, vinimportører, vinproducenter samt et par kogebogsforfattere. En af de nye lejere er ifølge Decanter Taizo Osawa, der ejer vinhuset Osawa på New Zealand, og som vil bruge sine 40 kvadratmeter til vinsmagninger.
Den første lejer er flyttet ind, og Suzuki har fået blod på tanden. Han vil opføre endnu en ejendom efter samme koncept og ligeledes i Tokyo. Denne ejendom vil - hvis alt går vel - stå færdig i 2015.
En lille film på YouTube giver et indtryk af The Wine Apartment og ejendommens store vinkælder.


Styr på Hong Kongs vin-vaner
Det er efterhånden en kendt sag, at kineserne køber dyre vine på auktionerne og har store samlinger fornemme Bordeauxer og Bourgogner.
Men drikker de også vin til aftensmaden?
Ja, i hvert fald i den kinesiske region Hong Kong. Det viser en ny undersøgelse fra Hong Kong International Wine & Spirit Competition, hvor man har udspurgt 508 Hong Kong-borgere i alderen 18 år og opefter om deres vin-vaner.
Vi bringer nogle af de interessante tal nedenfor.

Vin-vanerne i tal
* 51% af de adspurgte kinesere nød vin flere gange om ugen, mens 20% sagde, at de drak vin hver dag.
* 68% købte altid deres vine hos en vinhandler, mens kun 17% udelukkende købte vin i supermarkedet.
* 67% lyttede kun til gode råd fra familie og venner, når de skulle vælge en vin.
* 50% brugte mere end 5000 HKD (cirka 3548 kr.) om året på vin - det svarer til cirka 295 kr. om måneden, hvilket selvfølgelig ikke er meget set med danske øjne, men en markant stigning i Hong Kong.
* 22% brugte mellem 351 og 500 HKD (cirka 250 og 355 kr.), hver gang, de købte vin i en vinforretning.
* I gennemsnit var de adspurgte kinesere villige til at give 30% mere for en flaske vin i en restaurant end i detailforretningerne.







Diskussion om d’Yquem
Château d’Yquem valgte at springe årgang 2012 over, da druerne ikke levede op til kvalitetskravene.
Nu har denne verdens vinhandlere og vinnydere så spændt ventet på frigivelsen af den søde vin fra Sauternes årgang 2011.
Den er netop frigivet til salg - med levering til forbrugerne i november. Og frigivelsen har ifølge Decanter delt vandene hos vinhandlerne - ikke på grund af kvaliteten, for den er absolut i top ifølge diverse vinanmeldere - men på grund af prisen.
Château d’Yquem har prissat vinen til 250 euro (cirka 1865 kr.) for en flaske på 75 cl.
Nogle vinhandlere mener, at det er en rimelig pris, mens andre gerne havde set den en del lavere.

30 euro havde gjort underværker
Til sidstnævnte hører Berry Bros & Rudd. Herfra lyder det, at man har solgt nogle flasker i forsalg, men slet ikke nok. Alt, hvad der skulle til ifølge den fine britiske vinhandel, var, at slottet havde skåret bare 30 euro (cirka 225 kr.) af prisen - så var der allerede nu blevet solgt tonsvis af flasker, mener man altså hos BBR.
Tonsvis vil det nu aldrig blive til - der er i alt fremstillet 85.000 flasker af Yquem 2011, hvoraf lidt over halvdelen er sat til salg.
Prisen på den nye årgang kan selvfølgelig siges at være lav i forhold til fx Yquem 2007 - en lige så glimrende årgang - der i dag har en markedsværdi på 600 euro (cirka 4475 kr.) flasken.
Så kære læsere - pas godt på flasken, hvis I ligger inde med en sådan i vinkælderen …



En lady-like vintaske
Hvis man gerne vil være dame med stort D, er det ikke særligt lady-like at gå med en flaske vin under armen - eller at have den i en plasticpose.
Men det problem er den amerikanske designer Niki Pfeiffer kommet til livs med sin Wine Cabby - en vintaske til en enkelt flaske vin. Det mest smarte ved tasken er, at den med et snuptag kan forvandles til en fin lille håndtaske med særlig plads til kreditkort m.m. Se hvordan ved at klikke her.
Wine Cabby, som kan købes via designerens hjemmeside, koster 39 dollars (cirka 215 kr.) plus forsendelse til Danmark.





...




19-årige Theodor Kier, der var kommet med i konkurrencen på et Wild Card, vandt over samtlige andre deltagere og dermed også over uddannede bartendere.

Lægmand vandt over bartendere
I uge 35 nævnte vi konkurrencen "Årets Nye Nordiske Drink 2013", der er udskrevet af sodavands-mærket Schweppes.
Konkurrencen er inspireret af disse års nordiske madbølge, og kravet til deltagerne var at skabe en innovativ og velkomponeret drink med afsæt i de traditionelle danske eller nordiske drikke- og spisemønstre.
Bartendere fra hele Danmark kunne sende en mail med deres bud på en sådan drink. Desuden blev der udstedt to Wild Cards, så et par danskere med en bartender i maven også kunne få chancen for at være med.
Finalen blev afholdt for nylig i restaurant Clou i København, og faktisk blev vinderen en af Wild Card-deltagerne, nemlig 19-årige Theodor Kier fra København.

En nem vinderdrik
Det fire mand stærke dommerpanel bestående af fagfolk inden for restaurant- og cocktailbranchen kunne ikke stå for Kiers "Erik Den Røde".
Andenpladsen gik til Jeppe Ipsen, mens tredjepladsen blev tildelt Daniel Jodanov.
Alle tre er blevet præmieret med en tur til Berlin og deltagelse i Bar Convent Berlin - en af verdens store begivenheder for bartendere.
Nedenfor bringer vi opskriften på Theodor Kiers vinderdrink. Den er så nem, at enhver kan lave den.

Erik Den Røde:
2 cl Geranium Gin
2 cl Rød Aalborg
3 cl hyldebærsaft
6 cl Schweppes Ginger Ale
revet ingefær
Bland gin, Rød Aalborg og hyldebærsaft i en shaker med isterninger, og hæld det i et lowball glas. Herefter toppes med Schweppes Ginger Ale og pyntes med revet ingefær.






    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinens Verden har pr. 1. november ansat Kim Pedersen som distriktssalgschef for horeca-sektoren i Jylland og på Fyn. Læs om ham nedenfor i denne uges Blå Bog.
    * Lago-import har overtaget distributionen i Danmark af whisky fra det skotske destilleri Glen Glassaugh.
    * Philipson Wine har optaget importen af vinene fra Tre Rose i Toscana, René Rostaing i Rhône, Müller-Catoir i Pflaz, Lidio Carraro i Brasilien samt fra følgende domainer i Bourgogne: Rene Cacheux, Arnoux-Lachaux, Felettig og Pierre Gelin.
    * Trans Nordic Selection er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Kim Pedersen (f. 1976) blev i 1996 uddannet som tjener fra Munkebjerg Hotel i Vejle. Det var her, under hotellets mangeårige sommelier Orla Farmanns vinger, han for alvor fik vakt sin store interesse for vin.
    Efter endt uddannelse prøvede han kræfter med jobbet som bestyrer af blandt andet Vejle Golfklubs restaurant, Restaurant Gilleleje Havn, Restaurant Marie Louise i Odense samt Admiralen i Kolding, hvorefter han igen vendte tilbage til Munkebjerg Hotel.
    Vininteressen fyldte dog stadig mere, og Kim Pedersen kastede sig derfor ud i nye udfordringer som vinkonsulent hos Philipson Wine for Sønderjylland og Fyn. Sideløbende tog han en vinuddannelse på Vinakademiet i København, og efter fem år hos Philipson Wine gik turen videre til Vinslottet i Greve.
    I 2010 vendte han tilbage til Munkebjerg Hotel - denne gang som Food and Beverage manager. Samtidig bestred han jobbet som indkøbschef for Munkebjerg Gruppen.
    Han ønskede imidlertid igen at hellige sig vinen på fuld tid og sagde derfor ja tak til et job som distriktssalgschef i Vinens Verden - et job, som han starter på 1. november 2013.
    Når fritiden melder sig, står den på fitness - og gerne en vinrejse i ny og næ. Kim Pedersen er forlovet med Joy og tæller ned til deres bryllup i februar 2014.
    Adresse: Vinens Verden, Hestehaven 21 E, 1. sal, 5260 Odense S, tlf.: 66 14 44 48, e-mail: kim@wine.dk, www.wine.dk.



Til_37/09



Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    243 Vinhuset Marqués de Riscal i Rioja har et utroligt vincenter tegnet af arkitekten Frank Gehry (foto © ICEX).
    .....................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 46 vine. Af disse vine var der 33, som fik mere end to stjerner og hele 28, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 160 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine inkl. de 13, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Brocard Pierre, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
225 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., Kildorf Vin
En herlig champagne i den ikke alt for dyre ende. Den har en let vinøs duft med noter af citrusfrugter og en fin mousse, der videregiver en sprød smag med modne grønne druer og pærer. Seks styk af denne champagne - så er nytårsaften sikret, når den tid kommer ...

Hvidvin


1959 Reserve Edition, Boutinot, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2013, middel alkohol (13,5%)
40 kr., Rema 1000
Veldrejet hvidvin med frugtfylde, let fedme og krydrede noter. 40 kr. er billigt for så god en kvalitet. Flasken har skruelåg.


Fontanafredda, Chardonnay, Langhe, Italien, 2012, lav alkohol (12%)
89,95 kr., på tilbud i uge 41 (denne uge): 59 kr., Kvickly
En dejlig hvidvin med en indtagende duft af modne grønne druer og en god bred frugtsmag med noter af friske abrikoser. Eftersmagen er blød og holder dejligt længe i munden.


Alkoomi, Chardonnay, Frankland River, Western Australia, Australien, 2010, middel alkohol (13,3%)
109 kr., pris ved 12 flasker: 79 kr., Kassen med vin
Tør, kraftig og livlig Chardonnay-hvidvin med god druesmag, der breder sig i munden med krydrede noter. Og holder sig i den lange eftersmag. Flasken har skruelåg.


Stella, Soho, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,3%)
159 kr., Vinslottet
Fortræffelig hvidvin med en meget karakteristisk og ren duft og smag af den gode drue Sauvignon Blanc. Frisk, fyldig og flot.


Domaine Serguier, Châteauneuf du Pape, Blanc, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
170 kr., Franske Vinhus
Châteauneuf du Pape er rødvin. Kun cirka 5% er hvidvin. Her er en meget flot hvidvin med en fyldig og krydret druesmag med noter af abrikos, pære og mandler. Vinen er lavet på druerne Grenache Blanc (40%), Clairette (40%) og Bouboulenc (20%).

Rosévin


Soltane, Kunubios, Mornag, Tunesien, 2012, lav alkohol (12%)
75 kr., pris ved 6 flasker: 66,67 kr., Vinmand
En pæn, krydret rosévin på druerne Syrah (70%), Carignan (20%) og Mourvèdre (10%). Den har en ganske lys farve, en god duft og en tør smag, der er velegnet til mad. I eftersmagen et lille bid.

Rødvin


Azul Portugal, Däo, Portugal, 2008, lav alkohol (13%)
59,95 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
En rødvin med en super koncentreret duft af søde sommerbær og en intens og fyldig smag med god frugt, sort te, tobak og krydderier. En meget lækker vin og et kup til prisen. Nyd den til en let krydret kødret.


Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2012, middel alkohol (13,5%)
69,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 54,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En rødvin, der hænger fint sammen. Den har god frugtfylde, noter af solbær og brombær og flotte tanniner. Prisen ved seks flasker er attraktiv. Flasken har skruelåg.


Bain's Way, Wamakersvallei, Pinotage, Paarl, Sydafrika, 2010, middel alkohol (14%)
75 kr., Premier Cru
God og typisk Pinotage - en fin og let rødvin med god frugt, fint krydderi, tilpas syre og lang eftersmag. Skænk den til en lettere kødret. Flasken har skruelåg.


Style, Bodegas Cubero, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2010, høj alkohol (14,5%)
75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Mums - denne rødvin er bare lækker. Den har en aromatisk og kompleks duft med fine noter af lys chokolade. Smagen er bred og vinøs og har en fin balance mellem frugt og syre - og så har den til slut igen dette forførende chokolade-bid.


Humeur, Domaine Julien Masquin, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)
75 kr., HøjelseVinkælder
Vellavet Rhône-rødvin med bred frugtfylde, bløde tanniner og fint krydderi. En udpræget madvin, der hænger godt sammen.


Moinho do Gato, Quinta do Romeu, Douro, Portugal, 2011
75 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Con a'more
En økologisk rødvin på portvinsdalens klassiske druer, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Gouriga Nacional og Touriga Franca. En rigtig god madvin med blød, fyldig frugt, peber og en lang eftersmag.


Big House Red, Big House, Californien, USA, 2012, lav alkohol (13%)
89 kr., pris ved 6 flasker, Haller Vine og Vin&Vin
Et stenkast fra, hvor denne rødvin fremstilles, ligger der et stort fængsel, hvorfor etiketternes navne og motiver på samtlige af vinhusets vine har noget med fængselsverdenen at gøre. På denne etiket ses netop et fængsel med pigtrådshegn og vagttårn. Og ja, dette er bestemt en fængslende vin med modne kirsebær i duften og en dejlig frugtrig smag med en pæn portion sødme, som gør, at mange vil kunne lide den. Flasken har skruelåg.


Leone de Castris, Salice Salentino, Riserva, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
92 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
En rigtig god rødvin på druerne Negroamaro og Malvasia Nera. Den hænger godt sammen med fyldig og blød frugt, godt krydderi og tilpas syre. En lækker vin.


Yume, Caldora, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
99,95 kr., Wine Group
Denne rødvin dufter af sommer - af modne solbær, brombær og kirsebær. Smagen er også fuld af frugt, men den har også fine krydrede noter og en lang eftersmag med et lille bid af ren lakrids.


Ancient Earth, Bellingham, Shiraz, Coastal Region, Sydafrika, 2011, middel alkohol (14%)
109,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 89,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En rødvin med kraftig frugt, rank ryg og mange bløde tanniner ... en udpræget madvin til en kraftigt smagende (kød)ret. Flasken har skruelåg.


Terra-Barossa, Thorn-Clarke, Cabernet Sauvignon, Barossa, Australien, 2009, høj alkohol (14,5%)
129,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Fyldig rødvin med frugtsødme og bløde tanniner. Noter af solbær og chokolade. En glimrende madvin. Flasken har skruelåg.


Nerojbleo, Gulfi, Sicilien IGT, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
149 kr., på tilbud til 119 kr., Jysk Vin
Superdejlig rødvin på økodruer. Den har en meget harmonisk smag, blød og lang i munden. En vin, man nyder med største fornøjelse. De 119 kr. er den rigtige pris.


Mas Basile, Réserve, Syrah, Costières de Nîmes, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
150 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
Superflot rødvin med en liflig duft og en dyb, lækker og kraftig smag. Der er en knytnæve i en fløjshandske. Kom med en peberbøf.


Di Arie, Syrah, Shenandoah Valley, Californien, 2005, høj alkohol (14,8%)
199,95 kr., pris ved 6 flasker i oktober, Erik Sørensen Vin
Elegant, flot og meget harmonisk rødvin. Ren frugt, bløde tanniner, rank syre ... Lad os bare kalde den storslået. Skænk den til en flot bøf af samme højre kvalitet.


Trescone, Lamborghini, Umbria, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
59,95 kr., Philipson Wine
Der er god frugt i næsen af denne rødvin og fylde og toner af modne bær i smagen. Dog er der også et lille alkoholbid til slut. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før servering.


Growers Gate, Shiraz, South Australia, Australien, 2012, høj alkohol (14,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Dette er en australsk rødvin med hår på brystet. Den er flot, kraftig og krydret og med en eftersmag af ren lakrids. Men den har også et lille alkoholbid til slut. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før servering. Flasken har skruelåg.


Monterebro, Jumilla, Crianza, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
89 kr., VinDanmark Lagersalg
En venlig og afrundet rødvin med blød frugt, let krydderi og fadtoner. Den måtte godt have lidt mere syre.


Cuvée Maximilian, Karl H. Johner, Baden, Tyskland
99 kr., Vinbutikken.dk
Denne rødvin dufter dejligt af modne kirsebær og hyben. Smagen er intens med blå blommer og druer. En ganske dejlig vin - dog bider alkoholen lidt til slut. Flasken har skruelåg.

Andet


Prunus Nigra - dansk kirsebærvin, Cold Hand Winery, Danmark, 2012, høj alkohol (18,5%)
240 kr., pris for 50 cl, H.J.Hansen Vin
Smagepanelet blev helt stille, og så lød der et stort "ahhh". Denne glimrende kirsebærvin er simpelt hen modne kirsebær i flydende form. Den har en fin sødme, der opvejes af den friske syre, som man kender fra bærrene. Vinen vandt som årets bedste danske frugtvin ved det nyligt afholdte Dansk Vinshow - og det er velfortjent. Nyd den fx til et stykke gorgonzola - eller drop kirsebærsovsen til risalamanden, og drik et glas Prunus Nigra til. Eller prøv en "Kirsebær Royal", med en sjat af kirsebærvinen spædet op med en tør mousserende vin.


Camus, Cognac VSOP, Frankrig, høj alkohol (40%)
339,75 kr., på tilbud indtil 27. oktober: 289,75 kr., Skjold Burne
Flot cognac med en lovende duft - der holder, hvad den lover. Smagen er cremet og frugtagtig med noter af syltede frugter.

Vinene til chokolade


Old East India Solera, Emilio Lustau, Sherry, Spanien, høj alkohol (20%)
170 kr., H.J.Hansen Vin
En dejlig sherry med en frisk, krydret duft og en lækker, cremet smag noter af rosiner og nødder. Den er ikke sliksød og gik fint i spænd med en chokolade med smag af lime og kardemomme.


Bot Ximenez Spinola PX, Bodegas Ximenez-Spinola, Pedro Ximenez, Sherry, Spanien, høj alkohol (15%)
465 kr., H.J.Hansen Vin
En fortræffelig dessertvin med en fint krydret duft og en supersød smag med noter af dadler, figner, rosiner og chokolade. Vi smagte den sammen med chokolade med smag af orange og chili, og i det selskab virkede chokoladen ikke særlig sød. Det var den aromatiske vin, som spillede hovedrollen.


Graham's Vintage Port, Portvin, Portugal, 2003, høj alkohol (20%)
1000 kr., H.J.Hansen Vin
Lækker portvin med en ren druesmag og behersket sødme - ikke sliksød - og med tilpas syre. Vi smagte den sammen med chokolade med smag af passionsfrugt og lakrids, og denne chokolade havde en fin syre, der spillede fint sammen med vinens syre.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.