Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 44. 2013



Nyheder i uge 44, 2013

Følg os på Facebook




.


Stor razzia mod vin-svindlere
I slutningen af 2012 kontaktede Bourgogne-huset Domaine de la Romanée-Conti myndighederne i Dijon. Man havde ifølge Decanter en mistanke om, at forfalskede flasker af domænets berømte vin var i omløb.
Sagen blev undersøgt nærmere - og den bredte sig som ringe i vandet …
Og i sidste uge slog politiet så til - ikke kun i Frankrig, men også i flere andre europæiske lande. Via det europæiske politi-netværk Europol havde politiet koordineret en razzia, hvor man rykkede ud til i alt tyve hjem og lagre i blandt andet Storbritannien, Italien, Tyskland og Holland.
Man foretog syv anholdelser - heriblandt af de hovedmistænkte i sagen, en far og søn, der arbejdede i den italienske vinindustri.

Meget gode kopier
Indtil videre omfatter svindelen 400 flasker forfalsket Domaine de la Romanée-Conti, som er blevet solgt til en værdi af 2 millioner euro (cirka 15 mio. kr.) - hvilket svarer til en gennemsnitspris på 37.500 kr. Flere af flaskerne skulle forestille at indeholde ældre årgange af den kostbare vin, men stikprøver har vist, at vinen er ung, af dårlig kvalitet og af blandet herkomst.
Der er tale om ualmindeligt gode kopier af flaskerne, ligesom etiketterne er blevet behandlet med voks, så de ser gamle ud. Chokket kommer først, når man smager på indholdet.
Yderlige undersøgelser tyder på, at forbryderne også har "filialer" i Hong Kong og Rusland, og at det således kun er toppen af isbjerget, man nu har afsløret …




En vinmark i Chile ved fødderne af Andesbjergene. På den anden side af bjergkæden ligger Argentina. Foto: Wikipedia / Fsanchezs.

Frosten krøb over Andesbjergene
I uge 41 fortalte vi, at Chile var blevet ramt af en usædvanlig hård og sen frost, der har forårsaget betydelige skader på de tidligt blomstrende druesorter. Det vil sige Chardonnay, Merlot og Pinot Noir. Blandt de hårdest ramte områder er Casablanca og Leyda.
Det er den værste frost i Chile i de sidste 84 år, og ifølge The Drinks Business har Chile højst sandsynligt mistet 15-18% af sin kommende druehøst.
At det ikke er gået endnu værre skyldes, at mange vinproducenter har gjort en ihærdig indsats for at beskytte vinstokkene - blandt andet ved at lade vandingssprinklerne gøre dem våde, så vandet sammen med frosten dannede en beskyttende "iglo".
En anden metode har været at lade helikoptere sørge for luftcirkulering over vinmarkerne.
Det er ikke kun Chile, der er blevet ramt af frost - også på den anden side af Andesbjergene i Argentina klager vinproducenterne deres nød. En af producenterne, Doña Paula i Mendoza, har meddelt, at omkring halvdelen af vinhusetsd kommende Chardonnay-høst sandsynligvis er blevet ødelagt af frosten.


Rødvins-stof mod hudkræft
Forsøg med mus har vist, at resveratrol - det stof, der findes i de blå druers skind og dermed i rødvin - har en godgørende effekt i kampen mod forskellige kræftformer.
Stoffet har også vist sig at kunne gøre kræftceller i forbindelse med prostatakræft mere modtagelige over for strålebehandling. Og nu har en forsker ved University of Missouri, Michael Nicholl, påvist, at dette også gælder hudkræft-celler.
I et forsøg behandlede han hudkræften udelukkende med resveratrol, hvorved 44% af de syge celler døde. Da han kombinerede behandlingen med efterfølgende strålebehandling, døde hele 65% af kræftcellerne.

En effektiv resveratrol-medicin
Resveratrol havde således i sig selv en evne til at minimere hudkræften, og i samarbejde med strålerne gav det et opsigtsvækkende resultat.
Håbet er, at lignende forsøg med andre kræftformer vil give lige så gunstige resultater - og at man om en fem års tid vil kunne begynde at udvikle en effektiv resveratrol-medicin mod kræft.
Man kan læse mere om Nicholls undersøgelse ved at klikke her.








Det danske hold i dyb koncentration under det nyligt afholdte VM i blindsmagning.

VM i blindsmagning
For nylig var Bordeaux-slottet Larrivet Haut-Brion i Graves rammen om det første VM i blindsmagning nogensinde.
Det var det franske vinmagasin La Revue du Vin de France, der afholdt smagningen, og deltagerne kom fra seksten forskellige lande. Blandt favoritterne var Danmark, der sidste år vandt EM i Sverige - hvilket vi skrev om i uge 43.
Det danske hold bestående af Jesper Hedegaard, Claus Tybring, Dennis Lindberg Jensen og Bent Allan Hansen havde trænet hårdt siden EM med blindsmagning af flere hundrede vine, hvoraf nogle var doneret af danske vinimportører som Philipson Wine, H.J. Hansen og Jysk Vin.
Under VM blev der smagt i alt 12 vine, som blev serveret en ad gangen. I de ti minutter deltagerne havde, før næste vin blev serveret, skulle drue, land, appellation, årgang og producent kunne genkendes. Til sidst gav dommerne så besvarelserne point efter en fastlagt skala.

Danmark erobrede 2. pladsen
Og vinderen er …. Belgien. Sådan lød det, efter pointene var talt sammen.
Belgierne vandt med 106 point mod danskernes 100 point. På tredjepladsen kom England med 97 point. De to andre skandinaviske lande, der deltog, Finland og Sverige, sluttede på henholdsvis en 10. og en 11. plads.
Hvis blot det danske hold var kommet med et korrekt gæt på en enkelt drue mere (rigtige drue-gæt gav 10 point), så havde sejren været i hus:
- Så tæt på og så alligevel ikke, lød det umiddelbart efter fra den danske holdkaptajn, Jesper Hedegaard, og han tilføjede: - Lige nu føler vi, at vi har tabt guldet og ikke vundet sølvet, men det skal nok hurtigt ændre sig til, at vi selvfølgelig er glade og stolte over at være nummer to ud af seksten smagende hold.

En bred palet af vine
Det danske hold har bestemt ikke opgivet at blive verdens bedste smagere:
- Kan vi bare få en lille smule held, har vi bestemt chancen for at nå helt til tops næste år, når La Revue du Vin de France igen afholder VM, siger Jesper Hedegaard.
Philippe Cantenac, den ansvarlige arrangør fra vinmagasinet, var tydeligt imponeret over Danmarks høje og konstante niveau, og udtaler, at det er symptomatisk, at de tre bedste lande er ikke-vinproducerende:
- De smager mere bredt og vine fra flere forskellige lande end deltagerne fra de klassiske vinlande, og det giver succes her, hvor der er vine med fra hele verden.
Og man må bestemt sige, at smagningen kom godt rundt i vinens verden, idet vinene, der skulle blindsmages, stammede fra Italien, Østrig, Sydafrika, USA, Frankrig, New Zealand, Argentina, Spanien og Australien


Sancerre truer INAO
Den franske vinverden har i dag mere end 300 appellationer, der er godkendt af appellations-myndigheden INAO (Institut national de l'origine et de la qualité).
Men nu kan det være, at der bliver en appellation mindre. Sancerres vinproducenter og deres forening, Union Viticole Sancerroise (UVS), truer nemlig med at forlade det franske appellationssystem. Årsagen er, at INAO vil lukke sit regionskontor i Sancerre, hvorved distriktets vinproducenter får 200 km til nærmeste INAO-kontor i Tours.
Appellationsmyndigheden skal spænde livremmen ind, og lukningen af kontoret i Sancerre vil blive efterfulgt af nedlæggelsen af yderligere ti af de i alt 25 regionale kontorer.
Under et møde afholdt af UVS blev det anbefalet vinproducenterne foreløbig at stoppe med at betale medlemskontingent til INAO.
Nogle af producenterne er dog betænkelige ved tanken om at melde sig ud af appellations-systemet. Det lille AOC (appellation d'origine contrôlée) er nemlig rigtig godt, når det gælder markedsføringen af vinene i såvel Frankrig som i udlandet.








Til den søde vin fra Sauternes anvendes Semillon-druer, som her ses angrebet af "den ædle råddenskab". Foto: Wikipedia / John Yesberg.

Stor årgang 2013 i Sauternes
Regn og hagl i vækstsæsonen - og mere regn under høsten - har gjort et betydeligt indhug i druehøsten i Bordeaux. Vinproducenterne har kæmpet med rådne druer, og de druer, der er sunde og raske, er af udmærket men ikke exceptionel kvalitet.
Helt omvendt forholder det sig i Bordeaux-distriktet Sauternes, der er berømt for sine søde vine. Her forventer man en fantastisk årgang - og her er man rigtig glad for den megen råddenskab, der har indfundet sig i vinmarkerne. Det er nemlig den gode slags råd - den "ædle råddenskab", der forårsages af den lille svamp Botrytis Cinerea.

Et stort år for råd
Svampen trænger ind gennem skindet på de modne druer, får dem til at skrumpe og rådne, hvorpå vandet fordamper, mens sukkerindholdet koncentreres. Og svampen har en stor del af æren for, at vinen ikke bare bliver sød, men også efterlader en pikant krydret og nuanceret smag.
Det førende vinslot i Sauternes, Château d’Yquem, melder om "et stort år for råd" og om druer af høj kvalitet med friskhed, elegance og et højt syreindhold.
Andre vinslotte i distriktet, der ligeledes laver den søde vin, udtrykker de samme store forventninger til årgang 2013. Dog frygter man ifølge Decanter, at negativ omtale af årgangens mindre fortræffelige rødvine vil kaste en skygge over al vin fra Bordeaux - og dermed påvirke et fremtidigt salg af årgangen.


En fremtid med rift om vinflaskerne
Noget tyder på, at der kan blive rift om de gode flasker vin i en ikke så fjern fremtid. Og årsagen er blandt andet et stærkt stigende vinforbrug i Kina.
Det amerikanske analysefirma Morgan Stanley er kommet med en rapport, der viser, at kinesernes vinforbrug er firdoblet mellem 2009 og 2012. Og man forventer, at det inden 2016 vil være yderligere fordoblet til i alt cirka 4,8 milliarder flasker. Dermed vil Kina overhale Frankrig som verdens største vinforbruger.
Alt tyder på, at kinesernes vinglæde vil fortsætte med at stige med samme hast også efter år 2016 - og der er bestemt potentiale for yderligere stigning.
Det kan medføre, at denne verdens vinproducenter på et tidspunkt får svært ved at leve op til den globale efterspørgsel - især da produktionen af vin på verdensplan ikke har været mindre i de sidste fyrre år, end den er i dag.
I Kina grundlægges det ene vinhus efter det andet i forsøget på at leve op til kinesernes efterspørgsel på vin, men det er svært for vinproducenterne at følge med, og importen af vin bliver stadig større.
Blandt de mange andre lande, hvor vinforbruget er i hastig vækst, er USA.




Den fornemme kæmpeflaske ligger i et ligeledes fornemt skrin af egetræ.

En flaske rødvin til 1 mio. kr.
Hvis man i nærmeste fremtid lander i Dubai International Airport, bør man smutte hen i terminal 3 og besøge luksus vinforretningen Le Clos. Her vil man kunne se en flaske Château Margaux 2009 sat til salg for det, der svarer til 122.000 pund (cirka 1 million kr.) - den højeste pris nogensinde for en flaske rødvin i en vinforretning.
Nu er der heller ikke tale om en helt almindelig flaske Margaux. Årgang 2009 er blevet hyldet som en af de bedste årgange i mands minde fra det berømte 1. cru slot. Desuden er vinen tappet på en flaske af flaskestørrelsen Balthazar (12 liter eller 16 normale flasker).
Og så får køberen lidt ekstra med oven i hatten i form af en flytur på første klasse til Frankrig, en rundvisning på Château Margaux og en efterfølgende middag med chefvinmageren og den daglige leder af slottet, Paul Pontallier.
I alt har Château Margaux fremstillet seks af disse kæmpeflasker, og hvis den første flaske skulle være solgt, når man lægger vejen forbi Le Clos, så har forretningen endnu to styk på lager.






14 postkort fra Sherry
I sidste uge bragte vi den glædelige nyhed, at de danske tvillinger Alexander og Jonathan Kjølhede Berntsen havde vundet Copa Jerez - en konkurrence, hvor det gælder om at være bedst til at matche mad til sherry. VinAvisen var med på sidelinjen i kampens hede i køkkenet og på de udflugter til anerkendte bodegaer, som ledsagede konkurrencen. Det er der blevet en serie postkort ud af, som vi bringer i denne og de følgende uger.



.......
Tvillingerne Jonathan (tv) og Alexander Kjølhede Berntsen har et unikt samarbejde, som de til daglig udlever i deres restaurant Clou i København.

Postkort nr. 1 fra Sherry:
Stor koncentration i køkkenregionerne
Hvert af de syv deltagende hold under Copa Jerez bestod af en sommelier og en kok. Hos det danske hold hed kokken Jonathan Kjølhede Berntsen, og det var op til ham at kreere en forret, hovedret og dessert, som gik op i en højere enhed med de tre sherry-typer, som hans bror, sommelieren Alexander, havde valgt. Men selv om udgangspunktet var sherryen, så var der i vid udstrækning tale om samarbejde og ping pong i den danske lejr.
Konkurrencen blev afholdt på den store hotel- og restaurantskole i sherryens hovedby, Jerez de la Frontera, og der var gang i gryder, pander og ovne fra tidlig morgen. Der blev arbejdet på tid, og hvis retterne ikke blev præsenteret for dommerpanelet på slaget, trak det ned. Så koncentrationen var stor hos såvel danskerne som hos de øvrige hold, der kom fra Spanien, Holland, Belgien, Tyskland, Storbritannien og USA.



.......
Den danske hovedret, der bestod af blæksprutte braiseret i andefedt og ristet i mandelolie, blev serveret på glastallerkener, som var placeret oven på tallerkener af træ, hvorpå der var lagt et mønster af tang.

Postkort nr. 2 fra Sherry:
73 kg forvandlet til gastronomi
Der var frit valg på alle hylder, når det gjaldt deltagernes gastronomiske udskejelser, og ligesom de øvrige kokke havde Jonathan stort set samtlige råvarer med sig hjemme fra, så han var sikker på, at kvaliteten var i top.
Måske synes man, det kræver en vis logistik at pakke en kuffert til en uges ferie. Men det er intet imod de udfordringer, Jonathan stod over for, da han skulle pakke.
Pureret ingefær, hjemmelavet hyldeblomstsaft, hybenrose-eddike, tang, kumquat, salvie, rosmarin, sumpkarse, hasselnødder, andefedt, blæksprutter osv. skulle alt sammen pakkes omhyggeligt. Noget skulle holdes koldt under flyturen, andet måtte endelig ikke blive udsat for tryk. Og grøntsagerne skulle være fuldstændigt renset for jord - ellers kunne han ikke få dem ind i Spanien. Dertil kom de nøje udvalgte tallerkener og glas. I alt blev det til 73 kg, som skulle tjekkes ind - hvilket også gav lidt problemer …
I køkkenet i Jerez blev de mange kilo så forvandlet til den højere gastronomi.







.......
Alexander Kjølhede Berntsen skænker sherry i glassene til to af de i alt seks dommere.

Postkort nr. 3 fra Sherry:
En fræk sammensætning
Mens Jonathan lagde sidste hånd på retterne i køkkenet, skænkede Alexander den valgte sherry i dommernes glas - og præsenterede sit valg. Og præsentationen skulle være yderst detaljeret. Det var ikke nok at sige, at fino er fin til fisk.
Den danske sommelier havde valgt en Medium Amontillado, en sherry med meget sødme til den ikke søde hovedret - et frækt valg, men som han forklarede det seks mand store dommerpanel:
- Smagen af hasselnødder og rosiner i sherryen komplementerer jordskokkernes nøddeagtige smag.
- Ingefæren tager lidt af sødmen, og kumquatten går op i en højere enhed med appelsinnoterne i vinen. Desuden får den friterede salvie og rosmarin de underliggende krydderier i vinen til at trænge frem.
At der i Copa’en tages udgangspunkt i vinen og ikke i maden, passer Alexander godt. Sådan foregår det også i brødrenes restaurant, Clou.
Han mener i øvrigt, at denne måde at arbejde på er ved at brede sig i det danske restaurantliv - hvilket forhåbentlig kan sætte lidt mere fokus på sommelieruddannelsen.



.......
En hær af blankpolerede vinglas stod parat til at modtage sherry i lange baner efter prisoverrækkelsen.

Postkort nr. 4 fra Sherry:
Et meget aktivt vinråd
Det er Consejo Regulador de Jerez, Sherry-appellationens vinråd, der arrangerer Copa’en, som afholdes hvert andet år. Og man må sige, at alle sejl var sat til. Alt var vel organiseret og kørte på skinner, og prisoverrækkelses-ceremonien efterfulgtes af en flot fest for de mere end 200 mennesker, der overværede begivenheden. Der var anrettet en kæmpestor buffet, hvor hver af de mange sherry-typer havde sit eget bord og sine egne ledsagende og meget lækre tapas, og det hele blev krydret med fyrig flamencodans.
Consejo Regulador blev grundlagt i 1934 og er dermed Spaniens ældste vinråd - og et meget aktivt råd. Copa’en er blot et enkelt eksempel på, hvordan vinrådet gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til sherry - og til det faktum, at vinene også er glimrende madvine.
Consejo Regulador har i øvrigt en rigtig god hjemmeside med masser af information om sherryens verden.


Til_37/09





Hugh Johsons årlige guide
Så er den her igen, Hugh Johnsons årlige vinguide i lommeformat (Vin 2014, 320 sider, 140 kr., Politikens Forlag). Og som sædvanlig er der tale om en nyttig lille bog, som man ikke læser fra ende til anden, men slår op i.
Bogen gennemgår 35 vinlande og mere end 6000 forskellige vine – de fylder langt den største del af bogen. Men der er også beskrivelser af mere end 300 druesorter og en vurdering af årgangene i de vigtigste vinområder.
Endvidere fortæller bogen om sammensætningen af vin og mad samt om serverings-temperaturen for de forskellige vine.
Den danske udgave af Hugh Johnsons lille bog har været i gode hænder hos Thomas Ilkjær, der er daglig leder af Vinakademiet.


Lafite til rekord lav pris
Vinene fra de fem 1. cru-slotte i Bordeaux - Château Lafite Rothschild, Latour, Margaux, Mouton-Rothschild og Haut-Brion - koster som bekendt kassen.
Men i dag kan nogle af disse vine fås for priser, der er uhørt lave - altså sammenlignet med det, de normalt koster.
Det fremgår af de nyeste tal fra den London-baserede internetvinhandel Liv-Ex, der har sin egen vinbørs, som holder øje med priserne på fine vine på det internationale marked.
Liv-ex sælger vine i kasser à 12 styk, og i sidste uge blev der ifølge Bloomberg.com solgt en kasse Château Lafite Rothschild 2009 for 6750 pund (cirka 58.981 kr.), hvilket er 4915 kr. flasken og en bundrekord for denne årgang fra det legendariske slot. I ugerne før blev der solgt flere andre kasser med Lafite Rothschild af samme årgang og for næsten lige så lave beløb - i april lå prisen på 8340 pund, hvilket svarer til cirka 6072 kr. flasken.
Til sammenligning blev en kasse med samme vin solgt for 14.350 pund svarende til hele 16.666 kr. pr. flaske i februar 2011, hvor salget af vinen toppede, og hvor efterspørgslen fra Asien var på sit højeste.
Det markante prisfald gælder også flere af årgangene fra de øvrige 1. cru-slotte.
Så hvis man har cirka 5000 til overs på bankbogen, kan man jo overveje at gøre et godt køb.


Læg mærke til Pumanque
Hvis man interesserer sig lidt for chilensk vin, har man nok hørt om appellationerne Maipo, Casablanca og Colchagua. Men i fremtiden skal man også holde godt øje med et Pumanque på etiketten. Denne appellation, som ligger i Colchagua, regnes af flere chilenske vinhuse for at være et nyt vinmekka med mulighed for at fremstille vine af aller bedste kvalitet.
Pumanque, der fik sin DOC (Denominazione di Origine Controllata) i slutningen af 2012, har virket som et trækplaster på nogle af de førende chilenske vinhuse - heriblandt Santa Rita, der ejer 1200 hektar jord i den nye appellation.
Allerede i 2007 tilplantede vinhuset, der ligger i Maipo, de første 600 ha jord i Pumanque med vinplanter, og nu har det tænkt sig at udvide med yderligere 200 ha. I alt har Santa Rita investeret det, der svarer til cirka 108 millioner kr. i beplantning af marker i Pumanque.
Vinstokkene er stadig unge, men vinen, der fremstilles på dem, er af topkvalitet, lyder det fra Santa Rita. Især forventer man sig meget af rødvinene på Cabernet Franc - en drue, der ellers ikke er så udbredt i Chile, men i Pumanque stortrives den.
Også vinhusene Mont Gras, Los Vascos og Luis Philippe Edwards har opkøbt jord i appellationen.



Flere firkantede flasker
I sidste uge præsenterede vi "Verdens første firkantede vinflaske".
Den slags skal man passe på med – når man ikke er 100% sikker på, at der ikke tidligere har været lavet firkantede vinflasker. For det har der åbenbart.
Vi fik to mails fra henholdsvis Per Michelsen og Mogens S. Koch, der fortalte, at Château Berne lidt vest for Draguignan i Provence har haft firkantede flasker i flere år.
Vi gik ind på slottets hjemmeside og kom til at åbne en film, der handler lidt om vin og mest om et meget lækkert hotel.
Det skulle vi ikke have gjort. Nu skal vi igen til at rykke Klasselotteriet for de 2 millioner, det efterhånden skylder os. Ellers har vi vist ikke råd til at besøge hotellet. Prøv selv – klik her ...


Druer stjålet i nattens løb
Hos Château Suau i Barsac vågnede man for nylig op til at trist syn. I nattens løb var de fuldmodne druer på tretten rækker med vinstokke forsvundet som dug for Solen. De stjålne druer udgør 10% af vinslottets årlige høst og løber op i en værdi af 20.000 euro (cirka 149.000 kr.).
Ejeren af Château Suau, Corinne Biarnès, har høstet sine øvrige druer, men havde ladet druerne på de tretten rækker hænge ekstra længe for at få en større aroma-koncentration.
Druerne er blevet høstet yderst professionelt, og Biarnès er ikke i tvivl om, at tyven er en anden vinproducent i området, der har ønsket at øge sin egen vinproduktion.






...



Bliv klog på whisky-duftene
Franskmanden Jean Lenoir har gennem årene lanceret adskillige vin-duftbokse. Det startede med "Le Nez du Vin" (vinnæsen) for mere end tyve år siden. Denne boks indeholdt 50 små flasker med alle tænkelige dufte, som man kan opleve i vin.
En anden boks er fx "Le Nez du vin Les Défauts" (vinnæsen for defekter), hvor tolv små flasker repræsenterer propsmag og anden elendighed, vi helst ikke vil opleve, når vi sætter næsen til et glas vin.
Nu har han gjort det igen, og denne gang gælder det ikke vin, men whisky - "Le Nez du Whisky".
Den nye boks indeholder 54 af de mest almindelige dufte i whisky, og meninger er, at man skal lære dem at kende, huske dem og genkende dem, når man sidder med et glas af den skotske nationaldrik.
Der følger en bog med boksen med whisky-historie og råd til sammensætning af whisky og mad.
"Le Nez du Whisky" kan købes hos La Cave for 2750 kr.
--,,,,,,,,,,,--,

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Erik Sørensen Vin har optaget importen af vinene fra følgende producenter: Luc Pirlet i Languedoc, Frankrig, Castello di Volpaia i Chianti Classico, Italien, Rijk’s Estate, Tulbagh, i Sydafrika, Canals Nadal Cava, Penedes, Spanien.
    * La Cave er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
    --,,,,,,,,,,,--,



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.
. .,

,

    Daniel Vangsø Rasmussen (f. 1972) har været interesseret i vin lige siden de sene teenageår. Det startede med Bordeaux, men han fik også en forkærlighed for italiensk vin, da familiens ferier ofte gik til Italien.
    Interessen for de italienske vine holdt ved, og den dag i dag mener han, at Italien er et af de mest spændende vinlande at følge – særligt hvis man tør afvige fra den slagne vej og alene jagte kvalitet frem for berømmelse.
    For ti år siden fik Daniel Vangsø Rasmussen også øjnene op for de tyske vine, og han har siden utrætteligt plæderet for tysk vin i alle de kredse, han kommer i.
    Han er uddannet civiløkonom, og arbejder til daglig som intern konsulent hos NOV Flexibles, som producerer fleksible rør til offshore industrien. Lysten til at bliver vinimportør er dog dukket op med jævne mellemrum, når han har siddet med et ekstra godt glas vin i hånden. Og troen på, at vingerne ville bære, fik han gennem inspiration fra en specialist i netop tysk og italiensk vin, Finn Klysner fra D.W.C.-Vin.
    I 2013 åbnede Daniel Vangsø Rasmussen så vinfirmaet TwinWine, som han driver sideløbende med sit faste job. Navnet hentyder dels til, at der kun handles med vin fra to lande, nemlig Italien og Tyskland, dels til tvillingerne Frederikke og Alberte, som han har med sin hustru Dorte.
    Fritiden bruges sammen med familie og venner. Lidt Old Boys fodbold bliver det også til, og så er Daniel Vangsø Rasmussen ofte at finde i køkkenet, da han elsker at lave mad. Ferierne går typisk til Italien eller forældrenes lejlighed i Berlin.
    Adresse: TwinWine, Nørregårdsvej 295, 2610 Rødovre, tlf.: 33 22 06 84 mobil: 21 51 75 66, e-mail: info@twinwine.dk, www.twinwine.dk.





    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.


    .
    Halsetiketten gør, at man skal bruge otte gange så mange fingerkræfter på at åbne flasken...

      Hvorfor?
      "Flasken har skruelåg – men bemærk, at flaskens kapsel er tøjret med en halsetiket, der gør det meget vanskeligt at åbne skruelåget."
      Sådan skrev vi i sidste uge i et notat om en smagt hvidvin. Hvilket har medført dette yderst enkle spørgsmål fra Leif Kvistgaard: – Hvorfor?
      Vi har faktisk tidligere besvaret spørgsmålet, men det er fire år siden, og vi har jo fået mange nye læsere i mellemtiden. Så vi tager den en gang til:
      Skruelåget er den øverste del af en lang kapsel, og det holdes fast til den nederste del med otte små broer, som skal brydes.
      Når man skal åbne flasken, drejer man faktisk hele kapslen, så den slipper sit greb nede omkring glasset. Det gør det muligt, at man samtidig vrider kapslen en lille bitte smule, så broerne ikke brydes samtidig, men én ad gangen.
      Man kan ligefrem høre det: Klik, klik, klik ... lækkert! Som at dreje på en knap på et dyrt kamera.
      Hvis kapslen er tøjret til glasset med en halsetiket, kan kapslen ikke vrides, og så skal man bryde alle otte broer på én gang. Det kan godt være svært, især man har lidt svage hænder.
      I så fald må man først pille halsetiketten af eller skære den igennem på langs med en kniv. Ret upraktisk!
    ....................



    Ugens vinøse billede
    Da Jens Kristian Thonbo i sin sommerferie var i Nice, klunsede han denne proptrækker. Han fortæller:
    – Jeg måtte tre gange tilbage samt købe en sifonflaske, før jeg fik prisen handlet lidt ned.
    – Proptrækkeren har sikkert åbnet en hel del flasker, før den nu er havnet i min køkkenskuffe.
    – Men mon VinAvisens læsere kan se, hvad der er specielt og pudsigt ved netop denne proptrækker?
    Ja, det er spørgsmålet. Tænk over det – og se nedenfor, om I har fundet svaret.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat meget velkomne til at sende os vinøse billeder, I får ikke nogen præmie. Til gengæld er det nemt at sende billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen,dk.






Specielt og pudsigt
Det sjove ved proptrækkeren er, at den er reklame for et champagnefirma – og at den aldrig vil kunne bruges til at åbne en flaske champagne.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    246 Uden for Weingut Zellerhof i Mosel står denne flaske bygget af flasker (foto © Bente og Søren Nissen).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 41 vine. Af disse vine var der 30, som fik mere end to stjerner og hele 21, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 139 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Mont Michel, Cava, Brut, Reserva, Spanien, lav alkohol (11,5%)
89 kr., på tilbud året ud: 75 kr., Vinoble
Mousserende hvidvin med god duft, fine, små bobler og en frisk smag. Pæn lille vin.

Hvidvin


Cà del Magro, Monte del Frá, Custoza Superiore, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
95 kr., HøjelseVinkælder
Frisk og fyldig hvidvin med fin balance mellem druefrugt, krydderi, syre og en lille honningsødme. Vinen smager ganske enkelt godt.


Babich, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
109,75 kr., på tilbud året ud: 89,75 kr., Skjold Burne
Hvidvin med Sauvignon-druens karakteristiske duft og smag af græs, hyldeblomst og grape. En frisk og lækker vin. Flasken har skruelåg.


Karl H. Johner, Pinot Noir, Baden, Tyskland, 2009, middel alkohol (14%)
279 kr., Vinbutikken.dk
Let og meget elegant rødvin med Pinot-druens gode smag. Vinen er harmonisk og afrundet - fire år gammel - og med fint krydderi (peber) samt en lille sødme og tilpas syre. Dyr, men dejlig. Skænk den let afkølet, gerne 14-15 grader.

Rødvin


Trerose, Sangiovese, Rosso di Montepulciano, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Til prisen en fortræffelig Rosso. Den har blød frugt og fint krydderi. Skænk den vel afkølet. Flasken har skruelåg.


Grenache 14 Noir, Arnoux & Fils, Grenache, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)
91 kr., Premier Cru
Dette er en rødvin, som mange vil kunne lide - på grund af dens saftige smag og dejlige sødme. I smagen lys chokolade og noter af fennikel. Nogle vil sige, at den har en markant sødme, men der er en fin balance mellem sødme og syre. Skænk den gerne ved 15-16 grader, og prøv den til vildt.


Hacienda Lopez de Haro, Rioja, Crianza, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
Superdejlig, fadlagret rødvin på druerne Tempranillo, Garnacha og Graciano. Den har blød frugt og fint integrerede fadtoner. Lang eftersmag. Til 69 kr. lidt af et kup.


Wellington Wines, Shiraz, Wellington, Sydafrika, 2010, høj alkohol (14,5%)
112 kr., Premier Cru
En superlækker, fløjlsblød rødvin, der ligger godt i munden med sin brede, saftige frugt og mange facetter. Pengene værd. Flasken har skruelåg.


Brigantino, Accornero, Casorzo, Italien, 2012, lav alkohol (5%)
115 kr., Vinova
I Piemonte har de en meget speciel rødvin - let, fint mousserende, lækker og sød. En masse frugt og kun 5% alkohol. Casorzo er appellationen, og druen er Malvasia Nero. Kan man lide sød og rød og perlende, er dette sagen. Ikke en madvin, men en søbevin. Brug den eventuelt - vel afkølet - som apéritif i stedet for kir.


Tola, Sicilien IGT, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
115 kr., pris ved 6 flasker: 103,50 kr., Propperiet
Blød, saftig og lækker rødvin på druerne Merlot og Nero d'Avola. En vin, som man med største fornøjelse kan skænke til kødretter, der ikke er alt for kraftige, samt til pasta.


Tabiso, Darling Cellars, Shiraz, Western Cape, Sydafrika, 2012, middel alkohol (13,5%)
129,95 kr., pris for 3 liter i boks, Amka
Til 32,50 kr. for en normal flaske er denne boks-rødvin slet ikke så tosset. Den har god frugt, fin krydring og tilpas syre. Den femte stjerne får den for den lave pris.


Alfredo Santamaria, Tempranillo, Cigales, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
129,95 kr., pris ved 6 flasker: 66,67 kr., Smile Marketing Group
Elegant og lækker rødvin, moden og kompleks, fem år gammel. Ikke spor muskuløs - heldigvis - men som sagt elegant og delikat. Den har en god frugtsmag, bløde tanniner og fint integreret fad. Der er kun lavet 8000 flasker af den, så til prisen er den et kup.


Carré de Laure, Domaine Borrely-Martin, Côtes de Provence, Frankrig, 2006, høj alkohol (14,5%)
135 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Superlækker rødvin med en liflig duft og med fyldig, blød frugt og krydrede toner. En rødvin helt i top.


Sélection Guilbert, Pont de Gassac, Pays d'Hérault IGP, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%)
139 kr., på tilbud året ud: 99 kr., Vinoble
En rigtig god rødvin med en god balance mellem frugt, tanniner, sødme og syre. Vinen vil blive slået ihjel af en peberbøf, men til lam, gris og fjerkræ vil den være fin. Den kan også nydes uden mad.


A Dopo, Tenute Bisci, Primitivo, Puglia, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
149,95 kr., pris ved 12 flasker: 99,95 kr., Vinmonopolet
Denne rødvin smager rigtig godt. Den har en blød, afrundet og fint krydret frugt med noter af kirsebær og kirsebærsten. Prisen ved tolv flasker må nok siges at være den rigtige.


Torre dei Beati, Cocciapazzo, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
169,95 kr., Erik Sørensen Vin
En både flot og lækker rødvin på økodruer. I dens bløde, fyldige og afrundede smag er der noter af tjære og lakrids - især det sidste. Endvidere fint integrerede fadtoner. Vinen har glas i Gambero Rosso.


Shotfire, Thorn-Clarke, Shiraz, Barossa, Australien, 2009, høj alkohol (15%)
179,75 kr., på tilbud året ud: 139,75 kr., Skjold Burne
Flot rødvin - perfekt til alle, der er til australske vine med intens, blød frugt og procenter.


Barbadillo, Reserva, Somontano, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
50 kr., Rema 1000
Vellavet rødvin på druerne Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon. Den har saft, krydderi, fine fadtoner og en lidt markant syre. Måske en smule enkel, men mere end all right til prisen.


Trio, Concha y Toro, Maipo Valley, Chile, 2010, høj alkohol (14,5%)
69,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 44): 44,50 kr., Kvickly
Denne rødvin er lidt af en børste. Den maser sig frem med frugt og krydderi, men man får fuld valuta for tilbudsprisen. En udpræget madvin. Sælges også på tilbud i SuperBrugsen.


Castello di Selvole, Sangiovese, Toscana IGT, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
79 kr., Vin-Expressen
Rødvin med en dejlig duft og en god, frugtagtig smag, der dog ikke helt lever op til den ret høje pris.


Domaine Giraud, Côtes-du-Rhône, Frankrig, 2012, høj alkohol (15%)
89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En på mange måder flot rødvin med kraft og saft, frugt og en vis sødme - men også med et lidt for markant alkoholbid til slut. Skænk den godt afkølet.


Furet, Allegrini, Toscana IGT, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
126 kr., WineWeb.dk
Denne rødvin er fremstillet til det svenske Systembolaget, og derfor er der et billede af falunrøde huse på etiketten - huse fra Furet, der er en del af byen Halmstad. Den er udvalgt af sangeren Per Gessle. Vinen smager rigtig godt med sit krydderi, sin gode frugt og fine sødme. Udpræget til mad. Helt billig er den ikke.


Domaine La Collière, Georges Perrot, Rasteau, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
128 kr., Jysk Vin
Denne rødvin starter med fyldig og blød frugt, men ret hurtigt sidder man tilbage med noget lidt tørt samt smagen af alkohol. Vinen skal ubetinget skænkes til en kraftig kødret eller gryderet. Nogle i smagepanelet var uenige med den, der har skrevet dette. De var ikke generede af alkoholens bid.


Château Croix des Pins, Ventoux, Frankrig, 2011, høj alkohol (14,5%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinmand
En ret enkel vin på økodruer med en besk eftersmag. Udpræget til mad.


Domaine Notre Dame des Pallières, Rasteau, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
95 kr., Kjergaard Vinimport
De 15 procent alkohol giver denne vin en lidt tung sødme, men vinen slutter ikke desto mindre med en besk tone. Kan eventuelt bruges til en kraftig kødret.

Sød vin


Century, Andresen , Ten Year Old Tawny Port, Portugal, høj alkohol (20%)
210 kr., Herning Vin Center
Lækker portvin, blød, afrundet, med fin sødme, men også syre. Dadler, brændte figner, rosiner, svesker ...

Andet


Terres de Grande Champagne, Francois Voyer, Cognac, Frankrig, høj alkohol (40%)
299 kr., på tilbud året ud: 249 kr., Vinoble
Druerne til denne cognac kommer fra distriktets 1. cru-område, Grande Champagne (der ikke har spor med boblevin at gøre). Det er en fortræffelig cognac med en rund og blød smag med fine fadtoner.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.