Nyheder i uge 17, 2014

Følg os på Facebook




.


Fransk vin anerkendt som nationalarv
Mange franske vinproducenter føler, at de gang på gang må retfærdiggøre det produkt, de laver, på grund af de konstante angreb fra diverse franske antialkohol- og helseforeninger.
Et enkelt eksempel er det, vi nævnte i sidste uge, hvor foreningen ANPAA (Association Nationale de Prévention en Alcoologie et Addictologie) ihærdigt forsøger at bekæmpe en kampagne fra Bordeauxs vinråd CIVB (Le Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux). I kampagnen ses smilende vinproducenter med et glas vin i hånden, og at forbinde smil med vin kan anspore til drukkenskab, mener ANPAA.
Men nu er der ifølge The Drinks Business lys forude. Departementet Audes senator, Roland Courteau, har indsendt et lovforslag til det franske senat om at give Frankrigs vine og vinmarker status som nationalarv. Og nu har senatet, der er andetkammeret i Frankrigs politiske system, enstemmigt vedtaget lovforslaget.

Håb om færre angreb
Andenkammeret har stor magt inden for fransk politik, og vedtagelsen af lovforslaget betyder, at fransk vin nu officielt bliver anerkendt som en vigtig del af fransk kultur - noget, som omverdenen selvfølgelig længe har anerkendt …
Blåstemplingen af vin som en nationalarv vækker stor glæde hos de franske vinproducenter, der håber, at den vil kunne sætte en stopper for de mange angreb fra blandt andet ANPAAs og visse politikeres side.
I Alsace indsendte man et lignende forslag om at anerkende øl som en del af den franske nationalarv, men det blev ikke godkendt.
Som et medlem af senatet, Didier Guillaume, udtrykte det til Wine-Searcher, så er vin for omverdenen ensbetydende med Frankrig. Anderledes er det med øl og spiritus, der kan forårsage helbredsproblemer.




Tætte klaser af Malbec-druer. Foto: Wikipedia.

Malbec drøner derudad
Argentina oplever i disse år et rent boom, når det gælder salget af rødvine på landets store drue Malbec.
Især i Storbritannien går det forrygende. Hos den landsdækkende britiske supermarkedskæde Tesco steg salget af Malbec-vine med 200% i mængde mellem april 2013 og 2014 sammenlignet med året før.
Og det er først og fremmest de yngre briter, der er vilde med vinene. Blandt de britiske forbrugere på mellem 25 og 35 år er Argentina i øjeblikket det mest populære vinland.
Amerikanerne har også kastet sig over Malbec-vinene. I USA er importen af vinen mere end fordoblet fra 2008 til 2013, da landet importerede 48 millioner flasker.
Vinproducenter i flere andre lande er nu ivrigt begyndt at plante druen i håb om at ride med på succesbølgen. Det gælder blandt andet USA, New Zealand og Australien.

Fra Bordeaux til Argentina
Og hvad er så Malbec for en drue? Engang blev den anvendt vidt og bredt i Bordeaux, hvor den er en af de seks druer, som er tilladt i fremstillingen af distriktets rødvine. Nu dyrkes den først og fremmest i Cahors i det sydvestlige Frankrig, hvor den kaldes for Auxerrois.
I Argentina, hvor Malbec nærmest regnes for landets nationaldrue, breder den sig over mere end 10.000 hektar vinmarker.
Det er en drue med en mørk, koncentreret most med markante tanniner. Det er også en drue med tyndt skind, hvilket var årsag til dens tilbagegang i Bordeaux.
I 1956 blev hovedparten af distriktets Malbec-druer ødelagt af frost hård frost, og man erkendte, at den nok trivedes bedre under varmere himmelstrøg.









Den fine indgang til marken Clos des Lambrays. Clos betyder "indhegning" på fransk og henviser til, at marken er omkranset af en mur. Foto: Wikipedia / Arnaud25.

LVMH på indkøb i Bourgogne
Moët Hennessy Louis Vuitton (LVMH) ejer allerede champagnehusene Dom Pérignon og Krug samt Château d’Yquem og Cheval Blanc i Bordeaux. Nu har den franske luksuskoncern ifølge Decanter for første gang nogensinde været på indkøb i Bourgogne.
LVMH har købt en af distriktets ældste grand cru vinmarker, Clos des Lambrays i Côte de Nuits, af Domaine des Lambrays. Prisen for den muromkransede mark, der har rødder helt tilbage til 1365, er ikke offentliggjort, men priserne for grand cru vinmarker i Bourgogne ligger i gennemsnit på 3,8 millioner euro (cirka 28 mio. kr.) pr. hektar, og marken er på 8,84 ha.
Normalt vil ejeren af en sådan grand cru mark kunne sætte et "Monopole" på etiketten af sine vinflasker, men det kan ikke lade sig gøre, når det gælder Clos des Lambrays. Et andet vinhus, Domaine Taupenot-Merme, ejer nemlig nogle få rækker vinstokke på marken - mindre end 0,5 ha - og domænet har så vidt vides ikke tænkt sig at sælge til LVMH.


Stort forsøg med vin i London
De fleste kan sikkert nikke genkendende til følgende: Man har nydt en dejlig hvidvin på en fransk bjergtop en solrig dag i sommerferien. Bilen bliver fyldt med et par flasker af den gode vin - som dog smager helt anderledes, når man senere skænker den i glasset en mørk vinteraften.
Den måde, vi opfatter en vins smag på, er nemlig i høj grad påvirket af omgivelserne.
Charles Spence, der er professor i eksperimental psykologi ved universitetet i Oxford, forsker i, hvordan forskelligt farvet lys og lyde påvirker vores opfattelsesevne. Og sammen med det spanske vinhus Campo Viejo vil han om kort tid udføre et stort eksperiment med farvet lys, musik og vin. Eksperimentet vil foregå under festivalen Streets of Spain, der bliver afholdt i London fra d. 2. til 5. maj. Her vil tusinder af festival-deltagere blive inviteret ind i Spences "Farve-laboratorium", hvor de får udleveret et sort glas med en unavngiven vin. Dernæst bliver de udsat for forskelligt farvet lys og forskellig slags musik, og mens lyset og musikken skifter, skal de notere, hvordan smagen ændrer sig og give point, alt efter hvor godt eller dårligt, vinen smager.

Klassisk musik på etiketten
Foreløbig har Campo Viejos vinmager, Roberto Vicente, været forsøgskanin med sin egen vin.
Til The Telegraph har han udtalt, at han var forbløffet over, så forskelligt vinen smagte, alt efter hvilken farve lys han blev udsat for. I hvidt og rødt lys var han ikke i tvivl om, at det var hans egen vin - dog smagte den sødere i det røde lys. Da der så blev skiftet til grønt lys, kunne han ikke længere genkende den vin, han havde i glasset.
Spence har da også store forventninger til eksperimentet i London, ligesom han regner med, at de publicerede resultater vil få indflydelse på ordlyden på vinetiketter verden over.
I dag står der typisk på en etiket, at vinen fx egner sig til oksekød eller bør nydes afkølet. På samme måde er Spence ikke i tvivl om, at der en dag - inspireret af hans forsøg - vil stå, om vinen fx nydes bedst til klassisk musik eller efter mørkets frembrud.
Han mener også, at restaurant- og barejere bør tænke mere over, hvilke farver duge, servietter og vægfarver de har i deres etablissementer - ja, endog farverne i billederne på væggene kan påvirke oplevelsen, ikke bare af vinen men også af maden.
Charles Spence er ikke den første, der eksperimenterer med vin og lys. I 2008 deltog VinAvisen i et lignende forsøg hos det familieejede Weingut Fritz Allendorf i Oestrich-Winkel i Rheingau. Vi omtalte begivenheden i forbindelse med en serie postkort fra Rheingau og Nahe og gengiver den nedenfor.

Lysets farve påvirker smagen
Weingut Fritz Allendorf er en af de store producenter i Rheingau. I vinhusets mange udsalg rundt omkring kan man vælge mellem næsten 100 forskellige vine til priser fra 4,60 til 90 euro (35-670 kr.).
Ulrich Allendorf, der ejer vingården, er lidt af en spasmager, men hans spas har en overraskende og psykologisk baggrund.
I sit vinhus har han indrettet et helt hvidt rum, hvor den ene væg udsender et kraftigt lys. Man er badet i lys. Og lyset kan skifte farve. Hans gæster får så lov til at opleve, hvordan lysets farve påvirker smagen af en tør hvidvin.
Vi var femten vinskribenter fra ti forskellige lande, og vi var nogenlunde enige om, at ...

* Rødt lys
synes at fremhæve smagen af røde frugter som hindbær, blåbær, solbær, jordbær og kirsebær. Måske virkede vinen også lidt sødere.
* Grønt lys
får vinen til at smage mere syrligt og mindre sød. Vinen virker umoden.
* Blåt lys
får vinen til at ligne vand, og smagen er næsten forsvundet. Det er lige ved, at man tror, man har danskvand i glasset.
* Gult lys
får vinen til at vende tilbage med toner af fersken og abrikos og med en perfekt balance mellem sødme og syre.







En hel uge i sherryens tegn
Sidste år fik sherryen sin egen festival, World Sherry Day, hvor den dejlige, spanske vin blev fejret med 300 arrangementer i 29 forskellige lande.
Næste udgave af festivalen, der skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, afholdes fra d. 2. til 8. juni. Og på grund af den store succes sidste år er den udvidet til at vare en hel uge - hvorfor den også har skiftet navn til International Sherry Week.
Arrangøren er International Sherry Educators & Aficionados, en interessegruppe, der brænder for at udbrede kendskabet til sherry.
I øjeblikket er man i fuld gang med forberedelserne til den store festival, og det strømmer ind med tilmeldinger fra restauranter, barer og andre etablissementer rundt om i verden, der ønsker at afholde arrangementer i sherryens tegn.
Danske restauranter, barer m.m. er også meget velkomne til at registrere et arrangement, hvilket kan gøres på festivalens hjemmeside.

Sherry er en hverdagsdrik
Arrangementerne kan omfatte alt lige fra sherry-smagninger og sherry-mad-match til seminarer om den spanske drik. I Jerez, hvor sherryen fremstilles, vil der selvsagt også blive en masse festivitas i hele den uge, festivalen varer.
Målet med International Sherry Week er ikke kun at udbrede kendskabet til sherry, men også at fortælle verden, at de mange forskellige sherrytyper er glimrende ledsagere til både forretter, hovedretter og desserter.
På festivalens hjemmeside stiller man en række sherry educators fra forskellige lande tre hurtige spørgsmål. Her kommer, hvad den danske sommelier og sherry educator Simon Olesen svarer på spørgsmålet om hans foretrukne måde at nyde sherry på:
- Sherry er en hverdagsdrik. Man kan nyde den, hvor som helst og når som helst. En stor sprød manzanilla ledsaget af sortfodsskinke i skyggen af et palmetræ i det sydlige Spanien. Amontillado serveret iskold med friskkogte rejer med en anelse salt og citron. En stor og rund oloroso til en klar consomé med kød om vinteren.
Her på VinAvisens redaktion begynder tænderne allerede at løbe i vand …


Vinslottene skærer ned på priserne
Efter årets primeur-smagning i Bordeaux begynder vinslottene nu for alvor at prissætte den nye årgang 2013.
Og alt tyder på, at slottene generelt skærer ned på priserne i forhold til årgang 2012 - efter adskillige bønner fra Bordeauxs négocianter og vinhandlere fra resten af verden.
Eksempler er Château Haut Bailly, der har reduceret prisen pr. flaske ex-Bordeaux (den pris, négocianterne videresælger vinene for) med 6% og Cos d’Estournel med et nedslag på 8%. Château Pichon-Longueville og Château Lynch-Bages er gået et skridt videre med en nedgang på 17%.
Lige før påske prissatte de to 1. cru slotte Lafite Rothschild og Mouton Rothschild deres vine, og det med prisnedsættelser på henholdsvis 14% og 10%. Prisen for en flaske Lafite 2013 ex-Bordeaux kommer dermed til at ligge på 288 euro (cirka 2150 kr.), og for en flaske Mouton på 216 euro (cirka 1613 kr.). Før vinene kommer til salg i detailhandelen er beløbet øget med en pæn sjat penge i form af den avance, vinhandlerne skal have. Plus moms og afgifter.

Efterspørgsel på ældre Bordeaux'er
Enkelte slotte har valgt at holde samme priser som for årgang 2012. Det gælder fx for Château Montrose og Château Pontet-Canet.
Når négocianter og vinhandlere samstemmende har bedt vinslottene om at sætte en lavere pris på årgang 2013, skyldes det blandt andet, at årgangen generelt er udmærket, men ikke i top. Det er også vine, der skal drikkes forholdsvist unge.
En anden årsag er, at markedet har ændret sig. Som det britiske investeringsfirma Lunzer Wine Investments fortæller Bloomberg.com i et interview, efterspørger forbrugerne i stigende grad de ældre Bordeaux’er fra 1990erne og er stadig mindre interesserede i at investere i de nye årgange.



Førerens fødselsdags-vin
På særlige mærkedage i det tyske rige havde Adolf Hitler for vane at forære sine officerer og generaler en til anledningen fremstillet flaske vin. Han betragtede sin egen fødselsdag som en sådan mærkedag, og her fik den øverste stab som regel en flaske vin med en etiket, der viste et portræt af ham selv.
En af disse vine, der blev kaldt "Führerwein", kommer nu under hammeren på en online auktion hos McTear’s Auctioneers i Glasgow.
Der er tale om en magnumflaske, der blev fremstillet i 1943 i anledning af Hitlers 54 års fødselsdag og sikkert er blevet givet til en general eller officer.
På en eller anden måde er den havnet hos en tysk soldat - som efter krigen gav den til en ungarer, der havde været tysk krigsfange under anden verdenskrig.

Hitler selv var afholdsmand
Den ungarske krigsfanges søn arvede flasken, og det er ham, der nu har sat den til salg hos auktionshuset.
Ud over et portræt af "der Führer" er flasken forsynet med et hagekors i voks og med et stempel fra Reichszeugmeiserei - det organ, der stod for distribution af uniformer og alt andet udstyr til nazipartiet.
Og indholdet i flasken? Ja, det er en ganske almindelig rød bordvin fra Tyskland. Som den afholdsmand, Hitler var, gik han mere op i billedet på etiketten end i indholdet.
Vinen er da efter alt at dømme heller ikke drikkelig i dag, men derfor skal prisen for flasken nok komme derop ad - der er altid samlere til den slags vine.
Auktionshuset har sat en mindste vurdering på flasken på 3000 euro (cirka 22.400 kr.), og budene starter 1000 euro under dette beløb.









Vin i malerbøtte
Af alle mærkelige vinemballager, så slår den ovenfor viste vist alt.
Det er Litauens ældste reklamebureau, MacCan Vilnius, der har fået ideen, og målet er at vise omverdenen, at firmaet stadig er kreativt og forstår at forny sig.
Derfor er der også kun fremstillet et begrænset antal af de vinøse malerbøtter, som udelukkende sælges i Litauen.
Vinen, som kan tappes fra en hane øverst i bøtten, er Beaujolais Nouveau. Hele ideen går nemlig ud på, at netop den nye Beaujolais-vin farver tænderne og læberne mørkviolette, når man indtager den - derfor det med malerbøtten.
Bøtten er også forsynet med farvekoder, der viser, hvor mange glas, man skal drikke, for at opnå de forskellige lilla nuancer på tænderne. Efter syv glas skal man vist ikke smille alt for meget ...
Inde i bøtten ligger vinen i en pose - ligesom den inde i en almindelig bag-in-box.




En computertegning af det fremtidige The Winery Hotel i Stockholm.

Nyt vinhotel i Stockholm
To svenske hotel-familier, Söder og Östlundh, der begge ejer flere hoteller i Sverige, har ifølge www.wownews.se fået en god idé. Sammen vil de opføre landets første hotel, hvor vinen er i centrum. The Winery Hotel, som hotellet skal hedde, vil ud over 184 værelser også rumme et vineri, hvor der skal fremstilles vin på importerede druer fra Spanien, Frankrig og Italien.
Hotelgæsterne vil blive tilbudt guidede ture i vineriet og fadkælderen og vil ligeledes kunne købe nogle af de i alt 5000 flasker, som man regner med at fremstille årligt i hotellets vinotek.
Det bliver det hidtil største vinotek i Sverige, og indimellem hylderne med vine fra alverdens lande vil der være opsat skærme, hvor man kan læse mere om de enkelte vindistrikter.
Man vil også kunne smage The Winery Hotels egen vin i vinbaren og restauranten - der ligeledes skal være rammen om stribevis af vinmagermiddage med inviterede vinproducenter.
Hotellet vil i alt brede sig over 7500 kvadratmeter og vil blive kronet af et helsecenter med spa på taget. Måske bliver det en vinspa - at bade i rødvin for sundhedens skyld har bredt sig som ringe i vandet i de senere år.
The Winery Hotel forventes at stå færdig i efteråret 2015 og vil da have kostet 270 millioner SEK (cirka 222 mio. kr.) at opføre.







Største smagning af frugtvine
Vi har masser af rigtig god frugt på dansk jord, og det får et stigende antal initiativrige mennesker til at kaste sig over produktionen af frugtvine.
Disse mange producenter fik sidste år deres egen forening, Dansk Forum for Frugtvin, og d. 17. maj afholder foreningen den hidtil største vinsmagning af frugtvine i vineriet på Frederiksdal Gods på Lolland.
Godsets egen og vidt berømmede kirsebærvin vil selvfølgelig blive skænket i glassene. Høsten af kirsebærrene og fremstillingen af vinen kan man læse mere om i VinAvisens serie af postkort fra godset.
En række andre frugtvinproducenter vil også byde på smagsprøver af deres vine, hvoraf rigtig mange er fremstillet på de gode danske æbler. Ud over de mere etablerede producenter vil der også være en skov af garagebryggere med spændende og anderledes produkter. Og selvfølgelig er der mulighed for at købe nogle flasker frugtvin med hjem.

En tur gennem kirsebærplantagerne
Ud over smagningen af vinene vil der også være flere foredrag om dansk frugtvin og dens potentiale, ligesom man kan tage en tur på et traktorlad i godsets kirsebærplantager eller opleve naturen fra hestevogn.
Man er velkommen til at tage et tæppe og en madkurv med og slå sig ned i det grønne, men der kan også købes mad i de lokale madboder.
Sideløbende med den store folkelige smagning i Vineriet foregår der en blindtest af vinene på selve Frederiksdal Gods. Dommerpanelet, der består af ti professionelle vinskribenter, smager og voterer dagen igennem, og kl. 16.30 overrækker tidligere minister og mangeårig frugtforkæmper Ritt Bjerregaard medaljer til de bedste vine fra scenen i Vineriet.
Billetter til arrangementet koster 80 kr. inklusiv smageglas og kan købes ved at klikke her - eller på dagen ved indgangen, hvor prisen vil være 100 kr.




Korksko inspireret af sejrsritual
Sportsfolk, der vinder inden for en eller anden sportsgren, fejrer umiddelbart efter sejren ved at lade propperne springe i champagneflaskerne - og til VinAvisens store fortrydelse lade indholdet sprøjte ud over de nærmeste …
Dette ritual fik et kvikt hoved hos det amerikanske sportsko-firma Nike til at foreslå, at man fremstillede en sportssko af kork - det lugtede jo lidt af champagne og dermed sejr.
Skoen blev lanceret d. 1. april i år - hvilket fik mange mennesker til at tro, at det var en aprilsnar. Men nej, den er god nok, og man kan oven i købet selv designe sine korksko - bestemme, om korken skal være lys eller mørk, hvilken farve sålen, "overlæderet" og Nike-symbolet skal have osv.

Man kan designe skoen på billedet ved at klikke her.





.

...



Gin fremstillet på druer
England har i århundreder været berømt for sin fremstilling af gin. I 1740erne var briternes produktion af gin seks gange større end produktionen af øl, og på hvert et gadehjørne i London lå der en gin-bar.
Sådan er det ikke længere - dog findes der stadig britiske destillerier, der fremstiller den stærke drik, som traditionelt består af en spiritus skabt på basis af korn tilsat enebær og undertiden også andre krydderier.
Nu er destilleriet Chilgrove barslet med en ny gin, der skal være den første britiske gin, lavet på et destillat af druer i stedet for korn. Den neutrale spiritus er dernæst tilsat hele elleve krydderier, der ud over enebær blandt andet omfatter korrianderfrø, appelsin, lime og lakridsrod.

En hollandsk opfindelse
Det, at spiritussen er lavet på druer, skulle ifølge Chilgrove give ginen en blødere og mere elegant smag.
Jamen, er det så overhovedet gin? Er det ikke snarere en druebrændevin?
Nej, lyder det fra destilleriet. Gin er oprindeligt en hollandsk opfindelse fra 1600-tallet, og dengang blev drikken fremstillet på vin og dermed på druer og tilsat enebær. På et tidspunkt, hvor der var mangel på vin i Holland, gik man over til at lave spiritussen på korn. Hollænderne kaldte den for Jenever, hvilket englænderne, der omkring 1665 selv begyndte at producere drikken, forkortede til gin.





Yderst til venstre ses Jordi Roca, forrest Josep Roca og yderst til højre Joan Roca. Bagved ses Bob Dalgarno, der er whiskymager hos The Macallan.

Whisky-middag til 54.000 kr.
Man kan drikke vin og øl til mad - men kan man også drikke whisky? Det mener man i hvert fald hos El Celler de Can Roca - den spanske restaurant i byen Girona i Catalonien, der i 2013 blev kåret som årets bedste restaurant og dermed snuppede titlen fra vores danske Noma.
Restauranten, der fik sin tredje Guide Michelin-stjerne i 2009, drives af brødrene Joan, Josep og Jordi Roca, der er henholdsvis direktør, sommelier og mesterkok.
Nu har restauranten indgået et samarbejde med det berømte skotske whiskydestilleri The Macallan om at lave en celeber middag med høj spansk gastronomi ledsaget af fornemme whiskyer.
Middagen vil blive afholdt i alt seks gange i løbet af juni og juli i år og koster det, der svarer til 54.000 kr. pr. person. Pengene, som samarbejdspartnerne får ind, går til velgørende formål.
De whiskyer, der vil blive serveret ved middagen, tæller blandt andet verdens dyreste whisky, Macallan 62 Year Old Lalique Decanter, der har en markedspris på cirka 145.000 kr.
Hvis man har en sjat penge til overs på kreditkortet og ikke lige ved, hvad man skal bruge dem til, kan man booke plads til en af middagene ved at klikke her.






    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * KKWine har fået agenturet på vinene fra Campesino Cellars og Sloan Winery i Napa og Sojourn Cellars i Sonoma.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Anne Marie Cramer (f. 1965) kommer oprindelig fra IT-Branchen, hvor hun var medstifter og medejer af KiSS Technology.
    Hun havde længe ønsket at etablere egen forretning og samtidig at foretage et brancheskift – helst til en livsnyderbranche, hvor det ikke drejede sig om hele tiden at skulle være på forkant med tingene. Valget faldt på vinens verden, og i 2007 skiftede hun IT ud med vinimportfirmaet Solarex Wines. De første aftaler med vinproducenter i Spanien og Californien kom i stand, og senere er flere aftaler fulgt i kølvandet.
    I dag forhandler hun vine fra en række vingårde i Argentina, Australien, Californien, Frankrig, Italien og Spanien.
    Anne Marie Cramer lægger stor vægt på udvælgelsen af vinene og har et tæt forhold til alle de vingårde, hun arbejder sammen med.

    I 2011 blev firmaet udvidet med gourmetcatering, frokostordning til virksomheder og mad til skoler. Og året efter forpagtede Anne Marie Cramer Sengeløse Kro, og i 2013 overtog hun alle rettigheder til Agnes Cupcakes.
    I dag er alle aktiviteterne samlet i Solarex Mad & Vinhus, der sammen med 30 ansatte har til huse på 2200 egne kvadratmeter i Birkerød.
    Privat bor hun i Holte sammen med sin mand.
    Adresse: Solarex Mad & Vinhus, Bregnerødvej 124, 3460 Birkerød, tlf.: 69 10 40 40 / 22 60 03 20, e-mail: amc@solarex.dk, www.solarex.dk.

    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Send spørgsmålene til anker@vinavisen.dk. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.


    Er Smaragd en drue?
    Erik S. Larsen skænkede en østrigsk vin i glasset den anden dag, og han lagde mærke til, at der på etiketten stod "Smaragd". Nu vil han gerne vide, om det ud over at være navnet på en grøn smykkesten, også er navnet på en drue?
    Nej, det er ikke en drue. I den østrigske vinregion Wachau har ordet siden 1986 angivet kvaliteten af en tør appellations-vin (DAC), lavet på fuldmodne druer og med mindst 12,5% alkohol.
    Disse vine med god krop har et fint potentiale for lagring, og nogle gange kan de ligge i tyve år eller mere. Men de er også dejlige at drikke som unge.
    Navnet Smaragd stammer ikke direkte fra smykkestenen, men fra smaragd-firbenet, der findes i Wachaus vinmarker, og som bærer stenens grønne farve. Ugens STORE billede længe nede på siden viser netop et sådan farvestrålende firben.
    Smaragd er øverste trin i kvalitets-skalaen. Det nederste er Steinfeder, som er opkaldt efter en fjeragtig græsart (Stipa pinnata), der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine har under 11% alkohol.
    Et trin over Steinfeder kommer Federspiel – et navn, der henviser til fortidens falkejagter. Her ligger procenten mellem 11 og 12,5. Og endelig kommer så Smaragd i toppen.



    Ugens vinøse billede
    I uge 15 bragte vi et "vinøst billede" af en usædvanlig rødvin fra Malaysia. Vinen havde 35% alkohol, og læseren, der sendte os billedet, gav den minus fem stjerner.
    Så negativ var Jan Ejler ikke, da han smagte vinen på billedet her.
    Billedet tog han på Hawaii, og han fortæller, at det var første gang, han smagte en vin lavet på ananas.
    – Naturligvis, skriver han, – sådan en vin måtte man da fremstille netop på Hawaii. Men vinen var faktisk fremstillet i Californien. Den var særpræget i smagen og ganske sød.
    – Gad vide, om det er noget, man kan få her i landet?
    Det ved vi ikke, men en søgning på Google giver næsten 1300 resultater. Så der må flyde en hel del ananasvin rundt derude ...

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    269 Smaragd-firbenet lever i vinmarkerne i det østrigske Wachau, hvor det lægger navn til vine af særlig høj kvalitet - Smaragd-vinene.
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 43 vine. Af disse vine var der 31, som fik mere end to stjerner og hele 24, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 146 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de tolv, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Doderi da Vino, Asti, Italien, lav alkohol (7,5%)
47 kr., Irma
Sød boblevin til en lav pris - lige til studentergilderne.

Hvidvin


Nomad, Aurerlia Visinescu, Pinot Grigio, Dealurile Munteniei, Rumænien, 2012, middel alkohol (13,5%)
49 kr., pris ved 6 flasker: 41,67 kr., Vintjenesten
Fint krydret hvidvin med god druesmag og en lidt cremet fedme. Til den lave pris et rigtig godt glas - især til prisen ved seks flasker.


Domaine de la Jousselinière, Gilbert Chon et Fils, Chardonnay, Vin de Pays du Val de Loire IGP, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)
52 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
Let og forfriskende hvidvin med alle Chardonnay-druens eksotiske frugter. Meget velegnet som terrassevin. Flasken har skruelåg. Prisen er lidt af et scoop.


Santa Rita 120, Riesling, Valle Central, Chile, 2013, middel alkohol (13,5%)
54,95 kr., Amka
Denne hvidvin dufter som en hel buket forårsblomster. Smagen er fyldig og tør, frugtrig og med en fin syre. En dejlig vin til fx dampet laks eller muslinger. Flasken har skruelåg.


Triade, Campania IGT, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
69,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Triade - en treenighed. I dette tilfælde af de tre syditalienske druer Fianco, Greco og Falanghina. Af dem er der skabt en hvidvin med friskhed, dejlig druesmag, fin krydring og diskrete fadnoter. En meget anvendelig hvidvin til lettere retter og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Caparzo, Chardonnay, Toscana, Italien, 2013, lav alkohol (13%)
99 kr., på tilbud indtil 14. juni: 79 kr., Vinoble
En interessant hvidvin med en fint krydret duft med noter af harpiks. Smagen er tør og let krydret. En perfekt vin til sommerens skaldyrsretter. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.


Tilenus, Godello, Bierzo, Spanien, 2012, lav alkohol (13%)
149 kr., A Vinstouw
Når først man har fået skåret sig vej ind gennem det tykke lag lak, der kroner flaskehalsen - og har åbnet flasken - venter der én en stor nydelse. Dette er en elegant hvidvin med lime i duften og en let krydret smag med noter af friske grønne druer. Nyd den til en god og ikke for krydret fiskeret.


Moillard-Grivot, Chardonnay, Chablis, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,5%)
95 kr., SB-Vinimport
En måske lidt enkel hvidvin, men frisk med god druesmag og tilpas syre.

Rødvin


King Valley, Crystal Bay, Pinot Noir, Victoria, Australien, 2013, høj alkohol (14,5%)
49,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Vellavet rødvin på druen Pinot Noir, hvis karakteristiske smag kommer fint frem. Det er en meget anvendelig vin til en forbavsende lav pris i forhold til kvaliteten. Flasken har skruelåg.


Lieubeau, Pinot Noir, Val de Loire IGP, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,6%)
75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Glimrende rødvin med en klar og karakteristisk Pinot-smag. Anvendelig til mange lettere retter. Skænk den gerne let afkølet.


Cacro, Piccoli, Veneto, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
95 kr., Svendborg Vinimport
Vellavet rødvin med blød frugt og fint krydderi. Lækker og meget anvendelig. Etiketterne er trykt med sort på reflekterende, mørkeviolet papir. Jamen, hvad tænker engentlig sådan en grafiker på?


Ca' de'Rocchi Monterè, Tinazzi, Valpolicella Ripasso, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
99,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
En flot og forførende rødvin med en skøn duft af modne bær og en lækker og fyldig frugtsmag med et lille tilpas bid af tanniner og en fin syre til slut.


Alkoomi, Frankland River, Western Australia, Australien, 2011, middel alkohol (14%)
109 kr., pris ved 12 flasker: 79 kr., Kassen med vin
Denne rødvin har en rigtig god duft af Cabernet - og en rigtig god smag, blød og fyldig. Vinen er lavet på druerne Cabernet Sauvignon og Merlot og er udpræget til mad. Flasken har skruelåg.


Gherardino, Vignamaggio, Chianti Classico, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
110 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
En rigtig Chianti. En elegant rødvin i fin balance, med god Sangiovese-smag og en syre, der er god til mad.


Pin Alta, Castico, Douro, Portugal, 2010, høj alkohol (15%)
120 kr., på tilbud til 96 kr., Frank Dybdahl
Flot og meget lækker rødvin, der er herlig fra duft til eftersmag. Dens tætte smag er oplagt til kraftigt smagende kødretter.


La Flor, Fulenta Wines, Malbec, Mendoza, Argentina, 2013, høj alkohol (14,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Propperiet
En dejlig, fyldig rødvin, der fylder munden med frugt og interessante noter af roser. Flasken har skruelåg.


Tarapacá Gran Reserve, Carmenère, Valle del Maipo, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
129,75 kr., på tilbud indtil d. 11. maj: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En helt igennem flot rødvin på Chiles egen drue, Carmenère. Den har en dejlig duft af hyld og hyben og en super koncentreret frugtsmag, der varer længe i munden. Et kup til tilbudsprisen.


Sudoeste, Pinot Noir, Patagonia, Argentina, 2011, middel alkohol (13,9%)
150 kr., Malbeck
Glimrende rødvin med et fint billede af druen Pinot Noir - et billede med tyngde og dybde, frisk og samtidig blød frugt.


Silvanus Edición Limitada, Asenio & Manso, Tempranillo, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
179 kr., pris ved 6 flasker, En meget dejlig rødvin, blød, frugtagtig ... liflig. I smagen er der brombær, blommer, kirsebær, bløde tanniner og fint integrerede fadnoter. En nydelse!


Villa S.Anna, Sangiovese, Vino Nobile di Montepulciano, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
195 kr., Quist Wine
En meget lækker rødvin, kompleks og harmonisk. Den er ret tør, med noter af kirsebær, fint krydderi, god syre til mad og silkebløde tanniner. Bagetiketten er en helt lille "bog" til at folde ud. God idé.


Àn/2, Falanis, Ànima Negra, Mallorca, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
200 kr., Theis Vine
Superlækker rødvin - god duft, god smag, bløde tanniner, fin sødme, spændende krydderi, lang eftersmag. Alt i skøn harmoni.


Valtravieso, Tempranillo, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2009, høj alkohol (14,5%)
269 kr., Kjær & Sommerfeldt
Elegant og lækker rødvin med en kraftig, krydret duft og en blød smag med noter af kirsebær og krydderurter. Den kan drikkes nu, men må også gerne ligge endnu fire-fem år.


Montecariano, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
269 kr., pris ved 6 flasker: 242 kr., Distinto
Stor og lækker rødvin, fem år gammel, moden og afrundet. En flot madvin med fyldig frugt, fint krydderi og bløde tanniner. Langt bedre i balance end mange Amaroner med deres 15-16 procent alkohol ...


Cuvée Anonyme, Xavier Vins, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2007, høj alkohol (15%)
499,95 kr., pris ved 6 flasker: 380 kr., Supervin
Stor og flot, men også let og elegant. En fornem Châteauneuf, kompleks og harmonisk. 15 procent, men ingen spritkant. Den er syv år gammel og er drikkemoden, men kan godt ligge i endnu et par år.


Hillside Valley, Ruby Cabernet, Californien, USA, middel alkohol (13,5%)
39,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Ruby er en speciel californisk drue, som er en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Carignan. Her optræder den i en rødvin, der i forhold til den meget lave pris er ganske god. Det er faktisk en vin, som mange godt vil kunne lide.


Pusarosso, Zinfandel, Salento IGT, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
44,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Denne rødvin er lavet på druen Primitivo, der i USA hedder Zinfandel. Så måske er vinen med dette navn tiltænkt det amerikanske marked. Det er en pæn, ret enkel vin til en lav pris - en all right frikadelleskubber. Den fjerde stjerne får den for prisen.


Ovidio, Bernal Garcia-Chicote, Tempranillo, La Mancha, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
75 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Helbo Vine
Rødvin med god mundfylde - en udpræget madvin. En ligefrem vin uden det helt store smagsspektrum.


Weisenbronner Domina Trocken, Weingut Roth, Domina, Franken, Tyskland, 2012, lav alkohol (13%)
119 kr., Den lille Vinkælder i Fredericia
En udmærket rødvin på druen Domina. Den har god frugt, fylde og noter af lakrids og hyldebær samt en tilpas syre. Et lille bittert bid til slut gør den velegnet til mad. Prisen er nok lige i overkanten. Flasken har skruelåg.


Flor d'Englora, Baronia del Montsant, Garnacha, Montsant, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)
69 kr., VinDanmark Lagersalg
Garnatxa står der på etiketten - det katalanske ord for rødvins-druen Garnacha. Vinen har et ret smalt smagsbillede med en lidt uvenlig eftersmag.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.