Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 21. 2014

,,,,


Nyheder i uge 21, 2014

Følg os på Facebook







    < Elise Losfelt er en af de kældermestre, der har ansvaret for Moët & Chandons champagner. Under smagningerne blev hun blandt andet assisteret af en balletdanserinde og en kvindelig klovn (fotos: Mads Damgaard og Anker Tiedemann).


Luksus og premium
LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton) er franskmændenes store luksus-koncern – selv om vi nok snart må bruge et andet ord end luksus. I dag er det jo blevet almindeligt at sælge luksus-leverpostej og luksus-pølser. Luksus er alt, og luksus er slidt.
Fra pålidelig kilde erfarer vi, at luksus-branchen er på vej til ordet premium – indtil der så kommer premium-leverpostej og premium-pølser.
Nå, men tilbage til LVMH. Den store premium-koncern ejer cirka 60 firmaer med omkring 83.000 medarbejdere og over 2400 butikker verden over. Og blandt de 60 firmaer er champagnehusene Moët & Chandon, Veuve Clicquot (Den gule Enke), Dom Pérignon, Krug, Mercier og Ruinart.
Moët & Chandon er Frankrigs største champagnehus med en årlig produktion af omkring 26 millioner flasker – tæt fulgt af Veuve Clicquot med cirka 17 mio. flasker.

Også med et glimt i øjet
Moët & Chandon har et velspækket budget, når det gælder marketing, og det bliver blandt andet brugt på smagninger ud over det sædvanlige.
Her inviteres vinskribenterne ikke bare til at snakke med en vinmager og smage hans eller hendes vine. Her inviteres de til en forestilling, der kan være fantastisk, men tillige med et glimt i øjet.
Således også i tirsdags, da Moët & Chandon inviterede på en smagning af den nye årgang, 2006, af Grand Vintage, der blev præsenteret af en af husets vinmagere, Elise Losfelt.

En charmerende forestilling
Jo, det var en forestilling, og den fik ikke for lidt, men egentlig var det en ganske charmerende forestilling.
Smagningen foregik ved levende lys i kandelabre. I loftet åbnede sig en skov med vind i grønne blade og glimtende lys fra solen – det ordnede to digitale projektorer.
I en pause kom en pianist og spillede et stykke af Chopin. I en anden pause dansede en yndig balletdanserinde til musik af Tchaikovsky. Der var også en violinist og en kvindelig klovn.
Men vinen ... vinen! Jo, den var også helt oppe og ringe. Skulle vi forføres af de levende lys, Chopin og Tchaikovsky, så blev vi det. Grand Vintage 2006 er en dejlig champagne.




.


Med og uden årgang
Moët & Chandon har flere mærker. Den almindelige "Imperiale" uden årgang er en fortræffelig vin – til 339 kr. Det er naturligvis den, der sælges mest af.
Som alle andre vinhuse har Moët & Chandon også champagner med årgang (vintage), og i gode år lanceres så "Grand Vintage Champagne". Den seneste årgang, 2006, som vi smagte, koster 499 kr.

Forskellig fra år til år
Grand Vintage er forskellig fra år til år – alt afhængigt af vejret og de kældermestre, der har blandet grundvinen.
I 2006 valgte man at bruge 42% Chardonnay, 39% Pinot Noir og 19% Pinot Méunier, og for at danne boblerne tilsatte man 5g sukker pr. liter.
Vinen lå på sit bundfald i syv år, og hvis man skal følge en gammel regel, vil den være på toppen efter det dobbelte antal år, altså fjorten år.
Fjorten år til 2006 – det er 2020. Om seks år. Vi smagte den, da den kun var otte år gammel, og den var ungdommelig, men i høj grad værd at nyde allerede nu.
Den havde en ret kraftig duft af fersken og mineralske noter og en fyldig smag med noter af nektarin og igen mineraler (jordbund).

Var den propsyg eller træt?
At vinen er holdbar, blev demonstreret ved smagning af to ældre årgange, 1999 og 1985. De havde holdt sig fint og fås stadig til henholdsvis 499 og 1899 kr.
Men var der ikke en lille, bitte bismag ved 85'eren? Var den propsyg? Eller træt? Den var jo trods alt 29 år gammel.
Straks kom der nye glas og en ny magnumflaske på bordet. Jo, den nye flaske var noget ganske andet.
Den første kunne godt drikkes, men den anden havde en ren og dejlig smag og var stadig vital.
Man taler om, at der er ved at blive udviklet et skruelåg til mousserende vin. Men vil det mon blive brugt til luks.., premium-champagne? Meget gerne for vores skyld, men vi tror det ikke.




Det nye hold fra CBS Wine, bestående af Mads Jønsson (yderst til venstre), Rasmus Vangby og Jeppe Clemensen, er snart på vej til finalen i Left Bank Bordeaux Cup i Bordeaux.

Danmark på vej til finalen
Vi kan godt være stolte af det danske hold fra CBS Wine - vinklubben for Copenhagen Business Schools 19.000 studerende.
For tredje år i træk er Danmark videre til finalen i den internationalt anerkendte vinkonkurrence Left Bank Bordeaux Cup, som afholdes d. 25. juni på Château Lafite Rothshild i Bordeaux. Konkurrencens semifinale løb af stabelen på Connaught Hotel i London for nylig.
Vi har tidligere - blandt andet i uge 26 2013 - skrevet om både den årlige konkurrence og det fire mand store hold.
I finalen skal danskerne dyste mod universitetsstuderende fra hele verden, heriblandt Oxford og Yale.
- Vi er hvert år endt blandt de tre bedste hold i Bordeaux-konkurrencen, men jeg håber, det bliver i år, vi tager pokalen med hjem, siger formand og grundlægger af CBS Wine, Peter Buch Hansen.

Nyt hold skal dyste
CBS Wine stiller i dette års konkurrence med et helt nyt hold bestående af Mads Jønsson, Rasmus Vangby og Jeppe Clemensen. Ingen af de tre har før deltaget i vinsmagningskonkurrencer, hvorfor der er god grund til at være stolt af finalepladsen.
- Jeg er rigtig glad for, at CBS Wine igen i år er kvalificeret til finalen. Det vidner om, at vi er en bred skare af dygtige folk, siger Peter Buch Hansen.
- Det har krævet en stor indsats at træne op til konkurrencen, da den teoretiske del fylder meget. Vi har hver især specialiseret os i forskellige områder på Bordeauxs venstre bred, og så har vi også smagt en del vin, siger holdets kaptajn, Rasmus Vangby, der også er bestyrelsesmedlem i CBS Wine.
- Vi har haft mulighed for at smage utrolig meget klassificeret Bordeauxvin, hvilket ikke ville havde været muligt uden hjælp fra folk i vinbranchen og fra vores sponsor Club Supercar, som er specialist i leasing af sportsvogne af højeste kaliber.
VinAvisen ønsker det danske hold rigtig megen held og lykke med finalen.







Den store vinsvindel
Angiveligt har et dansk par, René Dehn og Malene Meisner, lavet vinsvindel for millioner.
Det har de to vinskribenter André Devald og René Langdahl Jørgensen - som nævnt i sidste uge - afsløret i madbladet "Gastro".
Ifølge Gastro har parret gennem fem år ladet rige mennesker betale svimlende summer for at smage kostbare vine – og blot skænket mindre ædel vin i glassene fra flasker med ædle etiketter.
Når flaskerne var tomme, blev de fyldt igen og præsenteret ved den næste smagning.
Smagningerne foregik rundt om i verden, og deltagerne var alt fra velhavende, vininteresserede mennesker til nogle af denne verdens mest anerkendte vinskribenter.

Vi vil ikke citeres
I dag befinder Malene Meisner sig i Danmark, mens René Dehn fortsætter med vinsmagninger i Sydafrika.
Gastros artikel var fra begyndelsen af maj, og man skulle jo tro, at der fluks var blevet rejst tiltale mod de to svindlere. Det er der ikke, og det bliver der højst sandsynligt heller ikke - til trods for, at Devald og Langdahl Jørgensen har fremlagt adskillige beviser i artiklen.
De to skribenter har talt med mange personer, og de er næsten over én kam blevet mødt med kravet om ikke at blive citeret. Man vil ikke stå frem – man vil kun udtale sig til baggrund.
Flere har sågar krævet, at det ikke måtte nævnes, at de har deltaget i en smagning.
I en eventuel retssag ville man derfor selvsagt komme til at kigge langt efter vidner.

Angsten for at tabe ansigt
Til smagningerne, der i vidt omfang foregik i en eksklusiv klub, The White Club, var det ofte de samme personer, der deltog. Nogle af dem havde ind imellem en mistanke, men de har ikke gjort noget ved sagen.
Der er ingen tvivl om, at kravet om anonymitet i høj grad hænger sammen med angsten for at tabe ansigt - for at afsløre, at man ikke har forstand på ædel vin.
At råbe op om, at en Pétrus 1961 til flere tusinde kroner smager af en mere jævn vin, er alt for risikabelt - især når vinskribenter som Jancis Robinson (der også deltog i nogle af smagningerne) ikke siger noget.

Kejserens nye klæder
Ud over de lidt mere trænede ganer, der har haft en mistanke eller to, var der med garanti også rigtig mange deltagere, der ikke har næret nogen tvivl om, at de blev præsenteret for den ægte vare. Til den ene smagning efter den anden blev der skænket vin fra flasker med fine etiketter: Domaine Romanée-Conti 1937, La Tâche 1947, Mouton-Rothshild 1945 og Château d’Yquem 1929.
Man ser ligefrem for sig, hvordan deltagerne andægtigt har smagt på vinene, har lovprist dem, udtrykt sig om deres storhed, deres mange facetter, dybde og lange eftersmag.
Hvor frygteligt det end er, at Meisner og Dehn således har snydt og bedraget omverdenen, så understreger svindelen i hvor høj grad, at vi lader os diktere af ordlyden på etiketten. Og det er jo tankevækkende.
Med et lille strejf af skadefryd kommer man til at tænke på H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder".






Må ikke smage på sin egen vin
Det lyder som en selvfølge, at en vinmager smager på den vin, han eller hun har fremstillet. Men sådan er det ikke i USA. De vinmagere, der endnu ikke er fyldt 21 år - og dermed stadig er mindreårige ifølge amerikansk lov - må ikke indtage alkohol og må dermed heller ikke drikke et glas af egen vin. Faktisk må de ikke engang smage og spytte vinen ud bagefter - det lille ord "indtage" skal tages meget bogstaveligt.
Det er dog for nylig lykkedes at få ændret loven i to store vinøse stater, Oregon og Washington, så de unge vinmagere kan smage - og spytte. Det samme gælder de unge, der studerer vinfremstilling på staternes universiteter. Eneste krav er, at man skal være fyldt 18 år.

Lys forude
I Californien, der står for omkring 90% af al den vin, der fremstilles i USA, gælder forbuddet stadig. Ikke engang hos University of California’s berømte vininstitut i Davis må de spirende vinmagere smage på deres "eksamensopgaver".
Nu tyder alt dog på, at der er lys forude. Myndighederne i Californien har vedtaget et lovforslag med regler magen til dem i Oregon og Washington. Først når og hvis USA’s senat også godkender lovforslaget, kan de studerende på UC Davis smage på egne produkter.



<< Mere end 1500 vinglade danskere og vinbranchefolk gæster Barolo & Friends Event hver år.

< Piemontes bugtende vinlandskab er beklædt med et kluddetæppe af mindre vinmarker.


Piemonte gæster København
Et af årets helt store trækplastre, når det gælder vinsmagninger, venter lige om hjørnet. Det drejer sig om Barolo & Friends Event, hvor en god bid af de dejlige vine fra Piemonte gæster København sammen med deres i alt 38 producenter.
Det er de to italienske organisationer Consorzio i Vini del Piemonte og Strada del Barolo, der står bag arrangementet, som i år foregår d. 6. og 7. juni i Børsens store, stemningsfulde sal.
Piemonte er frem for alt et rødvinsland, og der vil derfor blive budt på masser af smagsprøver på store, fyldige og krydrede rødvine fra Barolo, Barbaresco og Barbera d’Alba. Men rødvinene vil få skarp konkurrence af sprudlende spumante og elegante og fyldige hvidvine på druen Arneis.
Mens man nyder de ædle dråber, kan man få sig en snak med producenterne, hvoraf nogle er blandt Piemontes mest anerkendte.

Flere søger danske importører
Vinene ledsages af oste, trøfler, pølser, balsamico, olier og andre piemontesiske delikatesser.
Ud over selve smagningen vil der som noget nyt også blive afholdt et lotteri, hvor man kan vinde rejser til Piemonte, vine og italiensk design. De penge, lotteriet indbringer, går til et godgørende formål.
Man kan læse mere om begivenheden og købe billetter ved at klikke her.
Selv om Barolo & Friends Event med åbne arme tager imod enhver dansk vinentusiast, så er det årlige arrangementet i høj grad en begivenhed for den danske vinbranche. I løbet af de to dage, det varer, er der nemlig rig lejlighed til at gå på jagt efter nye vinproducenter til porteføljen - det gælder også i år, hvor omkring halvdelen af de gæstende vinhuse søger en importør i Danmark.
For branchen afholdes der også d. 6. juni et vin-seminar, hvor de mindre kendte druer Pelaverga og Nascetta sammenlignes med de vigtigste piemontesiske druer.
Hører man til vinbranchen, kan man få flere oplysninger og tilmelde sig arrangementet og seminaret ved at kontakte Jens Simonsen på e-mail jens@wisi.dk.


34/09






De to søstre, Marie-France (tv.) og Béatrice Ondet, der nu har solgt familie-slottet Château Chauvin.

To søstre sælger familie-slot
For nylig skiftede endnu et slot i Bordeaux ejermand - eller rettere -kvinde. Det drejer sig om Château Chauvin i Saint Émilion, som de to søstre Marie-France og Béatrice Ondet har solgt til en tredje kvinde i Bordeauxs vinverden, Sylvie Cazes.
Uanset, hvad årsagen til salget har været, må det være lidt vemodigt for de to søstre, hvis familie har ejet slottet siden 1891.
Ud over selve slottet omfatter købet de tilhørende 15 hektar Grand Cru Classé-marker, der hvert år leverer druer til cirka 50.000 flasker.
Sylvie Cazes er i forvejen velbevandret som slotsejer. Hun er delejer i sit eget familiefirma, Domaine Jean-Michel Cazes, der igen ejer slottene Château Les Ormes de Pez i Saint Éstephe og Domaine des Sénéchaux i Châteauneuf du Pape.


Gode bud på BYO-restauranter
I sidste uge opfordrede en af vores læsere, Torben Andersen, os til at lave en liste over BYO (bring-your-own) restauranter - altså restauranter, hvor man opfordres til selv at medbringe sin vin. Nogle af restauranterne har derudover et vinkort, mens andre kun kan tilbyde juice og sodavand.
Vi kastede straks bolden videre til VinAvisens mange læsere og bad dem om kun at nævne BYO-restauranter, hvor der ikke skal betales proppenge. Og der kom flere gode bud - dog ikke nok til en længere liste.
Torben Andersen henviste selv til Romarin på Østerbro, mens Søren Andersen peger på Restaurant Paprika i Odense. Flere andre læsere nævner hele fire BYO-restauranter i Århus: Restaurant Olive, Al Meza, Restaurant Le Basilic og Kif-Kif Gallorant Restaurant.
Foruden disse seks restauranter er der en hel del BYO-restauranter, hvor der skal betales proppenge.




For de uindviede ligner indholdet i dåsen nogle lidt uheldigt formede lakridser. Men der er tale om kapsler til brug for ansigtet - 120 styk til en pris af 10.700 kr.

Ung og smuk med stof fra rødvin
Vi har ofte bragt forskningsresultater, der vidner om, hvor sundt det er at drikke rødvin i moderate mængder. Stoffet resveratrol, der findes i de blå druers skal og dermed i rødvin, har utroligt mange godgørende egenskaber og er ifølge mange forskere effektivt i kampen mod en lang række sygdomme - fra demens til diabetes og forskellige former for kræft.
Men stoffet skulle også have visse anti-aldrings egenskaber, og mens forskerne mest af alt tænker på det indvortes, har diverse firmaer kaster sig ud stribevis af skønhedsprodukter indeholdende resveratrol. Stoffet skulle efter sigende fremme hudens elasticitet og fasthed.

Skønhed til over 10.000 kr.
Skønhedsprodukterne omfatter ansigtscremer, øjencremer, læbestift, fugtighedsmasker, bodylotion osv., og mange af dem koster kassen. Det gælder blandt andet dem, der fremstilles af det amerikanske firma Vine Vera. En dåse med 52 g Cabernet High-Potency Cream koster 600 dollars (cirka 3200 kr.), men overgås stort af 120 Malbec DNA Biology Emulsion fugtighedskapsler, der skulle give et yngre udseende, og som koster 2000 dollars (cirka 10.700 kr.). Altså 89 kr. pr. kapsel. Med den pris må man mindst komme til at ligne en teenager ...
Interessen for disse resveratrol-produkter er steget kolossalt i de senere år. Salget af et andet mærke, 100% Pure - der omfatter en lang række skønhedsprodukter - er fx steget med mere end 1000 % i de sidste tre år.
Først på banen med den slags produkter var Mathide Thomas, der er datter af Daniel og Florence Cathiard, ejerne af Château Smith Haut Lafitte i Bordeaux. Allerede i 1995 lancerede hun resveratrol-skønhedsserien Caudalie.






Snarere iltsyge end flaskesyge
Vores meget kyndige, norske læser, Roar Lie, har sendt os denne kommentar til "Ugens gode spørgsmål" om flaskesyge i uge 19:
Der er mange forklaringer på flaskesyge, skriver Roar Lie, både hvor længe den varer, og hvordan vinens smag påvirkes.
Temaet blev behandlet under forelæsninger ved University of California, UC Davis, da jeg studerede til Winemaking Certificate.
Når vinen tappes på flaske, er den som regel mættet med ilt, fordi den har været pumpet til tanke og eventuelt blevet centrifugeret, omstukket og filtreret. Så egentlig burde man ikke tale om flaskesyge, men om iltsyge.

Sygdommen skyldes ikke rysten
Efter tapningen iltes noget af vinens alkohol relativt hurtigt til det kemiske stof acetaldehyd:

Herved mister vinen noget af sin frugtkarakter og får en sherry-lignende aroma og et vist iltet præg. En nødde-aroma, typisk mandel og et iltet madeira-præg kan også forekomme.
Dette problem forsvinder dog efter et par måneder, idet acetaldehyden forbindes med frit svovl i form af bisulfit. Resultatet er acetaldehyd bisulfit:

Og dette stof har ikke nogen negativ indvirkning på vinens duft og smag. Flaskesygen er ved at vende tilbage til normalen.
Rysten og anden bevægelse under tapning, transport osv. giver ikke flaskesyge. Og der er heller ingen grund til at tro, at en såkaldt "bedre vin" er mere udsat for fænomenet.

...


....................

    ....................
      Irland kan også
      Man hører ofte om skotske whisky-destillerier, der frigiver ekstra fine og gamle whiskyer til salg. Men irerne kan også være med på vognen med deres whiskey, som de kalder spiritussen.
      Fx har Teeling Whiskey Company netop frigivet to fornemme whiskey’er til salg under det fælles navn Vintage Reserve Collection.
      Den ene, Platinum Reserve 30 Year Old, hævder firmaet er den ældste irske Single Malt whiskey på verdensplan.
      Den har modnet på fade, der tidligere har indeholdt Bourbon, i 30 år, og der er kun fremstillet 250 nummererede flasker af den fine whiskey. Prisen er da også derefter, nemlig 1500 euro (cirka 11.200 kr. flasken).
      Lidt mere prisvenlig er den anden whiskey, Gold Reserve 26 Year Old til 475 euro (cirka 3545 kr.). Den er dels modnet på Bourbonfade, dels på fade, der har været brugt til hvid Bourgogne-vin - hvilket ikke hidtil er overgået en irsk whiskey.
      I første omgang sælges flaskerne kun på det irske marked og i lufthavnen i Dublin. Senere indtager de det internationale marked.
      .................

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Sven Moesgaard (f. 1952) er en af grundlæggerne af erhvervsmæssig vinavl i Danmark og er som ejer af Skærsøgaard Vin landets mest præmierede vinbonde.
    Han startede sin karriere som lærer og højskoleforstander og nåede at grundlægge et medicinalfirma, inden han i 1990’erne kastede sig over dansk vinavl.
    På Skærsøgaard Vin, der med registreringsnummeret 1 er den første registrerede og autoriserede vingård på dansk jord, dyrker Sven Moesgaard sammen med fire ansatte de i alt 5,4 hektar med vinstokke. Han har hvert år – siden EU i efteråret 2000 accepterede Danmark som et vinland – fremstillet både hvid- og rødvin, mousserende vin, dessertvin og rosévin.
    Sideløbende har han været et yderst aktivt medlem i Foreningen af Danske Vinavlere og Foreningen Danske Vingårde og været formand for erhvervsvinavlerne fra 2004 til 2011. Her har han blandt andet været med til at udforme de danske vinregler og bestemmelserne for regional vin, der indebærer ekstern afprøvning inden frigivelse.
    Samtlige årgange af Sven Moesgaards vine har modtaget medaljer – i 2013 rundede han de 100 medaljer. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at han har modtaget 34 medaljer i internationale blindsmagnings-konkurrencer – især for de mousserende DON’s vine, men der er også givet internationale guldmedaljer til rødvin, hedvin og frugtvinen Æbleau samt Dons Calva.
    Hele fire gange - i årene 2005, 2008, 2009 og 2013 - har han desuden modtaget hæderstitlen "Årets Vinbonde". I 2013 yderligere "Årets Vingård" og "Årets Frugtvinmager".
    Sven Moesgaard ansøgte i 2012 Fødevareministeriet om kvalitetsvinsbetegnelsen "Beskyttet Oprindelses Betegnelse (BOB)" for sine mousserende vine DON'S ud fra en snæver produktbeskrivelse, og har som den første i Danmark fået BOB-betegnelsen accepteret, hvorfor denne nu afventer endelig EU procedure.
    Sven Moesgaard fremstiller også hedvin, og i 2007 etablerede han et mikrodestilleri, hvor han eksperimenterer med dansk "grappa", "calva" og "brandy". En del af produktionen på Skærsøgaard er certificeret økologisk.
    Adresse: Skærsøgaard Vin, Nørresøvej 12, Dons, 6051 Almind, tlf.: 75 55 44 73, fax: 75 55 44 93, e-mail: sm@dansk-vin.dk, www.dansk-vin.dk.







    Ugens vinøse billede
    I deres sommerferie satte Carl Nielsen og hans kone sig for at studere det spanske vindistrikt Ribera del Duero (Dueroflodens Bred). Det ligger 1½ times kørsel nord for Madrid og i cirka 800 meters højde, så temperaturen er typisk 5-8 grader lavere end i Madrid.
    – Vi besøgte en lang række bodegaer, fortæller Carl Nielsen. – Man kan ringe til dem, som man ønsker at besøge, for at høre hvornår de har guidede ture på engelsk, og på de mindre steder kan man få svaret "no English sorry". På de lidt større steder er der ofte en, som taler engelsk. Her bliver man vist rundt og prøvesmager selvfølgelig forskellige vine.
    – På billedet her er vi på besøg i Bodegas Protos, som producerer over 5 millioner flasker hvert år, og hvis enorme fadlager er et imponerende syn.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    273 Høsten af de grønne Chardonnay-druer er i gang på Château de Saran i Champagne (foto © Moët & Chandon).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 36 vine. Af disse vine var der 26, som fik mere end to stjerner og hele 20, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 123 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ti, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Bricco Rioglio, Rinaldi, Brachetto, Acqui, Italien, 2012, lav alkohol (6%)
129 kr., A Vinstouw
Den italienske Brachetto-rødvin er lidt i retning af Lambrusco - let boblende, kun 6 procent, ret sødlig, men også forfriskende. Bedømt på sine egne præmisser er denne udgave helt fin. Skænk den godt afkølet - fx til studentergilderne.

Hvidvin


Château de Ricaud, Dourthe, Bordeaux, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
79 kr., Kjær & Sommerfeldt
En helt traditionel, hvid bordeaux, hvor den friske Sauvignon Blanc afrundes af den mildere Sémillon. Vinen har en god duft og en smag, der slutter i et lille, bittert bid, som er fint til mad.


Domaine Montrose, Bernard et Olivier Coste, Viognier, Côtes de Thongue IGP, Frankrig, 2012, lav alkohol (12,5%)
99 kr., på tilbud indtil 14. juni: 79 kr., Vinoble
Denne hvidvin har en god duft og en smag med et lille, krydret bid, der er fint til mad. Flasken har et elegant skruelåg.


Wiesenbronner Geissberg, Weeingut Roth, Silvaner, Franken, Kabinett Trocken, Tyskland, 2012, lav alkohol (12%)
119 kr., Den lille Vinkælder i Fredericia
Lækker hvidvin med en flot, aromatisk duft og en smag præget af en lille, cremet fedme, en ren og frisk druesmag og en markant sødme, der ikke henvender sig til fanatiske tilhængere af tørre vine. Meget anvendelig som terrassevin. Bocksbeutel-flasken har skruelåg.


Cuvée Les Pargues, Domaine Servin, Chablis, Frankrig, 2012, lav alkohol (12,5%)
119,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Der er blide noter af citrusfrugter over duften af denne hvidvin, mens smagen folder sig ud med elegance, god frugt og strejf af lime. Det er en herlig vin til sommeren og til lyse fiskeretter. Flasken har skruelåg.


Clos Saint Landelin, René Muré, Riesling, Alsace Grand Cru, Vorbourg, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
289,75 kr., på tilbud indtil 22. juni: 219,75 kr., Skjold Burne
Stor og fornem hvidvin med alle Riesling-druens dyder. Den har en liflig duft og en elegant druesmag med mineralske noter. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer.

Rosévin


Il Sole, Puglia, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
69 kr., pris ved 12 flasker: 45 kr., Kassen med vin
Mild og venlig rosévin med en fin balance mellem sødme og syre - og gode noter af hindbær, jordbær og citrus. Flasken har skruelåg, og prisen ved tolv flasker er attraktiv.

Rødvin


Amornero, Rocca, Salento IGT, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)
54,95 kr., Amka
Fyldig rødvin på druerne Primitivo og Negroamaro. Den har intens frugt med bløde tanniner og en sødme, som mange vil kunne lide. Rimelig pris.


Trerose, Sangiovese, Rosso di Montepulciano, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En rigtig god rødvin til mad. Den har god frugt og tilpas tørhed. Flasken har skruelåg. Den femte stjerne får den for prisen.


Tarapacá, Carmenère, Valle Central, Chile, 2012, middel alkohol (14%)
69,75 kr., på tilbud indtil 22. juni: 59,75 kr., Skjold Burne
Vellavet, fyldig rødvin med god frugt, bløde tanniner, fin krydring, tilpas syre - og en rimelig tilbuds-pris. Flasken har skruelåg.


Le Quare, Gamba Gnirega, Valpolicella, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
69,95 kr., Wine Group
En let og mild rødvin med en vidunderlig duft og smag af friske modne bær. Den er ukompliceret og uhøjtidelig - et rigtig godt glas vin til en varm sommeraften.


Jean-Baptiste Paquelin, Domaine du Parc St Charles, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
74 kr., Svendborg Vinimport
Der er svesker over duften og smagen af denne rødvin - men også krydderier og tilpas med tanniner. Det er en kraftig men dejlig vin, som bør nydes til krydrede kødretter.


Amileto, Negroamaro, Salento IGT, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
79,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 21): 50 kr., Kvickly
Fyldig rødvin med bred frugt, tilpas tanniner og en lille sødme. En meget anvendelig vin til kraftige kødretter. Til 50 kr. lidt af et fund.


Armantes, Calatayud, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
89 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Superlækker rødvin på blandt andet druerne Garnacha, Tempranillo, Syrah og Merlot. Den fylder munden med sin gode frugt, sit krydderi, sine mange facetter og bløde tanniner.


Poliziano, Rosso di Montepulciano, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
95 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
En rødvin med en dejlig krydret duft og en smag af modne blå blommer og anis. Den har et tilpas bid af tanniner.


Bogle, Zinfandel, Californien, USA, 2011, høj alkohol (14,5%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Meget kraftig og meget flot. En bamse, ja, men ikke sprittet. Den har en intens frugtsmag, bløde tanniner og en lækker, lille sødme.


Gran Colegiata, Bodegas Farina, Tempranillo, Toro, Spanien, 2009, middel alkohol (13,5%)
150 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Lago Import
En meget flot rødvin, fyldig, krydret, med bløde tanniner og sødme og syre i balance. En udpræget madvin - gerne til en kraftig kødret.


Le Strette, Filli Daniele Novello, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2009, høj alkohol (15%)
200 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
En meget, meget kraftig rødvin med en intens frugtsmag, masser af tanniner og markant alkohol. Lad den gerne ligge endnu fire-fem år - eller plask den over i en karaffel et par timer før målidet.


Xavier, Xavier Vignon, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
329 kr., pris ved 6 flasker: 220 kr., Supervin
En flot rødvin, der spiller med musklerne. Den har en intens frugtsmag og fremtrædende tanniner og må meget gerne gemmes endnu nogle år. Den kan dog godt drikkes nu, hvis den ledsager en kraftigt smagende ret og plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.


Àn, Àn Negra, Mallorca, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
400 kr., Theis Vine
Dette er rødvin. En stor, gavmild og meget elegant vin. Kraftig og med alkohol, men uden spritkant. Fremragende til en kraftig kødret, fx en peberbøf. Plask den gerne over i en karaffel. Det åbner den og gør den endnu blødere.


Bons Ventos, Casa Santos Lima, Vinho Regional Lisboa, Portugal, 2012, lav alkohol (12,5%)
35 kr., Rema 1000
En enkel, men også billig rødvin. Den er meget saftig med fint krydderi, en lille sødme og en god syre, der holder sødmen i ave. Flasken har skruelåg.


Canelo Estate, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
44,95 kr., Aldi
Til den meget lave pris en udmærket hverdags-rødvin. Den har god frugt og en god Cabernet-smag. Enkel og lige ud ad landevejen. Flasken har skruelåg.


Marius, Michel Chaputier, Pay d'Oc IGP, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
59,83 kr., pris ved 6 flasker, Skagenfood
En god rødvin til prisen. Den har fyldig frugt og et lille bittert bid, der er godt til mad. En udpræget madvin. Flasken har skruelåg.


Black in Black, Cantine del Borgo Reale, Primitivo, Puglia, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
84,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 21): 50 kr., SuperBrugsen
Til 50 kr. en allright, måske lidt enkel rødvin. Den har fyldig frugt og en syre, der er god til mad - gerne en fyldig kødret. Den fjerde stjerne gælder tilbudsprisen.


Epsilon, AJ Southern Vineyards, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2012, høj alkohol (14,8%)
175 kr., pris ved 6 flasker: 140 kr., Propperiet
Meget kraftig rødvin med noter af blodrøde kirsebær. En rigtig australier - sødlig og alkoholisk. En vin til en kraftig kødret. Skænk den godt afkølet. Flasken har skruelåg.


Wildflower, J.Lohr, Monterey Valdiguié, Californien, 2012, lav alkohol (12,5%)
99,50 kr., Irma
Denne rødvin har en kraftig, blomsteragtig duft og en let, saftig smag uden noget større vingefang. Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.