Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 33. 2014




Nyheder i uge 33, 2014

Følg os på Facebook






Unge strømmer til vinforedrag
FOF’s nye katalog for hovedstaden bugner med tilbud om vinforedrag. Man kan melde sig til og lære om "Det Nye Spanien", om "Vinrejse gennem seks oversøiske lande", om "Store modne Bordeaux-vine" og mange flere emner..
Afspejler alle disse foredrag, hvor der også smages på vin, en stadig større interesse for vinens verden? Vi spurgte Jens Thomsen, der er kursusplanlægger for FOF hovedstaden, forbundets største afdeling.
- Vi har faktisk altid haft vinforedrag på programmet, siger Jens Thomsen. - Men udbuddet er nok ekspanderet lidt. Der er også en større tilslutning til foredragene i dag. Det skyldes dels bedre markedsføring fra vores side, dels en større interesse for vin i dagligdagen. Der skal være 30 tilmeldte, for at vi kan afholde et foredrag, og det er der som regel.
Jens Thomsen peger også på en interessant udvikling, når det gælder deltagerne til vinforedragene:
- For femten år siden var det hovedsagligt ældre mænd, der meldte sig til foredragene. I dag er det i høj grad unge mennesker - ofte i 20’erne.

Halvdelen er kvinder
- Der har også i de sidste fem til seks år været et bemærkelsesværdigt stort antal kvinder blandt deltagerne, fortsætter Jens Thomsen. - Og de er ikke bare med som "påhæng" til vinglade mænd, men melder sig ofte til på egen hånd. Det er ikke usædvanligt i dag, at op mod halvdelen af deltagerne til et vinforedrag er kvinder.
En af de meget flittige vinforedragsholdere hos FOF hovedstaden er Jesper Hedegaard, der har holdt foredrag i FOF-regi i de sidste 25 år. Han har også mærket en øget interesse for foredragene i de senere år, ligesom han kan nikke genkendende til det med de mange meget unge deltagere:
- Dengang jeg startede med at undervise på FOF, var jeg selv i 20’erne - og meget ung i forhold til deltagerne. I dag er jeg ofte den ældste i lokalet.
- Der er også rigtig mange gengangere til vinforedragene - undertiden har op mod 75% af deltagerne tidligere været til andre foredrag hos mig. - En hel del er trofast kommet gennem de sidste ti år.
- Det gør selvfølgelig, at jeg nogle gange føler, jeg sidder mellem to stole, hvor jeg både skal kunne give de mere garvede deltagere og de helt nye noget med hjem i bagagen.
For hele tiden at få inspiration til nye emner, laver Jesper Hedegaard som regel en brainstorming med deltagerne efter endt sæson.








Et hold drueklaser fra Frankrig er ankommet til London Cru, hvor de renses og sorteres.

Vin fra Londons eget vinhus
London fik sidste år sit første vinhus, London Cru, som har til huse i et nedlagt gin-destilleri i distriktet Earls Court.
Vinhuset får druerne fra blandt andet Frankrig og Italien, og når de er ankommet, fremstilles vinen fuldstændig som i ethvert andet vinhus.
Det er i de senere år blevet trendy at åbne sådanne by-vinhuse i flere amerikanske storbyer, og det er da også herfra ejeren af London Cru, den britiske vinhandel Robertson, har fået ideen.
For nylig bebudede vinhuset, at det til september sender sin første årgang (2013) på markedet af vine på Chardonnay, Syrah, Cabernet Sauvignon og Barbera. Vinene kan allerede købes nu i forsalg for det, der svarer til 140 kr. flasken.

Årgang og drue er forbudt
Nu, hvor de tre røde og den ene hvidvin er tappet på flasker, har London Cru fået en lidt trist meddelelse. De britiske myndigheder har oplyst, at det ifølge gældende EU-regler ikke er tilladt vinhuset at trykke årgang og druenavne på etiketterne.
Fra London Cru lyder det, at man fra starten vidste, at man ikke kunne skrive en eventuel fransk eller italiensk appellation på etiketten. Men man hvade ikke drømt om, at det skulle være forbudt at oplyse druenavnet og årgangen.
Nu kommer vinene ifølge Decanter til at hedde SW6 - hvilket er vinhusets postnummer - og så et Red Wine 1, 2 og 3 samt White Wine 1.
Det er navne, der må få enhver marketingschef til at krølle tæer …

Beviserne er vås
I uge 31 nævnte vi, at den globale opvarmning og de deraf følgende klimaændringer betyder store omvæltninger for de australske vinproducenter. 73% af de områder, hvor der i dag dyrkes vin i Australien, kan meget vel være uegnede til vindyrkning inden 2050 - i hvert fald, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra universitetet i Texas.
Vi skrev også, at den australske regering nu har fjernet den tidligere indførte CO2-afgift for landets store virksomheder - hvilket bekymrer såvel de australske vinproducenter som de mange lande, der håber på at kunne indgå en ny international klimaaftale ved klimakonferencen i Paris i 2015.
Australiens premierminister har oven i købet kaldt beviserne for de klimatiske ændringer for noget vås.
At klimaet ændrer sig, hersker der vist efterhånden ingen tvivl om. Og rundt om i verden iværksættes der mange tiltag for at nedsætte den menneskeskabte CO2-udledningen. Også inden for vinindustrien er der søsat masser af projekter for at få vinhusene til at tænke i miljørigtige baner.

Uundgåelige naturlige klimaændringer
Men spørgsmålet er, hvor stor betydning den menneskeskabte CO2-udledning overhovedet har for den globale opvarmning.
Ole Gorm Norden Andersen har henledt vores opmærksomhed på en ny og omfattende rapport, Climate Change Reconsidered II: Biological Impacts.
Den er udført af Nongovernmental International Panel on Climate Change (NIPCC), et panel af internationale forskere og videnskabsfolk, og det er opsigtsvækkende nyt, dette panel er kommet frem til.
Af rapporten fremgår det, at der sandt nok er et klima-problem, men at det skyldes naturlige klima-relaterede begivenheder og kun i meget ringe grad menneskeskabt CO2-udledning.
Disse naturlige klimaændringer er ifølge rapporten uundgåelige, og i stedet for at bruge milliarder af kroner på at kontrollere CO2-udslippet skulle verdens lande hellere anvende pengene til at forberede sig på ændringerne.
Rapporten, som kan downloades ved at klikke her, har naturligvis vakt en livlig debat verden over.






Vin mod livstruende tilstand
Abdominal aorta aneurisme (AAA) - eller på dansk, udposning på hovedpulsåren - er en ret almindelig lidelse, som man ofte slet ikke mærker noget til. Faren ligger i, at udposningen brister, hvilket kan medføre døden. Det er især mænd over 50 år, der lider af AAA.
Nu viser en ny svensk undersøgelse fra Karolinska Instituttet, at et moderat forbrug af alkohol - og frem for alt af vin - kan nedsætte risikoen for den livstruende tilstand.
Forskerne kortlagde drikkevanerne hos 45.000 mænd og 35.000 kvinder i alderen 46 til 84 år, og fulgte dernæst forsøgspersonerne tæt i perioden fra 1998 til 2011.

Betydelig lavere risiko
Resultatet blev, at de mænd, der drak ti genstande om ugen havde 20% lavere risiko for at få AAA end de mandlige deltagere, der kun drak en genstand hver uge. Blandt mændene var det især øl, der blev drukket.
For de kvindelige forsøgspersoner, der drak fem genstande om ugen, mindskedes risikoen for AAA med gigantiske 43% - og her bestod genstandene hovedsageligt af vin.
Et moderat forbrug af stærkere spiritus lod ikke til at have nogen effekt i hverken den ene eller den anden retning.
Man kan få flere detaljer om undersøgelsen ved at klikke her.




Etiketterne er uden ordlyd hos denne udstiller hos World Bulk Wine Exhibition. Vinen sælges nemlig udelukkende som bulk. Foto: WBWE.

Bulkvin vinder terræn
Bulkvin er vin, der eksporteres i tankvogne eller containere og først tappes i det land, hvor vinen skal sælges. Denne metode gør vinen billigere - blandt andet ved, at man sparer flaskeafgiften.
Der er en tilbøjelighed til at rynke på næsen af bulkvin, men selv om der ikke er tale om topvine fra fornemme vinproducenter, er rigtig meget bulkvin i dag af udmærket kvalitet.
Bulk er også populært. Ifølge tal fra november 2013 fra OIV (Office International de la Vigne et du Vin) blev der i 2012 solgt lidt over 37 millioner hektoliter bulkvin på verdensplan, og eksporten af bulk udgjorde næsten 40% af den totale vineksport.
Med en eksport af 9,8 mio. hektoliter bulk ligger Spanien i spidsen efterfulgt af Italien med 6,6 mio. hektoliter og Australien med 3,9 mio. hektoliter.
Når det gælder den globale import af bulk, steg denne med hele 61% til 37,2 mio. hektoliter mellem 2005 og 2012.

Bulkens egen udstilling
Når man tager bulkvinens udbredelse i betragtning, er det da også kun berettiget, at vinen har sin egen vinbranchemesse.
Sjette udgave af den årlige vinudstilling World Bulk Wine Exhibition (WBWE) bliver traditionen tro afholdt i Amsterdam d. 24. og 25. november i år, og den bliver større end tidligere. Arrangørerne, det spanske firma Pomona Keepers, har nemlig udvidet udstillingsarealet, så der nu er 6000 kvadratmeter at brede sig på.
I alt præsenterer 200 vinproducenter fra seksten forskellige lande deres bulkvine på vinmessen. Og man regner med, at omkring 4000 vinbranchefolk vil deltage.

Forbrugerne inviteres til "vinords-smagning"
Når den store britiske supermarkedskæde Tesco hidtil har fået nye vine på hylderne, er det ofte et særligt team hos supermarkedet, der har sørget for ordlyden på bagetiketterne og i tilbudsaviserne.
Men disse ord om, hvordan vinene lugter og smager, kan let blive lidt indforståede - og måske endda lidt ensformige.
For at gøre teksterne mere brugervenlige, varierede og forståelige inviterer Tesco nu en større gruppe forbrugere til en såkaldt "vinords-smagning".
Forbrugerne skal smage på i alt 100 vine, og så er der ellers frit spil, når det gælder om at sætte ord på smag og duft - jo flere ord, desto bedre.
De forhåbentlig mange nye ord vil så blive samlet sammen og brugt som inspiration, når der fremover skal kreeres vinøse tekster.
En rigtig god idé Tesco, der har fået.


Ingen Merlot fra Niagara
Druehøsten i den canadiske stat Ontario slog alle rekorder i 2013 med 79.756 tons druer.
Sådan bliver det ikke i år, hvor store dele af USA og Canada har været udsat for et ekstremt koldt tidligt forår - hvilket nogle af druesorterne ikke har kunnet klare.
Det er ifølge CBS News især gået ud over vindistriktet Niagara, hvor man ikke skal regne med at kunne opdrive en lokal rødvin på Merlot. Mængden af Sauvignon Blanc bliver ligeledes meget lille - nogle steder overlevede kun 8% af forårets blomsterknopper. Også høsten af Syrah forventes at blive mindre.
I øjeblikket eksperimenterer de canadiske vinproducenter med forskellige teknikker, der skal kunne afhjælpe de store skader, som en så usædvanlig hård kulde forårsager. En af teknikkerne går ud på ved hjælp af særlige maskiner at blande den kolde luft ved jorden med den varmere luft et stykke højere oppe.






703% stigning på Bordeaux-vin
Médoc i Bordeaux har fem 1. cru vinslotte, nemlig Château Mouton Rothschild, Château Latour, Château Lafite Rothschild, Château Margaux og Château Haut Brion. Mellem 1986 og 2012 er frigivelsesprisen for vinene fra disse slotte steget med gigantiske 703%, og det er hele 30 gange mere end stigningen for almindelig bulkvin fra Bordeaux. Oplysningerne stammer fra AXA Millésimes - det store franske forsikringsselskab, der gennem årene har opkøbt en række prestige-vinhuse i såvel Frankrig som i udlandet.
Når det drejer sig om 2. cru-slottene i Bordeaux, lyder stigningen i vinenes frigivelsespriser på 340% i den angivne periode, mens priserne for 3. cru-vinene er steget med 180%.
En af årsagerne til den gevaldige stigning i vinpriserne fra 1. cru-slottene er, at markedet for fornemme Bordeaux-vine har ændret sig. I 1980’erne var franskmændene selv samt briterne og belgierne de store aftagere af Bordeauxvin - i dag kommer efterspørgslen især fra USA, Rusland, Taiwan, Japan og ikke mindst Kina. Den stadig mere velhavende kinesiske forbrugerskare vil kun have crème de la crème fra Bordeaux - hvilket vil sige 1. cru-vinene. Og da de med glæde betaler, hvad det end måtte koste for disse vine, har priserne fået et gevaldigt spark opad gennem de sidste cirka ti år.



Cider på fremmarch
Danmark producerer verdens måske bedste æbler - og er dermed i stand til at fremstille ualmindelig god cider. Og den slags er der måske en fremtid i. I hvert fald har briterne for alvor fået øjnene op for denne liflige æbleøl - i Storbritannien er der i de sidste tolv måneder solgt cider for 400 millioner pund (cirka 3,7 milliarder kr.) - en stigning på 43% i forhold til de foregående tolv måneder.
Det er frem for alt premium cider - altså cider af ekstra god kvalitet og til et højere beløb flasken - der går som varmt brød. Alene i juni i år blev der solgt premium cider i Storbritannien for 75 mio. pund (cirka 700 mio. kr.) - en stigning på 10 mio. pund (cirka 94 mio. kr.) i forhold til samme måned i 2013. Og det er til trods for, at prisen for denne mere eksklusive cider er steget i løbet af det seneste år.
At cider har været en stigende succes på det britiske marked understreges af, at den store supermarkedskæde Tesco har øget sit sortiment af cider med 60% siden 2001 - og har tredoblet antallet af premium cidere.


Oprør mod prosecco-producenter
For nylig blev det område i Veneto, hvor den let boblende prosecco-vin fremstilles, oversvømmet på grund af kraftige regnbyger. Floden Lierza gik over sine bredder, og en mur af vand trak et spor af ødelæggelser efter sig - og forårsagede fire menneskers død.
Tragedien skete, da vandmasserne skyllede ind over en lokal fest med 90 deltagende gæster.
Nu har der rejst sig et lokalt oprør mod prosecco-producenterne, der beskyldes for at være indirekte skyld i oversvømmelsen.
Som nævnt i uge 31 er salget af prosecco vokset kraftigt i de senere år - så kraftigt, at det sidste år overhalede salget af champagne.
For at kunne følge med den stigende efterspørgsel har prosecco-producenterne udvidet vinmarksarealet betydeligt. Omkring landsbyen Refrontolo - i det område, hvor oversvømmelsen skete - er arealet således næsten dobbelt så stort i dag som for fyrre år siden. Det er ikke mindst skovområder, der i de senere år er omdannet til vinmarker.

Overplantning skyld i oversvømmelse
Vinproducenterne har overplantet jorden, lyder det fra kritikerne. Og denne overplantning har en negativ virkning på jordbundsforholdene. Skråningerne ned mod Lierza-floden er blevet mindre stabile og har mistet deres evne til at absorbere regnvandet, hvilket igen kan forårsage massive oversvømmelser.
En gruppe af utilfredse mennesker i prosecco-området har nu rejst en sag mod en række producenter. Ingeniører og geologer skal nøje undersøge årsagerne til oversvømmelsen - og dermed til dødsfaldene. Ifølge sagens anklagere kan der blive tale om tiltaler for manddrab og skader på miljøet.
Prosecco-producenterne giver svar på tiltale - herfra lyder det, at de terrasser, som vinmarkerne anlægges på langs skråningerne ned mod floden, forbedrer jorden og sørger for dræning af vandet.




.

Négociant med vokseværk
Ligesom Bordeaux har sin store vinkøbmand - eller négociant, som man siger på fransk - i Bernard Magrez, har Bourgogne négociantvirksomheden Bejot Vins & Terroirs. Selv om dette négociantfirma ikke kan slå Magrez i størrelse, ejer det trods alt hele 230 hektar vinmarker i Bourgogne - fra Chablis til Mâcon - og yderligere 270 hektar i Rhône, Provence og Languedoc-Roussillon.
Firmaet ejes af en af Bourgognes gamle vinfamilier, Sauvestre, der har eksisteret i distriktet siden 1700-tallet.
For nylig blev Bejot Vins & Terroirs endnu større med købet af sin værste konkurrent, négociantfirmaet Maison Corton André. Sælgeren var Groupe Ballande og årsagen til salget var, at firmaet var kørt økonomisk i sænk og kun kunne reddes via et hurtigt salg.
Købet omfatter Corton Andrés 150 hektar vinmarker i Bourgogne, der ligger spredt over hele 90 forskellige appellationer, og vinslottet Château de Corton André.

...



Bogarts egen gin
"Play it again, Sam". Enhver, der holder af gamle sorthvide film, vil ikke et øjeblik være i tvivl om, at ordene stammer fra filmklassikeren Casablanca fra 1942 med Humprey Bogart.
Nu har den berømte, hedengangne amerikanske filmskuespiller fået sit eget ginmærke, Bogart’s Gin.
Ginnen er et resultat af et samarbejde mellem spiritusfirmaet ROK Drinks og boet efter Bogart. Og at det netop er en gin, der er opkaldt efter ham, er oplagt. Ifølge Bogarts søn, Stephen Bogart, elskede han gin og sørgede for, at spiritussen ofte figurerede i de film, han medvirkede i.
Skuespilleren var også kendt for at være lidt af en citat-mager. Hver flaske gin vil derfor være forsynet med et Bogart-citat - hvoraf et af de mest berømte er "never trust a man who doesn’t drink".
Ginnen kommer i første omgang på markedet i USA og Storbritannien. Vi - og de sikkert mange Humphrey Bogart fans - hører gerne, hvis den indtager Danmark.




Verdens bedste bartender
Som nævnt i uge 25 blev det Hardeep Rehal fra den københavnske bar 1105, der skulle repræsentere Danmark under verdens største barternderkonkurrence, Diageo World Class.
Finalen foregik på et krydstogtsskib i Middelhavet, hvor de 50 finalister dystede i fire dage om hvem, der kunne kreere de mest sjove, opfindsomme og dekorative cocktails. Efter et udskilningsforløb var der seks bartendere tilbage hver sit land.
Vinderen blev USA med bartender Charles Joly fra The Aviary i Chicago. Han kan nu kalde sig for verdens bedste bartender - i hvert fald indtil den næste konkurrence i 2015.
Deltagerne skulle fremstille adskillige cocktails inden for diverse kategorier i løbet af de fire dage finalen varede. Men det var Jolys cocktail, Above the Clouds, der for alvor rev benene væk under dommerpanelet. Opskriften bringer vi nedenfor.
Hardeep Rehal fra Danmark vandt også i en enkelt af kategorierne, nemlig "The Tale of Two Martinis", hvor finalisterne skulle kreere en klassisk Martini samt en udgave af klassikeren med en moderne twist.

Above the Clouds
4 cl rom (Ron Zacapa Centenario)
1,5 cl Benedictine
4 cl Verjus rouge (saft af umodne vindruer)
4 cl hjemmelavet sirup af ingefær og rooibos (koffeinfri te)
Bland alle ingredienserne i et bæger over en varmekilde, hæld dernæst indholdet i et globe-formet glas, og hæld en anelse tøris i cocktailen.




Lidt for smart
Det verdensomspændende spiritusfirma Diageo ejer blandt andet det skotske whiskymærke Johnnie Walker, og for to år siden lancerede firmaet en serie whiskyer med navnet Johnnie Walker’s Explorers’ Club.
Serien, der udelukkende sælges i toldfrie forretninger, har været en stor succes med et salg svarende til 279 millioner kr.
Men nu er det slut. For nogle måneder siden lagde den fornemme klub for opdagelsesrejsende, The Explorers Club, som har sin base på Manhattan, sag an mod Diageo med påstand om, at firmaet havde lukreret på klubbens navn.
Og for nylig fik klubben så medhold - hvilket betyder, at Diageo skal fjerne samtlige flasker i whiskyserien fra hylderne rundt om i verden.
The Explorers Club er en legendarisk klub, der blev grundlagt i 1904. Blandt dens medlemmer er der flere, som har været de første til alt mellem himmel og jord - første mand på Månen, den første, der nåede toppen af Mount Everest og den første, der dykkede ned på det dybeste sted i havet.
En sådan klub bliver der lyttet til, og nu vil den ifølge The Drinks Business også anlægge en separat erstatningssag mod Diageo.






    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Kjær Sommerfeldt har optaget importen af vinene fra Romano del Forno i Veneto.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.




]


    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

    Opbevares vinene korrekt?
    Lars M. har skrevet til os, at han har en vinkælder på knap 500 flasker. Luftfugtigheden ligger året rundt på mellem 60 og 80%, mens temperaturen svinger fra 14,5 til 16 grader om vinteren til 19 til 20 grader om sommeren. Nu vil han gerne vide, om forholdene er i orden, eller om han skal gøre noget ved fugtighed eller temperaturforhold.
    En relativ luftfugtighed på over 60% er helt fint. Når det gælder temperaturen, er det ideelt, hvis den året rundt ligger omkring 12 til 14 grader. Den må endog gerne være lavere endnu, men helst ikke højere, hvorfor 16 grader nok er lige i overkanten.
    En gradvis ændring af temperaturen fra vinterkulde over det lidt mildere forår til en lun sommer, hvor termometret når 20 grader i kælderen, sker der ikke noget ved. Heller ikke, når det gælder vine, der skal gemmes i en ti års tid. Til gengæld er vinene følsomme over for temperatursvingninger fra nat til dag - altså fra fx 7 til 17 grader.




]


Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    285 Den gamle pram med vinfade ligger i dag fortøjet nær slusen ved Mandirac på Canal de la Robine i Frankrig (foto © Viggo Hansen).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner og hele 17, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 110 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Dissegna, Prosecco, Italien, lav alkohol (12%)
69 kr., Vinimportøren
En mousserende vin med en almindelig prop, der er bundet fast med sejlgarn. Den stærkt komprimerede prop var ret genstridig, men da den endelig kom op, fik vi en rigtig god boblevin i glassene. Vinen har god mousse og en frugtagtig smag med tilpas syre. Den femte stjerne får vinen for den fordelagtige pris

Hvidvin


Sud de France, Jean-Claude Mas, Sauvignon Blanc, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)
45 kr., Rema 1000
Stikkelsbær, sommeræbler, grape - her kommer en vellavet hvidvin på druen Sauvignon Blanc. Med sin gode syre vil den være egnet til alt godt fra havet. Og med sin lave pris er den egnet til de fleste punge og plastickort. Flasken har skruelåg.


Maria Longen, Riesling, Mosel, Spätlese, Tyskland, 2013, lav alkohol (8%)
89 kr., Vin og Druen
Frisk og lækker hvidvin med en charmerende sødme. Det er en Spätlese (senthøstede druer) og en af de sødlige af slagsen. Men der er også en blød syre, der afbalancerer sødmen. Det er en Mosel-vin som denne med blomsterduft og honningsødme, som tyskerne elsker - og som vi andre også nemt kan komme til at elske. Flasken har skruelåg.


The Grinder, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika, 2013, lav alkohol (13%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
Dejlig hvidvin med en liflig, aromatisk duft og en smag med frugt og fedme, tilpas syre og en fin, lang eftersmag. Kort sagt en fornøjelse. Flasken har skruelåg.


Francois Schmitt, Pinot Gris, Alsace, Bollenberg, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker, Birk Wine
Aromatisk hvidvin med en lækker druesmag med en lille honningsødme og fine kryddernoter. Det er næsten, som om der er Gewurztraminer i den, men der står altså Pinot Gris på etiketten.


Tafelberg, Chardonnay, Sydafrika, 2013, høj alkohol (14,5%)
69 kr., pris ved 12 flasker: 49 kr., Kassen med vin
En meget kraftig og lidt tung hvidvin med god frugt og en vis sødme. Den er ikke så bredt anvendelig, bedst som ledsager til en kraftig ret. Flasken har skruelåg.

Rosévin


Montenero, Zinfandel, Puglia IGT, Italien, 2013, lav alkohol (11,5%)
59,95 kr., Multi Wine
Vil man have en rosévin med lidt sødme, så er denne vin sagen. Den har forfriskende frugt, en lille fedme og en lang, dejlig eftersmag. Den er sødlig, ja, men bestemt ikke sliksød. En vin, som mange sikkert vil kunne lide - og som man vil kunne bruge som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Carredueñas, Tempranillo, Cigales, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%)
69 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Fortræffelig rosévin med god bærsmag og frisk syre. En rosé i fin balance og meget anvendelig både som apéritif, terrassevin og ledsager til mad.


Délices des Dentelles, Duplessis, Côtes du Rhône, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%)
100 kr., pris ved 12 flasker: 90 kr. flasken., YouAndWine
En dejlig rosé med fyldig frugt og en aromatisk smag af friske bær og kirsebær. Vinen har ikke den saftevands-smag, som visse andre roséer, men derimod god struktur og hvidvinskarakter.


Clos del Reco, Vins Grau, Merlot, Catalunya, Spanien, lav alkohol (12%)
64 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
En meget saftig og læskende rosévin med frisk syre og en lille sødme. Der sker ikke så meget i den, men det er en pæn sommervin.


Crest, Hardy's, South Eastern Australia, Australien, 20121, lav alkohol (11,5%)
79,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 33) - også i Kvickly: 39 kr., SuperBrugsen
En typisk "saftevands-rosé" med smal frugt, en markant sødme, men også et bittert bid, der hurtigt tager over. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Condado do Haza, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2010, høj alkohol (14,5%)
89,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Dejlig rødvin med en blød, afrundet smag med noter af mørke bær og chokolade samt diskrete fadtoner. Glimrende til mad.


Parziale Apassimento, Baroncini, Rosso del Veneto IGP, Italien, 2013, middel alkohol (14%)
99,75 kr., pris ved 6 flasker: 59,75 kr., Skjold Burne
Lækker rødvin fremstillet med et tilskud af rosin-tørrede druer. Vinen har et bredt smagsspektrum med dejlig frugt (røde bær), fint krydderi, silkebløde tanniner, chokolade og en meget lang eftersmag. En virkelig nydelse til en yderst rimelig pris - ved seks flasker.


Airfield Estates, Zinfandel, Yakima Valley, Washington State, 2012, høj alkohol (16,5%)
159 kr., The Wine Company
16,5 procent - helt vildt. Men på den anden side afbalanceres de alkohiske muskler fint af den fyldige frugt, de bløde tanniner, alle krydderierne og den gode syre. Faktisk er det en meget flot og lækker vin. Skænk den let afkølet. Flasken har skruelåg.


Anima, Aurelia Vsinescu, Dealu Mare, Rumænien, 2011, høj alkohol (14,8%)
169 kr., pris ved 6 flasker: 150 kr., Vintjenesten
Flot rødvin, der fortjener selskab af godt stegt kød. Vinen har god, fyldig frugt - blommer, kirsebær - samt noter af chokolade, karamel. Tilpas syre og en lille sødme.


Batasiolo, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
279,75 kr., på tilbud indtil 21. september: 139,88 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
En rigtig god Barolo-rødvin med en dejlig, kompleks smag, bløde tanniner, tilpas syre og en lang eftersmag. Til tilbudsprisen er den oppe og ringe. Vanedannende!


Rejón, Bodegas Tritón, Tempranillo, Vino de la Tierra de Csstilla y León, Spanien, 2011, høj alkohol (16%)
299 kr., pris ved 6 flasker, AndrupVin.dk
En heftig rødvin, der bærer med smil sin styrke. Ja, den har styrke, men også elegance. Den har blød frugt og fint krydderi. Den har fint integrerede fadtoner og en uendelig lang eftersmag. En nydelse!


Fabiano, Amarone della Valpolicella Classico, Italien, 2009, høj alkohol (15,5%)
375 kr., på tilbud indtil 21. september: 275 kr., Skjold Burne
En fem år gammel rødvin, der både er meget lækker og ikke helt billig - men god Amarone koster jo. Vinen har blød og fyldig frugt med fint krydderi og ifølge traditionen heftige procenter, uden at der dog er nogen som helst spritkant. Skænk den gerne let afkølet - og brug den ikke kun til fornemme kødretter, men også som meditations-vin.


Kasura, Ciccio Zaccagnini, Montepulciano, Abruzzo, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
70 kr., pris ved 6 flasker: 49 kr., Jysk Vin
En skikkelig og saftig rødvin uden større oplevelser. Men man vil ikke være ked af at bruge den som hverdags-vin. Prisen ved seks flasker må siges at være den rigtige. Flasken har skruelåg.


Sovrana, Batasiolo, Barbera, Alba, Italien, 2011, høj alkohol (14,5%)
129,75 kr., på tilbud indtil 21. september: 100 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
En udmærket Barbera-rødvin, tør, med god frugt, tilpas syre og lang eftersmag.


Sultana, Monica Moretti, Nero d'Avola, Terre Siciliane IGP, Italien, 2013, lav alkohol (13%)
79 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
En ret enkel rødvin, men den har pæn, ren frugt og tilpas syre. En udpræget frikadelle-skubber.


Herdade dos Grous, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2012, middel alkohol (14%)
89,95 kr., Amka
Pæn, men ikke nogen stor rødvin med en vis tørhed og tilbageholdende frugt. Helt billig er den ikke. Prisen nuppede den fjerde stjerne.

Sød vin


Sweet Ice, Skærsøgaard Vin, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2013, lav alkohol (10,5%)
395 kr., Skærsøgaard Vin
Denne vin er presset på frosne druer af sorterne Madeleine Angevine og Solaris. Det er en liflig og sød - men ikke sliksød - vin. Den har en fin og aromatisk honningduft og en delikat frugtsmag med tilpas syre. Nyd den ikke al for kold - det går ud over alle de fine smagsnuancer. Vinen er sagen til en let og halvsød bærdessert.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.