Foto: Wikipedia.
Snyd med rosévin
Fransk rosévin - ligesom de fleste af verdens andre roséer - fremstilles ved at lade druemosten ligge og trække farve fra de blå drueskaller, Det er det, man med et fint fransk ord kalder for maceration, hvilket betyder udblødning. Jo længere udblødningen varer, desto mørkere bliver vinen.Champagne er den eneste appellation i Frankrig, hvor det er tilladt at opnå den lyserøde farve ved at blande hvidvin og rødvin. Det sker før andengæringen på flaske, og mellem 5 og 20% af vinen er rødvin.
Nu har det store sydfranske vinkooperativ Vinovalie ifølge Decanter fået en bøde for ulovligt at have fremstillet rosé via blandingsmetoden.
Protester fra Frankrig og Italien
Vinovalie omfatter fire kooperativer, der vinificerer druer fra 470 vinproducenter og fra 3800 hektar vinmarker i regionerne Haut-Garonne, Tarn og Lot. Og den ulovlige rosé skulle være fremstillet i 2012.
Sagen har pustet nyt liv i debatten om reglerne for rosé-fremstilling i EU’s medlemslande. I 2009 bebudede EU nemlig, at man ville indføre nye regler, der tillod medlemslandene at lave rosévin via blandingsmetoden. Hos nogle af landene faldt dette udspil i god jord, mens der fra Frankrig og Italien lød vilde protester. EU lagde efterfølgende planerne om de nye regler på hylden.
Rosévinens særlige karakter
Umiddelbart undrer man sig måske over disse protester. Det vigtigste er vel, at roséen opnår den rette farve og smager godt. Men nej, lyder det fra modstanderne af blandingsmetoden. Ud over at vinmosten trækker farve fra de blå drueskaller under udblødningen, giver denne proces også rosévinen dens helt særlige aromatiske profil. Og den kan man ikke blande sig til.