Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 33, 2016



Røgen fra Soberanes Fire ligger tæt ind over Monterey County. Foto: InciWeb.

Monterey i flammer

Et enkelt ulovligt lejrbål er årsagen til en omfattende brand, der siden d. 22. juli har ædt sig gennem mere end 24.000 hektar i Californiens Monterey County. En person er død, 57 privathjem er blevet flammernes bytte og flere hundrede mennesker er evakueret.

Branden, der er døbt Soberanes Fire efter det område, hvor den opstod, har også nedbrændt en del af Big Sur Vineyards vinmarker og ejeren af vinhuset Lenora Careys bolig.

Frygt for røgskadede druer


Flere andre vinproducenter frygter for at ende med røgskadede druer. I mange vinmarker har den såkaldte ”veraison” dog heldigvis endnu ikke fundet sted. Det er den proces, hvor druerne begynder at skifte farve, og hvor skindene dermed bliver mere modtagelige for røglugten. Når druerne til sin tid forvandles til vin, risikerer man, at vinen får en røget og ubehagelig smag.
Mere end 5000 brandfolk og frivillige kæmper stadig for at få bugt med ilden, men man regner ikke med, at det lykkes de første par uger - hvilket kan betyde, at druernes farveskrift kan nå at indtræffe.

Støttearrangement


Selv om Lenora Carey har mistet sit hjem og en del af sine vinstokke, har hun haft overskud til at afholde et støttearrangement i sine smagelokaler i byen Carmel Valley Village. Pengene fra arrangementet går ubeskåret til at hjælpe lokale folk, der også har mistet deres hjem eller på anden måde er påvirket af branden.
Det er utroligt - og uhyggeligt - hvad nogle få menneskers letsindige omgang med ild kan medføre af katastrofer for rigtig mange andre mennesker.

Samme genstande til mænd og kvinder

I Storbritannien har sundhedsmyndighederne - ligesom i Danmark - udstukket en grænse for, hvor mange genstande det maksimalt kan anbefales, at mænd og kvinder drikker ugentligt.
Hidtil har grænsen for britiske mænd ligget på 21 genstande og for de britiske kvinder på 14 genstande. I januar i år nedsatte myndighederne grænsen for mændene til ligeledes 14 genstande.
Det har fået CAMRA (Campaign for Real Ale) på barrikaderne. Foreningen kræver, at den britiske regering afholder en offentlig høring, og at der bliver fremlagt videnskabelige beviser for fornuften i at skære ned på maksimumgrænsen for mænd. Ellers risikerer man, at grænserne mister deres troværdighed, og at briterne derfor vælger at blæse på dem. Og så er der jo ingen idé i at have dem, lyder det fra CAMRA.

Husk den godgørende vinkel


Ifølge foreningen er det også for dårligt, at myndighederne slet ikke tager højde for de mange godgørende egenskaber ved et moderat forbrug af fx rødvin, når maksimumgrænserne skal sættes. Disse egenskaber nævnes aldrig med et ord, selv om de underbygges af forskningsresultater verden over.
Når man nedsætter maksimumsgrænserne for alkoholforbruget, uden at lade nedsættelsen følge af videnskabelige beviser, er der sandt nok en risiko for, at grænserne mister deres troværdighed.
Denne risiko vokser yderligere, når man så sammenligner grænserne landene imellem. Der er fx ikke nogen overensstemmelse mellem, hvad myndighederne anbefaler i henholdsvis Danmark og Storbritannien.

Hvad skal man tro på?


Danske mænd bør ligesom britiske mænd og kvinder maksimalt drikke 14 genstande om ugen. Men de danske kvinder bør højst drikke 7 genstande.
Indrømmet, så er mængden af en genstand i Danmark på 15 ml ren alkohol, hvor en britisk genstand er på 10 ml. Men et simpelt regnestykke viser, at en dansk kvinde maksimalt må drikke 105 ml om ugen og en dansk mand 210 ml, hvor briterne uanset køn højst må få 140 ml.
VinAvisens redaktion er forvirret på et højere plan. Er det de britiske eller danske myndigheder, der har ret? Eller er der forskel på, hvordan briter og danskere optager alkoholen? Den tror vi i hvert fald ikke på.


Premier Crus nye fornemme forretning i Berkeley. Foto: Premier Cru Facebook.

Endnu en storsvindler i USA

Sagen om den amerikanske storsvindler Rudy Kurniawan, der er blevet dømt skyldig i vinsvindel for et beløb svarende til 111 millioner kr., er historie. Lige nu afsoner han en dom på ti års fængsel.
Andre vinsvindlere fylder nu medierne, og den største her og nu er John Fox. I 1980 grundlagde han sit vinfirma, Premier Cru, hvis speciale var at sælge fornemme vine til velhavende folk.
Nu er det slut. I januar i år gik Premier Cru konkurs med en gæld på 70 millioner dollars (cirka 466 mio. kr.), og med kun sølle 7 mio. dollars (cirka 47 mio. kr.) i aktiver - og flere tusinde vrede kreditorer. Derudover er der 9000 kunder - såvel i USA som uden for landets grænser - der ikke har set skyggen af de vine, de har købt.
Ud over, at firmaet er gået konkurs, har en FBI-undersøgelse afsløret, at Fox gennem mange år har snydt og bedraget sine kunder.

Svindelen finansierede luksusliv


Premier Cru havde sin fornemme detailforretning i den californiske by Berkeley. Men ud over det direkte salg af vine har John Fox modtaget penge for fornemme Bordeaux- og Bourgognevine solgt online på forhånd et godt stykke tid, før vinene kunne forventes at ankomme til USA.
Men de fornemme vine blev aldrig bestilt i Frankrig, og pengene, som John Fox indkasserede fra kunderne, gik til at vedligeholde hans luksustilværelse.
I alt snød han kunderne for 45 mio. dollars (cirka 300 mio. kr.), som blandt andet gik til kostbare biler og et mindre palads af et privathjem. En enkelt mio. dollars (cirka 7 mio. kr.) gik også til diverse kvindelige bekendtskaber.

Har erklæret sig skyldig


I 2011 brugte John Fox nogle af svindel-pengene på en ny, stor og meget fornem forretning i Berkeley på 29.000 kvadratmeter. Væggene blev beklædt med kostbart træ og gobeliner, og der blev indrettet et særligt skatkammer til de mest sjældne vine. Og det var alt sammen med til at få nye potentielle kunder til at tro, at alt var i skønneste orden.
Fox har netop erklæret sig skyldig og risikerer nu en længerevarende fængselsdom og et krav om skadeserstatning til de mange mennesker, han har bedraget.


Rob Higgs's proptrækker og vinskænker.

Vanvittig proptrækker til salg

I 2006 skabte Rob Higgs, der er søn af en dansk mor og en skotsk far, en helt vanvittig mekanisk proptrækker og vinskænker af 300 gamle metaldele - blandt andet skruenøgler, tandhjul, urfjedre, kæder og bordvægte. Til sidst blev mesterværket støbt i bronze.

De mange dele arbejder perfekt sammen om at få proppen ud af flasken og ligeledes skænke vinen i glasset - uden at spilde en eneste dråbe!
Higgs og Storm P. ville uden tvivl have hygget sig rigtig godt sammen …
Den 14. september bliver opfindelsen sat til salg hos Christie’s i New York, og den er vurderet til 25.000 pund (cirka 218.000 kr.).

Vejer 500 kg


Med i købet får man også en læderindbunden bog om proptrækkeren, signeret af diverse berømtheder så som Bono og Damon Hill, der var med til lanceringen for ti år siden.
Man vil kunne byde med online ved at klikke her. Men proptrækkeren bliver nok ikke helt let at slæbe af med for køberen. Den vejer nemlig 500 kg, er 178 cm lang og 142 cm høj.
Man skal også berede sig på, at det tager lidt tid, før vinen er havnet i glasset - hvilket fremgår af en lille film på YouTube.
Rob Higgs har i øvrigt lavet mange andre lige så vanvittige mekaniske værker - heriblandt en nøddeknækker, en kyllinge-fodrer, ure og musefælder.

Dansker bliver "årets vinmager"

Premios Baco er Spaniens ældste vinkonkurrence, når det gælder kvalitets-vine - og den eneste, hvor det udelukkende er vine fremstillet året før, som dyster mod hinanden. I år var det således vine af årgang 2015, der deltog, da konkurrencen for nylig løb af stabelen.
Premios Baco arrangeres af UEC (Unión Española de Catadores), der er Spaniens forening af vin-smagere, og dommerpanelet består af 50 vinspecialister og medlemmmer af UEC.
Der bliver selvfølgelig indsendt et hav af vine til denne prestigefyldte konkurrence, hvor samtlige vine smages blindt. Og ud over adskillige medaljer inden for et større antal kategorier bliver der hvert år udnævnt en ”årets vinmager”.
Denne fornemme titel tilfaldt i år en dansker - nemlig David Tofterup, der er medejer og chefvinmager hos det spanske vinhus Hammeken Cellars.
Man kan læse mere om Tofterup i denne uges Blå Bog længere nede på siden.


Foto: Wikipedia/Smallman12q.

Resveratrol mod Alzheimers

Det er efterhånden en kendt sag, at stoffet resveratrol, som findes i rødvin, har en helsebringende effekt på en lang række sygdomme - heriblandt diabetes, visse former for kræft og demenssygdommen Alzheimers.
Når det gælder sidstnævnte sygdom, udførte amerikanske forskere ved Georgetown University i 2015 et meget lovende forsøg, hvor en gruppe patienter fik resveratrol i pilleform. Det viste sig, at stoffet bremsede udviklingen af de symptomer, som sygdommen er forbundet med.

Svarende til 1000 flasker vin


Eneste problem ved forsøget var, at der skulle meget store mængder resveratrol til for at udløse den godgørende effekt. Hver pille indeholdt således resveratrol svarende til indholdet i 1000 flasker rødvin. Og når man indtager stoffet i så høj en koncentration, har det nogle ubehagelige bivirkninger - blandt andet i form af kvalme og dehydrering.
Men dette problem lader det til, at australske forskere fra University of New South Wales har fået bugt med. De har udviklet en ny pille, hvor resveratrolen er forenet med to andre ligeledes godgørende stoffer i rødvin. Det ene stof er en antioxidant - det andet en såkaldt chelatdanner.

Ingen bivirkninger med ny pille


Ved således at kombinere de tre stoffer kan mængden af resveratrol nedsættes til det, der svarer til indholdet i tretten flasker, hvorved Alzheimers-patienterne undgår bivirkningerne. Samtidig opnåede man et yderst positivt resultat, når det gjaldt pillens evne til at bekæmpe demenssygdommens symptomer.
Forsøget omfattede 30 Alzheimers-patienter - næste skridt bliver at afprøve pillen på en endnu større gruppe patienter.
Man kan læse mere om det australske forsøg ved at klikke her.


En af disciplinerne var tønderulning, hvor det gjaldt for hvert hold om at rulle fadet hurtigst i mål.

"OL" i en britisk vinmark

I sidste uge kunne man opleve et noget specielt syn hos det britiske vinhus Jenkyn Place i Hampshire. Midt imellem rækkerne af vinstokke løb folk af sted med sølvbakker, hvorpå der var champagneglas fyldt med mousserende vin.

Der var tale om en enkelt dyst i en større konkurrence, One Day Vineyard Olympics, som nogle vinproducenter havde stablet på benene - selvfølgelig inspireret af OL i Rio.
I denne vinens OL dystede vinmagere i Hampshire mod kolleger i naboregionen, Sussex.

Sabling og tønderulning


Fra Hampshire deltog vinmagerne fra vinhusene Cottonworth, Danebury, Exton Park, Jenkyn Place, Hattingley Valley, Hambledon og Meonhill. Og de var oppe imod deltagere fra Wiston, Bluebell, Nyetimber og Rathfinney i Sussex.
Ud over ”vintjener-løbet”, hvor det gjaldt om at komme først i mål uden at spilde en eneste dråbe af boblevinen på sølvbakkerne, blev der også konkurreret i en række andre discipliner. Der blev blandt andet dystet i tønderulning og sabling af flasker med mousserende vin. Og så var der stafetløb i vinmarkerne og kastning med endepæle, de pæle, der afslutter hver række vinstokke i en vinmark.

Skal øge samarbejdet


Det blev værtsregionen Hampshire, der løb med sejren. Og dagens vinder over alle blev værts-vinhuset Jenkyn Place, der fik overrakt vinderprisen, en flaske mousserende vin i flaskestørrelsen Jeroboam (3 liter eller fire normale flasker).
Meningen er, at One Day Vineyard Olympics skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed, og man håber, at andre vinhuse og vinregioner vil være med på vognen, så der bliver endnu flere deltagere.
Arrangørerne har også et overordnet mål med konkurrencen. Den britiske vinindustri er ny, og vinhusene har brug for at lære af hinandens erfaringer. Man håber derfor, at initiativer som dette mini-OL vil være med til at øge venskabet og samarbejdet vinhusene imellem.


Gunnar Steen Jakobsen.

Gunnar Steen Jakobsen er død

Gunnar Steen Jakobsen er pludseligt død i den forgangne uge. I 1986 grundlagde han Bichel Vine, som han gennem årene udviklede til at blive en stor succes. Ud over vinforretningen drev han også det økologiske landbrug Hjortshøjlund.
Som vi nævnte i uge 23 havde Gunnar Steen Jakobsen iværksat et generationsskifte, idet vinmanden Lars Bo Henriksen er blevet ny direktør og hovedaktionær i Bichel Vine.
Man kan læse mere om Gunnar Steen Jakobsen i vores serie af Blå Bøger.

Smugler-skandale i Rusland

I Rusland er man i færd med at optrevle en af de største vin-smuglings skandaler i landets historie. Det drejer sig om store mængder af kostbare vine og spiritusser, og i alt regner man med, at smugleriet løber op i det, der svarer til 20 millioner kr.

En del af vinene er endt i nogle af Moskvas og Sankt Petersborgs top-restauranter, men også vinsamlere og rigmænd har aftaget smuglervarerne.

Rig forretningsmand arresteret


Flere prominente personer lader til at være involveret - heriblandt Ruslands 46. rigeste mand, forretningsmanden Dmitry Mikhalchenko, som har en privat formue på det, der svarer til 1,8 milliarder kr. Han er blevet arresteret for at have smuglet årgangscognac til en værdi af cirka 200.000 kr. ind i landet i containere, som han over for toldmyndighederne angav indeholdt fugemasse til bygningsindustrien. Selv toldvæsenets nu forhenværende chef, Andrey Belyaninov, er muligvis involveret i smugleriet.
Den russiske regering overvejer desuden at gå de førende russiske vinimportører så som Rusimport, Winland og Alianta Group efter i sømmene for at se, om også de har haft en finger med i spillet.
I den nyåbnede nudist-bar kan man nyde livet med drinks og solbadning uden en trevl på kroppen.

Nudist-bar i London

Det britiske mediefirma Now TV har netop åbnet en tagterrasse-bar, og der er ingen dresscode for gæsterne i baren - og dog, man bliver nemlig ikke lukket ind, hvis man har selv den mindste trevl på kroppen.
Der er tale om en popup nudist-bar, der kun holder åbent i en kortere periode, og som er et led i markedsføringen af en af firmaets nye tv-kanalpakker.
Baren befinder sig cirka 20 meter over jorden og har den bedst tænkelige udsigt til både Westminster Abbey, Houses of Parliament, Big Ben og det store udsigtshjul London Eye.

Også en nudist-restaurant


Ud over at nyde drinks og solbade kan man også få sig lidt motion på barens mini-trampoliner.
Man kan ikke bare komme forbi - man skal først skrive til Now TV på comboterrace@taylorherring.com, at man er interesseret i at besøge baren. Og man skal samtidig oplyse sin alder, da kun folk over 18 år er velkomne.
Man kan læse mere om baren og se flere billeder fra den ved at klikke her.
En popup nudistrestaurant i London, The Bunyadi, er kommet baren i forkøbet. Den åbnede i juni og har netop lukket ned igen.



Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


David Tofterup.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

David Tofterup (f. 1975) har interesseret sig for vin, siden han var otte år gammel. Mens andre børn legede med Lego, stod han i supermarkedets vinafdeling og så betaget på de fine flasker og etiketter. Og han fulgte levende med, når hans far på hjemmebane forsøgte sig med vinfremstilling på tørrede frugter.
Efter endt vinkyperuddannelse hos Taster Wine i 1998 rejste han ud i verden for at arbejde under fremmede himmelstrøg.
Turen gik over Spanien og Frankrig til Chile, hvor han fik job som assisterende winemaker hos førende vinhuse - heriblandt chilenske Viña Tarapaca. Efter nogle år tog han videre til Californien og til et arbejde som kældermester hos Foley Family Wines i Santa Ynez Valley.
Ved udgangen af 2001 vendte David Tofterup tilbage til Spanien, hvor han i dag er medejer og chefvinmager hos Hammeken Cellars. Her har han blandt andet ansvaret for skabelsen af vinhusets prisvindende vine, Montgó, Flor del Montgó, Viña Altamar og Aventino.
Den spanske forening UEC (Unión Española de Catadores) har, efter den årlige vinkonkurrence Premios Baco, udnævnt David Tofterup til årets vinmager 2015.
Premios Baco er Spaniens ældste konkurrence inden for kvalitets-vine, og den eneste, hvor det udelukkende er vine af seneste nye årgang, der smages.
Sideløbende med sit arbejde har David Tofterup holdt sig ajour med udviklingen og det spændende nye, der sker i vinbranchen, via en række kurser i vitikultur og ønologi ved vinuniversitetet Davis i Californien.
Vinoplevelser hører også fritiden til, men derfor bliver der alligevel tid til at slappe af med hustruen Jennifer og deres to drenge, Adam og Parker - samt en svømmetur i Middelhavet og mountainbiking i de omkringliggende bjerge.
Adresse: Hammeken Cellars, Calle de la Muela 16, Javea-Alicante, E-03730 Spanien, tlf.: +34 965 791 967, fax: +34 966 461 471, e-mail: david@hammekencellars.com, www.hammekencellars.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Ugens gode spørgsmål

En af vores læsere, Junker, ønsker at skifte sine vinglas ud og vil gerne vide, hvilket glas - eller hvilke glasserier - der er bedst for at få fuldt udbytte af vinen. Og her tænker han på alle typer vin lige fra rød- og hvidvin til portvin.
Man kan ganske udmærket klare sig med et almindeligt vinglas som det på billedet til venstre til hele paletten af vine. Altså et ca. 18 cm højt glas med en pæn stor kumme. Men det er vigtigt, at kummen har form som en tulipan, hvilket vil sige, at den snævrer lidt ind foroven, så den holder på vinens duft og samtidig kanaliserer den op mod næsen. Endvidere skvætter vinen ikke ud, når man slynger den rundt for at fordele den op ad glassets sider, så den rigtigt kan afgive sin aroma.

Vinglas til vine på enkelte druer


Den slags glas kan købes mange steder. De glas, VinAvisens smagepanel bruger, er af mærket Spiegelau. Der er flere forskellige serier at vælge imellem, og priserne ligger fra cirka 40-80 kr. for glas af den størrelse og facon, vi her nævner.
Hvis man ønsker forskellige glas til forskellige vine, er de noget dyrere glas af mærket Riedel et godt bud. Riedel omfatter ikke kun glas til fx rød-, hvid- og dessertvin, men også særlige glas til vine på bestemt druer - fx til Riesling, Syrah, Tempranillo osv. Riedels glas kan købes online ved at klikke her.
Riedel købte i øvrigt i 2004 Spiegelau, og til sammen fremstilles de to mærker af Riedel Glass Works. Men de markedsføres hver for sig.
Serierne af vinglas af både Riedel og Spiegelau er veletablerede, hvilket også giver en nogenlunde sikkerhed for, at man kan få de samme glas i mange år fremover.


Ugens vinøse billede

I juli var Søren Lippert i Andalusien, og her tog han dette billede af en typisk sydspansk vinmark med karakteristiske lave vinplanter, der ikke bindes op.
- Det er Luzie, der poserer med et af de uundværlige oliventræer i baggrunden, oplyser fotografen.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I tager nogle interessante eller sjove vinøse billeder her i sommerferien, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@vinavisen.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 338-364 Billede 364-390



388 Under borgen i Consuegra i Spanien breder sig uendelige marker med vin, oliven og korn (foto © Anker Tiedemann).


Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 27 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerneØ

San Gròd, Torelli, Moscato, Asti, Italien, 2015, lav alkohol (5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Barrique Vin

Livlige bobler, duft af roser, en charmerende sødme - let og lige-ud-ad landevejen. Vinen er lavet på på økodruer.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nietro, Bodegas Sommos Garnacha, Macabeo, Catalayud, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

50 kr., pris ved 6 flasker, Smile Marketing Group

Forfriskende hvidvin med god fylde og dejlig druefrugt. En udpræget madvin, der vil være fin til mange retter. Prisen er meget attraktiv. Vinen forhandles i enkelte SuperBrugser og Kvickly-butikker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Little Balcony, The Lindsay Collection, Chardonnay, South Australia, Australien, 2014, lav alkohol (13%)

79 kr., Vinkrogen

Med sin gode, kraftige duft, sin dejlige frugt, sin lette fedme og fine krydring er denne hvidvin ganske glimrende. Udpræget til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Tarapacá, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile, 2015, lav alkohol (13%)

89,75 kr., på tilbud indtil 28. august: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En lidt enkel hvidvin, hvis frugt maskeres af tørhed og i slutningen et lille bid. Udpræget en madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kranskop, Viognier, Klaasvoogos, Sydafrika, 2014, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., Amka

Flot og aromatisk hvidvin med bred druefrugt med noter af citrus samt med fin krydring. Udpræget en madvin og meget anvendelig, fordi den er fin i sig selv, men ikke dominerende. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Werkstoff, Pfannenbecker, Rheinhessen, Tyskland, 2015, lav alkohol (11%)

90 kr., pris ved 6 flasker: 80 kr., Vinova

Frisk hvidvin på økologisk dyrkede druer: Riesling (70%) og Sauvignon Blanc (30%). I smagen lime og stikkelsbær - og både sødme og syre. Smagsmæssigt en ret usædvanlig vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fabiano, Soave Classico, Italien, 2014, lav alkohol (12%)

99,75 kr., på tilbud indtil 28. august: 83,33 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne

En let hvidvin med en god, ren og fint krydret druesmag. Vinen har tilpas syre og en lang eftersmag. Glimrende til mad.

stjernestjernestjerne

Terrassen, Domäne Wachau, Riesling, Wachau, Federspiel, Østrig, 2015, lav alkohol (12,5%)

Denne hvidvin er - i forhold til prisen - ret enkel. Den er præget af sin syre, og i smagen synes der at være bundet noget CO2, der giver en perlende eller skummende fornemmelse. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kloppendale, Shiraz, Western Cape, Sydafrika, 2015, lav alkohol (13%)

44,95 kr., Fortium

Til prisen er rigtig god rosévin. Måske lidt enkel, men den har en god duft, god frugt, krydring og syre. Den femte stjerne får den for prisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Domaine L'Eouvière, Le Cercle des Vignerons de Saint-Louis, Vin de Pays du Var, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

49,95 kr., Philipson Wine

Let og ret enkel rosévin på økodruer. Den har en ganske lys farve - agerhøne-øje - en pæn duft og en læskende smag med frugt og syre. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En lidt enkel rosévin på druerne Grenache og Syrah. Den har en god frugtsmag og en god syre. Velegnet til lettere retter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Byo, Domaine Uby, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2015, lav alkohol (11,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 69,30 kr., Propperiet

En rigtig rar rosévin på økologiske Cabernet Franc- og Merlot-druer. Den har en kraftig duft og en frisk smag med både frugt, sødme og syre og med noter af hindbær og ribs.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Il Torcolo, Fabiano, Bardolino Chiaretto Classico, Italien, 2015, lav alkohol (12%)

99,75 kr., på tilbud indtil 28. august: 83,33 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne

En Bardolino Chiaretto skal være en frisk rosé til en varm dag ved Gardasøen. Her er det en let vin og en god vin, som man nyder i gode slurke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hecht Bannier, Côtes de Provence, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw

Fortræffelig rosévin med en elegant, lys farve (agerhønseøje) og en smag, der fylder munden helt ud med sin gode, friske frugt, sin fine krydring, lette sødme og gode syre. En meget anvendelig rosévin.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Corbelli, Pontedera, Sangiovese, Puglia IGT, Italien, 2014, lav alkohol (12,5%)

79,75 kr., på tilbud i august: 59,75 kr., Skjold Burne

Denne rødvin er med sin tørhed og lette tanniner en god madvin. I smagen kirsebær og jordbær og en fin krydring. Dertil en lille sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Leoncelli, Biferno DOC, Riserva, Italien, lav alkohol (13%)

89,75 kr., på tilbud indtil 28. august: 62,50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Der er ingen årgang på flasken - men det skal ikke ligge denne dejlige rødvin til last. Dette er en af de vine, der dufter af svampe. Smagen er fyldig, vinøs og med fine krydrede noter og en anelse sødme til slut. En vin, der vil være sagen til efterårets krydrede svamperetter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Reserva, Chile, 2014, middel alkohol (14%)

89,75 kr., på tilbud indtil 28. august: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En helt igennem harmonisk rødvin med en ren Cabernet-duft og smag af solbær - og ikke så meget andet. Men det gør ikke noget, for det er netop enkeltheden og den rene frugtsmag, der gør denne vin meget lækker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kaiken, Malbec, Luján de Cuyo, Mendoza, Argentina, 2014, middel alkohol (14%)

99 kr., på tilbud året ud: 79 kr., Vinoble

Vellavet rødvin med Malbec-druens krydrede kraft og saft. Faktisk en flot vin og en meget anvendelig vin til mange (kød)retter.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ Boksvin

Irma's øko hverdag, Finca Doña Patricia, Castilla y La Mancha, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

99,5 kr., pris ved 3 liter i boks, Irma

Denne rødvin på økologisk dyrkede Tempranillo- og Syrah-druer er - trods den lave pris - rigtig god. Pr. helflaske er prisen 24,98 kr.! Vinen har en blød og imødekommende frugtsmag med en lille sødme og fint integreret fadsmag. Glimrende hverdags-vin og lidt af et scoop.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Semonté Alto, Venturini, Valpolicella Ripasso, Italien, 2012, middel alkohol (14%)

109 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Vellavet rødvin, der fylder i munden, både til siderne og frem og tilbage. Den har dejlig, frisk frugt og en inviterende, lille sødme. Udpræget madvin.

stjernestjernestjernestjerne

Elixir, Domaine Condamine Bertrand, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 118,33 kr., Vintjenesten

En ret enkel rødvin på druerne Syrah, Grenache og Cabernet Sauvignon. Dens fremtrædende syre og lette bitterhed i eftersmagen gør den udpræget til en madvin.

stjernestjernestjernestjerne

Triton, Bodegas Ordoñez, Tempranillo, Toro, Spanien, 2014, høj alkohol (15%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Meget kraftig rødvin med fyldig frugt og gode tanniner, men også med en spritkant, der ret hurtigt overtager eftersmagen. Dog - til mad vil man næppe mærke denne spritkant.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarima Hill, Bodegas Volver, Monastrell, Alicante, Spanien, 2013, høj alkohol (15%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Glimrende rødvin - varm, tæt, afrundet og lækker. Fyldig frugt, bløde tanniner, blommer, kirsebær, vanille ... Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Private Collection, Spier, Shiraz, Coastal Region, Sydafrika, 2014, høj alkohol (14,5%)

129,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 33): 66,50 kr. ved 6 flasker, SuperBrugsen

Til tilbudsprisen en rigtig god rødvin med fyldig frugt og karakter. En vin, som mange vil kunne lide. Til tilbudsprisen lidt af et fund.

stjernestjernestjerne

Miss Harry, Hewitson, Barossa Valley, Australien, 2013, middel alkohol (14%)

139,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin

Denne rødvin er lavet på druerne Grenache, Mourvèdre, Syrah, Cinsault og Carignan - altså en blanding som i en vin fra Rhônedalen. Men sammenlignet med Rhône-vine til den halve pris falder den igennem. Den har en tørhed, der maskerer næsten enhver smag af frugt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Editione Cinque Autoctoni, Fantini, Farnese, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

159 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Denne rødvin er lavet på fem "autoctoni" - fem lokale druer: Montepulciano, Primitivo, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia, og det er en meget flot og lækker vin. Den har en kompleks, blød og rund smag med noter af sorte bær, svesker, vanille og kanel. Prøv den fx til fugl eller vildt. Eller brug den som meditations-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Sabina, Vinedos de Pago Familia Conesa, Syrah, Pago Guijoso, Crianza, Spanien, 2012, høj alkohol (14,5%)

269 kr., på tilbud til 179 kr., D’Wine

En helt vidunderlig rødvin, blød, lækker og forførende. Den har en kompleks smag med noter af modne, mørke bær, kirsebær, bløde tanniner, toast og fint integrerede fadnoter. Meget egnet som meditations-vin - eller ledsager til en god bog. Enhver bog med den vin vil blive en bestseller.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen