Nyheder for uge 14, 2017



624 mio. flasker vin i vasken

Det store britiske vinfirma Laithwaites har foretaget en undersøgelse, hvis resultat er temmelig opsigtsvækkende og en ren gyser for enhver, der holder af vin.

Ifølge undersøgelsen - en storstilet rundspørge - hælder de britiske forbrugere hvert år det, der svarer til 624 millioner flasker vin, i køkkenvasken. Det svarer til 17,3 flasker årligt pr. husstand og er nok til at fylde 333 olympiske svømmepøler.
Og den væsentligste årsag til dette spild af vin er, at forbrugerne er usikre, når det gælder vins holdbarhed i åbnede flasker.
20% af de adspurgte briter hældte konsekvent den resterende vin i en åben flaske ud efter højst en halv dag - uanset vintype.

Kampagne mod vinspild


Når det gælder champagne og andre mousserende vine, mente hele 31%, at vinen højst kunne holde sig frisk i fem timer - så var det direkte ned i afløbet med resten af flasken. Yderligere 30% smed vinen ud, fordi de havde glemt at sætte prop i.
Undersøgelsen viste også, at indbyggerne i London er de største vinforbrugere med 2,1 flaske i gennemsnit om ugen - og dem, der smider mest vin ud årligt.
Nu forsøger Laithwaites at komme det store vinspild til livs med en oplysningskampagne, ”Save Our Wines!”. Her informeres der om, hvor længe de forskellige vintyper kan holde, når først flasken er åbnet, og om hvordan man bør opbevare de åbnede flasker. Og det bliver gjort i form af fem gode råd, som vi bringer nedenfor.

Fem gode råd


* Mousserende vin, rosé, hvidvine og rødvine kan alle forsynet med en prop holde sig friske i 3 til 5 dage i køleskabet. Det er også helt i orden at opbevare en åbnet rødvin i køleskabet.
* Køb kvalitet - der er jo ingen, der ønsker at hælde fx en top-Bourgogne i vasken. (Her henviser Laithwaites til undersøgelsen, hvor to ud af tre af de adspurgte briter næsten altid tømte flasken samme dag, når det var en dyrere vin).
* Overvej at købe hedvin. Disse vine er skabt til at holde længere. Fx kan en åben flaske sherry - når der er sat prop i flaskehalsen - holder i flere uger i køleskabet.
* Opbevar den åbnede flaske stående i køleskabet - hvis den lægges ned, udsættes en større del af vinen for iltning. Og ilt er med til at reducere holdbarheden.
* Når der skal være fest, så lade være med at åbne et hav af flasker med det samme. Vent og se, hvor meget gæsterne rent faktisk drikker. Hvis først man sætter en masse åbnede flasker på bordet, ender det som regel med, at man står tilbage med adskillige halve flasker.


Halo lyser grøn, før den skal på arbejde på arbejde.

Ny dims til åbne flasker

Apropos ovenstående kampagne, så er der opfundet adskillige dimser og redskaber, der efter sigende kan forlænge livet af den resterende vin i en vinflaske - lige fra balloner, der kan pustes op nede i flasken og dermed udfylde hulrummet, til større maskiner, der pumper gasarten argon ned flasken. Nogle af disse redskaber er mere effektive end andre.
Nu har en amerikansk opfinder, Greg Lusaich, kreeret endnu en dims, Halo. Den er stadig på Kickstarter-plan, men den lyder bestemt lovende.

Lyser grønt, blåt og rødt


Greg Lusaichs firma hedder ZOS - Zero Oxygen Solution, altså nul-ilt løsninger. Og det er netop, hvad Halo går ud på.
Redskabet er forsynet med en patenteret patron, som, når man stikker den ned i den åbne flaskehals, straks begynder at suge ilten ud af flasken. Halo lyser grønt, når man sætter den ned i flasken, og bliver så blå, når al ilten er absorberet.
Halo skulle ifølge Lusaich være det første redskab, der gør den åbne vinflaske fuldstændig iltfri, så vinen kan holde sig i flere uger. Når patronen skal skiftes, lyser Halo rødt - ligesom en støvsuger, der skal have ny pose isat.

Vinfolk roser redskabet


Man kan se, hvordan Halo virker i en lille film på Kickstarter-siden - en film, hvor et par topfolk fra to førende californiske vinhuse anbefaler dimsen. Den ene er Jonah Beer, der er direktør hos Frog’s Leap Winery, og den anden er Rick Tigner, CEO hos Jackson Family Wines.
Lusaichs mål for Kickstarter-kampagnen var 50.000 dollars (cirka 344.000 kr.). I skrivende stund har han lige netop nået målet - og der er stadig elleve dage at løbe på.


Primeur-salget af årgangene 2007 til 2015 på Liv-ex i forhold til det totale salg. Salget er målet fra starten af primeur-kampagnerne til slutningen af marts det følgende år. Kilde Liv-ex.

Fantastisk årgang 2016

Vinimportører og -skribenter fra hele verden flokkes i denne uge i Bordeaux for at deltage i den årlige primeur-smagning. Der smages på den nye årgang 2016 direkte fra fad, og vinslottene venter spændt på, om de førende vinskribenter vender tommelfingeren opad eller nedad.
Den anerkendte amerikanske vinskribent James Suckling har været hurtig på tasterne og er allerede kommet med sin dom - efter at have smagt 400 fadprøver i løbet af ganske få dage.
Ifølge ham er årgang 2016 en exceptionel god årgang - ligeså god som 2015-årgangen. Og, som han skriver på sin hjemmeside, er vinene fra nogle områder endda bedre - fx fra Saint-Estèphe og det nordlige Médoc.

Sauternes er tidligt ude


Når primeur-ugen er slut, følger næste etape: Bordeaux-slottenes prissætning af den nye årgang. De priser, slottene melder ud med, er ex-négociant, hvilket vil sige, at det er de priser, distriktets négocianter videresælger vinene for til vinhandlerne.
Et enkelt slot, Château Guiraud i Sauternes, har allerede før primeur-ugen meldt ud med en pris på 30 euro (cirka 223 kr.) flasken ex-négociant - samme pris som for årgang 2015.
Sauternes-slottene frigiver ofte priserne på deres vine lidt tidligere end Bordeauxs øvrige slotte - simpelt hen for at deres søde vine ikke skal blive overset i mængden af berømte rødvine.

Lyder jo meget fair


Men at prissætte en vin før primeur-ugen er højst usædvanligt. Ifølge Château Guiraud er årsagen, at man ønsker, at vinimportører og -skribenter skal kende prisen, når de smager den nye årgang - hvilket vel egentlig lyder meget fair.
Men sådan er det altså ikke, når det gælder Bordeauxs mange andre tusinde vinslotte. Her må de handlende, skribenterne og forbrugerne vente i spænding.
Hvordan slottene når frem til priserne på de enkelte vine er ret uigennemskueligt - ofte foregår det via forhandlinger med négocianterne. Og ofte forbavses omverdenen over enten urealistisk høje priser eller priser, som er overraskende lave i forhold til tidligere årgange.

Gennemsigtighed efterlyses


Den London-baserede internetvinhandel Liv-ex, der har sin egen vinbørs, som holder øje med priserne på fine vine på det internationale marked, kommer på sin hjemmeside med et opråb til vinslottene i Bordeaux. Opråbet lyder, at der skal større gennemsigtighed til, når det gælder slottenes prissættelse af de nye årgange - altså oplysning om, hvordan man når frem til de enkelte priser.
Som det er nu, virker det ofte meget tilfældigt, hvilken pris slottene når frem til. Det giver en usikkerhed blandt de handlende og forbrugerne, som i sidste ende kan bevirke, at vinene fravælges.
Fra og med slutningen af 2011 har primeur-salget udgjort mindre end 4% af det totale salg af fine vine hos Liv-ex. Da salget var på sit højeste - i 2009 - lød tallet på 15%. Det dalende primeur-salg fremgår af søljerne i diagrammet øverst til venstre.


Pawsecco til Fido

Der er ikke grænser for opfindsomheden, når det gælder nye produkter til de kære firbenede.
Nu har det britiske firma Woof & Brew lanceret en ”vin” til katte og hunde med navnet Pawsecco og i flasker, der også skal lede tanken hen på den kendte italienske boblevin med næsten samme navn.
Der er dog hverken bobler eller alkohol i ”vinen”, som er lavet på hyldeblomster, ginseng, brandnælder og limeblomster (det lyder faktisk som noget rigtig godt saftevand ...).

Flere andre produkter


Prisen for en 25 cl’s flaske Pawsecco er 3 pund (cirka 26 kr.), og ”vinen” fås i både rosé og hvid udgave.
Samme firma kan også tilbyde "øl" og urtete til menneskets bedste ven.
Woof & Brew er dog ikke først på banen, når det gælder ”vinflasker” til kæledyr. I 2013 kunne man på japanske forretningshylder se en vin til katte med navnet Meow Nouveau, lavet på saft fra Cabernet Sauvignon-druer. Og sidste år lancerede et amerikansk firma rødvinen Pinot Meow og hvidvinen MosCATo ligeledes med tørstige katte i tankerne.


Spanske Pedro Ballesteros Torres var en af dommerpanelets ti Masters of Wine.

Spaniens store vinkonkurrence

Bacchus Wine International Competition er Spaniens store årlige vinkonkurrence med deltagelse af vine fra hele verden og med et dommerpanel bestående af mere end hundrede internationale Masters of Wine, sommelierer, vinskribenter og andre vinbranchefolk.
2017-udgaven er netop blevet afholdt i Madrid, og efter fire dages blindsmagning og vurdering af de i alt 1500 vine, er resultatet nu offentliggjort.

Flere sherryer med top-placering


I år løb et hidtil uset stort antal spanske vine med den højeste udmærkelse, Gran Bacchus de Oro (den store guldmedalje).
Ud af de atten vine, der gjorde sig fortjent til denne fornemme medalje, var hele femten spanske - hvilket er rigtig flot. Og ud af de femten vine var der hele seks sherryer - heriblandt Noe fra Gonzales Byass (195 kr. hos Slagelse vinkompagni) og Lustau Oloroso Vors fra bodegaen Emilio Lustau (675 kr. hos H.J. Hansen Vin).

Se hele listen


Kun to mousserende vine opnåede Gran Bacchus de Oro, nemlig cavaen Masia Segle XV Gran Reserva 2008 fra vinhuset Rovellats og Champagne Deutz Brut Rosé.
De to øvrige ikke-spanske vine i denne top-klasse - altså ud over champagnen - kom fra Ungarn og Slovakiet.
Man kan se hele listen over vindervinene - også dem, der fik den næst fineste medalje, Bacchus de Oro - ved at klikke her. Og så kan man jo gå på jagt efter de gode flasker på det danske marked.

En lem i gulvet førte til skjult vinkælder

Et hold byggearbejdere var for nylig i fuld gang med at ombygge en restaurant i den britiske by Windsor i Berkshire, da de ved et tilfælde opdagede en skjult lem i gulvet. Det viste sig, at der under lemmen var en trappe som førte ned i et større kælderrum fyldt med kasser med vinflasker.

Arbejderne kontaktede ejerne af restauranten, som nu har fået en vinspecialist til at gennemgå de mange flasker. Og den hemmelige kælder rummer adskillige kultvine - heriblandt et større antal flasker Château Latour og andre kostbare Bordeaux-vine. Specialisten har vurderet, at der er tale om vine til en samlet handelsværdi på omkring 20.000 pund (cirka 173.000 kr.).

Vine fra 1970'erne


Samtlige vine er fra 1970’erne, og i kælderen fandt man også lagernotater fra 1980. Siden dengang har restauranten haft tre forskellige ejere, og ingen af dem har opdaget kælderrummet. Sidste år blev restauranten købt af Giggling Squid, en større kæde af thairestauranter.
De nye ejere har fundet frem til, at restauranten indtil begyndelsen af 1980’erne var ejet af en italiener, Peppino Battochi, og ham forsøger man nu at få kontakt til, for at få noget mere at vide om de kostbare flasker.


Ejeren af Årø Vingård, Jakob Lei, viser stolt sin Tang-Vin frem.

Tang er trendy

De fleste kender tang som noget lidt ubehageligt, man nogle gange om sommeren skal trampe igennem for at komme ud til det dejligt klare badevand.
Men tang kan også spises, og det er der stadig flere danskere, der har fået øjnene op for. Der findes flere tusinde forskellige tangarter, så det skulle være muligt for enhver at finde en art, de har lyst til at sætte tænderne i.
Der er netop udkommet en ny bog, ”Tang - et hav af mad”, ligesom tangpesto, -pasta og -bacon så småt er ved at indtage de danske forretningshylder. Og man nøjes ikke mere med at indsamle tangen ved kysterne - der er også danske firmaer, der dyrker tang til kommercielt brug.
Og så kan man også fremstille både vin og akvavit på tang. Hos Årø Vingård kan man fx købe en flaske Tang-Vin (195 kr. for 75 cl). Den forhandles dog kun på øen i vingårdens butik.

Tilsætter lidt æble


- I starten indsamlede vi selv tangen, men nu får vi den fra et firma, fortæller ejeren af Årø Vingård, Jakob Lei, der bruger sukkertang til produktionen, idet tangens sukkerstoffer sætter gang i gæringen.
- Vi bruger også lidt æble til vinen. Tang har en meget kraftig og aromatisk smag, og en ren tangvin ville blive alt for kraftig.
- Den færdige vin er frisk i smagen med lidt salte og bitre noter, og den egner sig rigtig godt til fiskeretter.
Akvavit på blæretang er endnu en specialitet, som kan købes online hos Nordisk Tang (279 kr. for 50 cl).
Den nye fadmodnede gin.

Den stærke side

For nøjagtig et år siden fik Wales et nyt destilleri, Dyfi Distillery. Destilleriet laver sin gin på urter, bær og frugter, som det indsamler i den lokale natur.
Nu har destilleriet fremstillet en gin på blandt andet brombær, blåbær, tyttebær og paradisæbler - og modnet den på intet mindre end et 100 år gammelt fad, der har indeholdt hvid portvin.
Fadet har Dyfi Distillery fået fra den berømte portvinsproducent Niepoort, og ginnen, som er døbt Hibernation Gin, er fremstillet i et meget begrænset antal nummererede flasker.
Ginnen er endnu ikke sat til salg på destilleriets hjemmeside, og når den bliver det, vil den kun blive sendt til adresser i Storbritannien.
Det at fadmodne gin er ikke nogen nyhed, men at gøre det på et 100 år gammelt fad er vist aldrig set før.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Altinus Vin er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Troels Ambo.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Troels Ambo (f. 1979) drømte oprindelig om en fodboldkarriere i Herfølge Boldklub. Men hans stigende interesse for vin (samt efter eget udsagn manglende evner og seriøsitet) slog bolden af banen, og i år 2000 kom han i lære hos Erik Sørensen Vin, hvor læretiden blev udstået i butikken på Bernstorffsvej i Hellerup.
Som udlært ønskede Troels Ambo at prøve kræfter med opsøgende salg til virksomhedens erhvervs- og HoReCa kunder. Det fik han lov til, og det viste sig hurtigt, at han var havnet på rette hylde. I 2007 blev han udnævnt til salgschef inden for netop disse to kundeområder, og i 2012 blev det næste skridt taget, da han fik jobbet som salgsdirektør for firmaet.
2012 blev også året, hvor Troels Ambo blev optaget som partner og medejer i Erik Sørensen Vin, hvilket længe havde været et brændende ønske fra hans side.
Som et led i et nøje planlagt generationsskifte i Erik Sørensen Vin, påbegyndte Troels Ambo i starten af 2014 en Executive MBA fra Henley Business School i London, som skulle vise sig at blive det bedste og mest givende karrieremæssige valg, han nogensinde havde taget (ud over at starte i Erik Sørensen Vin).
Uddannelsen blev afsluttet i december 2016, lige i tide inden det næste skridt i firmaets generationsskifte. Troels Ambos ejerandel blev igen udvidet og pr. 1. januar 2017 blev han udnævnt til Administrerende direktør for Erik Sørensen Vin.
Interessen for mad og vin samt kombinationen af disse lever fortsat i bedste velgående, og der tilbringes meget tid foran grillen og i køkkenet og helst med et glas i hånden.
Troels Ambo bor i sin barndomsby Køge, hvor han forsøger at finde tid til golf og cykling, hvilket der ikke har været meget tid til de seneste tre år, hvor weekenderne og mange aftener har været brugt på uddannelsen. Derudover bruges tiden på familien, der består af hans norske kone, Anne Marit, den snart 6-årige datter Alba, og 3-årige Vega. Når ferietiden melder sig, bruges der naturligvis mange ferietimer i Norge hos svigerfamilien.
Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, 2980 Kokkedal, tlf.: 43 46 99 00, direkte: 43 48 00 35, mobil: 40 88 98 30, e-mail: ta@eriksorensenvin.dk, www.eriksorensenvin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.


Hvad er Riga Balsam?

For nylig smagte jeg noget, der hedder Riga Balsam, skriver Inge Lise Hansen. Hvad er det egentlig for noget?

Det er en bitter urtelikør med en historie, der i hvert fald går tilbage til 1700-tallet. Den ældste omtale af likøren i skandinaviske kilder er fra 1805, hvor en norsk reder i Arendal beder sin skipper om at tage seks krukker Riga Balsam med hjem fra Königsberg.
Opskrifterne på Riga Balsam vogtes godt, men så vidt vides indeholder produktet ingredienser som angelika, safran, kalmusolie, lavendelolie, pebermynte, salvie og rosmarin. Dertil måske brændt sukker for at frembringe den mørke farve.
Folk har aldrig tvivlet på, at Riga Balsam har medicinske virkninger – måske ikke mindst på grund af den bitre smag. I 1812 fandtes den i en dansk kanonbåds skibsapotek, og i doktorbogen for barken Julianehåb står der, at "Riga Balsam bruges til at helbrede alle friske hugne, revne og stukne sår".

Mod utøj og mavepine


Bitteren blev også anbefalet mod utøj i håret og kurering af mavepine og tømmermænd. I det sidste tilfælde kommer man fire-fem dråber i et snapseglas og fylder op med snaps. Bagefter kan man så skylle efter med et glas øl "for at tage den grimme smag".
I 1847 grundlagde A.Wolfschmidt et destilleri i Riga til produktion af den "Ægte Riga Balsam". Da russerne efter sidste verdenskrig besatte Letland, flyttede firmaet til Frankrig, hvor det under sit gamle navn fortsatte produktionen.
Riga Balsam har været solgt i Danmark fra 1912, men importen stoppede i 1988 på grund af for ringe salg. Nu kan man dog købe likøren igen - blandt andet online hos Godevine.dk til 115 kr. for 35 cl.


Ugens vinøse billede

Lasse Made var i januar måned i Sydafrika, hvor han og hans hustru tog rundt i både bil og på cykel. Og han har et godt råd til danskere, der vil besøge vinlandet:

- De fleste vinturister holder sig til Stellenbosch og de andre klassiske områder, men hvis man bevæger sig lidt længere væk fra Cape Town, kan man opleve de nye trends i det sydafrikanske vinland.
- Mod sydøst ligger dalen Hemel-en-Aarde (Himmel og jord) og området Walker Bay, hvor havvinden fra Det indiske Ocean trækker op og giver den køling, som gør området til et tilnærmelsesvis koldklima-område.
Ugens billede har Made taget hos vingården La Vierge i netop Hemel-en-Aarde. Det viser vingårdens smagesalon, der hænger ud over vinmarkerne.
- Vingårdens vine på Pinot Noir og Riesling er bestemt værd at smage, lyder et sidste råd fra Made.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I har taget nogle interessante eller sjove vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-442


421 I Saint Émilion by bærer man af sted med kostbare rødvine i store trækasser (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Mousserende

Mont Marcal, Rosado, Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (11,5%) 99,75 kr., på tilbud indtil 23. april: 99,75 kr., Skjold Burne En elegant cava med en smuk rosé farve og en blødt skummende mousse. Den har en fin hindbærduft og en fyldig smag med modne ribs, rabarber og citrus. Det er som at drikke sommer.

Hvidvin

The Econic, Bonterra Vineyards, Chardonnay, Californien, USA, 2014, middel alkohol (14%) 145,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 14): 75 kr. ved to flasker; fås også hos SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, Kvickly En kraftigt smagende hvidvin på økologisk dyrkede druer. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg,
Orion Classic, Skærsøgaard Vin, Orion, Jylland, Danmark, 2016, lav alkohol (11,5%) 150 kr., Skærsøgaard Vin En raffineret hvidvin med mineralske noter og citrus i duften. Smagen er elegant, frisk og saftig og bliver hængende længe i munden, hvor den udvikler sig med nye fine smagsindtryk. Måske er der mange, der vil tænke, at de ikke vil betale 150 kr. for en dansk vin, men denne vin er på et højt internationalt niveau, så det kan man roligt gøre. Drik den som apéritif eller til retter med lyse fisk.

Rosévin

The Secretary Bird, Boutinot, Western Cape, Sydafrika, 2016, lav alkohol (13%) 45 kr., ViniPortugal Til prisen 45 kr. er dette en både god og forfriskende rosévin med en smuk, lys farve, en duft af blomster og en frugtagtig smag med god syre og lille sødme. Flasken har skruelåg. Den femte stjerne får den for den meget attraktive pris.
Vega Libre, Clásicos del Mediterráneo, Bobal, Utiel-Requena, Spanien, 2015, lav alkohol (11,5%) 69 kr., Vinoble Vellavet rosévin med en god duft og en smag med let fedme og noter af røde sommerbær, mest ribs, ikke så meget jordbær og hindbær, der jo ellers optræder i mange andre roséer. Udpræget til mad. Flasken har skruelåg.

Rødvin

Canelo Estate, Videma, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Reserva, Chile, 2015, middel alkohol (14%) 45 kr., Aldi Denne rødvin er måske nok lidt enkel, men til prisen 45 kr. faktisk rigtig god. Der er blød frugt og en sødme, som mange vil kunne lide. Dertil noter af peber og kanel samt fint integrerede fadnoter. Den femte stjerne får den for prisen. Flasken har skruelåg.
Valiano, Chianti Classico, Riserva, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%) 69 kr., Fakta En seks år gammel, moden og meget lækker Chianti Classico - oven i købet en Riserva - til kun 69 kr. Det er simpelt hen et kup. Vinen er lavet på druerne Sangiovese og Cabernet Sauvignon.
Martín Berdugo, Tempranillo, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%) 75 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport Vellavet rødvin med god duft og en ret kraftig, ikke særlig kompleks smag, der gør den udpræget til en madvin.
Elisabetta Gepetti, Fattoria le Pupille, Morellino, Scansano, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%) 79 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini En dejlig, harmonisk og kompleks rødvin. Den giver et fint billede af druen Sangiovese, der her optræder under navnet Morellino. Vinen er lidt af et fund til prisen 79 kr.
Poggio al Casone, Castellani, Cianti Superiore, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%) 89,75 kr., pris på tilbud i april: 69,75 kr., Skjold Burne Let og lækker rødvin i fin balance. I smagen noter af kirsebær. Vinen er lavet på økologisk dyrkede Sangiovese- og Canaiolo-druer.
Being Unique, Le Grand Noir, Pays d'Oc, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%) 89,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Steiniche Wine Krydret, fyldig og kompleks rødvin på druerne Cabernet Sauvignon (85%) og Shiraz (15%). Vinen har bløde tanniner, en fin sødme, men også et krydret bid, der er godt til mad. Flasken har skruelåg.
Appassimento, Quattro Passi, Rosso Veneto IGT, Italien, 2015, middel alkohol (14%) 95 kr., HøjelseVinkælder Denne rødvin, der er lavet på halvt indtørrede druer, er rent guf. Den har en koncentreret duft af moden frugt og mørke rosiner og en fyldig let krydret frugtsmag, der holder længe i munden. En intens og lækker vin, der vil egne sig til såvel krydrede kødretter som til det store ostebord.
Chãteau de Potiron, Cuvée Privilège, Cõtes de Bordeaux, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%) 99,95 kr., pris på tilbud i denne uge (uge14): 59,95 kr., Megavin.dk / Kvickly Odder Til tilbudsprisen 60 kr. er denne rødvin rigtig fin. Den er lavet på den traditionelle Bordeaux-blanding af Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, og otte år gammel har den en moden, afrundet smag, lige til nyde.
Remordimiento, Bodega Cerrón, Jumilla, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Erik Sørensen Vin En vellavet, økologisk rødvin på druerne Pertit Verdot, Cencible, Syrah og Cabernet Sauvignon. Vinen er tør og med en ren frugtsmag og bløde tanniner. Lang eftersmag.
Terre Sabaude, Gavone, Barbera, Alba, Italien, 2013, middel alkohol (14%) 129 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager Vellavet, flot rødvin med god frugt og markante noter af chokolade og vanille. Bløde tanniner og en lang eftersmag. En venlig vin, som mange vil kunne lide.
Beyer Ranch, Wente Vineyards, Zinfandel, Californien, USA, 2013, høj alkohol (14,5%) 129,75 kr., på tilbud indtil 23. april: 110 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne Dette er en "her kommer jeg" rødvin - en flot, åben og charmerende vin, der er lige til at gå til - og hurtigt bliver festens midtpunkt. Den er fuld af solmoden frugt og har indtagende strejf af mørke rosiner. Frugtsødmen opvejes af et tilpas tanninbid. Nyd den til kraftige kødretter og cremede oste.
Château l'Ermitage, Castillon & Fils, Costières de Nîmes, Frankrig, 2013, høj alkohol (14,5%) 135 kr., Vestergaard Wines Vellavet rødvin på druerne Mourvèdre, Syrah og Grenache. Den har en god, fyldig og harmonisk smag med fint integrerede fadnoter, men også en lille, ikke særlig alvorlig spritkant. Så skænk den gerne let afkølet.
The Econic, Bonterra Wineyards, Zinfandel, Californien, USA, 2015, høj alkohol (14,5%) 145,95 kr., På tilbud i resten af april: 75 kr. ved 2 flasker; sælges også af SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, Kvickly Økologisk rødvin med god, krydret frugt, bløde tanniner og en lille sødme. Til 75 kr. er den et rigtig godt glas.
Liberated, Liberated Winery, Pinot Noir, Monteray, USA, 2013, middel alkohol (13,5%) 189 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., Jysk Vin Dette er Pinot, når den gør sig rigtig umage. En lækker og harmonisk rødvin med en ren frugtsmag og fint integrerede fadnoter. En af de bedste Pinot'er, vi har smagt i nyere tid. Flasken har skruelåg.
Pietra Pura, Cotis, Primitivo, Manduria, Italien, 2012, middel alkohol (14%) 299,75 kr., pris indtil 23. april: 249,75 kr., Skjold Burne Intens frugt, chokolade, nelliker, vanille, sødme, sødme, sødme ... En vin til alle dem, der holder af kraft og sødme. Køl den gerne ned, før den skænkes.
L'errante, Tommaso Bussola, Valpolicella, Italien, 2009, høj alkohol (16,5%) 579 kr., pris ved 12 flasker: 510,10 kr. flasken, YouAndWine En stor rødvin - og en vin med megen sødme. Den dufter af syltede blå blommer og har en vidunderlig og kompleks smag med noter af mokka, tobak, modne brombær og solbær. En smag, der bliver ved med at udfolde sig i munden. Vinen kunne med sin sødme godt minde lidt om en portvin. Nyd den, som den er - som en ren meditations-vin eller til modne oste.

Sød vin

Portal 10, Quinta do Portal, 10 Years Old Tawny Porto, Portugal, 2015, høj alkohol (20%) 199 kr., pris ved 6 flasker: 129,05 kr., Skovgaard Vine Denne portvin har alt, hvad der hører til - rosiner, figner, kandiserede frugter og god sødme, men også et lille, let bittert bid i slutningen, der er ganske interessant.

Andet

Berneroy, Calvados X.O., Frankrig, høj alkohol (40%) 299,75 kr., Skjold Burne Dette er en dejlig calvados, hvor æblesmagen trænger fint igennem, og hvor eftersmagen slutter rundt og blødt og med en anelse sødme. En varmende sag til en kølig forårsaften.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen