Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 33, 2017

Svindelfirma i London

Storbritannien og især London har i de senere år været en ren tumleplads for falske vininvesteringsfirmaer. Det er dog heldigvis lykkedes det britiske politi at optrevle den ene sag efter den anden og arrestere svindlerne.

Senest har politiet arresteret tre mænd, der er mistænkt for at have drevet et opkaldscenter i Fleet Street i London, hvorfra der er blevet ringet til potentielle investorer - fortrinsvis ældre mennesker.
Opkaldet gik hver gang ud på at overtale ofret til at investere i fornemme og kostbare vine, og guleroden var et årligt afkast på mellem 8 og hele 40% af investeringssummen.

Snydt for 8 mio. kr.


Når pengene var indbetalt, hørte ofrene aldrig mere fra ”investeringsfirmaet”, og havde heller ikke mulighed for at få kontakt med opkaldscentret.
I alt 39 briter, der var hoppet på fupnummeret, henvendte sig til politiet, én efter én. Det viste sig efterfølgende, at de tilsammen var blevet snydt for omkring 1 million pund (cirka 8 mio. kr.), hvilket svarer til, at de i gennemsnit hver er blevet franarret omkring 200.000 kr.
Hvor mange andre briter, der er blevet taget ved næsen, men som ikke har henvendt sig til politiet, er jo ikke godt at vide …


Nye druer på vej i den bagende toskanske sol.

Bizart italiensk vejr

Det er ikke kun de franske vinproducenter, der i år forventer en mindre druehøst end normalt. Også i Italien tyder nye oplysninger fra den nationale landbrugsforening på en høst med cirka 15% færre druer end i 2016.
Ligesom i Frankrig er årsagen det alt andet end gunstige vejr i årets løb. Vinteren var tør og mild, hvilket gav tidlige skud på vinstokkene - som så blev hårdt beskadigede under den sene forårsfrost. Dernæst fulgte i flere italienske vindistrikter en langvarig tørke og lokale haglstorme. Et ”bizart” vejr kalder landbrugsforeningen det.

Tidlig druehøst


Nogle områder er hårdere ramt end andre. I Chianti i Toscana og i den berømte appellation for mousserende vin Franciacorta i Lombardiet - meldes der om en forventet reducering af høsten på omkring 30%.
I Chianti skyldes det frem for alt sommertørken, mens det i Franciacorta er forårsfrosten, der har den største del af ansvaret.
Hedebølgen, der har ligget som en dyne over store dele af Italien, medfører, at høsten falder en hel del tidligere end normalt.
På Sicilien drejer det sig om hele tre uger, mens høsten i det nordlige Italien forventes at starte omkring ti dage tidligere.



Foto: Wikipedia/Michael Shanks.

Et par forhadte knapper

De fleste kender det. Man har spist et godt måltid på en restaurant og skal til at betale med sit kort. Stadig oftere bliver man på betalingsterminalen bedt om at trykke på en grøn eller rød knap for henholdsvis et ”ja” eller ”nej” til at give drikkepenge.
En undersøgelse udført af YouGov for Søndagsavisen viser, at hele 43% af danskerne finder det irriterende, at skulle stå over for denne digitale valgmulighed - og 26% mener, at det er direkte grænseoverskridende.
Til avisen forklarer madsociolog Jon Fuglsang, at vi ikke bryder os om på denne måde at blive tvunget til at dele restaurantbesøget op i en god eller dårlig oplevelse.
Man kan jo godt være tilfreds med besøget uden at lægge et ekstra beløb på bordet. Et tryk på ”nej-knappen” kan for mange virke lidt som ”tommelfingeren nedad”.

Hvad mener VinAvisens læsere?


Restauranterne skal selv vælge funktionen til på betalingsterminalen - og det er der stadig flere af dem, der gør. Det gør det jo på en måde også nemmere for gæsten at give drikkepenge - måske er det endda den eneste mulighed, hvis ikke man lige har nogle kontanter på sig.
Nu kunne vi godt tænke os at vide, hvordan VinAvisens læsere forholder sig til den grønne og røde knap på terminalerne. Er det helt ok med den slags - ja, måske endda en fordel? Eller bevirker knapperne ligefrem, at man ender med at trykke ”nej” til drikkepenge af bare irritation?
Send venligst kommentarer til mariette@tiedemann.dk.


Coravin Screw Cap med silikonelaget i midten, hvorigennem nålen stikkes.

Coravin til skruelåg

For fire år siden lancerede den amerikanske atomfysiker Greg Lambrecht den første udgave af Coravin Wine Access System - et system, der gør det muligt at få sig et glas vin uden at skulle åbne flasken.
Systemet fungerer ved, at en nål stikkes ind gennem både kapslen og korkproppen. Når man trykker på en knap, injiceres der komprimeret argon - en gasart, som udgør cirka 1% af jordens atmosfære - hvorved vinen i flasken kommer under pres, mens man derefter hælder vin ud i en tynd stråle gennem nålen. Når flasken igen sættes på bordet, er al ilten erstattet af argon.
Nålen er så tynd, at hullet i korkproppen lukker sig fuldstændig, når den trækkes ud. Der kan hverken trænge vin ud eller ilt ind, hvilket gør, at vinen kan holde sig frisk i flere måneder.
Nu har Lambrecht så lanceret Coravin Screw Cap, der gør det muligt at anvende systemet på vine med skruelåg.

Selvforseglende silikone


Når man har en vin, der lukket med skruelåg, skynder man sig at skrue låget af og skrue Coravin Screw Cap på flaskehalsen. I midten af låget er der et selvforseglende lag af silikone, hvor nålen i Coravin-åbneren stikkes ind. Ligesom ved flasker med korkprop fyldes hulrummet med argon, mens man skænker vinen. Silikonelaget kan ifølge Greg Lambrecht holde til 50 punkteringer, før forseglingen holder op med at virke.
Coravin Screw Cap findes i to forskellige størrelser, der tilsammen skulle passe til stort set samtlige flaskehalse.
I første omgang er den nye opfindelse lanceret i Australien og på New Zealand, hvor de fleste vinflasker er lukket med skruelåg. Prisen er 30 AUD (cirka 150 kr.) for seks skruelåg, men for at have glæde af lågene kræver det jo, at man har redskabet Coravin Wine Access System. Og det koster herhjemme i sin billigste udgave omkring 1600 kr.

Postkort fra Alsace

Nedenfor fortsætter vi vores serie af postkort fra det dejlige Alsace, og vi lægger ud med et besøg i en ganske særlig vinmark i udkanten af Colmar.


Med udsigt til huse stort set hele vejen rundt, er der lidt "vinstokke i baghaven" over den ellers nok så berømte Clos Saint-Jacques vinmark.

Postkort nr. 19 fra Alsace: En vinmark midt imellem alle husene

I sidste uge besøgte vi Domaine Muré og vinhusets vinmark Clos Saint Landelin. Ugens STORE billede længere nede på siden stammer fra svundne tider i det familieejede vinhus.
Nu gælder det så en anden clos (indhegnet vinmark), Clos Saint-Jacques, der ligger i yderkanten af Alsaces vinhovedstad, Colmar. Det er en fuldstændig plan mark omgivet af huse på alle sider - et specielt syn, der godt kunne lede tankerne hen på et fælles hobby-projekt blandt husejerne.
Men sådan forholder det sig langt fra. Den 10,5 hektar store mark er blandt de mest berømte i Alsace. Jorden er rig på sten, og den varme, som stenene suger til sig om dagen, afgiver de om natten. Der falder også kun meget lidt regn i området - Colmar regnes for at være den næst tørreste by i Frankrig efter Perpignan. Høsten foregår da også lidt tidligere i denne mark end noget andet sted i Alsace.
De tørre forhold bevirker ligeledes, at vinstokkenes rødder strækker sig dybt ned i jorden i deres søgen efter vand. Og her nede i dybet henter de også uvurderlige mineraler, der er med til at give elegante, sprøde og aromatiske vine - som herhjemme forhandles af VinMedMere.
Marken, der blev etableret i 1895, ejes af Domaine Viticole de la Ville de Colmar, som igen ejes af far og søn, Jean-Remy og Nicolas Haeffelin.


Det fyldige grønne løv kan ikke helt skjule, at vinstokkene i Clos Saint-Jacques har lidt under årets sene forårsfrost.

Postkort nr. 20 fra Alsace: Synlige spor efter sen forårsfrost

Det var Nicolas Haeffelin, der viste rundt i Clos Saint-Jacques, og han standsede ved nogle lidt medtagede vinstokke. Inde mellem det grønne løv var der visne blade og ødelagte skud og knopper:

- Det er skaderne efter den sene forårsfrost, forklarede han. - Vi regner med, at vi alt i alt har mistet omkring 40% af vores kommende druehøst. Selv om der også er masser af nyt grønt løv og nye små druer, vil det andet hold druer aldrig blive lige så omfangsrigt som det første hold.
Foruden clos'en ejer Domaine Viticole de la Ville de Colmar yderligere 17,5 hektar vinstokke, hvoraf en del befinder sig i Grand Cru-marker. Og som noget helt særligt administrerer vinhuset også de marker, der tilhører Colmars gamle hospital, Hospices de Colmar, som blev grundlagt helt tilbage i 1255.
Nøjagtig ligesom med det berømte Hospices de Beaune har taknemmelige patienter gennem århundrederne doneret vinstokke og -markstykker til hospitalet. Og vinen fik hurtigt ben at gå på - i gamle dage fik patienterne nemlig hver en halv liter rødvin om dagen, fortalte Nicolas.
(Fortsættes nedenfor)



Den imponerende flaskevæg hos Ruhlmann-Schutz. De hvidmalede flasker til højre skal illustrere en drueklase - hvis nu man skulle være i tvivl.

Postkort nr. 21 fra Alsace: Hvert familiemedlem har sin funktion

Vinhuset Ruhlmann-Schutz i Dambach La Ville drives af én stor familie. Der er André Ruhlmann, som har arvet vinhuset Ruhlmann fra sin far - et vinhus, der har været i familiens eje siden 1688. Det er André, der står for vinfremstillingen. Og så er der hans hustru, Laurence, hendes bror Jean-Victor Schutz og svigerinde, Christine. Deraf tilnavnet Schutz. Alle udfylder de hver deres post i det daglige arbejde i vinhuset. Det samme gør deres tilsammen to sønner - og Andrés gamle mor, der går rundt og hygger om de besøgende.
Det første, man ser, når man ankommer til Ruhlmann-Schutz, er en gigantisk væg bygget op af tomme vinflasker, og som André sagde, så har familien selv drukket indholdet i hver eneste flaske.
At indholdet har været godt, kan VinAvisens udsendte skrive under på. Herhjemme forhandles vinene af Fin-Vin og Østjysk Vinforsyning.


Man kan overnatte hos Ruhlmann-Schutz i fire hyggeligt indrettede værelser i den gamle familieejede gård.

Postkort nr. 22 fra Alsace: En snak om et meget aktuelt emne

I den gamle gård, der støder op til vineriet, har Ruhlmann-Schutz indrettet et bed and breakfast med fire værelser. Et rigtig hyggeligt sted at overnatte, mens man udforsker Alsace.
Vi fik en snak med André Ruhlmann om noget, som er yderst aktuelt i Alsace i øjeblikket.
I årevis har man diskuteret, om man skulle indføre en klassifikation med navnet Premier Cru, som man jo kender det fra Bordeaux. Den skulle kiles ind mellem den store brede AOC og så Grand Cru. Nu er man langt om længe blevet enige i det lokale vinråd, og ifølge Ruhlmann er ansøgningerne fra producenter, der gerne vil have marker klassificeret som Premier Cru, begyndt at strømme ind.
Selv går han ikke ind for en Premier Cru-klassifikation her og nu:
- Man burde i stedet gøre en indsats for at udbrede kendskabet til Grand Cru - og til forskellen i kvaliteten på disse fornemme vine i forhold til AOC-vinene. Som det er i dag, siger Grand Cru ikke forbrugerne ret meget.
- Når først man så har hævet Grand Crus image, kunne man begynde at overveje indførelsen af Premier Cru.

Serien afsluttes i næste uge

I næste uge bringer vi de sidste fire postkort fra Alsace, og her gælder det to af distriktets kooperativer, Cave de Ribeauvillé og Wolfberger.


Sindbjerg Vingård på øen Mors er en af de mange gårde, der holder åbent hus på Dansk Vindag.

Besøg de danske vingårde

Der fremstilles efterhånden rigtig megen god vin i Danmark - især hvidvin og mousserende vin. Og vingårdene ligger spredt ud over det ganske land.
Hvis man har lyst til at tage pulsen på den danske vinscene, bør man sætte kryds i kalenderen d. 16. september. Den dag afholdes det årlige arrangement Dansk Vindag, hvor en lang række af landets vingårde holder åbent hus.
Producenterne, der omfatter såvel hobby-vinavlere som professionelle avlere, tilbyder typisk en rundtur i vinmarkerne og vineriet samt smagsprøver på husets vine. Flere steder kan man også købe et par flasker med hjem.
Listen over, hvilke vingårde, der er med i årets arrangement, vil, når dagen nærmer sig, kunne ses ved at klikke her.

Supermarkedernes online-vine

De danske supermarkeders vinafdelinger har som regel et stort og bredt sortiment. Men for nogle af kædernes vedkommende er sortimentet faktisk meget større, end man kan se med det blotte øje.

Det udvalg af vine, man finder hos fx Føtex og Bilka, er suppleret af en omfattende onlinehandel - ligesom man kender det fra mange selvstændige vinforretninger.
- I sagens natur er der både fysiske og logistikmæssige begrænsninger, når der er tale om vine i vores butikker, siger branding manager hos Dansk Supermarked, Peter Koberg.
- Vi synes selv, vi har et godt og bredt udvalg på hylderne både kvalitetsmæssigt og prismæssigt, men vi vil gerne endnu længere ud. Derfor har vi en voksende portefølje af vine, som kun sælges på nettet via Føtex.dk og Bilka.dk.
Samtlige af disse online-vine sælges til priser ved seks flasker. Et eksempel på en sådan vin er hvidvinen Pian del Griso, der netop har indtaget den virtuelle vinhylde. Vinen er skabt i et samarbejde mellem et af Valpolicellas helst store vinhuse, Masi, og så vingården Conti Bossi Fedrigotti i Trentino, der ejes af adelsfamilien Bossi Fedrigotti. I mere end 300 år har familien fremstillet vin - første årgang var 1697. Der er fine stjerner til denne hvidvin længere nede på siden.



Tap vin fra tasken

Den flotte taske på billedet gemmer på en hemmelighed. En lille læderlap på ydersiden skjuler nemlig en hane, hvorfra man kan tappe sig et glas vin - hvilket nok vil vække opsigt, når man er i byen en glad aften.
Vinen befinder sig i en specialdesignet pose, der er fremstillet af samme materialer som den, der er inde i en bag-in-box. Posen, som man selv fylder med vin, placeres i et dertil indrettet lynlås-rum, så resten af tasken kan bruges til alt det andet, man skal have med sig.
Det er det amerikanske firma Bella Vita Bags, der har kreeret såvel tasken, hvis navn er PortoVino, som poserne til vinen.
Tasken, der fås i flere farver, koster 75 dollars (cirka 475 kr.), og en pakke med tre poser 19 dollars (cirka 120 kr.) plus forsendelse til Danmark.
Den berømte whiskybar i Hotel Waldhaus.

66.000 kr. for en måske forfalsket dram

Hotel Waldhaus am See i Saint Moritz i Schweiz har verdens største whiskysamling og en berømt whiskybar, hvor man kan nyde fornemme, kostbare og meget gamle whiskyer.

For nylig betalte en kinesisk turist 9999 CHF (cirka 66.000 kr.) for 2 cl fra en flaske Macallan årgang 1878. Det var aldrig før sket i hotellets historie, og nyheden blev straks viderebragt i medier verden over med billeder af kineseren, glasset med whiskyen, flasken og proppen.
Efterfølgende har flere whiskyspecialiter påpeget, at der højst sandsynligt er tale om en forfalsket whisky.

En lidt for ny etiket


Netop whisky fra det skotske destilleri The Macallan har været udsat for omfattende svindel. Omkring år 2000 ønskede destilleriet at udvide sit bibliotek af gamle flasker, og gik derfor på jagt efter klenodierne på det internationale marked. Det viste sig, at der var et usædvanligt stort antal meget ens (gamle) flasker i omløb - flasker, der da også ved nærmere undersøgelser viste sig at være forfalskninger. Indholdet i flaskerne var whisky med højst ti år på bagen og af ukendt oprindelse.
Der er flere ting, der har fået alarmklokkerne til at ringe hos whiskyspecialisterne, når det gælder flasken hos Hotel Waldhaus.
I betragtning af, at whiskyen skulle være fra 1878, virker etiketten alt for ny. Proppen ser - ifølge specialisterne - heller ikke ud til at have siddet i en flaskehals i over hundrede år. Dertil kommer en lille tekst på etiketten, der tilkendegiver, at indholdets ægthed er garanteret af ”Roderick Kemp, ejer af The Macallan og Talisker destillerierne”.

Betaler pengene tilbage


Roderick Kemp var rigtig nok et anerkendt navn inden for 1800-tallets whiskyindustri, og han ejede da også begge de berømte destillerier - dog ikke på én og samme tid, da Kemp solgte Talisker for at købe The Macallan.
Hos Hotel Waldhaus er man naturligvis oprørt over udsigten til, at whiskyen er en forfalskning, og man vil nu få flasken og dens indhold nærmere undersøgt i et laboratorium i Skotland. Hvis det viser sig, at der er tale om en forfalskning, lover man, at den uheldige kinesiske turist nok skal få hver en skilling tilbage, som han har betalt for den lille men kostbare dram.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Jakobi Vin er optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Ebbe Frahm.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Ebbe Frahm (f. 1943) er uddannet kemiingeniør og har siden 1991 haft sit eget importfirma med salg af hospitalsudstyr m.m., men han har nu solgt firmaet for helt at hellige sig vinens verden, som har været hans store interesse i de sidste 40 år. Utallige ferier til Rhône gav ham smag for de dejlige Rhônevine samt gode forbindelser til en række af distriktets producenter.
Ebbe Frahm fik stadig mere lyst til at forsøge sig med vinimport, og i 1999 slog han dørene op for sit vinfirma, som i dag hedder 2010 Vin & Velsmag. I første omgang blev det til fem franske vine – Nu rummer kataloget en vifte af over 600 forskellige vine fra alle verdens vigtigste vinlande. De fleste leverandører er små, kvalitetsbevidste vinbønder.
Da de andre importaktiviteter i 2015 blev afviklet, besluttede han at flytte vinforretningen til nye lokaler med et mål om at indrette Danmarks flotteste vinbutik. Dette er ifølge de mange besøgende, som også kommer langvejs fra, lykkedes. Udover vine fører butikken en meget omfattende liste af spiritus og delikatesser.
På trods af den daglige strøm af butikskunder er hovedfokus dog engrossalget. I 2010 blev Ebbe Frahm partner med madguruen Claus Meyer via medejerskab af et hotel i Sakskøbing. Og naturligvis fik hotellet straks sin egen vinbutik.
Der er god hjælp at hente fra hustruen Lena, og de tre voksne børn er glade aftagere af de vinprøver, der bliver til overs.
Når Ebbe Frahm ikke har travlt med import af vin, giver han den gerne hele armen på den lokale golfbane eller pakker kufferten og rejser med Lena til Frankrig.
Adresse: 2010 Vin & Velsmag, C. E. Christiansens Vej 1, 4930 Maribo, tlf.: 54 76 34 30, e-mail: ef@2010.dk, www.2010.dk.



Ugens vinøse billede

I sin sommerferie har Bente Petersen været i Bourgogne, hvor hun har fulgt Route des Grands Crus - den 60 kilometer lange vinrute, der strækker sig fra Dijon til Santenay. Undervejs kommer man forbi Bourgognes mest berømte vinmarker. Det smukke billede tog hun lige uden for byen Fixin.
En af de berømte byer på ruten er Nuits-Saint-Georges. Her købte Bente Petersen lidt af den glimrende lokale vin, og som hun skriver, så bærer byen stadig præg af, at den var målby for årets Tour de France.

Send endelig billeder til os!


Vi siger tak for billedet - og opfordrer samtidig andre læsere, der ligger inde med gode vinøse billeder fra sommerferien til at sende dem til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-442


440 Vinhuset Muré i Alsace har rødder langt tilbage i tiden, hvilket dette gamle fotografi fra 1929 vidner om. (foto © Domaine Muré).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 21 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Garennes, Producteurs Reunis, Côtes de Gascogne IGP, Frankrig, 2016, lav alkohol (11,5%)

49,95 kr., ViniPortugal

En frisk og læskende hvidvin på druerne Colombard og Sauvignon Blanc. Det er en let vin med kun 11,5% alkohol, men den hænger fint sammen med en ren frugtsmag, noter af citrus og en lille sødme, der holdes i skak af syren. En yderst venlig pris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pian del Griso, Masi/Conti Bossi Fedrigotti, Pinot Grigio, Valdadige DOC, Italien, 2016, lav alkohol (12,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, Føtex.dk

Dette er en dejlig og let hvidvin med en sart krydret duft og en frisk druesmag med citrusnoter. Det er en vin, der kalder på lyse fisk og skaldyr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Moselland, Riesling, Mosel, Trocken, Tyskland, 2015, lav alkohol (11,5%)

79,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 59,75 kr., Skjold Burne

Let, frisk og liflig hvidvin, som er meget anvendelig både til mad, som apéritif og terrassevin. God druesmag, mineralske noter og en charmerende sødme, som jo er en egenskab ved mange Mosel-vine. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Tamerice, Valturio, Marche Bianco IGT, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%)

92 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Denne økologiske hvidvin smager godt, og med sin tørhed og krydrede noter er den udpræget en madvin - og vin til en ret, der smager af noget. I smagen noter af pære.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Grey, Ventisquero, Chardonnay, Valle de Casablanca, Chile, 2014, lav alkohol (12%)

95 kr., pris ved 6 flasker., The Wine Company

Lækker hvidvin med typisk Chardonnay-smag ... ananas, vinrabarber, papaya. Dertil fint integrerede fadnoter efter ti måneder på fransk eg, mineralske noter og en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Rambling Ruins, Kellermeister, Pinot Gris, Eden Valley, Australien, 2015, lav alkohol (12,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Der er gods og volumen i denne dejlige hvidvin, der folder sig ud i munden med sin gode druesmag og mineralske noter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Doniene, Doniene Gorrondona, Hondarrabi Zuri, Bizkaiko Txakkolina, Baskerlandet, Crianza, Spanien, 2015, lav alkohol (13%)

135 kr., The Wine Company

En pæn hvidvin fra det spanske Baskerland. Druen er den lokale Hondarrabi Zuri, og vinen har en god, fyldig druesmag med citrus og en lille sødme samt markante faddnoter. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Redoma, Niepoort, Douro, Portugal, 2016, lav alkohol (12%)

169,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 129,75 kr., Skjold Burne

En flot hvidvin med en intens druesmag, der gør den til en madvin. Den har fine, krydrede noter, fint integrerede fadnoter og en lang eftersmag.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Corbelli, J. Corbelli & Figli, Vino d'Italia, Italien, lav alkohol (12%)

79,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Denne gode og billige - og ganske lyse - rosé er rigtig lækker. Den udvikler sig med frugt og noter af hindbær, ferskner og vandmelon hele vejen frem til den lange eftersmag. En meget anvendelig vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carredueñas, Concejo Bodegas, Tempranillo, Valladolid, Spanien, 2016, middel alkohol (13,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., D’Wine

En ret kraftig rosévin, der hænger godt sammen. Den har en god, let cremet smag med lyse bær - ribs og hindbær, lidt jordbær og måske især banan og melon. Altså en vin med facetter. Kan også bruges som terrassevin med snacks.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Frontera, Concha y Toro, Merlot, Valle Central, Chile, 2016, lav alkohol (12%)

39 kr., på tilbud hele august: 30 kr., Fakta

Til både 30 og 39 kr. en rigtig god og meget anvendelig hverdags-rødvin - tilmed med et behersket alkoholindhold, så man med fornøjelse kan tage sig nogle gode, store slurke. Der er god, fyldig frugt, noter af kirsebær og et strejf af tobak og kakao. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Herènxia Altés, Garnatxa Negra, Terra Alta DOC, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%)

59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

En dejlig og harmonisk rødvin med en god duft af modne brombær og en koncentreret frugtsmag med tilpas syre og tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fagiano, Produttori di Govone, Barbera, Asti, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

80 kr., Premier Cru

En lækker rødvin - pengene værd. Den har god, "varm" frugtfylde med noter af efterårsbær. Blåbær, brombær. Dertil en lille sødme. Kan også klare en kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Mascota, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina, 2015, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris ved 2 flasker i hele august: 54,50 kr., Kvickly

En overordentlig vellavet rødvin, der til tilbudsprisen er lidt af et kup. Den har en blød, afrundet smag med fint integrerede fadnoter efter de tolv måneder på egefade.

stjernestjernestjerne

Château la Roche, Côtes de Bordeaux, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)

119 kr., pris ved 3 flasker: 107,10 kr., Propperiet

En lille rødvin, der ikke er særlig typisk Bordeaux og udpræget skal nydes til mad. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Why not?, Puglia IGT, Italien, 2015, høj alkohol (15%)

129 kr., på tilbud i uge 33 (denne uge): 49,83 kr. ved 6 flasker, Kvickly

Kraftig rødvin på druerne Negroamaro og Primitivo. En af disse bamsevine fra den italienske støvlehæl, der er så populære i øjeblikket - oplagt grillvin. Og en vellavet vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sartori, Amarone della Valpolicella, Italien, 2013, høj alkohol (15%)

165,95 kr., Amka

En rigtig god Amarone - en stor vin i fin balance. En dyb og varm frugtsmag, men også med krydderi og syre. I smagen mørke bær, peber, violer, nelliker ... Helt i top.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Tercera, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)

199,95 kr., 149,95 kr. ved 6 flasker; på tilbud: 99,95 kr., Supervin

En rigtig fin Rioja-rødvin, syv år gammel, moden og lige til at plukke. Den har en blød, harmonisk og kompleks smag med noter af mørke bær og vanille og diskrete fadnoter. Kan bruges både til mad og meditation.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bicento, Nativ Bicento Aglianico, Irpinia Campi Taurasini, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

Flot rødvin med et bredt smagsspektrum - en vin, man kan på opdagelse i. Blommer, kirsebær, chokolade og en god krydring. Nem at drikke, og mange vil være glade for den.

stjernestjernestjernestjerne

Eulalie, Château de Cénac, Malbec, Cahors, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)

199,95 kr., VinMedMere.dk

En rigtig Cahors-rødvin med en intens, krydret frugtsmag med noter af mørke bær. Syv år gammel, men må gerne ligge lidt endnu. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Corte Adami, Amarone della Valpolicella, Italien, 2013, høj alkohol (15,5%)

239 kr., Altinus Vin

Dette er ikke en af de klassiske muskuløse amaroner. Den har ganske vist den typiske amarone-duft af mørke rosiner og tørrede frugter og en god portion alkohol. Smagen har også frugtsødme, men den opvejes af en forfriskende syre og fine krydrede noter. Det er en elegant og på mange måder let amarone med en alkohol, der på ingen måde bider i eftersmagen.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Jus de Raisin, Paul Giraud, Druesaft med bobler, Frankrig, 2016

69,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 49,75 kr., Skjold Burne

Hvad er dette? Ikke en vin, men druesaft tilsat bobler. Nul alkohol. Forfriskende og anvendelig i mange situationer - gravide, bilister og gravide bilister.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen