Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 46, 2017



Skål du gamle!

”I almindelighed giver vinen varme, den er let fordøjelig, forbedrer appetitten, hjælper på søvnen og har livgivende egenskaber.” Sådan skrev oldtidens romerske feltlæge Dioskurises i sit bogværk De Materia Medica.

En noget anden holdning til vin og helbred har Dame Sally Davies, der er Englands Chief Medical Officer. Hun mener, at enhver indtagelse af alkohol er farlig for helbredet. - Gør som jeg, tænk på kræft, før du tager et glas vin, har hun engang sagt.
Begge udsagn kan man læse i en ny bog af Erik Skovenborg. Titlen er ”Skål du gamle”, og bogen opruller den ene årsag efter den anden til, at folk i alderen 60+ har gavn af et mådeholdent, regelmæssigt vinforbrug.
Læseren bliver ført gennem talrige undersøgelser, der viser, at vin og anden alkohol i rette mængder kan forlænge levetiden ved at nedsætte risikoen for blodpropper, type 2 diabetes og demens.
Herlig læsning for vinnyderen - men også velfunderet læsning. Skovenborg er nemlig både vinskribent og læge, og med sin lægefaglige baggrund forstår han om nogen at give videnskabeligt belæg for det, han skriver.

Emma Morano på 117 år


Man får også historien om 117-årige Emma Morano, der hver dag spiste to rå æg og skyllede dem ned med et glas hjemmelavet cognac. Og om sardiske Antonio Todde, der livet igennem drak tre glas rødvin hver eneste dag - dog halverede han mængden, tre år før han døde i en alder af knap 113 år.
I et af kapitlerne redegør Erik Skovenborg for begrebet genstandsgrænser. Og det er underholdende - men også forbløffende - læsning.
Det er utroligt, som grænserne er bølget op og ned - blandt andet i Storbritannien, hvis grænser på et tidspunkt blev forbilledet for dem herhjemme.
I 1979 fik briterne at vide, at forbruget for mænd og kvinder ikke måtte overstige 56 drinks pr. uge!
I 1987 indførtes så en ugentlig grænse på 14 genstande for kvinder og 21 for mænd - grænseværdier, som den danske sundhedsstyrelse kopierede, dog uden at tage hensyn til, at en genstand i den engelske model bestod af 8 g ren alkohol, mens en dansk genstand er på 12 g.
De, der udformede den engelske model, har i øvrigt sidenhen indrømmet, at 14/21-genstandsgrænserne ikke byggede på et sikkert videnskabeligt grundlag men blot var arbejdsgruppens bedste gæt …
Som bekendt har Sundhedsstyrelsen herhjemme siden skåret grænserne ned til 7/14 genstande om ugen.

Et slag for alkohol på plejehjem


Erik Skovenborg slår også et slag for vin og en lille skarp på plejehjemmene. Og han fatter ikke, at der findes plejehjem, der forbyder alkohol - især når forsøg viser, at medicinforbruget kan nedsættes væsentligt, når de ældre får blot et enkelt glas vin dagligt. Ud over, at vinen har en række sunde egenskaber, så stimulerer den også de ældres appetit, og det er kendt viden, at småtspisende ældre dør for tidligt, som Skovenborg skriver.
Bogen rummer også tips om øl og vin til hverdagsretter og festmad og fortæller om myter og facts om virkningen af en godnatbajer.
”Skål du gamle” er en helt igennem velskrevet og livsbekræftende bog, og forfatteren selv er et lysende eksempel på, at et moderat vinforbrug kun er af det gode. Skovenborg er nemlig en yderst velholdt 72-årig vinskribent.
(Forlaget Klim, 323 sider, 299,95 kr.)


En vinstok, der er angrebet af Esca, får brune skjolder på det grønne løv. Foto: Wikipedia/Bauer Karl.

Frygtet sygdom på fremmarch

Det kan godt være, at årets vejr har drillet de franske vinproducenter med alt fra forårsfrost til ekstrem varme. Til gengæld har der i 2017 ifølge Vitisphere generelt været færre sygdomsudbrud i vinmarkerne end normalt. Dog har en enkelt svampesygdom, Esca, været ualmindeligt angrebslysten - og det er en af de mest frygtede vinmarkssygdomme.

Esca angriber vinstokkens stamme, får den til at rådne og medfører til sidst vinstokkens død. Før det sker, vil vinproducenten opleve, hvordan han gennem nogle år får et stadigt mindre høstudbytte. Sammen med en anden svampesygdom, Black dead arm (sort død arm), anser nogle forskere Esca for at være lige så alvorlig en trussel for de europæiske vinmarker, som vinlusen var det i anden halvdel af 1800-tallet. Det er nemlig ikke kun i Frankrig, svampesygdommen breder sig, men også i flere europæiske vinlande.

Også Sauternes er ramt


I Frankrig har Esca i år især plaget vinproducenterne i Alsace, Loire, Jura og Bourgogne. Men også i Sauternes i Bordeaux er det første gang nogensinde, man har set så mange angrebne vinstokke. Og Sémillon Blanc, som er den store drue i den søde hvidvins-appellation, er ellers normalt resistent over for sygdommen.
I Cognac, hvor man siden 2001 har optalt tilfælde af Esca-ramte vinstokke, har det vist sig, at 10% af de vinstokke, man har analyseret i år, var angrebet. Det gør 2017 til det næstværste år for sygdommens angreb - kun overgået af 2012, hvor 12% viste tegn på Esca.
I 2014 kostede svampesygdommene Frankrig 1 milliard euro (cirka 7,4 mia. kr.) i mistet vinproduktion, og det værste er, at der ikke findes nogen lovlige bekæmpelsesmidler mod hverken Esca eller Black dead arm.


En vinmark i appellationen Vézelay. Foto: Wikipedia/Xaviateur.

To nye Bourgogne-appellationer

Bourgogne har netop fået godkendt to nye appellationer hos den franske appellationsmyndighed INAO (Institut National des Appellations d’Origine).
Det drejer sig om Bourgogne Côte d’Or og Vézelay i den nordligste del af distriktet, som er blevet forfremmet til Vézelay Village.
Der er fire kvalitetsniveauer inden for Bourgogne-klassifikationen. I toppen ligger Grand Cru, der efterfølges af Premier Cru og dernæst Village, hvor hovedbyen i en bestemt region figurerer på etiketten. Nederst på kvalitetsstigen ligger de regionale appellationer og så til sidst den store brede Bourgogne AOC.

Vézelay på vej tilbage


Vézelay er således kravlet et trin op ad stigen, hvilket viser, at området er på vej tilbage til sin tidlige storhedstid.
Lige indtil vinlusen, Phylloxera vastatrix, hærgede Vézelay i 1880’erne og udryddede næsten samtlige vinstokke, havde området en blomstrende og anerkendt vinindustri. Siden da har det været svært for vinproducenterne at rejse sig fra asken. Først i 1985 blev Vézelay tildelt den brede Bourgogne-appellation, i 1998 fik vinproducenterne så lov til at skrive det lidt finere Bourgogne Vézelay Régionale på etiketterne, og nu har området så igen taget et skridt i den rigtige retning.


Chefvinmager Frans Smit foran den hvide fotovæg.

Besøg fra prisbelønnet vinhus

En aften for nylig strømmede mere end hundrede vinfolk fra Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen til Coops hovedsæde i Albertslund.
Cirka en gang om året inviterer Coop sine vinfolk til en større vinsmagning, hvor de kan møde en af vinmagerne bag vinene i butikkernes sortiment.
I lokalet, hvor smagningen skulle foregå, var der opsat en transportabel hvid væg, hvor kun lidt guld og sort brød den hvide flade. Her kunne man så stille sig op og blive fotograferet sammen med vinmageren, hvilket flere af vinfolkene gjorde. Der var lidt Oscar- og filmfestival over fotovæggen, men det kunne aftenens hovedperson bestemt godt leve op til. Det var nemlig ingen ringere end Frans Smit, chefvinmageren fra Sydafrikas mest prisbelønnede vingård, Spier, der gæstede Danmark.

Lækre Chenin Blanc-vine


Vi har mødt Frans Smit ved flere lejligheder både i Danmark og i Sydafrika - sidst var det ved en glimrende smagning i København, som man kan læse mere om ved at klikke her.
2017 har været et lidt hårdt år for vinproducenterne i Sydafrika. Landet har været plaget af tørke, hvilket er gået ud over vinmarkerne, og vanding har været umulig i flere områder, da floderne er udtørrede. Hos Spier har man måttet udtynde i drueklaserne, fortalte Smit, så der er vand og næring nok til de resterende druer, som vil blive høstet i starten af det nye år.
Men tilbage til de vine, Smit præsenterede. Aftenen bød på i alt tretten forskellige flasker, og blandt højdepunkterne må nævnes to hvidvine på Chenin Blanc - Signature 2017 (79,95 kr.), der har en duft af friske abrikoser og en cremet og let krydret smag, som slutter med fine citrusnoter. Og så var der 21 Gables Chenin Blanc 2015 (149,95 kr.), som er en fyldig, let krydret hvidvin i fornem balance mellem frugtsødme og -syre. Navnet 21 Gables (gavle) er afledt af de netop 21 meget forskellige gavle, som pryder Spiers gamle, hvidkalkede bygninger.

En vin opkaldt efter vinmageren


Det er også værd at gå på jagt efter Spier Selection Blend 2015 (99,95 kr.), en rødvin på fem forskellige druer, og så er der rødvinene på Pinotage-druen, hvor 21 Gables 2014 (149,95 kr.) er en absolut topvin. Den er elegant med god struktur og krydrede noter og med en lang eftersmag med strejf af aromatisk peber. Og den er så afgjort et rigtig godt køb til prisen.
Smagningen sluttede med Spiers flagskib, som er opkaldt efter vinhusets berømmede vinmager. Spier Frans K. Smit 2011 (399,95 kr.) er en rødvin med krydrede noter, der giver pikant modspil til en ren solbærsmag, tilpas tanniner og en fin syre til slut. Samtlige af de smagte vine kan købes i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen.
Vinmageren havde i øvrigt haft en travl uge. Forud for arrangementet i Albertslund lå lignende smagninger på Bornholm samt to forskellige steder i Jylland. Og så skulle han også nå at deltage i den oversøiske vinfestival i Politikens Hus, før han vendte hjem til Sydafrika.


Foto: Wikipedia/Nyttend.

Ung med rødvins-stof

Måske går vi en fremtid i møde, hvor vi kan glemme alt om botox og få et yngre udseende ved hjælp af resveratrol - det stof, der findes i rødvin (samt i blåbær og mørk chokolade), og som i forvejen er kendt for sine mange helsebringende egenskaber.
Et hold britiske forskere fra universiteterne i henholdsvis Exeter og Brighton har nemlig gjort en epokegørende opdagelse.
Når vi ældes, ophober de gamle celler sig i vores væv. Der er stadig liv i dem, men de deler sig ikke som førhen og fungerer heller ikke optimalt - hvilket er en af årsagerne til, at vævet og de indre organer bliver stadig mere modtagelige for diverse sygdomme.
I et reagensglas tilførte forskerne resveratrol til gamle celler, og stor var deres forundring over den nærmest eksplosive udvikling, der skete i det lille glas.

Gamle celler foryngede sig


Efter blot få timer begyndte cellerne - med et forskerblik - at se yngre ud. Og ikke nok med det - de begyndte også at dele sig ligesom unge celler. Desuden havde de nye celler længere telomerer - det er de DNA-strenge, der sidder for enderne af et kromosom, og som bliver stadig kortere, jo ældre vi bliver.
For at være på den sikre side gentog de overraskede forskere forsøget adskillige gange - og hver gang med samme gunstige resultat.
I første omgang håber forskerne, at deres opdagelse en dag vil kunne bruges til at behandle ældre mennesker for diverse aldersrelaterede sygdomme.
Man kan læse mere om forskningen ved at klikke her.


Fire gæster hos O'Naturel.

Nøgen vinnydelse

I O’Naturel i Paris kan man godt forvente, at temperaturen i lokalet er lidt højere, og at vinen derfor serveres en tak køligere end normalt. Gæsterne har nemlig ikke en trevl på kroppen i denne nye restaurant i 12. arrondissement.

Nudist-restauranten har i alt 40 siddepladser og et omklædningsrum, hvor gæsterne kan lægge tøjet, når de ankommer. Til de lidt blufærdige uddeles der store hvide servietter …
Det er ikke billigt at få lov til at spise uden tøj på - á la carte retterne starter ved 32 euro (cirka 238 kr.). Men tvillingebrødrene Mike og Stéphane Saada, der har åbnet restauranten, behøver ikke at være bange for svigtende omsætning. Nudisme er ifølge Eater ved at blive lidt af en trend i Frankrig med omkring 2,6 millioner tilhængere, der er medlemmer af nudistklubber eller på anden måde dyrker trenden.
Af samme årsag har myndighederne i Paris for nylig indviet et nudistområde i byens store park Bois de Vincennes.
Den første aften, O’Naturel holdt åbent, havde man selvfølgelig inviteret Paris’s store nudistforening til at komme og tage for sig af retterne.

2 mio. kr. for en flaske vin

At kultvine bliver solgt til tårnhøje hammerslag på auktioner verden over er nærmest hverdagskost. Men for nylig slog en enkelt vin alle rekorder og blev den hidtil dyrest solgte flaske 75 cl’s vin nogensinde såvel på auktion som i den almindelige handel.
Auktionen var den årlige velgørenhedsauktion Carnivale du Vin i New Orleans, vinen var The Setting Cabernet Sauvignon årgang 2015 fra Alexander Valley i Californien, og hammerslaget lød på gigantiske 350.000 dollars (cirka 2,2 millioner kr.).

Signaturen gjorde forskellen


Normalt koster årgang 2015 af denne rødvin 85 dollars (cirka 545 kr.), men der var tale om en ganske særlig udgave, som The Setting Wines's berømte vinmager, Jesse Katz, havde kreeret til den lige så berømte Hollywood-filmagent Shep Gordon. Der er kun fremstillet få eksemplarer af vinen, der bærer Gordons signatur på etiketten, og flasken på auktionen er den eneste, der er blevet sat til salg af filmagenten.
Den slags er guf for især amerikanske vinsamlere, og køberen var da også en samler fra Mississippi, Andi Oustalet - der dog deltes med nogle venner om det store beløb og dermed om vinen.
Gordon får selvfølgelig ikke en eneste krone af de mange penge, der alle går til velgørende formål.


Det lille tog, der bringer turister rundt på Domaine de la Graves ejendom.

Priser til turistvenlige vinhuse

Organisationen Great Wine Capitals er et internationalt netværk af ni byer, der alle har det til fælles, at de er centre i berømte vinregioner, og netværket ser det som sin opgave at fremme vinturismen i regionerne.
Derfor uddeler organisationen hvert år prisen ”Best of Wine Tourism”, som gives til vinhuse, der inden for syv forskellige kategorier har noget ekstra godt at tilbyde turisterne.
Der er netop taget hul på årets prisuddeling, og ballet er åbnet med priserne til vinslottene i Bordeaux. Priserne til vinhusene i de andre landes vinregioner følger snart.
I Bordeaux gik fx prisen for bedste sted at overnatte til Château Le Pape i Pessac-Léognan, der ud over meget lækre standardværelser også skulle have en fantastisk lounge og bibliotek.
Château de la Dauphine i Fronsac fik en pris for en spændende undervisnings-tur i slottets biodynamiske vinmarker. Og så var der Château La Dominique, der vandt i kategorien arkitektur og landskab for et ualmindeligt flot moderne byggeri af arkitekten Jean Nouvel.

Et lille tog løb med topprisen


Dommerpanelet vælger også hvert år et projekt, der vinder over alle de andre inden for hver vinregion. I Bordeaux gik ”juryens særlige pris” til Domaine de la Grave i appellationen Entre-Deux-Mers. Slottet fik prisen for et lille grønt tog, der bringer turisterne rundt på en oplevelsestur i den 20 hektar store ejendom. Undervejs stopper toget ved fire ”stationer”, hvor hvert stop byder på en ny oplevelse - fx vinsmagning, aromaleg eller skattejagt (for voksne). Turen rundes af med et besøg i vinslottets eget bødkeri og vinmuseum.
Togturen varer i alt 45 minutter og koster 10 euro (cirka 75 kr.). Faktisk en rigtig god idé og en smart måde at nå en masse på i løbet af kort tid.
Ved at klikke her kan man søge på de ni byer og vinregioner og læse om alle vinderne - dog er det som nævnt i skrivende stund kun vinderne fra Bordeaux, der er lagt ind.


Tæt på alvidenhed

Vinens verden er uendelig stor. Intet menneske kan vide ALT om vin. Men man kan komme meget tæt på alvidenheden, hvis man er den lykkelige ejer af ”Oxford Vinleksikon”, der netop er udkommet i en ny og stærkt revideret udgave på dansk (Lindhardt og Ringhof, 599,95 kr.).
Der er tale om en kæmpebog, 4,5 kilo med 824 store sider og over 4000 opslag, der behandles med stor viden og grundighed – fx fylder artiklen om druen Chardonnay hele 315 linjer!
Som ved de tidligere udgaver har den britiske vinskribent Jancis Robinson haft et fast greb om det redaktionelle ror, denne gang med bidrag fra 187 internationale eksperter, og bogen er med stor omhu både oversat til dansk og suppleret på fremragende vis af Anna Garde. Det må have været et kæmpearbejde.

Gennemgribende revideret


Meget er forandret i den nye udgave. Der er cirka 300 nye opslagsord, og mere end 60% af artiklerne er blevet gennemgribende revideret, ligesom kortene over alle vigtige vinregioner er ført ajour.
En del af revisionerne skyldes de globale klimaforandringer. Netop i disse år hører vi jo mere og mere om tørke, oversvømmelser, hagl og ”nye” skadedyr i vinmarkerne. Men der sker også en stadig udvikling i fremstillingen af vin med nye teknikker i mark og kælder.
”Oxford Vinleksikon” er den oplagte julegave til vinelskeren, der vil få stor fornøjelse ud af at slå op i den på tilfældige sider og blive meget klog på Blandy, Coldaro, Fetasca, Glycerol, Huxelrebe, Kopulation, Meritage, Metamycin, Osmose, Refosco, Spytning, Topoklima og Vinifera – og klog på Chardonnay på 315 linjer.

VinAvisens store smagning af champagne!

Der har været rigtig meget skum i glassene hos VinAvisens smagepanel i de seneste par uger. Af de mange flasker champagne, vi har smagt, har nogle fået fem, fire eller tre stjerner, mens andre igen ikke er sluppet gennem nåleøjet. Alt i alt er det blevet til 49 vinanmeldelser, der findes nederst på siden i forlængelse af ugens øvrige anmeldelser.
Nedenfor fortæller vi lidt om de ædle bobler og giver gode råd til servering, når nu rådhusklokkerne snart slår det nye år ind.


Nyhøstede Chardonnay-druer - den ene af de tre druer, der indgår i champagne. Foto: CIVC.

Kun i Champagne laves der champagne

Champagne-distriktet ligger i det nordøstlige Frankrig, og selv om der fremstilles mousserende vin i mange forskellige lande efter nøjagtig samme metode, som i det franske distrikt, så er det kun her, man må sætte ordet ”champagne” på etiketten.
De ædle bobler fremstilles på hvidvinsdruen Chardonnay samt på de to rødvinsdruer Pinot Noir og Pinot Meunier. Ofte indgår alle tre druer i en og samme flaske champagne, men i de såkaldte Blanc de Blancs (hvid af hvide (grønne)) druer er der kun brugt Chardonnay. Ligeledes fremstilles der Blanc de Noirs (hvid af sorte (blå druer)), hvor det kun er rødvinsdruerne, der anvendes.
I VinAvisens online-bog, Vin for begyndere, kan man læse hele historien om champagnens oprindelse og dens fremstilling. Nedenfor vil vi dog nævne tre vigtige ting, når det gælder skabelsen af vinene.


I gamle dage brugte man de såkalte pupitre, skråtstillede reoler, til flaskerne i kældrene - i dag foregår det møjsommelige arbejde med at vende flaskerne maskinelt. Foto: CIVC.

Andengæring og dosage

* Langt de fleste champagner er blandet af vine fra flere forskellige år, hvorfor der ikke står nogen årgang på etiketterne. Dog findes der også årgangschampagner, hvor vinen er fra én og samme druehøst.
* Vinen andengærer på flaske, og når gærcellerne i flasken har udført deres arbejde, dør de og lagrer sig som et grumset bundfald. Ved at skråtstille flaskerne og dreje dem hver dag over et par måneder, så de kommer til at stå med flaskehalsen stadig mere nedad, ender man med at have bundfaldet helt oppe ved proppen.
* Til sidst fryser man toppen af flaskehalsen og lader proppen springe, hvorved den lille isklump med bundfaldet ryger ud. Før man forsyner flasken med den endelige champagneprop, bliver champagnens sødme justeret med en blanding af sukker og vin, den såkaldte dosage. Afhængig af, hvor meget, der kommer i champagnen af denne blanding, bliver indholdet mere eller mindre sødt. Hvor sød eller tør, champagnen er, fremgår af etiketten: Doux (sød), Demi-Sec (halvsød), Sec (medium), Extra Sec eller Extra Dry (halvtør), Brut (tør), Extra Brut (meget tør) og Brut Natural eller Brut Zéro (ekstra tør).


Der er forskellige bud på, hvor mange bobler der er i en flaske champagne. Foto: CIVC.

Uenighed om antal bobler

En af glæderne ved champagne er boblerne, og det er i høj grad også dem, der formidler aromaen og smagen af vinen.
Hvis man vil have ekstra mange bobler i sin champagne, skal man servere den en anelse lunere end køleskabskold, og tippe champagneglasset, så vinen hældes ned langs indersiden.
Holder man glasset lodret og hælder champagnen ned i midten, bevares kun halvt så megen kuldioxid.
Boblerne opstår i øvrigt ved små ujævnheder i glassets overflade, hvor kuldioxiden, der er opløst i vinen, opfanges i vibrerende lommer.
Og nu vi er ved boblerne, så er der sikkert nogle af vores læsere, der har funderet over, hvor mange bobler, der er i en flaske champagne.
Ifølge champagnehuset Bollinger, der har udført nøje boblestudier, skulle der være lige omkring 56 millioner! Nogle forskere hælder mere til 15.000 bobler. Og så er der den franske champagneforsker og professor ved Université de Reims, Gérard Liger-Belair, der er nået frem til, at det gennemsnitlige antal bobler i et champagneglas (en flûte) ligger på 1 mio. - altså betydeligt færre end Bollingers og mange andres udregninger.
I øvrigt - hvor elegant det end er at bruge flûterne til boblerne, så er et tulipanformet vinglas langt bedre. Her er der plads til, at vinens aroma kan samle sig og kanaliseres op mod næsen, mens den lille overflade i flûten ikke levner mange chancer for at indsnuse aromaen.
En plantegning af det nye store bourbon-center, som bliver opført i en nedlagt grusgrav.

Stort center helliget bourbon

Den amerikanske stat Kentucky er uløseligt forbundet med den særlige whiskey-type bourbon.
Whiskeyen er opkaldt efter Bourbon County - den store region, der i gamle dage dækkede det meste af Kentucky.
Der er en række krav til fremstillingen af bourbon. Whiskeyen skal være lavet i USA og på mindst 51% majs. Og så skal den være modnet på nye fade af amerikansk hvideg - der skal være toastede (brændte) indvendig.
Selv om det er tilladt at fremstille bourbon overalt i USA, så kommer langt hovedparten af flaskerne stadigvæk fra Kentucky.
Nu får staten et kæmpestort center, Kentucky Owl Park, helliget bourbon. Det bliver opført i Bardstown på et sted, hvor der i øjeblikket ligger en kolossal grusgrav, Cedar Creek Quarry, og det kommer til at brede sig over 4046 kvadratmeter og koste omkring 150 millioner dollars (cirka 958 mio. kr.).

Tog med egen station


Ud over kontorer, destilleri, tappehal og haller til fadmodning vil det nye byggeri også rumme et bødkeri, der fremstiller fade, et besøgscenter, en gourmetrestaurant, en ferskvandssø og et vintage passagertog i bedste amerikanske stil med egen togstation.
Byggearbejdet begynder i starten af 2018, og man forventer at kunne producere den første bourbon i 2020.
Bag projektet står Stoli Group, en af verdens store spirituskoncerner, der blandt andet ejer vodkamærket Stolichnaya - men også bourbonmærket Kentucky Owl, som det nye center er opkaldt efter.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.



Ugens vinøse billede

Så små er Vermentino-druerne i maj måned ved Liguriens kyst i Norditalien. Det er Jess Thorsen, som har sendt dette dejlige billede, der i en kold tid leder tankerne hen på foråret.
Det er taget i nærheden af byen Lerici, som ligger perfekt for sejlture langs kysten, et smut til Firenze eller nogle af de andre skønne steder i Toscana.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-442


452 Efteråret er kommet til det dejlige landskab i det spanske Somontano (foto © D.O. Somontano).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 68 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mont Marcal, Cava, Semi Seco, Spanien, lav alkohol (11,5%)

99,75 kr., på tilbud året ud: 79,75 kr., Skjold Burne

En meget dejlig boblevin efter champagne-metoden og til en rimelig tilbudspris. Den har fine bobler, tilpas mousse i munden og en lækker smag med noter af mandariner og vanille. Dertil en sødme, som mange vil være glade for. Brug den fx til ost og frugt.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Riesling Dry, Schmitt Söhne, Riesling, Mosel, Tyskland, 2016, lav alkohol (12,5%)

74 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., Holte Vinlager

En frisk hvidvin med citrusnoter i duften og med smag af grønne druer og lime. En lille fin honningnote giver modspil til vinens ret markante frugtsyre. Det er så afgjort en vin til mad - gerne til skaldyr og lyse fiskeretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland, 2016, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

Frisk og flot hvidvin med et klart billede i duft og smag af druen Riesling. Den har en markant syre, der går lige til grænsen og gør vinen til en udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

25 Rare, Nativ, Greco di Tufo, Irpina Greco, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk

Ret let, delikat og fint krydret hvidvin med god druesmag og noter af tropiske frugter. Dertil et strejf af honning. God, lang eftersmag. En fornøjelse.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Burro Loco, Concejo Bodegas, Tempranillo, Castilla y León, Spanien, 2016, lav alkohol (13%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., D’Wine

Vellavet rosé og typisk rosé med noter af røde sommerbær, specielt hindbær og "kongen af Danmark". En lille sødme samt en syre, der holder det hele på plads. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fantini, Farnese Vini, Sangiovese, Terre di Chieti IGT, Italien, 2016, lav alkohol (12%)

59 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

Det er dejligt at vide, at man også kan få en fin og lækker rødvin uden bamse-procenter. Her er en af slagsen - tilmed til kun 59 kr. Den er let, med god frugtsmag og fin krydring. Et godt bekendtskab.

stjernestjernestjernestjerne

Banshee, Terre di Fiori, Sangiovese, Maremma Toscana, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

En god rødvin til en okay pris. Den har god frugt, tilpas syre og bløde tanniner - en vin til både pizza, pasta, prosciutto og parmagiano.

stjernestjernestjernestjerne

Angel de Larrainzar, Pago de Larrainzar, Navarra, Spanien, 2015, middel alkohol (14%)

75 kr., pris ved 6 flasker, Skjerning Vinimport

En kraftig, lidt "pågående" rødvin på druernbe Garnacha og Cabernet Sauvignon. Den har en markant tørhed, der kæmper mod frugten. Dertil lette fadnoter. En udpræget madvin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Roulepierre, Pierre Amadieu, Côtes du Rhône, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Erik Sørensen Vin

Vellavet og typisk Rhône-rødvin i fin balance, med god frugt og noter af tobak og cigarkasse - hvis nogen kan huske, hvordan sådan en kasse lugter ... Gem den gerne endnu nogle år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Asenjo & Manso, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2016, lav alkohol (13%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., D’Wine

Til 60 kr. (ved 6 flasker) er dette en vellavet, fadlagret og lækker rødvin. Fyldig frugt og markante tanniner, der gør den til en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Famiglia Castellani, Chianti Classico, Riserva, Italien, 2012, lav alkohol (13%)

119 kr., på tilbud: 79 kr. (kun online-salg), Skjold Burne

Der er frugt og læder i duften af denne dejlige rødvin. Smagen er elegant med lige dele frugt og krydrede noter og med en frisk syre, der varer ved i eftersmagen. Drik den til en cremet pasta- eller fjerkræsret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Platinum, Lyngrove, Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika, 2012, høj alkohol (14,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker, Skovgaard Vine

En dejlig rødvin fra Sydafrika. Den har en varm og fyldig smag med noter af mørke bær og chokolade samt et strejf af peber. Dertil fine, integrerede fadnoter fra femten måneder på små egefade.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ca' Rosa Amarone, Amarone della Valpolicella, Italien, 2014, høj alkohol (15%)

149 kr., (kun online-salg), Skjold Burne

Amarone er - på grund af den tidskrævende fremstillingsmetode - en dyr rødvin. Her er en udgave, som er ualmindelig rimelig i forhold til kvaliteten. Det er en herlig Amarone med duft af chokolade og modne brombær og kirsebær. Smagen er typisk for dette italienske flagskib med sin koncentration, sin fyldige frugt, frugtsødme, afrundede tanniner og lille note af bittermandel, der gør vinen så velegnet til mad. 15% og intet alkoholbid. Den er sagen til juleanden, men også fin til vildt- og kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Alter Ego, Terra Magna, Monastrell, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, 2014, høj alkohol (15%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw

Flot og kraftig rødvin med intens, blød frugt, moden og uden skarpe kanter. I smagen blommer og mørke bær, fint integrerede tanniner og vanille fra atten måneder på fad. En lækker vin, som mange vil kunne lide. 15 procent alkohol, men ingen spritkant.

stjernestjernestjerne

La Atalaya del Camino, Bodegas Atalaya, Almansa, Spanien, 2015, høj alkohol (15,5%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

Kraftig rødvin på druerne Garnacha Tintorera og Monastrell. Vinens markante procenter er ikke særlig venlige over for frugt og facetter. Udpræget en madvin til en lige så kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bixio, Marano di Valpolicella, Amarone della Valpolicella, Classico, Italien, 2013, høj alkohol (15%)

225 kr., (kun online-salg), Skjold Burne

Der er kun godt at sige om denne delikate Amarone. Det er en spændende, kompleks og harmonisk vin, der hele tiden udvikler sig med nye facetter. Der er frugt og krydderier, fad og vanille. På etiketten står der "Serveres ved 20-22 grader". Må vi foreslå 15-16 grader?

stjernestjernestjernestjerne

Greencia, Hammeken Cellars, Monastrell, Jumilla, Spanien, 2015, høj alkohol (15,5%)

249 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., A Vinstouw

En kraftig rødvin til den søde side med god krydring og vanille fra tolv måneder på fransk eg. Indholdet af alkohol må siges at være i overkanten til umiddelbar nydelse. Udpræget madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Br, L'Antica Grancia, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)

265 kr., Laudrup Vin

En stor og vidunderlig toskaner - og en vin til kraftige retter. Fx en Osso Buco, hvor vinens noter af søde, tørrede frugter vil gøre sig.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Abadin Amarone Riserva, Bixio, Amarone della Valpolicella, Classico, Italien, 2010, høj alkohol (17%)

355 kr., (kun online-salg), Skjold Burne

I duften af denne rødvin er der svampe, brombær og strejf af chokolade, mens smagen er stor, varm og imødekommende - fuld af moden frugt og med noter af mørke rosiner. Det er en klassisk Amarone, og en flot og magtfuld en af slagsen. 17% alkohol - det nærmer sig hedvin-stadiet. Men alkoholen er fint integreret og fører frugten frem. Nyd vinen til mørkt vildt, blåskimmeloste eller juleanden - eller som den er sammen med en god bog.

Smagningen af Champagne

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carte d'Or, Drappier, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

199,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Det er de blå druer, Pinot Noir og Pinot Meunier, der med 85% hersker i denne vellavede champagne til en rimelig pris (ved 12 flasker). Den har en god krop og en frisk, tør druesmag. En meget tilgængelig champagne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Delamotte, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

199,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Proppens næsten cylindriske form fortæller, at denne i øvrigt billlige champagne har en del år på bagen. Den er moden og har i sin afrundede smag noter af brød og meget modne æbler. Smager godt, men skal drikkes nu.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Prestige, Frank Bonville, Chardonnay, Champagne Grand Cru, Blanc de Blanc, Brut, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

220 kr., Filou Wine

Til prisen lidt af et scoop - en rigtig dejlig, bundsolid champagne, der har alt, hvad man kan forlange af en god champagne. Smagen blød ... sommerblomster ...

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carte Blanche, Charles Ellner, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

229 kr., Holte Vinlager

Her er en champagne helt efter bogen. Der er de fine, små, stadige bobler, noter af ristet brød og en eksemplarisk balance mellem surt og sødt. En lækker sag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ambonnay, Marie-Noelle Ledru Grand Cru, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

230 kr., Filou Wine

En champagne med en dejlig duft af friske grønne druer og modne citroner. Smagen er aromatisk og let og igen med liflige citrusnoter. En harmonisk og elegant champagne, der vil egne sig perfekt som apéritif eller til en forret med rejer.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gratiot Delugny, Champagne, Demi-sec, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

235 kr., pris på tilbud: 199 kr., Taastrup Ny Vinhandel

En halvtør champagne (demi-sec) med en "landlig" smag - høloft, korn, græsplæne, æbler ... En meget anvendelig vin og i øvrigt en Blanc de Noirs - en "hvid på sorte druer", Pinot Meunier og Pinot Noir.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gratiot Delugny, Champagne, Blanc de Noirs, Brut Réserve, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

235 kr., på tilbud til 199 kr. flasken, Taastrup Ny Vinhandel

Dette er en Blanc de Noirs (hvid af sorte (blå) druer) - en champange på de to blå druer Pinot Noir og Pinot Meunier. Det er en dejlig vin med duft af rugbrød og karamel og med en fyldig, frugtrig smag, der slutter med en lille fin sødme. Med sin fylde er denne champagne bestemt velegnet til mad - fx til hummer.

stjernestjernestjernestjerne

Pierre Darcys, Paul Laurent, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

249 kr., Propperiet

Prismæssigt en "standard-champagne", der måske kan virke lidt anonym, men med sine noter af citrus, æbler og brød er okay.

stjernestjernestjernestjernestjerne

A. Bergère, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., AndrupVin.dk

En dejlig champagne på halvt af hver af druerne Chardonnay og Pinot Noir. Den dufter indtagende af modne grønne druer og har en fyldig frugtsmag, der er tør uden at knase og slutter med strejf af modne citrusfrugter. Vinen er fin som apéritif men har også fylde nok til lette foretter fx med kammuslinger.

stjernestjernestjerne

Charpentier, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

250 kr., pris på tilbud: 220 kr., Erik Sørensen Vin

En ret enkel champagne med prop af korksmulder, lidt grove bobler, en pågående mousse og et bid i eftersmagen. Til prisen en skuffelse.

stjernestjernestjernestjerne

Vollereaux, Chardonnay, Champagne, Blanc de Blancs Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

En udmærket Blanc de Blancs (hvid af hvide (grønne) druer) med en fyldig smag af friske mirabeller, noter af modne citrusfrugter og en lang eftersmag, der slutter med et lille bid af bitter grape.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Jacquart Mosaïque, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

275 kr., på tilbud fra 1.-31. december: 179 kr., Føtex 

En klassisk og lækker tør champagne med duft af lyst brød og friske mirabeller. Moussen er livlig, og smagen er fyldig med noter af moden frugt og en fin lille syre til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Castelnau, Champagne, Réserve, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

279 kr., TWC Wine

En dejlig champagne, modnet i seks år. Fine bobler, tilpas mousse og en harmonisk, lækker smag med krop og noter af rugbrød og modne æbler. En fornøjelse.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Charles Mignon, Champagne, Premier Cru, Demi-Sec, Frankrig, lav alkohol (12%)

279,75 kr., pris på tilbud: 229,75 kr., Skjold Burne

Til 230 kr. en rigtig god "standard-champagne" med fine bobler, god mousse i munden, tilpas syre, noter af fersken og en inviterende sødme

stjernestjernestjernestjernestjerne

DM, Doyard-Mahé, Chardonnay, Champagne, Blanc de Blancs, Premier Cru, Frankrig, 2016, lav alkohol (12%)

289 kr., pris ved 6 flasker: 259 kr., Jysk Vin

Vellavet champagne med en god, ren og tydelig Chardonnay-smag og en fin, lille krydring. Vinen har en usædvanlig god og lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

A. Robert, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

289 kr., pris ved 6 flasker: 239 kr., Barrique Vin

En dejlig champagne med et blidt skum og duft af modne grønne druer. Smagen er tør - dog med en fin frugtsødme, som træder frem i den lange eftersmag. Det vil være en perfekt vin til kammuslinger eller hummer. Et rigtig godt glas til prisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

R&L Legras, Chardonnay, Champagne, Blanc de Blanc, Grand Cru, Brut, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

289 kr., pris ved 6 flasker: 250 kr., Fionia Vin

Denne milde og venlige champagne har et "langt liv" fra de første fine bobler i glasset til slutningen af den gode eftersmag. I smagen noter af citrus og hindbær ... og hvidt surdejsbrød, lød det fra de bagelystne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Legras & Haas, Chardonnay, Champagne, Millésimée, Grand Cru, Brut, Frankrig, 2008, lav alkohol (12,5%)

298 kr., Bisgaard Vin

Her kommer en årgangs-champagne til en forbavsende lav pris. Den har en moden, afrundet og fint krydret smag med noter af stødte æbler og brød. En fantastisk lækker champagne, der hviler i sig selv. Flot udstyr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Canard-Duchêne, Champagne Rosé, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

299 kr., sælges med genluk-prop; pris på tilbud året ud: 199 kr.; sælges også hos SuperBrugsen., Kvickly

En rosé champagne - og en rigtig god en af slagsen. Den har en smuk, rosa farve og fine, stadige bobler i glasset - samt en liflig duft af blomster og græs. Smagen er blød og lækker og med en fin balance mellem syre og sødme. Og så får man oven i købet en flot designet genluk-prop med i købet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Charles Mignon, Chardonnay, Champagne, Blanc de Blancs, Brut Premium Reserve, Frankrig, lav alkohol (12%)

299,75 kr., på tilbud indtil 5. november: 249,75 kr., Skjold Burne

Lækker champagne - faktisk slet ikke tosset. Den har små, fine bobler i glasset, tilpas mousse i munden og en smag i fin balance med noter af abrikoser, fersken og citrus. Dertil en fin, lille gærsmag og en dejlig sødme.

stjernestjernestjerne

Champagne Charles-Le-Bel, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

299,95 kr., på tilbud fra d. 13.-25. november, Theis Vine

En champagne med gær i duften. Smagen byder på fin frugt, men også en lidt hård mousse, ligesom eftersmagen slutter brat.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rosé Mosaïque, Jacquart, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

300 kr., på tilbud fra 1.-23. december: 279 kr., Føtex 

Hvis der skal være lidt ekstra kulør på nytårsaften med en rosé champagne, så er denne udgave et godt bud. Den har en elegant laksefarve, en sart duft af friske hindbær, en flot skummende mousse og en dejlig vinøs smag, der breder sig ud i munden og bliver hængende rigtig længe. Den er fin både til skaldyrsretter og til, når rådhusklokkerne lyder.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ayala, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

315 kr., Vinslottet

En champagne med en sart duft af lyst brød, fine små bobler og en elegant smag med noter af grønne druer og ren citrus. En klassisk champagne - og en perfekt apéritif.

stjernestjernestjernestjernestjerne

André Roger, Champagne, Grand Cru, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

Her kommer en champagne med lidt mere krop end de fleste - og en vin, der bliver bedre og bedre i glasset. Den har fine bobler, tilpas mousse og en let cremet smag med noter af brød.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Desir, Doyard-Mahé, Chardonnay, Champagne, Blanc de Blancs, Extra Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

329 kr., pris ved 6 flasker: 295 kr., Jysk Vin

Elegant og blid champagne med en blød syre, som mange vil være glade for. Vinen er "extra brut", men har alligevel en fin sødme i eftersmagen. Og så har den en god, ren druesmag på den ene drue (Chardonnay), som den er lavet på, samt en duft af brød.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Yann Alexandre, Yann Alexandre, Champagne, Brut Noir, Frankrig, lav alkohol (12%)

330 kr., Le Bon Goût

Lækker champagne, der bare har det hele. Fine, fine bobler i glasset, en kompleks smag med noter af æbler og citrus. I smagen en lille sødme og et fint krydret citrus-bid til slut. Lad den få selskab af et stort fad østers.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Exigence no. 8, Legras & Haas, Charmpagne, Grand Cru, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

348 kr., Bisgaard Vin

Denne top-champagne dufter lidt af kvæde og har en fyldig, lang og vinøs smag med noter af aromatiske syrlige æbler. Et lille bittert bid til slut gør vinen velegnet til mad - gerne til lidt fede fiskeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mailly, Pinot Noir, Champagne, Blanc de Noirs, Grand Cru, Frankrig, lav alkohol (12%)

360 kr., pris ved 12 flasker, Laudrup Vin

En ret usædvanlig champagne: Blanc de Noirs, hvid på "sorte" (blå) druer, altså kun på Pinot Noir - en drue, som man godt kan genkende i den dejlige, fyldige smag. Glimrende til mad, men også til meditation.

stjernestjernestjernestjerne

Mailly, Champagne Maily, Champagne, Grand Cru, Demi Sec, Frankrig, lav alkohol (12%)

360 kr., pris ved 12 flasker, Laudrup Vin

Her er vi ovre i det halvtørre - en dejlig vin med en fin sødme, især i starten. Men også en vin med et lidt begrænset smagsbillede - især i forhold til den ikke helt lave pris.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Leclerc Briant, Champagne, Réserve, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

369 kr., på tilbud året ud: 349 kr., Vinoble

Her kommer noget så usædvanligt som en champagne, der er både økologisk og vegansk. Den er lavet på druerne Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay - med de blå druer nævnt først og derfor i overtal. Deraf den lidt mørkere, let gyldne farve. Der er fine bobler og en god druesmag, der begynder med æbler og forsætter med citrus. Skænk den gerne til mad - til en lækker ret med fisk eller skaldyr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Henriot, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

370 kr., pris på tilbud: 320 kr., Erik Sørensen Vin

Lækker champagne med en liflig blomsterduft, fine, fine bobler i glassset, tilpas mousse og en frisk og ren druesmag med noter af æbler, citrus, honning og mineralitet. En vin, der vil tilfredsstille enhver champagneelsker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Francois Secondé, Chardonnay, Champagne, Sillery Grand Cru, Blanc de Blancs, Frankrig, 2010, lav alkohol (12%)

372 kr., Le Bon Goût

En frisk og livlig årgangs-champagne med en dejlig smag af druen Chardonnay - dvs. eksotiske frugter og sydfrugter. Fine bobler i glasset, markant mousse i munden (til at begynde med) og noter af bagværk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Castelnau, Champagne, Millésimé, Brut, Frankrig, 2003, lav alkohol (12,5%)

379 kr., TWC Wine

Trods fjorten år på bagen er denne årgangs-champagne meget frisk og livlig, og samtidig har den en afrundet, moden smag.

stjernestjernestjernestjerne

J. Charpentier, Champagne, Frankrig, 2006, lav alkohol (12%)

Dette er en champagne, der bærer sin alder med ynde. Der er moden frugt - druer og blommer - i både duften og smagen. Moussen er fin og blød - dog forsvinder den lidt vel hurtigt, hvilket koster den femte stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Deutz, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

395 kr., pris ved 2 flasker året ud: 300 kr., H.J.Hansen Vin

Proppens form fortæller, at denne dejlige, modne champagne har opholdt sig nogle år i flasken. Den har fine bobler, tilpas behersket mousse og en tør, harmonisk og elegant smag med noter af friske æbler. En elegant vin, der umiddelbart byder sig til.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Charles VII, Canard-Duchêne, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

399 kr., på tilbud året ud: 249 kr.; sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

I den buttede flaske stige fine bobler til vejrs og danner tilpas mousse i munden. Vinen skal lige åbne sig og viser sig så som meget lækker. Tilbudsprisen må nok siges at være den rigtige.

stjernestjernestjernestjernestjerne

A. Robert, Champagne, Millésimé, Brut, Frankrig, 2008, lav alkohol (12%)

399 kr., pris ved 6 flasker: 339 kr., Barrique Vin

Ni år gammel - den har alderen, men ingen rynker. Den har alle alderens dyder, men ingen af dens skavanker. En komplet champagne, der kommer hele vejen rundt men en fin, let peber-krydring og en lang eftersmag. En af dem helt i top.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Soutiran, Champagne, Grand Cru, Demi-sec, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

399 kr., pris på tilbud: 319 kr., Vinkyperen Vinimport

En dejlig, halvtør champagne, der vil være rigtig rar at drikke alene - den har et selvbærende karosseri, lød det fra smagebordets nederste ende. Det er en rund og venlig vin, som rigtigt mange vil kunne lide. Oplagt til kl. 24 nytårsaften.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Soutiran, Champagne, Grand Cru, Brut, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

399 kr., pris på tilbud: 319 kr., Vinkyperen Vinimport

En afrundet og venlig champagne, der ikke er helt ung - det afslører den cylinderformede prop. Vinen hænger godt sammen og er både moden og fyldig. Den har krop - og et strejf af brød og æbler, der er lagt på kakkelovnen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Longitude, Larmandier-Bernier, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

419 kr., medlemspris: 272,36 kr., Winefamly Vinklub

En elegant champagne med lyst brød og pære i duften og en liflig smag af frisk frugt. Den er oplagt som apéritif men også sagen til kammuslinger og andet ikke for kraftigt smagende "hav-mad".

stjernestjernestjernestjernestjerne

Présidence, R&L Legras, Champagne, Blanc de Blanc, Grand Cru, Millésimé, Brut, Frankrig, 2007, lav alkohol (12,5%)

419 kr., pris ved 6 flasker: 350 kr., Fionia Vin

En ultralækker champagne, ti år gammel og lavet på Chardonnay-druer fra grand cru-marker. Det er en meget kompleks champagne med en bred vifte af facetter - en blomstrende sommereng, en kurvfuld dejlig brød, ja, endog hvid chokolade ... Dette er klasse!

stjernestjernestjernestjernestjerne

Louis Roederer, Champagne, Brut Premier, Frankrig, lav alkohol (12%)

439 kr., pris på tilbud året ud: 399 kr., Vinoble

En elegant champagne med en fin og kompleks profil og en frugtagtig og rund smag med noter af blomme, stikkelsbær og rugbrød.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Billecart-Salmon, Champagne Brut Reserve, Frankrig, lav alkohol (12%)

449,95 kr., pris på tilbud i denne uge (uge 46): 329,95 kr., Theis Vine

En fin "standard-champagne" på alle de tilladte druer: Pinot Meunier, Chardonnay og Pinot Noir. Den har små, fine og stadige bobler, en dejlig duft og en blød smag med noter af æbler og brød. Den er ubesværet god.

stjernestjernestjernestjernestjerne

A. Bergère, Champagne, Millésimé, Brut, Frankrig, 2009, lav alkohol (12%)

449,95 kr., pris ved 6 flasker: 379 kr., AndrupVin.dk

En klassisk champagne - en årgangs-vin, otte år gammel, der tager godt ved i næse og mund med sin gode, modne druesmag, fine tørhed og mineralske noter. Den har simpelt hen det hele.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Brimoncourt, Chardonnay, Champagne, Blanc de Blancs, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

459 kr., Medlemspris: 165,80 kr., Winefamly Vinklub

Lækker champagne på hvide (grønne) druer, altså Chardonnay. Der er mange fine bobler, en dejlig duft og en livlig mousse samt en blød, lidt cremet smag med noter af smør, ristet brød og ... mandler?

stjernestjernestjernestjernestjerne

L'Exception, Pierre Trichet, Champagne, Premièr Cru, Millésimé, Brut, Frankrig, 2009, lav alkohol (12%)

495 kr., Holte Vinlager

En frisk, mineralsk duft møder næsen ... lugter den ikke lidt af østers? Den er otte år gammel og fylder rigtig godt med frugt og noter af brød og æbler. En tæskelækker champagne. Også god til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Comte de Marne, Charles Mignon, Champagne, Grand Cru, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

550 kr., pris på tilbud: 275 kr., Skjold Burne

En af de rigtig gode. En lækker champagne, der bare har det hele i fin, afstemt balance - en dejlig duft, fine, stadige bobler, god druesmag, noter af brød ...

stjernestjernestjernestjerne

Deutz Rosé, Deutz, Champagne, Rosé, Millésimé, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)

575 kr., H.J.Hansen Vin

En fem år gammel årgangs-champagne, der meget gerne må ligge endnu fem år. Så håber vi, at den vil have udviklet et bredere smagsbillede. I dag lægger man især mærke til en tydelig smag af grapefrugt, mest den saftige del, ikke så meget af det hvide. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Perle d'Ayala, Ayala, Champagne, Grand Cru, Millesimé, Brut, Frankrig, 2006, lav alkohol (12%)

750 kr., Vinslottet

Superlækker årgangs-champagne, elleve år gammel og stadig levende. Men også smukt udviklet med et bredt smagsbillede ... sent modnede æbler, fin krydring og en lille sødme.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen