Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 50, 2017



Fra IBTimes's film på YouTube. Filmen er taget fra en bil, der via en motorvej er på vej til Los Angeles.

Californien i flammer - igen

Mens indbyggerne i den nordlige del af Californien er i færd med at genopbygge deres huse og vinhuse efter de voldsomme ildebrande i oktober, har ilden ramt den sydlige del af staten.

Heldigvis meldes der ikke om tab af menneskeliv, men i den forgangne uge blev 230.000 mennesker evakueret fra deres hjem i områderne omkring Los Angeles og Ventura, og ilden har i skrivende stund ædt sig gennem et areal på størrelse med Falster.
Californiens guvernør, Jerry Brown, har efterfølgende erklæret det ramte område i undtagelsestilstand.
Det er for tidligt at sige noget om skaderne, når det gælder vinhuse og vinmarker, men ifølge Decanter er folk fra Moraga Vineyards i Los Angeles evakueret, og en af vinhusets bygninger, der indeholdt 2400 flasker rødvin er ifølge Wine Spectator blevet flammernes bytte.

Tørke skyldes global opvarmning


Moraga Vineyards ejes af mediemogulen Rupert Murdoch, der købte ejendommen i 2013 for 29,5 millioner dollars (cirka 187 mio. kr.). Men så var det også inklusiv et 7500 kvadratmeter stort privathjem, som i tidernes morgen har tilhørt filmproducenten Victor Fleming - manden bag storfilm som ”Gone With The Wind” og ”The Wizard of Oz”.
Ildebrandene raser med voldsom kraft, og brandfolkene kunne godt have brug for hjælp fra den kraftige regnperiode, der plejer at sætte ind i oktober og vare helt til april med.
Men mens det nordlige Californien har fået den sædvanlige mængde regn, så er det kun meget få dråber, der er tilstået den sydlige del.
Ifølge det californiske videnskabslaboratorium Lawrence Livermore National Laboratory skyldes den manglende nedbør atmosfæriske forhold forårsaget af den globale opvarmning.
En lille film på YouTube lagt ind af det britiske magasin IBTimes giver et indtryk af ildebrandenes omfang.


Robotten Ted. Fra den lille film på Vimeo.

Robotten Ted fjerner ukrudtet

Stadig flere robotter indtager vinmarkerne. Senest har robotten Ted sluttet sig til medarbejderstaben hos Château Clerc Milon i Pauillac i Bordeaux.
Ted er udviklet i et samarbejde mellem ejeren af slottet, Baron Philippe de Rothschild, og firmaet Naïo Technologies, og målet er, at robotten fremover skal tage sig af det møjsommelige arbejde med at luge ukrudt i slottets 40 hektar store vinmark.
Hos Clerc Millon bruger man nemlig ikke kemiske ukrudtsbekæmpelsesmidler, og det betyder mange timers arbejde med manuelt at fjerne ukrudtet, så det ikke fuldstændig overtager vinmarken.
Ted er forsynet med både knive og lugeredskaber, og den arbejder sig ned mellem vinstokkene række for række via et forprogrammeret GPS-kort. En lille film på Vimeo viser Ted i fuld gang med arbejdet.

Et eksperiment sættes til salg

I to omgange har champagnehuset Drappier forsøgt sig med hav-modning af champagner. I 2013 blev 600 flasker sænket ned i 17 meters dybde i Saint-Malo bugten i Bretagne.

Vinhuse rundt om i verden har tidligere hav-modnet stillevine, men det var første gang, boblevine blev opbevaret dybt nede i havet.
I 2015 gentog Drappier forsøget med endnu nogle hundrede flasker. Nu er flaskerne hevet op igen og bliver i begyndelsen af 2018 sat til salg parvis med den samme champagne modnet i champagnehusets kælder. Så kan forbrugerne selv smage de to udgaver op mod hinanden.
Hav-champagnerne er modnet i nøjagtig lige så lang tid som deres ditto i kælderen og under den samme temperatur og de samme lysforhold - eller mangel på samme.

Passer godt på muslingeskallerne


De forsøg, der har været udført med stillevine, har alle vist, at de hav-modende vine er blevet mere aromatiske og afrundede end ”kontrolgruppen” af vine fra vinkældrene.
Så havvandets tryk på flaskerne og den svage rullen, som tidevandet har udsat dem for, har højst sandsynligt også påvirket smagen af hav-champagnerne.
Hos Drappier har man pakket champagnerne parvis i fine æsker og givet mini-serien navnet "Immersion" (nedsænkning på fransk). Og man har passet godt på ikke at beskadige de muslingeskaller og andre beviser på opholdet i havet, som har sat deres dekorative præg på hav-champagnerne.
Æskerne med hav- og kælderudgaverne vil desværre ikke blive sat til salg i Danmark men derimod i udvalgte forretninger i Storbritannien, Frankrig og Japan.
Her kan man vælge mellem æsker med Brut Nature til det, der svarer til 758 kr., eller årgangschampagnen Grande Sendée 2008 til 1600 kr.


Fantastisk bog forener vin og kunst

En ny bog, ”The Wines of Gala”, er en oplagt julegave til den, der holder af både vin og kunst.
Bogen, der er både excentrisk, fantastisk og fuld af passion, blev oprindelig udgivet i 1977 af den berømte spanske kunstner Salvador Dalí. Han var den mest fremtrædende repræsentant for surrealismen - en bevægelse, der dukkede op i 1920’ernes Frankrig, og som dyrkede det underbevidste og drømmende i såvel litteraturen som i kunsten.
Til bogen udførte Dalí i alt 140 illustrationer, mens endnu et medlem af surrealismen, Max Gérard, og vinskribenten Louis Orizet hjalp til med bogens tekster - som er en dalisk introduktion til vinens verden.
Man kan se en stribe af illustrationerne ved at klikke her.

En følelsernes vin-klassificering


Bogen er inddelt i to dele. I den første beskrives ”ti guddommelige Dalí vine” - vine, der spænder lige fra Champagne til Château d’Yquem og sherry. Der fortælles om distrikter og vinfremstilling, og teksten er ledsaget af helsides gengivelser af Dalís drømmende vinøse malerier.
I bogens anden del, ”ti Gala vine”, klassificeres vinene ifølge Dalís egen model, nemlig efter de følelser og oplevelser de fremkalder. Der er fx ”glædens vine”, ”sensualitetens vine” og ”det umuliges vine”.
Gala var i øvrigt Dalís elskede hustru og muse gennem et langt liv, og bogen er da også dedikeret til hende.
”The Wines of Gala” er på 296 sider. Den er udkommet hos forlaget Taschen og kan købes hos Saxo for 474,95 kr.


Plant vinplanter på tage og i altankasser, lyder budskabet fra Urban Vineyard Project.

Sydney forvandlet til én stor vinmark

De fleste vinmarker i denne verden ligger ude på landet - langt væk fra byens larm og bilos. Men der findes også marker midt inde i storbyerne - tænk bare på Clos Montmartre, den lille vinmark på Montmartre i Paris eller Red Hook Winery i New York, som vi nævnte i uge 47.

Nu har vinforretningen Cracka Wines i Sydney søsat et storstilet projekt, Urban Vineyard Project, der skal resultere i verdens største by-vinmark.
Projektet går ud på gratis at uddele flere tusinde Pinot Noir og Riesling vinplanter til Sydneys borgere og få dem til at plante dem i baghaver, altankasser og på hustage, så planterne til sammen kommer til at danne "én stor vinmark". Inde på projektets hjemmeside kan man bestille vinplanterne og få en udførlig vejledning i, hvordan og hvor man kan plante dem.

Vejledning via online-hub


Når man har plantet sine vinplanter, kan man deltage i en online-hub (kommunikations-platform), hvor man kan få masser af vejledning om pasning og beskæring, uddele erfaringer med andre deltagere i projektet, lægge billeder ind osv.
Et kort vil også vise, præcis hvor de mange vinplanter befinder sig, ligesom Cracka Wines sørger for, at man kan følge med i væksten af ”vinmarken”.
Om nogle år vil man så kunne få information om, hvordan man fremstiller enten rød- eller hvidvin på egne druer.
Det lyder ikke som om, der er nogen penge i det for Cracka Wines, men ifølge forretningens grundlægger, Dean Taylor, er målet også udelukkende at skabe et gigantisk fælles projekt omkring vin, som der årligt drikkes omkring 530 millioner liter af i Australien.
I øvrigt, så blev landets første vinmark plantet netop i midten af Sydney i 1791.


Femte generation af familien, Peter (tv.) og Thomas Just Karberg, har i dag roret i virksomheden Hans Just Group. Foto: Niels Busch.

150 år i samme families eje

I år kan en af Nordens største privatejede grossistimportører, Hans Just, fejre 150 års jubilæum. Og som noget ganske særligt har firmaet i samtlige af årene været i én og samme families eje.
Det hele startede med Hans Just, der som ung tilfældigt mødte en god ven og soldaterkammerat fra krigen i 1864 på Store Kongensgade i København. Vennen var på vej mod en ny tilværelse i Amerika og spurgte Hans Just, om ikke han kunne tænke sig at overtage de vin- og spiritusagenturer, som han ikke selv kunne tage med sig over Atlanten. Det blev begyndelsen til virksomheden Hans Just, som i 1867 fik til huse på Holmens Kanal 18 i København - og fra og med 1917 i Århusgade på Østerbro, hvor hovedsædet den dag i dag befinder sig.
I 1912 overtog Hans Justs søn, Poul, roret, og i 1938 indtrådte hans svigersøn, Peter Karberg, i firmaet.

Hans Just ville have været stolt


I dag er det femte generation af familien, brødrene Peter og Thomas Just Karberg, der fører firmaet videre i deres egenskab af administrerende direktører, men deres far, Flemming Karberg, har stadig sin gang på kontoret i Århusgade. Ham kan man læse mere om i ugens Blå Bog længere nede på siden.
Der er ingen tvivl om, at gamle Hans Just ville være stolt af sine efterkommere. Virksomheden har haft vokseværk gennem årene og omfatter i dag også distributionsfirmaer i Sverige, Finland, Norge og Polen. Og omsætningen har i regnskabsåret 2016/17 slået alle hidtidige rekorder med 1,25 milliarder kr.
Sjette generation af familien, Thomas just Karbergs søn, Frederik, er også kørt i stilling, idet han indtrådte i virksomhedens drift i 2016.

Kendte og berømte mærker


Hvis man ikke lige kan placere virksomheden Hans Just, så kan man i hvert fald nikke genkendende til de mange kendte og berømte spiritus- og vinmærker, som virksomheden sørger for tilflyder det danske marked.
Hans Just står således bag importen af vinmærker som Torres, E.&J. Gallo, Cesari, González Byass og champagnemærket Laurent-Perrier. Når det gælder spiritussens verden, importerer virksomheden blandt andet Aperol, Cointreau, Hansen Golden Rum og whiskymærket William Grant & Sons.
VinAvisen ønsker Hans Just og familien Karberg et stort tillykke med 150 års jubilæet.


Foto: CIVC.

Boblernes lyd sladrer om kvaliteten

Jo mindre og finere bobler, desto bedre kvalitet, lyder en god gammel regel, når det gælder mousserende vin.
Men mon man også kan sige noget om kvaliteten ud fra, hvordan boblerne lyder? Det satte et hold forskere fra University of Texas sig for at undersøge - og vi taler ikke bare om det brus, man umiddelbart kan høre, når en mousserende vin bliver skænket i glasset. Det, som man ville undersøge, var lyden af de enkelte bobler nede i glasset.
Til det formål brugte forskerne en ganske lille hydrofon - et instrument til optagelse af lyd under vandet. Optagelserne afslørede, at boblerne ringer ligesom gammeldags klokker, og hvor hyppigt, de gør det - og hvordan denne ringen lyder - er blandt andet afhængig af størrelsen på boblerne. Man kan således måle kvalitetsforskellen rent akustisk - noget, som forskerne håber en dag vil kunne bruges i kvalitetskontrollen af mousserende vine.
Man kan læse mere om forsøget i Science Daily.


Foto: Finlandia.

Minde-vinglas af ost

D. 6. december 1917 erklærede Finland sig uafhængigt af Rusland, og 100 års jubilæet blev i sidste uge fejret på talrige måder.

Ofte bliver der i forbindelse med nationale jubilæer lavet en mindeplatte eller et krus af porcelæn eller sølv, som folk så kan købe. Det er der også blevet lavet til dette jubilæum. Men hos det store finske ostefirma Finlandia har man valgt at lave minde-vinglas og -ølkrus af ost.
Ølkruset er lavet af Gruyere, der ifølge firmaet skulle være perfekt til en god stout eller hvedeøl, mens det stilkløse vinglas er af den nøddeagtige ost Gouda - som skulle være en god ledsager til Merlot.

31.500 kr. for et sæt!


Glasset og kruset er lavet i et begrænset antal af madskulptørerne (jo, sådan nogen findes) Jim Victor og Marie Pelton. Og de er skåret ud i hånden, så der er tale om unikaarbejder. De er også lavet, så man rent faktisk kan drikke af dem og spise dem bagefter. Problemet er jo så bare, at man ikke kan nyde osten til sin vin eller øl ...
Både glas og krus er forsynet med en spiselig udgave af det finske flag - og selvfølgelig Finlandias logo.
Osteskulpturerne blev sat til salg parvis på Finlandias Facebookside, og man kunne kun købe dem på selve jubilæumsdagen - til en pris, der svarer til 31.500 kr. pr. sæt.
Vi har i skrivende stund ikke kunnet få oplyst, om minde-vinglassene og -krusene er blevet solgt …


Kortet viser grænserne for den nye AVA Petaluma Gap. Illustration: PGWA.

Ny amerikansk AVA

USA har fået en ny appellation - eller AVA (American Viticultural Area), som amerikanerne kalder det.
Det drejer sig om Petaluma Gap, og AVA’ens areal breder sig ind over dele af både Sonoma og Marin County og strækker sig fra Stillehavet til San Pablo Bay.
Det er hele tre år siden, områdets vinproducentforening sendte sin ansøgning til Tobacco Tax and Trade Bureau (TTB), og nu er ansøgningen så endelig godkendt med virkning fra 8. januar 2018. Og der er jubel hos AVA’ens vinproducenter, der nu kan sætte et Petaluma Gap AVA på deres etiketter i stedet for som hidtil kun et Merin County, Sonoma County eller bare Californien.
Det vil selvsagt betyde, at forbrugere verden over lettere vil kunne finde frem til vinene fra netop dette område - som da også har et noget anderledes klima at byde på end de omkringliggende områder.

Tåge og vind i lange baner


Masser af tåge og en næsten konstant vind fra havet giver Petaluma Gap et usædvanligt frisk og køligt klima, hvor druerne modner langsommere og høstes senere end på den anden side af AVA'ens grænser. Dette særlige klima giver komplekse vine med en frisk syre.
Der dyrkes især rødvin i området. Hele 75% af det 1619 hektar store vinmarksareal er tilplantet med Pinot Noir, 12% med Syrah og 13% med Chardonnay - Californiens store hvidvinsdrue.
AVA'en er langt større end det tilplantede areal, nemlig på 81.939 hektar, så der er mulighed for ekspansion af vinmarksarealet. Man kan læse mere om Petaluma Gap ved at klikke her.


Champagne Scotchtail. Foto: Bompas &Parr.

Champagne og guldglimmer

Det britiske gelé-firma Bompas & Parr laver meget andet end at komme gelé på glas.
Firmaets to indehavere, Sam Bompas og Harry Parr, er frem for alt kendt for deres meget opsigtsvækkende happenings - der ret så ofte har noget med spiritus at gøre.
Nu har de kreeret en elegant champagne-cocktail med et vedvarende, hvirvlende guldglimmer, som de anbefaler, man serverer i juletiden og til nytårsaften. Nedenfor kommer opskriften på Champagne Scotchtail.

Champagne Scotchtail


1 sukkerknald
1 dåse spiseligt guldstøv (kan købes ved at klikke her)
3,5 cl whisky
15 cl Perrier-Jouët champagne
Rul sukkerknalden i guldstøvet, og læg den i champagneglasset. Hæld whisky over, og top med champagne.


Nogle af de gamle flasker vin, som stadig befinder sig i Château Ksaras kælder.

Højt hammerslag for libanesisk vin

Man er vant til, at gamle vine fra de traditionelle europæiske vinlande - og især fra Frankrig - sælges for høje priser på auktioner rundt om i verden. Men en enkelt vin fra Libanon har vist sig også at kunne bide skeer med de store.
For nylig afholdt organisationen Human Rights Watch sin årlige middag i Tower of London. Og her blev der bortauktioneret en flaske Vin D’Or 1942 fra Château Ksara i Bekaa-dalen.
Vinhuset, der blev grundlagt af jesuitiske munke i 1857, er blandt Libanons mest anerkendte, og hammerslaget endte efter ivrige bud på 1500 pund (cirka 12.693 kr.).
Der er kun nogle få hundrede flasker tilbage af denne gamle søde fortificerede vin, som er lavet på Grenache Blanc, Malvasia og Macabeo. De resterende flasker ligger stadig i vinhusets to kilometer store kælderareal, som blev udgravet af oldtidens romere.
De penge, flasken indbragte ved auktionen, går ubeskåret til Human Rights Watchs godgørende arbejde.


Et herligt genbrugstræ

Gamle vinfade kan bruges til lidt af hvert - stole, borde, blomsterkasser osv. I denne søde juletid har man hos det australske vinhus Four Winds Vineyard fået den gode idé at skabe et flot og alternativt juletræ ud af stave fra brugte fade. Det træ måtte vi bare vise!


Rajat Parr.

Fra Calcutte til Californien

Rajat Parr er historien om en dreng, der voksede op i Calcutta, smagte vin for første gang i London i en alder af 20 år og endte som en anerkendt sommelier og vindirektør af en større restaurantkæde i USA.
I 2010 grundlagde han vinhuset Sandhi Wines sammen med Charles Banks, den tidligere ejer af kultvinhuset Screaming Eagle, og vinmageren Sashi Moorman - og sammen med sidstnævnte slog han nogle år senere dørene op for Domaine de la Côte. Begge vinhuse ligger i Santa Barbara County i Californien.
I 2014 overtog han også vinproduktionen i vinhuset Evening Land i Oregon.
Så Rajat Parr er en travl mand - men heldigvis ikke for travl til at lægge vejen forbi København og sammen med sin danske importør, Laudrup Vin, præsentere nogle af sine vine årgang 2014.

Elegante og rene vine


Vi smagte udelukkende vine på Chardonnay og Pinot Noir - Rajat Parr fremstiller nemlig kun vin på disse to druer. Og samtlige af de i alt elleve vine var enten økologisk eller biodynamisk certificerede.
Det var hele vejen igennem dejlige og elegante vine med en ren smag af de druer, de var lavet på, stor frugt, en fin syre og en lang og lækker eftersmag.
Når det gjaldt rødvinene på Pinot Noir, faldt vi især for Domaine de la Côte Memorious (494 kr. ved 12 flasker) og Domaine de la Côte Bloom’s Fields (589 kr. ved 12 flasker).
Blandt hvidvinene på Chardonnay imponerede Sandhi Rita’s Crown (525 kr. ved 12 flasker) og ikke mindst Evening Land Seven Springs (429 kr. ved 12 flasker) med sine spændende krydrede noter, flotte struktur og lækre fedme.
Ja, det er dyre vine, men de er bestemt alle pengene værd.
Is og Glenfiddich whisky gik op i en højere enhed i vinder-cocktailen.

Kreative cocktails

For nylig afholdtes anden udgave af cocktailkonkurrencen ”World’s Most Experimental Bartender”, hvor bartendere fra alle verdenshjørner dyster om, hvem der er mest kreativ. Det er Glenfiddich, der står bag konkurrencen, og det verdensberømte skotske whiskymærke var derfor selvsagt hovedingrediensen i cocktailene.
Bartenderne var ikke alene om kreativiteten, da konkurrencereglerne kræver, at de hver især finder en partner fra en helt anden branche. Og der er fuldstændig frit spil. Sidste år indgik bartenderne fx samarbejder med en glasmager, botaniker, ostemager og chokolatier.
Jo vildere og mere opfindsomme, cocktail’ene er, desto bedre. Men de skal selvfølgelig også smage godt, og det er op til et internationalt dommerpanel at bedømme såvel kreativiteten som smagen.
I 2016 løb det amerikanske hold med sejren, men i år vandt det spanske hold, der bestod af bartender David Kandinsky og hans makker, ismageren Santi Gómez. Sammen havde de kreeret en cocktail, hvor tre forskellige slags is infuseret med tre forskellige Glenfiddich whisky’er gik op i en højere enhed med selve drinken.
Ved at klikke her kan man se en lille film, der giver et indtryk af konkurrencen.
Den nye gin og vodka fra det britiske vinhus Chapel Down.

Spiritus fra britiske vinhuse

Først begyndte briterne at lave vin. Nu kaster de engelske vinhuse sig i stigende grad også over spiritus lavet på drueaffald - skind og kerner - fra vinfremstillingen.
Gudmourne Estate i Kent bruger sit drueaffald til Vermouth, mens Haittingley Valley i Hampshire fremstiller en akvavit med navnet Aqua Vitae.
Selvfølgelig fremstiller vinhusene også gin - verdens måske nok mest populære spiritus i øjeblikket og en nærmest engelsk nationalspiritus. Bolney Wine Estate i Sussex har fx i samarbejde med spiritusfirmaet Foxhole Spirits lavet en gin - ligeledes på resterne fra vinfremstillingen. Og senest har Chapel Down fremstillet såvel en gin som en vodka på drueafflad. Til vodkaen er der brugt skind og kerner fra Chardonnay, mens ginnen er fremstillet på affald fra en anden hvidvinsdrue, Bacchus.
Vinhuset har finpudset de to spiritusser igennem de sidste to år - ikke mindst har man gjort et stort arbejde ud af at finde urter og krydderurter, som matcher aromaen i netop disse to druer.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Flemming Karberg.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Flemming Karberg (f. 1937) er fjerde generation i det 150 år gamle familieejede firma Hans Just.
Da hans oldefar, etatsråd Hans Just, 27 år gammel, var vendt tilbage fra krigen i 1864, mødte han en ven i Store Kongensgade. Vennen ville emigrere til Amerika. Han havde et vin- og spiritusagentur. Var det noget for Hans Just? Det var det, og dette blev starten på familiefirmaet.
Som oldebarn startede Flemming Karberg i 1953 i lære hos vinhandler Knud Jørgensen i Hellerup, og efter endt handelsuddannelse hos Waagepetersen i Store Kongensgade var han to år i udlandet, henholdsvis i Frankrig og Storbritannien.
I 1959 kom Flemming Karberg så, 22 år gammel, til Hans Just, hvor han i 1963 blev medindehaver og i 1979 eneindehaver. I dag har han stadig sin gang på kontoret i Århusgade, men det er sønnerne, Peter og Thomas, der har overtaget firmaet og står for den daglige ledelse, mens sønnen Andreas er direktør i familiens ejendomsselskab, Karberghus. Sjette generation i form af Frederik Just Karberg er også indtrådt i virksomhedens drift i 2016.
I 1985 samlede Flemming Karberg en række investorer omkring Saint-Émilion-slottet Château Fombrauge, der i årene efter blev renoveret både bygningsmæssigt og teknisk. I 1999 blev slottet afhændet med succes.
Hans Justs betydeligste produkt har siden slutningen af 1960'erne været Jägermeister Bitter, og gennem dette varemærke er der langsomt sket en strukturændring, idet Hans Just nu opererer på det nordiske marked med partnere og egen virksomhed i Norge, Sverige, Finland og Polen.
I slutningen af 1990'erne fik firmaet nye agenturer - Campari Bitter, Marqués de Riscal og sherrymærket Tio Pepe.
Yderligere repræsenterer Hans Just kendte mærker som champagnemærket Laurent-Perrier og spiritusmærkerneTullamore D.E.W., Aperol, Cointreau, Hendrick's Gin og Licor43.
Adresse: Hans Just A/S, Århusgade 88, 2100 København Ø, tlf.: 35 26 72 00, e-mail: hj@hansjust.dk, www.hansjust.dk.



Ugens vinøse billede

Birger Holm har taget dette sjove billede på Beringers "Bancroft Ranch" i den californiske Napa-dal. Og i glasset er der naturligvis druer fra netop den viste mark.
Vinen er en absolut top-rødvin: Beringer Private Reserve Cabernet, og ud over Cabernet-druer fra "Bancroft Ranch" indeholder den også druer fra syv andre vinmarker.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468


456 Fint bødkerarbejde: Det store hul i fadet lukket med en bolt (foto © Klein Constantia).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 24 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Granadilla, Bodegas la Granadilla, Verdejo, Valladolid, Spanien, 2016, lav alkohol (13%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Skjerning Vinimport

En fyldig hvidvin, der prikker lidt på tungen og i øvrigt er i fin balance med friskhed og noter af citrusfrugter, grønne æbler og krydderurter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Goru el Blanco, Ego Bodegas, Spansk vin, Spanien, 2016, lav alkohol (13%)

85 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager

En interessant hvidvin, hvori druen Moscatel spiller hovedrollen sammen med Chardonnay. I smagen noter af citrus, pomerans, appelsinskal, pære og stødte æbler - samt et lille bittert bid, der gør vinen til en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Leopold Spot, Ayama, Paarl, Sydafrika, 2015, middel alkohol (13,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Attraktiv hvidvin, der med sin gode krydring er mest til mad. I smagen noter af abrikoser og fersken samt en fin honningsødme. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Calades, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig, 2016, høj alkohol (15%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Udsøgt rødvin til en rimelig pris. Den har masser af god frugt, noter af cigarkasse og læder og en sødme, der snakker pænt med tørheden. 15%, men ingen spritkant. 2015-årgangen fik også fem stjerner.

stjernestjernestjernestjerne

Casas Patronales, Cabernet Sauvignon, Valle de Maule, Reserva, Chile, 2013, middel alkohol (14%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker i denne uge (uge 50): 50 kr., Nemlig.com

Udmærket rødvin, der er god til tilbudsprisen. Den har god duft af solbær og en fin krydring. Glimrende hverdags-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Opi, Barrel Selection, Mascota Vineyards, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina, 2016, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 50): 43 kr. ved 3 flasker, Kvickly

En rigtig god og meget lækker rødvin til en helt utrolig lav tilbudspris (ved tre flasker). En ren frugtsmag, en fin balance mellem syre og sødme og ikke mindst fint integrerede fadnoter. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sasso al Vento, Zinfandel, Puglia IGT, Italien, høj alkohol (15%)

99 kr., på tilbud: 79 kr. (kun online-salg), Skjold Burne

De kan bestemt godt lave skønne vine i Puglia på den italienske støvlehæl. Denne rødvin er en af dem. Den dufter dejligt af syltede blommer og har en varm, stor og kraftig smag af modne frugter og en fin syre i eftersmagen. Alkoholen er fint integreret. Nyd den til en kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Waxed Bat, Andean Vineyards, Mendoza, Reserve, Argentina, 2015, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

Kompleks og flot madvin på druerne Cabernet Sauvignon og Malbec. I smagen kirsebær, brombær og blommer, bløde tanniner og vanille fra fadlagringen. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

14, Maison Arnoux & Fils, Grenache, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2016, middel alkohol (14%)

100 kr., Premier Cru

Dejlig rødvin, der åbner sig i glasset og videre i munden med en ren frugtsmag og en lille tørhed, som gør den velegnet til mad. En harmonisk vin, der er let at drikke, og som mange vil kunne lide.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baglio Gibellina, Sicilien IGT, Passimiento, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

109 kr., på tilbud i denne uge (uge 50): 65 kr., Kvickly

Vellavet rødvin på druerne Nero d'Avola og Frappato. Blød fyldig frugt, afrundede tanniner, noter af tobak og en lang eftersmag. Attraktiv tilbudspris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Xavier, Côtes du Rhône, Frankrig, 2015, høj alkohol (14,5%)

114,95 kr., pris ved 6 flasker: 59,95 kr., Supervin

En udmærket rødvin med god frugt og krydrede noter - blandt andet anis - markante tanniner og med forfriskende frugtsyre, der gør vinen velegnet til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Passone, Duca di Saragnano, Puglia IGT, Italien, 2016, høj alkohol (15%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr. (kun online-salg), Skjold Burne

Denne charmerende og nem-at-drikke rødvin er fremstillet efter metoden med de tørrede druer. Den har dejlig frugt - svesker, tørrede abrikoser, kirsebær - samt en fin krydring bl.a. med noter af mynte. Glimrende til mad, men kan også nydes alene. 15%, men ingen spritkant.

stjernestjernestjernestjerne

Collier Creek, Zinfandel, Lodi, Californien, 2015, høj alkohol (14,9%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 88 kr., AndrupVin.dk

Muskuløs rødvin med en markant sødme, men også med nogle mærkbare procenter og et bittert bid til slut, der gør vinen til en madvin. I smagen noter af chokolade, kakao og vanille.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Grande Corterosso, Principi Sani, Primitivo, Manduria, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

119,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 50): 65 kr., Kvickly

Vellavet rødvin - en Primitivo di Manduria, der er så populær for øjeblikket, fordi man næsten er sikker på at få en fyldig og varm vin med noter af kirsebær, blommer og solbær. Der er masser af sol i denne vin. Prisen 65 kr. må nok siges at være den rigtige, og til den pris er vinen til fem velfortjente stjerner.

stjernestjernestjernestjerne

Plata, Señorío de Nevada, Vino de Calidad de Granada, Spanien, 2014, høj alkohol (15%)

219 kr., pris ved 6 flasker: 109 kr., D’Wine

Kraftig rødvin på druerne Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon. I smagen noter af chokolade og lakrids samt et strejf af fad. Dertil 15% alkohol, der præger smagsbilledet.

stjernestjernestjernestjerne

The Laughing Magpie, d'Arenberg, McLaren Vale, Australien, 2012, høj alkohol (14,4%)

220 kr., pris ved 3 flasker: 180 kr., Erik Sørensen Vin

En lidt rå rødvin på druerne Shiraz (93%) og Viognier (7%) med et smagsbillede, der ikke rigtig udvikler sig i munden. Markante fadnoter. Helt billig er den ikke. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

The Bernard Series Bellingham, Basket Press, Syrah, Stellenbosch, Sydafrika, 2014, middel alkohol (13,5%)

229,75 kr., på tilbud året ud: 199,75 kr., Skjold Burne

En ganske flot rødvin, men også meget speciel med en markant smag af karamel og kanel. Der er dog tillige tørhed og noter af peber, der trækker den anden vej. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjerne

Musella, Amarone della Valpolicella, Riserva, Italien, 2011, høj alkohol (16%)

259 kr., pris ved 6 flasker: 229 kr., Vinovida

Amarone er ofte lig med procenter. Her der 16, som optræder lidt vel anmasende over for frugt og facetter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silvanus, Ansenjo & Manso, Tempranillo, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)

269 kr., pris ved 6 flasker: 175 kr., D’Wine

Dejlig rødvin med en helt vidunderlig duft og en dyb, varm smag med noter af kaffe og chokolade, kanel og nelliker. En vin, der udvikler sig i glasset og fylder mund og eftersmag. En flot julevin.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barbeito, Boal, Madeira Reserva, Portugal, høj alkohol (19%)

100 kr., pris for 50 cl., Vinmonopolet

Madeira-typen Bual er den halvsøde, her i en meget lækker, elegant og fornem udgave. Der er mindelser om sherry i smagen samt noter af ophold på egetræsfade.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Síbio, Real Companhia Velha, Tawny Portvin, 10 år gammel, Portugal, høj alkohol (20%)

149 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

En rigtig god og lækker portvin med dejlig sødme, der afvejes af en lille syre og understøtter noter af rosiner, dadler, figner ... og alt, hvad sådan en portvin skal have. Til slut et lille, tørt bíd med et strejf af kaffe.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nieport, LBV Portvin, Portugal, 2013, høj alkohol (19,5%)

199,75 kr., på tilbud året ud: 149,75 kr., Skjold Burne

En dejlig, sent-aftappet portvin med blød, fyldig frugt og med en overraskende smag af sød, engelsk lakrids. Tilbudsprisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quinta do Pégo, Porto, Vintage, Portugal, 2015, høj alkohol (20%)

395 kr., Amka

Dette er naturligvis et barnemord - at åbne en årgangs-portvin, der burde ligge endnu en halv snes år. Den smager fantastisk allerede to år gammel, men har et stort potentiale til det sublime.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Malenes Gløgg, Danmark, lav alkohol (10%)

79,59 kr., Meny

Vinkyper Malene Smidt Hertz har skabt noget ualmindeligt lækker gløgg, der er sagen for dem, som er trætte af gløgg, der får læberne til at klistre sammen. Der er to varianter, og vi anmelder dem sammen, da de begge har opnået fem stjerner. Rødvinsgløggen byder på julekrydderier, som man kender dem fra klassisk gløgg, men de overdøver på ingen måde den gode rødvinssmag, ligesom gløggen har en forfriskende syre. Hvidvins-udgaven, der er tilsat æbler, er simpelt hen kræs - den er aromatisk og let, men samtidig fyldig og har sødme i perfekt balance med en frisk syre. Det er næsten synd at komme rosiner i disse gløgg’er - nøjes med mandlerne. Flaskerne har skruelåg.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen