Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 17, 2018

To gange Petrus



En vinmark tilhørende Newton Johnson Vineyards i det sydafrikanske distrikt Walker Bay.

Mindste årgang siden 2005

Mens vi nyder det spirende forår, er druehøsten ved at være slut i Sydafrika. Og årgang 2018 ser ud til at blive den mindste årgang i de sidste tretten år. Man regner med en reducering på 20% i forhold til sidste års høst.

Den væsentligste årsag er en udbredt tørke, som har varet i flere år, og som for nylig bevirkede, at de mange indbyggere i Cape Town var i fare for at løbe tør for vand.
Tørken har selvsagt også medført skrappe restriktioner, når det gælder vanding af vinmarkerne. Værst er det gået ud over de vinproducenter, der fremstiller bulkvin - og dem er der rigtig mange af. Omkring 60% af al den vin, der eksporteres fra Sydafrika, er bulk. Her gælder det om, at vinstokkene får masser af vand, så høstmængden bliver så stor som mulig.
Men også de mange små kvalitets-vingårde, der i vidt omfang lader vinstokkenes rødder selv søge ned til naturlige vandreservoirer i jorden, har lidt under tørken.

Gamle vinstokke klarer skærene


Der er stor forskel på, hvor hårdt de ti førende sydafrikanske vindistrikter er blevet ramt af tørken. I Constantia taler man om en nedgang i høsten på 10 til 15%, mens Swartland har mistet omkring 50% af sin druehøst.
Der er flere årsager til de store forskelle, der ikke kun gælder distrikterne imellem men også fra vingård til vingård.
Blandt andet spiller de vidt forskellige jordbundsforhold en væsentlig rolle - lerjord er fx velegnet til at holde på fugtigheden, mens sandet jord har brug for langt mere vanding.
Vingårde med unge vinstokke har også haft gevaldige problemer, da rødderne endnu ikke går dybt nok ned i jorden. Gamle vinstokke derimod har stort set ikke været påvirket af tørken, da de har et dybtliggende netværk af rødder.

Tørke-resistente druer


Og så er der selve druesorterne. Fremsynede vinproducenter har allerede for år tilbage plantet mere tørke-resistente sorter fra Middelhavslandene som fx Tempranillo, Sangiovese, Barbera og Mourvèdre. Og stadig flere vingårde følger trop.
Ifølge brancheorganisationen Wines of South Africa (WOSA) tyder alt på, at Sydafrika generelt går en fremtid i møde med en mindre vinproduktion.
Landets vinmarksareal er skrumpet i de senere år, da det - blandt andet på grund af klimaændringerne - ikke længere er så rentabelt at være vinproducent. Stadig flere vinproducenter river vinstokkene op ved rode og planter andre afgrøder, der bedre kan klare klima-mosten.
Selv om druehøsten i Sydafrika i år er blevet stærkt reduceret, så fejler kvaliteten af druerne heldigvis ikke noget, så der skal nok komme noget rigtig god sydafrikansk vin årgang 2018 på forretningshylderne herhjemme.



Et af de fine tryk, der viser Vieux Château Certan i Bordeaux.

Smukke tegninger af slotte og marker

Der findes et hav af fotografier af Bordeauxs vinslotte - ligesom man kan se flere af dem afbildet i stregtegning på vinetiketterne. Men rigtige malerier eller tegninger af de ofte fine, gamle slotte er der ikke så mange af.
Det har den skotske kunstner Jonathan Warrender rådet bod på. Han har gennem nogle år besøgt Bordeaux adskillige gange, sat sin stol og sit staffeli op i vinmarkerne og har portrætteret 26 af vinslottene.
Ud over de fem 1. cru-slotte har han udvalgt de slotte, der har den mest iøjnefaldende arkitektur. De fleste slotte er af ældre dato, men enkelte er opført i supermoderne arkitektur.
Warrender udførte sine tegninger med blæk, blyant og akvarel, og samtlige af disse kunstværker blev solgt til en kunstsamler i Hong Kong. Men inden da blev der fremstillet 30 tryk af hver tegning, som er nummererede og signerede og sælges for 200 pund (cirka 1725 kr.) stykket. Man kan læse mere om kunstneren og projektet - samt bestille trykkene - ved at klikke her.


Vostok er - hvis alt går vel - den flaske, som man skal drikke øl af, hvis man opholder sig i rummet.

Verdens første rum-øl

Jaron Mitchell, der ejer bryggeriet 4 Pines Brewing Company i Sydney, har kreeret en øl specielt til nydelse i rummet.

Oppe i højderne er sanserne sløvet, og brygget, hvis navn er 4 Pines Stout, har derfor en ekstra kraftig aroma med hele syv forskellige malte og noter af kaffe, chokolade og karamel.
Nu har Mitchell i samarbejde med rumingeniørfirmaet Saber Astronautics skabt en flaske, Vostok, der gør det muligt at drikke brygget i vægtløse omgivelser - hvilket normalt er lidt af en udfordring.

Må drikke af en tube


Vostok har en tubeformet munding, så øllet ikke svæver ud i kabinen, når man skal til at drikke af flasken. Derudover er flasken forsynet med en indsats, som via overfladespænding skubber brygget op mod mundingen. Og så kan den nederste del skrues af, så den kan bruges som krus til øllet - når altså man er vel tilbage på jorden igen.
Flasken er skabt til brug for fremtidens rum-turister, men før den kan sættes i produktion, skal der penge i kassen. Dem - i alt 1 million dollars (cirka 6 mio. kr.) - er Mitchell nu ved at rejse via en crowdfunding-kampagne på Indiegogo.
Det med rum-turister er faktisk ikke så langt ude i fremtiden, som man måske skulle tro. For nylig lancerede det californiske firma Orion Span planerne om verdens første luksushotel i rummet, der - hvis alt går vel - vil stå færdigt i 2021.

16 gange "sundowner"


Aurora Station hedder hotellet, der dog i starten kun får plads til i alt fire gæster i sine to suiter. Et tolv dages ophold koster 9,5 mio. dollars (cirka 57 mio. kr.), og hvad skal man så lave deroppe i rummet? Jo, man kan skype med vennerne nede på jorden, få indsigt i, hvordan astronauter arbejder - eller måske bare sætte sig med en ”sundowner” (fx en Gin & tonic) og nyde solnedgangen. Og det kan blive til rigtig mange ”sundowners” - hotellet kredser rundt om jorden hvert 90. minut, hvilket betyder, at man kan opleve hele 16 solnedgange og 16 solopgange i døgnet! Trods prisen for et ophold er de to suiter forhånds-booket for de første fire måneder. Man kan læse mere om hotellet ved at klikke her.

Nyt job til Michel Rolland

Michel Rolland er en af verdens mest anerkendte vinkonsulenter. Han har sin base i Bordeaux og har været konsulent for berømte vinslotte som Figeac, Pontet-Canet, Ausone, Angelus og Pavie.
Ud over konsulentarbejdet på fransk jord giver Rolland også en hjælpende hånd med hos 150 vinhuse i mere end ti forskellige vinlande.
Allerede i 1996 begyndte han at interessere sig for vindyrkning i Kina og blev i 2011 konsulent for det kinesiske vinhus Great Wall.
Og nu har han indgået samarbejde med det kinesiske firma Wine World, der har sin base i Shenzhen.

Flere og bedre vine


Hans opgave hos Wine World bliver at sørge for, at firmaet får flere og bedre flasker vin på forretningshylderne.
Valget af Michel Rolland er oplagt, da han netop er specialist i Bordeaux-vin - hvilket er den største sællert, når det gælder vin i Kina.
Flere andre berømte franske vinkonsulenter er blevet hyret af kinesiske vinhuse og -firmaer gennem årene - heriblandt Stéphane Derenoncourt.
I denne uges Hall of Fame længere nede på siden kan man læse mere om Michel Rolland.


Fem af de i alt seks flasker i Weingut Musters vinserie.

En oplevelse for alle sanser

Det er altid spændende, når vinproducenter bryder med de gængse etiket-traditioner, og det må man sige, at østrigske Weingut Muster gør med vinserien Motif Wine. Etiketterne er designet af designfirmaet En Garde, og meningen med de sprælske etiketter er at give synssansen en oplevelse - ligesom lugte- og smagssansen får en oplevelse via indholdet i flaskerne.
Teksten, som er henvist til bagsiden af flasken, består kun af de mest nødvendige oplysninger.
Prøv at klikke ind på Motif Wines hjemmeside - den er meget smart opbygget. Kører man nedefter med musens hjul, kommer der en flaske ad gangen.

Baren på ProWein var noget af et trækplaster - måske blev de mange gæster tiltrukket af ordet "hygge" på tavlerne i baggrunden.

Bist du Hygge?

For nylig bragte vi en serie postkort fra verdens største vinbranchemesse, ProWein i Düsseldorf. Disse postkort kan man se ved at klikke her.
Men vi faldt lige over endnu et billede fra messen - nemlig fra den hal, hvor de små eksperimenterende destillerier holdt til.
Her var der indrettet en bar, hvor et par bartendere kreerede spændende og meget lækre cocktails. Og hvad så vi bag baren: Et par tavler med ordet ”hygge”. På den ene stod der ”Bist du Hygge?” (er du hygge), og på den anden ”Hygge drinks” - og så en længere forklaring om begrebet på tysk.

"Hygge" på verdensarvslisten


Ordet ”hygge” er uløseligt forbundet med dansk livsstil - hvilket også vil sige mad- og vinnydelse - og ikke bare i Danmark og også i udlandet. Allerede i 2015 blev de studerende ved Morley College i London undervist i ”det danske koncept ”hygge”, som siges at gøre folk lykkeligere”. Og i de senere år er der skrevet et hav af artikler og bøger om begrebet ”hygge”. Selv Bill Clinton roste den danske "hygge", da han holdt tale under sit besøg i Danmark i den forgangne uge.
Nu vil VisitDenmark ifølge brancheorganisationen Horesta have ordet hygge optaget på Unescos kulturarvsliste i den kategori, der hedder immateriel kulturarv.
Til det formål har VisitDenmark oprettet et hyggeråd, der skal arbejde for sagen. Rådet består af såvel almindelige danskere som diverse specialister på området - hvordan man så end bliver det ... Nå, men det lyder jo meget hyggeligt alt sammen.


Vodka filtreret gennem en meteor

Den amerikanske vodka Outer Space Vodka er tappet på en ret opsigtsvækkende grøn flaske, der skal lede tankerne hen på et rumvæsen. Og vodkaen, der er destilleret fem gange, har faktisk også noget med rummet at gøre, idet den er filtreret gennem en fire milliarder år gammel meteorsten. Hvad finder man dog ikke på!
Hvis man vil smage, hvad den særlige filtrering gør ved vodkaen, kan man købe en flaske på dansk jord. Den forhandles online af Purevodka.dk, hvor den koster 425 kr.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Michel Rolland.

Vinens Hall of Fame

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Michel Rolland. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Michel Rolland (f. 1947) er vokset op i hjertet af den franske vinverden, på sine forældres Bordeaux-vinslot, Château Le Bon Pasteur i Pomerol.
I 1972 blev han uddannet som ønolog fra det ønologiske institut i Bordeaux. Året efter slog han sig ned med eget vinlaboratorium i Libourne, hvor han analyserede vinprøver for en række af omegnens vinslotte. Men snart begyndte slotsejerne også at spørge ham til råds, når det gjaldt vinfremstillingen, og det blev startskuddet til den omfattende konsulentvirksomhed, som har gjort Michel Rolland berømt viden om.
I dag er han indbegrebet af en flyvende vinmager med hele verden som sin arbejdsplads. Flere hundrede vinhuse i blandt andet Frankrig, Italien, Portugal, Tunesien, Argentina, Sydafrika og Chile – ja, endog i Kina og Indien – har Michel Rolland med på sidelinjen, når der fremstilles vin.
Typisk for de vine, hvor den berømte konsulent har en finger med i spillet, er en utrolig fyldig og rund frugtsmag samt en markant fadlagring.
Som vinmager har Michel Rolland både venner og fjender. Til vennerne hører Robert Parker, der har nogenlunde samme vinsmag, og som derfor gang på gang har givet Rollands vine toppoint. Blandt fjenderne er de kritikere, der mener, at vinmageren er med til at ensrette denne verdens vine.
Michel Rolland rejser det meste af året, men basen er stadigvæk Bordeaux og det gamle laboratorium, der har udviklet sig til en større virksomhed, hvor vinprøver fra omkring 800 franske vinhuse hvert år bliver analyseret.
Han bor også i Bordeaux i Château Fontenil, sammen med hustruen Dany Rolland, der også er ønolog, samt døtrene Stephanie og Marie. De har alle tre deres faste gang i laboratoriet.
Adresse: Rolland Oenologie, 5 rue Catusseau, F-33500 Pomerol, tlf.: (+39) 05 57 51 23 05, fax: (+39) 05 57 51 66 08, email: roloeno@orange.fr, www.rolland-oenologie.fr.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.


Hvordan får jeg proppen op?

- Min kæreste og jeg tog på picnic den anden dag med mad og en god flaske vin - og vi havde glemt proptrækkeren, fortæller Cecilie Carstensen. - Der var ingen i nærheden og langt hjem - det var bare så ærgerligt. - Er der en eller anden smart metode, så man alligevel kan få proppen op?
Ja, det med at glemme proptrækkeren sker vist for mange picnic-glade mennesker hvert år. Og derfor er der da også blevet udtænkt et par snedige metoder.
Hvis man har en lighter på sig, kan man - efter man har fjernet kapslen, så proppen er blottet - varme det øverste af flaskehalsen i et par minutter, hvorefter proppen vil poppe ud af halsen. Metoden kan ses på en lille YouTube-film.
Man kan også åbne vinflasken ved hjælp af en sko og en træstamme. Det kræver lidt tålmodighed, men kan godt lade sig gøre, hvilket kan ses på denne YouTube-film.

Ugens vinøse billede

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-474


474 Der er masser af flasker i Budapests store markedshal (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 15 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cellar Road, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika, 2017, lav alkohol (12,5%)

42,95 kr., Amka

En frisk hvidvin med en fin duft af modne citrusfrugter og en fyldig, liflig smag med noter af ananas og abrikoser. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Capeman, Darling Cellars, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2017, lav alkohol (13%)

69,95 kr., Amka

Vellavet hvidvin, harmonisk og meget anvendelig som madvin. Den har en let cremet smag med noter af pærer og ananas. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Cheteau, Lacheteau, Sauvignon Blanc, Val de Loire IGP, Frankrig, 2017, lav alkohol (12%)

79,95 kr., på tilbud ind imellem: 50 kr.; sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Elegant og meget lækker hvidvin, der rent og flot præsenterer druen Sauvignon Blancs duft og smag med tilpas syre og sødme. Skynd jer at købe den, når I ser den til 50 kr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Bread & Butter, Chardonnay, Napa Valley, Californien, 2016, middel alkohol (13,5%)

99 kr., Gallovini

Denne hvidvin har en helt udsædvanlig kraftig smag af vanille og egetræ, en smag, der overdøver smagen af vin og drue. Så den er ikke rigtig vores kop te ....

stjernestjernestjernestjernestjerne

Osterberg, Jean Biecher & Fils, Riesling, Alsace Grand Cru, Frankrig, 2016, lav alkohol (12%)

99 kr., Multi Wine

Lækker, blød og imødekommende hvidvin fra Grand Cru-marken Osterberg. Den har en cremet smag, er fuld af druefrugt og med noter af ferskner, abrikoser, ananas og ... banan. Glimrende til mad og som terrasse-vin.

stjernestjernestjerneØ

Froh Mut, Landgraf Wein, Riesling, Rheinhessen, Kabinett, Tyskland, 2017, lav alkohol (10,5%)

99,95 kr., pris på tilbud 20.-26. april: 69 kr., Kvickly

Denne økologiske hvidvin smager egentlig godt, men er meget let og ret enkel og med markant sødme. Lidt i retning af en tonic-sodavand med druesmag. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Passitivo, Primitivo, Puglia IGT, Italien, 2017, lav alkohol (12,5%)

99 kr., 85 kr. ved 6 flasker, YouAndWine

En glimrende rosévin fra Italiens støvlehæl. Den har en liflig duft af modne hindbær og ribs og en fyldig bærsmag med en fin balance mellem frugtsødme og syre. Nyd den, som den er, eller til en god kyllingeret.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Les Embruns, Jeanjean, Sable de Camargue, Frankrig, lav alkohol (12%)

99,95 kr., ind imellem på tilbud: 59 kr.; sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Økologisk rosévin med en flot, ret kraftig smag, hvori syre og krydring arbejder godt sammen med drue og sødme. Vinen kommer fra de sandede banker i Rhôneflodens delta, hvor vinlusen ikke har fundet vej, så vinstokkene meget vel kan være uden amerikanske rødder.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dal Vulcano, Aglianico del Vulture, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Superlækker rødvin med en herlig, blød frugtsmag og fin krydring. En elegant vin til stegeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cimarosa, Claudio Villouta, San Rafael, Valle del Maule, Cuvée Especial, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)

79 kr., Lidl

Vellavet rødvin på druerne Cabernet Sauvignon, Camenère, Syrah og Petit Verdot. Den har god og moden frugt, blommer og kirsebær, og fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjerne

Motorosso, Cantina Colli Euganei, Vino da Tavola, Italien, 2017, lav alkohol (12,5%)

89 kr., pris ved 3 flasker: 66,75 kr., Propperiet

Let rødvin med et smalt smagsspektrum. En frikadelleskubber, som man ikke spekulerer nærmere over. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gricos, Grifalco, Aglianico del Vulture, Italien, 2015, lav alkohol (13%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

Flot rødvin med et bredt smagsbillede - mørke kirsebær, slåen og brombær, bløde tanniner og fint integrerede fadnoter. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Goru 38 Barrels, Ego Bodegas, Jumilla, Spanien, 2013, høj alkohol (14,5%)

179 kr., pris ved 6 flasker: 169 kr., Holte Vinlager

En meget attraktiv rødvin på druerne Monastrell, Syrah og Cabernet Sauvignon. Vinen har en fyldig smag med bløde tanniner, mørke bær, kaffebønner, chokolade, anis (tror vi nok) og vanille fra fadlagringen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

1000 Stories, Zinfandel, Californien, USA, 2016, høj alkohol (14,5%)

199,95 kr., pris på tilbud 20.-26. april ved 2 flasker: 99,50 kr., SuperBrugsen

Denne rødvin er modnet på whisky-fade. Det mærkes måske ikke umiddelbart. Men vinen har en dejlig, blød frugtsmag med noter af mørke bær og peber samt vanille og tobak fra fadlagringen. Lang eftersmag. I VinAvisen uge 16 har vi nævnt lidt om vinen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Xavier, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

329,95 kr., pris ved 6 flasker: 259,95 kr.; pris på tilbud: 129,95 kr., Supervin

Meget lækker rødvin med en frugtagtig, blød og harmonisk smag med fin urte-krydring. Den gode smag holder hele vejen ud i eftersmagen. Prisen 130 kr. må nok siges at være den rigtige.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen