Nyheder for uge 24, 2018



Illustration til markedsføring af Bordeaux Fête le Vin 2018.

Vin og gamle tremastere

Fra d. 14. til 18. juni invaderes Bordeaux by af mere end en halv million vinglade verdensborgere. De kommer for at deltage i den store vinfestival Bordeaux Fête le Vin, der afholdes på en to kilometer lang strækning langs Garonne-floden, som gennemskærer byen.

Forsynet med et smage-pas og et vinglas har man mulighed for at smage vin hos i alt 1200 vinproducenter og négocianter fra mere end 80 forskellige appellationer i Bordeaux og regionen Nouvelle-Aquitaine.
Festivalen vil traditionen tro være krydret med workshops, udstillinger, et særligt smageareal for økologiske vine osv.
I år fejrer Bordeaux Fête le Vin sit 20 års jubilæum, og der bliver derfor sat alle sejl til. Og det skal forstås bogstaveligt, da arrangørerne har fået hele 30 fantastiske gamle træskibe - store to- og tremastere - fra hele Europa - til at lægge til langs kajen ned til Garonne.

Se vinbyen fra vandsiden


Mere end 20 af disse skibe afholder guideture ombord, og om aftenen er der på nogle af dem mulighed for at nyde vin og tapas.
Tre af skibene tilbyder også en times sejlture på Garonne-floden, så man kan opleve Bordeaux fra vandsiden.
Det bliver med garanti også et prægtigt syn, når samtlige skibe letter anker og drager af sted på festivalens sidste dag.
Man kan læse mere om festivalen og skibene ved at klikke her.

Montes udfordrer sig selv

Hvis man mangler udfordringer som vinproducent, kan man jo gøre som Aurelio Montes, der ejer det førende chilenske vinhus, som bærer hans efternavn. Han har netop meddelt, at han vil plante vinstokke på en lille ø med et uvejsomt terræn, hvor der aldrig er dyrket noget som helst.
Øen, Mechuque, er en del af ø-gruppen Chiloé, som ligger i den chilenske del af Patagonien. Mechuque er på kun 18 kvadratkilometer, og der bor 120 mennesker på øen, som hovedsageligt lever af fiskeri.
Som Aurelio Montes har sagt til The Drinks Business, så har han drømt om at lave vin på øen i de sidste 50 år - og nu skal det altså være.

Vil fremstille mousserende vin


I slutningen af juni planter den chilenske vinproducent, på et to hektar stort område, vinstokke med Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc, Albariño og Pinot Noir - simpelt hen for at undersøge, hvilke druer, der trives bedst i Mechuques jordbunds- og klimaforhold.
Jorden er fuld af vulkansk aske fra Andesbjergene, og klimaet er mildt uden frost om vinteren og med højst 23 grader om sommeren.
Tanken er at fremstille mousserende vin på øen, og ifølge Aurelio Montes kunne den første kommercielle vin meget vel - hvis projektet lykkes - se dagens lys i 2021.


På dette satellitbillede fra Nasa ses Den Engelske Kanal mellem Frankrig (nederst) og Storbritannien. Et eller andet sted dybt nede i kanalen ligger der 600 flasker vin og modner.

600 flasker i Den Engelske Kanal

Vinhuset Mira Winery i Napa, Château Larrivet Haut-Brion i Pessac-Léognan og champagnehusene Veuve Cliquot og Drappier har noget tilfælles ud over at lave vin. Alle har de nemlig udført forsøg med at modne vin tappet på flasker i havets dyb.
Nu er også Château Tour Castillon i Médoc ifølge Decanter hoppet med på "vandvognen" og har nedsænket 600 flasker af sin vin i Den Engelske Kanal. Det er dermed første gang, et Médoc-slot forsøger sig med denne form for vin-modning - og vist nok også første gang, kanalen mellem Frankrig og Storbritannien bliver brugt som alternativ ”vinkælder”.

Bliver smagt om et år


Da ejeren af vinslottet, familien Peyruse, kender både fiskere og dykkere, er nedsænkningen af vinene foregået relativt nemt.
Nu skal de mange flasker ligge i dybet i det næste år, før de igen bliver hevet op og smagt på.
Andre vinhuse, der har forsøgt sig med samme metode, har været begejstrede for resultatet. Noget tyder på, at mørket, de kølige og fugtige omgivelser og det pres, vandet yder på flaskerne, har en gunstig virkning på vinens udvikling.

Rekord stort antal gæster

Den nok største årlige vinsmagning på dansk jord, Barolo & Friends Event, har aldrig haft problemer med at tiltrække besøgende. Men i år slog antallet af vinglade danskere, der valfartede til smagningen fredag eftermiddag, alle rekorder. Hele 1211 besøgende valgte sol, strand og haveliv fra for at smage på et større udvalg af Piemontes skønne vine.
De flere hundrede vinglas, der var linet op på snorlige rækker ved indgangen, vidnede ligeledes om, hvor stor en smagning Barolo & Friends Event har udviklet sig til at være i de nu ti år, den har været afholdt i Danmark.
Smagningen foregik traditionen tro i den gamle børssal i København. Om formiddagen lagde 411 vinbranchefolk vejen forbi - flere af dem var importører, der var på jagt efter nye producenter. Og da hovedparten af de i alt 40 udstillere ligeledes var på jagt efter en dansk importør, så blev der sikkert indgået en aftale eller to.

Styr på detaljerne


Det er Piemontes vinråd, I Vini del Piemonte, der afholder smagningen i samarbejde med den danske vinagent Jens Winther Simonsen. Og der er styr på logistikken og tænkt over detaljerne. Fx var det en glimrende idé, at de besøgende fik udleveret en lille stofpose til glasset, som de kunne hænge om halsen. Så var hænderne fri, når der skulle skrives smagenotater eller kigges i det grundige katalog over udstilllerne og deres vine. Det fine glas kunne man i øvrigt tage med hjem bagefter.
Der blev skænket smagsprøver på dejlige og let drikkelige rødvine på Barbera og på flotte og majestætiske Barolo og Barbaresco rødvine. Men også på hvidvine og spumanter. For Piemonte er nemlig ikke kun rødvinsland. Blandt andet smagte vi nogle skønne hvidvine på druen Arneis fra Roero - en appellation, der ikke er så kendt som Barolo og Barbaresco.
Da klokken nærmede sig fyraften for smagningen, blev der som en flot finale trukket lod blandt de besøgende om et ophold i Piemonte.
Om formiddagen blev der afholdt et seminar om Barbera-vine ved Thomas Ilkjær - det vender vi tilbage til i næste uge.


De to lamper fra hvis fødder der rejser sig fine stablede "champagneglas".

Et par fantastiske champagne-lamper

I 1938 designede den spanske kunstner Salvador Dalí to par standerlamper, Champagne Standard Lamps, i samarbejde med den britiske kunstner Edward James.
Dalí var den mest fremtrædende repræsentant for surrealismen, der dyrkede det underbevidste og drømmende i både litteraturen og kunsten. Og så var han en stor vinnyder.
De 160 cm høje standerlamper er ret fantastiske - og som man kan se inspireret af stablede, skålformede champagneglas, der balancerer på en bakke (lampefoden). ”Glassene” er af guldbelagt messing, og nogle af dem er lavet i sektioner, så de kan tages af messingstangen, der går fra fod til fatning. Men der er hul i midten af ”glassene”, så man kan jo ikke drikke af dem …

Håber, de bliver i Storbritannien


De i alt fire lamper blev oprindelig skabt til at stå i Monkton House i Sussex, hvor Edward James’s forældre boede. I dette hus blev der skabt et af de mest surrealistiske interiører nogensinde med møbler som fx en sofa, der var udformet som den amerikanske skuespillerinde Mae Wests læber.
Edward James Foundation ejer interiøret og dermed begge par Champagne-lamper, og nu er det ene par sat til salg for 440.000 pund (cirka 3,7 millioner kr.). Dog har det britiske kulturministerium skyndt sig at pålægge lamperne et midlertidigt eksportforbud i håb om, at et britiske museum eller en forening vil købe dem - i stedet for måske en kinesisk vin- eller kunstsamler. I Storbritannien anser man Dalís lamper for et nationalklenodie.


Tabt salg på grund af forfalskninger

Vi nævner ofte, hvordan svindlere rundt om i verden forfalsker kostbare vine og spiritusser. Nu viser en ny rapport fra European Union Intellectual Property Office (EUIPO), hvor stort et økonomisk tab EU’s 28 medlemslande har årligt på grund af den stadig mere omfattende svindel.
For hver forfalsket flaske, som forbrugerne køber, mister producenten af den ægte vare jo en indtægt - hvilket igen betyder, at der i sidste ende er mindre råd til at ansætte nye folk.
Også de handlende, der har købt flasker i dyre domme med videresalg for øje, mister omsætning, når de får at vide - eller selv finder ud af - at der er tale om forfalskninger.

Et tab på 9,7 mia. kr.


Ifølge den nye rapport beløber det totale salg af vin og spiritus i EU’s medlemslande sig årligt til omkring 38 milliarder euro (cirka 283 mia. kr.).
Heraf går 1,3 mia. euro (cirka 9,7 mia. kr.) svarende til 3,3% hvert år tabt på grund af forfalskede flasker på det europæiske marked. Dertil kommer et samlet tab på 1,2 mia. euro (cirka 8,9 mia. kr.) i manglende skatter og afgifter.
Den tabte omsætning på grund af de forfalskede flasker medfører et direkte tab af 4800 job inden for vin- og spiritusproduktionen. Og ser man på antallet af job i salgssektoren og andre sekundære led, lyder tallet på yderligere 18.500.

Forfalskninger koster Danmark 9 mio. kr.


Ser man på de tre største vinlande, Frankrig, Spanien og Italien, så mister førstnævnte land 136 mio. euro (cirka 1 mia. kr.) årligt inden for salg af vin- og spiritus på grund af forfalskninger. Dertil kommer yderligere 100 mio. euro (cirka 745 mio. kr.) i skatter og afgifter.
Spanien og Italien tegner sig for et salgstab på henholdsvis 263 mio. euro (cirka 2 mia. kr.) og 162 mio. euro (cirka 1,2 mia. kr.) - og yderligere tab i skatter og afgifter på 90 mio. euro (cirka 670 mio. kr.) og 18 mio. euro (cirka 134 mio. kr.).
Og så er der Danmark. Ifølge rapporten er forfalskninger af vin årligt skyld i et salgtab på 3 mio. euro (cirka 22 mio. kr.), og når det gælder spiritus, beløber tabet sig til 6 mio. euro (cirka 45 mio. kr.). Det svarer til henholdsvis 0,9% og 4,2% af det totale salg af vin og spiritus på dansk jord.
EUIPO’s undersøgelse, der har strakt sig over de sidste fem år, omfatter i alt 13 forskellige salgssektorer, der alle er udsat for massive forfalskninger. Man kan læse hele undersøgelsen inden for vin- og spiritussektoren ved at klikke her.


Ved Ma Poules stand kunne man smage pragtfulde oste og pølser samt en ualmindelig god Crémant de Loire fra Château de la Viaudière. Ma Poule har sin forretning i Torvehallerne.

Hyggeligt fransk marked

Når vejret er godt, er der sand sydeuropæisk markedsstemning omkring Torvehallerne i det indre København. Og i denne weekend var der skruet ekstra op for stemningen med et hyggeligt fransk vin- og gourmetmarked.
Apéritif à la Francaise hedder det årligt tilbagevendende marked, og konceptet er enkelt. Man skal ikke på forhånd købe billetter men kan bare droppe forbi og for 100 kr. få et smageglas i hånden og fire poletter, der hver giver mulighed for en pænt stor smagsprøve i det store telt, hvor markedet foregår.
Og så var det ellers bare at gå på jagt mellem boblende Crémant'er, elegante hvid- og rødvine, der kaldte på oste, patéer og pølser. Også dem var der masser af - samt krydrede sennepper og alverdens andre franske delikatesser.
Til sammen var standene i teltet en dejlig gastronomisk rejse ud i det franske, og hvis man ikke nåede at opleve Apéritif à la Francaise i år, så vender det populære marked med garanti tilbage til Torvehallerne i 2019.
Markedet var som altid optakten til en hel uge med fransk gastronomi, French Dining Week, med deltagelse af en lang række restauranter fordelt over det meste af Danmark. Den uge kan man læse mere om og bestille billetter til ved at klikke her.


Paw Levison (th.) skænker et glas cider for en af de franske ciderproducenter, som deltog i Apéritif à la Francaise.

To paller cider i kollegieværelset

Under Apéritif à la Francaise mødte vi blandt andet Paw Wöhlk, der sammen med Kristoffer Pind Levison ejer firmaet Ciderrevolutionen. De to er studiekammerater, og det hele startede med studieophold i henholdsvis Frankrig og England, hvor de hver især blev begejstrede for cider.

Sådan noget godt cider måtte kunne sælges i Danmark, og de lagde ud med to paller og med Kristoffers 14 kvadratmeter store kollegieværelse som lager - hvorfor sengen måtte placeres oven på pallerne med alle kasserne …
Den slags import kræver jo diverse godkendelser, og i dag er Kristoffer indehaver af Danmarks nok eneste kollegieværelse med en smiley fra fødevarestyrelsen.
Nu er firmaet to år gammelt, og det går rigtig godt. Ciderrevolutionen sælger cider til barer og restauranter, har åbnet Danmarks første ciderbar i København og afholder smagninger for virksomheder og private.
Kristoffer studerer stadig økonomi, mens Paw er færdig med studierne i statskundskab og har fået job. Men det job siger han nu farvel til for at hellige sig ciderfirmaet 100%.
- Jeg kan måske komme til at tjene, hvad der svarer til en SU, men det er det her, jeg brænder for, lød det fra den unge ciderentusiast.

Rejser penge via Coop Crowdfunding


Makkerparret er også begyndt selv at fremstille cider i kælderen under kollegiet. Og de gør det på nogle af de mange tons æbler, der ellers bare får lov til at ligge og rådne på marker og i haver.
Nu vil de gerne i gang med en større produktion - hvilket kræver en økonomisk håndsrækning. Den forsøger Kristoffer og Paw at få via Coop Crowdfunding - en platform, hvor Coops 1,7 millioner medlemmer og producerende ildsjæle kan mødes og sammen omsætte visionerne til konkrete varer. Man kan klikke ind og støtte ciderprojektet - eller bare se det sjove billede af sengen oven på alle kasserne ...
I teltet smagte vi ikke Ciderrevolutionens egen produktion, men derimod en ualmindelig lækker fransk naturcider, Cornouaille fra Manoir du Kinkiz, med fylde, modne æbler og et delikat strejf af røg.
Den og en række andre nøje udvalgte cidere kan købes på firmaets hjemmeside.


"Love Me" er navnet på dette kæmpe store hjerte af blankpoleret stål, som genspejler vinlandskabet hos The Donum Estate. Skulpturen er skabt i 2016 af den britiske kunstner Richard Hudson. Foto: The Donum Estate.

Kæmpe skulpturer i vinmarkerne

Uanset, om man er interesseret i kunst eller ej, så er de kæmpe store moderne skulpturer, som er placeret i vinlandskabet hos The Donum Estate i Sonoma, et fascinerende syn.

Vinhuset, der fremstiller hvid- og rødvin på Chardonnay og Pinot Noir, ejes af den danske modekonge Allan Warburg, som har sin base i Kina - og som er en ivrig vin- og kunstsamler. I 2015 blev den første skulptur sat op i en vinmark, og i dag står der 35 kunstværker spredt ud over den 80 hektar store ejendom - og nye kommer til med jævne mellemrum.

Bygger bro mellem mennesker


Skulpturerne kommer fra hele verden og er skabt af nogle af de mest anerkendte moderne kunstnere - heriblandt Ai Weiwei, Louise Bourgeois, Keith Haring og Tracey Emin. Kunstværkerne er vidt forskellige - det eneste, de har tilfælles, er, at de er meget store, så de kan ses på lang afstand.
Og hvad har kunst så egentlig med vin at gøre? Jo, en hel del ifølge Allan Warburg, da begge dele er i stand til at bygge bro mellem mennesker fra forskellige kulturer.
Man kan besøge Donum, smage husets vin og se skulpturerne mod forudgående aftale.
Ved at klikke her kan man læse mere om vinhuset og kunstnerne - og se flere af de fantastiske kunstværker.


Flemming Karberg.

Flemming Karberg er død

En af bannerførerne, når det gælder udbredelsen af vin og spiritus i Danmark, Flemming Karberg, er død 81 år gammel.

Han var fjerde generation i det 150 år gamle familieejede firma Hans Just, og han har i høj grad været primus motor i firmaets ekspansion gennem årene.
I dag er Hans Just således en af Nordens største privatejede grossistimportører af spiritus og vin.
Flemming Karberg introducerede også en lang række berømte spiritusmærker på det danske marked, heriblandt Jägermeister Bitter og Campari Bitter.
I 59 år har Hans Just været en vigtig del af Flemming Karbergs liv - og omvendt. Han begyndte at arbejde i firmaet, da han var 22 år gammel, i 1963 blev han medindehaver og i 1979 eneindehaver.
Selv om det i dag er hans sønner, Peter og Thomas, der har overtaget ledelsen af firmaet, havde han næsten dagligt sin gang på kontoret i Århusgade på Østerbro lige indtil sin død.
Ved at klikke her kan man læse mere om Flemming Karberg.



Festivalens logo.

En boblende festival

Året igennem arrangeres der mange spændende vinfestivaler rundt om i Danmark. Men en festival udelukkende for mousserende vin har vi ikke hørt om før. Men det er da en glimrende idé.
Copenhagen Bubbles Festival, som festivalen er døbt, løber af stabelen d. 1. og 2. september, og rammen bliver H.C. Andersen Slottet i Tivoli.
Festivalen breder sig over hele to etager. På første etage vil omkring 30 producenter og importører skænke i glassene af alt fra Champagne og cava til prosecco, lambrusco, spumante, espumante og sekt - med andre ord bobler fra Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland, Østrig, Ungarn og Portugal. Stuetagen vil huse en cocktailbar med mousserende cocktails.
Prisen for at deltage i Copenhagen Bubbles Festival er 350 kr. pr. person inklusiv adgang til Tivoli. Man kan læse mere og bestille billetter ved at klikke her.

Whiskyaffald som laksefoder

Det er dejligt med kloge hoveder, der kan finde på nye smarte måder at anvende affaldet fra vin- og spiritusindustrien.
Et sådan klogt hoved er skotske Douglas Martin, der har grundlagt firmaet MiAlgae. Han har opfundet en metode, der gør det muligt at bruge affaldsprodukter fra destilleringsprocessen i whiskydestillerierne til at dyrke alger, som er rige på Omega 3-fedtsyrer. Og disse alger kan så igen bruges som foder til laks i Skotlands mange laksebrug.
Hvert år producerer brugene mere end 160.000 tons laks, og de mange fisk bliver normalt fodret med tabletter lavet af blandt andet korn, fiskemel, soja og vitaminer. Det er dyrt foder, sammenlignet med alge-foderet - ikke mindst på grund af fiskemelet, der fremstilles på basis af et hav af små fisk. Desuden er alge-foderet fuldstændig bæredygtigt.
Nu har en skotsk bank investeret 500.000 pund (cirka 4,2 millioner kr.) i Martins firma, hvilket gør det muligt for ham at ansætte nogle folk og bygge et anlæg til algeproduktionen i et whiskydestilleri.
Den 10 cl store flaske med Daddy Long Legs Extra Rare.

Edderkop med egen flaske

Hvis man lider af araknofobi (edderkoppeskræk), er en netop lanceret flaske hedvin fra det australske vinhus d’Arenberg nok ikke sagen.
Flasken, der kun indeholder 10 cl vin, er nemlig placeret midt i en edderkoppelignende holder.
At flasken ikke er større skyldes, at der er tale om en ualmindelig sjælden hedvin. Da den nuværende ejer af d’Arenberg, Chester Osborn, i 1984 blev udnævnt til chefvinmager, lagde han femten fade med noget meget gammel fortificeret vin til side i et solera-system. Solera-systemet er dette særlige system, som man anvender i Sherry med flere rækker fade oven på hinanden. Fra tid til anden tapper man den vellagrede vin fra rækken nederst ved gulvet - cirka 10% af vinen tre gange om året.
Denne nederste række, solera-rækken, fyldes derefter op med vin fra rækken ovenover, der igen får vin fra den næste række, osv. Den øverste række fylder man så efter med ung vin. Man kan læse meget mere om det særlige system ved at klikke her.

Er modnet i "edderkoppe-hallen"


Den ældste vin i solera’en går tilbage til 1928, og gennemsnitsalderen på vinen i flaskerne fra d’Arenberg er 50 år.
Vinen er lavet på en blanding af Shiraz, Grenache og Mataro (Mourvedre), og gæringen blev i tidernes morgen stoppet ved tilsætning af druesprit - som man jo gør ved fremstilling af fortificeret (styrket) vin. Dernæst blev vinen tappet på fade, hvor den så har ligget lige siden dengang.
Hedvinens navn er Daddy Long Legs Extra Rare, og prisen for den 10 cl store flaske er 500 AUD (cirka 2430 kr.) - det må vist være rekord for så lille en flaske ...
Der er kun frigivet 50 flasker til salg, og de kan udelukkende købes i d’Arenbergs egen vinhus-butik i McLaren Vale i South Australia.
Vinens navn - og den spøjse holder - er afledt af den hal, hvor fadene har ligget og modnet. Denne hal er nemlig kendt for sine mange hundrede Daddy Long Legs - de langbenede edderkopper, vi kalder for mejeredderkopper.

Afgifter på whiskey og ikke på vin

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har som bekendt indført afgifter på importeret stål og aluminium fra Europa, Mexico og Canada på henholdsvis 25% og 10%.
Som forventet svarer EU nu igen med afgifter på importerede amerikanske varer på hele 2,8 milliarder euro (cirka 20,8 mia. kr.).
Allerede for længe siden, da Trump begyndte at lufte tanken om afgifter, har man i EU lavet en liste over alle de importerede produkter fra USA, som det kan komme til at gå ud over. Den imponerende liste kan ses ved at klikke her.
Med på listen er amerikansk whiskey og bourbon, og begge dele er også udvalgt af EU som produkter, der vil blive belagt med afgifter.
Afgifterne, der vil blive på 25%, træder i kraft fra og med juli i år, og de vil omfatte whiskeymærker som Jack Daniel’s, Jim Beam, Wild Turkey og Four Roses. Amerikansk vin er ikke med på listen.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra den danske vinbranche i denne uge.


Malene Smidt Hertz.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Malene Smidt Hertz (f. 1966) er Danmarks første kvindelige vinkyper, uddannet 1985-88 på Vingaarden i Odense og med flere studieophold i udlandet - i Mosel, Bordeaux, Bourgogne, Oporto og Jerez de la Frontera.
I 1991 blev hun uddannet til hotelleder på Hotel- & Restaurantskolen i København, og havde sideløbende et job hos DZ Wine i Nærum. Efter endt uddannelse blev hun først indkøbschef, derefter daglig leder og i 1992 administrerende direktør.
I år 2000 tiltrådte hun jobbet som direktør hos Kjær & Sommerfeldt. Efter et velgennemført generationsskifte af det gamle hæderkronede firma, valgte hun i sommeren 2004 i en alder af 38 år at forlade vinfirmaet.
Hun erhvervede sig efterfølgende en Executive MBA og to bestyrelsesuddannelser og har siden 2006 drevet selvstændig virksomhed suppleret med rollen som professionelt bestyrelsesmedlem.
I 2009 stiftede Malene Smidt Hertz virksomheden Rundt om Vin. Den beskæftiger sig med formidling af vinens univers i kraft af foredrag, undervisning og skribentvirksomhed. Siden 2012 har hun desuden været producent af gløgg, der distribueres i Tivoli, Irma og Meny.
Bredden og mangfoldigheden i vinens verden er det, som optager Malene Smidt Hertz mest. Hendes faglige baggrund er bred inden for såvel den europæiske som den oversøiske vinverden. Målet har altid været at invitere vindrikkerne ind i universet, hvilket er udlevet både som tilknyttet ekspert i Go’morgen Danmark, vinanmelder i Ekstra Bladet og siden hen fast skribent i Mad & Bolig - samt ved udgivelsen af bogen “Kvinder og Vin”, som hun har skrevet sammen med læge Erik Skovenborg.
I 2016 færdiggjorde Malene Smidt Hertz sin WSET Level 4 Diploma in Wines & Spirits med Merit. En uddannelse, som kun 9500 personer globalt har gennemført - heriblandt Frederik Kreutzer med hvem hun samme år stiftede virksomheden Vinuddannelse.dk. Virksomheden udbyder faguddannelse til både branche- og lægfolk, bl.a. de anerkendte WSET-uddannelser fra Wine & Spirit Education Trust i London.
Malene Smidt Hertz har gennem sin karriere modtaget flere påskønnelser for sit arbejde. I 1993 modtog hun Vilhelm Christiansens Æreslegat for sin indsats i den danske vinbranche, og i 2003 blev hun tildelt den franske landbrugsorden ”Merite Agricole”. I 2004 blev hun optaget som æresbror i Laugsmagistrene for på en troværdig måde at formidle kendskabet til vinens verden uden at gå på kompromis med kvalitet eller holdninger. I 2015 blev hun udråbt blandt 100 kvindelige normbrydere, der ændrede århundredet i forbindelse med 100 året for kvinders valgret.
Privat er Malene Smidt Hertz gift med Jacob Hertz, og sammen har de døtrene Emilie og Clara.
Adresse: Rundt om Vin, Rygårds Alle 61, 2900 Hellerup, tlf.: 20 61 49 66, e-mail: mail@rundtomvin.dk, www.rundtomvin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor er nogle champagner så holdbare?

Mogens Iversen har fået at vide, at man ikke skal gemme champagne alt for længe. Men han har lagt mærke til, at vi nogle gange omtaler meget gamle champagner, som stadig er dejlige at drikke.
Hvordan kan det være, at nogle champagner kan gemmes så længe?
Det er rigtigt, at almindelig champagne ikke må ligge for længe. Faktisk cirkulerer der nogle flasker, der gives som gaver fra den ene reception og fødselsdag til den næste - og som efterhånden er blevet ret trætte.
Der fremstilles imidlertid også såkaldte årgangs- og prestige-champagner af perfekt modnede druer og af en særlig høj kvalitet i alle led i fremstillingen. Disse vine er holdbare og vil udvikle sig i flaskerne - indtil en vis grænse, naturligvis (ikke alle kan blive tyve år gamle).
Yderligere opbevares flaskerne i størstedelen af deres liv under forhold, som vi andre ikke vil kunne give dem. De ligger dybt under jorden i kalkstenshulerne i Champagne i mørke og tilpas fugtighed og under en konstant temperatur på 12 grader.


Ugens vinøse billede

Marco Andreis har taget dette billede i El Carcha i det spanske Jumilla, hvor Bodega Casa de la Ermita blandt andet dyrker Monastell-druer på nogle meget gamle og knudrede vinstokke.
Billedet er meget typisk for distriktet Jumilla, der ligger vest for Alicante. Det er et fladt højland, der brydes af stejle bjergkæder, og hvor vin, oliven og mandler er de eneste afgrøder, som kan tåle de store svingninger i temperaturen, man oplever hvert år.
Det er et distrikt med mange ambitioner, og man har for længst vist, at man har noget at have disse ambitioner i. Man holder sig til den blå Monastrell-drue, og det er en klog disposition, for det er en drue, som gør sig godt her. Vine på 100% Monastrell har et fint lagrings-potentiale.

Send endelig billeder til os!


Så starter sommerferien, og der er sikkert nogle af jer, der rejser til et af verdens mange vinområder - og tager en masse billeder! Så send endelig både smukke, sjove og anderledes vinbilleder - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-481


481 Et af livets glæder er et måltid med god vin i det ”dybe” Frankrig (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 28 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Fantini, Farnese Vini, Pinot Grigio, Terre Siciliane, Italien, 2017, lav alkohol (12%) 59 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport Dejlig, harmonisk hvidvin med en frisk duft og smag, noter af sommeræbler og citrus samt en lille, behagelig bitterhed i slutningen. Flasken har skruelåg.
Mount Riley, Mount Riley Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2017, lav alkohol (12,5%) 119 kr., sælges i Meny- og Spar-butikker, Amka Denne hvidvin har en ren og uforfalsket duft og smag af druen Sauvignon Blanc. Den har tilpas syre og et strejf af sødme. Lang eftersmag. Flasken har skruelåg.
Huber, Riesling, Traisental, Østrig, 2017, lav alkohol (12,5%) 149,95 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Supervin Delikat og lækker hvidvin med et klart billede af Riesling-druen. Andre har beskrevet den som smagende af tennisbolde og våde sten ... Joh, måske. Men den har i hvert fald mineralske noter og en fin krydring med et strejf af mynte. Flasken har skruelåg.
Tabano, Montegrappone, Marche, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%) 149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk En liflig hvidvin, der dufter af kærlighedsfrugt og modne citrusfrugter, og som har en lækker vinøs smag med modne grønne druer, ananas og en lille smule frugtsødme. En vin, mange vil kunne lide - og en vin me den stor spændvidde, når det gælder mad. Nyd den godt afkølet til en ekstra god sommerfrokost.

Rosévin

Burro Loco, Valoria la Buena, Tempranillo, Vino de la Tierra de Castiilla y León, Spanien, 2017, middel alkohol (13,5%) 60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Vellavet rosévin på økologisk dyrkede druer. Der er god frugt, tilpas sødme og syre samt en krydring, der gør den egnet til mad.
Colombelle Sélection, Plaimont, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2017, lav alkohol (12%) 75 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Erik Sørensen Vin En rosé, der dufter af friske hindbær og har en fyldig bærsmag, en behagelig fedme og en lang og fin aromatisk eftersmag. Flasken har skruelåg.
Peter Yealands Rosé, Marlborough, New Zealand, 2017, lav alkohol (13%) 99,95 kr., på tilbud fra 8. til 14. juni: 75 kr. ved 2 flasker, Kvickly En lækker rosé med en mild bærduft og med en let og delikat smag med noter af hindbær, modne ribs og rabarber. En rigtig sommervin til en god madsalat eller kyllingeret, der ikke er alt for krydret. Når vinen er taget ud af køleskabet, så vent lige nogle minutter med at servere den - først da vil man få glæde af dens delikate duft og smag. Flasken har skruelåg.
La Mascota, Mascota Vineyards, Mendoza, Argentina, 2017, lav alkohol (11,5%) 99,95 kr., på tilbud indtil 14. juni: 46,50 kr. ved 6 flasker, Kvickly Denne rosé er utroligt lys - det, som franskmændene kalder for agerhøneøje-farvet. Det er en dejlig sommervin med en sart duft af modne ribs og en liflig, let og frisk frugtsmag med noter af rabarber. Det lave alkoholindhold gør vinen velegnet som apéritif og frokostvin. Tilbudsprisen er yderst fordelagtig. Flasken har skruelåg.
Lumare, Tenuta Iuzzolini, Calabria IGT, Rosato, Italien, 2017, lav alkohol (13%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk En let, enkel og ret sødlig rosévin på druerne Gaglioppo og Cabernet Sauvignon. I smagen vanille, jordbær og hindbær.

Rødvin

Burro Loco, Valoria la Buena, Tempranillo, Vino de la Tierra de Castilla y León, Spanien, 2017, høj alkohol (15%) 60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company En ret enkel, men pæn, økologisk rødvin med ret markante tanniner. 15% alkohol, men ikke nogen spritkant. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.
Little Billabong, Shiraz, South Australia, Australien, 2016, middel alkohol (14%) 79,95 kr., Amka En tidligere årgang af denne rødvin fik fem stjerner. Det bliver det ikke til i denne omgang. Vinen melder sig først og fremmest med tjære, tobak, stilke og blade og en tør bitterhed, der maskerer frugt og sødme. Flasken har skruelåg.
Villa des Grès, Côtes du Rhône, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%) 89 kr., 69,95 kr. ved 6 flasker, Jysk Vin En udmærket og saftig rødvin med fine krydrede noter til slut. Prisen ved 6 flasker er nok den rigtige.
Primitivo di Salento, Scacco Matto, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%) 89 kr., på tilbud fra 4. juni ved 6 flasker: 59 kr., Skjold Burne Primitivo giver voluminøse og inviterende rødvine - som her - vine, der er nemme at drikke, og hvis tilpas afmålte sødme og lange eftersmag mange er glade for. I smagen et fint strejf af fadlagring. Flasken har skruelåg.
Vigna Dogarina, Merlot, Venezia, Italien, 2016, lav alkohol (12,5%) 99 kr., pris ved 3 flasker: 69 kr., Propperiet Vellavet rødvin til en god pris ved tre flasker. Den har en tilpas saftig smag af Merlot, god syre, en lille sødme ... den opfører sig ordentlig.
Les Hauts de Lalande, Domaine Lalande, Cité de Carcassonne IGP, Frankrig, 2016, lav alkohol (12,5%) 99 kr., pris ved 3 flasker: 69 kr., Propperiet Denne rødvin på druerne Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Petit Verdot er lidt stram. Frugten overtages hurtigt af noget tørt, noget bittert og træ fra seks måneders fadlagring.
Masseria Trajone, Femar Vini, Zinfandel, Puglia IGP, Italien, 2016, middel alkohol (14%) 99,5 kr., Irma Man er ikke i tvivl. Vi er i tåen på den italienske støvle - i Puglia - og i glasset har vi en vellavet rødvin med fyldig frugt, fin krydring, noter af blommer og chokolade og en dejlig sødme. En vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide.
Z, Epicuro, Zinfandel, Puglia IGP, Italien, 2017, middel alkohol (14%) 99,95 kr., på tilbud indtil 14. juni: 50 kr. ved 6 flasker, Kvickly En lækker rødvin med modne mørke kirsebær og mørk chokolade i duften. Smagen er ren fuldmoden frugt med en god portion frugtsødme men også med en lille forfriskende syre. Den slutter med noter af chokolade og mokka. En vin mange vil kunne lide og et kup til tilbudsprisen.
Pago de Cirsus Vendimia Seleccionada, Navarra, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%) 119,75 kr., på tilbud indtil 10. juni: 90 kr., Skjold Burne Her er brombær og modne kirsebær i duften, mens smagen er dejligt krydret. Det er en kraftig vin, der kræver et modspil i form af en godt krydret oksebøf. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.
Vegazar, San Andrès, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%) 125 kr., Lago Import En vellavet og rigtig spansk rødvin med mellemfyldig frugt, fin krydring, gode tanniner, en lille sødme og vanille fra fadlagringen. Lang eftersmag.
Rocca di Castagnoli, Chianti Classico, Italien, 2015, middel alkohol (14%) 129,95 kr., Vinmonopolet En rigtig god og lækker Chianti-rødvin. I den komplekse smag er der noter af mørke bær, krydderurter, gode tanniner og en lang eftersmag. Med sin tørhed er den oplagt som madvin.
Rasteau, Domaine Saint Alimant, Rasteau, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%) 139 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr.; sælges kun online fra 4. juni, Skjold Burne Vellavet rødvin - en rigtig god Rhône-vin på druerne Grenache, der giver vinen bærsaft, og Syrah, der giver den rygrad og peber. I smagen et strejf af vanille. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet.
La Closerie de Camensac, Château de Camensac, Haut-Médoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%) 149 kr., pris på tilbud fra 4. juni ved 6 flasker: 99 kr., Skjold Burne En god og karakteristisk Médoc-rødvin med et lag af dejlig frugt over en bund af tørhed og tanniner. Helt klart en madvin.
Salcheto Rosso, Sangiovese, Rosso di Montepulciano, Italien, 2016, lav alkohol (13%) 169 kr., pris på tilbud indtil 31. maj: 129 kr., Vinoble En meget let rødvin på økologisk dyrkede druer. God frugt, en fin sødme, men ikke særlig kompleks. Helt billig er den ikke.
Harewood Estate, Pinot Noir, South West Australia, Australien, 2016, middel alkohol (13,5%) 169,95 kr., Pris ved 6 flasker, Vinmonopolet En udmærket Pinot-rødvin med et godt billede af druen fra det første snus til den lange eftersmag. Udpræget en madvin. Flasken har skruelåg. Helt billig er den ikke.
Eidos, Château la Bastide, Corbière, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%) 199 kr., pris ved 6 flasker: 180 kr., Holte Vinlager Flot rødvin - både til mad og til en god bog i en dyb lænestol. Man skal give sig tid til den og gå på opdagelse i den komplekse smag og eftersmag... Peber, krydderurter og fine toner fra fadlagringen.
En sus Trece, Norrel Robertson, Garnacha, Spansk vin, Spanien, 2013, høj alkohol (14,5%) 229 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., D’Wine Til priserne en ret lige-ud-ad-landevejen rødvin, der er nem at drikke. Blød og venlig og uden kanter.
Campogadis, Ruffo Vini, Valpolicella Superiore, Italien, 2013, høj alkohol (15,5%) 349,95 kr., pris ved 6 flasker: 295 kr., AndrupVin.dk En ganske almindelig Valpolicella-rødvin - og så alligevel ikke. Dyr, men også en stor og meget kompleks rødvin. I den store, dybe frugtfylde med solbær, kirsebær og blommer gemmer sig blandt andet noter af peber, tobak og cigarkasse. Fem år, men fint udviklet. Skænk den fx til en lammekølle eller en mørbrad med champignon-sauce.

Sød vin

Feuerheerd´s, Barão de Vilar, Porto, Rosé, Portugal, høj alkohol (19,5%) 99 kr., Lago Import En rosé portvin - det er da noget nyt. Men hvorfor ikke? Den smager ikke af en typisk portvin - her er der ikke de tørrede frugter og rosiner, ingen fylde, men noter af jordbær og hindbær. Faktisk smager den godt. Skal vi bedømme den som en portvin - eller som en dessertvin, der smager godt? Vi valgte det sidste.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen