Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 28, 2018

Ti beslaglagte Bordeaux-slotte

Mellem 2010 og 2013 købte det kinesiske firma Haichang Group, der ejes af en af Kinas rigeste mænd, Naijie Qu, hele 27 vinslotte i Bordeaux.

Nu har de franske myndigheder ifølge Wine Spectator beslaglagt ti af slottene, mens en sag om muligt urent trav i forbindelse med deres erhvervelse står på.
I fire år har man efterforsket sagen, der trækker tråde tilbage til Kina. I 2014 anklagede de kinesiske myndigheder nemlig firmaet for ”ulovlig brug” af det, der svarer til cirka 275 millioner kroner. Der blev aldrig rejst en officiel anklage, men det førte til startskuddet til en større undersøgelse på fransk jord.
Det, som de franske myndigheder har i kikkerten i forbindelse med Haichang Groups slots-køb, er svindel, skattesnyd og hvidvaskning af penge. Myndighederne har dog endnu ikke løftet sløret for sagens detaljer.



I Steiermark mødes man af et betagende vinlandskab.

Tre nye appellationer i Steiermark

I Østrig kaldes appellationerne for DAC (Districtus Austriae Controllatus) - hvilket svarer til Frankrigs AOP (AOC) og Italiens DOC.
Flere af de østrigske vinregioner har deres egne appellationer, men sådan har det aldrig været for Steiermark - også kaldet Styria. For nylig meddelte Steiermarks vinråd, at man efter flere års diskussioner og overvejelser var nået frem til en inddeling af regionen i følgende appellationer: Südsteiermark DAC, Vulkanland Steiermark DAC og Weststeiermark DAC.
Vinproducenterne i de tre nye appellationer vil allerede kunne sætte et DAC på etiketterne fra og med årgang 2018.

Tre kvalitetsniveauer


Ligesom for Østrigs øvrige appellationer vil de nye DAC-vine blive inddelt i tre kvalitetsniveauer. Det laveste niveau er Regional Wine, dernæst kommer Ortswein (byvine) - altså vine, hvor producenterne har lov til at sætte bynavnet på etiketten. Det svarer til Bourgognes ”Villages”-vine.
De bynavne, som reglerne omfatter, er for Südsteiermark DACs vedkommende Kitzeck-Sausal, Eichberg, Leutschach, Gamlitz og Ehrenhausen. For Vulkanland Steiermark DAC gælder det for Oststeiermark, Riegersburg, Kapfenstein, St Anna, Tieschen, Klöch, Straden og Sankt Peter. Og for den sidste nye DAC, Weststeiermark, er det byerne Ligist, Stainz, Deutschlandsberg og Eibiswald, der må komme på etiketterne af Ortswein’ene.

Ni druer må anvendes


Det sidste og øverste kvalitetstrin er Riedenwein, som udelukkende gælder for enkeltmarks-vine.
Vinrådet i Steiermark har også listet de druer, som de tre DAC’er herefterdags må anvende i deres vine. Det drejer sig udelukkende om hvidvinsdruer, nemlig Grauburgunder, Riesling, Gelber Muskateller, Welschriesling, Weissburgunder, Morillon, Schilcher, Sauvignon Blanc og Traminer.

Ni postkort fra fire tyske regioner:

VinAvisen har været på en lille tur til Tyskland. I løbet af de to dage, turen varede, besøgte vi hele fire vinregioner, Rheingau, Mittelrhein, Mosel og Arh. Dog omfattede turen kun nogle ganske få udvalgte producenter. Oplevelserne har udmøntet sig i ni postkort, som vi bringer i denne og næste uge.


På kortet ses de fire vinregioner, Rheingau, Mittelrhein, Mosel og Ahr, VinAvisen besøgte på turen.

1. postkort fra Tyskland:
Fire forbundne regioner

Tyskland har i alt tretten vinregioner, som til sammen producerer cirka 1,2 milliarder flasker vin årligt. Det meste af vinen kommer fra Rheinhessen, mens anden og tredjepladsen indtages af henholdsvis Pfalz og Baden. På fjerdepladsen kommer den ene af de regioner, vi besøgte, Rheingau, mens Mittelrhein, Mosel og Ahr alle er blandt de mindre tyske vinregioner.

På kortet til venstre, som kan ses i stort format ved at klikke her, er samtlige regioner afmærket med farvekoder, og som man kan se, ligger de fire regioner, turen omfattede, længst mod nord og grænsende op mod hinanden.



Med en globus i hånden forklarede Franz Werner Michel, hvordan havets varme og kolde strømme og jordens forskydninger havde betydning for det særlige terroir i Rheingau.

2. postkort fra Tyskland:
Dekanens efterkommere tog imod

Første stop på turen var Rheingau-regionen og vingården Domdechant Werner’sches Weingut, som ligger i den hyggelige gamle by Hochheim am Main.
Domdechant betyder dekan (en præst, som førte tilsyn med flere sogne), og det var en sådan dekan med navnet Werner, der i 1780 købte vingården af greven af York. Werner er også kendt i Rheingau, som manden, der reddede domkirken i byen Mainz fra at blive ødelagt under den franske revolution.
Syvende generation af dekanens familie, Franz Werner Michel og hans hustru, Oda, tog imod sammen med datteren Catharina Mauritz, som står for vinproduktionen. Endnu en datter arbejder med i vingården, mens deres tre sønner alle er advokater.
Der fremstilles årligt 100.000 flasker vin hos Domdechant Werner’sches Weingut, hvoraf de 98% er hvidvin på Riesling, mens rødvin på Pinot Noir udgør de sidste par procenter.


Det store maleri af Domdechant Werner i vingårdens spisestue, hvor smagningen af dens vine foregik.

3. postkort fra Tyskland:
Medlem af en fornem forening

I 80 år har vingården været medlem af "Verband Deutscher Prädikatsweingüter" (VDP). Dette forbund af "Prädikats-vingårde" omfatter de fleste (men ikke alle) Tysklands topproducenter, hvilket vil sige omkring 200 vingårde og slotte.

Medlemmerne skal følge nogle kvalitetskrav, der er lidt strengere end dem i den tyske vinlov, og yderligere kan de benytte klassifikationerne Erste Lage og den endnu finere Grosses Gewächs.
Smagningen af Domdechant Werner’sches Weinguts vine foregik i smukke historiske rammer i den flere hundrede år gamle ejendom, og fra et stort maleri på væggen holdt dekan Werner et vågent øje med os.
Vingården fremstiller nogle ualmindeligt fornemme, rene, mineralske og let krydrede Riesling-hvidvine. Vi faldt ikke mindst for Riesling Kabinett Trocken, Kirchenstück Hochheim Riesling Grosses Gewächs og Hochheimer Domdechaney Riesling Trocken Erste Lage. Nogle af vingårdens vine forhandles herhjemme af Kjær & Sommerfeldt.
Man kan - mod forudgående aftale - besøge Domdechant Werner’sches Weingut og få smagsprøver på vinene, og den meget imødekommende familie tager personligt imod.



Fustagerne, der er fyldt med rosévin, bliver sendt til USA, hvor de gør nytte i fadanlæg i barer og restauranter.

4. postkort fra Tyskland:
Fustager fyldt med rosévin

I Rheingau kørte vi langs Rhinen og nåede frem til Rüdesheim og endnu en familieejet vingård, Leitz Weingut, der har været i familien Leitzs eje siden 1744.
Ud over rigtig vin blev vi også præsenteret for en alkoholfri Riesling, ”Eins Zwei Zero”, hvor alkoholen fjernes via såkaldt vakuumdestillation - en ny metode, der dog går lidt ud over aromaen.
Ifølge vingården er der så stor efterspørgsel på den procent-løse Riesling - især i Norge - at man nu arbejder på fire nye alkoholfri vine.
I vineriet kom vi forbi en anden af Leitz Weinguts nyskabelser, fustager med rosévin til fadanlæg. Fustagerne, der er af plastic, sendes til et firma i USA, der videresælger dem til barer og restauranter.
Vingården har fået vinuniversitetet i Geisenheims ord for, at plasticen ikke påvirker vinen.
Vinene fra Leitz Weingut importeres til Danmark af Juul's Engros, som oplyser nærmeste forhandler.
I næste uge besøger vi de tre øvrige vinregioner, og vi starter med det underskønne Mittelrhein.


En af "lagkagerne" i den nye rapport.

Frankrig årgang 2017

I 2017 blev der i Frankrig fremstillet 36,7 millioner hektoliter vin - svarende til cirka 4,9 milliarder flasker - hvilket var en historisk lav mængde.

De 17,6 mio. hektoliter var AOP (AOC) vin. Heraf tegnede champagne sig for 2,2 mio. hektoliter, mens Bordeaux Supérieur udgjorde de 1,2 mio. hektoliter (totalt blev der fremstillet 6 mio. hektoliter vin i Bordeaux). Côtes du Rhône fulgte efter med 1 mio. hektoliter.
Druerne til årgang 2017 blev høstet fra et samlet vinmarksareal på 145.044 hektar.
De mange oplysninger stammer fra en rapport fra de franske toldmyndigheder. Og de ledsages af en række meget interessante interaktive diagrammer og ”lagkager”, som til sammen afslører et hav af tal omkring sidste års franske vinproduktion.
Ved at klikke her kan man læse mere (på fransk) og benytte de interaktive illustrationer - hvilket ikke kræver de store franskkundskaber.



Peter Yealands.

En æra slutter for Peter Yealands

I 2015 solgte den legendariske vinproducent Peter Yealands 80% af aktierne i sit vinhus i Marlborough til et lokalt elektricitetsfirma, Marlborough Lines. Og nu har han så ifølge Stuff.co.nz solgt resten af aktierne til selv samme firma. Samtidig har den 70-årige vinproducent trukket sig som direktør for Yealands Wine Group.

For købet af det første hold aktier, gav Marlborough Lines Peter Yealands 89 millioner NZD (cirka 384 mio. kr.), mens købssummen for de resterende aktier ikke er offentliggjort.
Men sikkert er det, at han er en holden mand - i 2017 havde han ifølge National Business Reviews ”rigmandsliste” en personlig formue på det, der svarer til cirka 764 mio. kr.
Peter Yealands siger dog ikke helt farvel til vinhuset, idet han i en god rum tid fremover vil arbejde med projektopgaver på freelancebasis.

Meget fine rødvins-malerier

Edgar Lizarazu Shiosaky er en boliviansk-japansk kunstner, der bor i Storbritannien. Og så er han bidt af at male med rødvin.
Vi har tidligere nævnt kunstnere, der maler med vin, men Shiosaky er nu ualmindelig dygtig og har en stor detaljerigdom i sine malerier.
Han er uddannet grafiker, men fattede interesse for rødvinens mange muligheder i 2011, og siden da har han udført kunstværker med ekstrakt fra alverdens rødvinsdruer. Og farveskalaen er uendelig.

Terroiret har betydning for farven


Mens fx Cabernet Sauvignon og Malbec giver violette toner, får man varmere rødorange nuancer med Sangiovese og Tempranillo. Derudover kan farvestoffet fra én og samme drue variere betydeligt alt efter, hvor den dyrkes.
Som Shiosaky har udtalt til The Drinks Business, så giver fx Cabernet Sauvignon fra henholdsvis Chile og Frankrig to meget forskellige farver.
Det med den brede farveskala slutter ikke med det færdige maleri - i takt med, at vinen iltes og "modnes" på lærredet, udvikler farverne sig og bliver stadig dybere og varmere.
Hans motiver omfatter vinens verden, landskaber, bygninger og mennesker. Hvis man klikker her, kan man se en hel kaskade af hans malerier.


Hvis man kradser lidt i etikettens overflade, kan man indsnuse vinens aroma.

Skrab-og-lugt etiket

Det californiske vinfirma Winc.com har fået en smart idé for dets nye rosé, Cocomero årgang 2017 - en vin, der udelukkende sælges i USA.

Flasken er forsynet med en etiket, der, når man kradser let på overfladen, afgiver samme duft, som rosévinen - hvilket skulle være en duft af rabarber, kaprifolie og ikke mindst vandmelon. Cocomero betyder da også vandmelon på italiensk.
Den teknik, der er anvendt til etiketten, gør, at lugten forbliver indkapslet i papiret i meget lang tid.



Villa Tassigny, der nu bliver til Villa Castelnau.

Castelnau køber gammel Reims-villa

Hvis man besøger Reims i 2020, vil den berømte champagne-by byde på endnu en attraktion. Champagnehuset Castelnau har nemlig købt en fornem 1800-tals villa på Boulevard Pasteur 25, som skal forvandles til et nyt besøgs- og eventcenter.
Huset, som vil tage navneforandring fra Villa Tassigny til Villa Castelnau, vil også blive rammen om smagninger, kunstudstillinger og multikulturelle events.
Oprindelig ejedes Villa Tassigny af det franske luftvåben, Armée de l’air, og blev brugt til selskaber og officielle besøg.


"Vinfrakken" VacuVin Rapid Ice.

Endnu et bud på afkøling af vin

I uge 26 og 27 har vi bragt flere forslag til, hvordan man hurtigst afkøler en flaske hvidvin. Lis og Hans Thiesen har endnu et godt bud:
- Det enkle svar er VacuVin Rapid Ice, der altid ligger klar i fryseren - med den tager det kun højst 15 minutter, inden vinen er klar.
- Vi har lang erfaring, og det virker.
Denne ”vinfrakke”, som ses på billedet, kan købes online til 129 kr. ved at klikke her.


Tak til læserne

I sidste uge nævnte vi, at det var nøjagtig 20 år siden, første udgave af VinAvisen udkom på internettet. Det har medført et hav af lykønskninger samt venlige og varme ord fra vores mange læsere. Det er umuligt at takke hver enkelt af jer, så hermed en stor tak til alle!


En lille del af Chaîne des Puys, en bjergkæde med i alt 80 vulkaner. Ind imellem bjergene ligger vinmarkerne.

80 vulkaner på Unesco-liste

Frankrig har fået sit første naturområde med på Unescos verdenskulturarvsliste. Det drejer sig om Chaîne des Puys - en 45 kilometer lang bjergkæde, der ligger i den centrale del af landet, og som består af 80 ikke-aktive vulkaner.

Pladsen på listen gælder selvfølgelig områdets spektakulære natur. Men Chaîne des Puys omfatter også en række appellationer, heriblandt Côtes-d’Auvergne AOP, som kliner sig op ad den berømte Loire-dal, og distriktet Puy de Dôme IGP. Begge appellationer nyder godt af den rige vulkanjord, og sidstnævnte er endda opkaldt efter bjergkædens yngste vulkan.
Nu håber vinproducenterne i området, at optagelsen af Chaîne des Puys på Unesco-listen vil lokke endnu flere turister til området - og dermed til dets vinhuse.

Den meget lille flaske Macallan 1937.

4400 kr. pr. centiliter

Ældre og sjældne udgaver af det skotske whiskymærke Macallan går i øjeblikket til skyhøje priser på auktioner verden over. Og det gælder ikke kun den almindelige flaskestørrelse. I sidste uge kom en miniatureflaske Macallan indeholdende 5 cl under hammeren hos auktionshuset MacTears i Glascow. Whiskyen blev destilleret i 1937 og tappet på flasker i 1969.
Hos auktionshuset var man godt klar over, at den sjældne lille flaske ville tiltrække stor opmærksomhed blandt whiskysamlere, så man gav den en pænt høj vurdering på 1000 pund (cirka 8400 kr.).
Nu er flasken solgt, og den indbragte et hammerslag på hele 2600 pund (cirka 22.000 kr.). Det svarer til, at hver centiliter koster 4400 kr.
Fra den lille film fra KOLR10 News. Blandt resterne af lagerbygningen ligger i alt 18.000 fade med whiskey hulter til bulter.

Så røg den anden halvdel ...

I sidste uge nævnte vi, hvordan halvdelen af en lagerbygning til modning af whiskey kollapsede i Kentucky. 9000 fade, tilhørende destilleriet Barton 1792, lå efterfølgende hulter til bulter på jorden, og en strøm af whiskey endte i en nærliggende flod, hvor 800 fisk måtte lade livet.
Nu - fjorten dage efter - er den anden halvdel af den syv etager høje bygning med de resterende 9000 fade også kollapset. Heldigvis var der heller ikke denne gang mennesker i bygningen.
Ejerne af destilleriet, firmaet Sazerac, greb også hurtigt ind og sørgede for, at whiskey’en fra de mange knuste fade ikke nåede floden.

Ny lagerbygning er på tegnebrættet


Hos Sazerac var man godt klar over den overhængende risiko for, at resten af bygningen ville kollapse, men at forsøge på at stabilisere den - ja, overhovedet at nærme sig den - ville have været alt for risikabelt.
Hvor mange af fadene, der kan reddes i land, vides endnu ikke, og det vil tage uger, før Sazerac har det fulde overblik over situationen. Men allerede nu er der planer om at konstruere en ny lagerbygning til de fade, der har overlevet ”rutscheturen”.
Ved at klikke her kan man se en lille film om kollapset af den anden halvdel af bygningen.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Antónia Adelaide Ferreira.

Vinens Hall of Fame

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Antónia Adelaide Ferreira. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Antónia Adelaide Ferreira (1811-1896) blev født i den portugisiske by Régua og blev som ung gift med António Bernardo. Kun 33 år gammel blev hun enke og valgte at videreføre sin mands portvinshus i Douro-dalen. Det var en opsigtsvækkende beslutning i en tid, hvor kvinder normalt blandede sig langt uden om forretninger og helligede sig hjem og børn.
Mens hendes mand blot havde ødslet væk af sin families formue - og egentlig ikke interesseret sig særligt meget for sine vinmarker - viede Antónia Adelaide Ferreira sit liv til portvinens verden.
Hun fik sit vinhus til at stortrives og gjorde sine portvine kendte langt uden for Portugals grænser. Og hun plantede nye vinmarker og grundlagde nye vingårde i Douro-dalen.
Derudover gjorde hun meget for at fremme infrastrukturen i portvinsdistriktet ved at bekoste nye veje, ligesom hun grundlagde flere skoler og hospitaler.
Hun var lige ved at omkomme i 1862 efter en frokost med James Forrester - manden, der afgrænsede portvinsdistriktet og revolutionerede fremstillingen af den fornemme drik. På vej hjem fra frokosten sejlede de ned ad Douro-floden, og ved et farligt strømfald kæntrede deres båd.
Doña Antónia flød ovenpå - hendes krinolinekjole virkede som et redningsbælte - mens Forrester havde et bælte med guldmønter om livet og derfor gik til bunds.
I 1865 ødelagde den frygtede vinlus næsten samtlige vinstokke i Douro-dalen. Redningen blev - ligesom over alt i Europa - at pode vinstokkene på amerikanske vinstok-rødder. Og her var Doña Antónia blandt de første i portvinsdistriktet, der foretog den nødvendige podning.
Da vinproducenterne i Douro-dalen en overgang havde det svært, søgte mange af dem væk fra området. Hun opkøbte deres vingårde, da hun frygtede, at englænderne ellers ville indtage distriktet. Hun sørgede dermed for, at mange af vingårdene forblev på portugisiske hænder, idet hun senere solgte dem tilbage til deres tidligere ejere. Denne bedrift gav hende tilnavnet "de fattiges madonna".
Antónia Adelaide Ferreira fik tre børn, som hun ved sin død efterlod hele 30 vingårde i Douro-dalen. I dag er fire af disse vingårde stadig i familien Ferreiras eje.



Ugens vinøse billede

Claus C. Christensen og hans familie har taget dette fine billede i Bordeaux på en ferietur til Sydvestfrankrig.
En af dagene kørte de en tur til Saint-Émilion, ikke ad hovedlandevejen, men ad de små veje gennem distriktet Entre-Deux-Mers.
Allerede romerne kaldte egnen mellem de to floder Dordogne og Garonne for Inter Dua Maria – mellem de to "have" – og romerne har sikkert følt sig hjemme, for her er landskabet af en næsten klassisk-italiensk frodighed med bakker og dale og villaer halvt skjult bag store træer.
Undervejs stoppede familien i La Sauve ved ruinen af et gammel kloster, grundlagt i 1079, og i kirken fotograferede de dette flotte søjlehoved med vinranker.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-484


484 Hos Frei Ranch i Californien er en meget stor del af markerne udlagt som naturområde (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjerne

Motofrizz, Italien, lav alkohol (10,5%)

89 kr., pris ved 3 flasker: 66,75 kr., Propperiet

En meget enkel boblevin - mild og med en let parfumeret smag og en lille sødme til slut. Den vil være ok til studenterfesten, men prisen - også ved 3 flasker - er i overkanten. Flasken har skruelåg.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Spotswood, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika, 2015, middel alkohol (13,5%)

55 kr., WineGuys

Til 55 kr. er dette en pæn og vellavet hvidvin uden det store vingefang. Den har en vis fedme og en lille sødme. Ikke et ondt ord om den. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Casar de Burbia, Godello, Bierzo, Spanien, 2017, middel alkohol (13,5%)

159 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., D’Wine

Lækker hvidvin med en harmonisk og kompleks, let fed smag med noter af solmodne æbler og mineralitet. I slutningen et lille, bittert bid. Udpræget madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerneBoksvin

15 Selected Vineyards, Globus Wines, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2017, middel alkohol (14%)

179 kr., pris for 3 liter i boks; på tilbud indtil 12. juli: 119 kr.; sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Tør hvidvin med en vis fedme og noter af eksotiske frugter og "stødte æbler" plus et lille strejf af sødme. Prisen for en normal flaske er 44,74 kr. og på tilbud 29,75 kr. Helt klart en madvin.

Rosévin

stjernestjernestjerne

No.2 de Saint-Martin, Saint-Martin, Côtes de Provence, Frankrig, 2017, lav alkohol (12,5%)

109 kr., Irma

En lidt "grov" rosévin på druerne Grenache, Tibouren, Cinsault, Carignan og Syrah. Den kraftige krydring har sat sig på det samlede smagsbillede.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cavrine, Agricola Cottini, Rosso Veneto IGT, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

En meget frugtagtig rødvin på druerne Corvina, Rondinella, Sangiovese og Molinara. En vin, der - når den har fået lidt luft efter en plasketur - er nem at drikke og meget anvendelig til mange retter. En god vin til prisen.

stjernestjernestjernestjerne

Guiseppe Campagnola, Cantine di Marano Valpolicella, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

77 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Denne rødvin på druerne Corvina og Rondinella er en ripasso - altså en vin, der har ligget på kvaset fra fremstillingen af amarone. Den har god frugt, men også en uventet markant tørhed. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terra Linda, Landiras, Syrah, Vino de España, Spanien, 2017, middel alkohol (14%)

89 kr., pris på tilbud: 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

Om den forrige årgang skrev vi: "Til 59 kr. er denne rødvin et rigtig godt køb. Den har en god struktur med en fyldig, fint krydret smag, der fortsætter ud i den lange eftersmag." Det gælder også denne årgang.

stjernestjernestjerne

Roveiago, Monteci, Rosso del Veronese, Italien, 2017, lav alkohol (13%)

99 kr., pris på tilbud indtil 27. juli, Cappa Vin

Denne rødvin er en typisk rødvin fra regionen Veneto i Italien. Den er lavet på druerne Corvina, Rondinella og Merlot, og en del af druerne er vinificeret efter appassimento-metoden med de tørrede druer. Vinen er præget af sin tørhed og sine markante tanniner. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Roullepierre, Pierre Amadieu, Côtes du Rhône, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Erik Sørensen Vin

En rigtig lækker, blød og elegant Rhône-rødvin på de traditionelle druer Grenache og Syrah. Den har noter af brombær, kirsebær og blommer, en fin krydring og bløde tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Clarkson Estate, Langetwins Family Winery, Zinfandel, Californien, USA, 2016, høj alkohol (15%)

109,95 kr., på tilbud indtil 12. juli: 66 kr. ved 3 flasker, Kvickly

Her er muskler, moden frugt, sort peber, anis og en indtagende frugtsødme. Det er en flot, solmoden rødvin, som Zinfandel-druen bestemt godt kan være stolt af. Nyd den til krydrede (grill)kødretter eller modne, cremede oste. Og skynd jer at købe den til den meget attraktive tilbudspris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bartolucci, Primitivo, Manduria, Italien, 2016, høj alkohol (15%)

119 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 79 kr., Skjold Burne

Skal det være Primitivo med saft og kraft, sødme og procenter, så er her et flot bud. Den har en tæt, mørk farve og en meget frugtagtig smag med noter af kirsebær, solbær og blommer. Skænk den gerne let afkølet og nyd den til en god bøf eller grillmad. Tilbudsprisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quattronotti, Montamajor, Negroamaro, Salento, Passito IGT, Italien, 2016, høj alkohol (14,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Dejlig rødvin med en italiensk, forførende sødme og noter af solbær, kirsebær og blåbær. Der er meget lækker frugt i den.

stjernestjernestjernestjernestjerne

HandCraft, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2016, lav alkohol (13%)

124,95 kr., på tilbud i uge 28 (denne uge): 59,50 kr. ved 2 flasker, Kvickly

HandCraft (håndværk) hedder denne rødvin - og der er bestemt tale om et rigtig godt stykke håndværk. Det er en koncentreret vin med frugten i front. Den har en ren og klar solbærsmag og en fin lille sødme. En vin, som mange vil kunne lide, og til en ualmindelig fordelagtig tilbudspris.

stjernestjernestjernestjerne

Edizione Cinque Autoctoni, Farnese Vini, Puglia og Abruzzo, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

149 kr., Gallovini

Det italienske ord autoctoni har flere betydninger, blandt andet indfødte, originalt ophav og oprindelse. Her gælder det de fem druer Montepulciano, Primitivo, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia, der tilmed kommer fra hver sin ende af Italien - fra Abruzzo i nord og Puglia i syd. Det er en meget flot og kraftig rødvin - lidt en bamsevin - med en dyb farve og blød frugt. Næsten et helt måltid. Elegance ... nej, det er ikke her.

stjernestjernestjerne

Hommage, Domaine Coudoulis, Lirac, Frankrig, 2015, høj alkohol (15%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

En kraftig Rhône-rødvin på druerne Grenache og Syrah. 15 procent alkohol, men ingen spritkanyt. Til gengæld et smalt smagsbillede, præget af tanniner.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Schmitt Söhne Wines, Rheinhessen, Beeren Auslese, Tyskland, 2015, lav alkohol (9,5%)

149 kr., pris ved 2 flasker à 50 cl.: 100 kr., Holte Vinlager

Superlækker dessertvin med en meget ren og liflig smag af drue. Vinen har noter af abrikos og en syre i god balance med sødmen.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Davidsen's Silver Rum, Caribien, høj alkohol (37,5%)

139 kr., Skjold Burne

Der er måske nogle, der tror, at klar, lys rom kun kan anvendes i cocktails og drinks. Det kan denne klare rom også, men den fortjener at blive smagte præcis, som den er. Det er en fyldig rom med varme krydrede noter og strejf af forfriskende anis. Eftersmagen udvikler sig i munden og slutter med en behagelig sødme. Så afgjort en kvalitetsrom til en meget fordelagtig pris.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen