Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 35, 2018



Foto: Wikipedia/Anton17.

Flagermus i kampen mod vinmøl

Der findes en lang række nyttedyr, som kan gøre kål på skadedyr og ukrudt i vinmarkerne. I Chiles vinmarker ser man fx ind imellem gæs, som spise burrito-biller - der elsker de nye skud på vinstokkene. Og på New Zealand bruger man minigrise til at bekæmpe ukrudtet.

I øjeblikket har man i 23 vinmarksparceller rundt om i Bordeaux og resten af Gironde-departementet et forsøg kørende med flagermus. Man har nemlig længe haft en mistanke om, at de bevingede dyr har en forkærlighed for vinmøl, som indimellem hærger vinmarkerne og ernærer sig af såvel blomster som små nye druer.
For at lokke flagermusene til har man installeret flagermuskasser rundt om parcellerne, og det ser ud til at virke. I hvert fald er 19 ud af de 22 arter flagermus, som er kendt i området, set i et større antal omkring vinstokkene. Man har ligeledes bemærket ekstra stor jagtaktivitet blandt dyrene.

Vil begrænse brugen af pesticider


Bag projektet, der blev søsat i 2016, står blandt andet Bordeauxs vinkomité, CIVB, og det franske institut for landbrugsforskning, INRA, og første skridt har været at få bekræftet, om flagermusene nu også virkelig har hang til vinmøl - at det ikke er andre insekter i vinmarkerne, de jager.
Det har man blandt andet kunnet finde frem til ved at undersøge dyrenes afføring, og den har netop vist sig at indeholde en betydelig mængde rester af vinmøl.
Projektet, som man kan læse mere om (på fransk) ved at klikke her, er et led i myndighedernes bestræbelser på at få vinproducenterne til at begrænse - eller helt ophøre med - sprøjtning af vinmarkerne med pesticider.


Flaskerne på kortet viser, hvilke drikke der er blevet posted flest gange på Instagram i de forskellige europæiske lande.

Instagram sladrer om vin og spiritus

Der er mange måder at undersøge populariteten af forskellige drikke på. En af dem er at se på, hvor mange gange de er blevet postet på online fotodelingstjenesten Instagram.
Den metode har Cruise-selskabet Celebrity Cruises benyttet sig af i sin nye Summer Drinks Report, hvor posteringerne på Instagram er blevet kortlagt fra 1. maj til 31. juli i år.
Af rapporten fremgår det, at champagne med mere end 618.151 posteringer er den postede drik på Instagram på verdensplan.
På andenpladsen kommer så whisky med 454.258 posteringer, mens den ellers så populære prosecco må nøjes med en femteplads.

Europa elsker Aperol Spritz


Cruise-selskabet har også set på, i hvilke lande folk har postet de forskellige drikke flest gange.
Portugiserne har fx postet billeder af portvin flest gange i perioden, mens det for franskmændenes vedkommende er champagne, der ligger på førstepladsen. Mindre oplagt er det fx, at indbyggerne i Makedonien har posteret billeder af Bourbon flest gange, mens ukrainerne har drinken Margarita som deres favorit på Instagram. Danskerne har derimod postet flest fotos af øl fra mikrobryggerierne.
Ifølge rapporten har glæden for Aperol Spritz et godt tag i flere europæiske lande - heriblandt Danmark. Aperol Spritz består af den italienske bitter Aperol, prosecco, mineralvand, isterninger og appelsinskive, og danskerne ligger på en femteplads, når det gælder de lande, der har postet flest billeder af drinken på verdensplan.

Rosé på sjettepladsen


Også når det gælder posteringer af Gin&Tonic, ligger vi på en femteplads, mens rosé indtager en sjetteplads.
Kortet øverst til venstre viser de mest postede drikke i de respektive europæiske lande. Man kan se det i stort format ved at klikke her.
Og ved at klikke her kan man læse rapporten i sin helhed og se flere interessante kort og diagrammer.
Nedenfor bringer vi topti listen over de drikke, der er blevet postet flest gange på Instagram på verdensplan i den periode, rapporten dækker.

Verdens mest postede drikke


* Champagne: 618.151 posteringer
* Whisky: 454.258 posteringer
* Craft Beer: 453.920 posteringer
* Tequila: 240.879 posteringer
* Prosecco: 152.195 posteringer
* Margaritas: 149.182 posteringer
* Martinis: 111.548 posteringer
* Sangria: 97.278 posteringer
* Aperol Spritz: 90.796 posteringer
* Mojitos: 88.235 posteringer


Der er fuld gang i høsten i Champagne. Foto: Comité Champagne.

Så har Frankrig taget hul på høsten

I den forgangne uge lød startskuddet til druehøsten i to af Frankrigs nordligst beliggende vindistrikter, Alsace og Champagne.
Den 20. august blev de første drueklaser høstet i Champagne - hele fire uger tidligere end normalt. Men druerne er modne, der er rigtig mange af dem, og frem for alt er kvaliteten i top.
Hos flere af champagnehusene håber man allerede, at årets høst vil resultere i nogle rigtig store årgangschampagner.
I Alsace begyndte høsten d. 22. august, hvor det gjaldt druerne til distriktets mousserende vin, crémant.
Den 3. september går man så i gang med at høste druer til stillevinene. Også i Alsace er høsten startet omkring 20 dage før det normale høsttidspunkt.


Fra venstre: Etiketten på vinen "Ecco Homo", det oprindelige maleri med samme titel og så maleriet, efter "restaureringen".

Historien bag etiketten

Hos Bodegas Aragonesas i den spanske appellation Campo de Borja fremstiller man en rødvin, hvis etiket er prydet af et lidt specielt portræt - et portræt, der har rødder i en ganske særlig lokal begivenhed.
I kirken Santuario de Misericordia i den lille by Borja har der siden 1930 været et ikke særligt mindeværdigt kalkmaleri af Jesus på en af væggene. I 2012 var maleriet, hvis titel er ”Ecce Homo” (se dette menneske), i så ringe stand, at man gav en af byens beboere, Cecilia Giménez, til opgave at restaurere det. Den 81-årige Giménez var kendt som lidt af en amatør-konservator, og hun gik til opgaven med største ildhu.
Resultatet blev dog en katastrofe. Jesus’s mund og næse blev henholdsvis tværet ud og gjort flad, og tornekronen endte med at ligne en pelshue.
Giménez var selvfølgelig frygtelig flov over det mishandlede kalkmaleri, og det var ikke nemt at se de andre indbyggere i Borja i øjnene i tiden efter skandalen.
Nu blev den ”nye” udgave af Jesus-maleriet drillende kaldt for både ”Ecce potato” (se denne kartoffel) og ”Ecce mono” (se denne abe).

Fra ydmygelse til heltestatus


Fra den lille by med kun 5000 indbyggere bredte rygtet om maleriet sig, og i dag er det den helt store turistattraktion, der hvert år lokker omkring 160.000 turister til byens kirke.
Maleriet har nu sit eget museum, ligesom der er skrevet en komisk opera om ”restaureringen”. Og fra kirkens egen butik sælges der et hav af souvenirer - heriblandt kaffekrus og T-shirts dekoreret med den meget lidt flatterende ”Ecco Homo”.
Senest er så vinen fra Bodegas Aragonesas kommet til - og den skulle efter sigende smage rigtig godt.
De mange turister, der gæster Borja, spiser i restauranterne og køber ”Ecco Homo”-vin og andre souvenirer, hvilket har givet hele byen en rigtig god økonomi. Af samme årsag anses den nu 87-årige Cecilia Giménez i dag for at være en lokal helt. Hun bliver gang på gang fotograferet sammen med maleriet - og hun får 49% af indtægterne fra salget af souvenirerne.
Det må da siges at være en solstrålehistorie ...


Foto: Wikipedia.

Vin mod koronar hjertesygdom

En ny undersøgelse viser, at kvinder, der dagligt har et moderat alkoholforbrug, har lavere risiko for at udvikle åreforkalkning i hjertets kranspulsårer - såkaldt koronar hjertesygdom.
Det er to britiske universiteter, University College London og University of Cambridge, der står bag undersøgelsen, som strækker sig over en tiårig periode og omfatter 35.000 briters drikkevaner.
De kvinder, der i perioden havde et moderat og jævnt fordelt forbrug - det vil sige fx et glas vin om dagen - havde 47% mindre risiko for at få koronar hjertesygdom end de kvinder, der kun drak sporadisk eller slet ikke drak alkohol.

Gælder kun for kvinder


Når det gjaldt de mandlige forsøgspersoner med et moderat dagligt alkoholforbrug, var risikoen for at udvikle sygdommen til gengæld den samme som for dem, der slet ikke rørte eller kun drak alkohol engang imellem.
Det skyldes ifølge forskerne højst sandsynligt, at alkohol sætter ekstra skub i produktionen af det kvindelige kønshormon østrogen - et hormon, som gavner blodcirkulationen og dermed reducerer risikoen for sygdommen.
Man kan læse mere om undersøgelsen ved at klikke her.
Denne verdens mænd må jo så glæde sig over, at vin - og især rødvin - har mange andre godgørende egenskaber, som gælder for begge køn.


Fra interiøret i Vinas Y Viandas.

Spændende ny vinbutik i Valladolid

Midt i byen Valladolid i det nordvestlige Spanien har en ny og meget flot vinforretning slået dørene op. Den er et ”must see”, hvis man kommer på de kanter.

Vinas Y Viandas hedder forretningen, som er på 35 kvadratmeter, og den er designet af Zooco Studio.
Inspirationen har designfirmaet helt oplagt fundet i vinens verden - i de runde former i fade, flasker og gamle vinkældre.
Alene loftet med de buede trælameller leder tankerne hen på såvel fade som hvælvinger i middelalderens kældre. Runde spejle hist og her forstærker effekterne.
Forretningen sælger spanske kvalitets-vine samt lidt franske vine og delikatesser.
Ved at klikke her kan man se flere billeder fra Vinas Y Viandas - der i øvrigt har vundet 2018-udgaven af den førende internationale designkonkurrence A' Interior Design Awards.



Rødvinen Opus One blev i sin tid skabt af Bordeauxs baron Philippe de Rothschild og kongen af Napa, Robert Mondavi. Den koster i omegnen af 3000 kr. flasken, og er en af de fem californiske vine, som er med i Liv-exs nye indeks.

Nyt indeks over priserne på californisk vin

Liv-ex er den store London-baserede internethandel for fornemme vine, der ud over vinsalget også har sin egen vinbørs, som holder øje med priserne på fine vine på det internationale marked.
Vinbørsen, som er guld værd for vinhandlere og -samlere, har inddelt sin pris-overvågning i forskellige indeks. Og sidste nye skud på stammen er Liv-ex California 50 Index.
Men lad os lige give et overblik over nogle af de andre etablerede indekser. Det største og mest kendte er Liv-ex 100, der siden 2001 har kortlagt priserne for vinene fra de førende Bordeaux-slotte. Derudover er der et særligt indeks for vinene fra distriktets 1. cru-slotte.
Til at starte med udgjorde Bordeaux da også 92% af handelen hos Liv-ex - i dag er andelen faldet til 74,6%.
Samtidig er antallet af forskellige vine, der handles, steget markant, hvilket skyldes, at der fremstilles stadig flere fornemme vine i såvel de europæiske som de oversøiske lande.

Flere fine vine - flere indeks


Så i 2014 mente man hos Liv-ex, at det var på tide at lancere endnu et indeks, Liv-ex 1000, der havde syv underkategorier. Ud over Bordeaux blev fx Bourgogne, Champagne og Rhône udskilt i hver sin kategori. Italienske vine blev også til en separat kategori.
Fine vine fra andre lande er forblev i den store kategori ”resten af verden”. Det vil sige vine fra Sydfrankrig, Alsace, Loire, Cognac, Tyskland, Chile, Libanon, Sydafrika, New Zealand Spanien, Portugal, USA og Australien - og senest også England. Også her bliver priserne på vinene for de ti seneste årgange registreret.
Nu har Liv-ex så oprettet et selvstændigt indeks for californisk vin. Og årsagen er, at handelen med og priserne på Californiens fornemmeste vine har været støt stigende gennem de senere år.

Fem californiske top-vine


Liv-ex California 50 Index vil således vise priserne - og deres udvikling - for de sidste ti årgange af de fem hyppigst handlede californiske topvine. Og disse vine er Screaming Eagle, Opus One, Dominus, Harlan Estate, and Ridge Monte Bello.
Hovedparten af handelen med de fornemme californiske vine foregår stadig i USA - hvor det er Bordeaux-vinene, der hitter i Europa. Men stadig flere europæiske vinsamlere har fået øjnene op for, at det også kan være værd at investere i top-vine fra Californien. Og det har i høj grad fået priserne på vinene til at eskalere.


Nogle af bygningerne, der tilhører Château Masburel.

Et meget gammelt vinslot

Nogle vinslotte i Bordeaux er så gamle, at de har overlevet flere krige, har gennemlevet gode og dårlige tider og har haft adskillige ejere. Et sådan slot er Château Masburel i Bergerac, hvis produktion i dag hovedsageligt består af rødvin.
Den første ejer af slottet, som blev opført i 1740, var Jean de Sambellie, der var konsul ved Ludvig d. 15.’s hof. Han plantede en vinmark på dets jorde, og lige siden da har Château Masburel fremstillet vin. Slottet forblev i diverse hoffolks eje, men så kom revolutionen - slottet overlevede, men det gjorde dets ejer så vidt vides ikke.

Den tredje britiske ejer


En række andre ejere fulgte i kølvandet, og under anden verdenskrig blev Château Masburel brugt som base - først af den franske modstandsbevægelse og dernæst af den tyske besættelsesmagt. Og så fik slottet ellers lov til at forfalde - lige indtil 1997, hvor det blev købt af det britiske ægtepar Olivia og Neil Donnan, som restaurerede det, moderniserede vineriet og udvidede vinmarksarealet til 16 hektar.
I 2008 blev det erhvervet af endnu en brite, Julian Robbins, og nu har det igen skiftet ejer, idet britiske Chris Walker og Irma Lazickiene netop har købt det for et ikke offentliggjort beløb.
De nye ejere har tænkt sig yderligere at restaurere slottet og gøre det til et mål for vinturisme.
Tænk, hvis mure kunne tale …


Fra den lille film på YouTube, hvor man ser en ung mand drikke øl af plasticposen.

Drikker øl af plasticposer

Mens vi herhjemme fjerner plasticsugerør fra supermarkedshylderne og gør alt, hvad vi kan, for at huske de bæredygtige indkøbsnet, så er der gang i plasticposerne i den kinesiske kystby Qingdao.
Byen er en sand øl-by. Det er nemlig her, Kinas mest eksporterede og kendte øl, Tsingtao, bliver fremstillet i bryggeriet af samme navn. Qingdao har også en gade, der er døbt øl-gaden, og hvor gadehandlere sælger Tsingtao direkte fra ølfustager og fade. Og den seneste store dille er at sælge brygget i plasticposer med ølmærkets logo trykt på posen.
Gadehandlerne vejer de fyldte poser, da kunderne betaler pr. vægt - 500 g koster det, der svarer til cirka 10 kr.
Et (plastic)sugerør udleveres sammen med posen, og så er det ellers bare at suge til sig af det skummende indhold.
Man kan også se indbyggere, der slæber poserne med hjem for at hælde indholdet over i kander og krus.
Der bor tre millioner indbyggere i Qingdao, så det kan blive til en hel del plasticposer …
I en lille film på YouTube kan man se en ung turist drikke Tsingtao af en plasticpose, han netop har købt.

Firdobling af pris på whisky

I sidste uge nævnte vi, hvordan lanceringen af whiskyen The Macallan Genesis havde forårsaget en lang kø og et sandt bilkaos foran destilleriet i den skotske by Craigellachie. Der var kun sat 350 flasker til salg, og de blev revet væk i løbet af en time. Prisen pr. flaske var 495 pund (cirka 4142 kr.).
Rigtig mange af de fremmødte fik ikke andet ud af strabadserne end en lang næse.
Allerede nu tilbyder whisky-auktionshuset Whisky Hammer en flaske af Genesis på en online auktion, og i skrivende stund, hvor der er fem dage, til auktionen slutter, er buddet nået op på 2000 pund (cirka 17.130 kr.). Så den, der har sat flasken til salg, kommer til at tjene en god sjat penge.
Men trods det høje beløb, kan det sandsynligvis godt betale sig at slå til. De eftertragtede og sjældne flasker vil nemlig højst sandsynligt stige yderligere i værdi i de kommende år.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Dronninggaard Vin flytter fra Fredensborg. Fremover kan man hente vin i Nordhavn, enten i Ravnsborggade 5 eller Skagerakvej 8. Man kan også ringe og bestille vin bragt til døren på tlf.: 48 48 80 11.

Vinens Hall of Fame

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. .. Billede 53-76 ... Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-495


491 I Mas Martinets vinmarker i Priorat er hver enkelt vinstok forsynet med sit eget ”klatrestativ” (foto © Carsten Søderstrøm).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 15 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Batasiolo Rosé, Moscato, Italien, lav alkohol (7,5%)

99,75 kr., på tilbud til 79,75 kr., Skjold Burne

En lækker boblevin på Moscato samt flere blå druer. Vinen har en vedvarende mousse, en cremet fylde og smag af søde jordbær. Den er sød uden at være sliksød - læberne klistrer ikke. Godt afkølet kan man sagtens nyde den som apéritif, men den er også perfekt til en let og ikke al for sød dessert.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Elisabeth, Domaine de la Baume, Viognier, Sydfrankrig, Frankrig, 2017, middel alkohol (14%)

69,95 kr., pris på tilbud indtil 30. august: 59 kr., SuperBrugsen

En meget aromatisk - og til tilbudsprisen 59 kr. - glimrende hvidvin. Den har en krydret smag med noter af citrus, ferskner og abrikoser og en imødekommende sødme. En god madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Line 39, Chardonnay, Californien, USA, 2016, middel alkohol (13,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Chardonnay på toppen. En delikat og lækker hvidvin, frisk, fyldig, let cremet og med en dejlig sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mas de Bressades, Costières de Nîmes, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En meget lækker hvidvin på de to grønne Rhône-druer Roussanne og Viognier. Den er fyldig og fint krydret og har en tørhed, der gør den velegnet til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kentia, Lagar da Condesa, Albariño, Rías Baixas, Spanien, 2016, lav alkohol (13%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Spændende hvidvin fra Spaniens nordvestligste hjørne. Den har en frisk, kompleks og aromatisk, fint krydret smag med noter af pærer og citrus. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Masso Antico, Cantine di Ora, Fiano, Salento IGT, Appassito, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Supervin

Lækker og fint krydret hvidvin med en let cremet smag og noter af citrus, mynte og tropiske frugter. Nok bedst til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Casillero del Diablo Reserva Privada, Concha y Toro, Chardonnay, Valle del Limari, Chile, 2017, middel alkohol (13,5%)

129,95 kr., på tilbud i uge 35 (denne uge): 66,30 ved 3 flasker, Kvickly

Med sin duft af mirabeller, sin fyldige frugtsmag og sine noter af modne grønne druer er denne hvidvin et fint billede af Chardonnay-druen. Eftersmagen slutter med en lille forfriskende syre. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Leone de Castris, Negroamaro, Salice Salentino, Riserva, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

79 kr., Gallovini

Saftig og frugtagtig rødvin i Puglia-stil med let krydring og indtagende sødme. I smagen et strejf af eg fra lagringen på store fade. Vinen er lavet på druerne Negroamaro og Malvasia Nero (10%).

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Lamothe-Cissac, Domaine Fabre, Haut-Médoc, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

79,95 kr., Philipson Wine

Her bliver det meget klassisk Bordeaux. En god rødvin, harmonisk, tør, med en lille sødme, fint krydret (mynte, eukalyptus) og med diskrete fadnoter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Peter Yealands, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand, 2017, lav alkohol (13%)

99,95 kr., på tilbud i uge 35 (denne uge): 64,50 kr. ved 2 flasker, Kvickly

New Zealand fremstiller glimrende rødvine på Pinot Noir - og en af de rigtig gode er denne vin fra det legendariske vinhus Peter Yealands. Duften er herbal og fint krydret, mens smagen er saftig med fine krydrede noter og med en anelse anis til slut. Køb den til tilbudsprisen, og drik den let afkølet til alt fra madsalater til stegt laks. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silver Mountain Special Reserve, Zinfandel, Lodi, Californien, 2016, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., på tilbud indtil 2. september: 69,75 kr., Skjold Burne

En lækker rødvin, der dufter af mørk chokolade og modne kirsebær iblandet strejf af tobak. Smagen er kraftig og saftig og har en indtagende frugtsødme. Nyd fx vinen til et stykke moden camembert eller blåskimmelost.

stjernestjernestjernestjernestjerne

BA, Bruno Andreu, Languedoc, Pézenas, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%)

159 kr., pris ved 6 flasker: 141,67 kr., Vintjenesten

Superlækker rødvin på druerne Syrah og Grenache med fint integrerede fadnoter, der giver plads til den gode frugtsmag. Oplevelsen begynder med en kraftig, liflig duft, fortsætter gennem den harmoniske smag og ud i en lang eftersmag. En meget anvendelig vin til mange retter eller som meditations-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Brazin, Zinfandel, Californien, USA, 2015, høj alkohol (14,5%)

En flot, amerikansk Zinfandel-rødvin med power, sweetness, more sweetness, black peber og mocca. Open the barbecue and bring the big beef.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Caballo Loco, Viña Valdivieso, Santa Cruz, Grand Cru Apalta, Chile, 2014, høj alkohol (14,5%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 220 kr., AndrupVin.dk

En rødvin med en kraftig druesmag fra druerne Carmenère og Cabernet Sauvignon - en madvin, udpræget til store sydamerikanske bøffer. Dejlig sødme og fint integrerede fadnoter. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Casali del Barone, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

299 kr., pris ved 6 flasker: 189,95 kr., Supervin

Flot og lækker rødvin i god balance. Fem år gammel, afrundet og moden. Tør, gode tanniner. Lad den få lidt luft. Hænger godt i munden.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen