Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 17, 2019



Den majestætiske kirke Notre Dame de Paris. Foto: Wikipedia/Pezi.

Hjælp til Notre DameDel på Facebook

Forstenede så verden til, mens flammerne i den forgangne uge åd sig gennem kirken Notre Dame i Paris. Skaderne på den mere end 800 år gamle kirke er store, men den franske præsident, Emmanuel Macron har lovet, at Notre Dame vil blive genopbygget. Og pengene til byggearbejdet strømmer ind fra nær og fjern - og også fra vinens verden.

To af Frankrigs rigeste forretningsmænd og slotsejere, Francois Pinault og Bernard Arnault har meldt sig på banen med større donationer. Pinault, der ejer Château Latour i Bordeaux og Clos de Tart i Bourgogne, har givet 100 millioner euro (cirka 746 mio. kr.) til det store arbejde, mens Arnault, der ejer Bordeaux-slottene Cheval Blanc og Yquem, har doneret 200 mio. euro (cirka 1,5 mia. kr.).

Donation fra auktion


Derudover har blandt andet Bordeaux-slottet Montrose givet 10 mio. euro (cirka 75 mio. kr.). Og så er der Château Mouton Rothschild, der har meddelt, at det samlede hammerslag på 750.000 pund (cirka 6,5 mio. kr.) fra en netop afholdt auktion over slottets vine i London vil gå til Notre Dame.
Oprindelig skulle beløbet fra auktionen have været brugt til istandsættelse af Versailles-slottet uden for Paris, men slottet giver gerne afkald på donationen til fordel for genopbygningen af kirken.
I uge 50 sidste år nævnte vi denne auktion, som omfatter 25 sæt med fem årgange af Mouton Rothschild-vine (2005, 2007, 2009, 2010 og 2013) med hver deres kunstner-etiket. Yderligere 25 sæt er allerede solgt i Hong Kong, og de sidste 25 sæt kommer under hammeren d. 4. maj i New York. Så der bliver sikkert også en god sjat penge til restaureringen af det legendariske slot.

Bødkerne hjælper også til


Kirkens originale tagkonstruktion var i høj grad med til at give næring til flammerne. Til konstruktionen, der stammer fra 1100-tallet, gik der hele 21 hektar skov, og hver bjælke var lavet af et helt træ - hvilket har givet tagkonstruktionen tilnavnet ”skoven”.
Der er intet tilbage af denne fantastiske konstruktion, men her har tre af Frankrigs førende bødkerier, Leroi, Berthomieu og Saury, der alle ejes af firmaet Charlois, meddelt, at de vil give en hjælpende hånd.
Bødkerne vil finde de bedste egetræer - og dem med den største diameter - og ud af dem genskabe det gigantiske tag.


Champagne er vidtstrakte vinmarker afbrudt af små landsbyer. Foto: Wikipedia/ Phillip Capper.

Et 100% bæredygtigt ChampagneDel på Facebook

Som vi tidligere har nævnt, så er der godt gang i de miljøvenlige initiativer i Bordeaux. I 2010 lancerede distriktets vinråd, CIVB, et program for bæredygtig vindyrkning, som vinproducenterne kan melde sig til - hvilket stadig flere af dem gør. Målet for vinrådet er, at samtlige vinmarker i Bordeaux skal være økologisk certificerede eller være i færd med at blive det inden 2025.
Nu er Champagnes vinråd, Comité Champagne, barslet med et lignende mål, nemlig at samtlige champagnehuse skal have en eller anden form for bæredygtig certificering inden år 2030.

Mindre CO2-udledning


Vinrådet har ligesom i Bordeaux søsat sit eget program i 2014, Viticulture Durable en Champagne (VDC), der blandt andet omfatter indførelse af biodiversitet i vinmarkerne - hvilket gælder såvel producenternes egne marker som de marker, der tilhører distriktets mange drueavlere - beskyttelse af det omkringliggende landskab og reducering af champagnehusenes CO2-udledning.
Indtil videre er 15% af Champagnes producenter VDC certificerede, 2,5% har en økologisk certificering, mens yderligere 2,5% har andre former for bæredygtig certificering.

Program drue-forbedring


Bæredygtige initiativer er altid velkomne, og det samme er forsøget på at reducere CO2-udslippet og dermed dæmme op for den globale opvarmning.
Men klimaændringerne er kommet for at blive, og forude venter - ifølge diverse forskere - stadig varmere og mere ekstremt vejr.
Så ud over det bæredygtige program har vinrådet i Champagne også søsat et drue-forbedrings program. Det går ud på, at finde frem til druer, der er bedre egnet til fremtidens ændrede klima. Programmet omfatter blandt andet eksperimenter med krydsninger af de klassiske champagnedruer - Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay - med druer, der har en sen modning, eller som har vist sig at være mere modstandsdygtige over for visse vinmarkssygdomme. Førstnævnte er godt i forbindelse med den stigende gennemsnitstemperatur, mens sidstnævnte er nødvendig i et mere ekstremt vejrlig.


Grafen viser, hvordan Liv-exs vinlager er vokset i værdi siden 2007. I dag har lageret en værdi på det, der svarer til 260 mio. kr.

Et vinlager til 260 mio. kr.Del på Facebook

Liv-ex er den store London-baserede internethandel for fornemme vine, der ud over vinsalget også har sin egen vinbørs, som holder øje med priserne på fine vine på det internationale marked.
Vi har ofte nævnt børs-delen af Liv-ex - her gælder det selve salgsdelen, hvor udbuddet af vine aldrig har været større end nu hos denne internethandel. I værdi har Liv-ex i dag vine for hele 30 millioner pund (cirka 260 mio. kr.) liggende på sit lager. Det er en hidtidig rekord og en fordobling i værdien inden for de sidste to år.
Årsagen er den enkle, at stadig flere af den slags vine er kommet med i Liv-exs sortiment gennem de senere år. I øjeblikket er der således hele 6801 forskellige fornemme og kostbare vine tilgængelige hos internethandelen.

134% flere champagner


Vinene kommer fra en lang række forskellige lande - og flere nye vinlande har fået vine med i internethandelens sortiment. Det gælder blandt andet Kina og England, der først kom ind i varmen for tre år siden.
Men det er frem for alt vinene fra den gamle verdens vinlande og distrikter, der er årsag til den store vækst, når det gælder såvel mængden af forskellige vine som værdien af dem.
Der har fx være en stigning i antallet af forskellige Bordeaux-vine på Liv-ex på 26% siden 2015. For de italienske vines vedkommende lyder tallet på 67%, for USA på 87%, mens Champagne topper med gigantiske 134%.


En druehal er blandt oplevelserne i Rosé Mansion.

10.000 kvm med rosévinDel på Facebook

Når det er sommer, er det rosé-tid - og det er det i ekstra stor stil på Manhattan, hvor man for andet år i træk kan besøge et gigantisk pop-up event helliget den lyserøde vin.
Sidste års Rosé Mansion, som eventen er døbt, var så stor en succes, at arrangørerne i år har fordoblet oplevelsesarealet til hele 9755 kvadratmeter.
På den selv-guidede tur gennem eventen, som har til huse i stormagasinet Manhattan Mall, kommer man gennem fjorten rum, hvor man undervejs smager otte forskellige roséer og på en underholdende måde får meget mere at vide om vintypen, dens historie, de druer, der anvendes, osv.

Smag Brachetto i Kleopatras palads


Fremstillingen af rosé bliver man klogere på i ”vineriet”, hvor man får skænket vin direkte fra ståltanke, mens såkaldte ambassadører fortæller om de forskellige teknikker.
Eventen omfatter også et picnicareal, hvor man kan eksperimentere sig frem til den bedste sammensætning mellem rosé og diverse salater. Der vil også være en vinmarks-installation, hvor vinstokke og spejle går op i en højere enhed, og i ”Kleopatras palads” får gæsterne, mens de sidder på tronstole, mere at vide om rosévin på den gamle drue Brachetto. Netop denne vin skulle efter sigende have været en af den egyptiske dronnings favoritter.

120 forskellige roséer


Kronen på værket er to vinbarer, der tilsammen har et udvalg på 120 forskellige roséer, og ud over at bestille vinene glasvis, kan man også købe hele flasker med hjem. Det lyder alt sammen ret sjovt - og lidt vanvittigt ...
Rosé Mansion holder åbent fra 1. juni til 1. oktober. Man kan læse mere og købe billetter til 45 dollars (cirka 297 kr.) ved at klikke her.


Foto: CIVC.

Når detaljerne tællerDel på Facebook

Champagnehuset Bollinger har i sin fadkælder 3500 egetræsfade, hvor de hvide og røde basisvine udgæres. Det er disse vine, der til sidst blandes og dernæst andengæres på flaske for at blive til husets top-champagner som fx Grand Année.

Fadene får Bollinger pr. tradition fra Bourgogne - og det er kun fade, der førhen har været brugt til gæring og modning af hvidvin på Chardonnay (som også indgår i champagne), man køber.
Hos Bollinger har fadene en gennemsnitsalder på 20 år, og de ældste er 35 år gamle. Brugte fade tilfører selvsagt en mere mild aroma til vinen end nye egetræsfade, der især kan afgive relativt markante vanilletoner.
Men nu vil champagnehuset forsøge sig med nye fade - der dog kun kommer til at stå for 1% af fadpåvirkningen af vinen. Men selv en lille påvirkning kan have betydning.

Har egen bødker


Bollinger er det eneste champagnehus, der har egen fuldtidsanset bødker, og det bliver op til ham at lave de nye fade. Normalt har han travlt med at restaurere de gamle - omkring 350 af dem bliver hvert år gået efter i sømmene.
Træet har Bollinger også "ved hånden", da huset ejer 130 hektar skov i Côtes des Blancs.
Allerede i 2016 fældede man tre mere end hundrede år gamle egetræer, og da et enkelt af de store træer kan blive til cirka ti fade, regner man med at have omkring 30 nye egetræsfade før næste druehøst. Da træerne var blevet fældet, blev de skåret ud i stave, som siden da har ligget og tørret.
Bollinger eksperimenterer i det hele taget i disse år - blandt de mange egetræsfade i kælderen finder man derfor også et fad af rustfrit stål til 200 liter, der ligeledes anvendes til at udgære vin på.

Et tab på 86 mio. kr.Del på Facebook

En voldsom brand har ifølge tv-kanalen France3 hærget en 3000 kvadratmeter stor lagerbygning tilhørende en af Bordeauxs store négocianter, Sovex Grands Châteaux. I alt to millioner flasker vin - heriblandt vine fra nogle af distriktets mest berømte vinslotte - måtte lade livet. I værdi drejer det sig om vin svarende til 86 mio. kr.
Hele 60 brandfolk kæmpede i timevis for at slukke ildebranden - der sandsynligvis opstod i et hulrum over bygningens loft. Loftet kollapsede derefter ned over vinene, der lå på paller eller var pakket i kasser.
Heldigvis kom ingen mennesker til skade, idet de 80 medarbejdere, som befandt sig i bygningen, nåede at blive evakueret.
I øjeblikket er Sovex Grands Châteaux ved at danne sig et overblik over skaderne.


Etiketten på en af rødvinene fra Frenchie's Winery.

Hund i eget vinhusDel på Facebook

Man har hørt om vinhuse med egen hund, men en hund med eget vinhus? Det er ikke desto mindre, hvad den franske bulldog Frenchie har - en større bygning med både fransk og amerikansk flag og et skilt foran, hvor der står Frenchie’s Winery.
Det var Jean-Charles Boisset, der i sin tid forærede sin kone, Gina Gallo, bulldoggen - som nu lever et yderst feteret liv i ægteparrets vinhus, Raymond Vineyard, i Californien.
Kæledæggens "vinhus" er indrettet til at modtage adskillige vuffende gæster, der hver især får deres eget rum med en seng lavet af et halveret vinfad. Væggene er prydet af diverse malerier af Frenchie. Der er selvfølgelig også en overdækket terrasse og et "smagerum" med smagsprøver af vådt og tørt til hundene. Vinhuset har naturligvis sin egen hjemmeside.

Kan holde øje med kæledyrene


De firbenede gæsters ejere - der er kommet for at smage vinhusets vine - kan så via et web-kamera i det store smagerum for mennesker holde øje med, hvad deres kæledyr foretager sig.
Frenchie har selvfølgelig også sin egen vin-serie med etiketter, hvor han ses udklædt som Napoleon, Ludvig d. 14. og andre historiske personer.
En god del af pengene, som kommer ind på salget af disse vine, går til dyrevelfærdsforeningen ASPCA (The American Society for the Prevention of Cruelty to Animals).
De to etiketter på henholdsvis Glenfields og Glenfiddich.

Glenfiddich på barrikaderneDel på Facebook

I 2017 grundlagde den indiske forretningsmand Vivek Anasane sit spiritusfirma i Mumbai. Sidste år besluttede han sig til at få en fod inden for på det britiske marked ved at lancere en Blended Scotch Whisky med navnet Glenfield. Anasane ansøgte derfor UK Intellectual Property Office (IPO) om varemærkeregistrering for sin whisky på britisk jord.
Det kom det skotske destilleri William Grant & Sons, der ejer det berømte whiskymærke Glenfiddich, for øre, hvorefter destilleriet klagede til IPO.

Guldkant og kronhjorte


Ifølge William Grant & Sons er der så stor lighed mellem etiketten på Glenfiddich Single Malt og så den, der sidder på flaskerne med Glenfields whisky, at det vil vildlede forbrugerne - og i sidste ende skade Glenfiddichs gode ry.
Etiketterne har samme grønne baggrundsfarve, en gylden kant og hvide bogstaver, understreger det skotske destilleri. Og så er der jo den oplagte lighed, at mærkernes navne begge starter med ”glen”. Desuden gør begge etiketter brug af kronhjorten som motiv - dog har Glenfields to hjorte, mens Glenfiddich kun har en.

Kun en flygtig tanke ...


Striden mellem det skotske destilleri og Vivek Anasane har stået på i et år, og nu er IPO så kommet med sin dom - der er faldet ud til Anasanes fordel.
IPO begrunder blandt andet dommen med, at man ikke kan have patent på ordet ”glen”, der blot er et gammelt gælisk ord for ”dal”. Man mener heller ikke, at der er større lighed mellem etiketterne, end at det ”kun flygtigt vil få forbrugerne til at tænke på Glenfiddich”.
Her på VinAvisens redaktion synes vi nu nok, at der er en ret udtalt lighed ...
På Tamworth Distillings hjemmeside kan man se en tegning, der viser, hvordan man "malker" en græshoppe for skum.

Whiskey med græshoppe-skumDel på Facebook

Vi nævner ofte nye ginmærker, der indeholder højst besynderlige ingredienser - som fx skovmyrer. Men i USA er der et destilleri, som har anvendt en højst usædvanlig ingrediens til den amerikanske whiskey-type bourbon, nemlig et skummende sekret fra græshopper.
Det er ikke en hvilken som helst græshoppeart, Tamworth Distilling anvender til whiskeyen, der hedder Lait de Romalea. Det skal være arten Østlig Lubber.

En blomsteragtig aroma


Hos destilleriet har man nemlig fundet frem til, at det sekret, disse græshopper udskiller, afgiver en vidunderlig blomsteragtig aroma - hvis man forbehandler sekretet, før det forenes med whiskyen.
For at få det skummende sekret ud af græshopperne, skal man klemme dem let på det øverste af maven. Sekretet gæres derefter sammen med sorte teblade, hvorefter det opløses i alkohol og til sidst infuseres i whiskyen.
Man kan læse mere om Lait de Romalea ved at klikke her.



Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Prikker eller ikke-prikker?Del på Facebook

Frederik Knudsen har lagt mærke til, at man af og til staver Gewurztraminer med to prikker over u’et. Men hvad er rigtigt, spørger han? Hedder det Gewurz eller Gewürz?
Det hedder begge dele alt efter, om vinen kommer fra Frankrig (Alsace) eller fra Tyskland. Men helt korrekt er der to prikker over u’et i Gewürz, for ordet er tysk og betyder krydderi. Det fortæller noget om hvidvinens parfumerede og krydrede duft og smag.
Der er dog ingen i Alsace, der kunne finde på at bruge de to tyske prikker, og som regel udelades de også, når vinen på druen kommer fra andre egne af kloden, fx USA.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-494 Billede 495-525


525 Danmarks flotteste vinbutik – fra 1928 – ligger i Gammel Mønt 4 i København (foto © Kjær & Sommerfeldt).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 28 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerne

Moillard, Crémant de Bourgogne, Demi-Sec, Frankrig, lav alkohol (11,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indimellem: 79 kr. Sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

Demi-Sec, halvtør - i boblernes verden benævnelsen for en sød vin. Og denne boblevin har en meget markant honningsødme. Oplagt til et fad med frugt, kransekager og studenter.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Curtis Nova 1888, La Bollina, Cortesse, Gavi, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

89 kr., VinMedMere.dk

En lækker hvidvin med personlighed og et bredt smagsbillede i den let cremede smag - grape, grannåle, lakrids, tropiske frugter... Vinen har en meget lys farve.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Morning Fog, Wente, Chardonnay, Californien, USA, 2017, middel alkohol (13,5%)

129,75 kr., på tilbud indtil 28. april: 100 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En dejlig hvidvin med modne grønne druer og en anelse honning i duften og med en fyldig frugtsmag med fedme, krydderhonning og strejf af citrus.

stjernestjernestjernestjerne

Corte Giacobbe, Dal Cero, Pinot Grigio, Delle Venezie, Italien, 2017, lav alkohol (13%)

130 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Erik Sørensen Vin

Dette er ikke en rosé trods den sarte laksefarve. Vinen er nemlig fremstillet på den grønne drue Pinot Grigio - hvor rosé jo laves på blå druer. Farven skyldes, at man har brugt ramato-metoden, hvor man lader skind og kerner trække med druemosten i et døgn inden gæringen for at optage flere smags- og farvestoffer end ved den sædvanlige hvidvinsproduktion. I dette tilfælde er det Pinot Grigios spættede skind, der giver den rosa farve. Der er da heller ingen af rosévins typiske smag af jordbær, hindbær og imødekommende sødme, men tørhed og krydrede noter, der trækker et slør for noterne af fersken og ananas. Udpræget en madvin, der ikke er helt billig.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Richmond Plains, Chardonnay, Nelson, New Zealand, 2015, middel alkohol (13,5%)

Fortræffelig hvidvin, der folder sig ud i munden med sin rene, læskende frugt, sin frugtsødme, sin fine krydring og noter af eksostiske frugter, fersken og citrus. Vinen er både økologisk og vegansk. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Orion Classic, Skærsøgaard Vin, Orion, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2018, lav alkohol (11,5%)

Tidligere årgange af denne dejlige danske hvidvin har vi tildelt enten fire eller fem stjerner. Årgang 2018 er så afgjort sine fem stjerner (og sine 200 kr.) værd - og måske den bedste årgang af denne vin nogensinde. Det er stadig den kendte lette og elegante Orion Classic, men sidste års lange varme sommer afspejler sig i vinen med lidt mere moden frugt i duft og smag og en perfekt balance mellem syre og frugtsødme. Vinen krones af en indtagende krydret honningnote, der bliver hængende længe i munden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bouchie-Chatellier, Sauvignon Blanc, Pouilly-Fumé, Premier Millésimé, Frankrig, 2017, middel alkohol (13,5%)

239 kr., pris på tilbud: 159 kr., Kjær & Sommerfeldt

En liflig hvidvin fra Loire-flodens øvre løb. Den har en fin blomsterduft og en blød, forførende druesmag med mange facetter - mandarin, stikkelsbær, eksotiske frugter og mineralske noter. En fornem vin i den dyre ende, men hver en krone værd - især på tilbud.

Rosévin

stjernestjernestjerne

Sandara, Mousserende rosé, Spanien, lav alkohol (5,5%)

40 kr., Fakta

Det er lige før, det ikke er en vin ... ifølge bagetiketten "en aromatiseret drik på basis af rosévin". Den er let perlende, meget sød - og meget billig. Flasken har et stramt skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Paololeo, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2017, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., SPS Wine

Flot, økologisk rosévin med et bredt smagsbillede - næsten som en rødvin. Fyldig frugt, god krydring og en fin balance mellem syre og sødme. Lang eftersmag. Udpræget en vin til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Cabaudran, Côtes de Provence, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

79,95 kr., Sælges hos Meny- og Spar-butikker, Amka

En delikat rosévin - en rigtig og typisk Provence-vin. Den har en kompleks smag med fin krydring, god syre og tilpas sødme, alt i balance.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Kranz, Weingut Kranz, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland, 2018, lav alkohol (12%)

89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En klassisk og tilmed økologisk, tysk rosé - let uden at være enkel og med en delikant, frisk smag med noter af mandarin. Meget anvendelig, både som apéritif og terrasse-vin og til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Burgener, Gorges-Müller, Spätburgunder Trocken, Mosel, Tyskland, 2017, lav alkohol (13%)

105 kr., pris ved 6 flasker: 94 kr., Vintjenesten

En liflig og let rosévin på Spätburgunder (Pinot Noir). Vinen har en fin duft og smag af modne ribs og friske jordbær. Det er også en vin med en anelse fedme, der gør, at eftersmagen slutter blødt og rundt. Der står også "Weissherbst" på flasken - det er ikke en drue, men det tyske navn for rosévin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Laus, Somontano, Spanien, 2018, lav alkohol (13%)

109,95 kr., på tilbud indimellem til 59 kr., Kvickly

En elegant rosé på Syrah og Garnacha. Den dufter af modne ribs og har en fin aromatisk bærsmag med et lille bittert bid til slut, der gør den velegnet som madvin.

stjernestjernestjerne

Les Baussières, Domaine Amido, Gabriel Meffre, Tavel, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

139 kr., på tilbud ind imellem: 89 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En let og enkel rosévin, hvis smag af kirsebær og jordbær lidt vel hurtigt går over i et tørt, bittert bid i eftersmagen.

Rødvin

stjernestjernestjerneØ

Caladelverde, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2017, lav alkohol (13%)

44,95 kr., Lidl

En meget enkel økologisk rødvin. Der er frugt, der er et krydret bid - og en lav pris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Paul Mas, Pinot Noir, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2017, middel alkohol (13,5%)

58,67 kr., Rema 1000

Vi er i Franrkig, hvor man ved, hvordan man behandler druen Pinot Noir - her i en delikat rødvin med klar Pinot-smag, tilpas syre og sødme, frisk frugt og noter af kirsebær og hindbær. Hele fornøjelsen til en yderst rimelig pris. Guldmedalje i den store Paris-smagning.

stjernestjernestjernestjerne

Alias, Pinot Noir, Napa Valley, Californien, 2017, middel alkohol (13,7%)

69 kr., Gallovini

Ikke nogen klassisk Pinot, men til en tilnærmelig pris og med sin sødme nem at drikke. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Chêne Noir, Camille Cayran, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine

Dejlig rødvin på 50% Grenache Noir, 30% Carignan og 20% Syrah. En rigtig Rhônevin med noter af kirsebær, jordbær og peber samt en vis tørhed, der er fin til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Pinot Noir, Peter Yealands, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand, 2018, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., på tilbud indtil 30. april: 64,50 ved 2 flasker, Kvickly

En let og lækker rødvin og en vin, der er typisk for Pinot Noir-druen. Den har en fin frisk bærduft og -smag og en delikat syre, der gør den velegnet til mad. Nyd den gerne let afkølet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Xavier, Xavier Vins, Côtes du Rhône, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., pris ved 12 flasker: 64,95 kr., Supervin

En elegant rødvin med den for Rhône så typiske komplekse krydrede duft og smag med noter af anis, eukalyptus og rosmarin og med et lille tanninbid til slut. Et kup til prisen ved 12 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gran Reserva, Viña Tarapacá, Syrah, Valle del Maipo, Chile, 2016, middel alkohol (14%)

129,75 kr., på tilbud indtil 28. april: 100 kr., Skjold Burne

En imødekommende rødvin med duft af modne solbær og en blød, kompleks frugtsmag med fine krydrede noter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tritium Night, Bodegas y Viñedos Tritium, Rioja, Spanien, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Supervin

Der er ingen årgang på etiketten, men det skal ikke lægges denne dejlige rødvin til last. Den dufter af tobak og violer og har en lækker, blød og kompleks frugtsmag, der slutter med afrundede tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de la Terrière, Gamay, Fleurie, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

En af de gode cru-vine fra Beaujolais. Den har en saftig smag med noter af hindbær, der folder sig ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quinta do Pégo, Rozès, Douro, Grande Reserva, Portugal, 2014, middel alkohol (14%)

169,95 kr., Sælges i udvalgte Spar- og Menu-butikker, Amka

Vellavet rødvin fra portvinens dal, lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousäo og lagret på nye og gamle franske egefade i tolv måneder. Vinen har god frugtfylde, en vis tørhed, god krydring, syre, tanniner og sødme, alt i god balance. Skænk den gerne let afkølet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Paronza, Casale dello Sparviero, Chianti Classico, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

179 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., Skjold Burne

En flot rødvin - en klassisk Chianti med blød og dejlig frugt, fin krydring og noter af mørk chokolade, kaffe ... En meget anvendelig vin til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eremo San Quirico, Nativ, Aglianico, Irpinia Campi Taurasini, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

En stor, flot og meget lækker rødvin med en fin bærduft og en bred frugtsmag, bløde tanniner og en god krydring. Udpræget en vin til dem, der kan lide de tunge, kraftige og sødlige vine - her en vin med kvalitet. Skænk den gerne let afkølet - 14 grader.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Matteo, Domaine Duseigneur, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig, 2017, høj alkohol (15%)

245 kr., SPS Wine

En meget flot, økologisk rødvin på druerne Grenache og Syrah. Rhône på toppen. I den komplekse duft og smag møder vi mørke bær, trøfler, peber, cigarkasse og lakrids. 15%, men ingen spritkant. Vinen er ikke filtreret og kan have bundfald. Så dekanter den derfor, før den skal nydes.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

VS Elegance, Camus, Cognac, Frankrig, høj alkohol (40%)

199,75 kr., pris for 50 cl, på tilbud indtil 28. april: 179,75 kr, Skjold Burne

Når man har kælet lidt for dråberne i glasset, åbner denne cognac sig med en duft og smag af druekvas og tørret frugt og med en anelse maltagtig sødme til slut. Dertil noter af lidt citrus og fadlagring. VS (Very Special) svarer til kvaliteten tre stjerner. Det er den yngste cognac med en alder på mindst to år. Flasken er forsynet med et elegant skruelåg.