Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 23, 2019



Det danske hold bestående af Martin Sørensen (nr. 2) og Jonathan K. Berntsen (nr. 4) fra venstre).

Endnu en dansk sejr!Del på Facebook

Danmark har vundet den 8. udgave af den prestigefyldte sherry- og gastronomikonkurrence Copa Jerez! Et stort tillykke til det danske hold, makkerparret fra restaurant Clou, Jonathan K. Berntsen og Martin Sørensen.

At det er anden gang, Clou vinder konkurrencen (sidste gang var det Jonathan og hans bror Alexander), gør kun sejren endnu mere fantastisk.
I Copa Jerez, som afholdes i sherry-distriktet hvert andet år, dystes der om, hvem der er bedst til at kombinere nogle af de mange forskellige sherry-typer med en tre retters menu.
Alle var dybt imponerede over danskernes indsats - også konkurrenterne.
Vi vender tilbage med mere fra konkurrencen i en af de kommende udgaver af VinAvisen.



To af 1600-tals flaskerne i en vandfyldt glastank.

Ældste flasker nogensindeDel på Facebook

På en større auktion hos Christie’s i London d. 5. og 6. juni kan man blive indehaver af nogle meget gamle vinflasker - faktisk er det de ældste flasker vin, der nogensinde har været under hammeren hos det britiske auktionshus.
De blev fundet i 2010 af et hold dykkere, der var på arbejde i Nordsøen ud for den tyske kyst. Deres job var at kortlægge forholdene på havbunden, men arbejdsdagen blev noget anderledes end forventet.
I en dybde af 40 meter fik dykkerne øje på resterne af et skibsvrag - og tæt ved vraget, halvt begravet i den mudrede havbund, lå en gammel kurv indeholdende fjorten vinflasker.
Det lykkedes at bjerge de yderst skrøbelige flasker - kun en af dem måtte lade livet under redningsmissionen. En anden af flaskerne blev efterfølgende åbnet hos vin-universitetet i Dijon, så forskerne kunne underkaste indholdet nøjere analyser.

En kraftig rødvin


På grund af flaskernes løgformede korpus kunne de dateres til mellem 1670 og 1690 - det var først i 1800-tallet, man gik over til cylinderformen, da man begyndte at stable flaskerne i vandret stilling.
Vinen i flaskerne - eller rettere resterne af den - er en kraftig rødvin. Det kunne forskerne konstatere ud fra det stadig relativt righoldige indhold af tanniner og resveratrol, ligesom der endnu var en lille smule alkohol tilbage i vinen.
De resterende tolv vine, der nu kommer på auktion, er opdelt i seks partier à to flasker. Hvert parti har en højeste vurdering på 30.000 pund (cirka 254.000 kr.), og de penge, vinene indbringer, tilfalder dykkerne, som jo fandt dem.

Opbevares i vandfyldte tanke


Hvis man erhverver sig et par flasker, skal man nok ikke regne med den store smagsoplevelse - det er vinen trods alt for gammel til. Og glem alt om at lægge flaskerne i reolen i vinkælderen - det har de ikke godt af.
For at bevare deres nuværende stand skal de opbevares i den vandfyldte glastank, der følger med i købet. Men så kan man jo altid kigge ind til dem …
Man kan læse mere - og byde på flaskerne - ved at klikke her.


Rosévine fra Provence og Rhône. Foto: Wikipedia/Agne27.

Flere rosévine på danske hylderDel på Facebook

I flere år i træk har der herhjemme været en stigning i salget af rosévin. Hvor godt det går for den lyserøde vin, er salget hos Coops butikker, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma, et eksempel på. I sommeren 2018 blev der her solgt 40% flere flasker rosévin end i den tilsvarende periode året før.

- Vi har næppe nogensinde før set en vintype vokse så hurtigt, som vi oplever det med rosé i disse år, lyder det fra kategorigruppechef i Coop, Brian Karstens. Og han tilføjer:
- For nogle få år siden solgte vi næsten kun rosévine i prisklassen 30 til 40 kr. Nu er spændvidden fra 30 til 398 kr. og med størst stigning i prislejet 60 til 80 kr.
- Samtidig har det betydet et comeback for Frankrig som et salgsmæssigt vigtigt vinland hos os. Salget af franske vine har været jævnt faldende siden 1990'erne, men takket være boomet i rosé er udviklingen vendt.

Rosé året rundt


De oversøiske vinproducenter skal dog også have noget af æren for rosévinens fremgang hos Coop. Ifølge Brian Karstens bliver der også købt meget store mængder af rosé fra især Chile, New Zealand og Australien.
Indtil for få år siden blev der stort set kun solgt rosé fra maj til august - nu ligger højsæsonen i Coops butikker fra april til september. Og i modsætning til tidligere sælges der i dag også rosé hele året rundt. I de første fire måneder af 2019 steg salget således med 25% i forhold til samme periode sidste år. Rosévinens stigende popularitet har da også fået Coop til at udvide sortimentet betydeligt i år, så der er endnu flere flasker at vælge imellem.


Beaky Bottom Vineyards i Sussex. Foto: Wikipedia/Peter Whitcomb.

Engelsk vinindustri med fart påDel på Facebook

Storbritanniens vinproducentforening, Wines of Great Britain (WineGB), har tidligere meddelt, at der i 2019 forventes at blive plantet to millioner flere vinstokke i den britiske muld. Nu er forventningerne skruet op til tre millioner, hvilket er næsten dobbelt så mange, som der blev plantet i 2018, og tre gange så mange som i 2017. I alt vil dette års nye vinstokke brede sig over 690 hektar.
Sidste år blev der fremstillet 15,6 mio. flasker engelsk vin - en hidtidig rekord og hele 9,3 mio. flere flasker end i 2014, der var den tidligere rekordindehaver.
Med den fart, den britiske vinindustri har på, regner WineGB med, at produktionen runder 40 mio. flasker vin i 2040.


Over artiklen ses et af bogens mange smukke billeder. Endnu et bringer vi nedenfor som denne uges STORE billede.

Italiens hemmelige vineDel på Facebook

En passioneret elsker af italiensk vin, Steen Asmussen, har fået en rigtig god idé. Han har skrevet en yderst nyttig bog med titlen ”Italiens hemmelige vine” (Muusmann Forlag, 296 sider, 299,95 kr.).
Markedet er fuldt af bøger om italiensk vin. Der er generelle bøger om hele landet; der er bøger om enkelte regioner og appellationer: Piemonte, Toscana, Barolo, Brunello osv. Ja, der er ligefrem bøger om enkelte vinhuse. Men der er også vine, som der sjældent skrives om – ”hemmelige” vine – og det er dem, Steen Asmussen har støvet op.

Høj kvalitet til at betale


I bogen er det vine fra den 40 km lange Valtellina-dal oppe under grænsen til Schweiz og dalens nabo, Alto Piemonte. Det er vine fra den vulkanske jord omkring Etna, og det er de måske knap så hemmelige vine fra de to regioner Basilicata og Campania, hvor Aglianico-druen slår sine folder.
Alle er det vine, der ofte er af høj kvalitet, og som samtidig er til at betale. Man betaler ikke ekstra for berømmelse og efterspørgsel.

Kvalitetssøgende vingårde


I hvert område har forfatteren fundet frem til vingårde, som han kalder ”kvalitetssøgende”. I Valtellina og Alto Piemonte er det blevet til 22 vingårde, omkring Etna til 12 og i de to regioner nede bag ved Napoli til 16.
Hver vingård beskrives nøje, og der er meget at lære undervejs om druer, metoder, økologi og vinøs filosofi.
Man vil måske ikke læse samtlige beskrivelser, men snarere bruge bogen som et opslagsværk. Og frem for alt vil man tage den med på rejser til Italien. Her hjælper bogens gode kort på oversigten.
Bagest i bogen er der en række sider med udmærkede ordforklaringer.
29 af de 50 beskrevne vinhuse har danske importører. Mon ikke flere kommer til?
I denne uges ”Blå Bog” længere nede på siden bringer vi et portræt at forfatteren.


Foto: Wikipedia/Mick Stephenson.

Sådan sænker resveratrol blodtrykketDel på Facebook

Denne verdens forskere har længe vidst, at resveratrol, det stof, der findes i blå druers skind og dermed i rødvin, har en helsebringende effekt, når det gælder forhøjet blodtryk - og de hjerte- og karsygdomme, lidelsen kan medføre.
Nu har et hold forskere fra King’s College i London fundet frem til, hvordan stoffet udøver sin godgørende virkning.
I undersøgelsen har forskerne givet mus med forhøjet blodtryk resveratrol og har dernæst fulgt stoffets påvirkning af musenes blodbaner.
Man konstaterede, at musenes blodtryk faldt - nøjagtig, som andre forskningsresultater også har vist. Men derudover fandt forskerne frem til, at resveratrolen tilførte ilt til musenes blodkar, hvilket fik karrene til at udvide sig, hvorved blodets tryk på dem sænkedes.

1000 flasker vin om dagen!


Næste skridt bliver selvfølgelig at udføre lignende forsøg på mennesker med forhøjet blodtryk.
Selv om rødvin indeholder en pæn mængde resveratrol, må man selvfølgelig ikke tro, at man kan drikke sig til et lavere blodtryk. Hvis man via vin skulle have en mængde af stoffet svarende til den, musene fik, skulle der hele 1000 flasker til - om dagen!
Forskernes resultater er offentliggjort i American Heart Associations lægevidenskabelige tidsskrift, Circulation.


Første danske vin i The Wine Advocate Del på Facebook

Den amerikanske vinguru Robert Parkers vinanmeldelser har gennem flere årtier vejet tungt for denne verdens vinproducenter. Som vi nævnte i sidste uge, har Parker gennem de senere år langsomt men sikkert overladt tøjlerne til andre vinskribenter, når det gælder hans livsværk, vinmagasinet The Wine Advocate. Og nu har han så i år for alvor trukket stikket og har ikke mere at gøre med vinanmeldelserne i magasinet.
The Wine Advocate er dog stadig yderst toneangivende, og for vinproducenterne har en god eller dårlig placering af en vin på magasinets 100-point skala stor betydning.
Derfor er det da også en meget glad og stolt Svend Moesgaard fra Skærsøgaard Vin i Jylland, der har meddelt, at hans mousserende vin Dons BOB Cuvée Brut 2015 har scoret hele 90 point i The Wine Advocate. Pointene ledsages af ordene ”En fremragende vin af exceptionel kompleksitet og karakter”. Ifølge Moesgaard er det første gang, en dansk vin anmeldes af The Wine Advocate. Den rosé udgave af vinen årgang 2016 scorede i øvrigt flotte 88 point.

En serie postkort fra PiemonteDel på Facebook

Vi fortsætter vores serie af postkort fra det dejlige Piemonte. I sidste uge besøgte vi den familieejede vingård Parusso i Monforte d'Alba, og nu går turen videre til Cascina Castlet, hvor ejeren, Mariuccia Borio, har genopvakt druen Uvalino, og til Malvirà i appellationen Roero og vingårdens skønne Arneis-vine.


Mariuccia Borio var i 1970’ernes Monferrato lidt af et særsyn. Kvindelige vingårdsejere hang ikke ligefrem på træerne. Ud over vingården arvede hun også en vinforretning i Torino, som hun solgte i 1988.

Postkort nr. 6 fra Piemonte:
Kvinden, der tappede vin på flaskerDel på Facebook

I Montferrato finder man den hyggelige gamle by Costigliole d’Asti, der bestemt er et besøg værd. Og ikke så langt derfra ligger vingården Cascina Castlet, der ejes af en yderst karismatisk kvinde, Mariuccia Borio.
I 1970, da hun var i begyndelsen af 20’erne, arvede hun vingården samt 5 hektar vinmarker fra sin far.
Vingården havde været i Borio-familiens eje i flere generationer, men aldrig før havde en kvinde haft tøjlerne. I gamle dage gik jordisk gods altid i arv fra far til søn, og Mariuccias bedstefar havde derfor testamenteret gården og dens 20 hektar til deling mellem sine fire sønner. Og det var kun fordi, Mariuccia ikke havde nogen brødre - eller søskende i det hele taget - at hun arvede sin fars andel.
Hun valgte fra starten af at satse på kvalitets-vin - og hun var en af de første i Monferrato, der tappede den ellers så uhøjtidelige Barbera-vin på flasker. Snakken gik i omegnen dengang. En kvinde, der fremstillede vin og så oven i købet kom den på flasker i stedet for at sælge den som bulk - det var man ikke vant til…
Gennem de følgende 40 år kæmpede Mariuccia en ofte sej kamp for at få lov til at købe de resterende 15 hektar vinmarker tilbage fra diverse familiemedlemmer. Yderligere 10 hektar er kommet til siden hen.


Uvalino, der betyder ”lille drue” på italiensk, er en sent modnende drue, der først bliver høstet i slutningen af oktober.

Postkort nr. 7. fra Piemonte:
Den glemte drue UvalinoDel på Facebook

Da Mariuccia Borio var barn, var rødvinsdruen Uvalino stadig et almindeligt syn i Monferratos vinmarker. Og vinen, den blev forvandlet til, blev regnet for en fin vin, forbeholdt folk, der var højt på strå.
Men i 1990’erne var Uvalino ikke længere at finde - og dog. Det lykkedes nemlig Mariuccia at opspore en håndfuld vinplanter, som hun mente måske var Uvalino - hvilket forskere ved ønologiskolen i Asti bekræftede via DNA-analyser. Ud fra disse få planter begyndte Mariuccia så at genopvække den gamle blå drue.
Siden 2006 har hun fremstillet en fantastisk rødvin, Uceline, på druen. Og hun anvender - ligesom i gamle dage - appassimento-metoden, den med de tørrede druer, som er kendt fra fremstilling af Amarone. Men hvor druerne til Amarone tørrer i flere måneder, tørres Uvalino-druerne kun i cirka fire uger før presning. Det resulterer i en kraftig, intens og meget aromatisk rødvin.
Uceline skulle i øvrigt indeholde 40 gange mere af det helsebringende stof resveratrol end fx en rødvin på Cabernet Sauvignon. Årsagen er, at Uvalino-druen er meget tykskindet, og det er netop i det blå drueskind, resveratrolen findes.
Kun 5000 flasker bliver det til årligt af Uceline, der er Cascina Castlets absolutte flagskib.


Tre af Cascina Castlets meget iøjnefaldende vinetiketter - eller måske snarere dekorationer, da de fleste informationer om vinene står bag på flaskerne.

Postkort nr. 8 fra Piemonte:
Scootere og rød lak på flaskerneDel på Facebook

Cascina Castlet er en af de få vingårde i Piemonte, hvor man kan få rødvin på Barbera-druen i tre forskellige udgaver, en frisk ungdommelig og ikke fadmodnet vin, en vin, der har ligget på franske fade, og så en mousserende vin. Sidstnævnte sælges kun lokalt.
Top-rødvinen Passum er den fadmodende udgave, hvortil der også er brugt tørrede druer, og det med at anvende appassimento-metoden til Barbera-druer virker rigtig godt. Druen er meget syreholdig, så når man tørrer den, får man en flot balance mellem sødme og syre i den færdige vin.
Etiketterne på Cascina Castlets vinflasker er designet i 1980’erne af Giacomo Bersanetti - en designer, der har specialiseret sig i vinetiketter. Blandt de øvrige kendt italienske vinproducenter, han har designet etiketter for, er Allegrini, Cesari, Giulio Ferrari, Gaja og Zonin. Og flotte og iøjnefaldende er etiketterne på Cascina Castlets vinflasker bestemt. En af dem forestiller en scooter med fire piger - det er Mariuccia og hendes tre kusiner.
De rødvine, Mariuccia skænkede for os var spændende, anderledes og helt i top. Man kan kun håbe på, at de en dag finder vej til det danske marked. I hvert fald er hun på udkig efter en importør.


Fra Malviràs agriturismo, Villa Tiboldi, er der til alle sider en smuk udsigt over vinhusets vinmarker.

Postkort nr. 9. fra Piemonte:
Roero og "den lille besværlige"Del på Facebook

Næste stop var hos en gammel kending, Malvirà i appellationen Roero, som vi besøgte i 2014. Det besøg kan man læse mere om ved at klikke her.
Roero er den tredje - og ikke helt så kendte - af Langhes DOCG’er. De to andre er Barolo og Barbaresco. Men Roero fortjener bestemt verdens bevågenhed - både for sit utroligt smukke vinlandskab og for sine glimrende vine.
Udsigten over landskabet kan man blandt andet nyde fra Malviràs agriturismo, den fine gamle ejendom Villa Tiboldi. Og når det gælder vinene, byder Malvirà så afgjort på nogle af appellationens bedste.
Mens der i Barolo og Barbaresco hovedsageligt fremstilles rødvin, så udmærker Roero sig ved sine hvidvine på druen Arneis. Druens navn betyder ”den lille besværlige” - hvilket skal tages bogstaveligt. Den er nemlig ret sart over for diverse vinmarkssygdomme.
Vi har ved flere tidligere lejligheder smagt Malviràs vine på Arneis - men gjorde det med største fornøjelse endnu engang. Det er elegante og sprøde vine med en karakteristisk note af aromatiske pærer.


Ud fra et kort over Roero fortalte Massimo Damonte om appellationen og dens terroir, der giver vinene deres særegne karakter.

Postkort nr. 10. fra Piemonte:
Den vin kan man da ikke sælge ...Del på Facebook

Malvirà ejes af anden generation af familien Damonte, brødrene Massimo og Roberto, og det var førstnævnte, der denne gang stod for smagningen.
Der har været fremstillet Arneis-hvidvin i Roero siden 1400-tallet, og helt op til 1970’erne var vinen sød.
Men en dag spurgte Massimo sin far, der dengang stod for vinfremstillingen, om ikke han kunne få lov til at lave en tør hvidvin på druen - bare sådan på forsøgsbasis.
- Jamen, en sådan vin kan vi da overhovedet ikke sælge, lød det nedslående svar. Massimo fik dog allernådigst lov til at forsøge sig med 50 liter druemost. Det blev startskuddet til Malviràs produktion af tørre Arneis-hvidvine. Halvdelen af de cirka 350.000 flasker vin, vinhuset fremstiller i dag, er hvidvin, og langt hovedparten af den er på Arneis.
Vi smagte også vinhusets rødvine på Nebbiolo.
- Der er mange vinskribenter, der sammenligner vores rødvine med Barolo-vinene, fordi de er lavet på samme drue. Og så skriver de, at Roero-vinen er lidt tynd, lød det fra Massimo.
- En sådan sammenligning er meget forkert - vi har vores helt egen vinstil.
Man kan kun give Massimo ret. De rødvine på Nebbiolo, vi smagte hos Malvirà, var i hvert fald helt anderledes med deres saftighed og ganske særlige aroma. Malviràs vine forhandles herhjemme af Theis Vine.


Hovedet af vinguden har højst sandsynligt været bemalet. Foto: Archaeological Park of the Colosseum.

Bacchus brugt som byggematerialeDel på Facebook

I middelalderen gik man også ind for genbrug, og da nogle arbejdere i Rom for omkring 700 år siden skulle opføre en mur, brugte de forhåndenværende materialer - heriblandt et marmorhoved fra oldtiden. Hovedet blev lagt ind imellem sten og andet byggemateriale, og her har det ligget lige siden.

Muren blev rejst tæt ved Forum Romanum, oldtidens store plads i midten af Rom. Og for nylig, da et hold arkæologer var i gang med udgravninger i området, stødte de på muren - og hovedet, som nu er blevet befriet fra murværket og undersøgt nærmere.
Ifølge arkæologerne forestiller det vinguden Bacchus - der i øvrigt også var gud for dans, frugtbarhed og teater. En travl gud med andre ord …

Har mistet øjnene


Guden, der gik for at være lidt af en spradebasse, som elskede fester med masser af vin, blev som regel afbildet med drengede, næsten feminine ansigtstræk og et kraftigt krøllet hår.
Arkæologerne har dateret hovedet, som er af marmor og har været del af en større statue, til omkring år 100 e.Kr.
Hovedet viser måske nok en lidt mere sørgmodig Bacchus end den festlige fyr med det fyldte vinbæger, man ser på mange senere malerier. Men nu har han jo også mistet sine øjne, der har været af glas eller ædelsten, ligesom han sandsynligvis har været bemalet i flotte farver. Man kan læse mere om Bacchus i VinAvisens Hall of Fame.
De to whiskyer fra destilleriet Samilpo. Som man kan se, læner de sig kraftigt op ad Johnnie Walkers "Red Label" og "Black Label". Foto: www.youngpioneertours.com.

Nordkoreas første whiskyDel på Facebook

Nordkoreanerne kan godt lide whisky, og det berømte skotske whiskymærke Johnnie Walker er en absolut favorit - hos dem, der har råd til at købe whisky vel at mærke.
Ifølge Young Pioneer Tours (YPT), en kinesisk baseret rejsearrangør, der blandt andet arrangerer rejser til Nordkorea, rammer landets første officielle whisky snart de nordkoreanske forretningshylder.
Samilpo hedder det nye whiskymærke - efter destilleriet af samme navn - og der er foreløbig fremstillet to forskellige udgaver af mærket, der i høj grad leder tankerne hen på Johnnie Walkers kendte ”Black Label” og ”Red Label”.
Samilpos to whiskyer er forsynet med henholdsvis en rød og en sort etiket placeret på tværs af flaskerne, ligesom på det skotske whiskymærke. Flaskerne er ligeledes firkantede og af klart glas.

Reducerer den skadelige virkning


YPT har talt med direktøren for det nordkoreanske destilleri, og ifølge ham indeholder de to whiskyer hele femten forskellige aminosyrer, hvoraf de otte er såkaldte essentielle aminosyrer. Disse sidstnævnte syrer skulle - igen ifølge direktøren - have den egenskab, at de reducerer de skadelige virkninger, whisky har på leveren, og den ”negative sideeffekt ved alkoholmisbrug”. Det lyder jo ret utroligt …
Derudover er det ikke mange faktuelle oplysninger - om fx anvendte kornsorter, fadmodningens længde, osv. - der er sluppet ud om Samilpo whiskyerne.

Planer om eksport


De to whiskyer - samt en tredje, som endnu ikke er tappet på flasker - vil i første omgang blive solgt hos Kwangbok, et stormagasin for den nordkoreanske elite i hovedstaden Pyongyang. Prisen kommer til at ligge på det, der svarer til cirka 100 kr. - hvilket er betydelig mindre end for fx det skotske whiskymærke Ballantines, der er set til omkring 800 kr. i samme stormagasin.
Destilleriets direktør har også overfor YPT afsløret, at der er planer om at eksportere Samilpo whiskyerne, ”når den politiske situation forbedres …”.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Steen Asmussen.

VinAvisens Blå BogDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Steen Asmussen (f. 1972) er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Til daglig arbejder han som finansiel arkitekt i en global IT-virksomhed, hvor han er med til at forhandle komplekse internationale it-outsourcing kontrakter.
Interessen for vin begyndte i baglokalet i en Københavnsk vinhandel, mens han endnu var studerende. Her smagte han nogle af butikkens rester og overskudsvine fra forrige aftens vinsmagning. Det var en fantastisk oplevelse og blev startskuddet til hans store interesse ikke bare for vin generelt, men for italiensk vin - en interesse, der har fulgt ham lige siden.
Senere i hans studietid blev glæden for italiensk vin for alvor forankret, da han under et ophold i Firenze besøgte en gammel vinhandel og her faldt i snak med en lokal vinmand - og igen smagte vin af en anden dimension, end han tidligere havde haft lejlighed til.
Siden dengang har Steen Asmussen læst, rejst og smagt sig gennem Italien mange gange og er over årene blevet stadig mere fascineret af den alsidighed, der præger landets vine, og som ligger indbygget i dets mange lokale vintraditioner.
For ham er italiensk vin en spændende kaotisk jungle - hvilket bestemt ikke gør emnet mindre interessant.
Passionen for italiensk vin udmøntede sig i 2019 i Steen Asmussens første bog, ”Italiens hemmelige vine”, der netop skal ses som et forsøg på at bringe lidt orden og brugbar information til dette vidunderlige italienske vinkaos. Fokus i bogen er på nogle udvalgte områder, der ofte er oversete eller direkte ukendte for mange vinnydere.
Ved siden af sit daglige arbejde samt de mange timer, der benyttes på italiensk vin, har Steen Asmussen også en stor interesse for mad og ikke mindst kombinationen af vin og mad. Fritiden bliver brugt på sport, venner og familien, der består af hustruen Lena og deres to børn, Linus og Jakob.
Adresse: Kollemosevej 41A, 2830 Virum, e-mail: steen.asmussen@gmail.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvad betyder Ausbruch?Del på Facebook

Da Sandra Kristensen for nogen tid siden var i Østrig, fik hun serveret en sød vin af typen Ausbruch. Nu vil hun godt vide, hvad Ausbruch betyder?
Ausbruch betyder udbrud, og med dette ord hentydes til, at sukkeret "brød ud", når man tidligere tilsatte supersøde, overmodne og indtørrede druer, angrebet af "den ædle råddenskab", til mindre koncentrerede vine af typerne Spätlese og Beerenauslese. Det krystalliserede sukker i de søde druer, der ofte var af sorten Furmint, satte ekstra turbo på gæringen.
Metoden svarer til den måde, hvorpå man i nabolandet Ungarn tilsætter de søde Aszú-druer til den berømte Tokaji-vin.
I dag kræver den østrigske vinlov ikke, at man blander vin og druer på denne måde, og faktisk laves næsten alle Ausbruch-vine på samme måde, som man laver Trockenbeerenauslese. Vinene skal bare have en mostvægt på mindst 27ºKMW, mens Trockenbeerenauslese kræver 30ºKMW (målt efter den specielle østrigske Klosterneuburger-skala).
Nogle få steder bruger man stadig druen Furmint, men de fleste vinbønder blander Chardonnay, Pinot Blanc, Traminer og Welschriesling.

Del på Facebook

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546


531 Alte Piemonte – et billede fra bogen om ”Italiens hemmelige vine” (foto © Stefano Pertusati).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 32 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Castelblanc, Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (12%)

89,75 kr., på tilbud indtil 9. juni: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Denne gode boblevin efter champagne-metoden er rosé, og med sine noter af jordbær og hindbær - og sin frugtsødme - smager den da også af rosévin. Tilbudsprisen 75 kr. er attraktiv.

stjernestjernestjernestjerne

Isadora, Prosecco, Extra Dry, Italien, lav alkohol (11,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 13. juni ved 2 flasker: 59,50 kr. Sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

En meget let og let perlende boblevin med god druesmag og ret meget sødme. Velegnet fx til blanding af en Aperol Spritz.

stjernestjernestjernestjerneØ

Giol, Prosecco, Treviso, Frizzante, Italien, 2018, lav alkohol (11%)

119,75 kr., pris på tilbud indtil 9. juni: 99,75 kr., Skjold Burne

Blandt de mange Prosecco-vine på markedet er denne en af de absolut bedre og tilmed økologisk og vegansk. En frisk og let perlende vin, der blandt andet lægger bobler til den populære Aperol Spritz.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Guilio Pasotti, Vineris, Pinot Grigio, Veneto, Italien, 2017, lav alkohol (12%)

38,95 kr., Lidl

Frisk og læskende hvidvin med en ren og god druesmag. Prisen er yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Elisabeth, Domaine de la Baume, Viognier, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,4%)

69,95 kr., pris på tilbud indtil 6. juni: 59 kr., SuperBrugsen

Viognier er en rigtig god hvidvinsdrue, og i denne dejlige vin folder den alle sine gode egenskaber ud. Vinen har fedme og pondus, noter af drue, abrikos, fersken og banan, tilpas syre og en lille sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Domaine Romy, Clos de la Chapelle, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig, 2017, lav alkohol (13%)

89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En udmærket, måske lidt "kort" hvidvin, der uiddelbart præsenterer Chardonnay-druen fint. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

White Cliff, Winemaker's Selection, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2018, lav alkohol (12,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Supervin

Lækker hvidvin med en klar, ren og karakteristisk smag af druen Sauvignon Blanc - stikkelsbær, hyldeblomst, passionsfrugt, citrus ... Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer, og flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Solaris Classic, Skærsøgaard Vin, Solaris, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2018, lav alkohol (12%)

En helt igennem dejlig hvidvin med en aromatisk blomsterduft og en fyldig og frisk frugtsmag. En elegant vin med en flot rank syre.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

La Jara, Veneto IGT, Rosé, Italien, lav alkohol (10%)

50 kr., Fakta

Med sin lette perle er denne gode rosévin en glimrende apéritif-vin. Den er til den søde side, er både økologisk og vegansk - og til en yderst attraktiv pris. Med sine 10% alkohol velegnet til chauffører og unge mennesker.

stjernestjernestjernestjerne

Origens, Espaco Rural, Alentejano, Portugal, 2018, lav alkohol (12,5%)

65 kr., Amka

Vellavet hvidvin på druerne Touriga National og Aragonez, ret let, måske lidt enkel, men også til en rimelig pris.

stjernestjernestjernestjerne

Le Chêne Givré, Camille Cayran, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

89 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine

Pæn rosévin i den traditionelle roséstil med noter af jordbær og hindbær. I den let cremede smag en krydring, der gør vinen fin til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lavendette, Les Vins de Bréban, Alpes de Haute Provence IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

99,75 kr., pris hele juni: 69,75 kr., Skjold Burne

Klassisk Provence-rosévin på druerne 40% Syrah, 40% Grenache og 20% Cinsault. Vinen har en lækker, blød druesmag med et strejf af lakrids.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Masseria Pietrosa, Cantine San Marzano, Primitivo, Salento, Italien, 2018, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indimellem: 65 kr. Sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

En klassisk rosé med både jordbær, hinbær og sødme. Dertil en syre, der afbalancerer sødmen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Perette, Les Producteurs Réunis, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

109 kr., pris på tilbud: 69 kr., Kjær & Sommerfeldt

Fra den buttede flaske skænker man en fint krydret rosévin i klassisk stil med noter af hindbær og melon og tilpas sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nicte, Avelino Vegas, Castilla y León, Rosa Pálido, Spanien, 2018, lav alkohol (13%)

109,5 kr., pris på tilbud ind imellem: 85 kr., Irma

Fra den flotte flaske med glasprop flyder en aromatisk rosévin, der med sin pondus, gode druesmag og ret markante sødme vil gøre sig godt som terrasse-vin med nødder og snacks til.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vielle Mule, Cases de Pene, Grenache, Côtes Catalanes IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

110 kr., pris ved 6 flasker: 90 kr., Erik Sørensen Vin

Vellavet rosévin med en god struktur, fin sødme, jordbær og hindbær og krydrede noter. Lang eftersmag. Oplagt som terrassevin.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Villa Alberti, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

39 kr., Aldi

En meget enkel rødvin med frugt i duften og lidt lakridsnoter i smagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Woodpeak Hills, Zinfandel, Californien, USA, 2017, middel alkohol (14%)

39 kr., Aldi

En dejlig rødvin med frugten i front. Her er modne solbær i duften og smagen samt strejf af anis. En rigtig god all round hverdagsrødvin - og et kup til prisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Pinot Noir, Pinot Noir, Central Valley, Chile, 2018, middel alkohol (13,5%)

45 kr., Lidl

Det er meget sparsomt med oplysninger på etiketterne på denne rødvin - fx er der ikke nævnt noget vinhus eller kooperativ. Nå, men nu til selve indholdet. Det er en meget enkel, saftig - og lidt tynd - rødvin med en ok frugtsmag (blå druer), der dog forsvinder meget hurtigt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

1964, Vignerons Catalans, Pinot Noir, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

55 kr., pris ved 12 flasker. Fri fragt ved køb fra 999 kr., Køge Vinhandel Webshop

En rigtig god rødvin med et rent og klart billede af druen Pinot Noir. Vinen har en delikat frugtfylde i udpræget fransk stil. Prisen er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Passitivo, Cantina Paolo, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

59,95 kr., SPS Wine

En frisk og frugtagtig rødvin med en harmonisk og lækker druesmag og fin krydring. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mas de Bressades, Costières de Nîmes, Cuvée Tradition, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%)

65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En lækker sag. En rødvin med en tæt og dyb farve, en liflig duft og en fyldig druesmag - Syrah og Grenache. En typisk og flot Rhônevin, fx til grill. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Prisen er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Primanero, Primitivo, Puglia IGP, Appassimento, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

69,95 kr., SPS Wine

Denne rødvin er både delikat og økologisk og med Primitivo-druens frugt og charme, her med et tilskud af de tørrede druer fra Apassisimento-metoden. I smagen noter af kirsebær, hindbær og krydderier.

stjernestjernestjerne

Ciro, Black Edition, Terramagna, Producto de España, Spanien, 2015, middel alkohol (14%)

99,95 kr., VinMedMere.dk

Denne rødvin er lavet på fire druesorter, en fjerdedel af hver: Tempranillo, Syrah, Cabernet Sauvignon og Grenache. Men der er en femte spiller, en ret påtrængende fadsmag, ikke mindst i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Observer, Darwin Vineyards, Merlot, Valle Central, Chile, 2017, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 80 kr., Holte Vinlager

En blød og lækker rødvin med karakter og Merlot-druens saftighed. I smagen kirsebær og en fin krydring. En meget anvendelig rødvin til lettere kødretter.

stjernestjernestjernestjerne

La Multa, Norrel Robertson, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2016, høj alkohol (15%)

109 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 69 kr., D’Wine

Vellavet rødvin med god frugtfylde og let krydring. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg, og etiketten er flot.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gigino, Barbanera, Toscana IGT, Italien, 2015, middel alkohol (14%)

129 kr., Gallovini

En supertoskaner? Noget i den retning. En rødvin med en dyb, mørk farve og en "fed", kompleks smag med noter af tobak, chokolade ... Skænk den gerne let afkølet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Xavier, Lirac, Frankrig, 2016, høj alkohol (15%)

139,35 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Supervin

En kraftig og flot rødvin. Den er intens, har masser af muskler - men også god frugt med noter af hyldebær, blå blommer og modne brombær. Eftersmagen slutter med et godt tanninbid. Drik den fx til oksemørbrad og andre mørke kødretter - og plask den gerne over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vincent Bachelet, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2017, lav alkohol (13%)

Lækker rødvin, der udstiller Pinot-druens mange facetter på fornem vis. En blød og kompleks vin med noter af vanille og bittermandler og en lang eftersmag.

stjernestjernestjerne

La Force de l'Age, Les Vignerons de Maury, Maury, Frankrig, 2017, høj alkohol (17%)

299,95 kr., pris ved 6 flasker: 219 kr., AndrupVin.dk

Der er ingen tvivl om, at man har fremstillet denne kostbare vin med omhu på druerne Grenache Noir og Syrah, men den gode druefrugt og mange facetter, bl.a. chokolade, forsvinder bag et tørt og sprittet bid.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Tarapaca, Isla de Maipo, Late Harvest, Chile, 2018, lav alkohol (12%)

79,75 kr., pris på tilbud indtil 9. juni: 59,75 kr. for 50 cl, Skjold Burne

En lækkerbidsken af en sød hvidvin på senthøstde druer. I den honningsøde vin er den en god druesmag og noter af tørrede ferskner og karamel. En tilpas syre afbalancerer sødmen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Alvear Solera 1910, Alvear, Pedro Ximénez, Montilla Moriles, Spanien, høj alkohol (15%)

299,95 kr., pris ved 6 flasker à ½ liter: 249 kr., AndrupVin.dk

De søde vine på Pedro Ziménez (PX) druer er en af Sherry-distriktets traditionelle vindelikatesser. Den laves på tørrede druer, der selvsagt kun giver meget lidt druemost, når de presses - derfor den høje pris. Denne udgave af PX dufter og smager dejligt af mørke rosiner med undertoner af syltede blommer. Konsistensen er en anelse cremet, hvilket forlænger eftersmagen betydeligt. Angivelsen af år 1910 betyder ikke, at al vinen er fra dette år. Men da den er lavet på solera-metoden, er der nogle få dråber, der er mere end 100 år gamle. Det er en vin, der er oplagt til meget søde desserter - fx vanilleis - eller bare som en slags dessert i sig selv. PX-vinene nydes i ganske små mængder, netop fordi de er så koncentrerede. Vinen rækker derfor meget langt, hvilket man også skal tage højde for, når det gælder prisen.