Nyheder for uge 33, 2019



Leder af forskerteamet, Alasdair Clark, fortæller om den nye tunge i en lille film på Royal Society of Chemistrys hjemmeside.

Lille "tunge" kan afsløre forfalskninger

Kunstige ”tunger”, der kan smage forskel på forskellige slags vin eller spiritus, er ikke noget nyt. Men den kunstige tunge, som forskere ved University of Glasgow har udviklet, er den hidtil mindste og mest nøjagtige tunge, der har set dagens lys. Målet er, at tungen vil kunne bruges til afsløring af forfalsket vin og spiritus.

Der er tale om en bimetallisk nanoplamonisk tunge - hvilket vist kræver lidt nærmere forklaring …
Tungen er opbygget af to forskellige slags metal (deraf ordet bimetallisk), der i ganske små skiver er lagt i et skakternmønster. Skiverne fungerer som "smagsløg", og de er hver især cirka 500 gange mindre end et menneskes smagsløg.
Til det forsøg, forskerne udførte med tungen, anvendte de syv forskellige skotske whiskyer - tre fra Glenfiddich med forskellig alder, tre fra Glen Marnoch, der var modnet på fade, der havde indeholdt henholdsvis bourbon, rom og sherry, og en enkelt 10 Year Old Laphroaig whisky.

Kan genbruges


De små metalskiver er lysabsorberende, og da prøver fra de enkelte whiskyer blev hældt over tungen, antog lyset i skiverne forskellige farvenuancer alt efter, hvilken whisky, det drejede sig om.
Dette farvede lys kan ikke ses med det blotte øje, og forskerne brugte derfor et spektrometer til at måle de ganske små farveændringer.
Det viste sig, at tungen kunne ”smage” forskel mellem whiskyerne med en nøjagtighed på mere end 99%. Og den kunne ikke kun afsløre, om der var tale om en Glenfiddich eller en Glen Marnoch whisky, men også om én og samme whisky var modnet i 12, 15 eller 18 år, eller om den var modnet på fx sherry- eller rom-fade.
Den nye tunge har flere fordele frem for andre lignende tunger blandt andet, at den kan genbruges, og at den let kan transporteres på grund af sin ringe størrelse.
Man kan læse mere om tungen på Royal Society of Chemistrys hjemmeside - hvor man også kan se en lille film om nyskabelsen.


Champagne-knappen hos restauranten Bob Bob Ricard. Helt så fornem ser den nok ikke ud i Eurostars togvogne.

Champagne i togene

Vi har tidligere nævnt såkaldte champagne-knapper - altså knapper man kan trykke på, hvorefter man modtager et glas sprudlende champagne. Sådanne knapper er fx installeret ved hver enkelt siddeplads i luksusrestauranten Bob Bob Ricard i Soho i London.

Nu har britiske Eurostar, hvis højhastighedstog kører fra London til henholdsvis Paris, Bruxelles, Rotterdam og Amsterdam, lanceret champagne-knapper på udvalgte togruter. Og det har togfirmaet gjort, for at passagererne også kan være med til at fejre dets 25 års jubilæum i år.

En idé for DSB?


Dog vil det kun være de første 25 passagerer på ruterne, der vil få glæde af tilbuddet om et gratis glas champagne - ligesom boblerne kun kommer i glassene i august måned.
Ud over den festlige anledning er installeringen af champagne-knapperne også en prøveballon fra Eurostars side. Bliver knapperne en succes, kunne der måske blive tale om at indføre dem permanent på nogle af ruterne.
Og hvorfor ikke? Det er da en glimrende idé - som DSB måske skulle overveje at kopiere på længere togrejser. Når nu man alligevel lader bilen stå og sidder og slapper af i toget …


Udsigten ud over en lille del af Nyetimbers i alt 170 hektar vinmarker.

Engelsk vinhus satser på 2 mio. flasker

I 2018 blev der fremstillet cirka 10 millioner flasker mousserende vin i Storbritannien - og de 10% af produktionen kom fra vinhuset Nyetimber i Sydengland - et vinhus, der udelukkende fremstiller boblevine.
Druerne til årgang 2018 kom fra 170 hektar vinmarker, men vinhuset ejer faktisk hele 240 hektar - og regner med at plante yderligere 25 hektar i år og endnu flere hektar i 2020, så det samlede vinmarksareal når op på 300 hektar.
I et interview med The Drinks Business har ejeren af Nyetimber, Erik Heerema, afsløret, at han satser på i nærmeste fremtid at runde en årlig produktion på to millioner flasker vin, hvilket en fordobling af den nuværende produktion.
Det er ikke mange flasker sammenlignet med, hvad en stor del af Frankrigs champagnehuse kan præstere, men det er rigtig mange ifølge engelske forhold.


Et stemningsbillede fra sidste års Garagevin-messe.

Smag 300 vine med udsigt til vinmarkerne

Danmark har et hav af små og mellemstore vinimportører med spændende vine på hylderne. Det bliver hvert år fejret med en større Garagevin-messe afholdt af Foreningen af Danske Vinimportører, og i år foregår det d. 24. august fra kl. 11 til 16.
Garagevin er et udtryk, man bruger om vine fra små uafhængige producenter, hvis produktion måske ikke er så stor, men hvor der er lagt vægt på en høj kvalitet.
I år kan man gå rundt til 28 udstillere og få smagsprøver på i alt 300 vine - samt gode historier om de vingårde, der har fremstillet dem.
Brød og vand står parat, så man kan rense munden mellem de mange vine, og rammen for Garagevin-messen er Dansk Vincenter i Avedøre lige uden for København, hvor man kan nyde vinene med udsigt til vinmarkerne.
Man kan læse mere om messen og bestille billetter à 200 kr. ved at klikke her.

Vin og et længere liv

Indrømmet - vi skriver med stor fornøjelse om forskning, som afslører vins godgørende egenskaber, når det drejer sig om helbredet. Og der er heldigvis relativt ofte nye forskningsresultater at fortælle om.

Her og nu gælder det en analyse udført af forskere fra Columbia University og Boston University, som tyder på, at folk, der i hele deres voksenliv har et moderat vinforbrug, lever længere end fx afholdsfolk.
Udgangspunktet for analysen er en omfattende undersøgelse, Health and Retirement Study, af hele 20.000 amerikaneres helbred, hvor forskerne valgte at fokusere på data for 7904 deltagere. Samtlige af disse deltagere var født mellem 1931 og 1941 og var blevet udspurgt om deres vinforbrug. Under den tidligere undersøgelse var deltagernes helbred blevet nøje fulgt gennem seksten år.

Størst dødelighed blandt afholdsfolk


Deltagerne blev dernæst inddelt i fem grupper: De lejlighedsvise vindrikkere (et til to glas vin om måneden), dem med et moderat vinforbrug (et til to glas om dagen for kvinder og et til tre glas for mænd), dem med et overforbrug (mere end to og tre glas dagligt for henholdsvis kvinder og mænd), dem, der havde været afholdsfolk hele livet og så dem, der var blevet det på et senere tidspunkt.
Resultatet af analysen viste, at de deltagere - såvel kvinder som mænd - der havde et moderat vinforbrug, også var dem, der havde den laveste dødelighed i den periode, den oprindelige undersøgelse forløb over. Den højeste dødelighed var blandt afholdsfolkene efterfulgt af de deltagere, der havde et overforbrug af vin og dernæst de, der kun sjældent drak vin.

Moderat forbrug uden stop


Et af de interessante fund af analysen var, at de vindrikkere, der havde et vedvarende, moderat forbrug voksenlivet igennem, også var dem, der levede længst. Så snart de moderate vindrikkere holdt op med at drikke vin på grund af sygdom eller medicinering, øgedes deres risiko for at dø.
Man kan læse analysen i sin helhed (mod betaling) ved at klikke her.


Påklædningen ved det årlige Royal Ascot er noget helt særligt - som man kan se på billedet, dominerer de høje hatte hos herrerne, ligesom damerne forsøger at overgå hinanden i vilde hatte-kreationer.

Væddeløb med vin i glassene

I den britiske by Ascot i Berkshire ligger den berømte hestevæddeløbsbane Ascot Racecourse. Her afholdes der flere væddeløb i årets løb, men det helt store trækplaster er det årlige fem dage lange Royal Ascot, der løber af stabelen i juni måned.

Det er ikke kun et væddeløb men en begivenhed med en masse sideløbende arrangementer og med servering af mad og drikke i såvel tilskuerboksene som i de barer og restauranter, der er tilknyttet væddeløbsbanen.
Og glæden for vin blandt de i alt 300.000 gæster har været stigende i de senere år - og i år slog den alle rekorder.
Vinsalget var hele 16,4% større i værdi end under Royal Ascot i 2018.

Mest fransk og italiensk vin


Det var især fransk og italiensk vin, der blev drukket - af førstnævnte blev det til i alt 17.500 flasker, mens der blev nydt 14.000 flasker italiensk vin. Derudover blev der solgt hele 42% flere flasker vin fra Sydafrika - dog fra et lille udgangspunkt.
Når det gjaldt salget af rosévin i mængde steg det med 15% i forhold til sidste år. Af rødvin blev der solgt 13% flere flasker og af hvidvin 7% flere. Om der også røg nogle flasker engelsk vin, forlyder der ikke noget om.
Væddeløbs-gæsterne kan i fremtiden godt skænke endnu mere vin i glassene - arrangørerne har nemlig rigelige mængder til rådighed, idet de har adgang til otte vinkældre, der hver rummer omkring 20.000 flasker.


Søjlediagrammet viser de forskellige druers udbredelse på New Zealand fra 2018 til 2021. Sauvignon Blanc (den gule søjle) må siges at have en tryg føring.

Styr på tallene på New Zealand

Hvert år udgiver New Zealands vinproducentforening, New Zealand Winegrowers, en oversigt over landets vinmarksareal og mest populære druer.
Rapporten for 2019 er netop offentliggjort, og den viser, at New Zealands vinmarksareal er vokset med 2% inden for det seneste år. I dag breder vinstokkene sig således over 38.680 hektar, hvoraf de 30.921 hektar er beplantet med grønne druer og de 7758 med blå.

Fra største til mindste distrikt


Marlborough er og bliver New Zealands største vindistrikt med 26.850 hektar vinmarker - hvilket svarer til 69% af landets totale vinmarksareal. Derfra er der et ordentligt spring ned til det næststørste distrikt, Hawkes Bay, med 4771 hektar. Landets mindste vindistrikt er Canterbury med kun 157 hektar vinmarker.
Sauvignon Blanc er stadig New Zealands største drue med hele 24.037 hektar - eller 62% af det totale vinmarksareal. Dernæst kommer rødvinsdruen Pinot Noir med 5625 hektar svarende til 15% af arealet.
Man kan se hele oversigten - og søjlediagrammet til venstre i en tydeligere gengivelse - ved at klikke her.


Hovedparten af smagsprøverne udskænkes under vinløvet i vingårdens store væksthus.

Rhône besøger Avedøre

Hvis man holder af vin fra det sydfranske Rhône, er det en god idé at sætte kryds i kalenderen d. 7. september. Her afholdes den populære Rhônefestival for 16. gang, og det foregår traditionen tro i Dansk Vincenter i Avedøre ved København.
Mellem 600 og 800 besøgende lægger hvert år vejen forbi festivalen - som i år breder sig over endnu flere kvadratmeter end førhen.
Ud over de mange smagsprøver på såvel vine som delikatesser vil der også være en publikumskonkurrence om festivalens bedste hvide, røde og søde Rhônevin.
Læs mere om festivalen, der arrangeres af The Wine Company og Inter Rhône, og køb billetter ved at klikke her.


En klase Ruby Roman.

Verdens dyreste druer

Det kan godt være, at nogle af denne verdens vinproducenter, der får deres druer fra drueavlere, synes, de betaler for høje priser til avlerne. Men det er intet mod de priser, der betales for perfekte klaser af spisedruen Ruby Roman.

Hvert år bliver de cirka 40 fineste klaser pillet fra og solgt på en særlig auktion i den japanske provins Ishikawa. Det er kun i denne provins, druerne dyrkes, og deres berømmelse skyldes deres størrelse, tomatrøde farve, saftighed og søde smag.

76.000 kr. for en klase


Alt efter, hvor perfekt klasen er, kan den indbringe et større eller mindre beløb på auktionen, og i år blev der slået rekord, da en kroejer i Ishikawa gav 1,2 millioner YEN (cirka 76.000 kr.) for en enkelt klase. Det er det højeste hammerslag i de tolv år, man har afholdt auktionen.
Der var 24 druer i klasen, så det svarer til 3167 kr. pr. drue!
Den hidtidige rekord blev sat i 2016, hvor en klase gik for et hammerslag på 1,1 mio. YEN (cirka 71.000 kr.).

Strenge regler for druerne


Der er strenge regler for produktionen af druerne. De skal have et sukkerindhold på 18% og hver især veje mindst 20 gram. Hver eneste drue bliver nøje undersøgt for at se, om den lever op til kvalitetskravene.
Hvis en klase vejer mere end 700 g, og dens druer alle har rundet 30 g, bliver klasen forfremmet til kategorien "premium" og kan dermed sælges for et endnu højere beløb. Denne ære tilfalder kun ganske få klaser om året. Det var helt sikkert sådan en drueklase, der indbragte årets rekord høje hammerslag.


To engle, der er parate til at flyve op i det høje vintårn.

Charlie’s flyvende engle

Las Vegas, som har fået tilnavnet "syndens by", er en smeltedigel af oplevelser. En af oplevelserne er at besøge restauranten Aureole, der ejes af mesterkokken Charlie Palmer og har en stjerne i Guide Michelin.
Når man har valgt den vin, man ønsker til maden - den vælges ikke fra et digert læderindbundet menukort, men fra en iPad - bliver vinen hentet i et fire etages højt glas- og ståltårn midt i restauranten. Og det er Charlie’s flying angels, der henter flasken.
"Englene" er godt udseende unge kvinder i stramtsiddende tøj, der fastspændt i liner "flyver" elegant op og ned inde i glastårnet. Her vælger de så de bestilte vine fra de mange hylder med i alt 9865 flasker vin.
I løbet af ti sekunder kan englene nå fra gulv til loft inde i tårnet.

Fra solnedgang til sølv


Det hænder selvfølgelig, at en af englene taber en flaske - og man kan jo så håbe, at det ikke er en Romanée-Conti eller Château Latour, som der befinder sig flere årgange af i tårnet.
"Englene" har ændret uniformer gennem årene - fra kulsorte til festligt farvede, som skulle henlede tankerne på solnedgang i Toscana. Nu er de blevet iklædt skinnende sølvfarvede dragter.
En lille film på YouTube giver et indtryk af vintjenernes flyvende arbejde.


Den store vinlus føres gennem gaderne for til sidst at sprutte af fyrværkeri.

Fejring af sejren over vinlusen

Lige om hjørnet - d. 7. og 8. september - afholdes en af sensommerens mest festlige festivaler, Festa della Filoxera. Løjerne foregår i den spanske by Sant Sadurni, cavaens hovedstad, og det, man fejrer, er sejren over Phylloxera vastatrix - den lille vinlus, der i slutningen af 1800-tallet truede med at udrydde samtlige af Europas vinmarker. Festlighederne omfatter en stor parade med folk udklædt som vinlus, og hvor hovedattraktionen er en 6 meter lang lus med spruttende fyrværkeri i begge ender.

Paraden bevæger sig gennem byens gader op til torvet foran kirken, hvor dansere udfører en særlig dans med kæmpestore masker på hovederne, ligesom der vises et teaterstykke om vinlusens hærgen og udryddelse. Det hele er selvfølgelig krydret med masser af sprudlende cava …
Man kan læse mere om festivalen ved at klikke her.

Verdens foreløbig eneste flaske vodka fremstillet på korn, dyrket i undtagelseszonen.

Vodkaen Atomik fra Tjernobyl

I 1986 eksploderede en reaktor på atomkraftværket uden for byen Tjernobyl i Ukraine - der dengang var en del af Sovjetunionen. Det er historiens værste atomkraftulykke, og den radioaktive forurening, den medførte, har kostet mange menneskeliv.
Netop på grund af forureningen blev et større område rundt om atomkraftværket kort tid efter erklæret for undtagelseszone. Også i dag fungerer området som en delvist lukket zone under militærets kontrol og med begrænset offentlig adgang og beboelse.
Zonen er blevet udvidet med tiden på grund af den stadige frygt for radioaktiv forurening, og i dag dækker den et område på cirka 2600 kvadratkilometer. Selve Tjernobyl by, der ligger kun 15 kilometer fra kraftværket, er en stort set forladt spøgelsesby - bortset fra omkring 150 indbyggere.
Nu har britiske forskere fra University of Portsmouth skabt en vodka med navnet Atomik på korn dyrket i denne zone, og den er ifølge forskerne ikke på nogen måde forurenet.

Fortyndet med vand fra Tjernobyls undergrund


Vodkaen er blevet til under et treårigt forskningsprojekt, der skal vise, om jorden omkring Tjernobyl by stadig er i stand til at overføre radioaktivitet til afgrøder.
Kornet til vodkaen blev plantet i 2017, og da det blev høstet, fandt forskerne, at det var lettere forurenet af radioaktivitet. Men da destillering reducerer enhver form for urenhed i kornet, er strålingsværdien i Atomik ikke højere end i andre vodkaer. Man har oven i købet fortyndet spiritussen med vand fra et reservoir under Tjernobyl kun 10 kilometer fra den ødelagte reaktor.

Vil hjælpe lokalbefolkningen


Forskerne, hvoraf nogle har arbejdet med forureningen i undtagelseszonen i de sidste 30 år, vil gerne være med til at hjælpe de små lokalsamfund, der stadig lever i og omkring Tjernobyl, på fode igen.
Som det er nu, findes der kun en enkelt flaske Atomik. Men forskerne har etableret et firma med navnet The Chernobyl Spirit Company”, hvis formål er at starte en mindre produktion af vodkaen senere i år. 75% af indtægterne fra salget af Atomik vil så gå til at støtte lokalsamfundene.
Man kan læse mere om vodkaen og projektet på Atomiks egen hjemmeside.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.



Martin Iversen.

VinAvisens Blå Bog

Martin Iversen (f. 1966) har haft sin gang i vinens verden, siden han var 10 år gammel. Han startede som bydreng i Vinstokken i Nykøbing Falster, hvor der også blev solgt friskmalet kaffe. Han husker, hvordan han måtte stå på en ølkasse for at kunne fylde kaffebønner på møllerne. Han blev udlært vinhandler, ligeledes fra Vinstokken, og senere ansat i Marius Mortensens Eftf., som blev grundlagt i 1865 og dermed er en af Danmarks ældste vin- og tobaksforretninger.
Sammen med sin gamle skolekammerat, gode ven og kollega i Vinstokken, Jes Jonigk, havde han en drøm om egen vinforretning, og i 1995 blev drømmen opfyldt, da makkerparret overtog Marius Mortensens Eftf.
I begyndelsen klarede de to venner forretningen alene, men da de senere udvidede med en ekstra lille butik, Thea, med kaffe, te, delikatesser og brugskunst, fik medarbejderstaben vokseværk, og det endte med syv fastansatte og en årlig omsætning på 12 millioner kr.
Martin Iversen nød sit job som vinhandler - at kunne levere et godt glas vin til kunderne, til den store fest eller til hygge med vennerne.
Sideløbende havde han et brændende ønske om selv at fremstille vin, og i år 2000 besluttede han sammen med sin familie og gode venner at etablere en lille vinmark på 400 vinstokke på Hasselø på Falster. Af druerne bliver der i dag lavet både hvidvin og rødvin på hobbyplan - og i de senere år også hedvin.
I 2016 lod han sig købe ud af Marius Mortensens Eftf., og året efter slog han dørene op for Væggerløse Håndbryg, hvor han fremstiller otte forskellige typer øl. Samme år åbnede han også Lolland-Falsters første - og stadigvæk eneste - godkendte destilleri, Falster Destilleri.
Martin Iversens første gin er lige på trapperne, og til jul lancerer han en rom. Også whisky - og ligeledes en røget whisky - er i støbeskeen og vil blive frigivet til salg om tre år.
Uanset, hvad den flittige vinmand kaster sig over af projekter, satser han på små produktioner af luksusprodukter - og på at gøre en forskel inden for dansk øl, vin, spiritus og frugtvin. Når det gælder sidstnævnte, drømmer Martin Iversen om at kunne forvandle bare en lille smule af Lolland-Falsters righoldige frugt-spisekammer til rigtig gode frugtvine - og gerne efter gode gamle opskrifter.
Privat er han gift med Lone, og sammen har de tre dejlige børn, Casper, Christina og Benjamin, der har været bydrenge og kaffepige i "Marius og Thea" - og har luget, høstet druer og sat etiketter på i ét væk. Uden dem havde alle hans mange projekter slet ikke kunnet lade sig gøre.
Adresse: Væggerløse Håndbryg & Falster Destilleri, Væggerløsevej 13, 4873 Væggerløse, tlf.: 30 12 75 54, e-mail: martin@v-haandbryg.dk, www.v-haandbryg.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
En klase Pinot Grigio. Foto: Wikipedia/Andrew Fog.

Er Pinot Grigio virkelig grå?

Kaare Hansen ved godt, at druenavnet Pinot Grigio kan oversættes som Grå Pinot. – Men han undrer sig over navnet, for er druen da virkelig grå?
I forhold til druens fætter, Pinot Noir, kan druen faktisk godt have en lidt gråblå farve – selv om den nu også kan slå over i det brunlige eller lyserøde.
I modsætning til Pinot Noir, der jo er en rødvinsdrue, giver Pinot Grigio hvidvine, og de fleste af disse kommer fra Italiens nordøstlige hjørne, især fra regionen Veneto. I Frankrig hedder druen Pinot Gris, men her bruges den ikke ret meget – heller ikke i Alsace, hvor den er en af distriktets syv berømte druer.
I Tyskland hedder den Ruländer eller Grauburgunder, og i Ungarn går den under navnet Szürkebarát.


Ugens vinøse billede

Sommertid er rosétid - og det er jo sommer lidt endnu - så derfor bringer vi dette billede, som Flemming P. har taget.
Flaskerne lå på rad og række i en vingård i Provence, og som det fremgår, er der tale om de typiske Provence-flasker med svungne former – flasker, som man desværre ikke møder så ofte mere.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-542
Billede 521-546



542 Hos Cave de Cairanne i Rhône sker første sortering af de nyhøstede druer i vinmarken (foto © Cave de Cairanne).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Signature, Spier, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika, 2018, middel alkohol (13,5%) 79,95 kr., pris på tilbud indtil 15. august ved 6 flasker: 41,50 kr., Kvickly Flot hvidvin, ret kraftig, aromatisk - og helstøbt. Glimrende til mad. Og tilbudsprisen på 41,50 kr. er jo helt henrivende. Flasken har skruelåg.
Reguengo de Melgaco, Moncão e Melgaco, Alvarinho, Vinho Verde, Portugal, 2018, lav alkohol (13%) 95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company En udpræget tørhed og en vis bitterhed løber igennem denne hvidvin og hindrer den gode drue Alvarinho i at træde frem på scenen. Vinen er i hvert fald kun til mad.
Schmitt 1919, Riesling, Deutcher Landwein Rhein, Tyskland, lav alkohol (11,5%) 99 kr., pris ved 6 flasker: 49 kr., Holte Vinlager Lækker hvidvin med en ren Riesling-smag, fin krydring og en lille sødme. Lang eftersmag. Attraktiv pris ved 6 flasker. Flasken har skruelåg.
Ams Tram Gram, Calmel & Joseph, Clairette Blanche, Languedoc, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk En lidt speciel hvidvin med god druesmag, men også med markante noter af overmodne bananer og lakrids. Udpræget en madvin.
Leyendas de Familia, Viña Casa Donoso, Sauvignon Blanc, Valle del Maule, Chile, 2017, lav alkohol (12,5%) 100 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop Sammenlignet med de gode Sauvignon Blanc hvidvine fra det newzealandske Marlborough er denne to år gamle chilener lidt mere anonym. Udmærket til mad.
El Esteco, Bodega el Esteco, Valle Calchaquies, Blanc de Blancs, Argentina, 2018, middel alkohol (13,5%) 129,5 kr., pris på tilbud indtil 14. august: 84,50 kr., Irma Blid, blød og blanc - sådan er denne meget lækre hvidvin på druerne Marsanne, Roussanne, Viognier, Chardonnay og Torrontés. Den har en god druesmag, noter af stikkelsbær, æbler og pærer samt et lille bid i slutningen, der er fint til mad.
1969 Chardonnay, Chardonnay, Central Valley, Chile, lav alkohol (12%) 153,65 kr., Pris for 3 liter i boks. Forhandles hos udvalgte Meny og Spar-butikker, Amka Der er ingen årgang på papkassen - og 1969 er i hvert fald ikke årgangen. Dertil er denne hvidvin alt for frisk og liflig. Den har en fin blomsterduft og en fyldig, vinøs smag af modne grønne druer med strejf af karambolefrugt. Prisen for de 3 liter svarer til cirka 38 kr. flasken, og det må siges af være meget rimeligt.

Rosévin

Roséfine, Marrenon, Méditerrannée IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%) 95 kr., Vestergaard Wines En ganske lys rosé - som mange roséer er nu om stunder. Den er lavet på druerne Grenache, Syrah og Merlot, og i smagen er der noter af hindbær, jordbær og citrus. Måske også lidt kongen af Danmarks.
Xavier, Côtes du Rhône, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%) 129,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Supervin Dejlig, saftig rosévin på økologisk dyrkede druer. Den har god, frisk bærsmag, tilpas syre og en lækker, lille sødme.

Rødvin

Vignobles Paul Mas, Syrah, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2017, lav alkohol (13%) 69,9 kr., forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker, Amka En god rødvin med en aromatisk duft af syltede blommer og en blød og forholdsvis let smag af moden frugt. Flasken har skruelåg.
Sierra del Mugrón, Hacienda el Espino, Almansa, Spanien, 2017, middel alkohol (14%) 69,95 kr., SPS Wine En meget intens økologisk rødvin med god frugt og krydrede noter - men også med et ret markant tanninbid til slut. Den bør plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.
Chakana, Huna Estate, Syrah, Mendoza, Argentina, 2015, høj alkohol (14,5%) 79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Denne økologiske rødvin kan virke lidt kradsbørstig med sine bitre noter. Plask den i hvert fald over i en karaffel, så åbner den sig lidt.
Callisto, Katarzyna Estate, Bulgarien, 2017, høj alkohol (14,5%) 95 kr., på tilbud til 76 kr., AM Vinimport En økologisk rødvin på Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med god frugt i duften - men smagen skuffer med dens ret ensidige noter af lakrids.
Château Bel-Air, Côtes de Bordeaux, Cadillac, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%) 95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Dejlig rødvin på druerne Merlot og Cabernet Franc - en vin med en typisk Bordeaux-smag. I smagen nogle markante tanniner og et lille bid, der er godt til mad.
Buffalo Barrel, Big Wines, Zinfandel, Californien, USA, 2017, middel alkohol (14%) 99,95 kr., Multi Wine Denne lækre yankey-rødvin er modnet på whiskeyfade i tre måneder, og det spores i den dejlige smag. Der er træ og vanille. Men også mørke bær, blommer, fine krydderier og en lang eftersmag.
Calcu, Viñedos Calcu, Carménère, Colchagua Valley, Reserva Especial, Chile, 2016, middel alkohol (13,5%) 110 kr., Five Clover Wines Pæn, lige-ud-ad-landevejen rødvin med god frugtfylde, fin krydring og noter af mørke bær og chokolade. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Helt billig er den ikke.
Il Maggio, Piemaggio, Sangiovese, Chianti Classico, Italien, 2011, middel alkohol (14%) 139 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., A Vinstouw Otte år gammel rødvin, men der er i høj grad stadig liv i den. Den har en afrundet og lækker smag med noter af mørke bær, svesker, chokolade og tobak. Lang eftersmag.
Bread & Butter, Bread and Butter Wines, Pinot Noir, Napa Valley, Californien, 2017, middel alkohol (13,5%) 149 kr., (er ofte på tilbud til 99 kr.) pris ved 6 flasker, Gallovini Denne rødvin viser druen Pinot Noir frem i al dens pragt - og med amerikansk baggrundsmusik. Den er ikke som en fransk Pinot. Der har en federe, mindre frisk tone, lidt karamelsødme - men i høj grad er vinen et bekendtskab værd.
Navigator, Precision Wine, Zinfandel, Lodi, San Joaquin Valley, Californien, 2016, høj alkohol (14,5%) 199 kr., pris på tilbud indtil 8. september: 99 kr., Cappa Vin Fra den store, flot dekorerede flaske flyder en superlækker og velskabt rødvin med blød, afrundet frugt, fin krydring og tilpas sødme samt vanille efter tretten måneder på fad. En vin med kraft og modhager, der gør den god til mad. Vinen er tre år gammel og skal nydes nu - med stor fornøjelse.
Bicento, Nativ, Irpinia Campi Taurasini DOC, Italien, 2015 199,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk Denne rødvin kommer fra appellationen Irpinia Campi Taurasini i den syditalienske region Campania. Det er en rødvin med smag af sveskeblommer og mørke rosiner - men også med en fin syre til mad. En lækker vin, der godt kunne minde lidt om en god amarone med dens sødmefulde frugtsmag. Det er også en vin med muskler og alkohol, der kræver at være ledsaget af en godt krydret kødret eller modne smagfulde oste.
Gold Rush Red, 1000 Stories Vineyards, Californien, USA, 2017, høj alkohol (14,5%) 199,95 kr., pris på tilbud indtil 15. august: 99 kr., SuperBrugsen Flot og lækker rødvin med bred, kompleks druesmag, fin krydring og vanille fra lagringen på små fade. En fornøjelse.
Heitlinger, Weingut Heitlinger, Pinot Noir, Deutscher Qualitätswein, Tyskland, 2016, lav alkohol (12,5%) 219 kr., pris på tilbud:149 kr., Kjær & Sommerfeldt Umiddelbart møder man Pinot Noir-druens særlige smag, der er dejlig og saftig, men den afløses af en tør, lidt stram eftersmag med noter af tobak. Vinen er økologisk, og flasken har skruelåg.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen