De mange vine på druer og andre frugter var linet op til en storstilet smagning under Dansk Vinskue.
Rekord mange vine til Dansk Vinskue
Hvert år får de danske vinbønder mulighed for at præsentere deres nyeste årgang - og ældre årgange - ved konkurrencen Dansk Vinskue.Seneste udgave af skuet er netop afholdt, og det blev med et rekord stort antal vine. I alt skulle de 26 dommere bedømme 314 vine indleveret af 109 producenter. Sidste år var der indsendt 263 forskellige vine.
En af årsagerne til de mange flasker var sidste års fantastiske vækstsæson. Foråret og sommeren var varm, tør og lang og mindede jo mere om noget, man kunne opleve under sydlige himmelstrøg. Det gode vejr resulterede i en ualmindelig stor og god dansk druehøst - og dermed i rigtig mange og ligeledes gode flasker vin.
38 medaljer af guld og sølv
At vejret havde været med vinbønderne kunne også ses af det store antal medaljer, der blev uddelt. Seksten vine fik medaljer af guld og 22 af sølv.
Det er Foreningen Dansk Vin (FDV), der står bag skuet, og det var ikke kun vin på druer, men også på andre frugter, der blev bedømt, idet de danske frugtvinproducenter fra og med sidste år også har kunnet blive medlemmer hos FDV.
Og så blev der for første gang i skuets historie også bedømt nogle enkelte flasker mjød.
Ved Dansk Vinskue er det muligt at vinde inden for flere forskellige kategorier. Den fine placering som ”Årets vinmager” - den, der har lavet skuets bedste vin - gik til Lars Jacobsen fra Røjle Vin for hans rosé årgang 2018.
”Årets bedste ældre vin” gik til Skærsøgaard Hedvin fra Skærsøgaard Vin, mens det blev æblevinen ”Aroma” fra Copenhagen Winery, der løb med titlen ”Årets bedste frugtvin”. Ved at klikke her kan man se samtlige vindervine.