Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Postkort fra Valpolicella

20 postkort fra Valpolicella
Juleanden, flæskestegen, rødkålen og æblerne med gelé venter lige om hjørnet. Og når man skal vælge vinen til denne smeltedigel af smagsindtryk, er det oplagt at lægge en flaske Amarone della Valpolicella i indkøbskurven. Rødvinens kraft og krydderier, frugtsødme, alkohol og fine bitterhed er kendt for at kunne klare mosten og samtidig skære gennem den lidt fede julemad med sin lille forfriskende bitterhed.
For nylig var VinAvisen i Valpolicella, hvor vi besøgte vingårde og smagte både Amaroner og de mange andre dejlige rødvine fra appellationen, der spænder fra uhøjtidelige terrassevine til den søde Recioto. Det er der blevet en serie på 20 postkort ud af, som kan ses og læses nedenfor.



.......
Appellationen Valpolicella ligger i Veneto-regionen, som også er markeret med rødt på kortet over Italien.

1. postkort fra Valpolicella:
Norditaliens berømte rødvinsdistrikt
Der er garanteret rigtig mange af VinAvisens læsere, der har besøgt området omkring Italiens største sø, Gardasøen, i den nordlige del af landet. Og har man det, så kender man sikkert også lidt til de gode rødvine fra appellationen Valpolicella DOC (Denominazione di Origine Controllata) inde bagved i Veneto-regionen.
Den ligger ved foden af bjerget Monti Lessini og strækker sig ud mod søen, og som nabo har den en anden appellation, Soave, der er kendt for sine hvidvine.
Appellationens vinmarker breder sig over cirka 8000 hektar, og den årlige vinproduktion er i gennemsnit på omkring 152.000 hektoliter (cirka 20 millioner flasker).



.......
Det meget velbevarede romerske amfiteater, som man her ser et lille hjørne af, er opført i år 30 e.kr. og kunne dengang rumme mere end 30.000 tilskuere. Rundt om pladsen ligger restauranterne som perler på en snor.

2. postkort fra Valpolicella:
Byen med de mange restauranter og vinbarer
Byen Verona, som også er markeret på kortet ovenfor til venstre, er et glimrende udgangspunkt for vinøse oplevelser i Valpolicella. Det er ikke kun en utrolig smuk og charmerende by, men også en af de italienske byer, der har den største koncentration af restauranter og vinbarer.
De ligger på hvert et gadehjørne og hver en plads, og når man kigger op ad de stejle trappegader, er der ofte klemt nogle få borde ind på et plateau halvvejs oppe, hvor man kan få et glas vin med snacks til. Og på byens største plads, Piazza Bra, ligger restauranterne på stribe over for Veronas nok største turistattraktion, det romerske amfiteater, der er berømt verden over som rammen for fantastiske operaopførelser.
Til sidst i serien af postkort vender vi tilbage med nogle gode tip til restauranter i denne fantastiske kulturstad
.



......
En ren skilteskov i en rundkørsel viser vej til bare nogle af Valpolicellas mange vingårde. Ud over smagning af vinene tilbyder flere af gårdene også overnatning.

3. postkort fra Valpolicella:
Små og store, berømte og mindre kendte
Men lad os tage på udflugt fra Verona - ud i vinlandskabet med de utallige vinproducenter. Hvor mange, der findes i området, får man et indtryk af ved den første rundkørsel lige uden for byen. Store standere med en hær af skilte lister navnene på en lang række producenter – Cesari, Tommasi, Allegrini for blot at nævne nogle få af de mere kendte. Men der er også et hav af små, familieejede vingårde, hvor tredje, fjerde eller femte generation har roret og enten fremstiller vine nøjagtig som forældre og bedsteforældre har gjort det, eller som bryder med normerne og går nye veje.
Navnet Valpolicella stammer i øvrigt fra det latinske val poly cella, der betyder "dalen med de mange (vin)kældre".




......
Den imponerende udsigt fra San Giorgio over Valpolicellas vinlandskab med Gardasøen i baggrunden.

4. postkort fra Valpolicella:
En hav af mikro-terroirer
En rigtig flot udsigt over Valpolicellas vinlandskab finder man 40 minutters kørsel fra Verona i den gamle by San Giorgio di Valpolicella, der hæver sig 392 meter over havets overflade og har 11.700 indbyggere. Den er bestemt et besøg værd, ligesom man kan spise godt og overnatte i byen.
Fra San Giogio kan man se vinmarker så langt øjet rækker, hvor vinstokkene flere steder dyrkes på terrasser i det bakkede landskab. Og ude i horisonten kan man ane Gardasøen.
Under vinstokkene befinder der sig et rent kludetæppe af forskelligartede jordbundsforhold – lige fra den kalkrige undergrund ved fødderne af Monti Lessini til grus, ler og sand i det mere flade område tættere på Verona. Denne forskelligartethed i jordbunden - samt de varierende mikro-klimaer - afspejler sig i vinenes aroma og smag.
Denne uges store billede længere nede på siden viser også den smukke udsigt fra San Giorgio.




.......
I Valpolicella håndhøstes druerne, og ofte foregår det i de meget tidlige morgentimer, hvor varmen endnu ikke er sat ind. Foto: Buglioni.

5. postkort fra Valpolicella:
Styr på druer og vintyper
Al vin, der laves i Valpolicella, er blandings-vin af frem for alt fire forskellige lokale blå druer: Corvina (den ravnesorte), der er hoveddruen, Rondinella (den lille svale), Corvinone og Molinara. Sidstnævnte, der byder ind med aroma og syre, siges at give drikkelighed – eller lyst til at tage et glas mere.
Samtlige druer dyrkes over alt i Valpolicella, og appellationens vinråd, Consorzio Tutela Vini Valpolicella, har nøje regler for procentandelene i blandingerne alt efter vintype.
Der er den brede kategori af let drikkelige og uhøjtidelige vine med et enkelt Valpolicella DOC på etiketten (inklusiv Valpolicella Superiore) – og hvis der også står et Classico, betyder det, at vinen stammer fra den oprindelige klassiske del af appellationen. Dernæst er der Valpolicella Ripasso DOC, Amarone della Valpolicella DOCG og Recioto della Valpolicella DOCG. Dem kommer vi nærmere ind på undervejs, men man kan også læse mere om vintyperne (på engelsk) på vinrådets glimrende 
hjemmeside.
I næste uge skal det blandt andet handle om fremstillingen af Amarone, der i høj grad er medvirkende til, at vinen ligger i den højere ende af prisskalaen.





.......
Druer, der nærmer sig rosinstadiet hos vinproducenten Roccolo Grassi.

6. postkort fra Valpolicella:
Tørrer i 120 dage
Amarone della Valpolicella er den perfekte juleaftens-vin, der ofte slutter med et lille karakteristisk og forfriskende bid af bittermandel. Og vinens navn er netop afledt af ”amare”, det italienske ord for bitter.
Det, der er helt specielt ved amarone er fremstillingsmetoden, Appassimento – en metode, som har været anvendt, lige siden oldtidens romere anlagde de første vinmarker i Valpolicella.
Amarone er en topvin, og den fremstilles derfor af nøje udvalgte og særligt sunde drueklaser, der af selv samme grund altid håndhøstes. De høstede druer bredes ud i lave kasser eller på bambusmåtter, hvorefter de tørres i cirka 120 dage, indtil omkring 40% af vandet i druerne er fordampet. Herved koncentreres sukker- og aromastofferne, og det er først nu, at disse nærmest rosinagtige druer presses til en sød most, der udgærer til en tør vin – hvilket tager cirka 50 dage.



.......
Francesca Sartori viste rundt på vingården og i tørrerummet. Her ligger druerne og tørrer i plastickasser, stablet i flere meters højde og under top-moderne klimakontrol.

7. postkort fra Valpolicella:
Et meget stort arbejde...
Druerne til amarone-vinen tørrer i et dertil indrettet tørrerum, hvor god ventilering er af allerstørste vigtighed. De fleste vinproducenter kan i dag styre temperaturen og ventilationen ad teknisk vej, men i gamle dage åbnede man vinduerne og krydsede fingre for, at vinteren blev så tør som muligt. Hvis luftfugtigheden er for høj, er der risiko for, at druerne rådner, hvorefter de er lige til at kassere.
Flere gange om måneden – hos nogle vinhuse hver anden dag – gennemgås drueklaserne nøje, og druer, der er angrebet af selv den mindste mugplet, eller hvis skind er revnet, bliver kasseret med det samme, så råddenskaben ikke breder sig. Med denne omstændelige proces og den ringe mængde most, hver halvindtørret drue giver, er det ikke så mærkeligt, at amarone ligger i den dyre ende af prisskalaen.
Hvordan tørringen foregår i dag, kan man blandt andet opleve hos 
Roccolo Grassi. Vinhuset, hvis vine - og ikke kun amaronen - er af kvalitet i topgear, drives af søskendeparret Marco og Francesca Sartori, hvor Marco står for produktionen. Og husets amarone fremstilles fra gamle vinstokke og kun i de år, hvor druerne er af bedste kvalitet. Herhjemme forhandles vinene af Løgismose


.......
I spunshullet øverst på de store fade er der en "vaso colmatore" – en fylde-op-vase af glas. Vasen er udformet, så CO2-gassen fra gæringen kan undslippe og ilten fra luften ikke kan trænge ned i fadet. Altså en énvejs-ventil.
Vinen i fadet står op i vasen, så man kan altid se, hvornår det er tid til at fylde efter med vin.

8. postkort fra Valpolicella:
Et spørgsmål om stil
Vinen til amarone gæres og modnes på fade. Hvilken type fad, producenten vælger, har stor betydning for stilen i den færdige vin. Der er de traditionelle, store fade af fortrinsvis slovensk eg, Fusto Veronese, der kan rumme 600 liter. Men også endnu større fade var almindelige i gamle dage. Og så er der de franske barriques, små fade til kun 225 liter, som man begyndte at bruge i Valpolicella i 1980’erne. Jo større fad, desto mindre kontakt har vinen med træet, hvilket resulterer i amarone i en blødere og rundere stil med modne frugtnoter. Hvis vinen er modnet i barriques, får den derimod mere kraft, friskhed og rygrad. Amarone skal ifølge vinrådets regler fadmodne i mindst to år, men ofte ligger den og modner i langt flere år - især, hvis det foregår på store fade.
På vores tur mødte vi producenter, der var gået fra at bruge store fade til barriques, dem, der igen var vendt tilbage til store fade - hvilket er blevet lidt en tendens - og dem, der modner en del af vinen på store fade og en del af den i de små franske fade.



.......
I de fem amforaer gærer og modner Buglionis amarone riserva, der fremstilles på de tre traditionelle druer, Corvina, Corvinone og Rondinella samt nogle få procenter af to andre lokale druer, Oseleta og Croatina.

9. postkort fra Valpolicella:
Amforaer til gæring og modning
Der er stadig flere vinproducenter i Valpolicella, der også anvender amforaer, store lerkrukker à la dem oldtidens romere brugte til opbevaring af vin, til at gære og modne vinen i.
En af producenterne er 
Buglioni, der i 2015 anskaffede sig fem amforaer til sin amarone riserva – en rødvin, der ifølge reglerne skal modne i fire år – dobbelt så længe som den almindelige amarone.
I modsætning til fadene afgiver amforaerne ingen aroma til vinen – når de er hårdt brændte vel at mærke. Det modsatte er tilfældet, hvis de er let brændte.
Så nøjagtig ligesom med fadmodning, hvor forskellige størrelser fade – og forskellige træsorter – afgiver forskellige aromaer, kan vinmageren også påvirke vinens duft og smag via valget af amforaer.
Hos Buglioni har man valgt hårdt brændte amforaer, da man stræber efter, at det udelukkende er frugten, druernes aroma og terroiret (klima- og jordbundsforholdene), der skal præge vinen.



.......
Lorenzo Zanella viser os en af seks flasker med hele 36 liter af Buglionis amarone. De fem andre bliver i øjeblikket udstillet rundt omkring i verden.

10. postkort fra Valpolicella:
Amarone til rå rejer og cantuccini
Azienda Agricola Buglioni, der ligger i Valpolicella Classico, blev grundlagt af Alfredo Buglioni i 1990’erne. Siden da er de 4 hektar vinmarker, der fulgte med ejendommen, vokset til 54 hektar, og til en produktion på 280.000 flasker.
Buglionis vinspecialist, Lorenzo Zanella, ville gerne bryde den lidt fastlåste idé om, at amarone kun egner sig til julemad og andre kraftige kødretter.
- Prøv fx vinen til rå rejer, carpaccio eller tartar med lidt olivenolie – det smager fantastisk, lød det fra Zanella, der også anbefalede, at man dypper de små italienske tørkager, cantuccini, i et glas amarone.
I vinkælderen viste han os en flaske med 36 liter af vinhusets amarone. Den største flaske, vi har hørt om, er Melchizedek på 30 liter. Hvis nogle af vores læsere kender navnet på flasken fra Buglioni, hører vi gerne på 
info@vinavisen.dk.



.......
Cantina Sociale Valpolicella blev grundlagt i 1933 af seks vinproducenter, der ville fremme kvaliteten af områdets vine.

11. postkort fra Valpolicella:
Det glemte fad recioto-vin
Amarone blev ”opfundet” ved et tilfælde hos kooperativet Cantina Sociale Valpolicella i byen Negrar i Valpolicella Classico.
Oprindelig var den søde recioto, der – ligesom amarone – laves på tørrede druer, en af hovedvinene i Valpolicella. En dag i 1936 fandt en af ejerne, Gaetano Dall’Ora, et glemt fad med recioto bag nogle redskaber i kælderen.
Han var overbevist om, at fadets indhold af sød vin nu efter så lang tid måtte være ødelagt. Men faktisk var vinen slet ikke ødelagt, den var bare udgæret og næsten tør.
– Den er jo blevet til en recioto amaro (en bitter recioto)! lød det fra Gaetano Dall'Ore. Da man flere år senere begyndte at sætte etiketter på de første flasker af denne tørre rødvin, døbte man den Recioto della Valpolicella Amarone – hvilket med tiden ganske enkelt blev til amarone.
Men hvad betyder recioto - navnet på den søde vin? Ordet kommer fra et veronensisk udtryk for ører, recia af orecchie. Navnet henviser til drueklasens "ører", dvs. de druer, der stikker ud, og som derfor modtager mere sol. Altså de bedste, solmodne, ubeskadigede vindruer, som man samler og lægger til tørre.
I dag er denne søde vin desværre lidt af en sjældenhed - især på det internationale marked. Og det er synd! Vi smagte nogle af disse forførende og delikate vine, som bestemt ville være sagen til fx risalamanden juleaften.



.......
Antonio og Stefano Mazzi foran det lille enoteca, hvor besøgende kan smage og købe deres vine.

12. postkort fra Valpolicella:
To brødre og en charmerende vingård
Gaetano Dall'Oras efterkommere på mødrene side har deres eget vinhus i Valpolicella Classico, Roberto Mazzi e Figli, hvor familien har dyrket druer siden år 1900. I dag er det brødrene Antonio og Stefano, der driver vingården videre – men far Roberto giver stadig en hånd med.
Vingården er en af de mange mindre i Valpolicella, der fremstiller omkring 50.000 flasker vin årligt fra 8 hektar vinmarker. Det er rigtig gode vine, der herhjemme forhandles af 
Flassan Vin. Men man kan også lægge vejen forbi vingårdens ”enoteca” og smage og købe et par flasker. Og hvis man får lidt for mange smagsprøver, er der – som hos rigtig mange af Valpolicellas vingårde – mulighed for at overnatte. Hos Roberto Mazzi e Figli har man restaureret en gammel gård mellem vinmarker og oliventræer med fire charmerende rum til overnatning.
Maden kan indtages i vingårdens hyggelige restaurant, der er under ledelse af far Roberto. Som sønnerne sagde, så bakkede de helt op om deres fars ønske om at kaste sig over gastronomiens verden - så kunne de nemlig have lidt mere frit spil i vinmark og vineri.



.....
Albino Armanis vinhus er bygget ind i bjergvæggen på smukkeste vis og af materialer, der matcher naturen. Fra terrassen er der en formidabel udsigt over Adige-dalen. ra

13. postkort fra Valpolicella:
Vi kørte ad stadig smallere veje, indtil vi endte højt oppe i bakkerne hos vinproducenten Albino Armani i appellationen Valdadige (Adige-dalen).
Mens Roberto Mazzi & Figli hører til blandt de mindre vinproducenter i Valpolicella, så har Albino Armani en betydelig størrelse med en produktion på 1,5 millioner flasker vin fordelt på fem vinhuse i Norditalien.
Familien Armani har fremstillet vin i Valpolicella siden 1607, så i dag er det 20. generation, der har roret, ægteparret Albino og Egle Armani.
Vinhuset ligger uden for byen Marano di Valpolicella, og under besøget hørte vi over alt svag musik, der var forskellig, alt efter, hvor vi befandt os.
I vinkælderen var der blid klassisk musik, og i smagerummet jazz af ældre dato. Albino Armani er overbevist om, at vinen både modner og smager bedre under påvirkning af nøje udvalgt musik.
Om musikken spiller en rolle, vil vi lade være usagt. Men vinene var i hvert fald i absolut top-form – gennemgående elegante og fint krydrede. Herhjemme forhandles de blandt andet af 
Skovgaard Vine.



......
Et skilt ved Albino Armanis forsøgsmark viser de i alt 13 forskellige lokale druer i marken, som alle er blevet reddet af familien Armani..

14. postkort fra Valpolicella:
Har reddet 13 lokale druer
Ved et andet af Albino Armanis vinhuse - i Dolcè lige uden for Veneto - anlagde familien Armani i 1980’erne et såkaldt ”conservatoria” – en forsøgsmark med i alt 13 glemte og næsten udryddede lokale druer fra Valdadige. To af druerne viste sig at have et fantastisk potentiale til vinfremstilling, og Albino Armani fik af myndighederne lov til at fremstille enkeltdrue-vine på hver af dem. Den ene drue er Casetta også kaldet Foja Tonda (rundt blad) og den anden Nera dei Baisi (den sorte fra Baisi).
Når det gælder sidstnævnte drue, er Albino Armani det eneste vinhus i verden, der laver vin på den. Familien fandt vinplanten med druen i den lille landsby Baisi, hvor den hang ned fra en balkon – deraf navnet.
Vi smagte de to enkeltdrue-vine, og det ville bestemt være synd, hvis de to blå druer var forsvundet fra jordens overflade for altid. Det var dejlige og yderst aromatiske vine.
I næste uge afslutter vi serien af postkort fra Valpolicella med et besøg hos endnu et vinhus - og med et gensyn med Verona og byens mange restauranter.



......
Bag en aflåst glasvæg var der en stor og fin samling af årgangsvine, hvor det krævede en stige for at nå op til de øverste flasker.

15. postkort fra Valpolicella:
Supermoderne historisk vinhus
Vi slutter vinhus-besøgende med en af Italiens store, internationalt anerkendte vinproducenter, Pasqua Vigneti e Cantine, der eksporterer omkring 90% af sine cirka 15 millioner årlige flasker vin til 65 forskellige lande.
Pasquas mere end 300 hektar vinmarker breder sig i både Soave og på østkysten af Garda-søen, men det er i Valpolicella, vinhuset har sin base – og hvor det blev grundlagt i 1925. Og det er stadig i familien Pasquas eje.
Man kan godt fare vild i det 20.000 kvadratmeter store hovedsæde i San Felice. Det blev opført for nogle år siden og rummer vineri, modningskælder, eget laboratorie, tapperi, smagerum, kontorer m.m.
En glimrende 
virtuel guidetur giver et godt indtryk af det imponerende topmoderne hovedsæde.





.......
De mange kærlighedsbeskeder i graffiti danner et helt mønster på etiketterne af vin-serien PassioneSentimento.

16. postkort fra Valpolicella:
Graffiti fra Julies hus
Pasqua fremstiller vine i samtlige farver – rød, hvid og rosé – samt mousserende vine. 43% af vinene er rødvin, mens hvidvin udgør 38%, mousserende 13% og rosévin 4,5%.
Vinhuset har ligeledes en lang række forskellige vin-serier at byde på.
En af dem er PassioneSentimento, der især er målrettet unge mennesker. De sprælske etiketter viser graffiti fra et fotografi taget i et ganske særligt hus i Verona, som er øremærket som ”Julies hus”.
Verona var nemlig rammen om Shakespeares berømte og tragiske skuespil, Romeo og Julie fra 1595.
Gennem mange år fik besøgende i huset lov til at skrive kærlighedsbeskeder på en af væggene. I dag er væggen renset, og graffitien væk.



.....
Den charmerende markedsplads, Piazza delle Erbe. Herfra er der ikke langt ned til Adige-floden...

17. postkort fra Valpolicella:
Tilbage til Verona
Og lad os bare tage tilbage til netop Verona, hvor vi startede denne serie postkort for nogle uger siden.
Vi har fortalt om den store plads, Piazza Bra, med den romerske arena, men Verona er fuld af charmerende pladser – en af dem er Piazza delle Erbe. Besøg pladsen om formiddagen, hvor der er marked, og nyd markedslivet fra en af caféerne.
Pladsen, der har været markedsplads siden romertiden, er omkranset af fine historiske huse - et af dem, Mazzanti-huset, der er dekoreret med fine fresker på facaden. Fra Piazza delle Erbe kan man slentre videre gennem den gamle bydel, der har et hav af gode butikker - blandt andet vinbutikker, hvor man kan købe et bredt udvalg af Valpolicellas vine.



.......
En stor flisevæg danner baggrund i søjlegangen i Osteria La Poiana i udkanten af Verona.

18. postkort fra Valpolicella:
Lokale retter og hjemmelavet pasta
Vi lovede at komme med nogle tip til gode restauranter i Verona. Der er rigtig mange af dem, men skal det være fremragende, lokalt, afslappet og samtidig prisvenligt, bør man bestemt booke bord hos Osteria La Poiana i udkanten af Verona. Og har man været der en gang, kommer man garanteret igen.
Der er hyggeligt indendørs, men er det varmt nok, så sørg for at få et bord udendørs – her er der en helt særlig stemning.
I Osteria La Poiana, der har til huse i en cirka 1000 år gammel bygning, kommer blandt andet områdets vinproducenter og spiser autentiske veronesiske retter og hjemmelavet pasta.
Osteriaet har ingen hjemmeside - det er ikke nødvendigt, da det intet problem har med fulde huse. Men det er nemt at finde telefonnummer og adresse på nettet.



.....
Trattoria I Maseninis courgetteblomster fyldt med ricotta og urter serveret i en coulis af appelsiner og tomater kan varmt anbefales.

19. postkort fra Valpolicella:
Osteria, trattoria og ristorante
I hjertet af Verona finder man Trattoria I Masenini, og her står den også på autentiske retter med blandt andet hest og æsel, men også med alt godt fra havet. Anretningerne er elegante, og maden ren forkælelse.
Og lad os lige få styr på det med osteria og trattoria. I dag er forskellen til dels udvisket, men osteria var oprindelig mest en vinbar, hvor ejeren tappede vinen frisk fra fad. I dag serverer osteriaerne også lokale retter, men ofte er der stadig meget stor fokus på vinsiden.
Udgangspunktet for et trattoria har altid været maden. Ristorante – altså en restaurant – er som regel et mere formelt sted med en sommelier, der kan vejlede gæsterne, når det gælder vinen til maden.



.......
En af utallige små delikate retter hos i Dodici Apostoli.

20. postkort fra Valpolicella:
Dyrt men dejligt
Hvis man ikke har brugt alt for mange penge under besøget i Valpolicella, kan man slutte af med en middag hos I Dodici Apostoli (de 12 apostle). Her taler vi kokkekunst af højeste karat og priser, der matcher. Chefkokken Mauro Buffo har indkasseret en Michelin-stjerne til restauranten, der åbnede i 1920 i en af Veronas historiske bygninger.
Det er ikke en restaurant, hvor der snakkes livligt ved bordene, og hvor tjenerne drøner frem og tilbage. I Dodici Apostoli er et gastronomiens tempel, hvor borde med ulasteligt hvide duge lyser op i de forholdsvis mørke omgivelser. På disse lysende altre serveres en kaskade af raffinerede små retter – rene kunstværker – ledsaget af perfekt afstemte vine.
Med dette sidste måltid forlader vi Verona, Valpolicella og områdets fantastiske vine.