13 postkort fra stationen i Pinhão
Her er tretten billeder fra blot en enkelt vinøs destination, nemlig stationen i byen Pinhão i Portugals Douro-dal. Den næsten 100 gamle stationsbygning er afgjort et besøg værd – hvilket vil fremgå af billederne her.
.............

    Den gamle stationsbygning
    Overalt i Portugal ser man azulejos – disse store vægdekorationer i en azurblå farve. Ofte har de religiøse eller historiske motiver, men når det gælder billeder fra vinens verden, må vi til den lille by Pinhão i Douro-dalen, hvor portvinen "gror".
    Her er stationsbygningen dækket hele vejen rundt med 24 billeder, der fortæller, hvordan vinen blev dyrket i dalen, da stationen blev opført i 1906. Stationen fylder med andre ord 100 år til næste år.
    Det er nemt at komme op langs floden fra Porto til Pinhão. Man tager blot toget de 2 timer og 40 minutter fra São Bento-stationen, og allerede på afgangsstationen i Porto kan man opleve pragtfulde azulejos – der dog ikke handler om vin.
.............
    Keramiske billeder
    Azulejos-billederne blev malet på keramiske fliser, der derefter blev brændt. Og når man især benyttede den azurblå farve, så skyldtes det, at den bevarede sin kulør efter den hårde opvarmning i den keramiske ovn – ligesom vi på vore porcelænsfabrikker har lavet blåmalet porcelæn, fx det muselmalede.
    I billederne på Pinhãos station er dog også brugt andre farver til det flotte krusedulleværk, der indrammer de enkelte motiver.
    Billederne er meget velbevarede, netop fordi de er udført som keramiske fliser. Men hvor længe de holder, er spørgsmålet – også Portugal har sine grafitti-vandaler.
.............
    Det fantastiske vinlandskab
    At gå de 24 billeder igennem er en hel anskuelsesundervisning i, hvordan man dyrkede druerne til portvinen og transporterede vinen ned ad floden til lagerbygningerne i Vila Nova de Gaia (Ny-byen Gaia) nede ved kysten. Her er der en lille havn lige over for landets næststørste by, Porto, der jo har givet portvinen dens navn.
    De første par billeder viser det fantastiske vinlandskab, der følges med floden.
............................
    Som kæmmet med en kam
    Douro-dalen er enestående. Få landskaber vidner som den om menneskers utrættelighed.
    Milevidt er de stejle skråninger dækket af smalle terrasser med solide støttemure, som bønderne igennem århundreder har bygget for at skaffe fodfæste til vinstokkene.
    Det er, som om en kæmpemæssig trold har kæmmet bjergene med sin kam.
    Også klimaet er barsk med kvælende varme i sommermånederne og sne og frost omkring nytår. Og når det i gamle dage var rigtig koldt, kom ulvene ned fra bjergene ...
    (fortsættes)
.........................
    Vinhusenes egne bondegårde
    Vinhusene ejer kun en del af distriktets marker, men alligevel har de deres egne bondegårde oppe i dalen. På disse quintas presses druerne, og da billederne på stationen i Pinhão blev skabt i 1906, foregik det, som man havde gjort det i tusinder af år, nemlig med fødderne.
    I et stort rum i vingårdens adega var der et granitbassin, cirka 80 cm dybt og så stort, at to rækker med en halv snes mand i hver kunne trampe frem og tilbage i det.
    Mændene stillede op i to rækker, tog hinanden om skuldrene for ikke at falde, og så begyndte den taktfaste march på stedet: Ind mod midten og baglæns ud igen. Højt hævede knæ, trampe, trampe. Man kommer nemt til at tænke på den græske kædedans og spekulerer på, om denne dans mon oprindelig opstod i et persekar ...
    I nogle quinta’er foregår det stadig på denne måde, idet man dog enkelte steder har indført mekaniske fødder til at trampe.
    Druernes presning er mærkværdigvis ikke skildret på stationens azulejos.
.............
    6. postkort fra Pinhão:
    De franske druer
    Der har groet mange forskellige druesorter i Douro-dalen – et sted nævnes 76 i alt, 44 blå og 32 grønne – men i dag bruger man næsten udelukkende fem blå sorter: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão samt to grønne.
    Et par af druerne er i øvrigt af fransk oprindelse. De blev ført til Portugal i 1095 af hertug Henri af Bourgogne, da han giftede sig med en spansk kongedatter og fik den fjerne provins i medgift.
    På dette udsnit af en azulejos fra stationsbygningen plukker kvinderne druerne i små kurve, som de tømmer ud i store bærekurve, de såkaldte cestos. Nogle gange lod de deres medbragte børn klare transporten af de små kurve.
    Ifølge traditionen forlangte vingårdens ejer, at kvinderne sang under arbejdet – for at de ikke skulle putte for mange af druerne i munden.
.............
    Portvinsdalens købmænd
    Portvins-druerne dyrkes i dag af mange tusinde bønder, men de laver ikke selv vinen. Den skabes af vinkøbmændene, der køber bøndernes vin eller druer.
    Det er også købmændene, der organiserer transporten af vinen ned ad floden. Det er dem, der modner vinen og blander den til de forskellige stilarter, og det er dem, der sælger den verden over.
    I alt er der 59 producenter og aftappere og 51 eksportører (shippers), og hvert år fremstiller de cirka 50 millioner flasker portvin.
.............
    En sæk over hovedet
    At bære de store fyldte druekurve, cestos, op ad bjerget var mandearbejde, og når mændene hele dagen havde slæbt druerne op, fortsatte de med at trampe druerne til langt ud på natten. På denne azulejos ses et hvil under arbejdet.
    Mændene har et stykke kraftigt sækkelærred over hovedet og nakken som beskyttelse mod den 60-70 kg tunge kurv, der blev båret over skuldrene – og måske også som beskyttelse mod de mange hvepse, der sværmede omkring de søde druer.
............
    Et gammelt kulturlandskab forsvinder
    Der var top på de store cestos-kurve, og problemet var at få dem båret op ad de stejle og smalle stier, ofte med trapper, for at få dem bragt til presning i quinta’en.
    Sådan foregår det faktisk flere steder den dag i dag. Mændene traver fra terrasse til terrasse.
    Flere steder forsvinder terrasserne dog. Markerne lægges om, så de kan bearbejdes med maskiner. Det er på sin vis synd. Det er et gammelt kulturlandskab, der forsvinder. Men det er forståeligt.
.............
    Kostumer fra Douro
    På en af stationsbygningens gamle azulejos ses ”Kostumer fra Douro”. Billedet viser et par vinfolk – øjensynlig en mand og en dame – iført regnfrakker, der simpelt hen er lavet af strå.
    Samme form for regnslag havde man i gamle dage i Japan.
.............
    Med okseforspand til floden
    Efter at Douro-floden var blevet gjort sejlbar i 1792-93 kunne man sejle de fyldte vinfade ned ad floden. Fadene, der i portvinssproget kaldes piber – efter det portugisiske ord pipa – rummede 550 liter, altså over et halv ton, og de blev fragtet ned til flodbredden på små vogne med okseforspand. Bemærk de specielle hjul, der kun har to brede eger tværs over.
    Nogle gange kørte en vinbonde hele vejen til Gaia med sin pibe, skriver Henrik Oldenborg i sin glimrende bog "Portvin". Det var hårdt for okserne, men også for bonden, der som oftest måtte spadsere ved siden af vognen.
    Douropiben var særlig langstrakt, så den var nem at trille og stable ombord på skibene.
    I baggrunden af dette udsnit af et større billede ses den dengang nye jernbanebro over floden.
..........
    Måske inspireret af vikingerne
    Piberne blev sendt ned ad floden på de såkaldte barcos rabelos – store, fladbundede pramme, der hver kunne tage 50-60 fyldte piber.
    Bådene havde flotte spidse stævne, fire mands besætning og en høj bro til rorsmanden, der styrede med en stor åre. Sejlet var kæmpestort og firkantet, og meget tyder på, at portugiserne lærte at bygge disse både af vikinger, der kom på besøg for 1100 år siden.
............
    Den store barco-turnering
    Da der i 70’er blev slået otte dæmninger over floden, var det slut med at sejle piber ned til Gaia. Der blev ganske vist lavet sluser ved dæmningerne, men transporten foregår i dag med tankbiler, der flinterer af sted på de snoede veje.
    Nogle af de gamle både ligger dog stadig forankrede på floden, så turisterne kan tage billeder af dem og måske få en tur i en af dem. Og en gang om året sætter de for alvor sejl, nemlig ved den store barco-tunering mellem portvinshusene den 24. juni. Den ender ofte med, at et par af bådene kuldsejler ...
............