Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Postkort fra Prosecco-land

23 postkort fra Prosecco-land
I september 2008 var Anker på en vinøs opdagelsesrejse til appellationen Conegliano-Valdobbiadene nord for Venedig, hvor man laver den mousserende spumante på druen Prosecco. Det er kom der disse 23 postkort ud af.
......................


................
Druesorten Prosecco har ret små grønne bær, der sidder spredt, så der kan komme luft imellem dem. Det er praktisk i det ret fugtige klima. Prosecco er også navnet på en landsby uden for Trieste.
    1. postkort fra Prosecco-land:
    Engletis i kampanilens skygge
    Prosecco er navnet på en berømt italiensk boblevin og Italiens mest solgte tørre spumante. Det er vinen, man ifølge traditionen drikker i skyggen af kampanilen i Venedig, og vinen, som venetianerne kærligt omtaler som "engletis".
    Den laves i regionen Veneto inde bag lagunebyen, og Prosecco er navnet på druen, som den fremstilles af.
    Faktisk indgår ordet Prosecco slet ikke (mere) i det officielle navn på appellationen. Den hedder Conegliano-Valdobbiadene DOC og er opkaldt efter de to vigtigste byer i distriktet.
    Druen Prosecco giver vine, som typisk dufter og smager af blomster, æble og pære og måske mandel og honning og med et lille strejf af peber. Den har et ret højt indhold af syre, hvilket gør den velegnet til spumante, men der laves også almindelige bordvine og søde vine af den.
    I Prosecco-vinene kan man anvende tre andre druesorter, Bianchetta, Perera og Verdiso, men det sker kun i meget små mængder for at tilføre ekstra aroma og justere vinen, så den får samme kvalitet og smag fra årgang til årgang.
    ,.............,,
......................

................
Udsigten fra Hotel Vecchio Municipio i San Pietro er betagende flot. Her er det umuligt at høste druerne med maskiner, og skal der sprøjtes, sker det pr. helikopter.
    2. postkort fra Prosecco-land:
    Dramatiske, stribede bjerge
    Hvis man vil besøge Prosecco-land – og det er bestemt turen værd – flyver man til Venedig og kører 80 km mod nord. Man passerer et fladt og ganske uinteressant landskab præget af industri og kedelige majsmarker, men så ... pludselig ser man bjerge i det fjerne. De bliver højere og højere, og gradvist krøller landskabet sig sammen i dramatiske folder med stribede grønne vinmarker.
    Conegliano er den største af byerne med 35.520 indbyggere, mens Valdobbiadene kun har 11.000 indbyggere. Mellem de to er der små 30 km, og det er på bakkerne og i dalene mellem byerne, at vinen gror, beskyttet af Dolomitterne mod de kolde vinde fra nord.
    Syd for området ligger den store slette ud mod Adriaterhavet; den bidrager med et lunt og fugtigt klima.
    ,.............,,
......................

................
Vinmarker, små skove og landsbyer udgør brikkerne i landskabets puslespil. Her er et luftfoto med byerne San Pietro di Barbozza til venstre, San Stefano til højre og Guietta i det fjerne.
    3. postkort fra Prosecco-land:
    En lang, krøllet skråning
    Distriktet Conegliano-Valdobbiadene DOC har form af en lang, krøllet skråning med marker i op til 500 meters højde over havet.
    Der laves også Prosecco nede på sletten foran skråningen i kun 50 meters højde, men ofte er vinen herfra af en mere jævn kvalitet. Den er i hvert fald billigere.
    I distriktet er der cirka 3500 hektar marker, og den årlige produktion ligger på hen ved 35 millioner flasker.
    Omkring Valdobbiadene er der seksten små landsbyer, hvoraf tre – Saccol, San Pietro di Barbozza og San Stefano – udgør området Cartizze med et særligt terroir og vine af høj kvalitet. Cartizze er kun på 108 hektar, som dyrkes af omkring 140 vinbønder.
    Byen Valdobbiadene er i øvrigt hovedkvarteret for alle Italiens mousserende vine – Forum Nazionale Spumanti d’Italia holder til i den gamle Villa dei Cedri.
    ,.............,,
......................

................
Relais Duca di Dolle er et tidligere cistersienserkloster, som vinhuset Bisol har omdannet til et vinøst center med syv ferielejligheder. Udsigten fra terrassen er imponerende.
    4. postkort fra Prosecco-land:
    Et fugtigt og frodigt område
    Vinstokkene i distriktet Conegliano-Valdobbiadene er ret højstammede og ikke særlig hårdt beskåret. Der er derfor en masse skyggende løv. Yderligere vokser der græs imellem stokkene. Alt er grønt, og alt dette grønne kræver en masse vand.
    Vand er der imidlertid også nok af. Det er et fugtigt og frodigt område med mere end 1000 mm regn om året.
    Vinden fra Adriaterhavet fører skyer med sig hen over sletten, og når skyerne rammer bjergene, tvinges de opad, køles ned og falder som regn. I de tre dage, vi var i distriktet, fik vi nogle ordentlige blødere.
    Men Solen skinnede også, og ind fra sletten kom en dejlig vind, der tørrede druerne.
    ,.............,,
......................

................
Oven på bakken, der dækker en stor del af vinhuset Cá Salina, har man opført en veritabel løvhytte af vinplanter, og herfra er der en fin udsigt til landsbyen San Pietro.
    5. postkort fra Prosecco-land:
    Italiens første vinvej
    Druen Prosecco og det pragtfulde landskab mellem Conegliano og Valdobbiadene har naturligvis også sin egen vinvej, der fører gennem landsbyer og vinmarker med afstikkere til vinerier og gode restauranter samt historiske og kunstneriske seværdigheder.
    Vejen er godt skiltet, og provinsen Trevisos meget professionelle turistorganisation har lavet en meget fin brochure på engelsk, der kan hentes som en pdf-fil ved at klikke her.
    Prosecco-vinruten blev oprettet allerede i 1966 af appellationerne Prosecco di Conegliono-Valdobbiadene DOC og Colli di Conegliano DOC, og den er Italiens første vinvej.
    ,.............,,
......................

................
Overalt dernede skænkede man spumanten i ret brede glas af slank tulipan-facon. De er bedst til at fremhæve vinens specielle karakter.
    6. postkort fra Prosecco-land:
    De forskellige typer spumante
    Der laves mousserende vin, spumante, i alle Italiens tyve regioner – lige fra Trentino-Alto Adige, Veneto og Piemonte i nord til Puglia og Sicilien i syd. I alt 300 millioner flasker om året.
    På landsbasis er der cirka 3000 mærker, så det er svært at komme til at smage dem alle, men det vigtigste er også, at man kender forskel på de forskellige typer, som er angivet på etiketterne enten på italiensk eller engelsk:
    * Extra Brut (under 6 g sukker pr. liter) er den tørreste type.
    * Brut (under 15 g/l) er tør, men med måde. Det er en meget almindelig og anvendelig type, der kan have noter af citrus og friske grønsager og ofte en fin antydning af brød.
    * Extra Dry (12-20 g/l) er trods navnet ofte en smule sødere, men Cartizze-spumante ligger som regel i den absolut tørreste ende. Extra Dry er den klassiske type, der kombinere aroma og blødhed med livlige bobler.
    * Dry, Sec, Secco eller Asciutto (17-35 g/l) har en diskret sødme.
    * Medium Dry, Demi-Sec eller Abboccato (35-50 g/l) er dessertvin, som er sødlig, men ikke sliksød.
    * Sweet eller Dolce (over 50 g/l) er virkelig sød spumante, der ofte laves på aromatiske druer som Moscato eller Malvasia.
    Endelig må vi ikke glemme, at der også findes italienske boblevine, som kun er perlende – frizzante. De har et lavere tryk – op til 2,5 atmosfære – og kan være glimrende madvine, der er lette i det og nemme at drikke.
    ,.............,,
......................

................
Bundfaldet er her på vej til at samle sig lige bag ølkapslen. Når det har klæbet sig fast til kapslen, kan denne hurtigt fjernes og erstattes af en rigtig korkprop.
    7. postkort fra Prosecco-land:
    Bundfaldet i flasken skal fjernes
    Cirka halvdelen af alle Prosecco-mærker laves efter champagne-metoden – eller som italienerne kalder den (for ikke at genere fransk champagne): metodo classico eller metodo tradizionale.
    Når basisvinen er fremstillet, tilsættes den en smule gær og sukker, hvorefter den tappes på flasker, der lukkes med ølkapsler. Og så ligger flaskerne i et år eller mere, mens gæren forvandler sukkeret til alkohol og fraspalter kuldioxid – gassen, som danner boblerne. Langsomt stiger trykket i flaskerne op til 4-5 atmosfærers tryk.
    Under denne andengæring i flasker opstår der imidlertid en hel del bundfald, som blandt andet består af døde gærceller. Det er helt uskadeligt, men gør vinen uklar. Det bør derfor fjernes.
    Hertil bruger man en metode, der blev opfundet af enken Ponsardin – "den gule enke" oppe i Champagne – og metoden går ganske enkelt ud på at få bundfaldet til at samle sig som en prop lige under ølkapslen.
    ,.............,,
......................

................
Vinhuset Villa Sandi er et af de huse, der laver en del af sin spumante efter champagne-metoden. I kælderen står en masse pupitres.
    8. postkort fra Prosecco-land:
    Hun ofrede sit spisebord
    Enken Ponsardin opfandt de såkaldte pupitres – en slags reoler af skråtstillede brædder med huller i. Hun ofrede sit spisebord for at få lavet den første reol; i dag er der i tusindvis af disse reoler rundt omkring.
    Flaskerne stikkes ind i hullerne under en vinkel på cirka 45 grader, og hver dag i to måneder drejes de 1/8 omdrejning, rystes lidt og løftes en anelse, indtil de til slut står næsten lodret med ølkapslerne nedad.
    Under denne proces flyttes bundfaldet gradvist – og uden at hvirvles op. Det kommer nærmere og nærmere kapslen for til slut at lejre sig på dens underside.
    Efter endnu et halvt år i denne stilling er bundfaldet klæbet fast til kapslen, og så er det egentlig kun et spørgsmål om at fjerne kapslen og i en vis fart at sætte en rigtig krokprop i.
    ,.............,,
......................

................
Disse gyropaletter er fotograferet i det store vinhus Villa Sandi i Crocetta del Montello. Deres bevægelser styres af en computer.
    9. postkort fra Prosecco-land:
    Et skrækkeligt arbejde gjort mekanisk
    Processen med at dreje og ryste flaskerne kalder franskmændene for remuage (bevægelse), og en dygtig kældermand kan behandle 30.000-40.000 flasker om dagen. Men det må være et skrækkelig kedeligt arbejde, og derfor er man mange steder gået over til de såkaldte gyropaletter.
    Flaskerne samles her 504 styk ad gangen i en stor metalkurv, hvori de kan bevæges på én gang, helt automatisk, 24 timer i døgnet.
    Også udskiftningen af ølkapslen med en rigtig champagneprop foretages mekanisk. I gamle dage knappede man bare kapslen af og lod propen af bundfald springe ud sammen med en sjat vin. I dag fryser man toppen af flaskehalsen ned til minus 20 grader og lader bundfaldet springe ud som en lille isklump sammen med kapslen, hvorefter der "toppes op" med ekstra vin, og korkproppen bankes i. Det gøres helt automatisk i store maskiner.
    ,.............,,
..................

................
De lukkede tryktanke er nemme at kende på deres kuppelformede toppe. Nogle steder lader man vinen ligge på bundfaldet i de afkølede tanke i op til et år. Tankene her står i vinhuset Ruggeri & Co.
    10. postkort fra Prosecco-land:
    Boblerne skabes i lukkede tanke
    Halvdelen af Italiens 3000 Spumante-mærker laves efter champagne-metoden. Men ser vi på mængden af vinflasker, så udgør disse mærker kun 10-15% af produktionen.
    Resten – de 85-90% af al spumante – produceres efter den metode, som franskmændene kalder Cuve Close (lukket tank). Italienerne kalder den Charmat – eller Metodo Charmat-Martinotti, Metodo Italiano eller Autoclave – i Spanien siger man Granvas, i Portugal Método Continuo og i USA Bulk Process.
    Charmat-metoden blev opfundet omkring 1910 af franskmanden Eugène Charmat, og den er billigere end champagne-metoden, idet andengæringen ikke foregår i flasker, men i store lukkede tanke.
    Mange druesorter, inklusive Prosecco, giver den bedste boblevin efter denne metode, idet teknikken bevarer vinens delikate aromaer.
    Hvis man ellers anvender en god basisvin og ikke forhaster sig, er charmat-metoden lige så god – og lige så dyr – som champagne-metoden. Og i modsætning til champagne-metoden giver den mulighed for filtrering, efter at vinen er fjernet fra sit bundfald.
    ,.............,,
......................

................
Matteo Cogetti, der er vinmager i det gode vinhus La Tordera, viser noget af den store mængde bundfald, der er filtreret fra under Charmat-processen.
    11. postkort fra Prosecco-land:
    Fra tank til tank under tryk
    Hvor man efter champagne-metoden skal åbne den enkelte flaske for at fjerne bundfaldet (se postkort nr. 8), så går det nemmere efter Charmat-metoden. Man pumper bare vinen over i en anden tank og lader bundfaldet blive liggende i den gamle.
    Det er dog ikke så nemt, som det lyder. Den udviklede kuldioxid i tanken kan have opnået et tryk på 7-8 atmosfære, og det betyder, at der i modtagertanken skal være samme tryk. Man fylder derfor tank nummer to med en inaktiv luftart, fx argon eller kvælstof, og når vinen skal løbe fra tank til tank, skubbes den afsted med samme inaktive luftart under tryk. Undervejs kan vinen passere et filter.
    Vinen bevarer sit tryk hele vejen. Boblerne er stadig klar til at fødes i glasset, og vinen kan tappes på tykke, tryksikre flasker. Dette sker også i et lukket system under tryk.
    ,.............,,
......................

................
På det ellers så gode Trattoria La Cima i Valdobbiadene dekanterede man boblerne væk i en glaskande. Også på nabobordet stod der en kande ...
    12. postkort fra Prosecco-land:
    Krimi: Dekantering fjerner boblerne
    Både Metodo Classico og Charmat-metoden giver fornemme vine. Den klassiske metode har måske et bedre image, men lavet på den rigtige måde er Charmat-metoden mindst lige så god.
    Der findes en tredje metode, hvor man simpelt hen pumper kuldioxid ind i vinen, ligesom når man laver sodavand. Den slags vine ligner ordentlig spumante lige så lidt, som et plasticglas ligner et fint krystalglas; boblerne er store og bruser hurtigt af. På sådanne sodavands-vine vil man – hvis de kommer fra Italien – finde ordet gassificato.
    I en spumante er der meget mere kuldioxid end den i boblerne. Det meste findes opløst i vinen, og al denne gas kommer ned i maven, hvor den øjeblikkelig går over i blodet. Her sætter den gang i blodomløbet, trækker alkoholen med til hjernen – og gør én både munter, vittig, smuk og ganske uimodståelig.
    Derfor blev vi også lidt forargede, da vi på flere italienske restauranter blev præsenteret for en glaskande i en nedkølet metalspand, hvori man dekanterede den gode Prosecco for at befri den for nogle af boblerne.
    En svensk vinskribent, der var med på turen, gik minsandten ind for metoden. Selv brugte vi ord som helligbrøde og forbryderisk: Tænk at man kan nænne at fjerne de gode bobler, som vinmageren med stort besvær har puttet i vinen, og som man har betalt for i dyre domme!
    ,.............,,
......................

................
Gregorio Bortolin fremviser sit computerstyrede anlæg, der holder styr på temperatur og tryk i et batteri af små Charmat-tanke.
    13. postkort fra Prosecco-land:
    Succes med ændrede spisevaner
    Under vores vinrejse i Prosecco-land besøgte vi en række af de bedste vinhuse. Et af dem er Cá Salina i Valdobbiadene, hvor Gregorio Bortolin har indrettet familiens vinkælder, så den nærmest er usynlig, skjult under en høj bakke.
    Ifølge Gregorio Bortolin har den boblende Prosecco haft stor succes i de seneste år, og det skyldes ændrede spisevaner.
    – Vi foretrækker lettere retter, siger han. – Vi spiser ikke mere så meget rødt kød, vi går ind for fisk og grønsager – alt det, der kræver lettere vine og gerne vine med bobler, som giver øget friskhed og livlighed.
    – Og så må man heller ikke glemme, at vi med den moderne teknik har fået mulighed for minutiøst at styre vinens indhold af bobler og alle de vigtige aromastoffer.
    – Prosecco er en fattig vin – fattig på alkohol, fattig på krop, men rig på aroma.
    ,.............,,
......................

................
Nogle af Bisols vine ses på postkortet her, og foran dem står jord fra fem af markerne som en illustration af den store forskellighed i terroir.
    14. postkort fra Prosecco-land:
    Italiens mest kostbare vinmark
    Familien Bisol har siden 1542 lavet vin i Valdobbiadene og har igennem århundrederne samlet 100 hektar jord fordelt på 21 marker rundt omkring byen. I dag står brødrene Antonio og Eliseo Bisol ved roret sammen med deres sønner, og de har drevet firmaet frem til at være et af distriktets bedste med en vifte af fortræffelige vine.
    En af markerne, som vi travede op til, ligger i top-området Cartizze. Den er på 3 hektar og skal efter sigende være Italiens mest kostbare vinmark. Dens værdi skønnes at være cirka 1,5 millioner euro pr. hektar (11 mio kr.). Vi trådte forsigtigt på den dyre jord.
    ,.............,,
......................

................
VinAvisen repræsenterede Danmark i en gruppe af vinskribenter fra England, Irland, Letland, Norge, Polen, Rusland, Spanien, Sverige og Tjekkiet.
    15. postkort fra Prosecco-land:
    Et underjordisk smagelokale
    I Bisol’s kælder ligger der tusinder af flasker med Prosecco-spumante til anden-gæring. Det gælder også i det underjordiske smagelokale, hvor vi som deltagere i en gruppe af internationale vinskribenter deltog i en smagning af husets vine.
    Man kan også smage vinene i Relais Duca di Dolle, et vincenter med syv ferielejligheder, restaurant etc., som vinhuset har indrettet i et middelalderligt cistercienser-kloster i landsbyen Rolle. Her afholdes der blandt andet kurser, og i maj måned arrangeres en gastronomisk udflugt, Jadavagando.
    Endelig er Bisol – sammen med sejlsportscenteret Vento di Venezia – gået i gang med at genskabe en gammel vinmark på øen Mazzorbo, nabo til øen Burano i den venetianske lagune (øen med de fine kniplinger).
    Blandt andet har man indsamtlet 100 værdifulde vinstokke af druesorten Dorona, der tidligere blev dyrket på øerne omkring Venedig. De første par tusinde flasker og et nyt turistcenter vil være klar i 2011.
    ,.............,,
......................

................
Daniele Agostinetto skænker sin mousserende vin på den helt rigtige måde – i et glas, som holdes mest muligt på skrå, så vinen kan flyde ned uden at miste for mange bobler.
    16. postkort fra Prosecco-land:
    En vinmark kræver en skov
    Daniele Agostinetto har kun en lille mark, men laver store vine. Marken er på 10 hektar og ligger i top-området Cartizza, og alle vinstokkene er over 40-50 år gamle. Hvert år laver han cirka 19.000 herlige flasker, og de er forbavsende billige i forhold til den glimrende kvalitet.
    – Det er simpelt hen ikke muligt for mig at lave mere vin, siger han, – for de stejle marker kræver en masse arbejde.
    – Andre med lige så stejle marker må sprøjte med helikopter, men det slipper jeg for. Jeg har nemlig en skov op til min mark. Det er vigtigt med en skov, for insekter og andet skab vil meget hellere opholde sig inde i skoven end ude på min mark. Og inde i skoven bor der fugle, der kommer ud og spiser insekter – fugle har ikke spor lyst til at bo i en vinmark. Så pesticider er faktisk ikke noget, jeg har brug for.
    ,.............,,
......................

................
Paolo Bisol og sønnen Giustino foran et par af de fem store presser. Alt er i rustfrit stål.
    17. postkort fra Prosecco-land:
    120 vinbønder leverer druerne
    Ruggeri & Co. er et stort og meget moderne vinhus i Valdobbiadene med fornemme vine, en del af dem fra top-zonen Cartizze.
    Vinhuset er grundlagt af den gamle vinfamilie Bisol i 1950 og ledes i dag af Paolo Bisol og hans søn Giustino. De fremstiller hvert år cirka en million flasker, hvoraf de 30% eksporteres til tyve lande.
    Selv har de kun 12 hektar marker. Druerne køber de af 120 små vinbønder, hvoraf mange kun har vindyrkning som en bibeskæftigelse, og Paolo Bisol fortalte, at familien har et langvarigt og nært forhold til alle disse mennesker: – Vi har ingen kontrakter med dem. Alt foregår på et personligt plan. Vi følger arbejdet med druerne nøje, og holder de ikke kvaliteten, bliver der ikke noget køb.
    Under høsten modtager Ruggeri druerne, og specielt lørdag og søndag er der travlt. Så har leverandørerne nemlig fri fra arbejde og kan optræde som vinbønder. Derfor har vinhuset opstillet hele fem presser, der kan klare det store rykind og fordele mosten i et batteri af små tanke.
    Arbejdet i vineriet er meget håndværksmæssigt, og Paolo Bisol fortæller, at man gør alt for at undgå brugen af svovl.
    ,.............,,
......................

................
Ruggeris top-spumante Giustino B. hed oprindelig Giustino Bisol, opkaldt efter vinhusets grundlægger. Men efternavnet blev forkortet til B, da et andet vinhus, Disederio Bisol, protesterede. Bisol er en stor familie der på egnen. Den har lavet vin siden 1542.
    18. postkort fra Prosecco-land:
    En god snak om korkpropper
    Under besøget hos Ruggeri & Co. smagte vi både stillevine og spumanter – blandt andet den lækre Extra Dry Giustino B.
    Da vi var ved at være færdige, sagde Paolo Bisol, at vi lige skulle smage hans nye rosé spumante. To flasker blev hentet og skænket rundt – hvorefter vi måtte konstatere, at den ene var angrebet af propsyge.
    – Nå, så skulle jeg alligevel ikke have hentet de flasker, udbrød Paolo Bisol med en mine, der udtrykte ærgrelse og vrede.
    Han og sønnen gik straks i gang med at hente nye flasker og nye glas og smage og godkende og skænke rundt. Det var, som om de ville prøve at "fortynde" propsygen med flere nye flasker. Og så fik vi os ellers en god snak om de forkætrede korkpropper, mens vi nød den dejlige rosé.
    Under vores rundtur i Italien mødte vi ikke én vinmand eller -dame, der ikke var godt trætte af korkpropper og gik fuldt og helt ind for skruelåg. Men producenterne af den mousserende spumante har jo unægteligt det problem, at man endnu ikke har opfundet et rigtig lækkert skruelåg til boblevine.
    ,.............,,
................

................
Lorenzo Palla blev glad for, at hans vin Capo di Stato var med i den franske bog "100 Vins de Légende", så han slagtede bogen og hængte alle siderne med de legendariske vine op i sit smagerum. Her peger han på siden om sin egen vin.
    19. postkort fra Prosecco-land:
    Fremragende rødvin i Bordeaux-stil
    Nede på sletten besøgte vi et vinhus, der godt nok laver Prosecco, men som er blevet berømt for sin fremragende rødvin i Bordeaux-stil.
    Husets navn er Conte Loredan Gasparini; det ligger i Venegazzù og blev oprettet i 1950’erne af en venetiansk greve af samme navn. Han havde i tre år levet i Bordeaux, og hjemme i Italien tilplantede han 80 hektar med Bordeaux-druerne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Malbec. Vinen, som han skabte, blev Italiens første Bordeaux-blanding – Sassicaia var den næste.
    Siden 1973 har familien Palla ejet vingården, og i dag bestyres den af Lorenzo Palla, der lod os smage sine fremragende vine, ikke mindst topvinen Capo di Stato, Colli Trevigniani IGT.
    Vi smagte to årgange, der begge er meget flotte. 2004 skal gemmes mindst fem-seks år, mens 2005 er mere tilgængelig med stor modenhed, fyldig frugt, nødder, toast ...
    Fra og med 2008 årgangen får denne vin sin egen appellation: Montello DOC Venegazzù.
    ,.............,,
......................

................
Vi gik og gik og gik i de 1,5 km lange kringlede gange, og nogle steder måtte høje personer passe meget på ikke at støde hovedet.
    20. postkort fra Prosecco-land:
    1,5 km gange med tapet af flasker
    Som fortalt i postkort nr. 7 skal mousserende vin efter champagne-metoden ligge og eftergære på flaske, så der dannes kuldioxid under stort tryk.
    I det fine vinhus Villa Sandi foregår det i en kælder fra 1700-tallet med i alt 1,5 kilometer gange, hvor væggene bogstaveligt talt er tapetseret med flasker.
    Hist og her manglede der en flaske i tapetet. Der havde været en fejl i glasset, så flasken simpelt hen var eksploderet under trykket.
    I gamle dage eksploderede mellem en fjerdedel og halvdelen af flaskerne. En af dem røg, og som en kædereaktion forplantede det sig til alle de andre flasker i stabelen. De rev hinanden med sig i døden – for nu at udtrykke det lidt dramatisk.
    Men det var dramatisk. Endnu i 1800-tallet måtte kælderfolkene have specielt lædertøj på og fægtemasker for ansigterne, og de vadede bogstaveligt talt i ædel vin og skarpe glasskår. I dag ryger der kun et par stykker ud af hver 1000 flasker.
    ,.............,,
......................

................
Villa Sandi modtager tusinder af turister hvert år til et besøg i den fine villa og en vandring i de lange kældergange.
    21. postkort fra Prosecco-land:
    Da søfolket blev bønder
    Villa Sandis moderne vingård ligger omkring en fin villa, der er opført i 1622. Det var dengang, rige venetianere begyndte at interessere sig for de store sumpede områder i den nuværende provins Veneto.
    Denne interesse for at investere i jord og vin skyldtes en nedgang i Venedigs handel til søs. Handelen havde søgt andre steder hen. Allerede i 1295 vendte Marco Polo hjem efter at have fulgt Silkevejen til Kina. I 1492 opdagede Christoffer Columbus Amerika, og i 1498 fandt Vasco da Gama søvejen til Indien syd om Afrika. Andre tog sig af handelen til søs.
    Så venetianerne flyttede på landet. De drænede jorden og plantede markerne til, dels med vin og dels med den nye plante majs, som spanierne havde fundet i Amerika. Og så byggede de deres fantastiske villaer.
    Ingen anden region i Europa har så mange villaer fra renæssance og barok som Veneto. I alt er der 4217, og flere af dem er stadig centre for vinfremstilling – og samtidig store turistseværdigheder.
    ,.............,,
......................

................
Øverst i de to sidepavilloner – inde bag de store runde solure – er der dueslag. I gamle dage nød man de stegte duer til de gode vine.
    22. postkort fra Prosecco-land:
    Palladios villaer laver stadig vin
    Nogle af de 4217 villaer i Veneto blev tegnet af den berømte arkitekt Andrea Palladio (1508-80). Atten af dem er bevaret i egnen nord og syd for byerne Vicenza og Padua, og flere af disse ejendomme laver stadig vin.
    Det gælder blandt andet Villa Barbaro fra 1558 i landsbyen Maser ikke ret langt fra Valdobbiadene og i øvrigt kun 10 km fra den spændende bjergby Asolo. Så denne villa besøgte vi – også for at smage dens udmærkede Prosecco, "Villa di Maser".
    Villaen er en af Italiens store seværdigheder. Den er beboet af ejeren, men også åben for publikum.
    ,.............,,
......................

................
I dette udsnit af maleriet presser Bacchus mosten af en klase vindruer og samler den i en gylden kalk.
    23. postkort fra Prosecco-land:
    Vinguden Bacchus oppe på loftet
    De fornemme rum i Villa Barbaro blev i 1560’erne dekoreret med malerier af den venetianske kunstner Paolo Veronese, og han har virkelig moret sig. Der er et utal af øjenbedrag og sjove detaljer. Der er vinranker, som gror i malerier på væggene og fortsætter opefter med modne druer på andre malerier i loftet. En stor del af malerierne kan ses på en særlig side.
    I et af rummene er der et loftsmaleri, som viser vinguden Bacchus, der indvier nogle hyrder i vinens mysterier og lærer dem, hvordan de skal bruge gudernes gave, vindruen.
    Med dette vinøse maleri over vore hoveder nød vi et sidste glas Prosecco, før vi kørte til lufthavnen i Venedig og fløj hjem. Så ikke flere postkort i denne omgang. Alle 23 postkort kan ses ved at klikke her.
    ,.............,,
.......................