Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Postkort fra Rom og Sicilien

10 postkort fra Rom og Sicilien
I begyndelsen af februar 2010 var Anker på en kort vinrejse til Rom og Sicilien. Det kom der disse i alt ti postkort ud af.
...........



...........
Under ”Sapori d'Italia nel Mondi" mødtes indkøbere af vin og andre italienske fødevarer med italienske producenter. Indkøberne kom fra de nordiske og baltiske lande samt fra Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. Og så var der altså en enkelt vinskribent, der kom fra Danmark.
...........

    1. postkort fra Rom og Sicilien:
    Italiens smag i verden
    Vores sviptur til Sicilien begyndte i Rom, hvor VinAvisen som det eneste medie var inviteret med til et større internationalt arrangement med titlen "Sapori d'Italia nel Mondi" – Italiens smag i verden.
    De tre dage med stor aktivitet indledtes med et interessant foredrag af professor Carlo Cannella, der er specialist i ernæring og italienske fødevarer, inkl. vin, og han slog et effektivt slag for det italienske køkken.
    Oprindelig var det italienske køkken brød og vin, sagde han – pane e vino. De gamle romere pressede godt nok olie af deres oliven, men den blev kun brugt til deres olielamper og til at smøre på kroppen. Og mælk drak de ikke. Den kunne ikke holde sig, og derfor brugte de den til ost.
    Tomater og kartofler kom til Europa efter Amerikas opdagelse, men de indgik først i 1700-tallet som vigtige ingredienser det italienske køkken.
    Men hele vejen igennem havde italienerne vinen, der den dag i dag viser et bredt spektrum fra nord til syd.
    Når der på verdensplan anvendes cirka 2000 forskellige druesorter, så tegner Italien sig for en fjerdedel af dem.

...........


...........
De fem sommelierer sørgede for, at alle vinene var kontrollerede, og at de blev skænket ved den rette temperatur. De udførte et fornemt stykke logistik aftenen igennem.
...........

    2. postkort fra Rom og Sicilien:
    En ret fantastisk vinsmagning
    I forbindelse med "Sapori d'Italia nel Mondi" blev der afholdt en kombineret middag og vinsmagning, og det var et ret fantastisk arrangement.
    I den ene ende af lokalet stod fem meget effektive sommelierer med 65 nummererede flasker – og nede under bordet havde de flere flasker, der kom op, efterhånden som de første flasker blev tømt.
    Alle flasker var blev smagt af sommeliererne, så de var sikre på, at vinene var i orden, og at ingen var propsyge – flere italienske appellationer har jo det problem, at det stadig er forbudt at bruge skruelåg.
    Fra denne centrale vinbar gik en halv snes tjenere så i rutefart rundt til bordene med de flasker, som deltagerne gerne ville smage.

...........


...........
Den svenske vinindkøber Nicklas Ericson rådfører sig med tjeneren ved vores bord. Den entusiastiske unge dame var lige så begejstret for at være med i smagningen, som vi var.
...........

    3. postkort fra Rom og Sicilien:
    Alle de vine, vi har lyst til at smage
    Hver deltager i smage-middagen havde fået et lille hæfte med en liste over de 65 vine, de kunne vælge imellem, og hvert bord havde så "en tro slave", der straks kom og skænkede i glassene.
    Vores bord blev betjent af en sød og meget effektiv tjener-dame, der med stor entusiasme rådgav os: – Ja, den vin er bestemt god. Men du skal altså også prøve nummer 17. Den kommer jeg med – du får et ekstra glas …
    Bordet rundt lød der kommentarer: – I skal også smage nummer 43. – Nummer 28, den kender jeg. Det er en af dem, vi importerer …
    Der var 19 vine fra Toscana og 7 fra Umbrien, men mærkværdigvis ingen fra Piemonte og Veneto. Selv prøvede vi at smage nogle af de vine, vi ser alt for sjældent i Danmark – dem fra Molise, Lazio, Basilicata og Campania. Herfra kommer der også glimrende flasker.

...........


...........
Følgende danske importører var på banen i Rom: Expodan, Fantastico, Lahvino, Nanfelotti, Vinissimo og Pran Vinimport. Fra det sidste firma ses på dette postkort Preben Andersen, der forhandler med Elena Fucci og Michele Cutolo fra vinhuset Basilisco..........

    4. postkort fra Rom og Sicilien:
    En ”følen-hinanden-på-tænderne”
    I løbet af to dage mødtes 46 internationale indkøbere med i alt 140 italienske producenter, hvoraf dog kun et mindre antal havde vin på programmet. Fra Danmark deltog seks vinimportører, som alle er specialister i italiensk vin, og de havde travlt. Der var sat tyve minutter af til hvert møde, og danskerne havde forberedt sig godt hjemmefra. De vidste, hvem de ville tale med, og havde bestilt tid.
    VinAvisens udsendte medarbejder skulle jo ikke købe noget, men fik lov til at være med til nogle af møderne, og det var ganske oplysende.
    Der var tale om uforpligtende møder – en ”følen-hinanden-på-tænderne”. Man smagte naturligvis på vinene, men stillede også en masse spørgsmål: – Kan I levere til en central i Milano, hvor vores speditør samler vin fra flere producenter? – Kan vi få vores navn på bagetiketten? – Hvad med en stregkode? – Har I den med en pænere etiket?
    Det var lige ved, at de spurgte: – Har I en endnu bedre vin til en endnu lavere pris?
    Men der blev også stillet spørgsmål den anden vej: – Hvor stor er du i Danmark? – Hvor meget regner du med at kunne sælge? – Hvordan med betalingen …?



...........
I det frodige landskab omkring byerne Avola og Noto laves der gode vine på Nero d’Avola. Men druen bruges også andre steder på Sicilien.
...........

    5. postkort fra Rom og Sicilien:
    Den sorte drue fra Avola
    På Sicilien besøgte vi kun det sydøstlige hjørne med et ophold i den gamle græske by Siracusa (Syrakus), byen hvor romerske soldater dræbte oldtidens store matematiker, Arkimedes.
    Lidt længere nede ad kysten ligger byen Avola, der har givet navn til Siciliens berømte drue: Nero d’Avola – den sorte drue fra Avola.
    For ti-tolv år siden var druen bogstaveligt talt ukendt, men der blev lavet en masse mørk og kraftig vin på den, som blev sendt med tankvogne nordpå til forstærkning af norditalienske og franske vine.
    I dag er Nero d’Avola begyndt at spille med musklerne. Den kommer fint frem i nogle af Siciliens topvine, og den kan meget vel gå hen og blive en lige så vigtig drue for Sicilien som Syrah er for Rhônedalen.
    Druen har i øvrigt et andet navn, nemlig Calabrese, hvilket tyder på, at den oprindelig kommer fra Calabria, dvs. fra tåen på den italienske støvle. Den optræder også under navne som Calabrese d'Avola, Calabrese Nero, Calabrese Pizzutello og Calabrese Dolce.
    Man kan få flotte og robuste vine, der udelukkende er lavet på Nero d’Avola, og mange af dem egner sig til lagring. Men druen bruges nok så ofte til blandinger med andre druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah.

...........


...........
Længere nede ad marken skifter beplantningen, og andre steder ligger jorden pløjet og uden planter.
...........

    6. postkort fra Rom og Sicilien:
    Et internationalt økologisk projekt
    I nærheden af den gamle barokby Noto ligger vingården Azienda Agricola Gurrieri, der blev grundlagt i 1850, og som siden 1997 har produceret vine på økologisk dyrkede druer.
    I dag er det Valeria og Corrado Gurrieri, der står for den famlieejede vingård, og Corrado Gurrieri fortalte, at deres vingård sammen med andre vingårde rundt omkring i verden deltager i et projekt, ledet af Forschungsinstitut für biologischen Landbau (FiBL) – et institut med stationer i Tyskland, Schweiz og Østrig.
    Vingårdens mark kan minde om et patchwork-tæppe med banerne mellem rækkerne af vinstokke behandlet på forskellig vis, og formålet med projektet er at finde ud af, hvilken beplantning, der er bedst til at holde ukrudtet væk og selv vil bidrage til en produktion af ilt samt gødning, når planterne pløjes ned i jorden. Alle steder naturligvis uden brug af sprøjtemidler.
    Nogle felter er beplantet med bønner, andre med specielle græsser og atter andre med helt tilfældige planter, typiske for egnen. Især fremhævede Corrado Gurrieri planten Fiducella, der er god til at holde ukrudtet væk.

...........


...........
Alle lodrette skud blev skåret af undtagen et, der blev bundet op, og hvorfra nye sideskud nu vil skyde lodret op.
...........

    7. postkort fra Rom og Sicilien:
    Vinstokkene beskæres med trykluft
    I de første dage af februar, mens der var 15 grader under Siciliens sol, og mandeltræerne begyndte at blomstre, var det tid at beskære vinstokkene, og i Azienda Agricola Gurrieri var to mænd i gang.
    Vi har ikke tidligere været så tæt på det smarte værktøj, man i dag bruger til arbejdet, men her fik vi en god demonstration og mulighed for at tage billeder.
    Beskæringen foregår med en kraftig saks, der drives af trykluft, og trykluften genereres af et lille apparat, som man bærer på ryggen.
    Man kan også få sakse med en trykluft-patron i håndtaget, men de bruges vist ikke så meget i vinmarkerne.
    Så meget fandt vi ud af under vores møde med de to italienske vingårdsarbejdere. Hvis nogle af VinAvisens kyndige læsere kan bidrage med yderligere oplysninger om de mekaniske beskæresakse, hører vi meget gerne. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.

.......
...


...........
– Vi er mange, der fremstiller Limoncello, siger Luigi Mangano, – og stort set gør vi det efter samme opskrift; men mærkværdigvis kan produkterne være ret forskellige.
...........

    8. postkort fra Rom og Sicilien:
    Syditaliens berømte Limoncello
    Den gamle bydel i Syrakus ligger på en ø, Isola di Ortigia, og besøger man øen for at opleve den rige barokke arkitektur, bør man også besøge Sicilsapori i Ronco 2° ai Bottai, lige ved Piazza Archimede.
    Sicilsapori er en "Liquorificie Artigianale" – en håndværksmæssig likørfabrik, hvor Luigi Mangano og hans familie fremstiller flere likører efter gamle opskrifter – Mandarinello (på mandariner), Arancello (appelsiner), Mandorle (mandler), Cannella (kanel) og Fico d’India (figner). Samt naturligvis Syditaliens berømte og meget lækre citronlikør, Limoncello.
    Vi var med "ude bagved", hvor Luigi Mangano fortalte, at man til Limoncello udtrækker aromastofferne fra citronskaller, som man igennem flere dage lader ligge i 69% alkohol. Og det er Luigi selv, hans kone og datter, der skræller citronerne – i løbet af en dag kan de få 200 kg skaller ud af 700 kg friskplukkede citroner.
    Udtrækket tilsættes sukkervand, og alkoholprocenten reduceres til 30% med vand. Ret enkelt, men alligevel en proces, der har sine hemmeligheder.

...........


...........
Il Carrubone fremstilles efter en opskrift, som den sicilianske kunsthistoriker Gaetano Bongiovanni har fundet. Bongiovanni har igennem en snes år gjort et stort arbejde for at finde gamle sicilianske opskrifter.
...........

    9. postkort fra Rom og Sicilien:
    En likør på johannesbrødfrugt
    En anden interessant siciliansk likør med en bitter tone er Il Carrubone – en interessant drik, hvori først og fremmest indgår frugter fra johannesbrødtræet (Ceratonia siliqua), men også flere forskellige krydderurter.
    Il Carrubone har sit navn efter johannesbrød, som på siciliansk hedder carruba, og 70% af den italienske produktion kommer netop fra Ragusa-provinsen, som vi besøgte.
    Ordet carruba er i øvrigt i slægt med ordet karat, enheden for vægt af guld og ædelstene. I oldtiden brugte man nemlig frøene fra johannesbrød som vægtlodder. I dag er 1 karat lig med 0,2 gram.
    Johannesbrød har sit mærkelige (danske) navn, fordi Johannes Døberen ifølge en kristen tradition holdt sulten fra døren ved hjælp af frugterne, mens han strejfede omkring i ørkenen.
    Jøder spiser traditionelt tørret johannesbrød på helligdagen Tu Bishvat, ligesom muslimer drikker johannesbrød-juice i Ramadanen. Det er en drik, som i øvrigt skal være et godt elskovsmiddel – og et middel mod diaré.

...........


...........
Bruchetta er nemt at lave med et godt brød på durum-hvede og et af de italienske produkter på små glas.
...........

    10. postkort fra Rom og Sicilien:
    Lækkerier til den italienske bruschetta
    Turen til Sicilien var ikke kun en vintur, men også en madtur. Her i VinAvisen fordyber vi os jo ikke i den ædle madkunst, men vi må lige nævne, at vi besøgte to små håndværksproducenter, der fremstiller nogle af de lækkerier, Italienerne blandt andet kommer på deres bruchetta.
    Bruchetta er noget ganske enkelt: Et let ristet stykke brød, hvorpå der er lagt et lag af … ja, det kan være mange ting. Klassisk pensler man brødet med en duftende jomfruolie, gnider det med hvidløg og dækker det med hakkede cherry-tomater og basilikum.
    Men på Sicilien blev vi præsenteret for bruchetta med noget helt usædvanlig delikat tunkød. Og det var ikke den slags tun, vi herhjemme kan få i tre dåser for 25 kr. – og som man tygger og tygger, og mere tørt bliver det. Det sicilianske tunkød gjorde en bruchetta til en fornem forret eller det, man på dansk kalder appetizer.
    De to producenter, vi besøgte, var Drago og Campisi, der fremstiller små glas med lækkerier, ikke kun på tun, men også på makrel, ansjoser, sardiner, tomater, peberfrugter, svampe – alt det, man kan bruge til bruchetta og pasta. Og i det hele taget til at sætte smag på det italienske køkken.

...........


    Flere billeder fra turen
    De første dage i Rom var optaget af det store træf mellem italienske producenter af fødevarer og internationale indkøbere (se postkort nr. 1-4 i uge ??).
    Men VinAvisen skulle jo ikke købe noget. Så Anker gik i stedet rundt i Rom og tog billeder, og på Sicilien fangede han naturligvis også ikke-vinøse motiver, som han tilfældigvis kom forbi.
    Disse billeder har vi lagt ud i to Picasa-shows på nettet. Vil du se 111 billeder fra Rom, så klik her. Og vil du se 43 billeder fra Sicilien, så klik her.
    Når de små billeder kommer op på skærmen, så klik på "Diashow" og derefter på F11.
    Hvis du klikker på knappen forneden med de to lodrette streger, kan du styre slagets gang med piletasterne. Under nogle af billederne har vi indsat forklarende billedtekster. God fornøjelse.