23 postkort fra Italien
I oktober 2007 var Anker på en vinøs tur rundt i Toscana og Umbria. Fra denne tur sendte han disse i alt 23 postkort.
...........


...........
Sådan transporterede man i gamle dage bastflaskerne fra vingården og ind til Italiens byer. Det var magnumflasker, og det bør det også være i dag. De små bastflasker er kun til ukyndige turister.
    1. postkort fra Italien:
    Bastflasken lever stadig
    Den gode gamle bastflaske lever stadig, men på efterårets tur rundt i Toscana så vi ikke flasken en eneste gang – kun på dette gamle fotografi, der hang på væggen i vingården Poggio Bonelli. Men flasken findes altså, selv om basten i dag flettes på maskine.
    Der er da også noget ganske praktisk ved den traditionelle Chianti-flaske. Basten beskytter flasken, så den ikke går i stykker. Og når det er varmt, gør man basten våd. Så sørger fordampningen for at holde vinen kølig.
    Den polstrede flaske blev brugt allerede i renæssancen. Man siger, at det var Leonardo da Vinci, der opfandt den, men den er måske endnu ældre.
    Flaskens italienske navn, fiasco (nederlag), stammer efter sigende fra italienske glaspustere. Lavede de en flaske med mislykket bund, der kun var værd at skjule i bast, så havde de ikke haft succes, men – fiasko.
    Ulempen ved flasken er, at den ikke kan ligge ned i en vinkælder – og at man i Italien forbinder den med billig vin.
...........

...........
I det gamle kloster er der i dag indrettet lækre værelser, der lejes ud til turister og til deltagere i populære madlavningskurser.
    2. postkort fra Italien:
    Abbediet med den gode høst
    Italien får flere og flere supermoderne vinerier, men heldigvis er de berømte gamle vinejendomme fredede og står endnu. Det gælder blandt andet Badia a Coltibuono – på dansk: Abbediet med den gode høst.
    Omkring det gamle kloster, der ejes af familien Stucchi Prinetti, er der kun oliventræer, skov – og køer. Vinmarkerne og det topmoderne vineri ligger længere væk ved byen Monti. Men man bruger stadig de gamle kældre under klosteret til lagring af vinene.
    Emanuela Stucchi Prinetti, der er familiens vinmager, lod os smage vinene. De er lavet på organisk dyrkede druer, 95% af druesorten Sangiovese, og det er vidunderlige vine, der lever op til ejendommens berømmelse. Vinene importeres i Danmark af Vævestuen Vin.
...........

...........
På Badia a Coltibuonos marker vokser der fortrinsvis Sangiovese, men der er også to af de gamle lokale druer, Canaiolo Nero og Colorino.
    3. postkort fra Italien:
    Jupiters blod giver ikke joviale vine
    Den store drue i Toscana er Sangiovese, hvis navn går tilbage til den romerske oldtid. Oprindelig hed druen Sanguis Jovis, det vil sige Jupiters blod.
    Den romerske gud Jupiter (på græsk Zeus) lagde som bekendt også navn til en planet, og i middelalderen forbandt man denne planet med vellyst og godt humør. Heraf det latinske ord jovialis, der betyder Jupiter-agtig, og som vi danskere har overtaget i ordet jovial.
    Vine på Sangiovese er måske ikke ligefrem joviale. I store rødvine som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino fremtræder druen med en fornem karakter og en dejlig fyldig frugt, der først og fremmest kan minde om kirsebær. Men der kan også være toner af chokolade og lakrids.
    Den mest almindelige grønne drue i Toscana er Trebbiano Toscano.
...........

...........
Ved vingården Poggio Bonelli gik vi en tur i vinmarkerne sammen med ønologen Leonado Pini og nød det pragtfulde toskanske landskab. Her ses en mark med unge Merlot-vinstokke. Bonellis vine importeres af Mulstrup Vinimport.
    4. postkort fra Italien:
    De såkaldte supertoskanere
    Efter mange års arbejde med sin vin fandt baron Bettino Ricasoli på det kæmpemæssige slot Castello di Brolio sin såkaldte "Chianti-formel". Hans vin skulle laves på druerne Sangiovese, Canaiolo Nero og Malvasia. Da Italien i 1963 indførte DOC-systemet, definerede man det nøjere: I den røde Chianti skulle der være 50-80% Sangiovese, 10-30% Canaiolo Nero og op til 5% Colorino. Dertil 10-30% grønne druer. Dermed cementerede man en tradition, som der var mange gode grunde til at forlade.
    En foregangsmand i kampen mod den gamle opskrift var Piero Antinori. Han ville undlade de grønne druer i blandingen, tilsætte Cabernet og lagre vinen på træfade, og han var på den måde med til at skabe de såkaldte supertoskanere, det vil sige vine, hvis drue-sammensætning afveg fra de strenge regler, der ellers gjaldt for områdets vine.
    Da Chianti-distriktet i 1984 blev DOCG, blev det muligt at tilsætte op til 10% af blandt andet Cabernet, Merlot og Syret, og denne andel er siden blevet øget, ligesom man har forladt brugen af grønne druer. I dag er mange vinmarker blevet nyplantet, og en hel del af markerne i Chianti er ikke over ti år gamle.

...........
...........
I et af Castello di Volpaias mange huse på bjergets top er indrettet en restaurant, hvor man kan sidde og spise omgivet af flere tusinde lagrende vinflasker i to etager.
    5. postkort fra Italien:
    En landsby i bryllupsgave
    Da Giovanella Stianti Mascheroni blev gift i 1972, fik hun det meste af en landsby på en bjergtop i bryllupsgave af sin far, en berømt bogtrykker og bogbinder i Milano.
    Volpaia hedder landsbyen, på dansk: Rævens Hule, og igennem 35 år har ægteparret Stianti Mascheroni skabt et moderne vineri skjult i de gamle middelalderlige huse. Der er endog installeret en "usynlig" rørledning af rustfrit stål, som fører vinen ned til en fadkælder længere nede ad bjergets side. Lige fra starten har ægteparret arbejdet for at skabe store vine. De var således de første, der brugte temperatur-reguleret gæring i Chianti Classico. I dag virker udstyret lidt slidt og gammeldags, og ikke alle de smagte vine var til topstjerner.
    I middelalderens krige indgik det befæstede Castello di Volpaia sammen med en række andre borge i frontlinien mellem Firenze og Siena, og Volpaia var med til at grundlægge Chianti-ligaen. Denne sammenslutning tog som sit våbenmærke den sorte hane – il gallo nero – der i dag er symbolet på Chiantis vine.
    Castello di Volpaias vine, der udelukkende fremstilles på økologisk dyrkede druer, importeres af hele fire danske firmaer: Quality Wine, Toscana Vinimport, Verdens Vin Import og Wine Waiter.
...........

...........
I 2007 modtog Castello di Meleto den såkaldte "Best of Wine Tourism Award" for bedste overnatnings-mulighed.
    6. postkort fra Italien:
    Toscanas agriturismo er populær
    Castello di Meleto er en anden af de borge, der i middelalderen indgik i frontlinien mellem Firenze og Siena, og som beskyttede vejene til Siena.
    Fra midten af 1200-tallet og indtil 1960’erne var borgen i familien Ricasoli Firidolfis eje, og i 1700-tallet indrettede familien bag de tykke mure en elegant bolig med fornemt dekorerede rum.
    Stedet blev nærmest et kulturcenter, og blandt andet er der et lille teater, som bruges den dag i dag til skuespil og koncerter.
    Rundt om det gamle slot ligger flere villaer, og her har man udlejning af ferieboliger – agriturismo – ligesom man har det så mange andre steder i Toscana. I alt råder man over 88 sengepladser, og man tilbyder også Bed & Breakfast.
    Men lad os lige nævne nogle af de andre agriturismo’er, vi kender og kan anbefale. Foruden Castello di Meleto er det Badia a Coltibuono, Poggio Bonelli, Castello di Volpaia, Livernano, Panzanello, Castello Vicchiomaggio og Villa Vignamaggio, alle i Toscana, samt Castello delle Regine i Umbria. Men der er mange, mange andre.
...........

...........
Federico Cerelli står for slottets Chianti Classico, både den "normale" og en riserva, samt for to flotte supertoskanere, Fiore og Rainero.
    7. postkort fra Italien:
    Her hjælper kun fromme bønner
    Under vores besøg på Castello di Meleto smagte vi slottets fantastisk dejlige vine. Ansvaret for dem har ønologen Federico Cerelli, der ses på postkortet her. Han er en af de unge vinfolk, der forstår at lave elegante og komplekse vine uden alkoholisk overvægt.
    Under en tur ud i vinmarkerne fortalte han, at alle vingårde har problemer med vildsvin. Præcis når druerne er plukkemodne, kommer vildsvinene i store flokke, der kan "høste" en mark på en nat.
    Det er svært at holde vildsvinene væk, men en af Federico Cerellis kolleger, Piero, fandt nu alligevel løsningen. – Her hjælper kun fromme bønner, sagde han. Hvorefter han anbragte en masse små batteriradioer rundt om marken og lod dem køre på den katolske kanal "Radio Maria" 24 timer i døgnet. Det hjalp. Vilsvinene flygtede langt væk. Måske er de italienske vildsvin protestanter.
    Castello de Meletos dejlige vine importeres af TN Import i Varde.
...........

...........
Federica Mascheroni Stianti foran Castello di Volpaias kontorhus i den lille landsby.
    8. postkort fra Italien:
    Endnu en historie om vildsvin
    Vi vender lige tilbage til Castello di Volpaia, hvor vi blev modtaget af ejernes datter, den søde og lattermilde Federica Mascheroni Stianti, der til daglig er konservator i Firenze, men som også arbejder på vingården. Hun havde nemlig endnu en historie om vildsvin:
    For nogle år siden kom to af vingårdens medarbejdere kørende ad Chiantis snoede veje, da de ramte et vildsvin. Dyret blev kastet ind på en vinmark og var øjensynlig dødt.
    De to mænd så straks for sig en herlig middag: En velduftende ret Cinghiale al Ginepro – Vildsvin med enebær. Og en dobbelt gevinst ville det være (undtagen altså for vildsvinet): Færre skadedyr i vinmarken og lykkeligere middagsgæster.
    Så de to mænd læssede det døde vildsvin ind bag i deres firehjulstrækker og begav sig på hjemvejen.
    Efter nogle vejsving vågnede vildsvinet op til dåd. Det begyndte at flå løs i bagsædet og søgte at nå frem til forsædet. De to mænd stoppede bilen, sprang ud og smækkede dørene i.
    Da de endelig fik dyret lukket ud, var der ikke meget tilbage af bilens indmad.
..........

...........
Castellare di Castellina og Paolo Panerai har fornylig investeret i den supermoderne vingård Rocca di Frassinello i Maremma. Den vender vi tilbage til i postkort 17-19.
    9. postkort fra Italien:
    Sodi marker – hårde og stejle og svære at dyrke
    At besøge Castellare di Castellina i hjertet af Chianti Classico er som at rejse 25 år tilbage i tiden. Den kælder, vi besøgte, var meget romantisk, men smagningen foregik i et dunkelt belyst rum og med glas, der ikke levede op til en forventet standard. Det var lidt pauvert.
    Castellare di Castellina har siden slutningen af 1970’erne været ejet af avis- og bladudgiveren Paolo Panerai, og han laver hvert år 250.000 flasker med elegante og ret lette vine i den klassiske Chianti-stil – vine, der henter glas i vinguiden Gambero Rosso. Det gælder ikke mindst vinen "I Sodi di San Niccolò", lavet på druerne Sangioveto og Malvasia Nera.
    Man ser af og til ordene "i sodi" på toskanske vine. De beskriver marker, hvor alt må gøres i hånden, og hvor heste ikke kan komme til. Marker, som er "sodi", er hårde og stejle og svære at dyrke.
    En flaske "I Sodi di San Niccolò" koster 1100 kr. hos Philipson Wine – hvis man aftager tolv styk.


...........

...........
Om sin splinternye vingård sagde Giuseppe Bonollo, at den ikke var en investering, men en passion. Han laver dejlig Orvieto-hvidvin og en lige så dejlig Grechetto, Umbria IGT.
    10. postkort fra Italien:
    Manchetten kan køre op og ned
    Flere af de vingårde, vi besøgte, er helt nye. Ikke ret store, men indrettet efter alle kunstens regler. Tre af dem er faktisk grundlagt inden for de sidste par år af velhavende industrifolk, der nærmest har det som en hobby at skabe store vine.
    En af disse vingårde er Argillae i nærheden af Orvieto i Umbria. Den blev grundlagt for et par år siden af Giuseppe Bonollo, en af Italiens store industrifyrster – en højt dekoreret Cavaliere del Lavoro (en arbejdets ridder) – der ejer fem destillerier og laver en tredjedel af al italiensk grappa.
    Da han med stolthed viste os omkring i sit fine vineri, bemærkede vi, at der rundt om hver af de store vintanke sad en manchet, der åbenbart kunne skydes op og ned. Vi var godt klar over, at manchetten havde noget med vinens køling at gøre, men hvorfor skulle den kunne flyttes op og ned?
    – Jo, sagde signor Bonollo, – når vinen under gæringen skal køles ned, sker det foroven, og kulden forplanter sig så nedefter i tanken. Det bruger vi til hvidvin. Men når der er rødvin i tanken, så stiger der en masse druekvas til vejrs og lægger sig som en isolerende "hat" øverst oppe. Derfor skal manchetten kunne sænkes ned under dette niveau, så der stadig kan komme kulde til den gærende most.
...........

...........
Iacopo Morganti er både vinmager og designer og har stået for flaskernes etiketter. Det runde logo hentede han fra facaden på kirken Santa Maria Novella i Firenze.
    11. postkort fra Italien:
    Han designer vine i ny Chianti-stil
    Colombaio di Cencio er et af de nye vinhuse. Det stod først færdigt i 2000 og ligger i et vildt landskab i Chianti Classico.
    Det blev grundlagt, da en tysker med penge mødte en italiener, der drømte om at lave vin.
    Italieneren, der ses på postkortet her, hedder Iacopo Morganti. Han er egentlig designer, men med talent og stædighed fandt han ud af, hvordan man laver vin, der kan få de tre eftertragtede glas-symboler i vinguiden Gambero Rosso.
    Iacopo Morganti laver moderne vine, der stadig er Chianti, men i en ny stil. I gamle dage var Chianti Classico en tør rødvin med en markant syre. I dag laver Iacopo en vin med krop, rund fylde og markant frugt, hvor Merlot tager kanterne af Sangiovese.
    Alle druesorter og marker behandles for sig, og først ved blandingen afgøres det, om vinen skal være Chianti, Chianti Riserva, Supertoscaner eller den jævnere vin Monticello.
    I Danmark er det Haller Vine, der importerer vinene.
...........

...........
Landi slog fast, at skruelåget er den bedste metode til lukning af vinflasker, men at det er et problem, at de traditionelle vinkøbere – og dem er der flest af – forbinder skruelåget med billig vin.
    12. postkort fra Italien:
    En flyvende vinmager
    Hos Chianti-huset Geografico var der arrangeret et møde med ønologen Lorenzo Landi og de vinproducenter, som han rådgiver. Det blev til en kommenteret smagning af elleve vine, der alle var meget dejlige.
    Som ønolog for i alt tyve vingårde er Landi en flyvende vinmager – selv om han nu kører mere i bil end flyver. Og han er ikke som Michel Rolland, der flyver omkring for at få vinproducenterne til at lave vine, som Robert Parker kan lide. Han ønsker, at hver vingård skal bevare sit særpræg og sin personlighed og være et udtryk for det enkelte steds terroir. Af de smagte vine faldt vi for følgende:
    * Utopia, Verdicchio dei Castelli di Jesi Riserva fra Montecappone.
    * Corneliani, Sangiovese Superiore di Romagna fra Santini.
    * Rovente, Morellino di Scansano fra Col di Bacche, dansk import: Vigneron Wine Company.
    * Montegiachi, Chianti Classico fra Geografico, dansk import: Impital.
    * Divina Villa, Trasimeno Gamay IGT fra Duca delle Corgna.
    * Chianti Classico Riserva fra Savignola Paolina, dansk import: Carlo Merolli.
    * Brunello di Montalcino fra Collelceto.
    * Aglianico del Vultura fra Basílísco.
    * Brunello di Montalcino fra Camigliano, dansk import: Netto.
    * Cabernet Sauvignon, Colli Bolognesi fra Tenuta Bonzara.
    * Rubesco, Vigna Monticchio Riserva, Torgiana Rosso fra Lungarotti, dansk import: Bilka, Føtex og Netto.
    * Sagrantino di Montefalco fra Còlpetrone, dansk import: Erik Sørensen Vin.
...........

...........
Appellationen Sagrantino di Montefalco fik sin DOC-status i 1979. I 1992 blev den "forfremmet" til DOCG. I Umbria er der kun to DOCG'er. Den anden er Torgiano Rosso Riserva.
    13. postkort fra Italien:
    Her indtager Sagrantino højsædet
    Montefalco (Falkebjerget) er et lille DOC-distrikt midt i Apenniner-bjergene og syd for Perugia i Umbria, og her indtager den ældgamle rødvinsdrue Sagrantino højsædet.
    En teori går ud på, at det var fransiskaner-munke, der tog druen med fra Lilleasien eller Spanien – vi er jo ikke langt fra Assisi, hvor Den hellige Frans levede. En anden teori går ud på, at druen har fået sit navn, Sagrantino, fordi vinen har været brugt til sakramentet under den katolske messe.
    Sagrantino er en drue, der giver meget tanninholdige vine, hvis ikke man er meget omhyggelig med at beskære vinstokkene. Druen kræver derfor mange mandetimer.
    I det store vinhus Arnaldo Caprai fortalte ønologen Francesco Cisani, at hvis man ikke høster med maskine, så medgår der normalt 345 arbejdstimer om året pr. hektar. Men netop fordi Arnaldo Caprai bruger Sagrantino, medgår der cirka 500 timer pr. ha.
    Husets vine er tørre og med en god struktur, og meget flot er vinen "25 Anni", som vi smagte i flere årgange. Det er en vin med tre glas i vinguiden Gambero Rosso.
    Arnaldo Caprais vine importeres af Atom Wine.
...........

...........
Guido Guardigli oprettede sit vinhus, fordi han ikke kunne se sig selv sidde stille som pensionist. Han er med god ret stolt af resultatet.
    14. postkort fra Italien:
    En traditionel italiensk vingård
    I Montefalco besøgte vi også det fine lille vinhus Perticaia – Plovens Vingård – der blev grundlagt i 2000 af Guido Guardigli, da han gik på pension efter mange år som landmand i det nordlige Italien.
    Hans idé var, at alt skulle være som i en traditionel italiensk vingård: arkitektur, druevalg osv., og det er der kommet nogle meget elegante vine ud af.
    Perticaias Sagrantino di Montefalco 2003 har fået tre glas i Gambero Rosso, og generelt er vinhusets Sagrantino-vine ikke så garvesyreholdige som dem hos Arnaldo Caprai (se postkortet ovenfor). Perticaias vine importeres af Vinens Verden.
...........

...........
Castello delle Regines hovedbygning er en kæmpekasse fra 1500-tallet med overdådigt udstyrede sale.
    15. postkort fra Italien:
    Vil sætte Umbria på verdenskortet
    Castello delle Regine i Umbria er en kæmpemæssig landejendom på 398 hektar, skabt af Milano-advokaten Paolo Nodari og hans samlever, Livia Coltantonio.
    Der er først og fremmest et vineri med 80 hektar vinmarker og en række glimrende vine. Men der er også olivenlunde med 6600 træer, et stort jagtterræn, agriturismo med luksuslejligheder, en fornem restaurant og en farm med 300 fritgående køer af den hvide race Chianina. Alt sammen et besøg værd.
    Livia Coltantonio kørte os rundt i det pragtfulde landskab og slog fast, at det for Castello delle Regine og en lille håndfuld andre producenter i Umbria er et erklæret mål at sætte regionens vine på det vinøse verdenskort. Det skal nok lykkes, for der er både vilje og penge til det.
    Vinene importeres af Jens Wine & Spirits Agent, Magazzino og Munthes Vinimport.
...........

...........
I den kilometerlange allé op til vingården Tenuta la Badiola og dens fantastiske hotel skifter træerne taktfast mellem cypres og pinje.
    16. postkort fra Italien:
    Opkaldt efter havet – il mare
    I den allersydligste del af Toscana ligger Maremma kun et par timers kørsel nord for Rom.
    Maremma har ikke nogen fastlagt grænse – det er lidt ligesom når vi andre siger Nordjylland. Folk omkring byen Grosetto hævder, at Maremma kun er landet omkring byen med de to appellationer Montecucco og Morellino di Scansano. Andre lægger grænsen længere mod nord, så også appellationerne Bolgheri og Val di Cornia er med.
    Maremma er et herligt område, der ikke er så overrendt af turister som det øvrige Toscana. Hernede er der store sletter ud mod Det Thyrrenske Hav, inddæmmede og drænede siden 1828 og gennemskåret af lange alleer med pinjetræer og cypresser på række. Men der er også et stærkt kuperet landskab op mod Appenninerne, og det er først og fremmest her, vinen gror.
    Denne del af Maremma er et perfekt sted for dyrkning af druer. Vinden stryger ind fra havet, der har givet området navn – il mare er havet på italiensk – og den køler druerne og holder dem tørre. Men der er samtidig varmere end oppe i Chianti – gennemsnitstemperaturen ligger 4-6 grader højere, og ofte kan man høste fire uger før end i Chianti.
...........

...........
Op midt gennem bygningens tag går der en lang udvendig trappe. I de to skrå tagflader er der ovenlysvinduer skjult af lameller.
    17. postkort fra Italien:
    Arkitektur som turistmagnet
    I nærheden af den lille by Suvereto i Maremma besøgte vi det supermoderne vinhus Petra fra 1997, tegnet af arkitekten Mario Botta. Bag det står en af Italiens store byggekonger, Vittorio Moretti, der har gjort sig til specialist i at bygge vinhuse – han har netop fuldført nr. 122. Foruden Petra ejer han vinhuset Tenuta la Badiola i Maremma samt to spumante-vinhuse i Franciacorta, Bella Vista og Contadi Constaldi. Plus to luksushoteller.
    Petras vinhus minder i sin arkitektur om de gamle inderes astronomiske observatorier, og man har valgt den spektakulære form for ganske enkelt at sætte Maremma på landkortet. Med arkitekturens hjælp vil man skabe interesse for vinen og trække turister til denne ret ukendte del af Toscana.
    Huset er bygget ind i en bjergside, og alt er lagt til rette, så druer og most føres gennem produktionen ved tyngdekraftens hjælp.
    Vi smagte husets vine og faldt blandt andet for Ebo og ikke mindst Petra, hvor 2004-årgangen er fantastisk. Den er en af Italiens store vine og på vej til tre glas i vinguiden Gambero Rosso.
...........

...........
Over jorden ser man en elegant, næsten flyvende konstruktion båret af røde mure. Det meste af arbejdet med vinen foregår dog under jorden, og vinens gang fra drue til fad sker ved tyngdekraftens hjælp.
    18. postkort fra Italien:
    Et fantastisk stykke arkitektur
    Castellare di Castellina i Chianti besøgte vi i postkort nr. 8. Ejeren af denne traditionelle vingård, avis- og bladudgiveren Paolo Panerai, holder sig imidlertid ikke kun til det traditionelle. Han er gået sammen med Domaine Baron de Rothschild (Lafite) i Bordeaux, og i et italiensk-fransk samarbejde har de to investorer skabt vingården Rocca di Frassinello med 80 hektar vinmarker.
    Vejret var ikke godt, da vi var der – det fremgår af billedet – men huset er et fantastisk stykke arkitektur, skabt af Renzo Piano, der i sin tid tegnede det futuristiske Pompidou Center i Paris og fornylig fuldførte New York Times’ skyskraber med 52 etager i New York.
    Ejendommen ligger i appellationen Monteregio de Massa Marittima i det nordlige Maremma, og vinene skabes i et samarbejde mellem de to ejeres ønologer, franskmanden Christian le Sommer og italieneren Alessandro Cellai.
    Vinene importeres af Distinto.
...........

...........
Renzo Piano skitserede vinhuset på små Post-it sedler med sin uundværlige grønne filtpen – hvorefter hans tegnestue gik i gang med planlægningen.


    19. postkort fra Italien:
    Barricaia – vinfadenes amfiteater
    Arkitekten Renzo Piano har skabt en utrolig fadkælder som kernen i det nye vinhus, Rocca di Frassinello. Vi har aldrig set noget lignende, og vi var ved at tabe næse og mund, da vi gennem et par skriggrønne døre kom ind i kælderen og kunne kigge ned i dette vinfadenes amfiteater. Barricaia kalder man sådan en kælder på italiensk.
    Rummet er kvadratisk, 40 x 40 meter, og, som det fremgår af snittegningen herover, ligger produktionsrummene i en krans udenom.
    Kælderens tag bæres fra væg til væg – der er ikke nogen søjler i rummet – og midt i taget er der et hul, som sender en stråle af lys ned i rummet – når ellers Solen skinner. Rummet er som Pantheon i Rom, bare kvadratisk.
    På de brede trin hele vejen rundt ligger der 2500 fade, og når fadene skal flyttes, gribes de af en kran, som kører rundt oppe foroven.
...........
    20. postkort fra Italien:
    En skuffe til at spytte i
    Smagerummet i Rocca di Frassinello er også noget helt for sig selv. Midt ned igennem det står et stort bord med en glasplade, der er nem at gøre ren, og med indbygget lys, så man kan bedømme vinenes farve.
    Også her blev vi imponerede: Ved hver plads er der en lille skuffe i rustfrit stål. Når man åbner den, begynder der at løbe en strøm af vand hen over bunden. Her er det nemt at spytte! Det bord må have kostet en herregård – ligesom resten af vinhuset.
    De første vine fra Rocca di Frassinello er årgangen 2004, i alt tre vine, som hver især har høstet to glas ud af tre mulige i vinguiden Gambero Rosso.
    Vi smagte dem – og spyttede dem – og konstaterede, at det er muligt at lave bløde, lækre og let drikkelige vine på stedet.

    < På billedet smager vi den billigste af Rocca di Frassinellos tre vine, Poggio alla Guardia. Den er opkaldt efter en gammel vingård på stedet.
...........

...........
Colle Massaris meget moderne og funktionelle arkitektur skyldes Bergamo-arkitekten Edouardo Mileoi fra tegnestuen Studio Archos. I fadkælderen kigger klippen frem i store vægfelter.
    21. postkort fra Italien:
    Et loft, der dræber bakterier
    Colle Massari er endnu en af de vingårde, vi besøgte i Maremma. Den er ti år gammel, og den arkitektonisk spændende bygning ligger i 350 m’s højde på bakkerne op til den udslukte vulkan Monte Amiata (1736 m) – det vil sige i den ret nye appellation Monte Cucco, hvor der i dag er 52 producenter.
    Colle Massari blev grundlagt i 1998 af industrimanden Claudio Tipa og hans familie, der også ejer vinhuset Grattamacco i Bolgheri, et af de to første vinhuse i Bolgheri. Det andet er Tenuta San Guido, der laver kultvinen Sassicaia.
    I den imponerende fadkælder er loftet beklædt med et tremmeværk af cedertræ fra Libanon. Det skjuler diverse installationer, men frem for alt leverer det cedertræets bakteriehæmmende virkning.
    Colle Massari arbejder med økologisk dyrkede druer, først og fremmest Sangiovese (80%), men også den lokale drue Ciliegiolo, der er opkaldt efter kirsebærret (ciliègia), og som tilfører vinen mildhed og smag af kirsebær. Druen findes både i Toscana, Umbria og Lazio.
    Colle Massaris vine importeres af Otto Suenson.
...........

...........
Druerne til Vin Santo er som regel Trebbiano Toscano og Malvasia del Chianti.
    22. postkort fra Italien:
    Druer hængt til tørre
    På flere af de vingårde, vi besøgte, havde man hængt druer til tørre. Det var druer til årets Vin Santo, Toscanas og Umbrias søde og "hellige" vin.
    Nogle steder ligger druerne til tørre på siv- eller bambusmåtter, nogle stedet hænger de på store "gardiner" af hønsenet. Eller de hænger på kroge som på billedet her, der er taget på vingården Castellare di Castellina i Chianti.
    Om foråret, når druerne er forvandlet til søde rosiner, bliver de presset, hvorefter mosten gæres på små træfade. Her kan vinen så ligge i flere år, uden at man fylder efter. Der kommer således luft til vinen. Den iltes og får en karakteristiske smag af nødder og skovsvampe.
...........

...........
Vin Santo sælges gerne i små flasker med 50 cl. Denne vin fra Poggio Bonelli har 15,5% alkohol, andre kan komme op på 18%.
    23. postkort fra Italien:
    Vin Santo som en agerhønes øje
    Der er oprettet flere appellationer specielt for Vin Santo. Fx er den gyldne drik på vores sidste postkort fra Poggio Bonelli en "Vin Santo del Chianti Classico DOC".
    Den meste Vin Santo er gul, men der findes også røde udgaver, lavet på druen Sangiovese. De kaldes "Vin Santo Occhio di Pernice" – dvs. Vin Santo som en agerhønes øje.
    Oprindelig var Vin Santo ret tør, men i dag søger man mod de søde dråber. Der findes endog vine med et meget stort indhold af restsukker.
    Mange af de smagninger, vi var til under vores tur rundt i Toscana og Umbria, sluttede med et glas Vin Santo, og det var gennemgående vine af høj kvalitet.
    Nogle smagninger sluttede også med et glas grappa – den italienske brændevin på druekvas – og det var heller ikke at foragte.
...........