Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Kapitel 1: Vinhistorie

Sådan høstede de gamle egyptere deres druer - ifølge et vægmaleri fra det 18. dynasti i Nakht’s grav i Theben. På hylden står nogle amforaer.



Kapitel 1
Styr på vinhistorien

En gammel legende fortæller, at det var en af de smukke kvinder i den persiske kong Jamshids harem, der nød verdens første glas vin.
Kongen, der var begejstret for vindruer, havde forlangt, at en større mængde nyhøstede druer skulle opbevares i lerkrukker, så han kunne nyde dem i løbet af året. Da han omsider tog hul på forrådet, opdagede han, at druerne i en af krukkerne var blevet til en boblende, gæret masse. Der blev straks skrevet »gift« uden på krukken.
Haremskvinden Gulnare, der var blevet træt af livet, besluttede sig en dag for at gøre en ende på det ved at drikke af »giften«. Hun drak det hele – og fik det noget så godt.
Hun fortalte skyndsomst kongen om den undergørende drik. Han smagte på den og blev ligeledes begejstret for dens berusende virkning.
Druerne var blevet til druemost, der så var begyndt at gære for til sidst at bliver forvandlet til vin.
Biblen har et lidt andet bud på, hvem der drak det første glas vin. Ifølge 1. Mosebog var det Noa, der – efter Syndfloden – anlagde en vingård ved foden af bjerget Ararat i Kaukasus.
Faktisk så stammer de første spor af druer, dyrket med vinfremstilling for øje, rent faktisk fra Kaukasus fra omkring 7000 f.Kr. Herfra har produktionen af vin så bredt sig til Mesopotamien, Orienten og Egypten. Og siden til Europa.
Man ved blandt andet, at de egyptiske faraoer var glade for vin – og ikke kun i levende live. De tog også større mængder af den dejlige drik med sig til de evige jagtmarker.
I 1922 fandt den engelske arkæolog Howard Carter faraoen Tutankhamons grav. I mere end 3000 år – lige siden den unge konge blev begravet – havde den ligget skjult i Kongernes Dal. Blandt de talrige kostbarheder i gravkammeret fandt Carter også 26 forseglede amforaer, store lerkrukker med spids bund. Alle havde de indeholdt vin, og fuldstændig som på nutidens vinetiketter var der uden på amforaerne oplysninger om vinens navn, producenten, årgangen, regionen osv. Nærmere analyser af de indtørrede rester på bunden af krukkerne har vist, at farao Tut har fået både rødvin og hvidvin med sig til livet i det hinsides.

De vinglade romere
Oldtidens grækere var bestemt også til vin. De afholdt symposier, det græske ord for drikkegilder, hvor de lå til bords og drak vin af såkaldte kylix’er. En kylix var en stor flad drikkekop med hanke og fod. Når der kun var en sjat vin tilbage i koppen, tog man fat i den ene af hankene, svingede koppen i en bue og forsøgte at ramme et særligt stativ med sjatten – en selskabsleg, der blev kaldt for Kottabos, og som med tiden endte som en autoriseret sportsgren i den antikke verden.
Ligesom grækerne havde deres vingud, Dionysos, så havde romerne Bacchus. Og de kultiske drikkegilder, de såkaldte bakkanaler, der blev afholdt under åben himmel uden for Rom til gudens ære, er legendariske for deres vildskab.
Også til hverdag drak romerne vin både til og uden for måltiderne. Sidstnævnte foregik blandt andet på diverse vinbarer. Den slags er nemlig ikke et nymodens fænomen – I Pompeji, der blev begravet under lava i år 79 e.Kr., har man fundet rester af mere end 200 vinbarer.
De vinglade romere gjorde meget for at højne vinens kvalitet og udvikle nye teknikker, når det gjaldt vinproduktion. Og det blev da også dem, der for alvor udbredte kendskabet til vinfremstilling i store dele af Europa. Fra år 31 f.Kr. og i de næste par hundrede år erobrede romerne stadig større landområder på europæisk jord, og overalt, hvor de trængte frem, plantede de vinstokke og udøste af deres store vinøse viden.

Da vinen indtog verden
I middelalderen var vinfremstilling stort set udelukkende et job for munkene i de mange klostre, der skød op som paddehatte overalt i Europa. I klosterkældrene blev der eksperimenteret på livet løs, og munkene bidrog herved med mange nye opdagelser og produktionsteknikker.
En hel del af de pressede druer endte som altervin – resten blev drukket i mere uhøjtidelige stunder af såvel munkene selv som rigmænd og godtfolk. Ofte var vandet også så forurenet, at man simpelt hen var nødt til at slukke tørsten ved at drikke store mængder vin.
Ligesom romerne i sin tid bragte deres vinviden vidt omkring, da de koloniserede store dele af Europa, var det i 1600- og 1700-tallene europæerne, der plantede vinkundskabens træ i den nye verden. De rejste over sø og land og slog sig ned i Sydafrika, Amerika og på New Zealand. I Californien var det fx spanske jesuiterpræster, der lærte de indfødte mangt og meget om vindyrkning. Og i Sydafrika var det hollænderne, der plantede de første vinstokke.
I dag dyrkes der vin stort set over alt på jorden – fra Tyskland, Frankrig og Ungarn til Chile, Argentina og New Zealand – ja, selv Danmark og Kina er kommet med på vognen.
I alt bliver der på verdensplan fremstillet omkring 37.000 millioner flasker vin om året.