Markus Gruber står for familiens vingård i det tyske Württemberg. Her høster han sine Riesling-druer (foto © Weingut Gruber)



Kapitel 6
Vinhøsten

Måske har du for dit indre øje et romantisk billede af høstarbejdere med baretter, der går mellem vinstokkene med maleriske flettede kurve fyldt til bristepunktet med håndplukkede druer.
Helt så idyllisk ser det nu ikke altid ud – som regel bruges der praktiske stabelbare plastickasser. Og så har maskinalderen – og dermed også smarte høstmaskiner – gjort sit indtog.
En typisk høstmaskine til druehøst er et større monstrum, der med et hjul på hver side kører hen over hver enkelt række med vinstokke. Nogle stålarme ryster vinstokkene, så druerne falder ned på et transportbånd, der fører dem op til en tank øverst i maskinen.
At høste via maskinkraft er både hurtigere og billigere end at benytte sig af høstarbejdere. Alligevel bliver håndplukning stadigvæk anvendt af adskillige vinproducenter verden over, hvilket der er flere årsager til.
I mange fortrinsvis ældre vinmarker er vinstokkene ofte plantet så tæt, at høstmaskinen umuligt kan komme ind imellem rækkerne.
Håndplukning er også eneste udvej, hvis vinmarken ligger på en meget stejl bjergskråning og måske oven i købet er inddelt i smalle terrasser.
Men håndplukning kan også simpelt hen være noget, som vinproducenten vælger af egen fri vilje. Hos de vinhuse, hvor man fremstiller vine af høj kvalitet, er manuel høst et »must«.
Kyndige plukkere sørger allerede under høsten for at frasortere de druer, der ikke hører hjemme i den fine vin. Det kan fx være umodne eller beskadigede druer mellem de intakte og fuldmodne. Den slags druer – samt alt det fnuller, der også høstes, når der bruges maskine, kan give en bismag i den færdige vin.
Det er bestemt heller ikke overalt i verden, at der høstes ved højlys dag – i meget varme vinlande står man gerne op midt om natten eller ultra tidligt om morgenen, tænder nogle store projektører eller anvender pandelamper og går så i gang med arbejdet. På dette tidspunkt er det stadigvæk køligt, hvilket er rart for høstarbejderne og bedst for de nyplukkede druer. Når solen bager, risikerer man blandt andet, at druerne begynder at gære, mens de venter på at blive kørt tilbage til vinhuset. Og det må de ikke allerede på dette tidlige tidspunkt.