Skal det være rigtig fint, kan man få mange forskellige vinreoler (foto © VintageKeeping).



Kapitel 26
Flasker til vinkælderen

Når alle forholdene i forbindelse med opbevaring er i orden, er det tid til at fylde vine i vinkælderen.
En nyanlagt vinkælder, der endnu ikke rummer så mange vine, ender ofte med at afvikle sig selv – du får simpelt hen "bund i den" i løbet af relativt kort tid. Så en god regel er at forøge samlingen med to flasker, hver gang du tager én. Ad den vej får du med tiden en pæn stor vinkælder.
Og så er der gemmevinene, der er et helt kapitel for sig. I princippet kan al vin drikkes her og nu. Hovedparten af verdens vine er da også fremstillet med det formål for øje. Men så er der altså lige de vine, der er skabt til at udvikle sig yderligere gennem et vist antal år. Bliver de åbnet året efter, de er fremstillet, er der tale om det rene barnemord!
Hvis du vil have sådanne vine i din vinkælder, kan du godt regne med at skulle betale et par hundrede kroner eller mere pr. flaske. Der er nemlig tale om vine af høj kvalitet, skabt med omhu og af vinmagere, der har kælet for detaljerne undervejs.
Disse fine vine er yderst komplekse – de indeholder en rig palet af duft- og smagsstoffer samt alkohol, garvesyre, farvestoffer osv., der i den unge vin lever hver deres liv. Nogle af bestanddelene er måske alt for fremtrædende, mens andre er svage og har brug for at udvikle sig.
Alle disse bidrag til duft og smag skal lære at leve sammen i harmoni, blive ligeværdige og til sidst integreres i hinanden, så de forvandles til en rund, velafbalanceret og fuldendt vin.
Denne forvandling virker forunderlig – som et rent mirakel. Men der er intet mirakuløst ved det – det hele foregår via en række kemiske reaktioner i vinen.
Kraftige, fyldige rødvine fra de store slotte i Bordeaux og Bourgogne er typiske gemmevine. Også visse rødvine fra Rioja og Priorato i Spanien og fra Piemonte i Italien er gode bud. Og så er der kult-rødvine som Sassicaia fra vinhuset Tenuta San Guido i Bolgheri, Toscana og Columella fra den sydafrikanske vinproducent Eban Sadie. En række portvine hører ligeledes til i gemmekategorien.
Når det gælder tørre hvidvine, findes der fx gemmevine blandt de store franske bourgogner. Derudover er der de søde vine fra Bordeaux-distriktet Sauternes og fra Tokaj-distriktet i Ungarn. Årgangschampagner er ligeledes lagrings-egnede.
Nøjagtig hvor længe en vin så skal ligge, før den er drikkemoden, og hvor længe den kan holde sig på toppen, er umuligt at sige noget om. Det afhænger af alt lige fra årgangen til opbevaringsforholdene.
Nogle søde vine vil fx stadig være en udsøgt fornøjelse at drikke, når tipoldebørnene hælder dem i glassene om et par hundrede år.
Selvfølgelig kan du få en rettesnor hos den handlende, hvor du køber vinen – vedkommende vil måske sige, at vinen bør ligge i fem til syv år eller lignende. Men derudover er det en god idé at prøve sig frem.
Afhængig af prisen så køb to, fire eller seks flasker af hver, og åbn dem med et par års mellemrum. Så får du også mulighed for at smage på udviklingen undervejs, hvilket både er interessant og lærerigt.
Hvis du kun har én flaske af en bestemt fin vin, og du er i tvivl om, hvornår den skal åbnes, er det bedre at drikke den lidt for ung end at lade den gå over.
Fælles for alle vine, der skal gemmes i kortere eller længere tid, er, at de skal ligge ned, så der er kontakt mellem korkprop og vin. Står de op, tørrer propperne ind, hvorved ilten har adgang til vinen.
Når nu vinkælderen er fyldt til bristepunktet, er det jo rart at kunne finde rundt i flaskejunglen. Der findes mange forskellige måder, at inddele flaskerne på – hvidvine og rødvine, lande og distrikter, druesorter osv. Måske finder du på noget helt tredje – så længe det bare er et system, der gør vinlivet lettere for dig.
På gemmevinene er det også en god idé at sætte en lille rund klæbemærkat for enden af flaskehalsen. Her kan du så fx skrive det årstal, hvor du har tænkt dig at åbne vinen. Så ved du lige, hvad du skal kaste dig over, når du sætter dig ved middagsbordet.