Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Vinsmagning

......................
Gode råd til vinsmagningen

Ved en vinsmagning gælder det om at opleve den enkelte vin så optimalt som muligt, så derfor bør du gøre følgende:
* Forbered et smageskema med plads til at notere udseende, duft og smag. Skemaet kan fx se således ud:


* For hver vin er noteret navn, producent, eventuel drue, distrikt, land, importør eller forhandler samt prisen. Så slipper den enkelte deltager for at sidde og skrive den slags ned.
* Om der skal være kolonner til Udseende, Duft og Smag som her, kan man afgøre, som man nu har lyst.
* Anfør vinene i den rigtige rækkefølge på skemaet. Igen og igen har vi været ude for, at der byttes om på vinene i forhold til smageskemaet med stor forvirring til følge. Det er højst uprofessionelt!
* Print eventuelt smageskemaet ud som løsblade, der hurtigt kan sorteres i den anden rækkefølge.
* Sæt vinene i en fornuftig rækkefølge: Tør før sød, ung før gammel, let før kraftig, mindre god før superb.
* Træk flaskerne op umiddelbart før smagningen, og kontrollér, at ikke nogen af dem lider af propsyge eller anden dårligdom. Det er tåbeligt under en smagning at præsentere deltagerne for en proppet vin.
* Hvis du har den mindste mistanke om, at en vin har bundfald, så dekantér den umiddelbart før smagningen – hæld den eventuelt tilbage på flasken igen. Det gælder fx ældre rødvine og portvine.
* Hvis nogle vine er meget ungdommelige og robuste, så plask dem over i en karaffel et par timer før smagningen – og hæld dem eventuelt tilbage på flaskerne igen.
* Sørg for, at vinene har den korrekte temperatur ved udskænkningen – og lad dem hellere være lidt for kolde end for varme.
* Læg en hvid (papir)dug på bordet eller et stort ark hvidt papir ud for hver plads, så vinene kan bedømmes mod den hvide baggrund.
* Sørg for gode smageglas og meget gerne flere glas til hver deltager, så der bliver mulighed for at sammenligne to eller flere vine.
* Brug evt. et ark med cirkler til anbringelse af glassene – se billedet nedenfor.
* Læg en (papir)serviet ved hver plads – man får brug for at tørre sig om munden og fjerne spildte sjatter på bordet.
* Sørg for ordentlig lys i lokalet.
* Læg en kuglepen ved hver plads.
* Stil rigeligt med spyttespande på bordet. En champagnekøler bliver hurtigt fuld, og risikoen for, at en af deltagerne løfter den for at spytte – og taber den – er en realitet.
* En lille spyttespand, fx et stort ølglas, ved hver plads er langt at foretrække.
* Sørg også for at sætte vandglas og kander med koldt vand på bordet.
* Nogle foretrækker ind imellem at tygge på noget let franskbrød eller kiks. Det er lidt en smagssag. Men alle de gennemtyggede krummer i en fælles spyttespand bliver nemt ret ulækre ...

Checkliste: Dette skal du huske
Proptrækker
Kapselskærer
Flaskerne
Ekstra flasker, hvis nogle skulle være proppede
Glas - og ekstra glas
Vandglas
Vandkander
Spyttekummer, helst et stort glas eller en krukke til hver deltager
Hvid (papir)dug
Udprintede smageskemaer
Evt. udprintede ark med cirkler til at stille glassene på
Karafler til dekantering
(Papir)servietter eller køkkenrulle
Kuglepenne
Evt. franskbrød eller kiks
Tallerkener til samme



< Ofte vil deltagerne kun få udleveret ét eller to glas. Men skal de have flere glas, er det en god idé at holde orden på glassene med et ark papir som det på billedet her.