Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Wolf Blass

    Wolf Blass (f. 1934) - eller helt korrekt Wolfgang Franz Otto Blass - er et af de helt store navne i den australske vinverden. Han blev født i Østtyskland, og da han som en stor dreng stak af fra sin skole, gav hans forældre ham et ultimatum. Enten skulle han tilbage til skolebænken, eller også skulle han gå i lære som vinmager. Det sidste lød mest tiltalende for Wolf Blass, og i 1952 blev han udlært som vinmager i Vesttyskland, og senere blev han den yngste person nogensinde, der tog en Master-grad i ønologi.
    I en årrække fungerede han som vinkonsulent og kældermester for diverse vinhuse i Tyskland og Storbritannien. Og i 1961 immigrerede han til Australien, hvor han turede rundt på landevejene som landets første freelance-konsulent inden for vin.
    Fem år senere slog han dørene op for eget vinhus i Barossa Valley, South Australia. Bilyara kaldte han det, et australsk navn for ”Eaglehawk” (ørnehøg). Vinhuset var indrettet i et gammelt militæranlæg, og første årgang var på 3000 flasker.
    Herefter gik det slag i slag. Teknologien og vinkvaliteten kom i top. Vinhuset fik vokseværk, og i 1973 skiftede det navn til Wolf Blass Wines og flyttede til nye store lokaler. I dag har vinhuset 4500 ansatte og en årlig produktion af 50 millioner flasker.
    Det er vinproducenter som Wolf Blass, der har æren for den positive vending, som den australske vinindustri tog for 40 år siden. Da han ankom til Australien, talte man hverken om druesorter eller vinkvalitet. Han viste blandt andet, hvordan man ved at blande vine på forskellige druer og lagre dem på fade af nøje udvalgt egetræ kunne skabe vine af topkvalitet – noget som mange australske vinhuse har taget til sig. Gennem årene har Wolf Blass og hans vine høstet i alt 8500 medaljer og priser.
    Idag ejes Wolf Blass Wines af et af verdens største vinfirmaer, det australske Treasury Wine Estates (TWE), men Wolf Blass spiller stadig en aktiv rolle som ambassadør for sine brands. Derudover nyder han livet med sin hustru, Shirley, samt børn og børnebørn.
    Adresse: Wolf Blass Wines, 58 Queensbridge Street, Southbank Vic, 3006, Australien, tlf.: 00 61 8 85 68 73 11, e-mail: visitorcentre@wolfblass.com.au, www.wolfblass.com.