 |  |  |
Eduardo Zurita (f. 1958) er vokset op i Spanien, men slog sig i 1985 ned i Danmark. I 1992 åbnede han Zurita Vinimport i sin svigerfars garage, og virksomheden blev startskuddet til hans lange vin-eventyr på dansk jord.
Med sit store kendskab til de spanske vine og til de danske forbrugeres behov for spansk vin af høj kvalitet var det ikke svært for Eduardo Zurita at "ramme plet" med sine vinindkøb.
Han var blandt andet med til at åbne danskernes øjne for nye spanske vindistrikter som Alella og Priorato samt for store vine fra Rioja og Navarra, som blev introducerede på det danske marked for første gang.
I efteråret 2000 valgte Eduardo Zurita Laudrup Vin & Gastronomi som sin daglige "legeplads". Her er han ansvarlig for importen af spansk vin af topkvalitet, ligesom han i samråd med dygtige kokke arrangerer winemakers dinners i nogle af København og omegns førende gourmetrestauranter.
Hans arbejde omfatter også adskillige vinrejser hvert år, hvor han er med som rejseguide. Turene går til såvel Spanien som til Chile, New Zealand og Australien.
Når Eduardo Zurita ikke er på farten eller på sin pind hos Laudrup Vin & Gastronomi, hygger han sig med hustruen Ulla og deres to voksne sønner, Sebastian Eduardo på 20 år og Nicolas Alexander på 22 år.
Den helt store fritidsbeskæftigelse er at lave god mad – hvortil der selvfølgelig serveres lige så god vin.
Adresse: Laudrup Vin & Gastronomi, Mileparken 13, 2740 Skovlunde, tlf.: 40 25 67 04, e-mail: eduardo@laudrupvin.dk, www.laudrup.dk.
|  |