.
 |
Ole Sørensen (f. 1952), der oprindelig var skolelærer, fik sin store interesse for vin, da han i begyndelsen af 80’erne var indlagt på hospitalet og "kom til" at læse en bog om vin. Denne oplevelse pirrede hans nysgerrighed i en sådan grad, at han begyndte at gå på opdagelse i vinens verden.
Efter elleve år som lærer blev han i 1986 ansat i IT-virksomheden Datacentralen, nu CSC-Danmark, der har en velfungerende vinklub. Her blev han efter et par år som menigt medlem valgt ind i bestyrelsen, og siden 1990 har han været formand. Dette medførte arrangement af et utal af vinsmagninger, indkøb af i tusindvis af vine samt utallige vinbesøg i det sydlige Europa.
Og ikke mindst medførte det, at Ole Sørensen grundlagde sit eget vinfirma, Emilie Vin. Her er forretningsideen at sælge vin af høj kvalitet fra mindre domainer, som helst skal benytte sig af økologiske og/eller biodynamiske metoder i produktionen.
Fokus ligger på Frankrig, hvor mange vinbrug er langt fremme i denne retning, men også Italien er repræsenteret i sortimentet.
Han er gift med Elise, der hjælper til i det daglige og ved vinmesser, og sammen med andre vinimportører i nærområdet har de introduceret "Fredensborg Vinfestival", en lokal vinmesse, som arrangørerne efter en pæn succes i efteråret 2006 har planer om at gøre til en tradition.
Ægteparret har tre voksne sønner, som holder meget af vin og hjælper til med at teste nye vine – samt et barnebarn, der hedder Mie.
Adresse: Emilie Vin, Kovangen 610, 3480 Fredensborg, tlf./fax: 48 48 41 41, e-mail: olesoe@mail.dk, www.emilievin.dk.
|