
.....
Mary Gallo er barnebarn af den ene af de to brødre, der grundlagde Amerikas største winery, Julio Gallo. |
11. postkort fra USA: Det bliver i familien
Gallo er USA’s og verdens største familieejede vinfirma med over 4500 medarbejdere. Det blev grundlagt i 1933 af brødrene Ernest og Julio Gallo, hvis italienskfødte far havde lavet lidt vin før forbudstiden. Selv huskede de ikke helt, hvordan han gjorde, men heldigvis kunne de låne et par bøger om det på biblioteket.
Ernest tog sig af salget, mens Julio stod for produktionen. Ernest plejede at sige: – Jeg kan sælge mere vin, end du kan lave. Hvortil Julio svarede: – Jeg kan lave mere vin, end du kan sælge. Og det gjorde de så, begge to.
I dag tapper Gallo mere end en fjerdedel af al den vin, der drikkes i USA, fordelt på cirka 60 mærker i forskellige priskategorier. Det svarer hvert år til cirka 2,5 milliarder flasker, hvoraf en del eksporteres til 92 lande.
Julio døde i 1993 ved en trafikulykke, men Ernest (f. 1909) står stadig i en alder af 95 for familieforetagendet, mens en række børn og børnebørn er med i arbejdet. Det gælder blandt andet Julios barnebarn, Gina Gallo, der som vinmager står for kvalitetsvinene i Sonoma, og hendes søster Mary, der ses på postkortet her. Mary står blandt andet for firmaets uddannelsesprogrammer. Mere om Gina på et postkort i uge 34.
|