 |
Oplagte bøger til under juletræet
Så er den flittige Henrik Oldenburg der igen med sine to årbøger på eget forlag, Forlaget Smag. Den ene er 17. årgang af "Vinårbogen" (154 sider, 98 kr.), den anden er 10. årgang af "Oldenburgs Vinguide" (324 sider, 119 kr.).
"Vinårbogen" indledes med en krønike over vinåret, der gik, og derefter følger en række artikler, der i og for sig lige så godt kunne stå i Oldenburgs Smag&Behag, men som vil være god læsning for den, der er så heldig at få bogen i mandelgave.
"Oldenburgs Vinguide" er efter vores mening markedets mest nyttige vinguide, fordi den beskæftiger sig med de vine, der aktuelt udbydes til salg på det danske marked. Ikke dem alle, naturligvis, men 1620 er immervæk et pænt udvalg.
De tolv bedste køb
Oldenburgs Vinguide giver den enkelte vin indtil fem glas. Men da der også er halve glas, er der i realiteten tale om en 10-skala. Kun tolv vine i kategorien "mest kvalitet for pengene" har opnået fem fyldte glas, nemlig:
* Hugel, Jubilée Hugel, Riesling, Alsace, Frankrig 1999 (191 kr., Maxxium Danmark).
* Sauvignon de la Tour, Villa Russiz, Collio, Italien 2002 (195 kr., Jysk Vin).
* Domaine Zind-Humbrecht, Herrenweg de Turckheim, Pinot Gris, Alsace, Frankrig 2001 (219 kr., Erik Sørensen GrandVin).
* Rabajà, Riserva, Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Italien 1999 (169,95 kr. v/12, Philipson Wine).
* Asili, Riserva, Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Italien 1999 (169,95 kr. v/12, Philipson Wine).
* Domaine Cuilleron, l’Amarybelle, Saint-Joseph, Frankrig 2001 (210 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble).
* Gratius, Il Molino di Grace, IGT Toscana, Italien 2000 (219 kr., BB Vinimport).
* Gianfranco Alessandria, Barolo, Italien 1999 (310 kr., Adriat Vinimport).
* Valdicava, Brunello di Montalcino, Italien 1999 (315 kr., Det lille Enoteca).
* Sorí Burdin, Fontanabianca, Barbaresco, Italien 1999 (325 kr., Theis Vine).
* Charles Heidsieck, Brut Réserve, Champagne, Frankrig u.å., mis en cave i 1998 (279 kr., Maxxium Danmark).
* Bollinger, Special Cuvée, Brut, Champagne, Frankrig u.å. (285 kr. v/12, Philipson Wine).
|