Flaske.
    Henrik Oldenburg (f. 1946) er mag.art. i nordisk litteratur, en baggrund, der i 1976 førte ham til Aalborg Stiftstidende som kulturredaktør. En dag blev han kaldt ind til avisens navnkundige chefredaktør (og eneejer), Alf Schiøttz-Christensen. Ville han overtage vinstoffet? Det måtte gerne være lidt "kulturelt" ...
    Da Oldenburg er vokset op i et hjem uden klaver, men med vin på bordet, selv i 50'erne – hans far var købmand af uddannelse – sagde han ja og skrev sin første artikel om vin i oktober 1977.
    I 1985 blev han engageret af Weekendavisen. Man ville lave et nyt tillæg til avisen med "livsstilstof" (det var inden man fik kvalme af den glose). Planen blev dog aldrig til noget. En af Det Berlingske Hus' utallige sparerunder kom på tværs. I stedet fik Oldenburg en ugentlig side med vin- og madstof og blev dermed Danmarks første heltidsansatte vinskribent.
    Da avisen fik en ny chefredaktør, med hvem Oldenburg hverken delte kemi eller sympati, sagde han farvel og tak og startede for sig selv. I 1988 udgav han første årgang af "Vinårbogen", og året efter kom så "Smag & Behag” med undertitlen ”Magasin for vin, mad og andre livsglæder”.
    Efter tyve år som chefredaktør, heraf femten år som eneejer, solgte han ved udgangen af 2009 Smag & Behag og skrev i december 2010 sin sidste artikel til bladet.
    Foruden 20 årgange af ”Vinårbogen”, 6 årgange af ”Gyldendals Vinguide” og 5 årgange af ”Oldenburgs Vinguide” – der genopstår i 2011 – har Henrik Oldenburg skrevet og redigeret 20-30 bøger om vin, mad og helt andre emner. Markante er ”Bogen om de nye vine” (1996), der er verdens første bog udelukkende om vin på den sydlige halvkugle, samt bogen ”Portvin”, der kom første gang i 1999 og i andet reviderede oplag i 2004. Tredje supplerede og løbende opdaterede udgave af ”Portvin” ligger som netbog på www.forlaget-smag.dk.
    Efter at have afsluttet forbindelsen med Smag & Behag koncentrerer han sig nu om udgivelsen af den årlige ”Danmarks bedste Spisesteder”, afholdelsen af den årlige Portvinsfestival i november og om sin hjemmeside www.forlaget-smag.dk – hvor han i 2010 præsenterede verdens vistnok første gratis vin-netbog, ”Vin under Sydkorset”, om foreløbigt 527 vinproducenter og -distrikter på den sydlige halvkugle. Også denne bog opdateres løbende.
    Adresse: Abildgårdsparken 34, 3460 Birkerød, e-mail: ho@forlaget-smag.dk.