Flaske.



Nyheder i uge 13, 2012

Læs uge 12.......Læs uge 11.......Læs uge 10


34/09




Hærværk i Bordeaux
Et chokerende syn mødte Francois Nony, der ejer Château Labat i Haut-Mèdoc, da han en morgen for nylig tilså en nyanlagt vinmark.
Marken var sidste år blevet beplantet med 5500 små nye vinstokke, og han og hans familie glædede sig til om nogle år at høste de fuldmodne Merlot-druer for første gang. Men i nattens mulm og mørke havde hærværksmænd skåret 2000 af vinplanterne ned til kun et lille stykke over jorden, så stort set alle nye skud var væk.

Har ønsket at skade ejerne
Man regner med, at der har været flere gerningsmænd, men hvem de er, og hvorfor de har maltrakteret vinplanterne, har politiet foreløbig ingen anelse om. Noget tyder dog på, at de bevidst har ønsket at skade familien Nony.
Da vinmarken ikke vender ud mod en vej, var det ikke tilfældet, der herskede. Gerningsmændene har skullet ind gennem vinslottets port for at komme frem til vinmarken. Ifølge Francois Nony er der et spinkelt håb om, at en tredjedel af de ødelagte vinplanter en dag igen vil bære druer. Resten af planterne er lige til at rive op og kassere, hvilket betyder et tab for vinslottet på mange tusinde euro.
Familien Cathiard på Château Smith-Haut-Lafitte i Pessac Leognan har været ude for noget lignende. For seks år siden fik de 800 vinplanter ødelagt på deres vingård Château Cantelys.




Château Zhang Laffitte, et luksushotel lige uden for Beijing.

Franske vinslotte i Kina
Rige kinesere køber det ene vinslot efter det anden i Bordeaux. Men de opfører også château'er i ægte fransk stil i deres hjemland.
I de sidste ti år har en stribe af slotte med spir, tårne og imponerende sale med kopier af antikke franske møbler set dagens lys i Kina. De fleste af dem er forbundet med vinproduktion eller hoteldrift – eller begge dele på én gang.
Changyu, Kinas ældste og største vinhus, ejer således tre vinslotte, Château Changyu Afip i Beijing og Château Changyu-Castel i Yantai samt et slot, der fremstiller is-vin, i Liaoning.
Og denne kinesiske vinproducent åbner endnu et vinslot i løbet af 2012, Château Baron Balboa i Shihezi, samt inden for de næste par år yderligere to slotte andre steder i Kina.

Parker à la Versailles
Endnu et eksempel på glæden for Bordeauxs vinslotte er Château Zhang Laffitte uden for Beijing – et førsteklasses hotel med 72 suiter og hele 550 luksusboliger, der er placeret i den tilhørende Versailles-lignende park.
Og nu følger Kinas største juiceproducent, Beijing Huiyuan Juice Drinks Food, trop. Indtjeningen på juice er dalende, og firmaet har derfor besluttet at kaste sig over vinfremstilling. I første omgang skal der investeres 200 millioner yuan (cirka 178 mio. kr.) i hele 333 hektar vinmarksjord. Den skal tilplantes med vinplanter, der om nogle år gerne skulle give 3000 tons druer, som kan forvandles til vin.
I forbindelse med vinmarkerne og vinhuset skal der opføres en større park med et château i sand fransk stil med et besøgscenter for turister.








Den populære, let mousserende Prosecco.

Stor stigning i italiensk vineksport
2011 har været et forrygende år for italiensk vineksport med en stigning på 9% i mængde til 24 millioner hektoliter og hele 12% i værdi til 4,4 milliarder euro (cirka 33 mia. kr.).
Det betyder, at Italien nu tegner sig for 22% af det globale marked for vin. Sådan lyder de nyeste tal fra ISTAT (Istituto Nazionale di Statistica).

Prosecco er det største hit
Tyskland aftager fleste flasker italiensk vin, mens USA fører, når det gælder værdien, efterfulgt af Tyskland og Storbritannien.
Det er frem for alt Prosecco-vinen, der hitter på eksportmarkederne – og ikke mindst i USA, hvor der sidste år var en stigning i importen af denne let mousserende vin på 17%.
De italienske vinproducenter har da heller ikke noget problem med at levere det øgede antal flasker. I 2010 overhalede Italien Frankrig som verdens største vinproducerende land med hele 5 mia. liter vin årligt.


Problemer i Pomerol
I 2009 indførte vin-myndigheden i Pomerol, Syndicat Viticole de Pomerol, nye regler. De indebærer, at samtlige vinslotte i Pomerol fra og med 2019 skal vinificere og tappe deres vin på flasker i vinerier inden for appellationens grænser. Ellers kan de ikke længere sætte et AOC Pomerol på etiketterne.
Denne beslutning chokerede 23 vinslotte, som aldrig har haft eget vineri – og som ikke har råd til at opføre et. Jordpriserne i Pomerol ligger på omkring 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.) pr. hektar.
Siden tidernes morgen har disse vinproducenter derfor transporteret deres druer til vinerier i Lalande-de-Pomerol lige nord for Pomerol.

Vinslottene ånder lettet op
Men en lille gruppe på ni vinslotte har ifølge Decanter ikke villet kaste håndklædet i ringen. De har i de sidste par år kæmpet ad rettens vej for at få reglerne taget af bordet igen – hvilket nu langt om længe er lykkedes.
Den højeste administrative retsinstans i Frankrig, Conseil d’Etat, har afgjort, at reglerne fra 2009 er stik imod de almindelige regler for fransk vinfremstilling og ydermere strider imod EU’s menneskerettighedsregler.
Hos de vinslotte i Pomerol, som har eget vineri, er der ikke udelt begejstring over rettens afgørelse. Nogle af slotsejerne mener, at regler om, at vinen udelukkende må fremstilles i selve appellationen, vil skærpe Pomerol-vinenes anseelse.







Michael Jantzens fantastiske vinhus, der drives af lange bånd af solceller, befinder sig foreløbig kun på tegnebrættet.

En forening af vin og solenergi
Vi har tidligere fortalt om nogle af den amerikanske designer Michael Jantzens utrolige bud på vinhus-byggeri.
Sidste nye skud på stammen er "The Solar Vineyard Winery" – en forening af et vineri og en solenergifabrik.
Solenergien genereres via lange "bånd" af solcellepaneler, der er hævet op over bygningens tag. Og ikke nok med, at solcellerne giver den fornødne energi til samtlige funktioner i vinhuset – der vil også være overskydende energi, som fx kan sælges til lokale formål.

Bugtende rækker af vinstokke
Selve vinhuset ligger under jorden – den iøjnefaldende bygning over jorden skal udelukkende bruges til et besøgscenter med restaurant, café, smagerum osv., ligesom besøgende kan nyde et glas vin oppe på taget i skyggen af de lange solcelle-bånd.
Set oppefra skal bygningen lede tankerne hen på bugtende rækker af vinstokke.
Man kan læse mere om dette samt Michael Jantzens andre projekter ved at klikke her.






Få svenskere betaler alkoholskat
I Sverige har det nu i nogle år været tilladt at købe vin, øl og spiritus over internettet og få det leveret ved døren. Dog skal den, der bestiller flaskerne, sørge for at anmelde købet og betale alkoholskat til Skatteverket. Og det hele skal ske, før varerne afsendes fra oprindelseslandet. Desuden skal man sikre sig, at et særligt ledsagedokument følger flaskerne hele vejen fra afsendelsesstedet.
I 2009 var der kun 254 svenskere, som betalte alkoholskat af vin og spiritus bestilt fra udlandet over nettet. I 2011 lød tallet på 583 – hvilket stadig kun er en dråbe i havet, når man tager i betragtning, hvor mange køb af den slags svenskerne foretager hvert år.
Man behøver blot at se på, hvor mange flasker, der bliver beslaglagt af toldvæsenet ved den svenske grænse. I 2011 drejede det sig om 23.514 liter vin og 13.679 liter spiritus. For 2010 var tallene på henholdsvis 6441 og 4210 liter.
Et problem kan være, at reglerne fra Skatteverket er så kringlede, at mange svenskere giver op på halvvejen – og bestiller flasker efter princippet "går den, så går den".




Svenske vinvenner har deres ceremonier – her under et møde mellem Silvia Fiorentini og Giuseppe Liberatore fra Consorzio Vino Chianti Classico og Ylva Sundqvist og Nils Kjellén fra Munskänkarna.

Chianti årets vinregion
Vor svenske korrespondent Carina Olofsson Gavelin fortæller, at foreningen Munskänkarna har udnævnt Chianti Classico til "Årets Vinregion 2012".
Den svenske organisation Munskänkarna er med sine 30.000 medlemmer verdens største vinklub med 155 lokalafdelinger i Sverige, Finland, Spanien, Frankrig og Belgien.
Munskänkarna har tidligere udnævnt følgende områder og steder til "Årets Vinregion":
Stellenbosch i Sydafrika (2011), Châteauneuf-du-Pape i Frankrig (2010), 2009 Würzburg i Franken, Tyskland (2009), Haro i Rioja, Spanien (2004), Deidesheim i Pfalz, Tyskland (2002), Rivesaltes i Frankrig (2001), Chinon i Loiredalen, Frankrig (2000), Durbach i Baden-Württemberg, Tyskland (1999), Tain-Tournon i Rhônedalen, Frankrig (1998), Jerez i Sherry-distriktet, Spanien (1997), Wien i Østrig (1996), Montalcino i Italien (1995), Kaysersberg i Alsace, Frankrig (1994) og Freinsheim i Pfalz, Tyskland (1993).


Verden drikker mere vin
OIV (Office International de la Vigne et du Vin) er et internationalt organ på regeringsniveau, der repræsenterer vinindustriens interesser og omfatter cirka 40 deltagerlande. Hovedsædet befinder sig i Paris.
Nu er OIV kommet med nye tal for vinforbruget, og ifølge dem blev der i 2011 på verdensplan drukket 242 millioner hektoliter vin. Det er en stigning på 0,7% i forhold til 2010, og det er frem for alt USA og Kina, der er årsag til stigningen.
Amerikanerne drak 28,5 mio. hl vin sidste år, hvilket var en stigning på 900.000 hl, mens kineserne øgede forbruget med 1,5 mio. hl. til 17 mio. hl.
I Europa var der derimod en tilbagegang i vinforbruget på i alt 500.000 hl. Og det var især Storbritannien, Spanien og Portugal, der tegnede sig for nedgangen, hvorimod der blev drukket lidt mere vin i blandt andet Tyskland og Frankrig.




.


Opblusning af gammel krig
Vi har tidligere skrevet om den snart årelange kamp mellem supermarkeder og spiritusforretninger i staten New York. Som det er nu, er det kun forretningerne og ikke supermarkederne, der må sælge vin – hvilket selvsagt passer de ofte små forretninger glimrende.
Ind imellem har supermarkederne forsøgt at få politikerne til at se sagen fra deres side, men indtil videre er det ikke lykkedes at få grønt lys for vinsalget.
I et stykke tid har der været våbenhvile, men nu er kampen blusset op igen. Et nyt lovforslag er på banen, og en ligeledes ny undersøgelse giver ideen om vinsalg i supermarkederne medvind.

Ikke hyldemeter nok
Ifølge undersøgelsen, som er udført af den nationale supermarkedsforening Food Marketing Institute, var der 19 vinhuse i New York i 1976 og 4500 spiritusforretninger. I dag er der 316 vinhuse og kun 2600 forretninger. Og det betyder, at der simpelt hen ikke er hyldemeter nok til de mange forskellige vine, der fremstilles i staten – hvilket især går ud over de mindre vinproducenter, hvoraf nogle har direkte problemer med at få deres vine solgt.
Hvis myndighederne tillader supermarkederne at sælge vin, vil udvalget af vine på markedet blive større, og statens vinindustri vil få en tiltrængt økonomisk indsprøjtning, lyder argumentet. Men den bider spiritusforretningerne ikke på. De påstår, at supermarkederne alligevel kun vil sælge de større kendte vinmærker.
Desuden vil en tilladelse til salg af vin i supermarkederne betyde, at mange af de små mand-kone forretninger risikerer at måtte lukke – ligesom mange bagere og slagterbutikker har måttet dreje nøglen om på grund af konkurrencen fra supermarkederne - mener altså de forretningsdrivende.



Jesus med skjult kamera
Hans Knudsen har gjort os opmærksomme på en sjov film med en helt ny form for skjult kamera, hvor Jesus forvandler vand til vin – og tager gas på uskyldige mennesker, der blot gerne vil slukke deres tørst.
Filmen ligger på YouTube og kan ses ved at klikke her.







Costa Rica – et nyt vinland
Der er snart ikke det sted i verden, der ikke dyrkes vin. Nu har også Costa Rica fået sit første vinhus, grundlagt af en vinkonsulent fra Napa Valley, Kerry Damskey.
Damskey har foreløbig plantet 4 hektar med Sauvignon Blanc, Syrah, Grenache og Pinot Noir uden for den lille by Copey i det centrale Costa Rica og i en højde af 2000 meter over havet. Og han udfører også løbende eksperimenter med fem andre druer heriblandt Merlot og Zinfandel.
Første årgang fra hans vinhus forventes på markedet i 2015 – hvis alt går vel. Damskey regner nemlig med, at vindyrkning i det lille mellemamerikanske land godt kan byde på en del udfordringer.
Men hvis nogen kan klare udfordringerne, er det Damskey. Han har fremstillet vin i mere end 30 år og på fire forskellige kontinenter, og via sin vinkonsulent-virksomhed Terroirs fungerer han i dag som konsulent for vinhuse i USA, Kina, Indien og Bulgarien.

< Kerry Damskey vil dyrke vin i Costa Rica, der er nabo til Nicaragua og Panama.


Gode tider for Georgien
Som vi fortalte i uge 10, er der en stigende interesse for georgisk vin på det internationale vinmarked. I 2011 eksporterede georgierne 19 millioner flasker vin, hvilket var 30% flere end året før.
Nu vil såvel vinproducenter som politikere i Georgien gøre en indsats, for at succesbølgen ikke lægger sig foreløbig. Georgiens vice-landbrugsminister, Iya Janashia, stræber ifølge Kiev Post efter en yderligere vækst i eksporten på 10,5% i 2012. Og hun mener, at markedsføringen af georgisk vin skal rettes mod USA, Canada, Tyskland, Storbritannien, Polen, Estland, Tyrkiet og Kina. Det er i disse lande, der er det største vækstpotentiale.
Det går også godt for eksporten af georgisk brandy. Fra d. 1. januar til 15. marts i år er den steget med hele 71% til 922.900 halvliters flasker sammenlignet med samme periode sidste år.







Etiket med mariehøns
I sidste uge fortalte vi igen om de asiatiske mariehøns, som udgør en stadig større trussel for denne verdens vinproducenter. Det har fået Thorkild Sørensen fra Thorkild’s Vinhandel til at sende os denne etiket fra en flaske fra Cantina Mascarello Bartolo i Barolo.
Man kan selvfølgelig undre sig over, at vingården ligefrem hædrer de små insekter ved at vise dem på flaskerne. Men ud over at de stoffer, som mariehønsene udskiller, kan ødelægge store mængder vin, er disse insekter jo også nyttedyr, der kan udrydde andre skadedyr i vinmarken.
Nederst til højre ses vist en græshoppe – eller er det en vinlus, der på sine seks ben flygter fra det sultne mariehønseri?


Nye tal fra det vinøse USA
En ny undersøgelse, der er udført af det amerikanske analysefirma Harris Interactive, giver en indsigt i de amerikanske forbrugeres vinforbrug og valg af vine.
Undersøgelsen, der blev foretaget online, omfattede 2056 amerikanere, som blev udspurgt om deres vinvaner. Heraf svarede 48%, at de købte vin flere gange om måneden, 22% at de som regel købte fire eller flere flasker, mens 38% udtrykte, at de aldrig købte vin.
Nedenfor bringer vi en række af de øvrige interessante oplysninger fra undersøgelsen.

Kvinder holder sig til det sikre
* Amerikanerne foretrækker hjemlandets vine. Hele 89% udtrykte, at de især købte amerikanske (californiske) vine.
* 37% satte også kryds ved, at de købte Italienske vine, mens tallet for australsk vin var 34%, hvorefter fransk vin kom ind med 33%. Kun 21% købte spansk eller chilensk vin og 9% vin fra Sydafrika. Grækenland, Israel og Polen skrabede bunden med 3%.
* Hele 78% af de adspurgte holdt sig som regel til det sikre og købte vine, som de havde smagt før og vidste, de kunne lide. Dette gjaldt især for kvinder og ældre forbrugere. Blandt de yngre i alderen 18 til 35 år lød dette tal på kun 32%.
* Forbrugerne blev også spurgt om, hvad de havde betalt sidste gang, de købte en flaske vin. Her svarede 61%, at de havde spenderet 14 dollars (cirka 80 kr.) eller derunder. 11% havde betalt mellem 20 og 29 dollars (cirka 115 til 165 kr.), mens kun 8% oplyste, at flasken kostede mere end 30 dollars (cirka 170 kr.). 34% svarede dog, at de tidligere havde købt vine i den dyre ende af prisskalaen.








Vinen "Laughing out loud"
For vinproducenter verden over gælder det selvsagt om at tiltrække de unge forbrugere. Flere undersøgelser viser, at unge mennesker ofte er mere villige end ældre til at prøve noget nyt, når det gælder vin, så der er et kolossalt potentiale for salg hos disse fremtidens forbrugere.
En del vinhuse kappes derfor om at lave de mest tidssvarende og hippe etiketter. Som nu fx det amerikanske vinhus Txt Cellars, der har sendt en serie af vine på markedet med navne taget fra gængse forkortelser i sms- og facebook-verdenen.
Der er fx LOL!!! (laughing out loud) Riesling, LMAO!!! (laugh my ass off) Pinot Grigio og WTF!!! (wag the finger) Pinot Noir. Man kan læse mere om vinene ved at klikke her.

< Pinot Grigio-vinen hedder LMAO!!! – en forkortelse for udtrykket "laugh my ass off". Hvilket meget poetisk kan oversættes som "grin min røv i laser".


Fornem pris til kirsebærvin
Frederiksdal Gods på Lolland fremstiller kirsebærvin på den danske sort Stevnsbær fra godsets egne plantager. Og det er en vin, der har fået mange fine ord med på vejen i diverse anmeldelser – blandt andet i VinAvisen, da vi smagte den i 2010.
Nu modtager de tre skabere af vinen, Harald Krabbe fra Frederiksdal Gods, kokken Jan Friis Mikkelsen og vinspecialisten Morten Brink Iwersen, et hædersdiplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi. Begrundelsen for, at de får den fornemme pris, er, at deres vin er en "nyskabelse af begrebet kirsebærvin, som mange ellers forbinder med noget sødt stads serveret af gamle tanter".
Desuden er prisen en anerkendelse af, at de tre initiativtagere har bragt nyt liv til et lokalområde, der mest af alt er kendt for sin status som udkant
Prisen overrækkes på restaurant Nimb i København d. 31. marts.






Sød vinmesse aflyst
Hvert andet år siden 1998 har en ganske særlig vinmesse, Vinoble, fundet sted i den spanske sherry-by, Jerez de la Frontera. Rammerne har været byens gamle mauriske borg, Alcazar, og det ganske særlige ved messen er, at den kun omhandler denne verdens søde og fortificerede vine – fra Sauternes til portvin og senthøstede sydafrikanere.
Vinoble har hvert år været et trækplaster for vinbranchefolk fra alverdens lande. I 2010 strømmede således 3000 gæster til messen for at smage på søde vine hos i alt 65 udstillere. Men desværre er 2012-udgaven af Vinoble, som skulle være afholdt i juni, blevet aflyst.
Årsagen er manglende finansiering. Det er ikke lykkedes myndighederne i Jerez, som står for vinmessen, at rejse de fornødne penge i år, og i bykassen er der mere end lavvande.




Der mangler kun nogle flasker champagne i køleren, så er vognen parat til start.

Restaurant-inventar under hammeren
I disse dage kan man ifølge www.wownews.se byde om kap på omkring 400 genstande fra den hæderkronede svenske restaurant Oaxen Krog.
Magnus Ek og Agneta Green, der i sin tid åbnede restauranten, som er med på listen over verdens 50 bedste restauranter, valgte sidste år at takke af for at kaste sig ud i nye mad-eventyr. Og de har derfor sat al inventar til salg hos Stockholms Auktionsverk.
Genstandene spænder fra vinglas, knive og gafler til antikke borde og stole, lamper og en flot champagnevogn, som Magnus Ek selv har designet.
Der er tale om en internetauktion, og hvis man har lyst til at byde med, kan det gøres på auktionshusets hjemmeside. Sidste bud skal være i hus d. 29. eller 30. marts afhængig af, hvilke genstande der bydes på.





...




En af de legendariske flasker Glenfiddich Janet Sheed Roberts Reserve.

Rekord for en flaske whisky
At være ejendomsmægler kan være et yderst indbringende job. For få dage siden gav ejendomsmægler Mahesh Patel fra Atlanta 94.000 dollars (cirka 532.000 kr.) for en flaske whisky på en velgørenhedsauktion i New York – det højeste beløb, der nogensinde er givet for en whiskyflaske på auktion. Der var da også tale om en ganske særlig 55 år gammel Glenfiddich whisky, der blev tappet på flasker i forbindelse med en 110 års fødselsdag i 2011.
Fødselaren var Janet Sheed Roberts, der er barnebarn af Glenfiddich’s grundlægger, William Grant, og Skotlands ældste levende person.
Der er kun fremstillet elleve flasker af Glenfiddich Janet Sheed Roberts Reserve – en flaske for hvert af de årtier, den gamle dame har levet.
Der er nu solgt tre af flaskerne – de to andre gik på auktion i Storbritannien for henholdsvis 44.000 pund og 46.850 pund.




Til_37/09



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * The Wine Company har optaget importen af vine fra a6mani, Salice Salentino i Italien, og fra Domaine Manciat-Poncet i det franske Maĉon.
    * SobreSol Vinimport har optaget importen af spanske vine fra Dominio de Berzal i Rioja og Bodegas GarciaRevalo i Rueda.
    * California Wine har optaget importen af vinene fra følgende vinhuse i Californien: Honig og Peirson Meyer i Napa Valley, L’Angevin i Russian River Valley og Sonoma samt Liberty School, Treana og Desparada i Paso Robles.,,,,,-
    -,



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Niels Frees (f. 1953) driver Annisse Vingård som bierhverv sammen med sin kone, Dorte. På gården, der er godkendt til at producere vin på økologisk dyrkede druer, anvendes druer fra såvel egne vinmarker som andre sjællandske marker, og der fremstilles ligeledes vin for andre danske gårde. En del af aktiviteten er salg af udstyr til vinproduktion, og her har Niels Frees – ligesom ved vinfremstillingen – glæde af sin uddannelse som civilingeniør.
    Interessen for vin blev grundlagt af hans forældre, der i 1970’erne lavede den populære "3-ugers vin" – der dog gav nogle solide tømmermænd. Niels Frees begyndte derfor at fremstille vin af frugter med inspiration fra bedsteforældrene. Så vin-interessen er genetisk.
    I 1995 købte han og hans kone et tidligere husmandssted i Annisse, hvortil der hørte en cirka 1 tønde land stor grund. Tre år efter plantede Niels Frees 55 vinstokke, og i 2003 begyndte erhvervsvejen med udvidelse af den oprindelige vinmark samt etablering af en vinmark hos nabogården Garbolund.
    I 2008 opnåede Annisse Vingård, der fremstiller mest rødvin, men også rosé og hvidvin, både en guld- og sølvmedalje ved Dansk Vinskue. Og i 2011 blev det til sølvmedalje og diplom for "bedste vin med forlænget produktionstid" til deling med Vester Ulslev Vingaard. Ved Dansk Vinshow samme år fik Annisse Vingård guld og pokal for Danmarks bedste rødvin, Regent 2009.
    Niels Frees har fra 2004 til 2009 været kasserer i bestyrelsen for Foreningen af Danske Vinavlere. Posten var dog ikke forenelig med et krævende fuldtidsjob. Han er tillige medlem af den nystiftede forening for erhvervsvinavlere, Danske Vingårde.
    I sit professionelle erhverv har Niels Frees den sidste snes år arbejdet for et bedre miljø og for at begrænse drivhuseffekten, senest for Trafikstyrelsen med grøn transport. Forholdet til drivhuseffekten er ambivalent. Den er jo ganske nyttig for vinen …
    Adresse: Annisse Vingård, Præstevej 89, 3200 Helsinge, tlf.: 48 28 58 04, e-mail: info@annisse-vingaard.dk, www.annisse-vingaard.dk.





    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

    Hvordan smager man på restaurantens vin?
    Svend P. i Odense skriver, at han føler sig usikker, når han på en restaurant bliver bedt om at smage på vinen. – Hvad er det, jeg skal lægge mærke til? skriver han.
    Ja, det er et underligt ritual, det med at smage på vinen. Egentlig burde tjeneren selv smage på den – som han da også gør på mange fine og dyre restauranter.
    Herhjemme får man ofte en mikroskopisk sjat og skal ud fra den finde ud af, om vinen er i orden. Så bed om mindst 2 cm i glasset. Og slyng så glasset, så vinen fordeler sig i et tyndt lag op langs glassets side og således kan afgive maximum duft.
    Vurdér duften. Lugter vinen rent og frugtagtigt, evt. også af egetræ? Eller er der det mindste lille strejf af urenhed eller endog propsyge? Husk: 10% af alle vine har et strejf af propsyge.
    Tag så en ordentlig mundfuld. Lad vinen hvile i munden. Få den rundt om tungen og ud i kinderne. Smager den korrekt? Igen uden ubehagelige bitoner?
    Giv dig god tid, selv om tjeneren tripper. Du er gæsten. Det er dig, der bestemmer – og betaler. Er du i mindste tvivl, så lad en af de andre ved bordet smage.
    Det er helt klart, at du ikke kan sige: - Næh, den vin er ikke lige i min smag. Har I ikke en anden, som jeg måske bedre kan lide?
    Når du accepterer vinen, er vinen din. Senere skal der måske en større diskussion til, hvis vinen alligevel ikke er i orden.
    ....................







Ugens vinøse billede
Ole Hannibal Bruun har været en tur i Spanien, og i Segovia stødte han på denne "alkoholmeter-automat".
– Jeg mindes ikke at have set noget tilsvarende andre steder, skriver han. – Den fungerer ved, at man kaster 1€ i automaten, trækker et lille rør ud, placerer dette i det lille hul i venstre side og puster.
– Automaten kvitterer så med en promille-beregning og et forslag til videre handling.
– Om den opadvendte tommelfinger betyder "synes godt om – kør bare" eller "lad bilen stå, og tag den på stop", ved vi dog ikke.
– Vi testede heller ikke automaten, da vi selv medbragte en absolut ædruelig chauffør.

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156 Billede 157-182

...............................
    .....................
    165 Bourgognes landskab er utroligt flot, lige inden foråret bryder løs. Her i Volnay med udsigt over Pommard og med Beaune i det fjerne (foto: © Niels Bräuner Nielsen)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 25 vine. Af disse vine var der 17, som fik mere end to stjerner, og hele 11, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 78 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Santa Francesca, Vermentino, Umbria, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
63 kr., Irma
Frisk og delikat hvidvin med en fin duft og en god, ren og let krydret druesmag med noter af citrus og grønne æbler. Glimrende til lettere retter eller som terrassevin.


Ocaso, Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (13,5%)
110 kr., Pran Vinimport
Dejlig, fyldig og aromatisk hvidvin med fint billede af Chardonnay-druen - tropiske frugter, æbler, pærer - tilsat diskret fadlagring. Flasken har skruelåg.


Bogle Vineyards, Chardonnay, Californien, USA, 2010, middel alkohol (13,5%)
103 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
En udmærket hvidvin med en koncentreret frugtsmag og en god portion eg – som mange måske nok vil finde lige i overkanten. Nyd den til en lidt kraftig kyllingeret eller gode, cremede oste.

Rosévin


Cantine Dragani, Cerasuolo d’Abruzzo, Italien, 2010, lav alkohol (12%)
75 kr., pris ved 2 flasker: 49,75 kr., Falk Wine
Farven på denne rosévin er som en lys rødvin. Den dufter og smager dejligt og er fuld af frugt. Den er mild og læskende og alligevel meget aromatisk. Den har også en behagelig tørhed til slut. Nyd den til en ikke alt for kraftig ret med kylling eller til en god salat.

Rødvin


Rafale, Vignerons Calalans, Cabernet Sauvignon, Pays d'Oc, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
36,75 kr., Køge Vinhandel
En rigtig rar rødvin, blød og frugtagtig. En vin, som mange vil elske at drikke - og elske at betale. Den femte stjerne får den for prisen. Flasken har skruelåg.


Denatile, Sicilien IGT, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
55 kr., Lago Import
Fyldig rødvin på druerne Nero d'Avola og Shiraz - en vin i god balance med blød frugt. Pengene værd. Den femte stjerne får den for prisen. Flasken har skruelåg.


Jean Bousquet, Cabernet Sauvignon, Tupungato Valley, Mendoza, Argentina, 2011, middel alkohol (14%)
79 kr., Wine.dk
En nobel rødvin på økologisk dyrkede druer. En fornem og kultiveret vin, der udvikler sig i munden med mange smagsnuancer. Lækker vin til en meget rimelig pris.


Natal, Alpamanta, Malbec, Mendoza, Argentina, 2009, middel alkohol (14%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En rødvin, der er typisk for Malbec med sine herbale noter i duften. Den er kraftig, koncentreret og fyldig og har en forfriskende anissmag til slut.


Porca de Murca, Real Companhia Velha, Douro, Portugal, 2009, middel alkohol (13,5%)
80 kr., pris ved 6 flasker: 70 kr., Holte Vinlager
Dette er vin. Rigtig vin. En flot, ret kraftig rødvin, harmonisk og med en blød, lækker smag. Den "smelter" som chokolade i munden ...


L'Obaga, Priorat, Spanien, 2010, høj alkohol (15%)
129 kr., Kjær & Sommerfeldt
Potent rødvin med fyldig frugt og mange facetter - mørke bær, slåen, chokolade, men trods de 15% ingen spritkant. En kraftig vin, der kræver en lige så kraftig ret.


Château la Canorgue, Earl Margan, Luberon, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
135 kr., på tilbud indtil 15. april: 110 kr., Vinoble
Bag den meget smukke etiket gemmer sig en spændende rødvin fuld af oplevelser - dejlig duft og frugt, krydderi og en blød syre. En fantastisk vin.


Termes, Numanthia, Toro, Spanien, 2008, høj alkohol (14,5%)
239 kr., Moët Hennessy
Denne spanske rødvin - fremstillet af det franske champagne-firma - er en kultvin og med god ret. Den er simpelt hen fantastisk med en kompleks duft og en lækker smag, der breder sig i munden med mange facetter.


Sea Breeze, West Cape Howe, Western Australia, Australien, 2010, middel alkohol (13,5%)
55 kr., pris ved 12 flasker, Vesterstrøm Vine
Denne rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Shiraz har saftig og blød frugt. Den er i god balance og nem at drikke. Udmærket til prisen. Flasken har skruelåg.


Cervidoni, Tenuta di Tavignano, Rosso Piceno, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
65 kr., Carlo Merolli
God hverdags-rødvin uden særlige svinkeærinder, men med fyldig frugt, sødme og krydderi. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Cantoalba, La Ronciere, Shiraz, Colchagua Valley, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
89 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr., Skovgaard Vine
En udmærket, frugtrig vin med masser sommerbær i både duft og smag. Prisen er nok lige i overkanten.


Altino, Bodegas Obalo, Tempranillo, Rioja, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
199,95 kr., Erik Sørensen Vin
Lækker og elegant rødvin med blød frugt og noter af kaffe og lakrids. Dejlig, men ikke helt billig.


Santa Julia, Colección, Mendoza, Argentina, 2011, lav alkohol (13%)
54,95 kr., Strandgaarden
En jævn frikadelle-skubber på druerne Shiraz og Malbec og udmærket som sådan. Flasken har skruelåg.







...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.