Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

André Lurton

    André Lurton (f. 1924-2019) var manden bag et af Bordeauxs største vinfirmaer, Vignobles André Lurton.
    Med en far, der var handelsmand og tilknyttet et britisk firma, blev han ikke født ind i vinens verden. Og hvis det ikke havde været for hans bedstefar, kunne han meget vel have valgt en anden levevej.
    André Lurtons mor døde, da han var ni år gammel, og hans opvækst blev i vid udstrækning overladt til hans mormor og morfar, Léonce Pecapet, som havde et blomstrende destilleri i landsbyen Grézillac i Entre-Deux-Mers i Bordeaux.
    I 1897 kastede Pecapet sig også over vinens verden, idet han købte vinslottet Château Bonnet i Grézillac, som André Lurton arvede i 1956, og som i dag er hovedsæde for Vignobles André Lurton.
    André Lurton aftjente sin værnepligt under anden verdenskrig, og da han vendte hjem til Grézillac efter krigen, tog han aktivt del i arbejdet i flere vinproducentforeninger i Bordeaux. Det fortsatte han med i de følgende mange årtier, og han har således blandt andet været vicepræsident i Syndicat Viticole des Bordeaux et Bordeaux Supérieur fra 1965 til 1996, og fra 1966 til 1986 var han direktør for vinrådet i Bordeaux, Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux (CIVB).
    Det var også ham, der i sin tid banede vejen for, at Pessac-Léognan i Graves fik sin egen appellation. Derudover har han været borgmester i Grézillac i fyrre år.
    Firmaet, som André Lurton har udvidet gennem årene, ejer i dag syv vinslotte og 630 hektar vinmarker i Bordeaux, hvoraf de 240 ligger i Pessac-Léognan. Druerne fra disse marker forvandles hvert år til 4 millioner flasker vin, der genererer en omsætning på det, der svarer til cirka 160 mio. kr.
    André Lurton fik syv børn med sin nu afdøde kone, Elizabeth Garros, hvoraf de tre - Jacques, François og Christine - arbejder med vin. De to sønner har egne vinfirmaer, og datteren er direktør på Château Dauzac i Médoc.
    I 2013 blev André Lurton udnævnt til officer i Legion d’honneur (Æreslegionen) af den franske regering.
    Adresse: Vignobles André Lurton, Château Bonnet, 33420 Grézillac, Gironde Aquitaine, Frankrig, tlf.: (+33) (0) 5 57 25 58 58, www.andrelurton.com. (Opdateret 2019).