
...
En stor gruppe af wineries og vinelskere har sluttet sig sammen i organisationen Free the Grapes!. Deres website findes på www.freethegrapes.org. Mandag aften drak de mange medlemmer en skål for højesterets afgørelse. |
Højesteret omstøder forhadte love
Bor man fx i staten New York og modtager en flaske vin sendt fra Californien, så er det ud af huset med håndjern på, så alle naboerne kan se, hvor stor en forbryder man er.
Sådan er loven i 23 amerikanske stater. Import af vin over statsgrænsen er strengt forbudt, og loven har været opretholdt siden 1933, blandt andet efter stærkt politisk pres fra grossister, der har haft eneret på importen.
I mandags omstødte USA’s højesteret langt om længe lovene i to stater, New York State og Michigan, og afgørelsen var en sejr for de mange små wineries i Californien, der gerne vil sælge deres vine pr. Internet og postordre. Og et nederlag for lokale grossister og forhandlere.
Dette er den bedste dag for vinelskere siden opfindelsen af proptrækkeren, lød en kommentar.
23 stater med direkte forbud
Med højesterets dom er der gået hul på bylden, og de øvrige stater, der har lignende love, bliver nødt til at ophæve dem. Eller de må indføre love, der forbyder forsendelse af vin, både fra lokale og udenstats leverandører – det kunne nogle af dem godt finde på.
De 23 stater, der har direkte forbud, er Alabama, Arizona, Arkansas, Connecticut, Delaware, Florida, Indiana, Kansas, Kentucky, Maine, Maryland, Massachusetts, (Michigan), Mississippi, Montana, Ohio, Oklahoma, Pennsylvania, New Jersey, (New York), South Dakota, Tennessee, Utah og Vermont.
Fjorten stater med smuthuller
Tretten stater har "gensidige" love om forsendelse af flasker, så dem imellem er det frit for. Det gælder først og fremmest de tre store vinproducerende stater Californien, Oregon og Washington, men også Colorado, Hawaii, Idaho, Illinois, Iowa, Minnesota, Missouri, New Mexico, West Virginia og Wisconsin.
Fjorten stater samt District of Columbia har hidtil kørt med nogle smuthuller, der har muliggjort en begrænset import. Det gælder Alaska, Arizona, Georgia, Louisiana, Nebraska, Nevada, New Hampshire, North og South Carolina, North Dakota, Rhode Island, Texas, Virginia og Wyoming. Også i disse stater vil importen sikkert blive fri, når de nødvendige statslove er vedtaget.
Ifølge California Wine Institute omsættes der vin for cirka 22 milliarder dollars (120 mia dkr.) på det amerikanske marked, og i alt er der 3500 wineries, fordelt i samtlige stater, selv i Alaska.
|