Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 37, 1998

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i denne uge
Uge 37 - 7. - 13. september
Uro i rumænske Vinexport
I en stor sensationelt præget artikel i det rumænske dagblad “Dagens begivenheder” kan man læse om et heftigt sammenstød mellem direktionen og aktionærerne i det store og succesfulde firma Vinexport.
Ifølge avisen endte det med en dramatisk blokering af administrations-kontorerne, hvor bodyguards ifølge avisen hindrede direktionens adgang til kontorerne.
Avisen fortæller, at det drejer sig om meget store beløb, som er gået i forkerte lommer, og at aktionærerne har sat et større revisionsarbejde i gang for at påvise de uregelmæssigheder, som man mener er begået af fire direktører, der alle er rumænere.
Ifølge avisen skal den administrerende direktør, Nicolae David, have forlangt at få en høj grad af dispositionsret, og - stadig ifølge avisen - har han benyttet denne ret til at dræne kassen for så mange penge, at det har bragt Vinexport på randen af kollaps.
51 procent af aktierne ejes af tyske, engelske og danske investorer. En af dem er Gorm Lokdam fra Rumænsk Vinimport, der har til huse på Krengerup Slot i Nordjylland.
Gorm Lokdam, der sidder i selskabets bestyrelse, siger til VinAvisen, at der er flere unøjagtigheder i den rumænske avisomtale. - Det er en sag om en ansvarlig bestyrelse, som griber ind, når den erfarer, at der ikke spilles efter reglerne, siger han. - Og kollaps-scenariet er helt ude af proportioner. Vi er et firma, som sidste år solgte 30 millioner liter vin, og vores egenkapital har det fint.

Varmerekord
Ja, varmerekorden indtraf jo ikke i Danmark, desværre, men ikke så langt herfra. Dr. Dirk Richter fra Weingut Max Ferd. Richter fortæller, at man den 11. august i år målte 41,2°C på den vejrstation, som man har opsat på den fornemme Juffer Sonnenuhr-vinmark i Mosel-dalen. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Tyskland, og det understreger de helt unikke forhold på de stejle skiferskråninger i den bedste del af Mosel.

Vi drikker mindre øl, så Carlsberg mobiliserer
Siden 1994 er det danske ølforbrug faldet år efter år. I 1994 drak vi næsten 6,6 millioner flasker; i 1997 var tallet nede på små 6,2 millioner. Til gengæld er vinforbruget steget fra 25,5 liter pr. indbygger i 1994 til 29,3 liter i 1997.
I erkendelse af, at Carlsberg og de andre bryggerier er ved at tabe spisebordet til vinen og nattelivet til spiritussen, sætter Bryggeriforeningen nu ind på at erobre noget af det tabte tilbage.
Den 1. oktober ændres Carlsbergs system for øl-distribution, så bryggeriet får fuld kontrol over distributionen og salgsstyrken.
Carlsberg har også skiftet reklamebureau, og man bruger ord som innovation i stedet for produktudvikling.
Og så har Bryggeriforeningen udsendt et mini-magasin, som har skabt røre i medierne, fordi den konservative politiker Lene Espersen fortæller om øllets sunde velsignelser og lader sig forevige med et glas øl i hånden. Hun ved åbenbart ikke, at øl ikke længere er helt så sundt, efter at man ikke mere kommer C-vitaminer i det ...
En anden kvindelig politiker, Venstres Birthe Rønn Hornbech, siger til Berlingske Tidende, at hun ikke har Lene Espersens udseende og derfor er tvunget til at dyrke sager, hvor man bruger indersiden af hovedet. Og avisens leder følger sagen op med ordene: Da Lene Espersen blev valgt, blev hun karakteristeret som ung og begavet. Hendes ungdom kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.
Tyveri giver os en stor vin til billig pris

Godt nyt for folk med diskusprolaps
Atter en melding om vinens fortræffeligheder: Ugeskrift for Læger omtaler en undersøgelse af 170 patienter, som alle blev opereret for diskusprolaps. Ifølge rapporten har speciallæge i ryg- og gigtsygdomme, Claus Rasmussen fra Hjørring/Brønderslev Sygehus, konstateret, at man firedobler chancerne for at blive rask igen efter en rygoperation, hvis man hver dag tager sig et par glas rødvin.
Ifølge Jydske Vestkysten har Claus Rasmussen planer om at bruge den såkaldte Østerbro-undersøgelse, hvor 50.000 personer blev udspurgt om deres alkoholvaner. - Ved at se på, hvem af dem, der senere har været i kontakt med sundhedsvæsenet på grund af ryglidelser, kan man få et fingerpeg om en sammenhæng, udtaler han til avisen.

Mirakelvin til en halvtredser
Når de virkelige originaler blandt rødvine dukker op, gælder det om at flintre ned til vinhandleren med aftalte penge og erhverve sig en kasse. Dette er Anders Grøndahls budskab i artiklen “Mirakelvin til en halvtredser” i Jyllands Posten København. Som særligt “fremragende” peger han på to rødvine:
- Château de Boussargues, Côtes du Rhône, Frankrig 1995 til 50 kr. (240 kr. for seks) hos Lars Bjørn Vinhandel i Charlottenlund (tlf.: 39 64 30 00).
- Château Tour Saint-Christophe, Médoc, Frankrig 1995 til 55 kr. (mod normalt 63 kr.) hos ISO med udsalg i Charlottenlund, Hellerup og Hvidovre samt på Frederiksberg, Østerbro og Amager.

De danske vinbønder
På lørdag den 12. september kl. 10-14 holder Foreningen af Danske Vinavlere “åbne vingårde” i forbindelse med Havens Dag.
De i alt 22 danske vingårde landet over drives alle som en hobby og indeholder fra 25 til 1000 vinstokke.
Under besøget på en vingård vil man kunne lære om vindyrkning i Danmark og se nogle af de nye vinplanter, som trives i det danske klima. Nærmere oplysninger fås hos foreningens formand, Jens Michael Gundersen, tlf.: 33 25 70 05.
En vin, der bliver mere værd om ti år

Så stor er en flaske
I flere provinsaviser har Morten Guldberg en større artikel om flaskestørrelser og nævner i den forbindelse, at den normale størrelse hænger nøje sammen med den mundfuld luft, en glasblæser i gamle dage typisk kunne hive indenbords, inden han gik i gang med blæsearbejdet.

Kattepis og syrlige stikkelsbær
Per Calum skriver om hvidvine på druen Sauvignon Blanc i Jyllands Posten København og minder om, at man af og til karakteriserer dens aroma med ord som “kattepis” og “syrlige stikkelsbær”. En anden mulighed er duften af hyld. Men prøv selv, fx med den eneste af de afprøvede vine, der belønnes med “fire stjerner”:
- Sauvignon Blanc, Klein Constantia, Sydafrika 19?? til 68 kr. hos Sig. Müller (tlf.: 98 18 50 99).

58 Saint-Émilion’er i 95-årgangen
Det britiske magasin Decanter har smagt 58 rødvine fra Saint-Émilion i årgang 1995 og betragter årgangen som vellykket, men ikke helt. En del vine havde for meget pressevin, måske for at maskere den regnfortyndede vin, måske for at leve op til det opulente smagsbillede, som visse markeder (og Robert Parker) går efter.
Château Angélus og Château Beau-Séjour-Bécot, der for nylig blev ophøjet til Premier Grand Cru, lå med rette på denne førsteklasses hylde.
Tre vine fik The Decanter Award med fem stjerner: Château Ausone, Château Pavie og Clos de l’Oratoire.
Berømt rebel og ikke bare en bordvin

Stort Chablis-vinhus solgt
Den dynamiske William Fèvre har solgt sit Chablis-firma til Henriot-gruppen, der også ejer Bourgogne-huset Bouchard Père et Fils og Champagne Henriot. Den nye ejer får på den måde den største samling top-ejendomme i Chablis, inklusive 15½ hektar grands crus: Les Clos, Valmur, Vaudésir, Grenouilles, Preuses og Bougros. I alt omfatter købet 15 procent af appellationen Chablis, og den årlige produktion er 600.000 flasker. William Fèvre bliver som formand for bestyrelsen.

Tre rødvine og en hvidvin
Hver uge tester Politiken en halv snes vine, og i den ugentlige artikel har Jørgen Mønster Pedersen denne gang “fire stjerner” til tre rødvine og en hvidvin:
- Lindemans Cawara Shiraz/Cabernet Sauvignon, South Eastern Australia 1997 til tre for 100 kr. hos Føtex.
- Morelino di Scansano, Moris Fars, Toscana, Italien 1995 på tilbud til 49,95 kr. hos Magasin.
- Domaine Saint-Andéol, Côtes-du-Rhône- Villages Cairanne, Frankrig 1997 til 54,95 kr. hos Kvickly.
- Lindemans Limestone Coast Chardonnay, South Australia 1997 til 59,95 hos Føtex.

Stjernerne holder ikke evigt
Man får mere valuta for de samme penge i Côtes du Rhône Villages end i Bordeaux. Dette er Jacqueline Jensens budskab i forbindelse med ugens vintest i Berlingske Tidende. To vine udnævner hun til at være “exceptionelle” og belønner med fem stjerner, nemlig:
- Castel Mireio, Côtes du Rhône Villages Cairanne, Frankrig 1996 til 88 kr. fra Lars Bjørn i Charlottenlund (tlf.: 39 64 30 00).
- Domaine Daniel & Denis Alary, Reserve du Vigneron, Côtes du Rhône Villages Cairanne, Frankrig 1995 til 74,50 kr. fra Jysk Vin i Randers (tlf.: 86 40 44 44).
I samme nummer af tillægget “Tæt på” peger Jacqueline Jensen på, at de point-tal, stjerner, drueklaser osv., som vinjournalister tildeler diverse vine, ikke gælder til evig tid. Vin udvikler sig i takt med tiden. Der kommer nye sendinger og nye årgange, og derfor bør stjernernes antal tages op til revision.
Men så har vi naturligvis problemet, når en mærkevare-vin uden årgang får stjerner ...
Her finder du alle vinene på Zinfandel
Vinpriserne i Bordeaux
Vinmæglerne i Bordeaux udarbejder en ugentlig statistik over priserne for 1997-årgangen pr. tonneau (900 liter = 96 kasser à 12 flasker) og en vrac (bulk) fra ejendommen. Beløbene er gennemsnit i franske francs og uden afgifter.
I den forgangne uge har der kun været svage bevægelser på markedet.


Uge 35
Uge 36
Bordeaux rouge
12.000
11.500
Bordeaux supérieur
13.000
12.750
Côtes de Bordeaux
13.000
13.000
Médoc
19.000
18.500
Graves
15.500
15.500
Saint-Émilion
24.000
23.500
Bordeaux blanc
7.250
7.250
Entre-deux-Mers
7.750
7.750
Sauternes
38.500
38.500
Bergerac rouge
7.900
7.900
Bergerac sec
4.250
4.250
Bergerac moelleux
5.625
7.250
Monbazillac 1996
14.500
14.000

Generelt har salget i Bordeaux været forrygende. Af 97-årgangen er næsten alle 6,6 millioner hektoliter (800 mio. flasker) solgt - og det til forhøjede priser. Den samlede omsætning når 20 milliarder francs, hvilket er en rekord. 8 af milliarderne hidrører fra eksporten, hvor ikke mindst Japan har øget sin import som tidligere nævnt i VinAvisen.

Stort salg af antike proptrækkere
Er der nogle, der samler på antike proptrækkere? I så fald har de alle tiders chance på to auktioner i Storbritannien:
Den 22. september hos Christie’s South Kensington (dansk tlf.: 33 32 70 75), hvor man sælger Herbert Miles samling, og den 23. september hos J. Straker Chadwick & Sons, Market Street Chambers, Abergavenny, Wales (tlf.: (44) 18 73 85 26 24), hvor man sælger dr. Jim McCollums proptrækker-samling.

Årets hvidvin
I Alt for Damerne har Flemming Hvelplund smagt “Årets hvidvin”: Caliterra Chardonnay, Central Valley, Chile 1997 til cirka 55 kr. fra Vingården (tlf.: 63 17 18 19).
Vinen lanceres for at få forbrugerne til at opdage de store oplevelser, der venter, når man bevæger sig lidt væk fra den billige ende. Og oplevelserne er der. Flemming Hvelplund nævner en klar og letgylden farve, en uimodståelig bouquet af modne æbler og tropiske frugter, en behagelig tør smag med nuancer af blomster og en lidt cremet finish med spor af fadlagringens vanille.
Klassisk vin fra helligt bjerg

Royal portvinsbroder
Ifølge Bodil Cath, den royale medarbejder ved B.T., er Prins Henrik blevet optaget i portvins-broderskabet. Optagelsen fandt sted i Oporto i Portugal.

Vinhøsten indledt i Italien
Fra Montalcino i Italien beretter Global Vine News, at høsten af hvidvins-druerne Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon Blanc gik i gang den 24. august. Bladet har talt med Enzio Rivella Castello Banfi, der udtaler, at druerne er perfekt modne og sunde, selv om vinstokkene er noget stressede af mangel på vand.
De øblå druer til Brunello di Montalcino vil blive meget koncentrerede på grund af tørken og varmen.
Også i Chianti har der været hedt i denne sommer. Druerne er koncentrerede, men man regner med et ringere høstudbytte.

Den gode historie til næsen
I Information ser bladets vinmedarbejder, Flemming Kyed, to hovedretninger i dansk vinjournalistik. Der er den Tænk-agtige form med skemaer og talværdier, og der er den mere underholdende stil, hvor skribenten gerne vil fortælle en historie, og hvor også de mere kostbare og uopnåelige vine får en chance.
Der skal være plads til begge slags vinskriverier, mener Flemming Kyed - der selv hører til den sidste kategori, når han skriver sin ugentlige vinklumme “Til næsen”.

Rhône-floden - vandvej og vinvej
Palle Westphal fortæller i Århus Stiftstidende historien om Rhône-dalen og dens mange appellationer. Og han munder ud i en omtale af nye vine fra vinhuset Michel Bernard: En Crozes-Hermitages 1997 og en Lirac 1997, begge til 110 kr. for to flasker hos Føtex. Ikke store vine, men indbydende og velsmagende.
Golf og vin i Bordeaux

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden:
VinAvisen på Internet-adressen
http://www.vinavisen.dk.


VinAvisen, Krogvej 30 A, 2830 Virum, fax: 45 83 38 91
e-mail: anker@vinavisen.dk